Mit hjerte elsker alle de umuligste børn,
de som ingen holder af og ingen kan forstå.
Lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn,
de børn som alle voksne folk er meget vrede på.Mit hjerte ynder ikke disse pyntehavebørn,
der står i bed og intet ved om synd og bittert savn.
De børn som voksne holder af og klipper pænt i form,
og som med ren samvittighed tør nævne Gud ved navn.
Den kender mest til kærlighed som aldrig mødte den.
Om dyden ved den lastefulde mer end nogen tror.Mit hjerte hader pæne voksnes hækkeklippesaks.
Det er på vilde buske verdens sjældne blomster gror.
(Tove Ditlevsen)
2 Comments
Der er lukket for kommentarer.
mammalade 
Små slag 😉 Hvad med, om vi alle kunne rumme hinandens børn, og elske – ikke hade – alle som en, i næstekærlighedens ånd?
Jeg er dog enig i, at det ofte er i det “skæve”, at vi finder det smukke og unikke. Mens det er i tryghedens trummerum, at kedsomhed og ligegyldighed ofte indtager.
Jeg tror på de to modpolers indbyrdes afhængighed/samhørighed – YIN/YANG – og at det er der vi finder balancen. Derfor må vi heller ikke fordømme, men favne hinanden. Inklusive modsætningerne i os selv, og i alle vores relationer.
På en måde virker det som om, at det er småborgerligheden, at Ditlevsen hader. Men småligheden, er ikke bedre fordi den kommer fra den anden kant 😉
LikeLike
Jeg synes faktisk, at det er spændende, at du læser had til børn i Tove Ditlevsens digt, for jeg læser ikke ét eneste ord om had til børn i digtet. Kun en stor kærlighed til børn – alle børn. Og en stor omsorg og bekymring.
Hun ynder ikke de børn, der bliver afrettet og trimmet med forældrenes (og samfundets) hækkesaks. Ikke fordi hun hader dem, men fordi hun er ked af det, de voksne gør ved dem og deres sjæle.
Hun hader de voksnes hækkeklippesaks, fordi den klipper de vilde blomster af.
For mig giver hendes digt mening fx fordi vi er godt i gang med at skabe en folkeskole, der ikke ligger naturligt til rigtig mange drenge. Den er indrettet på pigernes præmisser. Vi er med andre ord godt i gang med hækkesaksen og forsøger at klippe vores drenge til, så de kan sidde stille dagen lang og lære på samme stilfærdige måde som pigerne. Jeg tror simpelthen ikke på dét projekt!
Jeg tror på, at vi skal fremelske forskellene, gi’ ukrudtet gødning og kultivere de vilde blomster – ikke styne, klippe, ensrette og beskære, hvorfor jeg også må indrømme, at jeg hader “pæne voksnes hækkeklippesaks” 🙂
Gitte K
LikeLike