Sommerstorm & 18C

Her til morgen spiste vi ikke morgenmad på terrassen ligesom de andre morgener. Der blæste nemlig en strid sommerstorm fra sydvest, og det var overskyet. Temperaturen var faldet til 16-18C – ikke ligefrem det mest optimale sommerferievejr.

Da vi havde spist og surmulet over vejret, kørte vi til Nykøbing for at handle. Vi kiggede lidt på butikker og købte nogle lækre madder til frokost og kørte hjem igen.

Æggis og kartoffelmad 😋

Vi overvejer at køre til Gudmindrup strand senere for at bade. Men igen .. måske ikke, for vejret driller. Min mand lå ude i sommerstormen her efter frokost og blundede, indtil han blev vækket af en byge, der dog hurtigt blæste væk igen.

Det her føles ikke som rigtig sommerferie for mig. Det er så meget plan B. Det er normal dansk sommer, og normal dansk sommer er bare ikke særlig fedt. Vi skulle have været i Italien nu. Der er det 30C og småkage ☀️ lige nu, ikke sommerstorm og en chill factor, der føles som 14C.

Jeg sidder på terrassen i lange bukser og sweatshirt – og småfryser. Det føles snarere som en lun påskeferie i det tidlige forår end sommerferie. Eller efterårsferie med alt det blæsevejr.. Det er ikke det, jeg forstår ved sommerferie. Jeg er virkelig glad for, at vi skal til Italien i næste uge, så vi ikke spilder mere ferie end højst nødvendigt på dansk (s)ommer.

Men on a positive note; madderne var virkelig gode, og det er på sin vis også hyggeligt at sidde her på terrassen (som heldigvis er overdækket) og varme sig med en k-k-kop k-kaffe. Jeg har lavet nogle hyperlapsevideoer med skyerne, der jager hen over himlen og læst lidt i Gå-bogen af Bente Klarlund. Men varmt er det sgu ikke.

Fisk fra Rørvig & løbetur langs havet

Vi havde bestilt bord til fisk- og skaldyrsbuffet på Rørvig havn. Jeg var glad for, at jeg ‘kun’ havde spist en kartoffelmad på kroen til frokost.

De havde fuldstændig styr på Corona på stedet; når man skulle besøge buffeten, skulle man vaske hænder, spritte hænder og tage handsker på. Der var også pile på gulvet og god afstand mellem bordene.

Buffeten indeholdt Rørvig fisks must have signaturretter; fiskefrikadeller, fiskefilet, gravad laks og varmrøget laks. Det er deres speciale, især deres gravad laks er den bedste, jeg ved. Jeg spiste også en stak krabbekløer, som smagte fantastisk. Og så spiste jeg min egen vægt i stenbiderrogn med rødløg og fed creme fraiche. På grund af al den Corona virak fik vi aldrig købt stenbiderrogn i foråret – men nu kan vi hakke den af på listen 😋

Vi kørte hjemad i det fine vejr, og da vi kom til Ebbeløkke, havde det lige regnet. Vejen dampede i solen, og alt var vådt og glimtede i solen. På stakittet sad en smuk sommerfugl og tørrede sine vinger efter den pludselige lokale regnbyge.

Jeg var SÅ mæt og forspist, at jeg følte, at den bedste løsning måtte være en løbetur for at hjælpe mine arme tarme med fordøjelsen. Jeg løb derfor 1/2 times tid langs stranden med en mave, der føltes som om jeg havde spist en kampesten. Det var smukt vejr, havet var jadegrønt og viste tænder. Det blæste kraftigt, og skyerne jog afsted over himlen. Ude over Sjællands Odde var himlen kulsort – endnu en lokal regnbyge? Den ramte ikke mig 😝 Udover at være hårdt og dejligt, så hjalp løbeturen faktisk på fordøjelsen.

Minigolf & frokost på kroen i Rørvig

Søndag afbrød vi minigolfdysten pga det strålende danske sommervejr. Det regnede simpelthen alt for meget til at spille de resterende 9 huller. Vi blev tilbudt at spille færdig dagen efter. Virkelig god stil, selvom dansk møgvejr er udenfor minigolfmandens ansvarsområde.

Vi mødtes derfor igen mandag i flot blæsende lunt dansk sommervejr. Vi spillede færdig på den hyggelige gamle bane i Rørvig, overfor Rørvig Kro. Min mand var dagens vinder med kun 52 slag! Han kom på tavlen som dagens bedste! Min præstation var ujævn; et par hole in one, men langt de fleste baner brugte jeg 10 slag på 😝

Bagefter spiste vi en let frokost – den skulle være let for vi havde bord klokken 18 til fisk- og skaldyrsbuffet på havnen.

Jeg valgte en kartoffelmad og en rabarbersaft. Oh la la …begge dele var fantastiske! For 11 år siden holdt vi bryllup netop her på Rørvig Kro, og stedet er derfor helt særligt for os. Ejerne er altid så søde, og maden er altid helt fantastisk 😋

Bagefter kørte vi ud til vores venners sommerhus for at bade, hygge og drikke rosé på terrassen. Deres lejesommerhus lå ved fjorden og havde den mest fantastiske udsigt.

Ferie i Danmark – bagsiden af medaljen

Der var to gange i dag, hvor vi tænkte “gid f***** havde den danske sommer”

  1. Da vi spillede minigolf og forsøgte at ignorere, at det pisøsregnede og måtte afbryde midtvejs.
  2. Da vi spiste frokost under en markise på Rørvig havn pakket ind i tæpper i kold blæst og regnvejr.
Dér forsvandt sommeren for en stund?

Hot sommerferiestart, vandkantsburger & nederlag

Vi var fremme i sommerhuset præcis klokken 15:30. Det var vel 30C, solen skinnede – og sommerhuset var .. meget varmt!

Vi tømte bilen i stegende hede, tog op og handlede det mest nødvendige – og så greb vi tasken med badetøj og tog på stranden. Vandet havde den helt perfekte temperatur – det var dejlig varmt og lige til at lægge sig i. Vi svømmede længe og nød vandet.

Vi tog til Gudmindrup Strand og spiste en Haveje-burger. Mmmm… Jeg fik Special-burgeren med bl.a. chili mayo og røget chili; det er min favorit. Det er ikke just en genert burger 😋

Haveje Special

Da vi kom hjem sad vi udenfor på terrassen længe efter solen var gået ned. Det var vel 20-21C, aftenen var varm og lys. Vi spillede ludo på terrassen, og jeg tabte – øv!!!

Lang lørdag

Vi pakkede det meste i går, og vi var nede på puslepladsen og gøre bilen rent. De næste 3 uger er den vores faste base, så den skal være lækker og ren.

Vi har først sommerhuset fra 15:30 i dag, så vi skal først afsted klokken 14. Det er lidt øv på sådan en lækker hed dag hvor man burde kaste sig i Sejrøbugten klare vand. Måske kan vi nå det alligevel? Men så har vi masser af tid til at pakke det sidste, rydde op og gøre rent, så det er lækkert at komme hjem dagen før hverdagen begynder igen.

Vi har også nået at spise både morgenmad og frokost med bedstefar, som vi ikke ser den næste måneds tid. Men nu er vi utålmodige og vil SÅ gerne afsted!

Tillykke med huen!

“Fuck Corona, vi skal være stive!” Stod der på en af de studentervogne jeg så i dag. Det er et råd flere af os nok burde ta’ ind 🥂🍓🇩🇰

Jeg elsker studentervognene, larmen i gaderne og de glade ansigter – det minder mig om at være ung og have et hav af muligheder. En afgrund af frihed, som Bo Green Jensen kaldte en bog. Tillykke med huen derude!

Nyd jeres tid! Nyd hinanden og jeres frihed! Efter den værste tid kommer den bedste tid! Gi’ den gas – for en dag er det jer, der vinker til vognene med tårer i øjnene og ønsker, at man kunne være 19 for bare en dag ❤️🥳☀️

“Godt, at regeringen tillod studenterkørsel” siger vi til hinanden og ser fuldstændig bort fra det faktum, at det slet ikke er noget, en regering skal blande sig i. Men vi retter bare ind, går i takt og bliver glade for at få tilladelse til noget, der burde være en selvfølge. I min verden skal en regering ikke indgå i micromanagement af det enkelte individ. Det er et skråplan.

Ferie!

Drengen kom glad hjem og nynnede ferie-sangen. Han er ferieklar og er helt sikker på, at han ikke kommer til at savne skolen foreløbig. Kammeraterne vil han savne, men ikke skolen.

En og en er to og jorden den er flad.

Gorm den gamle var smed i Hobro.

Alt, hvad vi har lært,

alt det, der er så svært,

vil vi glemme, for ho’det skal ha’ ro.

Ferie, ferie, ferie,

slap nu af, du har fri og syng en glad melodi.

Op mod solen ler jeg,

den vil skinne til ferien er forbi.

Tag dit vækkeur og læg det i en spand,

kom så vand i til uret siger stop!

Gem din gamle pen,

for hvad vil du med den ?

Skal jeg si’ dig, hvad du skal skrive op ?

Ferie, ferie, ferie,

slap nu af, du har fri og syng en glad melodi.

Op mod solen ler jeg,

den vil skinne til ferien er forbi.

Springe over grøft og fiske i en å,

det er noget vi alle ka’ li’.

Ud og gå på græs og køre på et læs,

man får lyst til at summe som en bi.

Ferie, ferie, ferie,

slap nu af, du har fri og syng en glad melodi.

Op mod solen ler jeg,

den vil skinne til ferien er forbi.

Kig jer nu omkring, der er så mange ting,

som vi gerne sku’ nå at få set.

Vi ska’ lave skov

i mark og eng og skov,

for med pligter og skole er det sket.

Ferie, ferie, ferie,

slap nu af, du har fri og syng en glad melodi.

Op mod solen ler jeg,

den vil skinne til ferien er forbi.

– feriesangen af Ole Mortensen

Et smut til Århus

Jeg var et smut til Århus onsdag-torsdag. Det er A L T for længe siden sidst.

Jeg skal tilbage hertil – og familien skal med!

  • For vi skal i Den Gamle By og vise knægten alle de hyggelige huse og gader – også det fra vores barndom med Guldkorn på hylden
  • Vi skal se ARoS og Plakatmuseet – og gå en tur på Den Uendelige Bro
  • Bade på Den Permanente, hvis vejret er godt
  • Spise fransk på L’Estragon og gå en tur i Klosterstræde og Mejlgade
  • Nyde at der er noget så stemningsfyldt, smukt, levende og unikt som en å midt i en levende by
  • Ta’ fotos af havnen gennem Endless Connection
  • Shoppe i Salling og i de mange hyggelige butikker i byen
  • Vi boede på Ferdinand ved åen. Det perfekte udgangspunkt for at udforske Århus! Dejlig udsigt over Århus’ tage og domkirkens tårn ❤️

Ja, det var ikke en imponerende liste – for jeg kender ikke så meget til Århus. Endnu! Så hvis du har et Geheimtipp, så kast det gerne i en kommentar 🙏🏼

Midsommer

Så blev det midsommer. Dagene er så lange og lyse nu, at vi trækker mørklægningsgardinerne tæt sammen og skaber en kunstig mørk nat.

Skoleåret er slut om 2 dage, farvel til tredje klasse. Knægten ser kun fremad og vokser opad. Nu cykler han rundt med drengene i kvarteret og er væk hjemmefra i timevis. Han kommer hjem med gnistrende glade blå øjne og svedig hud. Så stor om dagen og så lille midt om natten. Han er et sommerbarn – om under en måned bliver han 11 år.

Sommerferien står for døren, og jeg glæder mig. På trods. Det bliver ferie med Corona i tankerne. Men vi vil hellere leve end gå rundt i frygt.

Der er 6 måneder til jul i dag. Vi så “Han, hun og drømmeslottet“, hvor Dick, Angel og deres skønne familie holdt jul på deres magiske slot i Frankrig (advarsel, du kommer i julehumør af at klikke på det link). Måske skulle man eksperimentere med de dér grillede østers med hvidløgs/urtesmør til jul? Og en juletræstamme 😋

Bare vi får en Coronafri jul, så er jeg glad 😍

Juni-listen

Med lidt medvind på cykelstien kan jeg stadig nå at publicere min juniliste i juni. Måske endda inden Skt. Hans. Håbede jeg – men det nåede jeg jo altså ikke 😀

Juni tjeklisten – alt dette har vi allerede nået:

  • I juni startede jeg på job igen med pænt tøj, pænt hår og høje hæle. Jeg var hos frisøren, farvede hår og støvede skuldrene på mine habitjakker af.
  • Det var fantastisk at være tilbage på job! Jeg nåede at være hjemme i 89 (NI-OG-FIRS!!) dage, før jeg på den 90. dag skulle tilbage på arbejde.
  • Jeg havde behov for noget resocialisering efter at have været isoleret så længe (man får jo en uvane eller to på et kvartal..).
  • Det tog mig få øjeblikke, så var den der; arbejdsglæden, kollegagensynsglæden og glæden over at have noget at stå op til.
  • Juni er også den måned, der slutter med, at vi tager på sommerferie, og det er stadig planen, men …
  • Jeg havde IKKE i min vildeste fantasi forestillet mig, at min mand og jeg skulle arrangere sommerferie om og om og om og om igen i juni måned.
  • Senest i sidste uge ændrede vi planer for fjerde gang på en måned. Nu stopper festen. og planen er klar: Ebbeløkke, Tyskland, Italien og Berlin. Fordømt .. så skal vi også have en vignet til Østrig (vi kører den vej til Italien) – vi kan købe den på nærmest alle tankstationer inden grænsen.
  • Jeg har for længst bestilt communitymasker til os alle tre. Min er en Magda Marbled Kufiya Mask fra Lala Berlin, hvor hele overskuddet går til NGO’er som Wildwasser Berlin (tysk pendant til Grevinde Danner stiftelsen) og Jugend notmail (tysk pendant til Børns Vilkår). Pga Corona’en er udsatte børn og kvinder endnu mere udsatte, hvorfor det er oplagt for mig at støtte disse formål. Sønnens communitymasker er sorte kattemasker med snude og knurhår på, og min mands masker er fra en online slipsebutik. Vi er klar!
  • I juni har jeg også gennemført mit 12 ugers løbeprogram – jeg har nu løbet i 12 uger, og jeg fortsætter med at løbe. Jeg kan nu løbe 32 minutter non stop, og det er virkelig en stor sejr! Jeg løber cirka 3,5 km på 32 minutter. Jeg synes faktisk, at jeg er sej!
  • I juni ville jeg også meget gerne nå ned på 85 kilo. Det går stille og roligt – nærmest en flad udvikling; men jeg har da tabt mig 6,7 kilo siden påske.
  • Med arbejdet har jeg været i Århus, og der har jeg ikke været i årevis. Det er virkelig pinligt, for jeg holder så meget af Århus (men mere af Berlin, og skal man vælge, så … ).
  • I starten af juni var der et par dejlige fridag, og rent vejrmæssigt har juni været smuk. Og nu endelig varm!
  • De sidste mange Coronadage brugte jeg meget tid på at gå ture, og jeg gik mellem 10-20 km om dagen. Der var nogle virkelig smukke dage – plus en enkelt morgen, hvor jeg sad i Vaseskjulet og puttede mig, mens regnen høvlede ned over Olsens Sø og skarvkolonien i en times tid.
  • Fejre midsommer & Skt Hans med gode venner. Dejligt, endelig at kunne socialisere ❤

Juni todolisten – alt dette skal vi nå i juni:

  • Vi skal på sommerferie ☀️🤩🥳
  • Jeg er i gang med at opdatere pakkelisten – den er a&o for at få det hele med!
  • Udover tøj & diverse til vores søn og jeg skal jeg se at få styr på sengetøj, håndklæder, badetøj/-håndklæder, håndsprit, lynlåsposer til opbevaring af masker (1 pr person pr dag), solcreme, myggebalsam, mad, skateboard, løbehjul og hjelm ..
  • Kigge på knægtens håbløse shortssituation – han har 3 par shorts til 3 uger ..
  • Sidst på ugen skal vi vaske tøj og pakke
  • Gøre rent i køleskab efter al maden er tømt ud
  • Pakke fødselsdagsgaver ind og forberede praktisk håndtering af 11 års fødselsdag dagen efter endt ferie
  • Ordne badeværelser og nice hele lejligheden, så der er dejligt at vende hjem
  • Hvem skal vande tomat- og agurkeplanten hver dag?
  • Melde knægten til SFK næste år. Han er vokset fra SFO!
  • Melde ham til E-sport og parkour
  • Ordne bil sammen med min mand – det må blive lørdag?
  • Lave nye ferieplaner – planen for turen til Bayern vil jeg arkivere til senere, og så skal vi have lavet en Ebbeløkke-plan, en Hannover-plan, en Würzburg-plan og en Berlin-plan …

Men for enden af måneden lander jeg i den ene af disse to solsenge:

Om kap med ræven

Fredag aften løb jeg først klokken 18 i håb om, at det var blevet lidt mindre lummert. Det var det bare slet ikke. Jeg skulle løbe 32 minutter, og sveden haglede allerede af mig, før jeg kom ud af døren! Det var skønt og helt fantastisk at løbe i den lumre, tordentunge, fugtige luft i mosen. Ingen andre var ude. Bare mig.

Jeg løb langs mosen, og pludselig opdagede jeg, at der løb en ræv foran mig. Den dalrede lige så stille afsted midt på stien 40-50 meter foran mig. Jeg satte farten op for bedre at kunne se den. Den stoppede op og kiggede bagud på mig og luntede videre. Den stoppede jævnligt op og så på mig – nærmest som for at se om jeg stadig var med. Lidt som om den tænkte ‘kom nu!’ 🦊

Den forsvandt i et spring ind det høje græs, da der kom en pige løbende mod os. Jeg så den ikke igen, men jeg var så glad for at have set den lille ræv 🦊 Det er noget helt særligt!

Min & rævens sti

Mette & Ulven

Hver eneste dag går Mette på engen og passer får. Det er hun rigtig god til, for fårene gør altid, hvad hun siger.

En dag råber hun “ULV! ULV!”, og alle folkene i landsbyen spæner ud for at hjælpe hende. Mette synes, at det er fedt, at hun kan få folk til at løbe så stærkt og hoppe så højt!

Men der er ingen ulv, så folkene går tilbage til landsbyen. De er knapt nok kommet tilbage i landsbyen, før de igen hører Mette råbe “ULV! ULV!”. Men de hopper ikke på hendes narrestreger igen.

– Den lille Mette & Ulven



Nye sommerferieplaner – version #4

  1. Plan 1) Oprindelig var sommerferieplanen, at vi skulle til Italien, Sydfrankrig og Berlin. Så ramte Corona’en, og regeringen udkom med deres rejsevejledning, så vi ikke med god samvittighed kunne rejse til hverken Italien, Sydfrankrig og Berlin. Takket være regeringens slingrekurs risikerer vi nu at miste alle pengene på vores aflyste forhåndsbetalte Frankrigsophold. Vi har pr i dag ikke længere en valid årsag til at aflyse opholdet. Vi har booket en anden ferie i den uge, fordi vi ikke måtte rejse til Frankrig – og nu må vi så godt alligevel. Tak for lort. Jeg håber bare på, at hotellet i Frankrig er så fleksible, at de går med til, at vi flytter ferien til næste sommer, mod at de beholder pengene i mellemtiden.
  2. Plan 2) Da Frankrig, Italien og Berlin var off limits lagde vi derfor en ny plan; en uge i Ebbeløkke efterfulgt af en tour de Tyskland – udenom de store byer, dog med et par endagsture til Berlin.
  3. Plan 3) Endnu en ny plan ser dagens lys, da rejsevejledningen ændres igen, så NU kan vi godt tage til Berlin alligevel (og andre byer i de få tilladte lande med mere end 750.000 indbyggere). Planen er nu: Ebbeløkke, tur de Tyskland og en uge i Berlin. Så langt så godt. Vi skal afsted om en uges tid, og det er jo rart at være i god tid (!) med ferieplanlægningen, særligt når vi skal holde os informeret omkring de forskellige landes regler omkring Corona.
  4. Plan 4) I dag åbner regeringen så op for rejser til lande med få smittede. Vi kan nu tage til både Italien og Frankrig. Der står IDIOTER i panden på os, for vi havde overhovedet ikke behøvet at ændre vores ferieplaner!! SE-RI-ØST!!? Der kom alligevel ingen ulv, selvom Mette brølede ULV!! Nå, men vi er jo superfleksible: Tour de Tyskland afkortes, og nu rejser vi til Ebbeløkke, Tyskland, Italien og Berlin, med masker og med alle de forholdsregler, vi ellers lever efter herhjemme.
  5. Plan 5) Kommt gar nicht im Frage. Vi kommer ikke til at lytte, hvis Mette igen hyler “ULV!! ULV!!”. Vi ændrer ikke vores sommerferieplaner igen.

Må jeg lige så stille henstille til, at man fremover ikke ændrer rejsevejledningen alt efter regeringens skiftende beslutninger, men udelukkende baserer rejsevejledningen på fakta? Det ville være dejligt. Det vil gøre rejsevejledningen troværdig, at den er faktabaseret – frem for at den er et udtryk for en politisk beslutning baseret på en fornemmelse. Mettes fornemmelse for ulve.

Wtf?? Om aflyst ferie og regeringens slingrekurs

Frankrig

Lytter med på spørgetime fra Folketinget og kan nu notere mig, at regeringen måske vil åbne grænserne mere til lande med et lavt smittetryk.

  • Betyder det, at vi kunne have rejst til Italien i slutningen af næste uge i stedet for Ebbeløkke?
  • Betyder det, at vi mister vores voucher til den aflyste ferie i Frankrig? For så kunne vi jo godt ta’ dertil. Nu har vi booket ferie i Tyskland i stedet og er blevet lovet en voucher til ferie i Frankrig næste år. Den har vi ikke krav på længere, hvis vi godt kan/må rejse.
  • Vi har hele tiden planlagt en uge i Berlin. Den holdt vi fast i trods rejsevejledningen om at undgå byer med mere end 750.000 indbyggere. Godt, at vi ikke aflyste det, for det er ændret, og nu er Berlin inde i varmen. Igen.

Jeg får simpelthen den STØRSTE nedsmeltning over den regerings slingrekurs!!!

Konklusionen er klar: Vi skulle have holdt fast i vores drømmeferie og have skidt det største hul i rejsevejledningen, da regeringen kom på banen for 2 uger siden. Det er SÅ useriøst, og ja, vi kommer ikke til at rette os efter regeringens vejledninger igen foreløbig.

ØV!!!

Aflyst ferie i Sydfrankrig 🥺