Kig ned i kassen og se mig!

Jeg nåede ikke at lave plus/minus-lister, før vi fik vores søn udredt, men jeg var afklaret om, at vi ikke formår at hjælpe ham, hvis vi ikke ved, hvor skoen trykker, så derfor søgte vi en afklaring.

For mig føltes det nemlig som at stå i et rum fyldt med utallige hylderne med tusindvis af værktøjskasser til at støtte al verdens forskellige børn. Vi var så startet med at afprøve værktøjskasserne på den nærmest hylde og har efterhånden afprøvet mange forskellige værktøjskasser på vores søn; den almindelige værktøjskasse, den nærmest nazistiske værktøjskasse, den modsatte ‘barnet bestemmer’-værktøjskasse, glutenfri-værktøjskassen, fiskeolie-værktøjskassen, sensitiv-værktøjskassen og rigtig mange andre kasser med mere eller mindre tvivlsomme værktøjer. Ingen af dem virkede for alvor for vores søn, så vi havde brug for at få en hjælpende hånd til at vælge den rigtige værktøjskasse i stedet for at bruge ham som prøveklud på alle mulige værktøjskasser.

Autisme/ADHD diagnosen afklaringen har vist os vejen til den rigtige hylde med et antal værktøjskasser, der har givet os nogle dokumenterede værktøjer, der virker. Nogle virker godt hos os – mens andre ikke er nødvendige (fx piktogrammer, billeddagplaner etc), så vi laver en pick & mix af de værktøjer, vi har behov for.

Her ’bagefter’ gør jeg mig naturligt nok samme tanker og bekymringer som Mor til Sensitiv nævner under ulemper ved at få en diagnose på sit barn. At pådutte sit barn et handicap og dermed ændre hele verdens blik på ham – det er virkelig nederen! Jeg er modstander af at anse autisme og ADHD helt generelt som et handicap, for det afhænger af den enkelte person hvor udtalt og begrænsende det er. Jeg kan godt se det praktiske i det for samfundet; at det er nemt og bekvemt at kunne putte alle dem med autisme og ADHD ned i én handicapkassen. Nogle ER også handicappede, så for nogle fungerer denne måde at ’boxe’ folk på – men andre er velfungerende men med særheder og shortcomings set i forhold til neurotypiske, og så er det ikke så fedt at blive anset som værende handicappet.

Og det er her, at jeg mener, at det er skævt, at man ser på autisme og ADHD som en række af ting, en person IKKE kan, mens vi der har børn med autisme/ADHD ved, at der er så usandsynligt mange ressourcer indeni knopperne på de her anderledes børn, når blot vi evner at møde dem, hvor de er og som de er. Se og møde den enkelte – kigge ned i kassen og se barnet, ikke diagnosen.

Kig engang på listen over kendte mennesker med autisme og overvej, om de er handicappede i samfundets øjne. Og tænk så videre på, om det ikke kunne være dit barn, der kom på dén liste, med alle hans/hendes ressourcer, potentiale og viden – hvis han/hun bliver mødt i verden som han/hun er. Det tænker jeg for min søn – jeg tænker således:

  • Jeg ser ikke et sært barn, der er glad for kryb og snegle; jeg ser et passioneret menneske, der er god mod selv de mindste dyr og som vil vide alt om alle smådyr – og rent faktisk formår at huske det hele.
  • Jeg ser ikke et socialt mærkeligt barn; jeg ser et menneske, der elsker og savner sine venner passioneret og vil gøre alt for dem. Jeg ser et menneske, der ikke er ligeglad med et grædende barn i et storcenter, men tager ansvar og forsøger at hjælpe fremmede mennesker.
  • Jeg ser ikke et uroligt larmende barn; jeg ser et menneske fyldt med energi og utålmodig videbegærlighed, som er lige til at fylde viden på.
  • Jeg ser ikke et uopdragent barn; jeg ser et passioneret menneske, der gerne vil vide mere LIGE NU, og som stiller krav til hans omverden om at levere her og NU.
  • Jeg ser ikke et besværligt barn, der løber sin vej eller kravler for højt op i træerne;  jeg ser et menneske med pionerånd, der ikke er bange for at tage en chance og satser alt, fordi han har et mål.
  • Og jeg kan GODT love for, at jeg kommer til at stå vagt om ham og gøre helvede hedt for dem, der affærdiger ham som sær, asocial, larmende, uopdragen og besværlig – og dermed affærdiger det potentiale, han rummer.

Derfor er jeg heller ikke begejstret for, at man kalder det ’diagnose’, for hverken autisme eller ADHD er en sygdom – det er en måde at være på; ens styrker er anderledes end neurotypiske styrker. Derfor ville jeg i stedet kalde det ’afklaring’, fordi det i min optik er det, ’diagnosen’ bringer. En diagnose mere end antyder, at der er noget galt! Der er faktisk ikke noget galt med min søn, selvom han har fået en dobbeltdiagnose.

Mit håb for ham er, at han i stedet for at kæmpe for at lave sig selv om for at være som andre neurotypiske og nærmest dø af stress over ikke at passe ind, kan acceptere, at han er som han er som autist/ADHD’er i en neurotypisk verden – og det er OKAY!