Risengrød

Vores søn spiser meget risengrød. Han er ikke særlig interesseret i mad, men risengrød – det vil han altid gerne have. Så jeg laver risengrød i hvert fald en gang om ugen. I begyndelsen var det totalt stressende at lave risengrød, for det tager sin tid, og det brænder på, hvis man ikke passer på. Men det er som med bilkøen mandag morgen … man kan intet gøre ved det, og derfor kan man lige så godt gøre det til en god stund, i stedet for halvhjertet at lave alt muligt andet samtidig med og indædt bande over, at det tager så lang tid.

Jeg er kommet dertil i mit liv, hvor det at lave risengrød er hyggelig og meditativt. Det er en stund i en travl hverdag, hvor fokus flyttes ned i gryden, og lige så snart man flytter fokus på andre ting, så brænder grøden på eller forlader gryden. Det er god øvelse i fordybelse og i at være her og nu.

Lys i mørket

Julen nærmer sig, året går på hæld, skift til vinterdæk, julegaver, fester, snot, hoste, hygge, æbleskiver, julekort, travlhed, få arbejdsdage, meget at lave, ingen tid ..

Det er dén tid på året. Den hyggeligste og allermest travle tid. Vores kalender er allerede spækket, og jeg er ved at vælge fra. Det er nødvendigt for at finde julefreden i alt glitteret.

Og så er der det med smilet … I dag bed stressen mig i maven. Jeg skulle afsted fra kontoret klokken 16, og jeg havde opgaver nok til to dage men kun 8 timer til rådighed. Jeg var klar i hovedet, struktureret, hektisk, høj og megaeffektiv. Jeg kom ud af døren 16:15, så tidsplanen var ikke god, men jeg nåede frem til lanternefest og spurtede afsted og fandt min familie i skoven med lysende lanterne.

Og jeg hørt min søn synge lanternesangen. Han kan den hele, og det lyder så sødt. Mmmm…

Når uvidenhed er konge …

Den omverden, altså. Det er svært at stå der med diagnoser som autisme og adhd, som folk tror, at de ved alt om. Flere i vores omgivelser siger ofte ‘der er intet galt med ham’ og affærdiger dermed al vores viden og alle vore bekymringer. Det er i min verden en lodret afvisning, og jeg skal faktisk søge dybt ind i min kerne for ikke at reagere såret og vredt. Nej, der er ikke noget galt med min søn, men han er, som han er, og det vil jeg gerne have bliver accepteret og forsøgt forstået.

Autisme og ADHD … jeg fik et chok, da min søn fik de diagnoser. Jeg forestillede mig også noget Rainman-agtigt, altså et sært indadvendt asocialt menneske med spøjse evner. Den film har virkelig gjort (forkert!!) indtryk på folk. Og det første jeg derefter hørte omkring autisme var heldigvis, at “når du har mødt én med autisme har du mødt én med autisme” – forstået på den måde, at der er tale om et spektrum, og hver person har sin egen form for autisme. Autisme spektrum forstyrrelse omtales altid som autisme, og dermed glemmer vi konsekvent noget, der er mindst lige så væsentligt som autismen – nemlig spektrum.

Har du tænkt over hvad et spektrum er? Et farvespektrum er alle farver, også de farver, vi ikke kender og som ikke har et navn. Farver fremkommer som brydninger af lys, og farverne kan ændre sig afhængig af tid, lys osv. Alle farverne i spektret er jo ikke som Rainman, vel? Hvis Rainman var grå som regnvejr, så er min søn måske farven blå, og din søn eller datter er måske farven grøn – og ingen ville sige, at det er det samme som grå, vel? Sådan er det også med autisme. Der er fællestræk – og der er nærmest endnu større forskelle. Men ikke alle er grå. Eller blå. Eller grønne.

Det er RIMELIG svært (læs: umuligt) at forstå, når man ikke er personligt engageret. Folk TROR, at de godt ved, hvad autisme er for noget. De ved i virkeligheden ikke en skid, og det er på den baggrund, at de udtaler sig. Og det er her, forældrene kommer ind i billedet. Jeg kan forklare min søns særlige farve for dem. Hjælpe dem med at se andre nuancer end sort hvid og grå. Når de forstår, hvad det er og begynder at se hans særlige farve, så forstår de min søn og kan møde ham, som han er. Og jeg kommer til at forklare det millioner af gange. Også mange gange til de samme mennesker, for folk glemmer det.

Og på sin egen omvendte måde er det jo godt, at vores omgivelser mener, at den er helt gal, når de opfatter det som om, at vi prøver at gøre vores søn til Rainman. Det er jo sådan de opfatter det, fordi de kun kender autisme i skikkelse af Rainman, som i øvrigt ikke var rigtig autist, men savant, som er langt mere sjælden …

Jeg kender det, for jeg har jo haft det på samme måde før alt det her. Jeg forstår det udmærket, når folk ikke fatter en meter, selvom de tror, at de ved alt. Jeg fattede heller ikke en meter før juli 2013, men har lært det på den hårde måde. Nu fortæller jeg så også vidt og bredt om de to diagnoser, min søn har. Jeg spreder små dråber af viden her, på facebook, i debatter, til julefrokoster, til middage, i børnehaven, på gaden.

Jeg tænker, at alle før eller siden kommer i kontakt med mennesker med autisme og ADHD – begge diagnoser er misforståede, og folk går ud fra, at de godt ved, hvad det er. De fatter det ikke, deres viden er begrænset til en lille flig. Jeg tænker, at hvis jeg kan give dem små dråber af viden om autisme og ADHD, så møder de måske andres ‘uopdragne’ eller anderledes børn med forståelse næste gang.

Og jeg tænker, at hvis vi alle gør det, så må budskabet nå ud til selv de mest forstokkede mennesker i befolkningen på et tidspunkt. Og en dag er det min søn, der bliver mødt med forståelse og indsigt fra en fremmed, der har hørt …

Ville det ikke være FEDT?

“Nothing in all the world is more dangerous than sincere ignorance and conscientious stupidity.” – Martin Luther King

“Uvidenhed er konge, og mange vil tabe på, at han abdicerer” – Walter M. Miller

Aflysninger på vej

Lørdag morgen vågnede vi ved et brag. Knægten lå på ryggen på badeværelsesgulvet og skreg i vilden sky. Han havde slået hovedet, og han skreg af smerte, chok og skræk. Lidt efter forklarede han, at han havde haft ondt i maven, og han var så stået op for at gå på toilettet og var faldet i mørket.

Et øjeblik senere kastede han en kaskade af vand op, og han skreg af skræk. Han forstår det ikke, han har kun kastet op én enkelt gang, da han var baby, så det var vildt chokerende for ham at opleve kroppens kast-op-funktion. Han hostede lidt mere vand op, og vi fik talt ham til ro igen.

Jeg tog straks fat på at revidere weekendens planer. Læs; aflyse. Jeg er i mellemtiden også blevet forvandlet til en hostende og (f)nysende snotdrage. Ikke vildt delikat. Snot og bræk? Ikke optimal menu til en brunch søndag formiddag 😦

I forreste række

Fredag aften døde min mands moster alt for tidligt af kræft. Hendes forløb mindede alt for meget om min mors; kort, hårdt, nådesløst, smertefuldt og uafvendeligt. Tilbage sidder en familie med et hul i midten. Vores familie blev igen lidt mindre, og vi kommer til at savne en kær gæst i vores hjem. Et vigtigt bånd til min mands historie er klippet over.

Om 1 1/2 måned er det hele 15 år siden min mor døde af kræft. Det gør mig både bekymret og ked af det, at vi her 15 år senere ikke helt for alvor har knækket koden til at stoppe kræft. Det bekymrer mig selvfølgelig mere nu, fordi vi efterhånden rykker frem i forreste række, og vi stadigvæk ikke for alvor kan vide os trygge. Selvom der forskes og arbejdes på at knække koden, så er det ikke lykkedes. Endnu.

I næste uge begraver vi i min familie en kvinde, der dårligt nok nåede at nyde sin 3. alder, men som alligevel nåede at opleve sin datters bryllup og nåede at møde sit barnebarn og se ham komme godt i vej. Hun var heldig, men som så mange før og efter hende slap hendes held op den dag kræften brød ud.

fordi der er liv, der skal leves …

Kontrol er lort-nok stavet bagfra

Det der dumme øre … Det er begyndt at gøre ondt igen. Ikke hele tiden, men det kommer i jag af og til. I dag gjorde det ondt og trykkede, så jeg blæste luft op i mellemøret, som lægen har sagt, at jeg skal gøre. Det gør ret ondt, når jeg gør det, men er normalt overstået i løbet af små 10 minutter. Men i dag blev det ved og lå som en trykkende smerte inde i hovedet resten af dagen.

Jeg prøver virkelig ikke at tænke på det, men jeg er bekymret. Mon svulsten er der stadig? Slipper jeg nogensinde for det her – og slipper jeg mon nogensinde af med utrygheden, som bor i mig? Jeg har mistet tilliden til, at jeg kan mærke, hvis der er noget galt – det kunne jeg jo ikke mærke, da det her bredte sig i mit hoved – hverken første eller anden gang opdagede jeg det, før det var for sent og meget udbredt.

Sidste kontrol jeg var til, så det fint ud, og nu ringer jeg i morgen og får tid til en ny kontrol. Jeg har udskudt det i et par uger nu, fordi jeg frygter det. Jeg skal til kontrol hver 3. måned, og nu er der snart gået 2 1/2 måned siden sidst. Jeg ringer i morgen. På ære.

Frisk igen … eller ej

Mandag morgen vækkede vækkeuret mig – jeg var helt smadret. Jeg hostede og hostede og hostede hele natten og holdt alle om mig vågne. Jeg havde jo forestillet mig, at jeg var frisk – men jeg meldte mig syg og dykkede ned under dynerne igen. Knægten sov til klokken 10, og han var heller ikke frisk. Snottet stod stadig ud af ham som fontæne. Vi var så sølle, og vi blev hjemme – først i sengen, og siden på sofaen under et tæppe.

NU satser jeg på at være frisk i morgen, så jeg kan komme tilbage til hverdagen og få styr på nogle af alle de ting, jeg skal nå inden jul.

Søde sløve søndag

Efter 4 dage på langs mente jeg, at vi burde se at få lidt frisk luft i dag, men knægten pegede på skyerne som årsag til, at han hellere ville være indenfor. ‘Det der, mor’ sagde han ‘det er regnskyer!’ Det måtte jeg give ham ret i. Så jeg åbnede altandøren for at lede noget frisk luft ind. Lidt efter hørte han nogle af sine venner lege udenfor, og så var han klar – regnskyer eller ikke regnskyer. Og jeg så den ene vens mor iført hue, dynejakke og med hænderne boret ned i lommerne. Hmmm… måske er det på tide at skifte fra cotton coat til dynefætter – ?

Jeg fik overbevist knægten om, at han skal have hue på, og så krøb jeg selv i dynefætteren, og så skyndte vi os ned til vennerne. Det var pivkoldt, men fantastisk hyggeligt. De løb rundt i tusmørket, udfordrede hinanden, klatrede i træer og højt op på klatrestativet. Vi stod og vippede på kanten af sandkassen og frøs i vores dynejakker. Men hyggeligt var det.

Mørket faldt på, og da klokken var 17 gik den ene ven og hans mor hjem. Vi blev hængende lidt på legepladsen, og så inviterede knægten sig selv ind hos en af vennerne fra børnehaven. Jeg fik en kop kaffe at varme mig på. Nu tror jeg på, at vinteren er på vej. Selvom det var rart at komme udenfor efter 4 dage på langs, så kan jeg godt mærke, at jeg stadig ikke er på toppen. Jeg lyder stadig som en bidsk vagthund, når jeg hoster.

Smittefare

Torsdag havde knægten 38 i feber, fredag lå feberen på febergrænsen, men nu med snotnæse. Så jeg meldte ham syg igen fredag. Snotnæsen hænger ved endnu og har heldigvis ikke smittet mig – så vi holder os indenfor på sofaen også her på 4. dagen.

Tirsdag havde jeg et møde med en kollega, der havde feber, ondt i halsen og en imponerende Cecilhoste. Havde hun været et barn, havde børnehaven ringet efter hendes forældre. Men vi voksne ved jo bedre. Hun ville gå tidligt og tage til lægen og få penicillin. Efter vores møde. Jeg mindede hende om, at penicillin kun forkorter halsbetændelsen med en dag, og at samme effekt nok kan opnås ved at lægge sig syg og slappe af i stedet for at stresse rundt og smitte andre. Jeg ved, at hun synes, at jeg var irriterende at høre på.

Nu har jeg så en imponerende Cecilhoste. Jeg har ikke længere ondt i halsen, men hosten – den er her endnu. Den holder mig vågen om natten, og jeg er træt nu.

Træt af at folk ikke kan finde ud af, at det er mangel på respekt og omtanke for andre, samt dårlig opdragelse at tage syg på arbejde og udsætte sine kolleger for smitte, når man kan arbejde hjemmefra. Lad nu være. Din krop taler til dig.

Jeg ved det godt. Da jeg var mest stresset, anså jeg også jobbet for vigtigere end helbredet. Jeg sad også på arbejde med halsbetændelse og hostede og harkede. Min daværende chef fik nethindeløsning og fik opsat særlige mørklægningsgardiner og fik opsat skærmen at vise absurd store bogstaver. Selvom lægen havde beordret hvile og intet skærmarbejde. Så kunne jeg ikke så godt lægge mig med en gemen halsbetændelse, tænkte jeg dengang. Forkert. Min chef burde være gået foran og have sygemeldt sig. Mentaliteten er jo helt syg. Det kunne have kostet ham synet.

Jeg havde en anden chef engang, og han sagde halvt for sjov halvt i alvor; ‘ingen tjener penge på en syg medarbejder’.

Det er ok, hvis du lægger dig syg, når du er syg. Javist, det føles som at man svigter, snyder og pjækker, og man har den sorteste samvittighed og tænker ‘jeg kunne måske godt alligevel…’
Men la’ vær’ – hold virus hjemme, hvor den ikke smitter andre.

For os har det betydet en weekend, hvor vi har siddet i sofaen og hygget med Ramasjang mysteriet, te og figenmadder.

“De voksne kan også være bange”

Forleden skrev jeg om min oplevelse af Berlin muren og særlig dens fald i 1989, da jeg var 17 år gammel. I den forbindelse berørte jeg kort den grundangst, jeg voksede op med; angsten for at blive udslettet. Det er et af mine tidligste minder; at være angst for atombomben. I skolen fik vi uddelt pjecen ‘Om at overleve’, som var lige lovlig detaljeret og rimelig skræmmende – og vi fik lov til at se skolens beskyttelsesrum, vi måtte bare ikke pille ved gasmaskerne, før vi skulle bruge dem. Hver onsdag klokken 12 blev luftalarmen afprøvet lige over vores hoveder. Og alle vidste, at tre lange hyl fra sirenen betød ‘gå indenfor, luk døre og vinduer og tænd for radioen’. Ikke noget med at løbe hjem. I en tidlig alder var jeg helt afklaret om, at jeg hellere ville dø end overleve og få strålesyge.

Med murens fald forsvandt den grundangst, som min generation har fået ind med modermælken. Forleden så jeg nedenstående helt fantastiske og meget tankevækkende program, og der gik det op for mig, at når man dengang sang om, at ‘de voksne også kan være bange’, så var der virkelig noget om snakken. De voksne var bange, faktisk bange, at der i det skjulte blev lagt detaljerede planer for, hvordan Danmark skulle klare atombomben. Meget grundige planer med mange involverede. Der blev bygget hemmelige bunkere, og rigtig mange mennesker var på tilkald hver dag, hvis nu bomben sprang.

Jeg er glad for, at JEG ikke vidste noget om alt dette, for så var jeg død af skræk. Bl.a. så jeg i programmet, at min mands gamle skole var et nødhospital fuldt udstyret med senge, bårer og operationsudstyr i kælderen, og i al hemmelighed blev en af de lokale skoler i mit gamle kvarter udstyret med en topmoderne bunker, der sagtens kunne modstå en atombombe. Samtidig var det lovpligtigt, at alle etagebyggerier skulle opføres med beskyttelsesrum i 60erne. Med andre ord; så er der her i huset en atombunker. Alt sammen blev holdt klar til a-bomben slog ned – og er først blevet lagt ned længe efter 1989.

Længe efter den kolde krigs afslutning cyklede jeg lykkeligt uvidende hver dag forbi det kæmpestore græsareal, der var udlagt til atomkirkegård. Jeg undrede mig godt nok også over, hvorfor der bare var en græsmark lige dér i et tætbebygget område med højhuse, erhverv og så – græsmark. Det fik jeg så opklaret forleden. Bulldozerne og kalken til at lave en massegrav blev opbevaret lige i nærheden.

12. November kl 21:30 på DR K

Danmarks hemmelige forsvar (3:4)

Under den kolde krig regnede de fleste danskere med, at en atomkrig ville føre til total udslettelse, men i det skjulte forberedte myndighederne sig i de mindste detaljer på et liv efter atombomben.
I kældrene under skoler og andre offentlige bygninger havde Civilforsvaret nedpakket nødhospitaler, sandsække, bårer og alt hvad der i øvrigt kunne blive brug for i tilfælde af krig.
Helt frem til 1989 omfattede krigsplanlægningen alt fra rationeringsmærker og nødpenge til atomkirkegårde, krigsøvelser og indretning af underjordiske kommandocentre for ledende embedsmænd i kommuner og amter.
Tilrettelæggelse: Ole Retsbo.

Mine forældre luftede aldrig deres frygt for atomkrig for os børn, så jeg fik ikke næret min grundangst hjemmefra. Men både min mor og far har trøstet mig, når jeg vågnede om natten og var bange for alligevel at overleve atombomben uden min mor og far. Programmet i går viste mig, at frygten for atomkrig allerede i 1962 fik statsministeren til at ‘reklamere’ for pjecen ‘Hvis krigen kommer’ og anbefalede på det kraftigste, at folk skulle læse den, da de ellers ville komme til at fortryde det, den dag krigen evt. kom. Det betyder, at den grundangst, jeg voksede op med, må mine forældre jo også være vokset op med. Uden at smitte. Heldigvis. For selvom de voksne også kan være bange, så skal vi holde det for os selv!

Oprydning i bøger og babyudstyr

Fordi der ikke kommer en baby til, har vi en masse tilovers nu, der kun er brugt til ét barn. Dvs det er ikke så slidt som efter to 🙂 Der er bl.a. Et Stokke Care hvidmalet puslebord (solgt forleden), en sort Basson barnevogn med lift, myggenet, madras, regnslag etc., en fed sort Teutonia klapvogn med tilhørende pusletaske, myggenet, regnslag etc., lysegrøn Basson paraplyklapvogn, en meget slidt lyserød (?) klassisk trehjulet cykel osv … Det er lidt svært at sige farvel til alle disse ting, for de er stuvet af vejen (ude af øje ude af sind, ik?), og for at jeg kan sælge det, kræver det, at jeg tager fat i tingene i kælderen … det er stadig lidt følsomt, men jeg tænker også, at det er sundt at rydde op, når det nu ikke kommer i brug her hos os igen. Måske kan du jo bruge noget at det? Det ville gøre mig så glad 🙂

Bøgerne var gode at starte med – de er nemme at tage ned og bladre lidt i .. så her til at begynde med har jeg lagt hele denne bunke baby-relaterede bøger på Den Blå Avis – her er linket til alle mine annoncer på Den Blå Avis.

Fertilitet:

Graviditet & Fødsel:

  • Motion & Graviditet (Bente Klarlund)
  • Gravid – uge for uge (Politiken)
  • Spørgsmål & Svar om Graviditet & Fødsel (Politiken)
  • Den Gode Barsel af Familie- og barselscoach Nina Brandt

Amning

  • Alt om Amning – mine varmeste anbefalinger; den er virkelig god, hvis du pt sidder og bikser med amning!! Reddede totalt min forstand – ingen ammemafia her 😀 (Roldgaard & Tatarczuk)

Søvn & glade børn

  • Sov igennem uden gråd (Elisabeth Pantley) – den bedste bog til kærlig søvn ❤
  • Sådan får du dit barn til at sove (Helen Lyng Hansen) – ubrugt, sikkert næsten lige så god som Elisabeth Pantley’s.
  • Æblekinder & Kondisko (en forældreguide til sunde og glade børn)

IMG_2108.JPG

En god kammerat hjælper med at rydde op

Før jeg fik børn, så havde jeg en fasttømret holdning til, at børn skal lære at rydde op efter sig selv. Jeg praktiserede dette og forsøgte at lære min søn at rydde op fra han var helt lille, uden større held.

I børnehaven har han så i mellemtiden lært, at en god kammerat hjælper en ven med at rydde op – også selvom han/hun ikke har været med til at rode. En dag, da jeg bad ham rydde op efter sig selv sagde han til mig, da jeg ikke ville hjælpe ham: “Mor, så er du ikke en god kammerat!”, og så forklarede han mig reglerne. Det er jo indlysende! Så det praktiserer vi også herhjemme nu, fordi det giver mening for os.

På langt sigt mener jeg nemlig, at det er med til at styrke fællesskabet, hvis man hjælper hinanden frivilligt. Det er dybest set top-egoistisk KUN at rydde op efter sig selv og afvise at hjælpe hinanden. Også når det er et barn, der har rodet, og moren for 117. gang beder det om at rydde op. Så må man som mor tage ansvar for sit eget behov for oprydning, og så er det bare ned på gulvet og lave en konkurrence med to bøtter – for hvem får fyldt flest legoklodser i sin bøtte? På den måde viser man barnet hjælpsomhed, og som biting kan oprydning godt blive noget, der er lidt skægt og i hvert fald er noget, man er fælles om.

Farvel til puslebordet

I sidste uge satte jeg vores puslebord på Den Blå Avis, og i går fik vi det solgt. Det var skønt og en smule vemodigt at skrue det fra hinanden og hjælpe den nye ejer af puslebordet med at få det ind i bilen. En lille pige skal der ligge på puslebordet, og jeg véd bare, at de bliver glade for det!

Min mand og jeg kørte til Sverige for at se på puslebord, da jeg var gravid. Vi havde researchet grundigt, og fordi han er høj, så faldt vi for Stokke Care puslebordet. Det er nemlig lidt højere end andre pusleborde. I Danmark kunne man kun få det i hvidpigmenteret, men i Sverige kunne vi få det i hvidmalet. Perfekt til et lyst børneværelse og med masser af plads til spræl, fordi puslepladsen er ekstra stor. Og dengang var den svenske krone lav, så vi kunne få det til en god pris.

Vi kørte afsted og tog færgen til Helsingborg. Vi besøgte forskellige forhandlere fra vores babyudstyrsliste både i Helsingborg og udenfor Helsingborg. De havde ikke lige vores puslebord i hvidt på lager, så vi tog derop en gang til med både sommerfugle og baby i maven. Det var to skønne indkøbsture, og puslebordet var det første, vi købte, der for alvor ændrede vores hjem fra at være en voksenbolig til at ligne et hjem med børn. Det var stort, rørende og livsændrende for os at køre hjem fra Sverige med bilen fyldt op med puslebord og tilbehør.

Præcis som det var både rørende og livsændrende, at vi i går pakkede det sammen og solgte det. Min mand regnede ud, at jeg har skiftet omkring 5.000 bleer – og langt de fleste blev skiftet på det puslebord!

IMG_9865.JPG

Mauerfall 25

Jeg voksede op med en solid og uafrystelig grundangst for at blive udslettet – det var ikke et spørgsmål OM, men snarere et spørgsmål om HVORNÅR. Jeg var skidebange, da jeg var lille, og der var nogle nætter hvor jeg ikke kunne sove og græd mig i søvn hos min mor, fordi jeg var bange for at dø. Den sikre død lurede nemlig i form af atombomber, kold krig eller Barsebäck, hvis krigen alligevel ikke kom.

Jeg sang med på sange, der ikke gjorde mig mindre bange – de havde tekster, der fortalte mig, at de voksne ikke kunne passe på os børn og værst – at de selv var bange.

“De voksne kan også være bange
og synge lange, lange bange sange.
Der er så meget man skal passe på.
Jeg har jo dig, jeg skal passe på”

Man vænner sig efterhånden til grundangsten, så det var bare sådan, at det var. Den kolde krig og atombomberne, det var bare en trussel over vores hoveder, og så levede vi med det. Vi lærte om de to Tysklande i folkeskolen. Vi så billeder af muren uden at det gjorde det store indtryk, fordi en mur, der deler et land er fuldkommen absurd og ubegribeligt.

Da jeg stod ved siden af muren for første gang i juni 1989 blev jeg lamslået af, hvor total, brutal og komplet adskillelsen var. Man kunne ikke kigge over muren andet end fra de platforme, der var stillet op. Scenariet var endnu værre fra platformene.

Inde på den anden side gik soldaterne frem og tilbage. Der var ikke bare én mur, der var to. Og mellem dem – den visse død. Muren var hvid på indersiden, der var vagttårne, projektører, ståltråd, hunde, vagter. Normalt passer grænsevagter på, at ingen kommer ind – men her var det omvendt; her passede de på, at ingen kom ud!?

Vi kiggede ind over muren til Potzdamer Platz. Min far lød som en historiebog og fortalte, at Potzdamer Platz før krigen var Europas travleste plads. Det var her, man blev nødt til at opfinde trafiklyset for at regulere trafikken. Jeg gloede ind på en stor flad græsmark med omrids af veje på kryds og tværs. Europas travleste plads?

IMG_0669.JPGEfter et par dage i Vest-Berlin fik jeg overbevist min far om, at vi ikke kunne tage til Berlin uden at tage til Øst-Berlin. Så vi afsatte en dag og tog toget til Øst-Berlin en søndag, og det var en knugende oplevelse, som jeg næsten fortrød, fordi vi forlod vestens trygge rammer og stillede os i kø og ventede, mens grønklædte vagter med gevær overvågede os. Vi ventede stille på vores tur, og jeg følte mig meget lille, da manden i lugen granskede vores pas. Vi tvangsvekslede 5 D-mark til 5 Østmark pr person. Jeg har mine endnu, for der var ingen steder, vi kunne bruge dem i Øst-Berlin.

Vi gik en tur ned ad Unter den Linden – først op til Brandenburger Tor, hvor vi kiggede tilbage mod vest – og siden ned til Alexanderplatz. Det er den tur, jeg sidenhen har gået mange gange med min familie, i frihed.

Da vi igen sad i toget og kørte tilbage mod friheden, stoppede toget brat et kort stykke fra perronen, og de undersøgte togets undervogn med hunde for at fange eventuelle flygtninge. Der var helt stille i toget, og det løb mig koldt ned ad ryggen. Vi kunne let rejse ind for så at rejse ud igen. Et helt folk var frarøvet friheden.

Fra den dag var det umuligt for mig at glemme hvad muren stod for; total og afsindig ond adskillelse af familier, mennesker og folk. Ufrihed. Fangenskab. Den juni-dag var der intet tegn på glasnost. Tværtimod føltes det uendelig langt væk. Derfor føltes det helt ufatteligt, at den mur, jeg var vokset op med, blev væltet få måneder efter jeg stod ved siden af den og først dér fattede rigtigt, hvor ondt et værk, det var.

Skønne efterårsdage

Endelig lørdag .. vi sov længe til 7:45, og så stod vi op – nogle tog det almindelige tøj på, andre var klædt som selvlysende skelet-tøj for at forskrække bedstefar. Da vi havde hentet morgenbrød blev bedstefar behørigt forskrækket over det selvlysende skelet, der pludselig stod i hans entré og sagde ‘bøh’. Vi spiste morgenmad, og ved 10:30-tiden afleverede vi faren til brunch hos en kollega.

Knægten og jeg købte et rugbrød på hjemvejen, og så stoppede vi i Kræftens Bekæmpelses butik og kiggede på legetøj og bøger. Vi var så heldige at finde en bog ved navn ‘Kryb & kræ’ – det er lige noget for vores insektbegejstrede knægt. Vi fandt også nogle bind af Disney’s børneleksika, så der er noget nyt at lære.

Vi kørte hjem – det var endnu lidt for tidligt til frokost, så jeg gjorde lidt rent i køkkenet, og så skilte jeg vores emhætte ad. Det er altid et lækkert projekt. Not. Der var en kage af fedt og støv at grave ud, så det var tiltrængt. Jeg smurte os nogle madder, og bagefter skulle vi mødes med nogle af knægtens venner og spille fodbold.

Det var svært for vores dreng at spille fodbold med de andre. Han hader uklare regler og han hader indædt at tabe. Rent faktisk er han virkelig god til at erobre bolden fra modstanderen, og han både løber og dribler hurtigere end de andre, men lige så snart der er nogen, der snupper bolden fra ham, så giver han op og vræler af frustration over at være dårlig til fodbold. Så vi brugte en del tid på at gå rundt for os selv og spille fodbold. Indimellem deltog han lidt de andres spil og erobrede bolden let – men så snart han ikke scorede på chancen, jamrede han som en italiensk fodboldspiller igen. Han bad også om lov til at sidde i bilen, men der trak jeg grænsen. Jeg fortalte ham, at enten kører vi hjem eller også bliver vi på fodboldbanen nær de andre. Så ville han ikke hjem alligevel.

Han fortalte mig, at han ikke vil gå til fodbold, fordi han er så dårlig til det. Jeg prøvede at forklare ham, at man går til fodbold for at lære at spille fodbold, men det trængte ikke rigtig ind. Lissom med skolen; man går der for at lære noget og blive god til det, man er det ikke fra starten. Han fastholdt, at han er megadårlig til fodbold og derfor aldrig gider spille. Den må vi nok liiiige arbejde lidt med før skolestart…

Til sidst fandt han og en ven et træ, som var fyldt med snegle, edderkopper, bænkebidere, tusindben og andre kriblekrabledyr. Drengene var begejstrede og helt opslugte af dyrenes lille verden i lang tid, mens vi stod og snakkede. Nogle af de friske forældre var på cykel, andre kom løbende med ungerne i joggeren – og så var der os med bil. Jeg tænker lidt på, om vi kunne cykle sammen. Altså om det er trafiksikkert. Hvor gamle er børn, når man kan cykle med dem på vejen? Jeg føler ikke helt, at vores søn er helt sikker nu, men måske er det bare med at springe ud i det?