16 år er længe siden

Min mor døde for 16 år siden her til aften klokken 20:15. Dengang var det en lørdag aften. Det er vildt. Så længe siden nu. 

Jeg havde faktisk glemt det, men min mand mindede mig om det. Det er mærkeligt, at dén årsdag blegner med tiden. Hendes fødselsdag glemmer jeg aldrig, men hendes dødsdag går jeg åbenbart og glemmer lidt. 

Måske er det fordi døden ikke havde noget med hende at gøre som sådan. Det var hende – i live – der satte uudslettelige spor i mit hjerte. Døden sluttede det hele, og jeg lærte på den hårde måde hvor lang tid aldrig er. 

16 år senere begynder det at dæmre hvor lang tid aldrig er .. selvom jeg stadig kan få hjertebanken, når jeg ser en, der ligner hende – hvad nu hvis … ?

Tillykke, du har klaret uge 1 :)

Så nærmer slutningen på uge 1 sig. Den var en tough cookie, dén uge 1. Og når jeg tænker lidt over det – er uge 1 ikke altid det?

Uge 1 slutter med kælk, sne og det hele. Med et gabende tomt køleskab. En kæmpe rejsetaske, der ikke er pakket ud. Julepynt i kasser, der skal bæres ned i kælderen. Nullermænd og mejere i alle hjørner. Med alt for meget at lave og med alt for lidt tid.

Med alt det i bagagen var det i denne uge ikke et spørgsmål om at gøre det med schwung og bravour, men blot et spørgsmål om at komme hjem i nogenlunde okay stil.

Og det er nu næsten lykkedes! Det er blevet til 3 legeaftaler, en helvedes masse arbejde, god (og dårlig) nattesøvn og en række sunde nej’er til de ikke-så-vigtige ting. Vi er tilbage i hverdagen med fuld knald 🙂