Så blev træet tændt!

Efter en hektisk uge nåede vi frem til juletræstænding. Det er tradition, at vi mødes ved det lokale juletræ og ser det blive tændt, hvorefter vi går på den lokale kinesiske restaurant.

I år var det en pivkold men smuk aften. Juletræet blev tændt i den blå time, der var julemusik og en brandbil.

Nu er det endelig jul igen ❤️

610 pærer på altanen / slut på en møgdag

Det er vores skyld, hvis der ikke lander fly i Kastrup, og de ved en fejl tror, at landingsbanen er her hos os. Efter jeg satte lyskæde #3 op på altanen her til aften er vi oppe på præcis 610 lyspærer på altanen!

Det lyser gevaldigt op i landskabet – og hvis man er dét humør kan kæderne blinke i takt eller i utakt. De har 6 mere eller mindre aggressive lysmønstre lige fra hidsig stroboskopagtig blinken til blid ned- og optoning. Jeg er dog mest fan af den ikke-blinkende version 😅

Møgdag med (500) lyspunkter

Dagen i dag var vanvittig. Jeg lagde sidste hånd på min præsentation sent i aftes, og jeg præsenterede fra 9:30-13. Isoleret set var der lagt op til en god dag, jeg var klar (omend lidt stresset), for det er noget, jeg holder af.

Men vi havde den dårligste start på dagen, hvor vi skændtes, det gik for langsomt og ja, vi burde være blevet hjemme og bare have krammet hinanden. Jeg følte mig helt nøgen og sårbar, da jeg trådte ind ad døren på kontoret.

Jeg gik i et møde med mig selv for at få ro på efter modellen: Gå væk, slip opgaven, træk vejret dybt.Det lykkedes over al forventning, og det gik fint med den første præsentation. Men midt i præsentation #2 ringede telefonen 2 gange.

Jeg tog den i pausen, det var skolen. Vores søn var meget ked af det. Jeg talte lidt med ham; han kom i bedre humør, og jeg lovede at hente ham tidligt. Tilbage til præsentation #3 og 4.

Og så afsted mod toget. Jeg arbejdede hele vejen hjem, så koncentreret, at jeg kørte for langt med toget 🤭 Tilbage igen og op mod skolen.

Glemt nøgle

Jeg havde glemt nøglen hjem til, så vi gik på Lagkagehuset og sad og snakkede. Jeg med en flat white og han med en snegl. Han fortalte om sin dag, og vi synkroniserede igen ❤️

Han er min store, kloge og følsomme dreng. Det var fantastisk at sidde der med ham. Han er så stor, jeg fatter det nærmest ikke ❤️

Suppe med bræksmag

Min søde mand lavede lækker fyldig tyrkisk landsuppe til os. Han havde snittet grøntsager, champignon og det løse. Jeg foreslog noget fond fra køleren til at spice suppen op med. Nogle gange skal jeg afholde mig fra den slags (eller sortere ud i køleskabet).

Fonden var for gammel og fik hele suppen til at lugte af sur bræk – og hvad værre var; suppen smagte også af bræk!

Ud med den! Ind med pasta med pesto – ungens yndlingsret. Win win!

Det, jeg lærte i dag:

  • Ikke anvende gammel fond
  • Gå væk, slip opgaven, træk vejret virker – gør det også derhjemme om morgenen!
  • Det er bare et job, det er ikke personligt!
  • Det er vinter, og vores søn trives lige så lidt som jeg gør, så forvent ikke lette morgener
  • En dårlig start må ikke farve hele dagen. Husk at gå over på den grønne bane – og ta’ familien med!
  • 500 lyspærer – mon det er nok?

Juleforberedelseskickoff

Vi har tager hul på juleforberedelserne. I går hentede vi kasserne med julepynt i kælderen.

Vi har købt en superfin lidt girly adventskrans, sød gravpynt til min mors grav og ikke mindst en lyskæde til altanen med 200 lys og 6 mere eller mindre hektiske blink-mønstre hos vores favoritjulepusher, Lidl.

Før man kaster julepynt ud over det hele, bør man høre rent, og det gjorde vi i går. Så nåede vi bare ikke så meget længere, før vi løb tør for weekend. I ugens løb må vi få åbnet kasserne og jule lidt. Vi når det nok, skønt dagene er korte 😅

Damebladene er fyldt med fine kreative adventskranse – og det er Lidl også. I mange år lavede jeg selv adventskransen, men der er så mange andre ting, jeg hellere vil bruge mit krudt på, så adventskransen har jeg valgt at outsource til Lidl 😃

Girly Adventskrans

4 1/2 times søvn = zombie

Jeg fik 4 1/2 times søvn, kun 62% søvnkvalitet, fortalte min søvntracker mig, da vækkeuret ringede onsdag 5:35. Jeg var rimelig bombet allerede da jeg vågnede.

Jeg kæmpede for at holde mig vågen i toget ved at læse nogle af de 104 mails, jeg havde modtaget, mens jeg var til møde i Schweiz dagen forinden.

(det med mails er et battle, jeg aldrig vinder – jeg har ikke været nede på nul ulæste mails i et lille år nu. Omkring 30 ulæste er hverdag. Mit nye nulpunkt 😝)

Da jeg skulle af toget ved min station stod jeg klar – men toget stoppede bare ikke. Det jernede lige forbi min station og de næstfølgende stationer.

Oookay, hej Ishøj! Nå, jeg hoppede på det første bedste tog i modsatte retning. Som jernede lige forbi min station.

Oookay, denne gang prioriterede jeg at stille skarpt på de små bogstaver, der piler forbi under ruteskiltet. Jeg fandt frem til et bumletog og endte omsider det rette sted, 1/2 time senere end forventet.

Al den togkørsel gjorde mig ikke just friskere, og jeg kæmpede med træthed og ringe koncentrationsevne resten af dagen.

Jeg fungerer virkelig dårligt på så lidt søvn; det er meget tankevækkende. Udover at tage det forkerte tog to (!) gange, så snakkede jeg sort, og formulerede mig generelt dårligere end normalt. I mails glemte jeg ord i sætninger, jeg glemte at vedhæfte filer, den slags. Jeg var meget lettere at distrahere, og jeg havde svært ved at koncentrere mig i larmen på vores kontor. Udover det havde jeg en nærmest ubændig trang til sove, slik, chips, cola, kaffe …

Nej, jeg kan ikke længere udskyde søvn og sove, når jeg bliver gammel. Jeg kan ikke holde til arbejdsdage, der starter 4:30 og slutter 1:30. Det kunne jeg, da jeg var ung, men nu .. nul.

Den ene lange dag og efterfølgende korte nat påvirkede mig resten af ugen. Jeg er faktisk overrasket over hvor meget det betød. Det er altså vildt, at manglende søvn påvirker så meget.

Nu er det fredag, og selvom jeg har haft to nætter med rimelig god søvn, så har jeg (også i dag) været træt, gnaven og kort for hovedet sidst på dagen. Her til aften var jeg grydeklar klokken 21. Jeg er SÅ træt!

Så, ja, det koster på overskudskontoen, sådan en lille tur 😳

Smukkeste mad 😍

Det er lige mig denne her type brunch, og på en hæslig, mørk og hæslig mandag mindes jeg det fineste og gladeste måltid i går.

Jeg valgte den veganske brunch plus et æg på toppen: Avocado på ristet rugbrød med spicy sweet potato-hummus, en superfood bowl med bl.a. lækker tofu, bund af quinoa, toppet med syltede rødløg, samt en cremet lækker frugt- og chiagrød med kokosflager og friske hind- og brombær.

Uhmmmmm…

Besøg Naturtørst 🌱❤️

Schweiz tur-retur

Sidder på vej hjem i toget efter en tur til Schweiz, uden rigtig at have været i Schweiz.

Jeg var til et godt heldagsmøde, og ja, så ser man ikke så forfærdelig meget andet end skønne kolleger, fede lufthavne og lidt fra taxaen.

Det var en lang dag; op 4:30, afsted med det første tog – og jeg var hjemme lidt før midnat. Møde fra 9:30 til 18. Jeg glæder mig til at komme i seng 😅

Til frokost var vi på en virkelig lækker sushirestaurant, der havde dumpling soup. Og da det var frostvejr var det det oplagte valg 🍜

Jeg nåede ikke rigtig at tage billeder – andet end af min frokost; en skøn spicy varmende suppe med lækre saftige dumplings ved navn Hot Eduardo 😍

Hot Eduardo 🍜

Jeg så ikke så meget andet af Schweiz end lufthavn, kontor, et par blå sporvogne og en munk der ventede på sporvognen. Jeg troede først, at det var en trendy mand i brun nederdel og vinterfrakke – indtil jeg så, at han også havde et reb bundet om livet ..

I lufthavnen var der et gigajuletræ pyntet med (plastic)diamanter fra Tiffany’s… Jeg eeeelsker glimtende store overdådige juletræer, og det her var så fint glimtende og glitrende.

I lufthavnen kunne man købe masser af pivdyre schweizerure og tonsvis af schweizisk chokolade .. men udvalget af mad var pivringe. Jeg fik mig en pretzel og en cola. En frisk knasende salt pretzel 😘

Blingblingjuletræ 🎄 Victorinox lommeknive.

Jeg brugte lang tid på at udvælge den chokolade, jeg skulle have med hjem. Det blev to gange Toblerone og to chokolade Victorinox lommeknive. Dem skulle jeg have købt mange flere af. De var fyldt med lækker nougat.

Chokoladekniv købt i lufthavnen 😍

4 timer og 38 minutters søvn er lige i underkanten for mig. Da vækkeuret ringede var jeg bombet. Men det er ok, jeg kan mærke, at det her bliver en kort dag i dag. Jeg har noget søvn at indhente i nat 😘

En kuffert i Berlin

For efterhånden længe siden i foråret var vi til foredrag med Lykke Friis omkring hendes (dengang) nye bog ” En kuffert i Berlin”. Foredraget var fantastisk!

Lykke Friis startede med at forklare hvorfor bogen hedder “En kuffert i Berlin”. Det skyldes, at hun altid har haft en kuffert stående i Berlin – præcis som Marlene Dietrich synger om:

Ich hab noch einen Koffer in Berlin
Deswegen muß ich da nächstens wieder hin
Die Seligkeiten vergangener Zeiten
Sie sind alle immer noch in diesem kleinen Koffer

Eller på dansk:

Jeg har en kuffert i Berlin –
derfor er jeg nødt til at komme tilbage snart
Minderne fra lykkelige svundne dage
De findes stadig i denne lille kuffert

Det er præcis sådan vi har det! Vi har også altid en kuffert fuld af minder i Berlin.

Og derfor var det fuldstændig oplagt, at årets glaskugle ikke er en kugle – men en lille glaskuffert fyldt med minder fra Berlin ❤

Franske Gedechips

Jeg købte en pose Gedeostchips i Paris med hjem til hotellet en aften. Jeg elsker gedeost, og Frankrig er epicentret for gedeost. Jeg knappede posen op – OMG … det er verdens bedste chips.

Store riflede supersprøde kartoffelchips med cremet rig smag af gedeost med grillet espelette chili. Jøsses, de er perfekte!

Jeg købte en pose med hjem – og den nød jeg for mig selv i fredags. Ingen i min husholdning har nemlig lyst til at smage gedechipsene.

Mums, siger jeg bare 😍

Læs flere chips anmeldelser her 😍

Ro på – nu!

  • Jeg er lige nu midt en meget stressende periode på jobbet.
  • Jeg mærker næsten dagligt, at jeg rammer muren. Jeg har konstant for mange opgaver og for lidt tid. Jeg når ikke nok, fordybelse, kreativitet, analyse og overvejelser er der ikke tid. Ekspedere, levere, bum.
  • Jeg når dagligt dertil hvor det kører rundt – hvor jeg ikke får lukket en eneste opgave, men bliver afbrudt og starter på en ny. Når jeg lukker min pc, ligger der typisk en lille håndfuld mails, jeg er begyndt på i dagens løb, men ikke har fået sendt, fordi jeg blev afbrudt.
  • Jeg når også ofte dertil, hvor jeg tydeligt mærker, at jeg ikke længere arbejdet effektivt, fordi jeg ikke kan tænke klart, fordi vigtige hasteopgaver vælter ind over hinanden.
  • I den situation er det fristende at ‘klemme balderne sammen’ – men det er vigtigt at lade være. Når det er sådan, fjerner jeg mig fysisk fra opgaven. Jeg går væk, henter vand, går ud på bagtrappen, går til frokost, et eller andet.
  • At forlade en opgave fysisk virker. Kroppen tager over, jeg trækker vejret dybt, smalltalker med en kollega, hæver blikket og opdager at solen skinner/det regner etc. Hjernen fortsætter ubevidst, og løsningen kommer oftest af sig selv og uden besvær.
  • Det er mildt sagt genialt at gå væk fra opgaverne.
  • Jeg har 5 punkter, som jeg praktiserer:
    1. Træk vejret dybt
    2. Sørg for orden
    3. Gå væk
    4. Giv slip
    1. Sov godt

    Det virker 😅

    Newyorkerbyheart: Pebernødder a la Lagkagehuset

    Vi bager disse fantastiske pebernødder a la Lagkagehuset hvert eneste år. Det er en af vores familieklassikere, og vi bager dem gerne i November, så vi har dem til HELE julen. Jeg plejer at hente opskriften på Birthe Lynggaards blog Newyorkerbyheart.com, men linket virkede ikke, da jeg søgte det for et par uger siden 😦

    Nu har jeg fundet opskriften i mine papirer derhjemme, så hvis du søger den, er den nu her:

    Fantastiske pebernødder a la Lagkagehuset

    • 250 g smør
    • 250 g sukker
    • 1 tsk. stødt ingefær
    • 1 tsk. kanel
    • 1 tsk. hvid peber
    • 1 tsk. kardemomme
    • 1 tsk. bagepulver
    • 1 tsk. natron
    • 1 dl piskefløde
    • 500 g mel

    Smør og sukker piskes sammen med en el-mikser, til sukkeret er pisket godt ud. Piskefløden piskes i (laveste hastighed i starten!!). Bland krydderier, bagepulver og natron i melet og rør det så i dejen, til der fåes en nogenlunde fast dej. Ælt det sammen med hænderne. Tril dejen ud i pølser, ca. på tykkelse med en lillefinger. Skær dem i små stykker (ca. 1 cm.) lange og tryk dem let sammen i toppen. Sæt på bageplader – de flyder ikke meget ud, så de kan sættes nogenlunde tæt. Bages i ca. 10 minutter (kun ca. 7-8 minutter i min ovn ved almindelig varme) ved 200 grader, de skal ikke blive alt for brune og pas på at de ikke får for meget under bunden.

    Hver jul har vi tradition for at bage pebernødder efter Lagkagehusets opskrift – også i år. Som tiden dog går .. tak for de gode opskrifter, søde Birthe ❤️

    Oprindelig opskrift fra newyorkerbyheart.com /2007/12/fantastiske-pebernodder-a-la-lagkagehuset.html

    “Ih, hvor smager det godt – har du selv åbnet dåsen?”

    Aaah, endelig weekend .. den næsthårdeste uge er omme (næste uge bliver hårdere), og det er endelig weekend. I dag var jeg i bil, for vi skulle have vinterdæk på. Mens det skete sad jeg og nød en kop wiener melange og arbejdede.

    Bagefter hentede jeg både mand og barn fra henholdsvis job og sfo.

    Derefter dovnede jeg lidt derhjemme, og SÅ tog jeg mig sammen og tog til træning. Bagefter var jeg i Fakta for at finde noget mad. Der var ikke noget.

    Hjem i skabet, og dér allerbagest stod denne lille laksefarvede (!) dåse tun per pasta med arrabiata sauce. Den købte jeg i sommer i Italien, fordi den så spændende ud. Ja, sådan er jeg 🤪

    Da jeg åbnede dåsen så det overraskende lækkert ud med hele cherrytomater. Jeg hældte en sjat olie, der lå på toppen. Det var lækkert spicy og ikke super tunagtigt. Der er 40% tun, resten er arrabiatasauce – og jeg elsker Pasta arrabiata 😋

    Det smagte rigtig lækkert og slet ikke dåseagtigt. Eller for tunagtigt .. jeg har spist meget tun, da jeg var yngre som eftertræningssnack: tun rørt op med citron, rødløg, salt, peber, lidt græsk yoghurt og hårdt pisket æggehvide. Det er ikke noget, jeg kan anbefale som en kulinarisk oplevelse .. jeg har stort set ikke spist tun fra dåse siden 😝

    I øvrigt er det med mad på dåse faktisk smart. Hvis man kasserer dåsen korrekt, genanvendes den 100%. Det er da ret sejt ♻️

    Den urbane landmus

    I denne uge tester jeg tog og bus, i stedet for bil. Ja, jeg ved det. Det er noget af en cliffhanger 😂

    Nå, men på dag 2 er jeg stadig fan af den lange røde limousine. Og bus. Og i dag også metro.

    Jeg har bare lovet mig selv et par ting, hvis jeg skal overleve og ikke ende det forkerte sted:

    1) gå hen til lyskrydset i stedet for at sætte livet på spil ved at krydse dobbeltsporet landevej med stressede bilister. Der stod jeg og så 2 busser defilere forbi. 2 years later

    2) Læse bussens ruteskilt før jeg står på. Jeg endte i Ørestaden, ikke på Friheden station. Mindre detalje. Det betød ikke noget tidsmæssigt, og det var én på opleveren for en urban landmus som mig.

    3) Ikke stole blindt på rejseplanen. Forventet ankomst 18:17 var allerede fremme 18:07, og jeg var milimeter fra at fortsætte nordpå med toget.

    Cirka her fandt jeg ud af, at jeg var på en helt anden ø end forventet!

    Ved du ikke, hvor skøn du er?

    Måske har du læst et af mine tidligere indlæg om Sarah Connor.

    Min historie med Sarah Connor starter i bilen undervejs på Autobahn i sommeren 2015. Vi hørte flere gange hendes hitsingle ‘Wie schön du bist’ i radioen.

    Selvom hun synger på tysk, så var der bare noget, der ramte mig. Melodien er smuk, hun synger skidegodt, og hendes tekst ramte mig lige i hjertet. ‘Wie schön du bist’ er nemlig en sang, hun skrev til sin søn, der dengang var 11 år og gik gennem en svær periode.

    Jeg kender det. Jeg har det på samme måde med min søn. Kunne jeg skrive sange, så ville jeg gerne have skrevet denne sang til den skønneste dreng i verden.

    Se Wie schön du bist her ❤️

    Og her følger min oversættelse af sangen:

    Jublen er forlængst forbi, og dit hjerte er tungt som bly.

    Alle retter på dig og kritiserer dig. Du føler dig så alene og du ser så trist ud.

    Kom i mine arme, luk det ud

    Tro mig, jeg var, hvor du er nu, og jeg ved hvad det gør ved dig

    Men når du griner, så ser jeg det. Jeg ser dig, ser alle dine farver og dine ar, ser ind bag dine mure

    Ja, jeg ser dig

    Lyt ikke til det de siger

    Ved du det ikke?

    Hvor skøn du er!

    Jeg ser din stolthed og din vrede, dit store hjerte og dit løvemod

    Jeg elsker din måde at gå på, den måde du ser på mig på, når du lægger hovedet på skrå. Du ved altid hvor vi er.

    At jeg er dit hjem

    Og du ved, hvad det gør ved mig, når du nu griner

    Jeg ser dine farver og dine ar, ser ind bag dine mure

    Hvert punkt i dit ansigt er så perfekt, rent tilfældigt

    Der findes ikke noget bedre end dig

    Og jeg vil ha’ det hele med; alle bekymringerne og guldet

    Jeg har aldrig ønsket noget så højt

    Ved du det slet ikke?

    Hvor skøn du er!

    30 år siden murens fal

    Juni 1989 – første gang jeg var i Berlin. Mit foto af Brandenburger Tor fra Tiergarten.

    Jeg husker ikke hvor jeg var 9. November, da muren faldt. Jeg hørte formentlig musik og læste lektier på teenageværelset i Holte. Jeg var 17 år, gik i gymnasiet. Jeg tjekkede min dagbog i går – og ja, jeg var forkølet og forelsket og meget vred på mine forældre den aften.

    Dengang var der ikke et konstant nyhedsflow som i dag, så jeg har nok hørt om murens fald i radioen, mens jeg spiste morgenmad marmorcafébordet i køkkenet.

    Jeg var i Berlin i juni 1989 for første gang i mit liv, og det var en kæmpeoplevelse. Jeg vidste det ikke dengang, men dén rejse til Berlin endte med at blive min dannelsesrejse, politisk og personligt.

    I skolen havde jeg lært om Vesteuropa og om muren – den fede røde streg på landkortet var verdens ende.

    Det var som i Brødrene Løvehjerte; to separate verdener adskilt af en mur og onde mennesker. Her var der dog ingen løsning, der var masser af helte, men ingen af os troede reelt, at muren ville falde i vores livstid.

    Da jeg så muren i juni 1989, så vagterne og oplevede den effektive og totale adskillelse, blev jeg klar over, at de her mennesker var parate til hvad som helst.

    Jeg husker ingen glæde over murens fald i første omgang. Jeg frygtede verdens ende. Jeg troede, at vagterne og lederne i øst ville gå amok, og at løsningen ville blive en atombombe.

    Men intet skete, og billederne fra murens fald fortsatte med at strømme ind … altså, i nyhedsudsendelsen en gang om dagen og i avisen om morgenen. Billederne var fantastiske. Kun glade mennesker og eufori. Kunne det virkelig være sandt? Var der en ende på det endeløse?

    Et kig ind over muren fra udsigtstårn i Tiergarten – juni 1989

    Først i 90erne fandt jeg for alvor ud af hvor stort det var. I efteråret 90 besøgte jeg nogle tyske venner i Hamburg, og vi sad en aften og overvejede om vi skulle køre til Berlin eller Hamburg for at gå i byen. Vi grinede euforisk, mens vi blev rundtossede af øl og af al den frihed. Det var simpelthen FOR sindssygt og for vildt, at vi kunne køre hvorhen vi ville i Europa! Vi kunne vælge frit, der var ikke længere nogen grænser – !!

    Sommer i Berlin 2012

    Nytår i Berlin 2018/19

    God fest, Berlin – ville ønske jeg var der ❤️

    Gamle Ole!

    Det her indlæg skrev jeg i april. Jeg udgav det aldrig. Det føles meget personligt, og jeg er et andet sted i dag.

    …….

    Jeg er tæt på ‘gamle Ole’, når jeg springer på badevægten. Der var engang hvor der stod 65 hver morgen. Det var dengang jeg følte mig tyk.

    Nu kan jeg godt se på min tøjstørrelse (46) og på vægten, at jeg er tyk, men jeg følte mig faktisk ikke tyk. Datid.

    Lige indtil jeg fik en bemærkning omkring min vægt sidste sommer: “Det klæder dig, at du har tabt dig. Da jeg så dig i sommer var du bekymrende stor

    🐳

    Jeg lignede med andre ord en hval i sommer? WTF? Fed og forædt? Jeg kiggede tilbage på fotos fra den dag, og det slog mig hvor glad, jeg ser ud.

    Paradokset er, at jeg er langt mere usund og stresset nu, end jeg var lige efter sommerferien, hvor jeg var glad, rund, peberkagebrun og afslappet.

    Er der nogensinde nogen, der er blevet slank af at få at vide, at man er bekymrende stor?

    Hvad skal det til for? Jeg blev både vred og såret over bemærkningen, men jeg formåede at få sagt fra overfor det. Det er da noget mærkeligt noget, at min vægt og udseende er et debatemne.

    Spis gift

    Alligevel virker den dumme bemærkning som gift på mig. Min trøstespisning er nået nye højder siden da. I mange år har jeg ikke trøstespist. Nu spiser jeg alt, der ikke er hammer- og nagelfast, når jeg er stresset, træt eller frustreret.

    Det var ellers ikke længere min vægt, jeg bekymrede mig om, det var mere mit velbefindende. Men bemærkningen lyder som et ekko i mit hovede. Jeg hører slet ikke det kompliment, som kommentaren også indeholdt udover en svineren: at jeg ikke længere var så bekymrende stor som i sommer.

    Jeg stirrer på tallet på min vægt hver morgen, og det bliver ikke mindre af at blive nidstirret, skulle jeg hilse at sige.

    🐳

    Jeg er begyndt at gå ture i weekenden. 45 minutter ad gangen.

    Gå? Men er det ikke kedeligt og noget for gamle damer? Jo x2. Det er forholdsvis kedeligt, men så er det ikke værre. Naturen er smuk, jeg bliver glad i låget, klar i hovedet, og det føles dejligt i kroppen.

    Jeg ville hellere træne, men min krop siger fra. Jeg har inflammation i en slimsæk i hoften, som provokeres af koblingen i bilen. Og da jeg kører til job hver dag er det ikke en skade, jeg kan få til at gå væk. Det er værst de dage hvor jeg kører meget i kø, så jeg forsøger at styre udenom myldretiden om eftermiddagen.

    Jeg laver øvelser hver morgen i brusebadet og hver aften på gulvet. Det hjælper til at holde smerten på et tåleligt niveau. Jeg har fået blokader, ultralyd, akupunktur .. uden den store effekt. Det har været meget slemt, men nu halter jeg ikke længere, jeg har ikke længere ondt, hvergang jeg rejser mig, smerten er blevet til at holde ud.

    For det gør ondt hver dag, det jager og niver og føles som et sår, der springer op eller nok snarere som væv, der revner, når jeg belaster det forkert eller for meget ved fx at gå op ad bakke med lange skridt. Det forhindrer mig i at løbe og andre former for konditionstræning, for løb, hop og vægtbæring (fx at løfte vægte eller en tung pose) forværrer det. Når jeg cykler, får jeg tillige ondt i knæene. Heldigvis kan jeg gå, så det gør jeg.

    Efter mange år med alt for meget træning, for lidt restitution og et æresmedlemskab hos OA, så har jeg stadig lyst til at gi’ fanden i det og bare gi’ den gas med at træne og ignorere svaghed og smerte. Som vi sagde, når vi løftede vægte ‘smerte er svaghed, der forlader kroppen’. Jeg brændte mit lys i begge ender i flere år, og ja, nu er jeg 47 og der er så åbenbart en regning, der skal betales 😒