Sammen med sneen kommer snotten og feberen. I lørdags virkede knægten lidt mat og varm, men han var frisk på at lege med en kammerat og kom for sent i seng. Han var lidt mere træt at se på end normalt.

Søndag var vi ude at kælke, og det var så sjovt. Men i nat sov ingen af os særlig godt. Knægten nøs i søvne, så snotten sprøjtede ud over os. Så bliver man hurtigt lysvågen, for så skal der findes lommetørklæde frem, og man skal finde den lille næse i mørket. Trøste og kramme og finde den perfekte sovestilling, og så … aaaatjuuu! Han klagede sig lidt, knugede mig hårdt og faldt i søvn igen tæt på mig.

Det var helt sikkert optræk til en bs-dag. Det passer aldrig rigtig helt godt, vel? Min arbejdspc lå på arbejdet, så vi startede med at køre derud og hilse på og hente den. Hvis det ikke lige var, fordi jeg har et møde tirsdag, som skulle forberedes sammen med gode kolleger, så havde jeg ikke hentet pc’en. Men et møde bliver nu engang bedst, hvis man forbereder sig, aligner med sine kolleger og har ppt 😂

Her til aften spiste han det meste af sin mad og virkede okay, men ved sengetid fik han ondt i hovedet. Han græd, og han var helt fra den. Han fik en børnepanodil, og han lå helt afslappet og ventede på, at den begyndte at virke. ‘Hvornår virker den, mor?’ Spurgte han stille og blødt. Vi lå begge hos ham til han sov. Det tog kun et par minutter. Lille musen 😘