Mini Disco med Panchi & Trolls

På vores charterferie var der et festligt ungt Animation Team, der lavede forskellige poolside aktiviteter i løbet af dagen; yoga, dart, polo, bingo osv. Man er selv ude om  hvis man keder sig! Animation Team stod også bag en del af aftenunderholdningen (kl 21:30), samt minidisco (kl 20) hver eneste aften. Nogen vil nok mene, at det er hæsligt med überfriske unge mennesker, der forsøger at sætte liv i kludene, men jeg synes, at det er superfedt. Specielt for vores 8-årige var det et hit, at der var nogle seje unge mennesker at se lidt op til.

Vi var til minidisco stort set hver aften. Mini disco startede med, at Lopesans maskot Panchi – en glad blå delfin, løb rundt i festsalen og hilste på alle børnene, som så fulgte med op til scenen, hvor Panchi sagde farvel og en fra Animation Team sang børnesange med børnene. Hver aften sang de en række mere eller mindre kendte fagtesange på forskellige sprog; spansk, engelsk, tysk. Efter et par dage med minidisco er sange som ‘Chu chu ao’ og ‘Ah ram sam sam‘ velkendte klassikere hos vores søn (.. og os 🎶) – og heldigvis kan man købe cd’en med hjem 😘 (den kører på repeat i bilen, og jeg har blå mærker på armen, fordi det bliver lidt vildt, når vi laver the chicken dance i bilen)

trolls
Helt opslugt af de syngende og dansende trolls ❤

Torsdag aften var der True Colors show med Animation Team. True Colors er et danseshow bygget over Trolls filmen, som er den bedste film vores søn nogensinde har set. Vi sad på første række, og det var fantastisk! Dels at se de dygtige unge mennesker fra animation team danse i virkelig gode trolls-kostumer til den supergode musik fra filmen. Alt foregik på engelsk, men det er no problem, når man er 8 år. Det var et kæmpestort hit. Det var så rørende at se vores store dreng fuldstændig medrevet. Han sang med på sangene, lyttede intenst og holdt sig for øjnene, da orkerne kom.

Bagefter blev han fotograferet med alle trolls’ene, og han var så glad – og på samme tid virkelig ked af, at det var forbi, fordi han aldrig kommer til at se det igen.

VIVELOPESAN SHOW TRUE COLORS from VIVE LOPESAN on Vimeo.

Endnu en True Colors Show trailer.

Tilbage til hverdagen fra Gran Canaria med forstuvet fod

Vi landede kort før midnat lørdag aften. Vores kufferter var MEGET lang tid om at dukke op. Det viste sig, at det skyldtes, at SAS havde rodet rundt i det; min kuffert fandt jeg på et andet bånd sammen med kufferterne fra Malaga. Min mands kom ind efter 1 times tid sammen med kufferterne fra Gran Canaria.

Søndag formiddag var jeg så letsindig at hente mine jobmails søndag eftermiddag (168 ulæste på 5 dage 😱) og pakke ud/rydde op/gøre smårent samtidig med at jeg slettede de lette mails.

Jeg vendte brat omkring på dørtrinnet i strømpefødder, gled og vred om på min venstre fod. Knæk, sagde det, og så var den effektivt forstuvet, og jeg var kørt ud på et sidespor. For helvede da også … Men neglene er stadig pæne, og udenpå den blå fod er skindet stadig solbrunt 😀

Av

Ferien er slut 🤩

Ferien er ved at være slut; vi hat checket ud af hotellet og sidder i poolbaren og venter på vores bus til lufthavnen ved 15-tiden.

I går og i dag har det stormet ret meget – men alligevel 20C, sol og storm er skønt sammenlignet med gennesnitligt dansk januarvejr.

Vi var i poolen sidste gang i går eftermiddag, og trods det skønne klima, så glæder vi os alle til at komme hjem til hverdagen igen. En uges charterferie er rigeligt, så skal der andre boller på suppen!

Det har været fantastisk at ligge på langs, sole, hygge, læse bøger, dase, spille ludo – og få en vitaminindsprøjtning fra solen, de røde saftige søde vandmeloner, de kanariske tomater, sprøde saftige kanariske agurker og ikke mindst masser af molo med masser af hvidløg.

Hvornår mon hvidløgslugten fortager sig?

‘Den, der lever stille’

Jeg har tilbragt mange timer i solen med Leonora Christina Skovs roman ‘Den, der lever stille’. I dag blev jeg færdig med bogen, som er en af de bedste og mest rørende bøger, jeg har læst. Jeg har haft svært ved at lægge bogen fra mig, og jeg er meget rørt over, at hun deler sin historie.

Jeg købte bogen efter at have hørt et meget personligt og rørende interview med Leonora Christina Skov på Radio 24-7. Jeg vidste bare, at den bog måtte jeg læse på vores ferie.

Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Og om den unge litteraturstuderende, der på trods flytter til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. ”Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem”, siger hendes far, men så tager Leonoras raseri og livslyst over.

Jeg er også vokset op i 80erne nord for København, i en by jeg aldrig faldt til i og helst ville forlade i samme sekund, jeg kunne. Og vores soundtrack er stort set det samme!

Min mor døde af kræft, da jeg var 28, og jeg indtog samme rolle; jeg var med til at skabe håb for min mor i en håbløs situation. Med min mors død, døde også den kernefamilie, jeg voksede op i, da min mor var limen, der holdt os sammen.

Trods de fælles referencepunkter var min opvækst vidt forskellig fra Leonora Christinas. Det er tankevækkende; at vores opvækst på overfladen er så ens og så alligevel helt forskellig. At det kan ske for naboens datter. Ville jeg have opdaget det, hvis det var min veninde?

Den, der lever stille’ er en stærk fortælling om at miste det hele og finde sig selv, om at håbe på en forklaring og hige efter sin mors kærlighed langt ind i døden.

Leonora Christinas historie er en inspirerende genskabelsesberetning; om at turde rejse sig og stå ved sig selv på trods af sine forældres modstand.

Som børn vokser vi op i vores forældres skygge under deres beskyttende vinger. Går vi ud fra. Indtil et vist punkt, så ser vi deres fejl og mangler. Derfra løfter vi os, vi flyver, og det er her, at forældrene kærligt skal puffe bagpå og lade os flyve ud, så vi kan gøre os vore egne erfaringer og leve vores egne liv. Leonora Christinas forældre magtede ikke den del af opgaven. Hun elsker dem på trods, men hendes opvækst farver hendes liv og giver hende en bagage, der giver stof til flere bøger. Der er materiale nok til en lang og vred bog, men ‘Den der lever stille’ er ikke en bitter hadefuld bog, men en bog smækfyldt med håb og inspiration.

Som jeg læser den er den fyldt med kristne elementer som at tilgive, komme videre på trods og komme overens med sin skæbne. Ikke nødvendigvis accept.

Om at pålægge andre skyld og ansvar (og holde sig selv ansvarsløs), men også om at tage ansvar for sig selv og frasige sig den påduttede skyld. Vende den anden kind til og opleve, at man vokser af at kunne det. Fantastisk bog ❤️

<<<<<<<<<<

Jeg håber bare på, at Inga lader høre fra sig ❤️

Min nye morgenmadsven ❤️

Denne her grønne mojo er anderledes end den, jeg spiser til frokost og aftensmad (!). Det er en krydret olie med en pestolignende ‘bundfald’ bestående af hvidløg, persille og koriander. Det smager himmelsk ovenpå spejlæg, chorizo, kanariske tomater, sprøde agurker og bagte røde peberfrugter.

Mums ❤️☀️

Det her burde være på recept!

Jeg tænker, at det her burde være på recept ☀️🌺 Jeg er godt klar over, at jeg for 24 timer siden frøs i kulden og mørket i Danmark, men det føles som måneder siden.

Det er noget af det bedste, vi har gjort for os selv i årevis. Selvom vi spiser d-vitaminer om vinteren, og vi føler, at det virker, så virker det her bare bedre. Jeg kunne mærke det allerede i lufthavnen, da vi stod ud af flyet. Det her klima passer mig bedre.

Det er efter små 45 år gået op for mig, at vi i Danmark har vedtaget (mindst) 2 kollektive selvbedrag:

  1. De lyse nætter er fantastiske. Ingen andre steder end i Danmark har vi så skønne lyse nætter” siger vi til os selv. I virkeligheden er de lyse nætter noget opreklameret bavl. Det er endnu en vedtagen sandhed, vi overleverer generation efter generation. Hvad er fantastisk ved en overskyet men lys nat, hvor man kan se regnen? Man kan sjældent se stjerner, og der er ikke meget ved at se på et bål i dagslys til Skt Hans. Når temperaturen omsider er så høj, og det ikke regner, så kan man sidde ude og måske nå at nyde en tår vino, indtil man er nødt til at flygte ind med en flok bidske myg i hælene. Det har da sin egen charme, bevares …I går aftes her på Gran Canaria var natten sort, lun og stjerneklar. Mørklægningsgardiner anvendes kun til at holde varmen ude, ikke til at holde de lyse nætter ude .. som derhjemme.
  2. De fire årstider. “Danmark er så fantastisk, for ingen andre steder har de 4 så smukke og forskellige årstider”. Et gigantisk selvbedrag, som jeg også er vokset op med. Fire overvejende grå årstider? På papiret lyder det lækkert med 4 smukke årstider, men virkeligheden er mere … grå. Her opererer de kun med to årstider; forår og sommer. Jeg kunne godt klare mig med de to, jeg er ikke så krævende – jeg behøver ikke 4 grå årstider, hvoraf en tillige har lyse grå nætter.

Nu vi er ved selvbedrag, så kan jeg også lige nævne fantastiske hvide vintre og ikke mindst hvide jul. 5 hvide jul i løbet af de seneste 50 år 😒 men der var mere sne i gamle dage. I hvert fald på skærmen i gamle dage 😀

Jeg elsker en rigtig dansk sommer med lange varme lyse tropenætter som i 1992, jeg elsker også det smukke solgyldne efterår og ikke mindst de hvide danske vintre med høj sne som i 1981 og 2010, men virkeligheden er bare mest grå.

I ❤️ Mojo Verde

Jeg stinker af hvidløg, går jeg ud fra – og jeg er (lige)glad ☀️ Jeg spiser nemlig spandevis af hotellets hjemmelavede mojo verde på min morgenmad, frokost og aftensmad.

Jeg kan simpelthen ikke få nok af solen, de store mørkerøde solmodne tomater og de knasende sprøde saftige friske agurker toppet med den klassiske kanariske mojo. Den røde er virkelig lækker, men den grønne … I can’t live without it ❤️

Jeg tror, at opskriften på en mojo verde som hotellets er sådan cirka:

  • 1/2 hvidløg
  • 1 bundt koriander
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk salt
  • Lidt hvid peber
  • 1/2 Avocado
  • 250 ml olie, fortrinsvis solsikke
  • 50 ml Hvidvineddike eller æbleeddike

knus spidskommen, salt og peber i en morter. Blend det sammen med hvidløg, avocado, eddike og koriander. Hvis det bliver for tørt, tilsæt et par dråber vand. Blend til du får en glat pasta uden klumper. Tilsæt olien lidt efter lidt. Blend videre til saucen er jævn og glat. Olien må ikke flyde ovenpå.

<<<<b<<bt;

Farvel Synnøve

Forleden hørte jeg, at Synnøve Søe er død. Og jeg blev virkelig trist, for jeg kunne godt li’ hende. Da jeg var 17 syntes jeg, at hun var megacool og sej og modig. Jeg ville gerne være lidt mere Synnøve; turde stikke hovedet frem og stå ved mig selv.

Jeg ønskede mig Fars til jul det år. Jeg fik den af mine forældre, og jeg havde læst den inden julen var slut. Jeg ønskede mig hendes bog, fordi hun havde gjort et stort indtryk på mig med sin stil og sin power.

Udover knaldromanerne i vores sommerhus var hendes to første bøger nogle af de første voksenbøger, jeg læste. Jeg har desværre ikke læst hendes senere bøger, men jeg har et blødt punkt for hende alligevel.

Sydpå

Når det bliver vinter, kigger jeg længselsfuldt efter fuglene, der er på træk sydpå. Jeg vil også sydpå, til solen og varmen. Sige farvel til mørke, kolde fødder, klaprende tænder og bidende kulde.

Og i dag følger jeg efter fuglene og flyver sydpå til solen og varmen. Endelig!

Den sidste uge har været 5 år lang. En virkelig hård uge med en masse oplevelser og opgaver, hvor jeg nu har lavet min del, så de ligger hos mine kolleger, så de kan komme videre i næste uge uden mig.

Men nu … ferie … ☀️

Blue Monday

Det her er sjovt! Da jeg kom hjem fra job, træt som en 80-årig, sagde min mand, at det var blue monday. Det kendte jeg ikke til, men han forklarede, at netop denne mandag er årets mest deprimerende dag. Og det er da ren optur! Hvis i dag er lavpunktet er det allerede bedre i morgen 🤪

There are two ways of looking at January.

For the ‘glass half-full’ people out there, it’s a time of fresh resolve, embarking on new endeavours and optimistic re-evaluation.

For the rest of us, it’s just layer upon layer of misery.

<<<
><<
p>

Januar er en led desillusionerende iskold bitch 😵

Nyt år, ny start, masser af gode intentioner, der mødes af en mur af januarkulde, vintermørke, træthed og trang til at møfle langt ned under dynen.

Efter bare 2 uger har jeg fået nok.

Jeg er som forvandlet. Da jeg stod på den blå legeplads i Berlin 1. Januar med ansigtet mod det iskoldeklare sollys var jeg opfyldt af optimisme, nye planer og idéer. Det er alt sammen totalt blevet kørt over af praktik, vasketøj, andres fritidsaktiviteter (jeg har stadig ikke tid/overskud til den slags), for meget at lave på jobbet, nye ansvarsområder og deraf følgende ukendte deadlines og arbejdsopgaver. Dertil så fryser jeg, sover dårligt, vågner tidligt med myldrende tanker. Fantastisk. Jeg kaster op ud over det hele i lårtykke stråler.

Januar er ikke noget for mig. Januar er en led desillusionerende iskold bitch, og hun skal præstere meget bedre, før vi bliver venner. If ever.

Jeg vil synge og danse med min søn, som vi gjorde igår. Jeg vil kramme ham og kæmpe for sjov, som vi gjorde i går. Jeg vil lytte til hans fortællinger om hans spil, som i morges i bilen. Jeg vil høre ham læse højt. Jeg vil læse højt for ham. Som i går. Hver dag, vil jeg det.

Næ, der skal ferie til. Sol, varme, tid til hinanden! Derfor – på lørdag:

Sidste feriedag i Berlin – for denne gang!

Vi havde en ekstra dag i Berlin, og den gang var vi med fly, istedet for bil. Det satte selvfølgelig nogle begrænsninger for shoppingen, men det er klart noget, jeg kunne fristes til at gøre igen. 4 timer efter vi gik ud af lejligheden i Berlin, gik vi ind af vores hoveddør.

Vi spiste morgenmad på Placebo på Kastanien Allée. Det er et bageri med en lille café, hvor de serverer fx middelhavsmorgenmad med bagte grøntsager; rød peber, squash, tomat, løg, samt sucuk, som er en krydret stegt hvidløgspølse, som smager fantastisk, stærkt og krydret, og som jeg aldrig nogensinde har fået andre stede.

Placebo er et hyggeligt, lokalt og gammelt sted – familieejet siden 2004. Vi har været der adskillige gange, og hvergang er morgenmadstallerkenen helt i orden. Det er god ærlig mad med drøngo’ kaffe og lune boller til.

Det perfekte sted at starte, når man skal hjem og ikke har tid til det helt store.

Da vi havde spist, gik vi hjem og gjorde rent, lukkede vores kufferter, tog overtøj på og gik ned på Schönhauser Allée og prajede en taxa til lufthavnen.

Taxaen kørte via F’hain til Boulevard of Broken Dream, og videre til Mercedes-Benz Platz, hvor vi i marts var til den fantastiske Sarah Connor koncert i Mercedes-Benz Arena. De er kommet langt med det nye shoppingcenter East Side Mall, som åbner ved siden af. Derefter kørte vi forbi East Side Gallery, langs den nye flodpromenade, hvor bl.a. Coca-Colas karakteristiske røde bygning ligger, og vi passerede forbi Molecule Men, da vi kørte over broen i retning mod Schönefeld.

The best ..

Jeg har nævnt det før; en af vores traditioner på vores nytårsferie i Berlin er Spreegolds fantastisk lækre delebrunch-plate 1. Januar.

I Berlin ligger gaderne ikke øde hen 1. Januar; der er åbent på langt de fleste caféer/restauranter, og man kan powershoppe i alle butikkerne på Hauptbahnhof. På legepladserne er der masser af forældre og børn. 1. Januar er livlig i Berlin; alle nyder at have fri.

Vi var så heldige at få et af de sidste ledige borde i den store Spreegold i Stargarder Strasse ved 10-tiden.

Vi bestilte Spreegold brunch ‘the best’, som er en lækker anretning til 2 med Bircher muesli i et glas, lækker laks med kapers, løg og peberrodscreme, lun omelet med bacon og cheddarost, lune hjemmelavede baked beans, marmelade, brie, gouda, Spreegolds signatursalat, samt 2 pandekager med hjemmelavet bær-ragout, samt rigeligt med lækkert brød. Lækkert og mættende. Perfekt portion til to, uden at overmætte. Jeg fik en flat white til.

Stemningen på Spreegold var hyggelig, afslappet og hjemlig. Det særlige ved Spreegold er, at det føles som at komme hjem. Man kan hænge ud, være sig selv, stene eller snakke, alene eller sammen, med eller uden laptop, over en kop kaffe eller et måltid, hverdag eller fest, business eller pleasure. Præcis som derhjemme. Bare federe og med bedre kaffe 😘<<<<
gt;<<
p>

På vej hjem 🔙

Så er vi på vej hjem med flyet fra Berlin! Hold da op en skøn tur ❤️

Jeg var spændt på, om vi ville få nok af Berlin denne gang, men nænej .. der er masser af oplevelser, der stadig venter på os i Berlin, så wir kehren zurück 😘

Nu venter hverdagen forude, og jeg glæder mig!