mor + foodie + traveller = mammalade
Vi var med gode venner ned ved rådhuset og tænde vores lokale juletræ. Der er både borgmester, brandbil, orkester og en julemand, der deler æbler og clementiner ud. Men der er ingen, der siger noget, og der er heller ingen fællessang. Nå, men det er meget nedtonet, hyggeligt og afslappet,
Sent sent om aftenen puslede det i vores hjem. Er det mon mus, eller kan det være nisser?
Uh, der er jul i luften. Det dufter herligt af gran, kanel og paniiiiik! For december er kort og smækfyldt med skønne planer og hyggelige ting, der skal nås:
Til en rigtig god jul hører en rigtig god tur til Berlin. Selvfølgelig.
I Berlin starter julemarkederne allerede i November, dvs lige nu! Tyskerne går all in på jul hele vejen til jul og nogle endda helt ind i det nye år. Fx er tyskernes juleminister klar på mange af Berlins julemarkeder med alt fra currywurst glaskugler til nissemænd.
Der er noget helt særligt ved jul i Berlin. Vi plejer først at ta’ til Berlin efter jul, og der burde man jo være mæt af julen. Men så lander vi i Berlin, går på julemarked, og så vågner den igen – julestemningen. Rent faktisk er min erfaring, at julestemningen får et nøk opad! – selvom juleanden er spist, gaverne er pakket ud og juletræet er kastet ud over altankanten. Sådan virker julemarkederne i Berlin!
Julen i Berlin er nemlig fuldstændig magisk og fortryllende – også efter jul! Jeg regner med at nå en lille håndfuld julemarkeder – her er mine favoritter:
Kender du det, når hjernen føles som om den koger, og man ikke kan tænke klart, fordi man er presset enten fordi man ikke finde en løsning på et problem, ikke har tid nok eller ressourcer til det. Normalt når jeg har det sådan, så klemmer jeg mentalt balderne sammen og fokuserer endnu mere på opgaven. Lukker ned for alt andet; fokus. Det hjælper sjældent, for den pressede stemning inde i hovedet overdøver al tankevirksomhed.
Hvad hvis der findes en anden vej?
Now, whenever I notice the constricting sensation of overwhelm, I know that my next step is to stop whatever I’m doing and switch gears. I could be ruminating, folding laundry, or writing, but no matter what I must stop and do something else.
Source: Tiny Buddha
An amazing thing happens when I do this: I regain control over the shape of my life.
Stop og gør noget andet. Forlad opgaven, lav noget andet, ta’ kontrollen. Jeg er sikker på, at det virker. Rent intuitivt er jeg overbevist om, at det virker. Når det sker for mig, at jeg bliver overvældet af en opgave, så er en af tankerne i mit hovede “gå!”. Næste reaktion er, at min hals snører sig sammen, og jeg får tårer i øjnene. Hvilket jeg bliver irriteret over og tager mig endnu mere sammen. Så sidder jeg med brændende øjne og stirrer på cursoren på skærmen uden at evne at flytte musen, for jeg ved ikke, hvor jeg skal flytte den hen eller hvad jeg selv hedder. Jeg er frosset, paralyseret, overvældet.
Jeg ved, at det hjælper at stoppe og gøre noget andet, for det er rent faktisk det, jeg rent intuitivt gør i frustration. Jeg fjerner mig fra situationen og går min vej på rystende ben – enten helt ud af bygningen, ud på toilettet eller ned efter kaffe.
Efter at have læst indlægget her er det det, der bliver min standardreaktion tidligere i forløbet. Det handler om at tage kontrollen. Ja, det er overvældende, men jeg vælger at gå min vej. Så kan jeg vende tilbage senere, når jeg har ro i sindet igen. I stedet for at blive lagt bagover af presset.
Da vi besøgte Aquarium Barcelona var der mulighed for selv at fodre fisk – det gjorde vi! For 4€ fik vi en fyldt fiskesutteflaske, så knægten kunne fodre fisk. Det kan jeg klart anbefale.
Det var en stor oplevelse for vores søn. Han elsker jo dyr, og det var sjovt at se, hvordan fiskene reagerede på sutteflasken. Han blev lynhurtigt akvariets midtpunkt, for alle fiskene flokkes om sutteflasken!
Sidste aften i Barcelona.. To tips tilbage på listen – eller mindst én dag for lidt. Vi må tilbage hertil. Om ikke andet senest i 2026, når Sagrada Familia er færdig 👍🏼
Her og nu havde vi bord klokken 20 på El Mercat, på Carrer de Casp 35, som ligger cirka mellem vores hotel og Placa de Catalunya, cirka 5 minutters gang.
El Mercat så tophyggeligt ud, og der var fuldt booket aftenen forinden, da vi gik forbi og bestilte bord. Da vi ankom var der ikke mange mennesker endnu, men der herskede en mildt kaotisk stemning blandt personalet, der rodede rundt i reservationer, serveringer og bestillinger. Blandt andet var der en tjener og en manager, der spurgte, hvad vi lavede ved det bord, vi sad ved. De troede, at vi havde snuppet et bord, men vi fik forklaret, at de selv havde anvist os bordet. Derefter gik der en rum tid, før de tog mod vores bestilling, og de kom også over og serverede en salat, vi ikke havde bestilt.
Vi bestilte bl.a. russisk salat. Catalansk russisk salat er helt anderledes end dansk russisk salat. Nogle danskere mener, at den catalanske russiske salat minder mest om den danske italienske salat, man bruger på smørrebrød. Det synes jeg ikke. Den catalanske russiske salat, vi fik, var helt anderledes, fordi den består af kartofler, gulerødder, ærter, grønne bønner, kogt æg, tun og oliven i en dressing af bl.a. mayonnaise.
Vi fik også klassisk Tomato Bread, Chicken wings med citron og peber, Red Tuna Fish Tartar med Guacamole, samt Pork feet carpaccio with Parmesan Cheese & Iberian Ham.
Især sidstnævnte var speciel … Pork feet carpaccio var nok præcis det: En grisefod i meget tynde skiver. Måske har de virkelig taget en frossen grisefod og skåret den ud på tværs, så man får hud, kød, knogle, marv og det hele i mikrotynde skiver? Det var nemlig en sært blævret hvidlig masse med en endnu mere blævret brunlig midte. Det smagte også blævret. Vi smagte på det, undrede os; vi lod grisefoden ligge og spiste al sortfodsskinken.
Tun-tataren med guacamole var til gengæld virkelig lækker. Kyllingevingerne var tørre og ikke særlig spændende. Til dessert fik jeg Catalan Cream – og den var rigtig lækker. Den havde en fin smag af citron og kanel.
Det var så vores sidste aften i skønne Barcelona. Ikke den bedste middag, vi har fået – men der var både toplækre og noget spøjse blævrede elementer 😀
Før mandag aften har jeg ikke spillet tabubingo. Og jeg vandt, faktisk. Jeg fik en fuld plade. Det er jeg ikke stolt af. Jeg forstod faktisk ikke engang, at jeg havde vundet, fordi jeg er utjekket og ikke helt havde styr på bingo-banko-reglerne.
Når man får pladen fuld i tabubingo, så har man gjort ret mange helt almindelige ting og har skammet sig nok til, at man opfinder en dækhistorie. Det er åbenbart noget, jeg praktiserer i udbredt grad. Uden at tænke videre over det 🤷🏻♀️
Jeg gør det så meget, at jeg vandt en fantastisk præmie, så der er fordele ved det.
I virkeligheden bør jeg droppe dækhistorierne og smide svesken på disken. Det handler om tabuer og det handler om skam. Skam over noget, som er fuldstændig normalt.
Ingen af os taler om det, og tavsheden holder skammen og tabuet i live. Så lad os tale om det!
Her ser du tabubingopladen, og her er historien bag hvert enkelt kryds:
Jeg vandt denne fantastiske bog, som jeg glæder mig til at læse på de mørke vinteraftener.
Det her måske i virkeligheden en af de mest tankevækkende klummer, jeg har læst. For mig rammer den hovedet på sømmet. Jeg klarer alt muligt i løbet af hverdagen, og jeg kan se på mine omgivelser, at de gør det samme.
Det er ikke bare i privaten, men også på jobbet. Overalt er der funktioner, som er “faldet bort”, som man siger. Problemet er bare, at opgaverne ikke falder bort – de bliver hjemløse. De falder over på folk, som ikke har det felt som kernekompetence – og som har masser at lave i forvejen.
Jeg ved ikke med dig, men når jeg arbejder udenfor min kernekompetence, så tager det længere tid. Jeg er nødt til at sætte mig ind i de grundlæggende ting først for overhovedet at kunne løse opgaven.
Jeg kender fysioterapeuten, der skal gøre rent i køleskabet og vedligeholde opvaskemaskinen på jobbet. I den anden ende bliver tiden til borgere mindre, for tiden går fra hans kernekompetence. Og han er ikke alene, for i sidste uge læste jeg, at en stor del af landets skoler sætter deres ansatte til at undervise i fag, som lærerne slet ikke er uddannet til. På 226 af de danske folkeskoler forløb en femtedel af lektionerne sidste skoleår med en lærer ved tavlen, som ikke var uddannet i det pågældende fag.
Lone Theils spørger i klummen:
Læs selv klummen på Berlingske: www.berlingske.dk/kommentatorer/i-dag-skal-vi-goere-alt-selv.-maaske-er-det-lige-praecis-det-der
Dreng 9 år: “…… sgu # ”
Mig: “jeg vil ikke have, at du bander så meget”
Ham: “sgu er ikke et bandeord længere”
Mig: “?”
Ham: “Det har jeg set i TV Avisen”
Mig: “Seriøst?”
Ham: “Ja, det så jeg i TV Avisen”
Mig: “I TV Avisen?”
Ham: “Jep, og de sagde, at sgu ikke længere er et bandeord, så det er okay”
Mig: ” … ”
Hvad skete der med den lille ikke-mælende baby på min arm?
La Plassohla ligger i stuen på Hotel Ohla på Via Laietana, og vi passerede lige forbi hvergang vi skulle ud i byen.
Hotel Ohla – det er det hotel med øjnene. Ja, du læste rigtigt! Den katalanske kunstner Frederic Amat har givet hotellets facade øjne på stilke – det er svært ikke at bemærke det!
Vi havde fået anbefalet restauranten, så den stod højt på vores Barcelona bucketliste. Vi havde bestilt bord via vores hotel. Det var en god idé, for selvom vi efter lokale forhold er tidligt ude, når vi spiser klokken 20, så var der på La Plassohla rift om bordene kort efter vi ankom. Der gik også meget kort tid, så fandt vi ud af hvorfor. Maden er himmelsk, og vi fik en madoplevelse ud over det sædvanlige.
Nogle af vores venner har været her på stedet og er blevet så begejstret for deres Suke, så de serverede den for os som forret, da vi spiste hos dem for nylig. Det smagte fantastisk! Derfor bestilte vi selvfølgelig Suke Salmon med avocado og ingefær on location. Silkeblød laks, silkeblød avocado og tilpas med ingefær-salt. Vi var i himlen!
Jeg har set Gazpacho på flere menukort her i Barcelona, men er sprunget over hver gang. Det er jo bare kold tomatsuppe – hvor festligt kan det dog være? Men man kan jo ikke så godt ta’ til Spanien uden at spise Gazpacho, vel? Så jeg insisterede på, at vi skulle prøve deres Strawberry Tomato Gazpacho with Feta & Cucumber Caviar.
Vi fik en tallerken med Feta og Agurke-kaviar i, og så hældte tjeneren Gazpachoen omkring ‘kaviaren’. Det fik jeg ikke taget noget foto af, men det har de heldigvis selv på deres Instagram. Vi satte skeen i suppen og smagte. Og så så vi verden i farver. Suppen var en eksplosion af smag; søde friske syrlige tomater perfekt krydret til den fuldendte smag. Det er en af de bedste retter, jeg har smagt i mit liv.
Vi fik også de traditionelle tomatbrød, samt Bikini toasts med Iberico skinke og ost samt patatas fritas. Og ikke mindst Tagliatelle Cipriani with black truffle and Parmesan – fordi vi er nogle trøffelsvin ❤
Til dessert fik jeg øje på en kage i the cake stand, der umiskendeligt lignede en Red Velvet Cake. Det er min yndlingskage, så selvom de kaldte den Blue Velvet, fordi den indeholder blåbær, turde jeg godt ta’ chancen. Godt valg – den var himmelsk!
Dejlige smukke November startede ud med mit første tandlægebesøg i 3 år (!). Så har vi taget hul på en ny måned – uden huller i tænderne 😅
November bliver travl, for nu starter juleforberedelserne for alvor – og vi skal se at få styr på resten af året:
Var det det hele?
Dagens tandlægebesøg gik ‘godt’ – det kostede kun en plov, da jeg fik foreviget hele tandsættet. Nul huller, meeen en stor nasty fyldning fra 70erne er i færd med at flække min kindtand.
Så jeg har fået et overslag på at bytte 7.000 kroner mod én ny krone i munden.. månedens overtræk, yay!
Og se lige hvor smukt det var, da jeg havde været til tandlægen:
Som du måske har opdaget, så elsker jeg mad. Derfor elsker jeg at ta’ på marked, når vi er ude at rejse og herhjemme; om det så er markedsdagen i Antibes, Saluhallerne i Stockholm, Torvehallerne i København eller torsdagsmarkedet på Hackescher Markt i Berlin.. Count me in!
Derfor var vi på pletten, da Placa Nova blev omdannet til marked, mens vi var i Barcelona.
Vi besøgte selvfølgelig også Mercat de la Boquería på Ramblaen.
Jeg mødtes med min veninde på Nørrebro på årets hidtil koldeste aften i mandags. Vind, regn, rusk og en real-feel på minus 3 grader. Normalt ville jeg have holdt mig indendørs – meeen vi havde andre planer 😍 Til at begynde med spiste vi den lækreste middag på vores gamle yndlingssted på Nørrebro. Vi delte 4 salater og 2 veggie-deller, og så var vi klar til aftenens næste stop; nemlig foredrag om Tarme & Tabuer hos Lahme Kommunikation.
Jeg er ret glad for tarme; særligt mine egne tarme. For det meste er vi gode venner, men jeg er faktisk ikke dus med mine tarme. Jeg har læst 2/3 af bogen Tarme med Charme, og nu ved jeg en hel del mere om tarme, bl.a. hvordan man sundest og bedst sidder på toilettet. Selvom Tarme med Charme er virkelig sjovt skrevet og underholdende, så har jeg ikke fået læst den til ende (!).
Så er det noget sjovere at få øget tarm-indsigten via et gratis foredrag om Tarme & tabuer. Min veninde og jeg fik en varm velkomst og et glas bobler i hånden, da vi kom. Vi havde lidt tid til at hilse på og sludre lidt, hvorefter vi først hørte lidt generelt om tarme og fordøjelse. Det er fx normalt at slå cirka 14 prutter i døgnet. Det er helt normalt, og alle gør det. Alligevel er det toppinligt at gøre det i public.
Det er et paradoks, at mad fylder så meget i vores liv, mens fordøjelsen af maden intet fylder, selvom den del af måltidet har langt større betydning for vores livskvalitet end smagen og opskriften. Ligeså snart maden rammer maven og tarmsystemet, så gider vi ikke høre mere om det. Maven skal bare fungere og lave så lidt ballade, lort og prutter som muligt. Det er urealistisk, men man kan gøre meget selv for at holde tarmen i topform.
Jeg fik engang skraldespandsdiagnosen “irriteret tyktarm”, fordi jeg pludselig fik meget kraftige jagende smerter i tyktarmen. Typisk skyldes det en ophobning af hård fiberfattig kost i tyktarmen, som tarmen forgæves klemmer sammen omkring, men ikke formår ar ekspedere videre. Det gør ondt ad helvede til, og der lå jeg og tænkte “den er helt gal”.
Jeg fik et morfinlignende præparat Anorfin udskrevet af vagtlægen, og så gik smerten (men ikke problemet) væk, samtidig med at jeg blev rimelig rundtosset, meget døsig og drømte meget kulørte drømme. Min egen læge rystede på hovedet dagen efter og sagde “Husk”, hvortil jeg svarede “Husk hvad?” – hvorefter jeg i en periode spiste Husk loppefrøskaller blandet op i yoghurt. Det virkede befordrende på min fordøjelse, og jeg har siden brugt Husk, når min tyktarm i sjældne tilfælde har gentaget samme stunt.
Nu har Husk så lavet nogle nyheder (reklamelink), der hjælper med til at holde fordøjelsen i topform, så man undgår den slags ‘anfald’. Efter foredraget fik jeg spurgt lidt ind til nogle helt specifikke ting ved min fordøjelse, og jeg fik faktisk ro i maven. Generelt gælder det, at skal man, så skal man. Man skal ikke hænge sig i, at der er nogen, der påstår, at det er sundest at skide en gang om dagen eller 3 gange om ugen. Toiletvaner herunder antal toiletbesøg pr døgn er individuelle. Det er desuden en god idé at kende til Bristol-skalaen og jævnligt kigge bagud for at vurdere hvordan fordøjelsen har det.
Julia Lahmes del af foredraget handlede knap så meget om lort, men om tabuer, særligt kvinders tabuer og den deraf afledte skam ved helt normale ting. Mange tabuer er kommet frem i lyset og er noget, vi taler om – men der er også rigtig meget, som er helt normalt, som vi aldrig nogensinde lufter for hinanden, men skjuler efter bedste evne, fordi det stadig er forbundet med en stor skamfølelse.
Det, jeg tog med mig hjem, var en stor lyst til at tale mere om fordøjelse, lort og prut, fordi det er så normalt – og alle gør det. Jo mere vi taler om det, jo mindre skamfuldt bliver det. Så her kommer der lidt insights: Hjemme i jordhulen prutter vi allesammen. Det er svært ikke at grine, når nogen bidrager med en særlig højlydt og udluftningskrævende vind. Og jeg elsker at grine med min familie, samtidig med at jeg gerne vil formidle til min søn, at det er fuldstændig normalt at prutte og absolut ikke noget at skamme sig over.
Til slut spillede vi Tabubingo .. det var en oplevelse for sig selv – det kommer jeg tilbage til 🙂
mammalade 