3. December

Vi vågnede først ved 8-tiden, da drengen slog øjnene op. Det foregår i december med en høj jubel “mon nissen har været der?” og så er han ude af fjerene. Nissen havde heldigvis været der, men måske var han blevet forstyrret? Hans kuffert stod udenfor døren, og hans nissehue stak ud af kufferten. I kufferten lå der chokolade.

I dag skulle vi ikke rigtig noget udover lidt af hvert. Vi startede med at spise morgenmad i stuen, mens vi så Presselogen.

Derefter tog vi ud for at handle – og i Lidl fandt vi ud af, at de nu har fået drengens favoritpostej på hylden; Bamsepostejen fra Berlin! De har længe haft Bamsemortadella’en, men nu har de også Bamsesalami og Bamsepostej på hylden – STORT ❤️🤪

Da vi nu var ude at handle, fik vi købt to julegaver. Derefter kørte vi hjem og bagte omtrent en million pebernødder. Vi bager altid Lagkagehusets Pebernødder og altid efter Newyorkerbyhearts opskrift, fordi den opskrift giver de allerbedste pebernødder.

Det tog sin tid at trille pebernødder, men til sidst var de alle bagte, og klokken var 17 – det var tid til Ramajetterne. Vi streamede Snefald og så den lige bagefter. Vi tændte adventskransens første lys.

Til middag fik vi pasta med kødboller i tomatsauce fra Irma. Mmmh… det var lækkert ❤️

Derefter var det tid til bad og go’natlæsning og putning. Det var effektivt; jeg faldt i søvn med det samme. Op igen, helt groggy, smøre madpakke, putte knægten igen (ikke sove, ikke sove, ikke sove!) og drikke min te bagefter og lave mine øvelser for siden at flade ud i sofaen.

2. December

Kun hr Nis er flyttet ind, fru Nis er ikke kommet endnu. I nat har han taget lidt af en vanillekrans og ladet krummerne ligge. Heldigvis har han også lagt en chokoladekugle med rødt papir til drengen. Knægten vågnede omkring 6:30, og så sad han op ad mig og så youtube og lærte lidt gaming teknik, mens jeg prøvede at sove lidt længere. Forgæves.

Vi stod op og fjernede is fra bilen, der lignede en isterning. Solen blinkede og glimtede i tusindvis af iskrystaller overalt. Det var en smuk morgen, luften var tindrende frisk og dejlig at trække dybt ned i lungerne.

Vi rundede bageren – eller rettere; begge bagere, fordi jeg er svært glad for Signaturbollen fra Herman Bakery. Morgenbrødet tog vi som sædvanlig med over til bedsterne, der var klar med kaffen og et veldækket morgenbord.

Vi snakkede og glemte helt tiden og måtte løbe ud af døren 10:50, da knægten skulle nå i børnebio klokken 11 for at se ‘Familien Jul

På tilbagevejen afleverede vi en pose bøger og en stor sæk med mit og drengens aflagte tøj til Kræftens Bekæmpelses butik Igen. Jeg kiggede på brugt julepynt, jeg kigger mest efter gammeldags pynt; gamle glaskugler, nisser osv. Der var dog ikke noget i dag, og ja, vi har vist også rigeligt 🎅🏽

Vi kørte forbi slagteren og hentede pålæg og satte os til bords præcis klokken 12 med farmor og bedstefar. Vi fik os nogle gode snitter; jeg fik min favoritsnitte med sommersalat og serranoskinke. Mmm…

Klokken 12:28 skulle filmen slutte, så videre i teksten for at hente drengen. Det havde været den bedste film “vi købe den”! Drengens øjne lyste af glæde, da han fortalte om filmen. Jeg rodede op i hans hår og undrede mig over så stor han er blevet. Han går selv i biografen med sine venner. Uden mig 😝

Vi kørte forbi vores lokale chokoladepusher og købte en latte to go og lidt ‘lade til; jeg valgte en snebold, som består af hvid chokolade, hvid chokoladecreme, brunkagekrydderi og kokos. Mums!

Derefter skulle vi hjem og pukle med oprydning, rengøring, julepyntning og ikke mindst æbleskivebagning i farmors æbleskivepande. Altsammen inden klokken 15, hvor vores venner og deres skønne unger kommer.

Jeg brugte denne opskrift på æbleskiver, da den opskrift, jeg anvendte sidste år, klappede lidt sammen. Det gjorde disse æbleskiver ikke; de blev fint rundkindede. Dog skulle de stege overraskende længe for ikke at være flydende indeni.

Vi havde desuden været i Rema for at købe glutenfri æbleskiver. Udover flormelis serverede vi Mövenpick Kirsebærmarmelade med mørk chokolade, samt Jordbærmarmelade fra Karls Erdbeerhof til æbleskiverne. Og selvfølgelig Blossa vinglögg, som er lavet efter en hemmelig opskrift siden 1895.

Da vi havde spist skiver og drukket glögg nok, skulle vi bage julesmåkager. Jeg havde købt en håbløs færdigdej fra Wevalka eller noget i den stil. Den kunne ikke rulles ud, den var for tør og smuldrede.

Men heldigvis havde vores gæster medbragt Frias glutenfri pepparkaksdej, som rullet ud i forvejen. Supersmart 👌🏼 Ungerne kom og stak hurtigt en masse småkager ud, og så var de videre i deres leg. Så stod vi for at stikke resten af kagerne ud og bage dem. En rum tid senere ville knægten være med til at pynte med glasur, øjne samt sølv- og snepynt. Han pyntede omhyggeligt en stribe småkager med rigeligt sukkerstads.

Klokken blev 17 midt i bagningen, og vi havde nær misset andet afsnit af Ramajetternes Jul. Det så ungerne, og så var det tid til opbrud. Der ventede os et større oprydningsarbejde efter bagning. Min søde mand hentede cola og pizza, da gæsterne var gået, og så var det julekalendertid; Snefald med pizza og cola til. Herhjemme er vi meget begejstrede for Snefald, for den har det hele; et fint juleeventyr, med alt hvad dertil hører af magi, nisser og jul.

Som godnathistorie læste vi andet kapitel af Sebastians Jul og Villads fra Valby holder jul. Og så faldt vi begge to i søvn, ups .. jeg vågnede ved 21-tiden og stod op igen. Så var det tid til at smække stængerne op i sofaen med en kop te og to afsnit af Herrens Veje.

Julen er for alvor i gang 😍