Hviledag

Vejrudsigten i dag så ikke for spændende ud, så vi havde aftalt at starte ud med en lang tur i hotellets pool lige efter morgenmaden. Vi var i poolen i over en time, så var der en stor dreng, der havde blå læber og kolde hænder. Vi gik op på værelset, og han blev puttet i sengen, mens vi tog bad og fik tøj på.

Det viste sig, at vejrudsigten ikke var til at stole på – tværtimod, så var vejret pænt og tørt. Vi gik en runde i byen og lænsede supermarkedet for spændende drikkevarer, yoghurt, slik og chips. Vi drak en kop kaffe på Café Elisabeth, og så gik vi tilbage på hotellet og slappede af. Faktisk lavede vi ikke en fis, før klokken rundede 16, og markedsdagen i landsbyen startede.

På markedsdagen slår de forskellige handlende boder op langs hovedgaden. Man kan købe et stort udvalg af lokalt producerede ting og sager; håndlavede kartoffelchips, hjemmelavede pølser, hjemmebrændt snaps, hjemmerøgede skinker, håndlavede oste, hjemmekogte marmelader, håndlavet slik, hjemmestrik, hjemmebag, hjemmeflettede kurve, hjemmegjorte bælter, håndlavede smykker, broderede forklæder, vævede duge og hjemmegjorte ting i træ.

Det var superhyggeligt at gå rundt og kigge på de mange mærkelige ting. Og der var murmeldyrsalven igen. Den dukker op overalt her omkring. Hvad er det med den murmeldyrsalve?

Vi satte os ved et langbord nær to spillekanter, der lystigt sang, jodlede og spillede den ene muntre tyrolervise efter den anden. Vi købte en halv kylling fra rotisserie med bjælker, samt drikkevarer. Det var alletiders at sidde der og høre musik. Kyllingen var saftig og lækker, bjælkerne sprøde og gyldne. Der var den hyggeligste stemning under parasollernes skygge. Knægten holdt sig grinende for ørerne i al den tid, vi sad der. Man ser allerede for sig, hvordan dét kommer til at foregå, når han rammer puberteten 😉

Bagefter gik vi op i den anden ende af byen, hvor der var Kinderfest. Det skal jeg love for. Der var en hoppeborg for de små, en for de mindre og en for store børn. I den store hoppeborg var der nogle drenge på 12-14 år, der havde set sig gale på hinanden. De kom op at slås for alvor, så der var nogle endnu større drenge, der måtte skille dem ad, før nogen kom til skade. Det har jeg godt nok alligevel aldrig oplevet før. De måtte skilles ad i flere omgange.

Vi fik styret vores søn nogenlunde fri af slagsbrødrene. Han endte på et tidspunkt nederst i en in-fight med 3 større drenge om en skumgummidims til at baske med, men der fik vi råbt ham op og fik ham væk derfra. Han var meget fortørnet over, at han havde haft skumgummidimsen førstkop, så han havde RET til den, men de tog den fra ham. Vi forklarede ham kort, at det var for farligt, og at han skulle gå over i hoppeborgen for de mellemstore børn.

Han havde det heldigvis rigtig sjovt sammen med de mellemstore drenge i den anden hoppeborg, og han smed både sko, strømper og bluse ret hurtigt. Han fik hektisk røde kinder og talte dansk med en østrigsk dreng. De forstod ikke hinandens sprog, men de legede sammen. De kravlede op og hoppede ned samtidig igen og igen og igen.

Til sidst fik han en gul heliumballon af en midaldrende træt brun skiguide med solbleget halvlangt hår, der absolut ikke så ballonoppustning til børn som sit kald i livet. Medmindre børnene selvfølgelig havde deres mor med, for så livede han betragteligt op.

Nu ligger han og sover med sin gule heliumballon hængende lige over hovedet. Han er meget glad for den. På markedsdagen fik han også sit livs første candy floss, og han spiste næsten det hele. Han fik også bommet os for en stor håndlavet grøn-rød-hvid slikkepind. Jeg tænker, at han havde en fest i dag.

Før han sov læste jeg op for ham af Føtex Fiskebogen, som vi er ved at læse igenigen. Jeg læste også et kapitel for ham af Villads fra Valby på Sommerferie, som sjovt nok handlede om havtasken, verdens grimmeste fisk.

Creme i buksen?

Har du prøvet at have creme i buksen? Muligvis ikke, men her i Østrig er det et stort nummer – det er faktisk så stort, at Nivea ikke er alene om at have lanceret slankende og opstrammende bukser. Lige til at have på under kjolen som Claudia på billedet. Garnier har også lanceret figurforbedrende shorts, der har som mål at gøre rumpetten en størrelse mindre.

Jeg føler mig underholdt, men er samtidig nysgerrig og vil gerne vide nedenstående …

  1. Om rumpetten så bliver et nummer mindre hver gang man har dem på?
  2. Og skal man fylde creme på buksen undervejs, om jeg så må sige?

Jeg tænker, at det måske er lidt som at smøre fødderne ind i fed creme og så tage et par strømper på. Altså, sådan så man får en blød numse i nattens løb. Hm, det lød forkert. Man vil jo netop ikke have en blød numse, hvis man køber Shorty .. man går efter en mindre og fastere numse.

Jeg tror ikke på, at numsen krymper en størrelse i bukserne i nattens løb, men jeg kan godt forestille mig, at huden på nummeren bliver blød. Og det er måske netop det, der er formålet?

Jeg er i hvert fald nysgerrig. Måske burde jeg gi’ dem et forsøg. Jeg holder nemlig meget af Nivea. Måske laver de også gode bukser.

bukser

På tur til Salzburg

Vejrudsigten så lidt mindre trist ud for Salzburg end for Tyrol, så vi vendte snuderne mod Salzburg. Det tog 1 1/2 time at køre dertil på motorvejen gennem et hjørne af Tyskland, langs Chiemsee, der var helt stille og turkisgrøn.

Vi fandt en parkeringsplads ved Mirabellslottet og gik gennem den fantastiske blomstrende have ned til floden, hvor vi gik over broen med alle hængelåsene på. På bjerget lå Hochsalzburg og knejsede mod de grå skyer. Borgen ser altid spændende, mystisk og dyster ud, men med tunge grå skyer blev effekten forstærket. Man kan godt forestille sig, at de fra borgen hældte kogende olie ned i hovedet på dem, der var dumme nok til at prøve at angribe – samt masser af kampesten og pile.

Vi gik af de små gyder, gange og stræder ned til Getreidegasse, hvor der var masser af mennesker – det er der altid. Vi fandt en Geox butik, der havde udsalg, og vi fik købt et par seje lysende Geox sko til drengen. Han var ikke vildt begejstret, men det var jeg – jeg fik dem for halv pris, omkring 200 kroner – og nu kan vi måske kyle de gamle nedslidte Geox sko fra foråret ud. Men kun måske …

Vi spiste på Zipfer Bierhaus, hvor vi også spiste for 2 år siden – jeg røg på den vegetariske menu, som var Käsknocken med hjemmeristede løg, mens min mand fik sig en Wienerschnitzel og knægten en Bernerwürstel mit pommes. Vi sad udenfor under en parasol, og det var superhyggeligt, for der var torvemarked på Universitätsplatz. Vi gik indenfor og kiggede ned til skelettet, der ligger dybt nede i en brønd under gulvet. Det var lidt uhyggeligt at se på, og vi talte om det, og jeg forklarede, at det er et snydeskelet – nok et fra BR. ‘Ja’ sagde drengen – ‘det må være et snydeskelet, for hvis man faldt ned kunne man jo bare kravle op af stigen dernede fra’ – der var nemlig trin i væggen hele vejen ned.

Bagefter kiggede vi på de mange sjove ting på markedet – fx sælger de murmeldyrssalve. Det er åbenbart et hit her i landet, men jeg ved ikke rigtig, hvad det kan .. ? Vi købte en slags cannoli i vandbakkelsesdej dyppet i mørk chokolade og med flødebollefyld i. Den var lidt speciel og lækker. Vi gik i DM, hvor jeg fik købt mig lidt af hvert – bl.a. noget prinsessebad, der bliver lyserødt, knitrer og med glimmer og hindbærduft. Det er til, når jeg skal have et karbad næste gang. Prinsessekarbad. Knægten ville hellere have det knitrende grønne ridderbad, så det fik han.

Vi gik en tur rundt i de gamle gader i Salzburg, og vi gik en tur på Petersfriedhof, hvor vi kiggede på de smukke gamle grave. Jeg tænker, at hvis du ikke har været der, så lyder det nok lidt mærkeligt og en kende morbidt, men det er en meget gammel kirkegård, og den er smukt pyntet med smukke dekorationer, friske blomster og krucifikser. Oppe i klippevæggen er Maximuskapellet hugget ind i klippen, og man kan kun se vinduerne. Når gravene sløjfes, lægger man skeletterne ned i katakomberne, hvor man også kan gå ned, men det gjorde vi ikke – det kan godt være lidt spooky, når man kun er 6 år.

Vi nåede ikke at se særlig meget af Salzburg – der var mere, jeg godt gad opleve; tage op og se borgen, se bl.a. Nonnberg klosteret hvor nogle af scenerne fra Sound of Music er optaget, se lystslottet Hellbrunn, hvor der sprøjter vand ud af vægge og stole, så man kan få sig et billigt grin. Det fik jeg i hvert fald, da mine forældre fik vand i hovedet for mange år siden! En dag vil vi tilbage til Salzburg på en forlænget weekend, og så skal vi på en Do It Yourself Sound of Music Tour. Men dagen var desværre gået alt for stærkt, og vi skulle jo nå hjem til hotellet til middag klokken 19.

Da vi kom ud fra Starbucks med en Caramel Macchiatto styrtregnede det. Vi spurtede gennem regnen fra butik til butik i retning mod bilen, og da vi nåede Mirabellhaven regnede det næsten ikke mere. Det regner altid i Salzburg; både da jeg var der i 80erne, i 2013 og også i år.

På kælkebakken

Vi kørte til Fieberbrunn og tog bjergbanen helt op til toppen i 1.645 meters højde til Lärchfilzkogel. Oppe på toppen var der den vildeste udsigt – og de vildeste skrænter nærmest lodret ned uden hegn eller andre ting, der kan begrænse udsigten. Vi var lidt oppe over trægrænsen, så der var heller ingen træer.

Luften var helt frisk og klar, og der var helt stille – bortset fra køernes klokker, der ringlede af og til, når de dovent slog med hovedet for at komme af med irriterende fluer. Vi gik rundt blandt de hvilende køer og nød udsigten. Knægten ville gerne klappe en ko, men jeg bad ham om at lade være at forstyrre dem. I stedet tog vi nogle fine billeder af nogle af dem, der lå og dagdrømte med den smukkeste udsigt.

Efter at have siddet og nydt udsigten – og have taget en million billeder – tog vi bjergbanen ned til mellemstationen, hvor Timok’s Alm ligger og lokker med sin legeplads.

Lige så snart vi kom ud af bjergbanen, spurtede knægten afsted og sparkede sko og strømper af og sprang op på hoppepuden. Vi sad og kiggede på ham hoppe lystigt op og ned på puden. På et tidspunkt var der en lille pige på cirka 2 år, der lagde sig op på puden og bare lå, mens nogle meget store drenge på 10 og 15 år hoppede vildt omkring. Vores dreng lagde sig hen ved siden af hende og råbte til de andre ‘kan I så stoppe, hun ligger ned’, hvorefter han strøg hendes hår væk fra panden og spurgte hende, om hun var ked af det. Det var meget sødt og kærligt af ham. De store drenge satte ikke rigtig farten ned, og så hentede hendes mor hende ned fra hoppepuden.

Vi fik omsider knægten ned fra hoppedpuden og gik over på den nærliggende restaurant. Jeg bestilte Kaiserschmarrn, som er tyk pandekage, der er skåret i stykker og stegt på panden. Det serveres i en pande med et drys flormelis og en skål æblemos ved siden af. Min mand bestilte en Germknödel mit Vanillesauce und Mohnzucker. Det er en kæmpestor dampet bolle med sveskefyld og rigeligt vaniljecreme hældt ud over, plus et solidt drys valmuefrø og vanillesukker ovenpå. En ægte specialitet fra Tyrol. Det smager virkelig godt, men det er en heavy dessert.

Da vi havde spist vores rigelige desserter, var det tid til at kælke. Der er selvfølgelig ikke tale om en kælk på sne eller kunstsne, men en slags bobslæde på skinner, der forsvandt ned ad bjergsiden. Turen tager 7 minutter, og vi løste straks billet og stillede os op i køen. Først skulle sønnen og jeg køre sammen. Han ventede spændt og tålmodigt på, at det blev os. Kælken havde bremser, men det hæftede jeg mig ikke særlig meget ved. Indtil vi kørte med fuld knald ned ad bjerget. Altså, seriøst fuld knald.

I det første hårnålesving stod der, at man skal bremse, så det gjorde jeg. Meget. Det havde jeg også gjort selvom det ikke havde stået der, for det gik lige lovlig stærkt efter min mening. Knægten jublede og hvinede af fryd – ‘hurtigere, hurtigere’ forlangte han, mens jeg bare håbede, at næste sving måtte være det sidste, men der var endnu et og endnu et.

Og der var langt ned fra banen, som bestod af rør og skinner, så jeg kunne se lige ned i trætoppene nedenunder kælken. I hvert eneste sving bremsede jeg, og alligevel var der virkelig smæk på. ‘Jeg vil prøve igen’ jublede knægten, allerede før turen var slut – mens jeg tænkte ‘ikke på vilkår’. Efter 10 hektiske hårnålesving var turen slut, og vi blev trukket stille og roligt hele vejen op af bjergsiden igen.

Du glade kineser .. jeg rystede over det hele og grinede lettet, da jeg satte fødderne på den faste jord igen. ‘Igen! Igen!’ råbte knægten – ‘far, far, vi skal køre en tur’ jublede han, og så satte de to kursen mod køen igen.

Efter endnu en tur ned ad med hæsblæsende fart havde han ikke fået nok, men det havde de gamle, og vi overtalte ham til at gå med ind i skoven, for der var en parkour klatrebane. Den var godt nok for 8-årige uden forældre og yngre med forældre, men han klarede den stort set selv.

Det er den slags udfordrende naturlegepladser, vi mangler i Danmark. Vi har masser af legepladser derhjemme, som er så sikre, at de ikke er specielt udfordrende. I Østrig lærer man børnene at passe på sig selv ved at lære dem at bruge kroppen. Jo mere trænede børnene er, jo sjældnere kommer de til skade, er åbenbart filosofien her i bjergene. Ikke nogen dårlig filosofi – det er jo den, vi selv praktiserer fx i forhold til svømning – vi kaster børnene i vandet og lærer dem at svømme i håb om, at de så ikke drukner. Med legepladser gør vi det stik modsatte – fjerner udfordringerne, så børnene ikke kommer til skade – og heller ikke lærer at bruge kroppen.

I Østrig har jeg ofte set 4-5 årige i vandrestøvler vandre raskt afsted foran moren og faren på smalle bjergstier ved siden af stejle skråninger med pigtrådshegn forneden til at gribe én, hvis man skulle være uheldig at trille ned. Østrigske forældre holder ikke i hånd eller råber ‘pas på’ – og de bliver heller ikke hjemme, fordi det kan være farligt.

Parkour klatrebanen bestod af forskellige forhindringer, man skulle enten klatre, gynge, kravle eller balancere hen over. Knægten klarede hele banen rundt, og han kæmpede stædigt med de forskellige typer af udfordringer, som han klarede alle sammen. Ved enkelte bad han om ‘en hjælpende hånd’, men langt de fleste klarede han selv. Han er supersej til fx at gå på line, gå på gyngende og vippende brædder samt til at gå armgang.

Klatrebanen var del af en skattejagt, som vi fulgte rundt. Desværre var det blevet sent, og vi kunne ikke nå hele vejen rundt på skattejagten, så vi nåede ‘kun’ klatrebanen og at skyde med vandkanon i bjergsøen.

Jeg er vild med bjergsøer. De er som oftest jadegrønne og helt stille, perlende kolde og krystalklare med masser af fisk i. Det slog ikke fejl her. Jeg tog nogle smukkede billeder, hvor man kan blive snydt af, hvad der er op og ned, da spejlbilledet ligner originalen, fordi vandspejlet var helt stille.

Vi spurtede afsted for at nå bjergbanen ned, og vi kom med den næstsidste vogn ned. Vi var helt høje af den friske klare luft og de mange gode oplevelser. Og jeg tror, at knægten lærte, at ændringer i planerne kan være sjovere end de originale planer 🙂

Ændring i planerne

http://www.ellmi.at

I dag var planen, at vi skulle til Ellmau til ‘hekseverdenen’, som vores søn kalder Ellmi’s Zauberwelt. Det har han talt om lige siden sidste år, hvor vi tilbragte en magisk dag der. Det var anden gang, at han var der, og i dag skulle vi der hen for tredje gang, og han glædede sig helt vildt meget.

Men .. der hvor Hartkaiserbahn normalt kører op, var der en gigantisk byggeplads, og det sjove skrå tog var ingen steder at se. Jeg tjekkede internettet, og fandt ud af, at banen er revet ned, og de er ved at bygge en ny bjergbane.

Det betød, at vi enten kunne vandre derop (det tager øvede 1 1/2 time) eller tage en anden bjergbane og vandre 1/2 time for at nå frem til legepladsen på toppen af bjerget. Mnjaeh, en halv time er isoleret set ikke så langt på vej derop, men på vej ned igen, så kunne det blive en lang tur med en træt dreng.

Så … ingen af delene virkede særlig tillokkende, og så måtte vi forklare knægten, at det blev der ikke noget af. Det blev han meget meget ked af det og skuffet over, men han tog det pænt – måske fordi han godt kunne se de store kraner, der var i gang med at bygge den nye bane.

Jeg googlede hurtigt for at finde kælkebanen i Fieberbrunn, som vi har fået anbefalet. Jeg fandt den, og vi indstillede gps’en på den nye adresse og kørte afsted. Knægten var noget tvær og negativ, og han ville kun kælke i sin egen kælk, og når vi ikke havde den med, så skulle han overhovedet ikke kælke. Basta.

Man kan sagtens være tyk og ha’ tynd mave :)

Første aften på ferien fik jeg seriøst ondt i maven og mylderbæ et par timer efter vi havde spist middag på hotellet i Tyskland, og om morgenen vågnede jeg op med gult snask i øjet og stadig med tynd mave og mavekneb. Hvad sker der nu for det?!!

Nu er vi på vej til den tredje nat på ferien, og jeg har nu seriøs diarré. Jeg har ellers prøvet at ignorere det (!), men her til aften har det været slemt og irriterende hurtigt at skulle lokalisere et toilet. Jeps, der er et offentligt toilet i Westendorf. Det er virkelig pænt!

Hidtil har jeg ‘kun’ haft tynd mave en enkelt gang efter hvert måltid, men her til aften har jeg været på det lille hus omkring 10 gange. Nu er det megairriterende og på tværs. Nu må det gerne gå væk, tak! I morgen går jeg på apoteket og køber en milliard gode mavebakterier i tabletform, så jeg kan få nedbragt toiletbesøgsfrekvensen med et par hundrede procent.

Regnvejr?

Jeg vågnede ved 7-tiden ved lyden af torden og silende regn. Der er kun én ting, der er værre end en kold og våd sommer – og det er en kold og våd sommerferie… Skumle skumle skumle… Det styrtregnede, og skyerne lå tungt mellem bjergene. Der var ingen tegn på bedring selv klokken 10 og klokken 11 … Vi fortalte knægten, at vi måtte droppe den planlagte udflugt med bjergbanen til toppen af bjerget. Han græd store tårer. Selvom han hader regnvejr, ville han gerne have været afsted.

Vi kørte i stedet til et mindre indkøbscenter i Wörgl for at foretage os noget meningsfuldt, mens feriens første dag regnede væk. Her fik knægten fik et sammenbrud over en forside på en DVD; et seriøst sammenbrud, hvor han græd panisk af angst over et uhyggeligt billede. Det virkede meget meget overdrevet, men for ham var det helt reelt. Han gik helt ned over det, og min mand fik ham væk fra butikken, mens jeg stod i kø.

Efter den oplevelse var han meget lille og især meget bange for at komme nær butikken igen. Han blev næsten god igen og fik alligevel en på opleveren – der var et lille legeland, hvor knægten kunne klatre op i 3 meters højde og hoppe ned i en fed madras.

Og da vi kom ud skinnede solen 😀
Lovely, lovely, lovely ❤

Vi kørte direkte tilbage til Westendorf, stoppede ikke på hotellet, men direkte til Alpenrosenbahn, hvor vi tog bjergbanen til toppen. Solen skinnede, himlen var blå med store skyer på, og alt var stadig vådt af regnen, men det var lunt. Vores humør steg til det euforiske. Knægten prøvede hele legepladsen, og vi bestilte den helt ufattelig lækre Apfelstrudel mit Schlagsahne, som er et must netop på denne bjergtop.

De laver nemlig den mest fantastiske Apfelstrudel .. med store chunks af sprøde æbler, samt med en tynd sprød dej, der er så fin, at man kan læse kærlighedsbreve igennem den. Og så med det mest fantastiske flødeskum … jeg tror, at når man pisker flødeskum fra alpekøer oppe i den tynde luft, så sker der noget særligt med flødeskummet .. det bliver lettere, finere og meget meget lækrere end det tunge flødeskum, vi normalt får herhjemme.

Vi nåede at vandre lidt i bjergene, men vi var nødt til at sørge for at nå den sidste bjergbane ned klokken 17, så vi måtte afbryde bjergvandringen midtvejs. Vi var høje og glade, og vi susede hjem og skiftede til badetøj og nåede også at bade i en times tid, før vi skulle spise middag.

Om aftenen gik vi en tur i byen, det var en smuk aften, lidt kølig, men med fin solnedgang. Og jeg fik min elskede pina colada på Café Elisabeth. Uhmmm!

I bjergene

Vi skulle bare køre tre timer, så ville vi være fremme ved vores hotel i Østrig, men det holdt ikke helt. Vi var først fremme midt på eftermiddagen pga. kø.

Efter at have spist en Wurstsalat mit Käse ved Hotel Post i Westendorf kastede vi os i swimmingpoolen. Det var helt fantastisk efter at have siddet i bilen hele dagen. Vores store dreng sad på min ryg sidste år, men i år svømmer han selv med en badering, og han vil IKKE op til mig. Han svømmer bare sin egen vej nu.

Afsted! Afsted!

Når vækkeuret ringer klokken 4:50 en lørdag morgen på den allerførste feriedag, så hopper man ud af sengen med et ‘yes’.

Vi var med færgen fra Gedser klokken 9, og ved 19-tiden ramte vi vores hotel i Obertrubach i Bayern. Hotellet koster hele 58 euro for os alle tre inkl. morgenmad, så vi var forberedte på lidt af hvert. Men helt som de andre gange, vi har overnattet i samme område, er standarden fin. Stort værelse, pænt og meget rent. Gode brede senge med kæmpe fluffy dyner og overdimensionerede hovedpuder.

Turen herned var fin, og selvom det tog lang tid – 13 timer, så føltes det ikke slemt pga. færgeoverfarten og brunchen dér. Da vi kom til Tyskland sov knægten et par timer, efter at have set Ramasjang Mysteriet på podcast.

Vi vækkede ham, da vi ramte en rasteplads med en Marché, og han var helt rundt på gulvet med soveøjne, da vi trak ham rundt mellem bjerge af lækker mad. Det tog han meget plnt, faktisk. Jeg var nok blevet lidt knotten.

Det er i øvrigt altid en god idé at gå efter Marché, når man holder pause på motorvejen i Tyskland. Kun hos Marché kan man få god, sund (og usund), frisk og lækker mad.

Undervejs skinnede solen, og vi mærkede ikke noget til det uvejr, der var varslet over Nordtyskland og Danmark, før jeg foreslog, at vi spiste udenfor ved nogle borde ved Marché, så knægten kunne lege på deres legeplads. Vi satte os i solen og var lige ved at blæse væk. Det var ægte Sturmböhen … vindstød af stormstyrke. Det var skægt og ret absurd at spise i stormvejr under en parasol, der truede med at knække. Men vinden var overraskende varm, så det gik an.

Vi kørte videre i høj sol og stormvejr. Det var meget mærkeligt. De stærke vindstød gav problemer for campingvognene, der slingrede faretruende, og de fleste lastbiler forsvandt fra motorvejen, måske af samme grund? Vi kørte bare videre mod syd, og til sidst lagde vi stormen bag os.

Kort efter begyndte bakkerne at blive større og større. Bakkerne begyndte at ligne bjerge mere og mere, og til sidst fandt vi vores hotel i Obertrubach. Vi fik lidt sen aftensmad og valgte en lækker Bauernplatte med en masse hjemmelavede pølser, skinker, ost og sure agurker.

Grundtræt

Jeg er træt helt ind til benet. Min nakke er stiv, min ryg og mine knæ værker, og jeg er så vanvittig træt. Mere end normalt. Virkelig grundtræt. Det har jeg været de sidste to uger. Mere end nogensinde trænger jeg til ferie – og det gør min krop åbenbart også.

Jeg har fået eksem på hænderne; i sidste uge havde jeg små væskefyldte blærer på fingrene, det har jeg af og til – det klør som om jeg har krammet en brændenælde hårdt. Nu har jeg tør hud mellem to fingre, som klør afsindig meget, når jeg er i bad.

Og så er der det med min tinnitus, som for 3 uger siden eskalerede helt vildt. På hospitalet afviste de blankt, at der er noget galt i øret. Min tinnitus har ændret sig fra konstant jævn støj til, at jeg kan periodisk høre blodets pulseren i mit hoved med en høj skratten ind over. Det kan godt skyldes for højt blodtryk, sagde min mand – du har jo også tit ondt i hovedet? Det tager 2 minutter at få tjekket, og så behøver jeg ikke at spekulere på det længere.

Så jeg gik til lægen, og nu kan jeg tage roligt på ferie. Jeg fik målt mit blodtryk, som var helt fint. Det er altså ikke dér min ‘nye’ indre larm kommer fra. Jeg fik taget blodprøver for at se om alt er som det skal være, og jeg blev også testet for borrelia, just in case. Mit eksem på hånden er heldigvis ikke fnat, men jeg har noget behandlingskrævende eksem, så jeg har fået en creme, jeg skal smøre på 2 gange om dagen til det er væk og lidt længere tid.

Så skulle jeg være ferieklar i hvert fald rent helbredsmæssigt. Nu har jeg to dage til at klare de næste 3 ugers arbejde på. Jeg har lagt en plan, og hvis det lykkes, så har jeg rent bord omkring kl 15 fredag.

(det lykkedes, men klokken blev 17:30, og SÅ var alles klar på job, og jeg kunne køre hjem og pakke)

Tillykke min skat!

Da jeg stod der med struttende mave og sagde på gensyn til mine kolleger inden barsel, var der en af dem, der sagde: “Pas på med at kigge ud af vinduet – når du vender dig om, står der en stor dreng eller pige bag dig, i stedet for en baby”.

Det er så rigtigt. Tiden løber afsted, og når jeg vender mig om, står der en stor dreng. Nu er han 6 år gammel, og jeg er 6 år ældre end da jeg fødte ham. Jeg husker det stadig som var det i går. Den bedste dag i mit liv, og så alligevel ikke … for med ham i mit liv er der masser af ‘bedste dage’, de popper op som paddehatte.

Jeg oplever, at der er masser af ‘sidste gange’, hvor jeg gør noget for ham for sidste gang uden at hæfte mig ved det, uden at han bemærker, at det hører op. Men meget af det er alligevel kilde til en lille sorg og et savn i mig.

Jeg elsker hans lange benede drengekrop og de hårde superheltekram, jeg får af ham – men jeg savner også hans lille babybløde krop, der smøg sig tæt ind til mig og klamrede sig til mig, som var jeg den eneste bastion i hele verden. Det var jeg jo også, indtil han vendte opmærksomheden ud mod verden. Jeg ved ikke engang, hvornår jeg sagde farvel til det. Det ophørte bare helt naturligt. Nu er far helten, og jeg er tit den skrappe. Jeg ved præcis, hvornår jeg stoppede med at amme og med at skifte ble … men de mange små ting, der bare ophørte, fordi han voksede fra det … de små ting, som jeg er bange for ikke at nå at nyde.

Jeg elskede for eksempel, når jeg ammede ham i halvmørket om natten. Lyset fra gaden glimtede i hans små mørke øjne, og han kiggede dybt ind i mit hjerte. Vi var bare os to i vores lille bobbel. Selvom jeg elskede disse øjeblikke, så var jeg også glad, da han sov igennem.

6 år – fra baby til stor dreng. Jeg er SÅ parat til at kysse mange ‘sidste øjeblikke’ farvel på din vej ud i livet, min skat. Jeg glæder mig til at stå bag dig, når du prøver al verdens ‘første gange’ af. Du er den modigste, sejeste og kærligste dreng, jeg kender.

Tillykke med fødselsdagen, mors & fars skat 🙂

Snupsedyr

Der er få ting, der kan få mig til at gå ud af mit gode skind – og en af dem er helt sikkert skovflåter. Små klamme blodsugende mider, der kan sprede sygdom. Ad.

Vi var på landet forleden, og der så vi en hjort. Jeg tog knægten med ud for at se nærmere på den. Vi gik i det høje græs i noget nær 2 minutter, men hjorten var over alle bjerge. Og så gik vi tilbage til huset. Jeg var godt klar over, at vi skulle tjekke, om der var flåter, men at de dryssede ned på gulvet .. 1-2-3-4-5 styk – ! Det var bare for klamt!

Jeg hev knægten ud på badeværelset, hev alt tøjet af ham og gennemgik ham minutiøst. Jeg tog alt mig eget tøj af og prøvede med neglen om alle skønhedspletter nu også var skønhedspletter. På gulvet kravlede et par stykker rundt. Ad!

Senere opdagede jeg en flåt på min højre fod. Den havde bidt sig fast, og jeg måtte rykke den ud med en pincet. Det er simpelthen det klammeste. Troede jeg. Endnu mere klamt var det nemlig, at knægten selv opdagede et snupsedyr på ydersiden af højre lår dagen efter. Vores store dreng var så dygtig og lå helt stille, da jeg snupsede den med pincetten. Dét er simpelthen det klammeste.

For mig kan den type kryb fuldstændig fjerne enhver lyst til at tage i sommerhus. Det er jo absurd, at man skal tjekke hele kroppen hver dag for at undgå flåter. Så er det ligesom ikke særlig sjovt, at ens barn leger udenfor i naturen, og man selv skal vade rundt i gummistøvler. Det endte også med, at knægten hellere ville blive inde. Det var jo ikke dét, der var meningen – ?

Nu må vi så holde øje med, om der kommer nogle komplikationer af flåtbiddene. Min far blev testet positiv for borrelia for et par år siden, blev behandlet og har ikke haft komplikationer. Men for mange år siden blev en anden i min familie alvorligt syg af borrelia, så vi er klar over, at det ikke er noget at spøge med. Jeg satser dog på, at fordi jeg fik dem fjernet inden 24 timer, er det ikke sandsynligt, at man har fået borrelia. Dog var knægtens lår temmelig rødt omkring biddet (ikke den røde ring med lys midte, blot inflammatorisk som et myggestik), men det er gået væk efter jeg fjernede snupsedyret.

Vi kalder dem i øvrigt snupsedyr for at afdramatisere dem overfor vores dreng. Han kan jo godt mærke, at vi er alt andet end begejstrede for dem. Min stemme blev mindst en oktav højere, da jeg kommanderede ham ud på badeværelset til afklædning og minutiøs undersøgelse. Jeg er seriøst ikke fan af flåter. Ad!

Løbetid

Jeg er i gang med løbeprogrammets 10. uge, og jeg løb 11+11 minutter i dag. Det er sindssygt hårdt, men det gik okay, og jeg er happy over, at jeg kan løbe så længe ad gangen. Jeg er godt klar over, at jeg løber langsomt, men alligevel er det bare afsindigt hårdt og godt.

Det tager mig lige omkring 26 minutter at løbe 3 km, så lige nu forekommer de 5 km meget langt væk. Ifølge programmet for ældre eller overvægtige skal jeg kunne løbe 5 km (eller ‘bare’ 30 minutter) om 2 uger. It ain’t gonna happen. Måske kan jeg løbe 30 minutter, men det er så kun 3,5 km eller der omkring.

I starten var det at løbe 5 km 25. august målet, men nu er det ikke længere så vigtigt. Det vigtige er, at jeg har startet en proces, hvor jeg løber længere og bedre end nogensinde. Det med tempoet kommer måske .. eller måske ikke.

Men! Sådan er det jo bare! Jeg løber i mit eget tempo, som så åbenbart er andres gang-tempo 🙂

En tand større end i går

I går hentede jeg knægten i børnehaven – på årets varmeste dag. De havde leget i det iskolde vand under en havevander, og jeg fik hans næsten tørre underbukser med hjem i en pose. Han havde bare tæer og beskidte knæ, og han smilede glad og råbte ‘mor!’, da han så mig.

Han var helt rød i kammen med lysende glade blå øjne under det sommerklippede lyse hår. Med tungen rokkede han frem og tilbage med sin rokketand i undermunden. Han spiste en figenmad, og så sagde han ‘mor, der sidder noget fast i tænderne’.

Jeg kiggede ind i hans mund, og der sad tanden meget løst. Jeg trak let i den, og så kom den ud. Jeg jublede, og han så overrasket ud. Han krammede mig fast. Vi kiggede på den lille hvide tand i min hånd. Han kiggede indgående på sig selv i spejlet med åben mund.

Jeg synes, at han så større ud, men han greb bare ipad’en igen og spiste resten af sin figenmad, nogle agurkestave og en håndfuld jordbær. Et lille skridt for en stor dreng …

Om aftenen lagde vi den lille hvide tand ned i dåsen og lagde den under hovedpuden. Han ville ikke snakke, og han bad mig være stille og sove – ‘ellers kommer tandfeen ikke’. Han sov på rekordtid, og da han vågnede lå der en tyver sammen med tanden i dåsen under hovedpuden. Klink, sagde det, da den et øjeblik efter ramte bunden af hans sparegris.

Ad, kys er SÅ klamme!

Knægten har protesteret over at blive kysset i nogen tid nu, og jeg må nok indse, at det med kys er historie nu. Han hader læbekys, som han kalder dem. Sagt med væmmelse i stemmen lyder læbekys også virkelig klammo 🙂 Han vil godt gå med til næsekys eller sommerfuglekys (med øjenvipperne). Og krammere.

Jeg har prøvet at lære ham, at hans krop er hans, han bestemmer over den, og han har ret til at sige nej, hvis der er nogen, der gør noget ved ham, som han ikke ka’ li’ – fx kysser eller krammer ham. Og så er det jo ikke smart selv at overskride reglen ved noget at påtvinge ham mine kys, når han bare H A D E R kys så inderligt, for det bare er SÅ klamt!

Så nu er det slut med kys, men heldigvis ikke med kærligheden ❤