Hosten fra helvede hænger ved

Festen fortsætter; jeg hoster stadig og nu er jeg også blevet snottet. Til gengæld var det som om hosten var gået væk; jeg hostede faktisk ikke hele lørdagen. Lige indtil jeg lagde mig ned for at sove, så gik hosten helt amok, og jeg hostede og spruttede og bandede og snottede og var ved at eksplodere. Jeg er reelt verdens ringeste roomie for tiden.

Min mand var nu meget sød, selvom jeg holdt ham vågen og var rasende på hosten og alt snottet og det hele .. og vist også kom til at bide af ham. Han sagde, at jeg skulle drikke noget vand og prøve at hæve hovedgærdet lidt. Jeg hvæsede ‘det virker ikke en skid’ og 5 minutter senere sov jeg.

Tak, skat ❤

Søndag morgen; mere snot stadig hoste og stadig totalt rusten stemme. Men solen skinnede, jeg er nu 1 1/2 kilo tungere end for en uge siden, så jeg besluttede mig for at løbe en tur.

Så så man mig løbe med tungen ud af halsen, snot i guirlander og spruttende af lige dele raseri og hoste. Mine lunger føltes som om de var halvt så store som normalt, og det føltes som om de var på vej ud af min krop. Men det skulle denondehyleme ikke stoppe mig. Jeg løb 2×10 minutter, og bagefter føltes det godt.

Ellers var søndagen effektiv; vi reclaimede vores hjem, der var blevet overtaget af støv og nullermænd. I morgen er jeg frisk, tænker jeg?

Hosten fra helvede

Godt, der ikke er lyd på min blog. Jeg hoster som en gal, vi sov alle dårligt i nat, og jeg vågnede faktisk ikke rigtig op i dag ovenpå dén nat. Jeg blev hjemme og arbejdede med et par præsentationer, en masse mails og en p&l. 

Her til aften er det ok, så længe jeg ikke lægger mig ned, for så eksploderer min krop i endeløse hosteanfald. Jeg har hostet så meget, at jeg har fået ondt i nakken. Gå væk, sagde jeg!

En gave med posten

I dag udkommer bogen “Dit sensitive barn – en guide til en bedre hverdag”, som er skrevet af Anne-Mette Sohn Jensen. Anne-Mette blogger på mor til sensitiv, og det er her, jeg ‘kender’ hende fra. Da jeg fik tilbudet om at få bogen tilsendt, blev jeg glad og takkede ja.

Nu tænker du måske; “hvorfor vil du nu læse en bog om særligt sensitive børn, så kort tid efter, at din søn blev ‘frikendt’ for både autisme og adhd? Skal du absolut finde fejl ved ham?” Nej, faktisk ikke. Jeg vil gerne læse bogen for at blive klogere, måske på ham, måske på mig selv. Det er ikke et forsøg på at indplacere min søn i en ny kasse, men en måde at få ny indsigt og ny inspiration.

Jeg opfatter ikke vores søn som værende særlig sensitiv. Men der er måske nogle træk, der trækker i den retning. Jeg opfatter ham ikke som værende mere besværlig end andre, på nogle områder opfatter jeg ham tværtimod som værende lettere end mange af hans jævnaldrende. 

Jeg oplever, at han er følsom, empatisk og fuld af indsigt. Han trøster når nogen græder (også helt fremmede børn), han aflæser lynhurtigt ansigtsudtryk og afkoder stemninger, og han påvirkes kraftigt af uhyggelige billeder og fx Disney film – han skreg, tårerne stod ud af hovedet på han, og han var nærmest på vej ud af biografen, da den lyserøde elefant forsvandt i glemslen i Inderst Inde. Så, ja, han er følsom, men jeg opfatter det udelukkende som en god ting og absolut ikke som noget, der skal problematiseres.

Spørgsmålene han stiller om det store brag, døden, Gud, mormor, tid, krig osv er ofte svære at svare på. Han tænker meget over tingene, og det er de mest vilde detaljer, han husker. Solenodonten fx. Han elsker klare regler, og han tolererer ikke undtagelser – “Sådan er det, mor”. Det er gode egenskaber så klart at kunne skelne mellem ret og vrang. Og jeg opfordrer ham til at tænke og spørge mere.

Han er desuden blevet god til ændringer; som når jeg pludselig vil have ham i bad midt i hans yndlingstegnefilm en tidlig morgen i sidste uge. Han hader at bade, men han gik med i bad under protest – og det blev en god oplevelse. Spontane sociale aktiviteter er han altid frisk på, han spiser meget mere ude end hjemme. Han spørger tit, om vi ikke snart skal på restaurant. Men mad herhjemme … puh, det er op ad bakke.

Han har aldrig protesteret over mærker i tøjet. I en periode var han træt af strømper, men efter jeg købte dem i den rigtige størrelse gik det bedre. Ups 😂

De kaldte ham umoden på børnepsyk, og det er tilpas ukonkret/bredt og dækker derfor udmærket. Han er umoden på nogle områder, hvorfor der nogle gange er brug for, at man ser bort fra hans alder og tænker ham yngre. Han er anderledes på nogle områder end sine jævnaldrende, måske fordi han er umoden, men måske også fordi han er så følsom som han er.

I det store hele ser jeg ikke vores søn som særligt sensitiv. Jeg ser ham som særlig. Derfor tænker jeg, at Anne-Mettes bog er interessant læsning for mig, og jeg er ved at skulle i gang med kapitel 4 nu. Allerede nu kan jeg godt li’ den positive ånd i bogen; det handler ikke om at udskille sensitive børn som særlinge, men at se sensitiviteten som en gave.

Efter vores tur gennem både det psykiatriske og kommunale system er det gået op for mig på den hårde måde, at diagnoser på ingen måde opfattes positivt. Tværtimod så anses man som forældre som potentielle snyltere og ens barn er blot en byrde for samfundet. Alle begrænsningerne og handicaps bliver linet op – men der er ingen, der ser på muligheder og potentiale. Afslag, bum, næste.

Jeg er klar over, at der er himmelvid forskel på mennesker med adhd og/eller autisme – og sensitive børn, for den sags skyld. Der findes ikke 2 ens børn, og måske har de samme diagnose, men den udmønter sig aldrig ens hos to personer. Jeg mener alligevel, at alle rummer potentiale, uanset om det så er i småtingsafdelingen set fra et skrivebord i kommunen. Derfor er jeg glad for, at der findes positive tilgange til anderledes børn.

Og det er måske i virkeligheden dér vi skal hen; i stedet for at prøve at presse alle børn ind i én snæver ‘normal’-kasse, så skal vi se og opleve børn som individer med fællestræk og forskelle – og gøre plads til hinandens følsomhed og særpræg.

Se barnet. Det viser vejen.

Dette indlæg er sponsoreret, da jeg har fået bogen tilsendt. Tankerne ovenfor er mine egne. Her finder du link til bogens hjemmeside.

I morgen er det væk?

Jeg har hostet lidt et par dage, men igår aftes da jeg lagde mig til at sove gik det helt amok. Jeg hostede og hostede og hostede. Iih, vi var friske i morges 😴

I løbet af dagen på arbejde gjorde jeg mit bedste for at hoste mine lunger op. Det gik ikke. Hosten var helt tør, jeg er ikke det mindste forkølet – bare udmattet af at hoste og hoste og … Midt på formiddagen mærkede jeg, at jeg fik feber, og så tog jeg hjem. Handlede hostestillende piller, panodiler, te og kirsebærcola – og så hjem i seng. Min feber lå lige over 38C, så det var ikke så galt.

Der var en kollega, der ringede – jeg tænker, at hun troede, at det var vagthunden, der tog telefonen. Bjæf! Jeg prøvede at falde i søvn, men jeg stod op efter at have ligget en time og roteret – for at ligge ned øger hosten 😵 Derefter arbejdede jeg 5 timer i hjemmekontoret, det var hyggeligt med masser af te – jeg ramte et fantastisk flow, hvor jeg var supereffektiv. På den måde kunne jeg glemme hosten lidt igen.

Nå, men nu har jeg holdt mig varm, spist mine vitaminer og har drukket masser af te, så i morgen er det væk, ik?

Se potentialet!

Det er præcis det her, jeg nævnte forleden; det med at se hinandens potentiale og muligheder, i stedet for blot at afskrive hinanden på forhånd.

Tværtimod anses forældre til et barn med en diagnose som potentielle snyltere og ens barn er blot en byrde for samfundet. Alle begrænsningerne og handicaps bliver linet op – men der er ingen, der ser på muligheder og potentiale. Afslag, bum, næste.

Vi har det ikke fra fremmede; cirka halvdelen af os tænker negativt om andres formåen, når man nævner et handicap.

  • Hvordan tænker du, at det ville påvirke dig, når du skal søge et job, og du ved, at halvdelen af alle tænker, at du ikke kan klare jobbet helt uden at have mødt dig?
  • Hvordan tror du, at det påvirker et barn, at det mødes af voksne, der tror, at han/hun aldrig bliver til noget?

Heldigvis er der nogen, der er begyndt at se potentialet ved at være anderledes på den ene eller anden måde, og nu går i gang med at forske i dette under titlen “En alternativ vinkel på ADHD: Dimensioner og fordele”

»Samtidig har mennesker med ADHD øget risiko for at opleve stigmatisering, og ADHD omtales ofte i meget negative termer. Her er fokus på barnets vanskeligheder og på, hvad barnet ikke kan, frem for på barnets mulige styrker og potentialer som følge af dets ADHD-symptomer. Med andre ord mangler de mulige positive sider ved at have hyperaktivitet, impulsivitet og opmærksomhedsproblemer at blive belyst,« forklarer Per Hove Thomsen i pressemeddelelsen.

Julelys

Vi frøs nærmest en vis legemsdel af, mens vi stod og snakkede på den blå legeplads i Weinbergspark. Ungerne krammede hinanden til farvel, og selvom vi gerne ville være blevet og snakket videre, så var vi – og især ungerne – nødt til at komme ind i varmen.

Vi gik ned mod Rosenthaler Platz og fik både varmen og en kop kaffe på Café St. Oberholz, hvor der var en hyggelig afslappet atmosfære. Overalt sad eller lå folk med deres notebooks og arbejdede, mens de drak kaffe eller juice. Caféen er mere end blot en café; den er et coworking space, hvor man kan leje sig ind og arbejde. Det er super cool. Måske skal jeg en dag drøne derned og arbejde ‘hjemmefra’? Bare der dog ikke var så langt!

Dagens plan var sådan set ikke så meget, det var jo 1. Januar – vi havde talt om at tage ind på Tauentzienstrasse og se på julelysene og julemarkedet ved Gedächtniskirche. Det var tåget og næsten mørkt, da vi kom derind. Det var så smukt og vildt hyggeligt.

DSC_0873.jpg

Vi gik en tur op og ned ad Tauentzienstrasse og skød en masse billeder af julelysene. Især der hvor de store bogstaver danner ordet Berlin var der run på fotograferingen. Vi grinede og fjollede og fik taget en masse sjove billeder. Til slut var det tid til at vende næsen tilbage mod Weinbergsweg for at nå vores reservation på Yumcha Heroes klokken 18.

Later post fra 1. januar 2016

Først dér begynder eventyret

Noget af det bedste, jeg ved, ved at rejse er at prøve at fornemme, hvordan lever folk andre steder og prøve at forestille mig mit eget liv der. 

Jeg elsker at prøve nyt, nye måder, blive inspireret, smage nyt, blive udfordret og få udvidet horisonten. Den måde, vi lever på, kan altid forbedres – måske kan vi låne lidt hist og her og få en bedre hverdag selv. Vi prøver ofte at integrere det bedste fra vores rejser herhjemme. Og hvem ved, måske skulle vi flytte til et andet land?

Jeg mener ikke, at man kan nå i dybden på en sviptur, og det betyder også, at mine bedste rejser enten har været langvarige; jeg har været længe på samme rejsemål eller er kommet der flere gange. Jeg skal bruge tid og ro for at rigtigt at få et nyt sted ind under huden. 

Man skal nå ud over alle turistattraktionerne og de mest almindelige sights, man skal ud over det punkt hvor de fleste nok vil sige “nu har vi set det, der skal ses”. Det er der omkring, at roen falder over mig, og jeg begynder at føle byen under huden. 

Omtrent dér begynder eventyret for mig.

Kærestemiddag

Knægten skulle til pyjamasparty med overnatning i børnehaven, så vi havde for en gangs skyld en hel kæresteaften ❤ <3. Derfor skulle vi ud at spise og i biografen bagefter. Vi valgte at tage på Meyers Spisehus og spise – vi valgte deres 2 retters menu for 250 kr:

  • Forret: Let røget torsk med brændt hø, syrlige rødbeder, cremet friskost, knasende rugbrød & dild
  • Hovedret: Kalveculotte med puré på løg, æbler, saltbagt selleri, råmarineret grønkål & peberrod

Vi blev bestemt ikke skuffede! Maden var bare så lækker – jeg ved ikke, hvad der var bedst. De silkebløde torsk og dens lækre selskab af – eller den smørmøre velsmagende kalveculotte, som man slet ikke behøvede tænder for at spise. Mums 🙂

Vi fik en kop kaffe til dessert – oh, hvilken latte de laver …

Bagefter hentede vi den store menu, samt et par poser slik og så kastede vi os ind i mørket og så The Revenant. Revenant betyder hjemvendt fra de døde, og det er præcis det, der foregår. Leonardo di Caprio spiller røven ud af bukserne, og han må simpelthen få den Oscar nu, tænker jeg.

Det er en grum historie om at miste sit voksne barn på den værste måde under de værst tænkelige vilkår i den barskeste periode af USAs historie midt i en ubarmhjertige vilde natur, hvor kun den stærkeste overlever. Go watch 🙂

Tågesnak

Vores weekend er for det meste foregået i utakt, vi har været asynkrone og værst; weekenden føles spildt. Vi havde en hel del planer, så vores normale rutiner gik fløjten. Vi nåede de fleste ting, vi skulle, for at være klar til mandag – men vi nåede bare ikke videre derhjemme. Lige nu føles det som om vi kun lige når det mest nødvendige for at holde hverdagen kørende. Vi når ikke til at tage fat i nogle af de projekter og større praktiske opgaver, der ligger og venter.

I denne weekend kvalte tågen og tøvejret langsomt men sikkert det smukke klare frostvejr med en tung grå dyne af minimalt dagslys. Sådan et skifte sætter sig på både mit humør og min energi. Jeg ville have været ude at løbe søndag, men det blev heller ikke til noget. Til gengæld fik vi taget tråden op med gamle venner, og det var i virkeligheden meget mere værd.

Nu er det mandag morgen, klokken er 5:30, vækkeuret har afbrudt min dejlige rolige søvn, og jeg længes allerede efter weekend. Der er godt nok lang vej hjem.

Jeg er i gang med B12 vitaminkuren, og jeg håber virkelig, at effekten snart sparker ind. Måske skal der i virkeligheden mere til, når klokken er 5:30 😀

 

 

Frost

Omsider blev det fredag – tillykke, vi klarede uge 3! Knægten er rask igen, og i nat skal han til pyjamasfest og overnatte i børnehaven (jeg kom til at skrive børnegaven … hvad hjertet er fuld af ❤️ ). Det er forbeholdt de store, det er med alle hans venner, uden forældre, men med mad, hygge og fællessovning i soveposer.   

Og med knægten til fest, skulle vi ud og være kærester! Vi har bord på Meyer’s og har bestilt billetter til The Revenant. 

Men først op, afsted, arbejde, løbe og så hjem!

Ich bin verrückt, ich muss nach Berlin :)

Efter den lækre morgenmad hos den lokale bager var vi klar til endnu en kold dag i Berlin. Vi skulle mødes på legepladsen med knægtens nye legekammerat og hans far. Vi gik ud og tog den første bedste sporvogn – det gør man når det er minus 9C og kraftig blæst. Det var bare ikke helt snedigt, for den drejede lige om det forkerte hjørne, og så endte vi et nyt sted i Berlin.

Et nyt dejligt sted må jeg tilføje, vi stod bare af sporvognen, og så gik vi ad Brunnenstrasse tilbage til Rosenthaler Platz, hvor faren gik ned i Muji for at købe et par kasser til knægtens Skylanders, mens vi gik på legepladsen i mellemtiden.

Det var koldt på legepladsen, koldere end i går. Vinden var frisket op, og temperaturen var lige faldet et par grader. Men det generede ikke knægten og hans nye ven. De løb rundt og legede på legepladsen, mens vi voksne snakkede.

DSC_0837

Det er gået op for mig, at rigtig mange berlinere er tilflyttere fra over alt i verden. Det finder man hurtigt ud af på den blå legeplads; i sommer faldt jeg i snak med et dansk/engelsk par, der var ved at flytte fra Bruxelles til Danmark. En anden eftermiddag talte jeg med en kvinde, der var tysker, men fra Brehmen.

Og denne iskolde formiddag fik jeg varmen helt ind i hjertet. Vi stod der midt i Berlin –  fra Australien, fra Ukraine og fra Danmark – og ungerne? De løb bare og legede på dansk og tysk og det var bare helt naturligt. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at føle mig hjemme og velkommen og blandt venner. Jeg ville ønske, at vi havde haft flere dage og mere tid … Jeg kunne have stået hele dagen og talt om hvordan det er at flytte til Berlin og høre deres spændende historie om, hvordan de er endt her, samt få en flig af et indblik i, hvordan hverdagen er her.

Engang i 80erne havde jeg en sweatshirt, der var lyselilla, lyserød og lyseblå med hvidt print – “the world is my oyster” stod der printet på maven. Jeg spurgte min mor, hvad det betød, og hun sagde, at det betød, at hele verden var min baghave. Det skulle jeg nok lige have forsket lidt mere i den egentlige betydning af det – men jeg var kun 12.

Jeg er glad for vores hverdag, mit job, vores lejlighed, familie og venner tæt på .. men jeg savner på sin vis resten af verden. Der går nogle gange lilleput i den her i forstæderne. Det er fint, men bare ikke hele tiden. Ich bin verrückt, ich muss nach Berlin 🙂

Laterpost fra 2. januar 2016

I fuldt firspring

Jeg nåede ud at løbe, mens solen gik ned. Det var så smukt, og det var iskoldt. Luften prikkede i mine lunger, og mine fingre gjorde ondt af kulde, indtil jeg havde løbet mig varm.

Den smukke solnedgang tog al opmærksomheden, og jeg glemte næsten at mærke om det var hårdt. Sneen på stien var trådt fast, og der var glat visse steder. Det var kun i gå-pausen, at jeg var mistede fodfæstet og var ved at glide på r**en. Det var en fantastisk løbetur, og jeg er så ked af, at det nu bliver regn og tøvejr. 

Jeg vil endda gå så langt som at sige, at jeg elsker kulde og sne, fordi det rimer på sol. Jeg gider ikke tø og regn… 

Sne & snot

Sammen med sneen kommer snotten og feberen. I lørdags virkede knægten lidt mat og varm, men han var frisk på at lege med en kammerat og kom for sent i seng. Han var lidt mere træt at se på end normalt.

Søndag var vi ude at kælke, og det var så sjovt. Men i nat sov ingen af os særlig godt. Knægten nøs i søvne, så snotten sprøjtede ud over os. Så bliver man hurtigt lysvågen, for så skal der findes lommetørklæde frem, og man skal finde den lille næse i mørket. Trøste og kramme og finde den perfekte sovestilling, og så … aaaatjuuu! Han klagede sig lidt, knugede mig hårdt og faldt i søvn igen tæt på mig.

Det var helt sikkert optræk til en bs-dag. Det passer aldrig rigtig helt godt, vel? Min arbejdspc lå på arbejdet, så vi startede med at køre derud og hilse på og hente den. Hvis det ikke lige var, fordi jeg har et møde tirsdag, som skulle forberedes sammen med gode kolleger, så havde jeg ikke hentet pc’en. Men et møde bliver nu engang bedst, hvis man forbereder sig, aligner med sine kolleger og har ppt 😂

Her til aften spiste han det meste af sin mad og virkede okay, men ved sengetid fik han ondt i hovedet. Han græd, og han var helt fra den. Han fik en børnepanodil, og han lå helt afslappet og ventede på, at den begyndte at virke. ‘Hvornår virker den, mor?’ Spurgte han stille og blødt. Vi lå begge hos ham til han sov. Det tog kun et par minutter. Lille musen 😘

På med løbeskoene!

Jeg kunne ikke lade være! Efter 2 latte, en bolle med ost og marmelade og for lidt vand, så løb jeg en tur langs søen i det skønneste solskinsvejr.   
 Det var igen en helt fantastisk smuk oplevelse, og jeg var langt fra alene. Jeg mødte adskillige løber, en gruppe på mountainbike og utallige familier, der gik tur. 
Min løbetur var hård, og det var med nød og næppe, at jeg klarede de 2×10 minutter. Latterne i min mave skulpede godt. Men årh, det var den smukkeste tur!