“Vi ses til April”

Nu er det jo sådan med DMI, at man ikke helt stoler på dem, når de advarer om meget sne. Det meste af tiden er det jo storme i et glas vand, de varsler. Ikke noget særligt. Og forleden var det jo 12C, så helt ærligt … Sne? Vi har ikke engang haft rigtigt efterår endnu. Naarjh ..

De fik ret; tung våd sne i rå mængder over alt. Klokken var 6:28, da jeg vågnede ved, at knægten jublede og ville ud og lave sneengle og kælke og lave snemænd og kaste sne på mig. Nu.

Jeg møflede helt ned under dynen og mumlede et “vi ses til april” – og jeg fik mirakuløst nok drengen med på idéen. Næste gang vi vågnede var det desværre ikke april, men det var søndag i november og klokken var næsten 8:30.

Efter en solid omgang Bircher Müsli og et par latte’r, så hoppede vi i fuldt vinterornat inklusiv hue, vanter, halsedisse, skibukser og -jakke, samt Sorel støvler. På vej ud tog vi kælken med. Udenfor var der sne til støvlekanten. Tyk, tung, våd sne, der var helt umuligt at kælke i. Jeg trak knægten hen over græsplænen. Det var hårdt arbejde.

I skoven var flere af træerne knækkede under sneens vægt, og det føltes ikke som verdens bedste idé at gå rundt derude. Mange af træerne var bukket helt ned til jorden og stod som flitsbuer.

12246747_10153666933127357_7822761940239854802_nVi blev inviteret ind til leg og kaffe hos en af knægtens venner. Det var fantastisk hyggeligt, så vi pakkede os ud og hang ud der, indtil vi fik den geniale idé at se at få gravet vores biler ud, så de er klar mandag morgen. Vi taler 25 cm tung våd sne på bil. Det var hårdt arbejde at få det bakset ned fra bilerne. Og så var der sneen under og bag bilen. Jeg kørte frem og tilbage mange gange for at bane vej til mandag morgen.

Jeg behøver vel ikke at fortælle, at jeg slet ikke er til denne slags vejr. Bevares, der er da noget hyggeligt ved snevejr, fordi der bliver sådan en lidt undtagelsesagtig tilstand og tempoet sænkes. Men hyggen fordufter lynhurtigt, når man skal have en hverdag til at fungere, for hverdagen fungerer dårligt i snevejr. Særligt når den første ledige tid til skift til vinterdæk er 3. December. I am not amused.

Alenemor i en forlænget weekend

Allerførst – respekt til jer, der klarer det her hver dag. I er så seje. Jeg er kun alene med et enkelt barn et par dage, mens min kære mand er på livsnydertur i London fra torsdag til søndag. Det er hårdt at hænge i klokkestrengen og skulle hjem inden børnehaven lukker. Det er hårdt at stå for hele morgenritualet selv, når man dårligt nok selv er vågen.

Men det er også dejligt at være alene med knægten. Det er skønt at vende op og ned på hverdagens trummerum og gå ned i tempo og tilnærmelsesvis praktisere simple living. Menuen har stået på pasta med kødsovs og risengrød. Vi har haft legekammerater med hjem både torsdag og fredag, og knægten har elsket hvert sekund.

Her til aften var det min tur til at have min gamle veninde på besøg. Vi har ikke set hinanden i så lang tid, og jeg ville bare have hende til at blive længere, og jeg kom til at afbryde hende, fordi jeg var så begejstret for at snakke med hende. Og hun havde hentet 2 sæt blandede salater fra Det Eksotiske Hjørne på Jagtvej. Det er mad fra da jeg var ung og boede i byen. Elsker deres deller og deres lækre salater.

Men så så vi ud af vinduet, hvor sneen væltede ned, så inden klokken 22 sendte jeg hende afsted mod Kbh. Hun kom heldigvis helskindet hjem gennem sneen.

Mens blomsterne blomstrer i November …

Mens blomsterne stædigt blomstrer i altankassen i November, dør unge mennesker for terroristernes hånd. Verden er vanvittig. De, der skulle leve, dør – og de blomster, der burde være afblomstret, blomstrer.

Jeg kan ikke finde mening i det, og det berører mig dybt, at vi ikke kan leve sammen i fred. Jeg ser på min sovende søn og tænker, at han om 15 år sidder på en café som de intetanende mennesker i går, og jeg krymper mig i sorg og smerte bare ved tanken. Hvor er vi henne om 15-20 år, hvis det her fortsætter?

Jeg googler igen og finder siderne om, hvordan jeg bedst fortæller mit barn om terror uden at ødelægge hans tryghed og tro på det gode i mennesker.

Det er på tide at vågne op.

Familieklassikere: Barndommens franske æblekage

Da jeg var barn, lavede min mormor af og til fransk æblekage i stedet for den klassiske danske æblekage. Opskriften gik tabt, men min mor og jeg prøvede at rekonstruere den ud fra en læseropskrift i et dameblad. Vi kom til sidst frem til denne variant, hvor man ikke koger æblerne til kompot først. Fordelen ved dette er, at man får crunchy stykker af æble, i stedet for udkogte æbler.

Til 4 personer skal man bruge

  • 6-8 æbler
  • 100g smuttede mandler
  • 100g smør
  • 1 dl sukker
  • 2 æggeblommer og 3 æggehvider
  • 1 tsk revet citronskal fra øko citron
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 spsk kanelsukker
  • Flødeskum

Start med at skrælle æblerne og skær dem så i tynde både. Hak de smuttede mandler groft. Rør smør og sukker luftigt, tilsæt æggeblommer, mandler og citronskal og -saft. Pisk hviderne til hårdt skum og vend dem forsigtigt i dejen. Læg æblerne i et smurt ovnfast fad, drys kanelsukker ud over og fordel æggemassen over dem. Bag æblekagen i 20 minutter ved 180C. Kagen serveres lun med flødeskum til på en kold dag eller som dessert.

En sjælden sygedag

Med fare for seriøst at jinxe det, så har vores dreng et jernhelbred. Vi har 7-9-13 ikke haft særlig mange sygedage. Han har aldrig været slap og apatisk af feber, han har aldrig holdt os vågen hele natten med hoste. Han har kastet op én gang som baby, og mylderbæ har han aldrig haft, for han er vaccineret mod Rotavirus. Ikke engang skoldkopperne lagde ham ned. De generede ham faktisk overhovedet ikke, og det kostede kun et par sygedage, så var de væk igen. De få sygedage vi har haft, har været fulde af fart, fis – og kaskader af snot!

Men mandag morgen vågnede han med varme kinder og en tændt snotfontæne, så en sygedag eller to var påkrævet. Han var lidt mat i sokkerne, men i strålende humør, der bestemt ikke blev dårligere ved udsigten til en ‘drengedag’ med faren.

Tirsdag var han betragtelig friskere, men stadig med tændt snotfontæne, så jeg blev hjemme hos ham. Jeg havde forestillet mig, at jeg kunne svare lidt mails og lave en præsentation, men hele formiddagen sad knægten klinet op ad mig, og hvergang jeg kastede et stjålent blik på mobilen, protesterede han. Så det endte med at jeg sad med ham i armene under dynen og hyggede det meste af formiddagen. Vi så lidt med på en Thomas Tog film samt utallige afsnit af Phineas & Ferb og 3 afsnit af Lille Nørd.

Efter frokost fik jeg lov til at arbejde lidt, men så blev jeg snart kaldt over på sofaen til at læse en bog om dyr, hvor vi så researchede på nogle af dem på nettet og fandt uddybende informationer og billeder.

Vi talte også om Mortens Aften, hvor man spiser and. Han syntes, at det var sjovt, at Mortens Aften er lidt af en misforståelse, for det handler om Martin og gæs. Ikke om Morten og ænder. Vi skulle hente en hel and hos slagteren og så over til farmor og bedstefar for at spise Mortens and. Knægten var nu helt frisk og sad længe med ved bordet og underholdt med små hjemmelavede sange. Han og bedstefar er på ‘hold’, og de holder sammen som ærtehalm. De bestemmer, faktisk. Over os andre.

Det er så rørende at se, hvor glad han er for sine bedsteforældre. De har så tæt et bånd, og han elsker dem højt. Han elsker at lave fis sammen med bedstefar og drille sin far.

Elsker (også) Berlin

Vi er nogle stykker, der elsker Berlin .. sådan helt ind under huden. Jeg har simpelthen ikke fået nok af Berlin endnu. Hver gang vi er der, oplever vi nyt, og vores to do liste vokser hvergang. Berlin er det perfekte mix af nye flammer og gamle kærester.

Jeg elsker vores Kiez, og jeg føler, at jeg kender området, hvor vi oftest bor, jeg føler mig hjemme, men så går jeg rundt om et hjørne – og hvad er nu det? Noget er nyt, noget er anderledes, noget vækker min nysgerrighed. Hver gang. Og det er altså ret vildt.

Berlin er levende og i konstant forandring med en solid forankring i historien. Historien er til stede overalt, men ikke på museumsmåden. Historien er flettet ind i virkeligheden, den er midt i nutiden – på en nedtonet, nærværende og naturlig måde, som vi ikke kender til herhjemme på helt samme måde.

Min søde mand har den seneste lille måned med mellemrum udbrudt ‘dér skal vi også hen’ og kigget op fra Sissel Jo Gazans nye bog ‘Vi elsker Berlin’. Han har læst brudstykker op, og jeg har bare glædet mig til at nappe bogen fra ham. Nu er det min tur, og ich bin verliebt. Igen.

Hvis du ikke har det sådan endnu, så søg hjælp hos Sissel Jo Gazan. Du kan starte lige her på hendes blog – og køb bogen. Den er så fedt skrevet, at jeg får seriøst lyst til at smutte lige nu. Så jeg rationerer bogen og læser lidt ad gangen, for ellers ville jeg have slugt den på én aften. Haps.

Hvem har slukket lyset?

Da efterårsferien og halloween var overstået, blev det mørkt. Helt mørkt, både morgen og aften. Jeg havde helt glemt, hvor mørkt det er i November. Jeg havde en idé om, at jeg da sagtens kunne nå en løbetur efter arbejde. Jeg løber i en skov. Når jeg når frem til skoven efter arbejde, kan jeg ikke engang se træerne. Og vi er kun i november.

Når man siger nej tak til reklamer, går man også glip af de første julekataloger, og dermed kan man også helt selv bestemme, hvornår julen begynder. Det gør den nu. Eller rettere, julen begyndte i går; for min mand hentede julepynten op, og jeg har derfor sat lys i altankasserne – hvor pelargonierne netop nu blomstrer igen igen.

Venter på brevet

Jeg er godt klar over, at der er gået ren løbemani og medvindsberetninger i bloggen her hos mig. Det er ikke, fordi der ikke er andet, der fylder. Det andet fylder faktisk mest, men løberiet og ferien og det andet gør, at det hele føles normalt og trygt, så jeg lader det med vilje fylde mest.

Men vi venter lige nu på brevet. Brevet med besked om hvor og hvornår vores søn skal genudredes. Det kommer nok i denne uge. Men indtil det kommer er det bare noget, der ligger i fremtiden, og jeg tænker, at jeg vil gøre præcis som Sarlett O’Hara:

 ” I’ll think about it tomorrow. But I must think about it. I must think about it.
What is there to do? What is there that matters?”