Vinterforberedelser

Jeg er ikke den store vinterfan, og derfor har jeg på nuværende tidspunkt kun 3 muligheder:

    Gå i hi
    Rejse væk
    Forberede mig på vinteren

De to første er langt mere tiltrækkende end #3. Jeg har dog endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg kombinerer en fast indtægt med #1 og #2.

Så … vinterforberedelser. I et semi-polarklima som det danske er der en række ting, man skal have styr på, før de sidste blade har forladt træerne.

Beklædning

Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning. Det er helt korrekt i vinterhalvåret i Danmark. Dårlig påklædning gør, at jeg fryser. Når jeg fryser, bliver jeg gnaven og træt. Jeg skal derfor undgå at fryse. Mit bedste råd mod kulde er; bliv inde eller rejs væk 😅 Når det ikke er muligt er det nødvendigt med varmt ..

Overtøj; jeg opererer med en skala af frakker fra en let ulden pæn frakke til en mere spejderagtig overlevelsesagtig parka sprængfyldt med fjer. Jeg har ingen korte jakker, når det er koldt. Alle mine vinterfrakker varmer også rumpetten.

Tøj; jeg arbejder med tøj i flere lag. Typisk en bluse inderst – mange af mine bluser/kjoler er 2-lags. Derover en blazer og et lækkert uldent tørklæde eller poncho. Jeg er allerede nu skiftet fra footies til ankelstrømper, idet bare ankler gør, at jeg hurtigt kommer til at fryse. Jeg imprægnerer desuden hyppigt mine støvler, for våde fødder bliver hurtigt kolde. Lige nu har Lidl imprægneringsspray på bud 😉

Sko; de varmeste vinterstøvler jeg nogensinde har haft, var mine Buffalobåde i 90erne. De tykke såler isolerede 100%, så kulden ikke vandrede fra jorden op i mine fødder. Nu er jeg glad for mine Sorelstøvler, når der ligger sne – og på mindre kolde dage er det mest mine lædersnørestøvler med tyk blød ulden sål i, som kommer i spil. Hvis du skal købe forede støvler, så undersøg om de også er forede om tæerne. Varmt uldent for om anklen varmer ikke fødderne, og rigtig mange sko er kun forede om anklen.

Tørklæder er uundværlige; jeg bor i mit Lala Berlin tørklæde, når temperaturen falder. Det er fantastisk lunt, blødt, hyggeligt. Også min lange uldne cardi fra H&M og min Lala Berlin poncho er lifesavers for mig om vinteren.

Hår, hud, led, negle, næse .. Ingen af dem er vilde med vinter.

Når dagslyset forsvinder, så falder D-vitaminniveauet og min energi daler. Jeg fik tidligere målt mit D-vitaminniveau jævnligt. I januar skraber det typisk bunden. Så jeg tænker meget i at få dagslys; gå ud, være nær vinduer, kigge op mod solen, tænde lys (mere for at undgå at kroppen tror det er nat) og så spiser jeg D-vitaminer, fiskeolie og en multi dagligt.

Fiskeolie tager toppen af mine ømme 47-årige overtrænede led. Ømme led bliver værre i kulden, men heldigvis har fiskeolie for mig en positiv effekt.

Jeg tanker desuden op med Haar Vital Komplex vitamintilskud. Det virker især på mine negle, som ikke flækker, men forbliver pænt lange om vinteren, så længe jeg husker at tage pillerne. Mit hår får det ligeledes bedre, men da jeg farver hår 1x om måneden, er mit hår kronisk overbehandlet.

Hår; jeg undgår knitrende elektrisk hår ved at bruge shampoo, conditioner, serum og Secret Agent (alt fra John Frieda), samt glansspray med hindbærduft. Jeg springer desuden hårvasken over hver anden dag. Jeg går med hue, når det er koldt for at beskytte håret mod kulde. Især om morgenen, når håret er fugtigt, tager det skade af frost.

Lidt til næsen. Om vinteren har man brug for Tempo. Tempo er tyskernes løsning på løbenæser og andet, der skal tørres op. Tempo lommetørklædet er vaskemaskinestabile, hvilket er en undervurderet egenskab ved et papirlommetørklæde. Når man har prøvet at pille resterne af et eksploderet nyvasket ikke-vaskemaskinestabilt papirlommetørklæde ud af sit vasketøj, så er det en egenskab, man sætter pris på. Ydermere er Tempo Durchschnupfsicher altså hvis man nyser i lommetørklædet, så holder det tæt. Slut med ufrivillige snotbade til omgivelserne. Og nu findes de også som vådservietter ❤️

Mad; supper, gryderetter, stege .. det er sæson for tung brun mad. Vi prøver at supplere med glad grøn mad. Det er ikke så let og lækkert som når man kan bælge friske sommerærter, når agurken er frisk, sprød og saftig og når tomaterne smager af tomat, men der er andre muligheder med rodfrugter, kål og hjemmespirede bønnespirer.

Og så er der det med det daglige æble. Jeg spiser et æble om dagen, for jeg læste et sted, at æbler er ren powerfood med sit indhold af potente antioxidanter og kostfibre. Æbler er gode for fordøjelsen, og det er noget, jeg sætter pris på. Oveni det er æblet den perfekte snack for mig; nemt og bekvemt.

Og så kommer man ikke gennem vinteren uden sprut. Baileys, glögg .. der skal noget særligt til, når man netflixer om fredagen 🥶

Paris prep #3 – Disneyland

Når vi skal til Paris, skal vi også i Disneyland. Vores dreng er på det nærmeste vokset fra det meste af Disney-universet, bortset fra Phineas & Ferb, Løvernes Konge og Toy Story. Vi skal alligevel altid ind i Disneybutikken i Verona, og han glæder sig meget til at komme i Disneyland.

Jeg har aldrig været i Disneyland. Da jeg var barn kendte jeg kun én, der var i Disneyland. Disneyland lå dengang kun i Florida, og dengang var USA slet ikke på landkortet som feriedestination overhovedet. Undtagen altså for én særlig heldig sjæl fra min klasse, der var både i USA og i Disneyland på en og samme ferie.

I stedet for Disneyland var jeg i Rørvig i sommerferien 1978, 1979, 1980, 1981, 1982, 1983, 1984, 1985, 1986, 1987, 1988, 1989, 1990, 1991, 1992, 1993, 1994, 1995, 1996, 1997, 1998, 1999, 2000 …

Skærmbillede 2019-09-14 kl. 14.28.26.png

40 år senere er det omsider min tur til at komme i Disneyland. En række spørgsmål trænger sig på: Kan man få prinsessedragter i str 46? Og er det upassende at en 47-årig kvinde vil sidde på skødet af Prinsen fra Askepot?

Nej, ærlig talt .. jeg vil hellere møde Fætter Vims. Fætter Vims er nemlig min Disney-helt. Jeg elsker Fætter Vims, for han er sød, forvirret og ofte forkert på den. Minder mig om nogen, jeg kender 😝 .. Måske møder jeg Fætter Vims?

Nå, men i går købte jeg billetter til os alle 3. Det var ikke absurd dyrt. 1 park, 1 dag, 1 barn, 2 voksne .. 1200 kr. Men fast track billetterne droppede vi hurtigt alt om .. 900 kr pr person. Dét er syg humor. Da jeg havde grinet færdig, betalte jeg vores Minibilletter. Vi tager i Disneyland tidligt om mandagen, og så tager vi det som det kommer. Det bliver simpelthen magisk!

Har du været i Disneyland Paris? Hvad var det bedste – og har du gode råd?

Paris prep #2 – informationssamling

Jeg bestilte “500 secret places in Paris” på Amazon for 3,50 euro i går. Så den er på vej!

Go’natlæsningen for familiens yngste er Lonely Planets guide til unge globetrottere “Paris – alt det, du gerne vil vide!“. Den er ellers forbudt for voksne, men jeg læser højt for knægten 😉

Jeg har i flere år fulgt Louise Sandagers blog Mit Paris, og jeg gik i gang med hendes bog Paris mon Amour i går aftes.

Jeg følger også Venter på Vin, og A har nemlig været i Paris for nylig og også her er der masser af Parisertips, som jeg glæder mig til at dykke ned i.

Og så er der jo google – en guldgrube af viden. Her er nogle links fra min liste, som jeg ikke har testet – endnu:

Where to eat breakfast in Paris

2019 guide to Paris in the fall

10 family outings in Paris

Familieskattejagt på Louvre

Paris med en teenager

30 dage til afrejse .. hvem tæller? 😘

Paris prep #1

Der er 34 dage til vi skal til Paris – og jeg glæder mig!

Vi har ikke været i Paris siden vores bryllupsrejse for 10 år siden. Vi skal bo på samme hotel som dengang i latinerkvarteret, nær Luxembourghaven. Denne gang er vi 3 – vores søn skal se Paris for første gang.

Så jeg er i gang med forberedelserne ..

Her til aften fik jeg læst denne herlige bog til ende; In Paris – 20 women on life in the city of lights. Den handler om vidt forskellige ægte levende moderne pariserinder og deres forskelligartede liv i Paris.

Bogen indeholder – udover vidt forskellige spændende pariserinder i alle aldre – en række hemmelige tips og parisiske tricks. Nu glæder jeg mig endnu mere 🤩

Bogen er skrevet af Jeanne Damas, tidligere model, samt Lauren Bastide, som er journalist. Begge bor i Paris.

  • Snup den parisiske stil hos Rouje – Jeanne Damas eget tøj- og kosmetikbrand.

Septemberlisten

September startede med et brag klokken 4 om natten. Pludselig fik en kraftigt gennemtræk dørene til at klapre, og kulden strømmede ind. Det tordnede voldsomt igen, og det stormede.

Jeg rejste mig modvilligt fra min varme seng for at lukke vinduerne. Jeg kiggede ud, og synet var heftigt. Træerne nærmest lå ned under den pludselige kraftige blæst. Regnen væltede ned, og lignede et gråt gardin. Gaden udenfor lignede en strømmende bæk.

Så er september i gang, og jeg er ikke ubetinget fan.

Efter en urolig nat med meget torden og mindre søvn, co-hostede vi en 10 års bowling-fødselsdag, hvor vores søn var midtpunkt. Det gik superfint, og knægten var glad. Drengene kommer godt ud af det i hans klasse, og det er sjovt at låne dem allesammen.

Da vi kom hjem, lurede jeg på enten at tage en lur eller ta’ ned at træne. Jeg valgte det sidste, og det var virkelig godt. Jeg trænede bryst, triceps og ben, samt 15 minutter på ellipsen. Så skønt!

Vi spiste kold quiche lorraine og en madspildssalat fra Kvickly. Jeg er officielt gået kold. Den der liste ..

  • Der er 40 dage til vi skal til Paris, og derfor skal jeg have læst min Parisbog færdig
  • Og bestille Paris 500 Hidden Secrets
  • Jeg er også nødt til at læse Velsmurt, som jeg har været på venteliste på i Ereolen i lang tid – har den kun i 30 dage!
  • Vi skal til foredrag med Uffe Ellemann-Jensen og Lykke Friis 18/9 – jeg glæder mig!
  • Vi skal se om vi kan finde vej til Blox til 1989 åbningen
  • Jeg skal træne 4x om ugen, for nu er jeg i gang, og det er så godt ❤️🏋🏻‍♀️
  • Så er der salgsmøde og andre møder
  • Biografklubben starter igen, og jeg er ikke inviteret. Heller ikke som 10-årig gider man have mor med på slæb.

Den sidste sommerdag

Jeg sad her til aften og hyggede 2 afsnit af BH90210, da lyset blinkede udenfor. Det var fjerne lyn, der oplyste himlen.

Dagen har været lang og hed. Vi spiste morgenmad hos bedsterne, shoppede i Lyngby, handlet dagligvarer og spiste frokost på terrassen med bedsterne.. Jeg har siddet på altanen med kaffe og en god bog om Paris, været nede at træne sammen med min mand, jeg har bagt en Quiche Lorraine, vasket tøj..

Den skønneste sommerdag; jeg bliver så glad, når solen skinner OG det samtidig er dejlig varmt. I morgen er det slut. Efterår.

Når solen skinner de næste 6-7 måneder er det enten frostvejr eller bare pivkoldt. Jeg er ikke fan, og jeg er ikke klar.

Lige nu møder kulden varmen lige over mit hoved, sommeren møder – om ikke vinteren – så i hvert fald efteråret med et brag lige over huset her. Jeg er ikke klar til vinter. Har jeg allerede nævnt det en gang?

Jeg tager gerne en uge, to .. eller hvad med en måned med 29-30C.

Mens andre elsker forår pga de lysegrønne blade og efteråret fordi det er så smukt med de gule blade, så er jeg bare mere sommer-typen.

God 30C sommer og sol hver dag – det er lige mig. Det er jo ikke for varmt på en dag som i dag; det er netop i sådan et vejr, at jeg får allermest fra hånden, fordi jeg bliver så glad i låget af at blive svedet lidt i varmen. Jeg får så meget energi og overskud til at fikse alt muligt. Alt virker muligt og sjovt og let. Det er derfor sommer – og i år er det særligt sommer i august, som er lige mig ❤️

Jeg vil ikke have, at det slutter 🥺