Nyt år, ny start, masser af gode intentioner, der mødes af en mur af januarkulde, vintermørke, træthed og trang til at møfle langt ned under dynen.

Efter bare 2 uger har jeg fået nok.

Jeg er som forvandlet. Da jeg stod på den blå legeplads i Berlin 1. Januar med ansigtet mod det iskoldeklare sollys var jeg opfyldt af optimisme, nye planer og idéer. Det er alt sammen totalt blevet kørt over af praktik, vasketøj, andres fritidsaktiviteter (jeg har stadig ikke tid/overskud til den slags), for meget at lave på jobbet, nye ansvarsområder og deraf følgende ukendte deadlines og arbejdsopgaver. Dertil så fryser jeg, sover dårligt, vågner tidligt med myldrende tanker. Fantastisk. Jeg kaster op ud over det hele i lårtykke stråler.

Januar er ikke noget for mig. Januar er en led desillusionerende iskold bitch, og hun skal præstere meget bedre, før vi bliver venner. If ever.

Jeg vil synge og danse med min søn, som vi gjorde igår. Jeg vil kramme ham og kæmpe for sjov, som vi gjorde i går. Jeg vil lytte til hans fortællinger om hans spil, som i morges i bilen. Jeg vil høre ham læse højt. Jeg vil læse højt for ham. Som i går. Hver dag, vil jeg det.

Næ, der skal ferie til. Sol, varme, tid til hinanden! Derfor – på lørdag: