Dag: 5. august 2015

In fair Verona where we lay our scene

Skrevet i ferie & rejser, gamle dage, italien

Vi kørte til Verona tirsdag morgen og parkerede bilen i p-kælderen ved Cittadellet. Vi satte kursen mod Arena’en. Det var den skønneste hede dag, solen skinnede fra en skyfri himmel, og der var liv i byen. Ved arena’en stod der en samling af kulisser; kunstige kæmpe sfinx’er og søjle af papmaché. Det er altid festligt at kigge på.

Vi gik en tur ned ad Via Mazzini mellem Piazza Brà og Piazza delle Erbe – vi havde nemlig en vigtig plan; Disney butikken, Sephora og Douglas. Både mor og barn kom ud med fyldte indkøbsposer. Drengen fik den sejeste Cars monstertruck og nogle seje t-shirts på bud. Moren fik sig en smuk Sephora øjenskyggepalette med matte skygger i farverne fersken, rosa, creme, latte og brun, samt en ansigtsmaske, en lille de-tangler og en håndfuld prøver.

Vi lagde vejen forbi Julies balkon, hvor der som altid var rimelig mange mennesker. Det er så hyggeligt og sjovt et sted at gå hen, og vi lægger altid vejen forbi, når vi alligevel skal til Piazza delle Erbe dels for at nyde den smukke plads, ose på markedet og shoppe i Petit Bateau.

Juliet:  How cam’st thou hither, tell me, and wherefore?
The orchard walls are high and hard to climb,
And the place death, considering who thou art,
If any of my kinsmen find thee here.

Romeo:  With love’s light wings did I o’erperch these walls,
For stony limits cannot hold love out,
And what love can do, that dares love attempt:
Therefore thy kinsmen are no stop to me.

Det er let at forestille sig Romeo i den lille smalle gård, i ly af mørket – og Julie på balkonen. At sige, at muren er hard to climb er en underdrivelse. Medmindre man lige har en stige med – eller et solidt espalier at klatre op ad 🙂

Jeg kan bruge alle mine skejser på flot drengetøj fra Petit Bateau. Jeg ville gerne købe en sailorjakke med knapper og med taljeret snit til knægten, men min søn er jo ikke en prins, men en action hero, så det med knapper og fin jakke føles lidt fjollet. Men jeg tog et billede af ham med jakken på 🙂 Vi købte en klassisk navyblå sommerhat til ham, samt en lækker blød pyjamas.

Vi gik en runde på Piazza delle Erbe og endte i den fjerneste ende, hvor restauratørerne ikke er så pågående. Vi har aldrig været helt nede i den fjerne ende; her var et smukt springvand, hvor børnene legede i vandet. Vi slog os ned på en restaurant og spiste en fantastisk frokost med pasta i rå mængder.

Derefter gik vi ned mod Adige til 1300-talsborgen Castelvecchio, hvor vi lige stak næsen indenfor på gårdspladsen, men varmen var hård – særlig ved knægten, så vi skyndte os tilbage til vores bil ved Cittadellet nær Arenaen. Der var ikke meget liv i de hede dovne gader, husene er ældgamle, og det er let at forestille sig, at gemytterne bliver ophedede i den varme, når de to fjendtlige slægter støder sammen i de smalle gader.

Da vi kørte ud af Verona fik vi forvildet os rundt om stadion, før vi fik viklet os ud af Veronas varme gader. Så fik vi set det med 🙂

Det søde driverliv ved poolen

Skrevet i ferie & rejser, italienTagget , ,

I dag startede vi naturligvis med den formidable morgenbuffet på vores hotel, hvorefter vi sprang i poolen, hvor vi tilbragte hele formiddagen mest i poolen men også lidt på solsengene, hvor jeg bl.a. fortalte historien om dengang chimpansen i zoo ville slås med morfar. ‘Fortæl den igen, mor’ blev han ved med at plage, og jeg fortalte samme historie igen.

Da vi begyndte at blive småsultne igen, tog vi et bad og så kørte vi til Garda, hvor vi gik rundt i de kølige smalle gyder. Vi fandt et sted at spise, hvor vi fik hver vores pasta-ret. Jeg fik spaghetti med tomat, vendt med store chunks bøffelmælksmozzarella og frisk basilikum. Så simpelt, og så ufattelig lækkert.

Vi kørte en tur nordpå, hvor landskabet ændrer sig og bliver mere vildt med stejle bjergskråninger og længere mellem byerne. Til slut vendte vi om og kørte tilbage, for vi kunne høre vores pool kalde 😉

Efter et par timer i poolen stod vi op og tog bad og gjorde os klar til at gå ned til vores ‘stam-restaurant’ Le Palafitte, hvor vi bestilte pizzaer til alle 3. Jeg bestilte en pizza med tomat, bøffelmælksmozzarella, bresaola og rucola.

Først NU forstår jeg rucola. Det er første gang, jeg har oplevet, at rucola smager godt. Jeg hader ellers rucola. Forskellen er, at rucola her i Italien er baby-rucola, der bliver pukket langt tidligere end den vi får i Danmark, som er grovere, mørkegrøn og har meget større blade. Vi vælger at vente til rucola’en nærmest er afblomstret – i hvert fald er den ofte bitter og grov. Den rucola, jeg fik, havde en mildt krydret smag, og bladene var lette at tygge, ikke seje.

Da vi havde spist gik vi ned til havnen i Cisano, hvor vi fik feriens sidste italienske is; knægten fik sin smølfe-is, manden sin lakrids-is og jeg fik en hvid chokolade-is. Vi gik hjemad efter en smuk solnedgang. Nu har vi pakket vores ting, og vi er sådan set klar til at køre nordpå i morgen. Ikke mentalt klar, vi kunne godt have brugt et par dage eller en uge mere her ved Gardasøen i varmen, solen og poolen.

Solhilsen

Skrevet i ferie & rejser, italien2 kommentarer

Status fra midten af vores ferie; det er lige til at holde ud. Solskin 37-38C. Blå himmel. Masser af pasta. Masser af is. Kærlighed. Dovne dage. Tid til at svømme. Tid til at savne det derhjemme. Særlig sønnen savner sine venner. Vi har skrevet postkort til børnehaven. Han savner dem allesammen.

Det er som det skal være; elske at være på ferie, nyde pausen i fulde drag, ønske at den varer læææænge, lege med tanken om at blive i solen for altid og bytte gråt danmarksliv ud med simple living med eget pizzeria i solen – og samtidig savne hverdagen derhjemme.

Jeg købte en lille ting til en kær kollega i går. Fordi jeg tænkte på hende med glæde midt i min ferie. Det er fedt at glæde sig over at have gode kolleger og et godt job at komme hjem til. Jeg tager det ikke for givet, har oplevet så ofte før, at der ikke rigtig var noget at glæde sig til, ingen grund til at vende hjem. Men sådan er det ikke nu.

Vi mødte også en af min mands kolleger på et hjørne i Bardolino i går. Helt tilfældigt! Vi grinede af det sjove og mærkelige i at mødes 1.300 km hjemmefra. Et glad pust fra hverdagen 🙂 Men for nu glemmer vi hverdagen igen og lever la dolce vita fuldt ud – hejhej poolen kalder 😘😘