Sølvminen i Schwaz

Som nævnt satte vi kursen mod Sølvminen i Schwaz – eller mere præcist; Schwazer Silberbergwerk. Alle bjergminers moder, står der i brochuren om Sølvbjergværket i Schwaz – det lød lovende 😉

Da vi havde været i Rattenberg havde vi egentlig tænkt os at tage videre til Wildschönau og køre med bumletoget op til Kundler Klamm. Det måtte vi opgive sidste år, fordi vi blev ramt af et uvejr undervejs derop. I lighed med sidste sommer var vejret også i år helt perfekt til aktiviteter, der foregår dybt nede i jorden.

I den kategori finder man mange spændende steder i Østrig, men vi valgte Sølvminen i Schwaz, fordi man kan køre 800 meter ind i bjerget med et gammelt minetog og se de spændende grotter dybt nede. “Måske kan vi endda selv hakke os frem til noget sølv”, håbede familiens yngste, selvom han syntes, at grotter var ret scary.

Oplev middelalderens største bjergmine og lær mere om minearbejdernes hårde liv. 800 meter dybt nede i bjerget står man af den skramlende minevogn og dykker ned i den fascinerende verden, der omgiver sølvminen i Schwaz!

Læs mere på hjemmesiden her

Vi dukkede bare op ved sølvminen og købte en familiebillet. Ganske kort efter blev vi bedt om at finde en passende hjelm og regnfrakke i garderoben. Derefter gik vi ind i en grotte, hvor der stod et minetog, som bestod af et lillebitte lokomotiv foran en række smalle togvogne med en lang bænk på langs, hvor man skulle sidde i futtog bag hinanden.

Der var intet tag og ingen håndtag – man skulle holde armene inde i vognen og under ingen omstændigheder rejse sig op. Turen ind i bjerget er på 800 meter, og det tager cirka 7 minutter.

Vores modige søn sad foran mig iført rød hjelm og regnfrakke, og jeg holdt godt fast om ham. Inde i togskakterne var der kun lige nøjagtig plads til minetoget plus ikke for høje personer. Der var ikke meget mere end 30-40 cm til klippevæggene på hver side, og man kunne ikke se længere frem end til vedkommende foran.

østrig

Toget skramlede og bumlede hastigt dybt ind mod bjergets midte. Det gik forbavsende hurtigt. Vandet drev ned ad tunnellens sider og dryppede ned fra loftet. I gamle dage havde man kæder af folk, der opsamlede vandet og transporterede det ud af de lange minegange konstant, da vandet ellers oversvømmede minegangene.

Luften i minen var forbavsende kold, frisk og ren. Temperaturen i bjerget ligger på cirka 10C, så vi var glade for at vi i forvejen var klædt godt på – plus hjelm og regnfrakke.

Ingen af os havde på forhånd nogen viden eller særlig interesse i minedrift, men det var utrolig spændende at opleve. Vi fik en fornemmelse af hvor ufattelig hårdt og farligt, det har været at være minearbejder i middelalderen og søge efter sølv og kobber dybt inde i bjergets mørke med hakke og spade dagen lang.

Sølvminen var med til at gøre Tyrol til et af Europas rigeste lande i sin storheds tid. Schwaz var verdens største minemetropol med over 85 % af verdens sølvproduktion. Der var meget langt mellem sølvårerne i bjerget. Indholdet af sølv i klipperne ligger på under 1%, og det tager en dags tid at hakke under en centimeter klippe bort, så det har aldrig været hele klumper, man har fundet.

Juli 2017

Gensyn med Rattenberg – Europas mørkeste by

Sidste år var vi på et kort visit i Rattenberg, som er Østrigs mindste by og Europas mørkeste by. Trods dens centrale placering midt i Europa, så henligger byen i mørke i hele 3 måneder om vinteren, når solen ikke når op over bjergene. Byen huser blot 400 indbyggere og ligger klemt inde mellem bjerget Rattenberg, som skygger for solen om vinteren, og floden Inn.

DSC_0313Rattenberg er en lille fin by med gamle fine pastelfarvede huse, en meget hyggelig gågade fyldt med butikker, der primært sælger glas og krystal. Vi var blot inde i en enkelt butik sidste år, og det var en oplevelse, for alle husene på den ene side af hovedgaden er bygget ind i bjergvæggen, og de bageste rum er praktisk talt grotter.

Byen er mest kendt for glas og krystal, og falder din vej forbi, så bør du gå en tur ind i Kisslinger Kristall-Glas, som er en meget stor butik fordelt i en labyrint af større og mindre rum. Bagest er der et par grotter med forskellige glasudstillinger, og man kan være heldig at se glaspusterne i aktion og opleve den hede orange glasmasse blive formet på nærmeste hold.

DSC_0347.JPGI år endte vi i nogle helt andre rum end sidste år; fx stod vi pludselig i en kæmpe juleudstilling, hvor vi købte et særligt tyrolerhjerte i klart krystalglas til vores juletræ, hvor der er fint slebet noget i retning af “I mog Di” på. Det er fint og helt enkelt – og nu har det en fin historie, fordi vi købte det i dag i Rattenberg.

Vi brugte lidt mere tid på Rattenberg i år, og vi fik set byens kirke Pfarrkirche Skt Virgil Rattenberg, som var helt fantastisk og nærmest overdådig, når man tænker på, at der kun bor 400 sjæle i byen. Desuden ligger der en Maria-grotte umiddelbart inden kirken, hugget ind i bjerget i en rigtig grotte. Vores store kærlige dreng ville meget gerne tænde et lys for sin mormor, så vi købte et lys, som han kunne tænde, og det gjorde han så.

Over Rattenberg ligger desuden en gammel borgruin højt over byen med udsigt over byen og floden Inn. Man kan gå derfra fra kirkens bagside via en lille sti.

Vi var mere i markedet for en god omgang kaffe og kage på et rigtigt østrigsk konditori, og i Rattenberg er der hele to at vælge i mellem; Café Hacker og Freudenschuss – begge konditorier skulle være legendariske, men vi havde kun plads til et stykke kage pr næse, så vi var nødt til at træffe et valg.

nusstorte
Nusstorte fra Café Freudenschuss

Det endte med, at vi tog plads under de store parasoller på Café Freudenschuss. Vi drak kaffe – virkelig god kaffe, der smagte af mere! – og spiste hver et stykke kage. Jeg valgte en Nusstorte og manden valgte en Tiramisutorte. Min Nusstorte var himmelsk; utallige lag med forskellige typer creme med vanille, nødder, chokolade, samt forskellige bunde med og uden nødder. Og så en topping, der smagte himmelsk karamelagtig.

Nogle meter derfra faldt vi over en butik med de sejeste fidget spinners; vi fik købt to styk til drengen, der var lykkelig. Jeg købte en rå bjerg krystal til at hænge i en halskæde. På vej tilbage mod bilen rundede vi lige en bager, hvor vi købte et par Laugenbrezel med ost, creme fraiche og bacon på. De var himmelske. Drengen fik noget, der lignede en kæmpestor tør snegl med et tyndt lag hvid glasur på; den var i virkeligheden saftig, blød og lækker – og glasuren var blandet op med rosenvand.

Vi satte kursen mod Sølvminen i Schwaz.

300 km med regn og uvejr ?

Vi kørte fra Bardolino, da temperaturerne begyndte at stige efter nattens uvejr. Vores næste stop er Westendorf, hvor vi skal nyde solen og den friske luft i bjergene.

Bortset fra nattens thunderstorm har vi ikke oplevet dårligt vejr hele ugen i Bardolino. Lidt småskyer, men aldrig noget, der sendte temperaturen ned under 30C. Nattens thunderstorm sov vi fra, selvom det havde været både med kraftig vind og voldsom regn.

I det fjerne over Dolomitterne så vi glimt fra lyn under kulsorte skyer, og det lignede et uvejr – altså noget forbigående. Det var det ikke. Det øsregnede hele vejen gennem Dolomitterne, gennem Brenner-passet og op gennem Østrig forbi Innsbruck og hele vejen til Westendorf. Det var ikke lige det, vi havde forestillet os i vores sommerferie.

Jeg tjekkede vejrudsigten; der var ingen småkager at se i den, måske lige bortset fra dagen efter vi rejser videre. Til gengæld var der omskifteligt vejr; én onsdag med heldagsregn, samt tirsdag, torsdag, fredag og lørdag med tiltagende antal solskinstimer og temperatur. Det kunne godt have været bedre, men sandelig også værre.

Sommerferie i juli nord for alperne er gået hen og er blevet efterårsagtig; det var det samme sidste år. Man skal simpelthen syd for alperne for at få varmen i juli – det ser ud til, at det er sådan vores nye klima er. Vi burde også overveje at rykke skolernes sommerferie til august, hvor sommeren oftere er varmere end juli. Vores sommerferier var bedre vejrmæssigt, de gange vi tog på ferie i Nordeuropa i august, mens vi stadig var så heldige at have et børnehavebarn.

Nå, men skoleferien bliver nok ikke rykket foreløbig, og nu er vi i Østrig.

Very Verona – 2

mazzant.jpgVi spiste frokost på Ristorante Mazzanti i den fjerneste ende af Piazza delle Erbe. Vi plejer at sidde indendørs – og det gjorde vi også denne gang, da solen står lige på ved frokosttid.

Vi valgte oprindelig Mazzanti, fordi det var noget nær den eneste restaurant på Piazza delle Erbe, hvor vi ikke blev jagtet af påtrængende tjenere bare vi satte tempoet lidt ned foran deres restaurant.

Der ligger formentlig en del turistfælder på pladsen, men Mazzanti er bestemt ikke en af dem. Her kommer forretningsfolk køligt klædt i jakkesæt i 40C og nyder en god frokost. Pastaen er forrygende her, og de har andet at byde på end de klassiske standardretter.

Jeg fik tortellini fyldt med spinat og ricotta i en cremet sauce med bagte grøntsager; himmelske søde bagte tomater, søde bagte peberfrugter, lækre bagte auberginer og zucchini, med smeltende ricotta på toppen. Meget lækkert og som altid skyllet ned med en masse dejlig boblende italiensk mineralvand. Og en espresso til at gå på.

Bagefter gik vi rundt om blokken til Piazza dei Signori, hvor der står en statue af Dante, som står og tænker. Der hænger også et ældgammelt hvalribben højt oppe i porten i Arco della Costa (Costa betyder ribben), som man siger varsler ændringer i vejret. Da vi var der, spåede den om solskin. Beroligende og sandfærdigt, så det virker altså!

Hvalribbenet har hængt der siden 15 – eller 1700 tallet, man ved det ikke helt præcis. Hvordan et hval ribben endte dér i porten er lidt af en gåde, for Verona ligger som bekendt temmelig langt fra havet. Det siges også, at når der går en person, der aldrig har løjet, under hvalribbenet, så falder ribbenet ned i hovedet på vedkommende. Det er ikke faldet ned endnu 🙂

8 sød, sej & strid

Den sødeste dreng bliver 8 år i dag. Jeg fatter stadig ikke, at han er så stor nu. Han har sine egne meninger, og mor eller far er ikke længere altid de bedste i verden. Vennerne fylder mere, og han begynder at gøre sig fri.

Om natten er han ofte stadig lille og putter sig tæt ind til mig. Heldigvis. Jeg ved, at det er på lånt tid.

Tillykke du store lille dreng ❤️

Very Verona – 1

Verona ligger en times tid i bil fra Bardolino, og vi holder meget af at køre dertil en dag, når vi er her. Det gjorde vi også denne gang.

Vi parkerede som altid på parkeringspladsen nærmest Arena’en. Det er altid let at finde en p-plads i Verona – også om onsdagen, når der er marked – stol ikke på guidebøger, der fortæller dig, at det er umuligt at parkere i Verona 😊

Til gengæld er det godt at vide, at gaderne ligger tæt, og derfor kan gps’en være svær at anvende, når den opfatter ens position som værende på en parallel vej. Men så længe man holder hovedet koldt går det fint. Verona er ikke så presset trafikalt om sommeren, der er sjældent køer, så der er plads til at køre en ekstra tur rundt om blokken, når det er påkrævet.

Men af med bilen ved P Arena, så er der et par minutters gåtur til Arena’en på Piazza Bra, som er centrum af Verona.

Allerede ved p-huset så jeg en reklame på en skærm for Petit Bateau – vi ventede ved skærmen til reklamen kom igen. Der er åbnet en NY Petit Bateau butik i Verona! Yes, siger jeg bare! Det var en stor skuffelse at finde ud af sidste år, at Petit Bateau butikken på Piazza delle Erbe var lukket.

Men nu skulle vi ‘lige’ finde Viccolo Balena nr 7. Hos COS er der heldigvis gratis wifi, så vi skærmdumpede et ‘skattekort’ – butikken lå kun 5 minutter derfra.

Det var et hit; det var en helt fantastisk butik med tøj til børn, samt kvinder og nu også til mænd. Jeg kunne have købt meget mere, men vi gik derfra med to poser med nattøj, en t-shirt, en solhat og flere duopacks med de klassiske stribede undertrøjer. Altsammen til vores store dreng. Meget af det var på udsalg og nedsat med 30-50%.

Vi kiggede også ind i Sephora og Douglas, men det var først i Kiko, jeg gik shopamok. Der var udsalg; neglelakker til 50 cent og 1€. Jeg skulle have min eye lid primer; den fandt jeg. Jeg fik smurt en CC cream i ansigtet af meget sød og ivrigt italiensk talende ekspeditrice, og jeg gik fra glinsende svedblank pande til perfekt finish på nul komma nul. Haps, min nye ven ❤️

Vi nåede Disney butikken – den var lidt svær, for når man er næsten 8 er man stort set vokset fra Disney-universet, men en god butik er svær at sige nej til … det blev til en skøn fjernstyret Lynet McQueen.

Til sidst endte vi på Piazza delle Erbe, hvor vi spiste frokost. Mere om det senere!

En perlerække af småkager ☀️


Vejrudsigten for vores første uge bød på en perlerække af småkager – temperaturer omkring 32-33C. Meget tiltrængt ovenpå den manglende danske sommer.

Vejrudsigten var korrekt – kunne jeg konstatere ved morgenbordet. Knaldblå himmel og intet behov for en sweater. Kun sol, varme og pool – men først efter morgenkaffen!

Perfekt pause i Pegnitz

Aaah… efter en lang dag fra 7-19 på danske motorveje, på færgen og til sidst på de tyske motorveje er vi nu i Pegnitz. Pegnitz byder på den reneste friske luft fyldt med en krydret duft af urter.

Vi kørte straks ind til Pegnitz for at spise middag. Pegnitz er en lidt søvnig landsby i det frankiske Schweiz, men Pegnitz var som forvandlet. Der var nemlig Pegnitz byfest, og det er stort. Der var mennesker overalt, der var mange lange rækker af fyldte langborde og gigantiske ølglas fyldt med skummende øl. Der blev grillet, stegt og braset forskellig slags mad. Der var livemusik og dans på torvet.

Det var ret heftigt!

Harry Potter fødselsdag

I løbet af det sidste års tid har vi læst de 2 første illustrerede Harry Potter bøger, og det er et univers, der tryllebinder os begge. Billederne i den illustrerede udgave understreger og øger historiernes magiske udstråling. Men han tør ikke helt at se de 2 første film endnu…

Så temaet var oplagt til hans fødselsdag; Harry Potter, foreslog han – “så skal vi lave potions 👍🏻 ” Mnjaeh, jeg er jo brand manager og fravalgte alle timerne i besværgelser, potions og andet hokus pokus, så hej google 🤘🏼

Vi omdannede vores meget lyse stue til den mørke spisesal med de mange stearinlys ved hjælp af sorte Ikea-lagener for vinduerne – og masser af billige batteridrevne lys fra Ikea til 9 kr stykket!

Udenfor hoveddøren lå der strøet masser af togbilletter til Hogwarts Ekspressen med afgang fra perron 9 3/4. Hver dreng havde også fået en billet i invitationen, og flere havde dem med 😊

Vi startede med at samle drengene fra klassen i stuen, som var helt normal, bortset fra et sort forhæng og et Gryffindor flag. Vi startede med en indvielse. Da det ikke er alle 8-årige, der kender historien om Harry Potter, gav jeg dem en kort intro til historien med fokus på, at ‘der findes en anden slags skole end jeres skole’, hvor man kan lære magi. Men man skal indvies; så jeg bad dem stille sig op i kø, og de fik en kappe på, et par runde briller, og så fik de tegnet et lyn i panden.

Vi serverede burger, men alle på nær én nøjedes med at spise bollen. Det var også virkelig lækre saftige brioche burgerboller fra Meny, men alligevel … Der blev heller ikke spist en eneste pastaskrue, men en stor skål bælg-selv ærter blev spist. Vi havde lavet blåt, grønt og rødt saftevand (Scoop har de mest heftige varianter!), og det var populært at få blandet alle tre varianter, så vi sprang rundt som kakkerlakker. Tryllestavene blev også spist; det var grissini og mega-saltstænger.

Vi lavede en skattejagt og brugte Spejdernes Iphone skattejagt Woop – app’en fungerede perfekt, men drengene løb afsted som hovedløse kyllinger i den forkerte retning. Hele tiden 😂

img_4430
Ingredienser til magisk potion

En af posterne var denne magiske potion, som ungerne selv skulle blande af lidt varulvepels, nogle dråber blåt drageblod, mosevand, englestøv, grønt insektslim, edderkopper og knoglestøv. Det virkede over al forventning; potionen voksede skummende ud af flasken og løb ned over havebordet og ud på græsset til stor jubel ☠️

En anden post var Mentos i cola-tricket. Det virker bedst med lightsodavand, og der skal en håndfuld Mentos til. Man kan ikke efterfylde Mentos; al gassen går af flasken i første forsøg.

Vi havde også en post med gåder i stil med “hvilken fugl har ikke noget næb?”, “stav til frossent vand med 2 bogstaver”, “hvilken vej har der aldrig kørt biler på?” … se flere her.

Og så var der blævrebensbesværgelsen, som virkede overraskende godt på fødselsdagsbarnets far: “Non laboremus stikafmus” …

Gyldne Lyn til alle aka Ferrero Rocher
Owl Mail
Så er der uglepost!

Pioneer Girl

Jeg fik den nyeste Laura-bog i fødselsdagsgave i februar, og jeg var meget overrasket over formatet, da jeg stod med den i hånden. Det er en stor, tung og tyk bog; meget større end de andre Laura-bøger. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig 😬

Den nyeste Laura-bog er rent faktisk den første bog, Laura skrev om sit liv. Pioneer Girl er ikke skrevet for  børn, det er en voksenbog. Der er stor forskel i tempo, fortællestil og indhold sammenlignet med Laura-bøgerne. 

Pioneer Girl bærer under-overskriften the annotated version – altså den kommenterede version, og det skal jeg da nok love for! Hver gang der er et nyt navn eller sted, så er der en fodnote. I starten tænkte jeg, at det med at læse en historie med så mange fodnoter ville afbryde historien, men fordi fodnoterne er del af historien og kun rummer relevant information, så fungerer det fint for mig. Bogen er ufattelig grundigt gennemkommenteret, og det må have været et gigantisk arbejde at kommentere Pioneer Girl på denne måde. Alle kilder er nævnt, og det er absurd mange kilder. 

Det er en temmelig nørdet bog for Laura-fans, der er blevet voksne og gerne vil vide mere om Laura. Jeg kan klart anbefale den, hvis du også hører til en af de kvinder, der slugte alle Laura-bøgerne som barn og ikke helt har sluppet dem endnu. 

Pioneer Girl rummer alle Laura-bøgerne i én fortælling, til og med De Gyldne Lykkeår. Pioneer Girl giver et større indblik i den virkelige hverdag for familien Ingalls og den romantiserer ingenting. Passager af Pioneer Girl er slet ikke for børn og er udeladt i Laura-bøgerne. 

Pioneer Girl har givet mig større indsigt i Lauras opvækst og giver svar på nogle af de spørgsmål, der opstod i mit hoved, da jeg læste bøgerne igen og igen og igen, da jeg var barn. Var det virkelig så hyggeligt og trygt, havde Laura egentlig et crush på Cap, hvad skete der midt i serien, der hvor fortællingen hopper et godt stykke fremad mellem to bøger, var Nellie virkelig så led … bare for at nævne et par af de mest oplagte spørgsmål ☺️ 

Pioneer Girl har også givet mig et større indblik i Lauras datter Rose’s betydning for bogen. Lauras første manuskript Pioneer Girl blev afvist af forlæggerne, og Rose var medvirkende faktor til, at Laura omskrev manuskriptet med børn for øje. Det er en genistreg. De to arbejdede sammen om bøgerne, de var langt fra altid enige, men resultatet er fantastisk. 

Rose var allerede en succesfuld forfatter, da hun assisterede sin mor i dennes skriveproces. En af Rose’s mest succesfulde bøger er baseret på Lauras oplevelser fra Det Lille Hus ved Floden: Rose udgav bogen “Let the Hurricane Roar” i 1932. Bogen indeholder flere elementer, som vi Laura-fans kender rigtig godt. Bogen handler om et nygift par, der rejser vestpå, slår sig ned og skal til at høste, da græshoppekatastrofen rammer parret hårdt. Han er nødt til at rejse bort for at finde arbejde, mens hun bliver alene tilbage med deres nyfødte søn og må kæmpe sig gennem den hårde vinter alene. I den oprindelige version hedder hovedpersonerne endda Charles og Caroline. Senere er bogen genudgivet under navnet “Young Pioneers” og er også blevet filmatiseret til TV. 

Måske skulle jeg se at få snitterne i dén bog? 

Sommerglimt

Forsommeren er snart slut, og ganske snart sætter vi os i bilen og stopper (næsten) ikke, før vi når ned i Italiens sol og varme. 

Jeg er midt i en hård slutspurt med masser af opgaver inden ferien. Jeg er overrasket over hvor hårdt det er. På forhånd er jeg nødt til at nå de opgaver, jeg ikke kan løse i de 3 uger, jeg er på ferie. Dvs jeg skal presse 3 ugers arbejde ind oveni alt det andet før og efter min ferie. Det er hårdt, og jeg kan mærke, at jeg er ved at nå grænsen; når jeg om morgenen i badet har en livlig indre dialog gående på arbejdsrelaterede projekter og sender den første mail inden 6, så er der lige lovlig meget pres på tankemylderet. Nå, det går jo, det plejer det. Den sidste tid på job inden ferien er aldrig særlig sjov, det er et vilkår.

Forrige weekend bød på en gråvejrscykeltur ved Furesøen på den nye bro mellem Holte og Birkerød. 

Og på en masse regn! Aldrig har mine pelargonier stået SÅ flot ❤️

Frokost i solskin i Kgs. Have med søde kolleger midtvejs i et inspirerende kursus om digitale medier. 

Den allerhøjeste biltemperatur i år. En hel dag i solen, og så er der ikke mere end sølle 31C i bilen … Det er ellers noget af det bedste, jeg ved; at sætte mig ind i en solhed bil og mærke kroppens gisp, hvor alle porer åbner sig i chok og velbehag i heden. 

Utroligt, men sandt; min mobil har fået én hedetur den dag sommeren varede. Jeg er misundelig. Jeg er slet ikke for alvor begyndt at gå med korte ærmer. Brrr…

Verdens fedeste fidget spinner holdt mindre end 16 timer 😳 Sønnike var meget ked af det, og selv med superlim kan den ikke laves. Burde nok ikke være overrasket, når den kommer fra en butik, der hed noget med outlet og billig 😂