45 år

I dag bliver jeg 45 år. Det er helt vildt så gammel jeg er blevet uden at blive ældre 🙂

Jeg er 45 år gammel, jeg har opnået 45 år, jeg er 45 somre, jeg har overlevet de 45 første … haha, uanset hvordan jeg siger det, så har jeg nu 45 år på bagen. Det betyder også, at den historiebog, der er skrevet, mens jeg har levet, nu faktisk er ved at blive ret tyk .. Ja, måske skal den udgives i mere end en pamflet 😀 (yup, udtryk fra det første af de to årtusinder, jeg har levet i).

Jeg har oplevet bilfrie søndage, kold krig, atomskræk, fjernsyn med 3 kanaler og uden fjernbetjening, sort/hvid fjernsyn, et liv uden mobiltelefoner, computere. Jeg har spillet bip bip spil, Snake og Fifa 2000. Jeg forstår svensk, fordi jeg så meget svensk fjernsyn som barn. Og telefonen var kun til korte beskeder. Den stod midt i stuen, så det gav næsten sig selv. Telefonnumrene var 6-cifrede; 81 47 12 var vores nummer.

Jeg er omtrent lige så gammel som EU, for i år er det også 45 år siden Danmark, Storbritannien, Irland og Norge underskrev aftalen om Danmarks indtræden i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i Bruxelles.

Jeg har oplevet murens fald, fejret EM i 1992 på Rådhuspladsen, og jeg gad ikke bo i Danmark efter vi sagde nej til Maastricht samme sommer, og om efteråret flyttede jeg hjemmefra hele vejen til Vanløse.

Jeg har sejlet mange gange med færgen over Storebælt, og det giver stadig et sus i maven, når vi kører over Storebæltsbroen. Og ja, jeg glæder mig til at køre under Fehmernbælt.

Jeg har oplevet et årtusindskift, hvor vi troede, at alt ville gå i sort. Min verden gik rent faktisk i sort kort efter, for en tid. År 2000 var kun 8 dage gammelt, da min mor døde. Det er 17 år siden nu. Hun var kun 58 år gammel, blot 13 år ældre end jeg er nu.

Jeg har oplevet 1984. Hvis du er på alder med mig, så ved du, at musikken, vi hørte dengang stadig lever, selvom mange af vores idoler desværre er døde sidenhen.

Jeg husker tydeligt, da Diana blev gift i den smukkeste og mest fantastiske kjole, og piger på min alder tænkte, at hun måtte være den heldigste pige i hele verden. Jeg husker præcis hvor jeg var, da hun kørte galt og døde – en tidlig morgen i Rørvig, hvor jeg blev vækket af min mor.

Jeg glemmer heller aldrig nogensinde, da jeg sad på kontoret med 2 kolleger og vi så World Trade Center styrte i grus på en lille skærm. Jeg havde en følelse af, at verden, som jeg kendte den, var stoppet. Jeg husker også tydeligt, at vi var til julefrokost, mens tsunamien ramte Thailand, Indonesien, Sri Lanka og en række andre lande.

Men det største øjeblik var da jeg mødte min mand. Jeg havde ledt længe efter kærligheden; så længe at de tilsidst opfandt internettet, så jeg kunne finde ham der, til trods for, at han var meget tættere på end jeg troede. Vi kendte ikke hinanden i forvejen, vi havde aldrig mødt hinanden før, men vores referencerammer er ens, og vi havde allerede fælles venner og bekendte. Timingen var helt rigtig, da vi mødtes i 2005.

I 2009 blev jeg mor og kone; de største og vigtigste roller i mit liv ❤

Så 45 år … det er faktisk ret lang tid, og man kan nå en helvedes masse på så mange år. Og man bør vel gøre status. Var det hele bedre i gamle dage, som ældre mennesker siger? Absolut ikke. Ikke efter min mening. Jeg savner ikke et liv i uvidenhed, uden mobiltelefoner og internet. Jeg kan godt li’ følelsen af at være del af noget stort. Jeg elsker den indflydelse og det ansvar, det fører med. Den enkeltes ansvar for fælleskabet er vokset i min tid, og vi kan ikke skrue tiden tilbage, så vi kan lige så godt få det bedste ud af det. Sammen.

Næste getaway

På sådan en grå søndag som denne føltes det som bunden af bunden, hvis vores næste ferie skulle være en staycation. Det endte med, at vi bookede vores næste getaway.

Vi skal igen en tur til skønne Ebbeløkke, men ‘vores’ udlejningshus er jo blevet solgt, så vi kan ikke leje det længere. Jeg har gennemtrawlet internettet for sommerhuse i samme område med nogenlunde samme stil og charme. Meget gerne med køjeseng 🙂

Skærmbillede 2017-02-26 kl. 21.26.19.png

 

Når det er gråt udenfor, skal der farver på tallerkenen!


Traditionel dansk mad har stort set de samme farver som det danske vintervejr; brunt, gråt og kun meget lidt grønt. Det er ikke mad, der får mine tænder til at løbe i vand. Specielt på denne årstid trænger jeg til intens smag, intense farver; mad, der vil noget, smager godt og ser glad ud 😋

I julegave fik jeg Ottolenghis kogebog Jerusalem. Den har jeg stået og savlet over hos boghandleren hver lørdag lige siden den udkom, og det har min søde mand heldigvis bemærket ❤

Vi købte de fleste ingredienser i Lidl, men at skaffe sumak var lidt af en udfordring. Sumak kan ikke erstattes, da der ikke er noget, der smager som sumak. Vi prøvede flere forskellige butikker og endte i en lille kiosk på Kongevejen i Holte; dér havde de sumak på hylden.

Sumak er et dybrødt krydderi med en frisk syrlig bæragtig smag. Det er fremstillet af tørrede, malede frugter fra sumak og bruges primært i mellemøstlige og arabiske retter lidt på samme måde som citron. Det smager fantastisk, jeg har ikke smagt noget lignende før.

Uhm…. maden blev eventyrlig lækker! Der var til 2 dage plus frokost om mandagen 😘

Laura & jeg

Laura-bøgerne er fantastiske, ikke sandt? Det slår mig igen, nu hvor jeg hver aften læser højt af bøgerne for min søn. Beskrivelserne af familiens liv på prærien, de minutiøse skildringer af hvordan man bygger et hus, ulvene der sidder i en rundkreds om huset og hyler mod månen om natten … Vores søn er helt stille, mens jeg læser – og jeg når lige at tænke, at det må være lidt kedeligt og meget abstrakt for ham, men så beder han om et kapitel mere.

Jeg var altid klædt ud som Laura til fastelavn som barn – med brune fletninger og blomstrede Laura-kjoler med tilhørende forklæde fra Marks & Spencer. Min farmor læste alle Laura-bøgerne højt for mig, og da der ikke var flere, var jeg stadig nysgerrig efter at vide, hvad der så skete med Laura.

Den første bog, jeg læste om Laura, var “Bondekonen, der blev digter” af Ellen Buttenschön for mange år siden, da jeg skulle skrive en boganmeldelse i folkeskolen. Siden da har jeg læst en del om Laura, og jeg følger med i diverse fora på nettet.

Måske kender du de andre bøger om kvinderne i Lauras familie? Udover Laura-bøgerne er der nemlig også er skrevet en serie bøger om Lauras datter, Rose, en serie bøger om Lauras mor, Carolines opvækst. Jeg har læst Rose-bøgerne og Caroline-bøgerne, men jeg har til gengæld ikke læst bøgerne om Martha, Lauras tipoldemor, og om Charlotte, som var Lauras mormor. Bøgerne er fiktion, baseret på virkelige personer, og derfor er det ikke bøger, jeg direkte kan anbefale, hvis man vil vide mere om Lauras liv.

Bøgerne om Rose er skrevet af Roger Lea Macbride, der arvede rettighederne til Lauras og Roses bøger efter Roses død. Det var også ham, der udgav “De Første 4 År”, som Laura selv opgav at færdiggøre. Bøgerne om Rose er udmærkede, men du skal lige være opmærksom på, at de er skrevet til børn. Jeg synes, at de mangler noget i forhold til Laura-bøgerne…

Jeg ønsker mig Pioneer Girl – The Annotated Biography. “Pioneer Girl” er Lauras egne memoirs, som aldrig tidligere er udgivet. Lauras oprindelige fortælling var meget barsk og slet ikke for børn, hvilket også resulterede i, at ingen ville udgive den – dengang. Derfor omskrev Laura bogen i samarbejde med Rose til at være en fortælling for børn, og derefter kom de øvrige bøger, vi kender (og elsker).

Prøv engang at læse anmeldelsen af Pioneer Girl i The Guardian og se, om den også er noget for dig 🙂 Jeg tror, at den er et klart must for voksne Laura-fans ❤ og jeg glæder mig til at læse den!

Laura & jeg

Efter jeg havde læst alle Villads-bøgerne, alle Narnia-bøgerne, nogle af Harry Potter bøgerne, Ronja Røverdatter, Rasmus på Farten, Mio min Mio, Brødrene Løvehjerte og mange flere højt for knægten, så kom turen (endelig!!!!) til Laura-bøgerne.

Knægten er hurtigt blevet grebet af historien om Laura, der indimellem er uartig. Han synes, at det er spændende med bjørne, ulve, pumaer, indianere, lejrbål, brusende floder, den uendelige prærie … For mig er det som at åbne et vindue til min egen barndom. Min farmor læste alle Laura-bøgerne højt for mig, og ja, nu læser jeg dem for vores søn.

Til min fødselsdag ønsker jeg mig ikke overraskende en Laura-bog; nemlig den oprindelige Pioneer Girl, hvor Laura fortæller råt for usødet om sin opvækst.

Hvis man læser mellem linierne i Laurabøgerne, så kan man godt fornemme, at der ikke var meget ‘prærieprinsesse’ over hendes liv. Det var hårdt arbejde fra solen stod op til den gik ned. Fra Laura var barn blev hun og hendes søstre inkluderet i det daglige arbejde i hjemmet og fik medansvar for familien.

Lauras barn- og ungdom blev præget stærkt af en række tragedier, der stort set ikke nævnes i bøgerne; Mary bliver blind som følge af menigitis, og Lauras lillebror Freddie dør blot 9 måneder gammel. Jeg har altid syntes, at der mangler en bog mellem Huset ved Floden og Huset ved Søen. Der er et stort spring mellem de to bøger, og der sker et stort skifte i Lauras personlighed mellem bøgerne. Det er et sted mellem disse to bøger, at Laura transformeres fra barn til ung kvinde på baggrund af de to meget voldsomme hændelser i hendes liv.

At familien undervejs ruineres, læser man også kun mellem linjerne, men det er heller ikke det vigtige i fortællingen. Det er familien og dens sammenhold, selv i hårde tider.

Naturkatastroferne er også med til at understrege hvor vigtigt familiesammenholdet er; den lange vinter, græshopperne, præriebrandene .. Også dette overvindes, fordi familien står sammen, og det er netop det, der er selve kernen i Lauras fortælling; familie og ansvar. Det er også det, der gør, at fortællingen er relevant og fængende i 2017.

“As you read my stories of long ago I hope you will remember that things truly worthwhile and that will give you happiness are the same now as they were then.

It is not the things you have that make you happy. It is love and kindness and helping each other and just plain being good.”

– Laura Ingalls Wilder

Vinterbid

Vinteren bider nu for alvor, og vi er underdrejede på flere planer. Drengen er stadig syg, og det presser vores hverdag. Vi har ikke nogen, der kan ta’ over. Vi deler sygedagene solidarisk; en til dig, en til mig … onsdag var han i skole, for han havde været feberfri  siden mandag. Men det gav bagslag. Da jeg hentede ham havde han gule 11-taller under næsen. Vi besluttede, at han ikke skulle i skole, før han har snottet ude af systemet og sover godt igen. 

Også vores energi er lav, vi er småsnottede og trætte. Søvnen er afbrudt, da vi deler seng med en dreng, der snorker, skærer tænder og kaster sig rundt i sin urolige søvn. 

Men ellers går det meget godt 😏Bortset fra at der er kommet et læs sne. Det magter jeg virkelig ikke at beskæftige mig med. Bare gå væk, tak.

Fredag med feber på

Torsdag aften var vi med som tyndt øl til en hyggelig legeaftale med drengens bedste ven fra børnehaven. Han er flyttet, men de har aldrig glemt hinanden. Vi voksne spiste og snakkede hyggeligt, og vi kørte glade hjem. Drengen luresov i bilen, og fik på den måde fik han luret sin far til at bære ham op i seng. Han smilede med lukkede øjne og lod sig transportere.

Om morgenen var han træt, som vi havde forventet. Men han var overraskende medgørlig – han fik hurtigt tøj på, men han var ikke sulten og spiste kun et par bidder. Han ville op på mit skød, og han krøb helt sammen og sad helt stille. Jeg mærkede hans pande; den var feberhed. 

Jeg meldte frivilligt til at tage en bs-dag – eller måske i virkeligheden en hjemmearbejdsdag. Eller halvt af hver. Det ved jeg aldrig helt om morgenen. Denne dag var alt for meget mor-aktivering helt klart uønsket. Han lå i sofaen op ad mig og døsede med et øje på Pokemon på Netflix. Jeg fik lov at nusse ham, men ikke for meget. 

Jeg fik arbejdet temmelig meget fra sofaen med ham ved siden af. Faktisk er jeg ret overrasket over hvor meget, jeg fik lavet. Jeg ramte et godt flow, hvor jeg fik Noget fra hånden. De opgaver, jeg skulle nå, passede perfekt til sofaarbejde. Trække rapporter, lave pivot’er og analysere tal. Jeg havde et par spørgsmål til et par kolleger, som jeg vendte på telefonen. Jeg kunne konkludere på talkene. Jeg besvarede en del mails, og pludselig var det meste af dagen gået.

Drengen hang med hovedet hele formiddagen og var ikke engang frisk nok til ipad, sagde han og sukkede. Han bad mig fjerne min hånd fra ham, fordi den gjorde ham varm. Han havde stadig hede kinder.

Han ville ikke rigtig spise noget til frokost, men han drak godt med vand. Efter frokost bad han om sin ipad og hyggede med at se Youtube via Apple TV på fjernsynet. Han var spag, og han holdt sig dybt nede under sit tæppe. Midt på dagen begyndte han at nyse og snotte. Han klagede sig ikke rigtigt (det havde jeg gjort, hvis det var mig 🤧).

Vi så Disney sammen under tæppet, men han ville ikke have noget slik, og bagefter ville han i seng. Det er ikke normalt, at han kommer i seng uden en diskussion af sengetider. Jeg tog hans temperatur, og han faldt næsten i søvn, mens vi ventede. 38,7C. Det er den højeste temperatur, jeg nogensinde har målt på ham 😧

Jeg gav ham en børne pinex og læste højt for ham. Han faldt i søvn med det samme.