Sensommer øjeblikke

Vi startede dagen med den dejligste fødselsdagsbrunch ved havet. Solen gnistrede og dansede, og det blev så lunt, at korte ærmer var tilpas. Det var dejligt at slappe af i godt selskab med gode venner.

Det var ikke fordi jeg gad, da vi kom hjem ved 16-tiden, men jeg havde altså en løbetur på programmet. Suk. Vejret tilbød ingen god undskyldning for at springe over – måske lige bortset fra, at jeg ikke kan se, hvor jeg løber, fordi solen blænder mig? Nope. Så jeg skiftede til løbetøj, satte mig i bilen og kørte til min barndoms hood for at løbe på de gamle stier.

Vejret var fantastisk – solen var ved at gå ned, og luften var begyndt at blive kølig. Jeg løb over markerne, ind i skoven og ned til søen, hvor vores hund tog mudderbade. Solen hang lavt over søen, og der var faktisk en reel chance for at skvatte, for solens genskin i søen blændede mig. Det skete så heldigvis ikke, men jeg løb længere end beregnet, og så gik jeg en længere tur tilbage til bilen langs søen.

Jeg gik forbi det sted, hvor vores hund altid stak af fra os og spurtede ud i søen. Der er lavt og mudret, så vores gule hund blev altid helt sort af mudder. Vi grinede af det, selvom det var et værre svineri. Bagefter rullede hun sig i de visne blade, det blev det ikke meget bedre af, men det så sjovt ud.

Søen og stien rundt lignede sig selv, og jeg tænkte på de lange ture, min mor og jeg gik med vores hund. Vi gik altid ud til søen lørdag og søndag. Vi gik bare og snakkede, og nogle af vores ture var på 1-2 timer. Det var altid super hyggeligt, jeg savner virkelig den tid, vi havde sammen, men mest af alt savner jeg at tale med min mor.

Så du kan nok forestille dig, at det var en superdejlig løbetur – på flere planer: 2 x 10 minutters løb blev det til, i det smukkeste vejr og langs den smukke blikstille skovsø ned ad memory lane.

Noget i øjet?

I dag skulle jeg efter planen have løbet 26 minutter. Jeg er i gang med uge 11. Igen. Jeg var godt klar over, at det var et sats. Forleden løb jeg nemlig 2 x 11 minutter og måtte pause undervejs. Min krop stod af.

Nå, men i dag var vejret skønt, solrigt og efterårsagtigt – min løbetur gik fint, rask afsted! Efter 12 minutter var jeg færdig. Helt færdig, men jeg oksede videre … Jeg overvejede alle mulige gode undskyldninger for at stoppe, men jeg afviste dem alle.

Efter 20 minutter fik jeg et insekt i øjet. Jeg prøvede at ignorere det, men jeg kunne mærke det kravle langs den underste vippekant inde i øjet. Det gjorde ondt, og jeg var lige ved at kaste op (!), fordi jeg kunne mærke kræet kravle rundt i øjet. Det var dråben! Jeg spurtede hen til bilen og flåede spejlet ned; ud med insektet, og så kørte jeg hjem og blæste på de sidste 6 minutter.

I næste uge må jeg starte med uge 10. Uge 11 er simpelthen for hårdt. Det er frustrerende.

Sensommersol

Jeg sov lidt længe i dag, for jeg sov omkring klokken 2:30. Efter en sindssygt hyggelig aften med mine gamle bedste veninder fra folkeskolen med masser af snak, grin, god mad, rosé, ripasso og en enkelt mojito.

Jeg var så rørt (kombi med snalret), at jeg var ved at tude af glæde over denne aften på vejen hjem. Vi har ikke set hinanden i mange år. Kun i glimt og på Facebook. Efter et øjeblik var det som om årene forsvandt, og det føltes som om det bare var et øjeblik siden vi sidst sad sammen og grinede. Jeg så på uret første gang klokken lidt over 1, tiden forsvandt bare …

Fire veninder, fire veje, fire fantastiske kvinder med fælles base i fire vidt forskellige liv. Det føltes så skønt – som at komme hjem fra en lang rejse.

For en måned siden kom vi hjem fra sommerferie …

Det er en måned siden, at vi kom hjem fra sommerferie. På den ene side føles det som lang tid, på den anden side er en måned jo nærmest ingen tid. Så hvordan går det nu, du? Med løberiet? Og hvordan med jobbet?

Jeg er kommet godt i gang på arbejdet, som netop nu vender helt rundt, og nærmest ingen af mine opgaver er de samme som for et halvt år siden. Der er masser af ansvar, der venter på at blive taget, opgaver, der venter på at blive løst – og jeg gør det gerne. Jeg lærer så meget nyt netop nu, og det føles nærmest som et nyt job.

Sommerferien efterlod mig både tungere og gladere, men efter 3 uger var de 2 sommerferiekilo væk igen, og nu er jeg for alvor tilbage på løbestien. Jeg startede simpelthen for hårdt ud efter sommerferien, fordi jeg jo skulle løbe 5 km ugen efter jeg kom hjem. Jeg var lige ved at gå kold på det, så jeg meldte fra løbet, og så gik jeg  baglæns i mit løbeprogram – og nu føles det rigtigt igen; jeg kan igen løbe længere end sidste uge, og jeg har ikke nogle nærdødsoplevelser undervejs. Det føles godt, og jeg bliver glad i låget af at løbe.

Det eneste aber dabei er – hvad gør jeg, når det er for mørkt at løbe i parken? Jeg vil helst løbe på grus, men jeg må erkende, at jeg kommer til at skide grønne grise, hvis jeg løber rundt i en buldermørk park. Så hvor finder jeg en grussti, der er oplyst og ikke øde? Måske er løsningen et løbebånd. Hvad gør du?

Efterårsvarsel

Når ballerinaer og korte ærmer ikke længere holder en varm om morgenen, så er det på tide at løfte blikket. Den er god nok nu, for træerne er gule i kanterne, og fuglene vender næsen mod syd. Både aftener og morgener bliver mørkere, dagene er kortere, og jeg blev fristet af at købe stearinlys i fredags.

Jeg har lyst til at sætte tempoet ned – præcis som en leguan, der er kommet for langt væk fra solen og varmen. Men tempoet er højt, og der er så meget, jeg skal nå. Nå, det må blive i morgen, for jeg er så træt i dag.

Stilhed før stormen

Der er stille her for tiden. Ikke fordi der ikke sker noget, men fordi der sker rigtig meget. Jeg tænker så meget, at mit hovede og mit hjerte nærmest konstant er på overarbejde. Vi har været hjemme fra ferie i blot 4 uger, og det føles som om det er meget længere siden.

Med efteråret er det også snart tid til en ny udredning af vores søn. I den første udredning var der fejlslutninger, unøjagtigheder og uoverensstemmelser bl.a. mellem de forskellige tests, at det blev besluttet at gen-udrede ham før skolestart. Det er så ved at være nu, og processen er så småt sat igang. Det fylder en hel del, og det kom til at fylde en hel del mere, da en af dem, der er med til at vurdere vores søn i en mail skrev ‘som forventet er han ikke alderssvarende’.

Som forventet? Som i, at de er forudindtagede? Der røg mit åbenbart tosse-naive håb om, at denne udredning kommer til at foregå på et objektivt grundlag, hvor han bliver vurderet som han er lige nu – og ikke på hvordan han var tidligere. Det kæmper jeg med at få på plads inde i mit hoved, men nu ved jeg, at vi skal være opmærksomme på, at der ikke ryger for meget ‘som forventet’ og ‘plejer’ ind over udredningen. Det må hans far og jeg så forhindre. Godt, at vi lige blev forberedte på det :-/

K-k-korte ærmer?

Vejret så fint ud fredag morgen. Sol og store hvide skyer. Altså – korte ærmer og bare tæer i ballerinaer. Knægt i t-shirt. Knægten bad om at blive kørt i børnehave, men jeg sagde kækt ‘nænej, for vi har friske ben!’

Jinx!

Da jeg kom ud fra børnehaven fik jeg virkelig brug for mine friske ben, for det væltede ned. Jeg ventede i et par minutter, og det regnede bare mere og mere. Til sidst spurtede jeg hjem efter bilen. Jeg blev gennemblødt, og mit glattede hår krusede op. Fedt nok, men bedre at være inde end ude.

Afstiafsted – regnen væltede ned, og på motorvejen stod trafikken stille. I Lyngby tordnede det, og himlen var kulsort. Lynene knitrede omkring os, og tordenen overdøvede radioen. Det skiftevis haglede og væltede ned. Vinduesviskerne i højeste gear hjalp ikke ret meget. Spurtede ind på job. Blev gennemblødt igen. Men godt, at ballerinaerne har hulmønster, så vandet løber ud af sig selv.

Note to self: det er ikke sommer længere. Det er efterår. Korte ærmer og bare fødder er dårlig påklædning.

At gå til noget

Lige siden vi stod med en lille baby i armene, har vi fået spørgsmålet ‘hvad går han til?’ I starten gik han (og jeg) til babysvømning. Men babyrytmik, babybio, babysalmesang og alt andet startende med baby sprang vi over. Siden har vi fået spørgsmålet mange gange. Og svaret har altid været nej, lige siden vi droppede babysvømningen.

Vi har afholdt os fra at ‘gå til noget’ fordi vi har en dreng, der hidtil har brugt alle sine ressourcer på at gå i børnehave. Hans jævnaldrende går eller har gået til alle mulige forskellige ting; lige fra tennis, ridning, fodbold, hip hop, mgp-dans, håndbold, ballet, svømning og parkour.

Men nu er han blevet 6 år, og han virker som om han har overskud til at gå til noget. Vi vil gerne have, at han oplever et andet fællesskab end børnehaven, hvor han møder ældre børn, samt lærer at indgå i en anden gruppe end børnehaven – og ikke mindst får rørt sig og lærer at lære.

Som barn gik jeg selv til trampolin, og det var superskægt. Det er ikke verdens mest komplicerede sport at komme i gang med; man skal sådan set bare hoppe, og så skal man turde gi’ den gas på en rigtig trampolin, hvor der kan komme væsentlig mere smæk på end på en havetrampolin. Min gamle klub findes stadigvæk, og der er stadig begynderhold om mandagen i samme hal. Så vi tog en prøvetime i mandags på begynderholdet for de 6-15 årige.

Jeg var meget spændt på det, for han fik ikke noget varsel. Overhovedet. Jeg kom hjem fra arbejde, bad ham lægge Ipad’en, forklarede ham kort konceptet, aftalen var ‘vi kigger bare på’ og så kørte vi med det samme, under 15 minutter efter jeg kom ind ad døren.

Da vi kom frem, var der rigtig mange mennesker i hallen, og han fik lidt sceneskræk over, at de skulle varme op. Han ville gerne være med, men turde ikke rigtig, og så så det svært ud. Så han puttede sig ind til mig. Vi sad og så på midt i hallen, og da opvarmningen var slut, stillede de op i kø til trampolinerne, og han smuttede ind i rækken. Derfra så han sig overhovedet ikke tilbage.

Han hoppede, og mens han hoppede kluklo han af begejstring. En prof trampolin giver et solidt afsæt og kan bare noget helt andet end en havetrampolin. Instruktøren var meget tålmodig med ham – han sprang rundt, drejede rundt og lavede tricks, og det er helt klart mod reglerne. Men til sidst forstod han det og blev bedre til at undertrykke ‘hoppe vildt’ impulserne på sin tredje tur.

Vi sad et stykke derfra og blandede os helt udenom. Vi så ham tale med nogle af de store piger i hans gruppe. Han indordnede sig og ventede tålmodigt på sin tur. På 1 time og 15 minutter fik han 3 springture, så der var en hel del ventetid, men han er god til at vente i kø.

På mandag vil han til trampolin igen 🙂

(2. september)