I dag udkommer bogen “Dit sensitive barn – en guide til en bedre hverdag”, som er skrevet af Anne-Mette Sohn Jensen. Anne-Mette blogger på mor til sensitiv, og det er her, jeg ‘kender’ hende fra. Da jeg fik tilbudet om at få bogen tilsendt, blev jeg glad og takkede ja.

Nu tænker du måske; “hvorfor vil du nu læse en bog om særligt sensitive børn, så kort tid efter, at din søn blev ‘frikendt’ for både autisme og adhd? Skal du absolut finde fejl ved ham?” Nej, faktisk ikke. Jeg vil gerne læse bogen for at blive klogere, måske på ham, måske på mig selv. Det er ikke et forsøg på at indplacere min søn i en ny kasse, men en måde at få ny indsigt og ny inspiration.

Jeg opfatter ikke vores søn som værende særlig sensitiv. Men der er måske nogle træk, der trækker i den retning. Jeg opfatter ham ikke som værende mere besværlig end andre, på nogle områder opfatter jeg ham tværtimod som værende lettere end mange af hans jævnaldrende. 

Jeg oplever, at han er følsom, empatisk og fuld af indsigt. Han trøster når nogen græder (også helt fremmede børn), han aflæser lynhurtigt ansigtsudtryk og afkoder stemninger, og han påvirkes kraftigt af uhyggelige billeder og fx Disney film – han skreg, tårerne stod ud af hovedet på han, og han var nærmest på vej ud af biografen, da den lyserøde elefant forsvandt i glemslen i Inderst Inde. Så, ja, han er følsom, men jeg opfatter det udelukkende som en god ting og absolut ikke som noget, der skal problematiseres.

Spørgsmålene han stiller om det store brag, døden, Gud, mormor, tid, krig osv er ofte svære at svare på. Han tænker meget over tingene, og det er de mest vilde detaljer, han husker. Solenodonten fx. Han elsker klare regler, og han tolererer ikke undtagelser – “Sådan er det, mor”. Det er gode egenskaber så klart at kunne skelne mellem ret og vrang. Og jeg opfordrer ham til at tænke og spørge mere.

Han er desuden blevet god til ændringer; som når jeg pludselig vil have ham i bad midt i hans yndlingstegnefilm en tidlig morgen i sidste uge. Han hader at bade, men han gik med i bad under protest – og det blev en god oplevelse. Spontane sociale aktiviteter er han altid frisk på, han spiser meget mere ude end hjemme. Han spørger tit, om vi ikke snart skal på restaurant. Men mad herhjemme … puh, det er op ad bakke.

Han har aldrig protesteret over mærker i tøjet. I en periode var han træt af strømper, men efter jeg købte dem i den rigtige størrelse gik det bedre. Ups 😂

De kaldte ham umoden på børnepsyk, og det er tilpas ukonkret/bredt og dækker derfor udmærket. Han er umoden på nogle områder, hvorfor der nogle gange er brug for, at man ser bort fra hans alder og tænker ham yngre. Han er anderledes på nogle områder end sine jævnaldrende, måske fordi han er umoden, men måske også fordi han er så følsom som han er.

I det store hele ser jeg ikke vores søn som særligt sensitiv. Jeg ser ham som særlig. Derfor tænker jeg, at Anne-Mettes bog er interessant læsning for mig, og jeg er ved at skulle i gang med kapitel 4 nu. Allerede nu kan jeg godt li’ den positive ånd i bogen; det handler ikke om at udskille sensitive børn som særlinge, men at se sensitiviteten som en gave.

Efter vores tur gennem både det psykiatriske og kommunale system er det gået op for mig på den hårde måde, at diagnoser på ingen måde opfattes positivt. Tværtimod så anses man som forældre som potentielle snyltere og ens barn er blot en byrde for samfundet. Alle begrænsningerne og handicaps bliver linet op – men der er ingen, der ser på muligheder og potentiale. Afslag, bum, næste.

Jeg er klar over, at der er himmelvid forskel på mennesker med adhd og/eller autisme – og sensitive børn, for den sags skyld. Der findes ikke 2 ens børn, og måske har de samme diagnose, men den udmønter sig aldrig ens hos to personer. Jeg mener alligevel, at alle rummer potentiale, uanset om det så er i småtingsafdelingen set fra et skrivebord i kommunen. Derfor er jeg glad for, at der findes positive tilgange til anderledes børn.

Og det er måske i virkeligheden dér vi skal hen; i stedet for at prøve at presse alle børn ind i én snæver ‘normal’-kasse, så skal vi se og opleve børn som individer med fællestræk og forskelle – og gøre plads til hinandens følsomhed og særpræg.

Se barnet. Det viser vejen.

Dette indlæg er sponsoreret, da jeg har fået bogen tilsendt. Tankerne ovenfor er mine egne. Her finder du link til bogens hjemmeside.