Ny CoVirkelighed dag 89 – status på Coronakiloene

I morgen vender jeg for alvor tilbage til hverdagen efter 89 dage med selvisolering, hjemmeskole, påskeferie, hjemmearbejde, løb, lange gåture i naturen, online kurser og onlinemøder. Det skal blive godt at få gang i en rigtig hverdag igen og få nogle inputs udefra.

Omvendt er det også svært. Når man går så længe hjemme, så mister man (jeg!) nogle social skills, tror jeg. Jeg er nervøs for at komme tilbage til hverdagen. Nervøs? Wtf? I går farvede jeg hår, og her til formiddag var jeg til frisøren og fik klippet ca. 10 cm fuglerede ud af mit hår. Det pyntede at komme af med Coronafrisuren! Jeg er klar, hverdag!

Farvel til Coronakiloene

Jeg har tabt mig 5,7 kilo i løbet af Corona timeout’en. Jeg startede med at tage 3,7 kilo på, og så vejede jeg 93,7 kilo. Så meget har jeg aldrig vejet før, så for mig var det simpelthen et wakeup-call.

Det har været en virkelig sej kamp at tabe de 5,7 kilo. Jeg har gået lange ture – cirka 10 km på alle hverdage og 10.000 skridt lør/søndag. Jeg løber 3x om ugen – nu løber jeg cirka 3 km hver gang. Jeg spiser Nupo til frokost til hverdag, når jeg er alene hjemme. Ærter er min favoritsnack, alt andet prøver jeg at holde på et minimum. Jeg tager lidt på hver weekend takket være morgenboller og rigtig frokost. De fleste uger når jeg at tabe det igen før næste weekend. Det er dog det samme kilo, jeg har kæmpet med i et par uger nu. Det mellem 89 og 88. Det vil ikke rigtig af…

Jeg ved ærligt talt ikke, om jeg kan holde vægten, når jeg begynder at arbejde igen. Jeg vil jo gerne tabe mig 8-10 kilo endnu, men jeg er lidt mismodig omkring det projekt. Jeg mærker tydeligt, at overgangsalderen er rundt om hjørnet (eller er den her?), og min forbrænding er braget fuldstændig i gulvet. Det, jeg har gjort tidligere, virker ikke længere for mig – nemlig at sænke kalorieindtaget og skrue op for motionen. Så .. ja, det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal stille op med ?

Den første turist i Europa

Jeg var ikke den største TV2 fan, og jeg regnede egentlig ikke med at det skulle ændre sig. Lige indtil i sidste uge, da jeg hørte “Den sidste turist i Europa”. Den ramte mig lige i hjertet. Gåsehud. Ordene, billederne, Steffen Brandts stemme .. Sangen beskriver Europas krise, og hvor vigtigt det er, at vi tager Europa seriøst og ikke for givet.

Vi kan ikke længere bare regne med, at Europa er et gensidigt forpligtende sammenhold. Europa er kendetegnet ved at være mange suveræne lande med store forskelligheder – og på trods af dette, ville vi hinanden efter krigen. Vi bøjede os mod hinanden, for vi så resultatet af det modsatte. Vi har brug for hinanden, og vi hænger sammen, fordi vi geografisk er så tæt. For mig er Europa uendelige muligheder, ikke en klods om benet.

Det er en gendigtning af en gammel sang fra 1948 af Mogens Dam, som blev sunget af den danske sangerinde Lulu Ziegler. “Den sidste turist i Europa” handlede oprindelig om Europa efter 2. verdenskrig, der lagde Europa i ruiner. Sangen handler om det håb, man nærede om, at Europa ville rejse sig af asken påny. Det tog som bekendt mange år, før jerntæppet faldt og Europa blev genforenet. I mellemtiden havde vi vænnet os til et Europa på 1/2 størrelse. Jeg voksede op med det.

Det ændrede sig for mit vedkommende i 90erne, da muren faldt. Jeg fik en tysk kæreste, og friheden var berusende. Vi kunne køre hvorhen vi ville. Vi kunne køre til Berlin og gå i byen, hvis vi ville! Vi var fuldstændig frie, vi kom fra Europa, talte godt nok forskellige sprog, men var ellers var vi ret ens.

Sangen udtrykker den følelse af at være europæer, som jeg fuldstændig kan identificere mig med. Den voksede i mig i 90erne og blev styrket i 1992, da vi sagde nej til Maastricht aftalen. Det var fuldstændig ufatteligt for mig, da det skete. Jeg var 20 år, og Europa var (og er) mit hjem. Jeg er dansk europæer. Det har ikke ændret sig.

Se videoen og lyt til ordene. Det tager 10 minutter. Gåsehud og tårer i øjnene, det lover jeg dig. Danmark og Europa er i krise. Klarer man sig bedst gennem en krise ved at stå alene? Jeg tvivler. Jeg mener, at Europa er værd at kæmpe for. Vi kan ikke tage det for givet, for vi hænger sammen uanset hvad. Intet land i Europa er en ø.

Vi rejser ud som nogle af de første turister i det nye Europa efter Coronaen. Vi har pligt til ikke at glemme Europas døde og støtte de overlevende. Det er samfundssind at rejse ud.

Præcis som mine bedsteforældre rejste gennem Europa efter krigen og var vidne til ødelæggelserne. Min mor var ikke engang 10 år, da hun så et Tyskland, der var fuldstændig ødelagt. De besøgte Ørnereden, og kørte bl.a. gennem Hamburg og München. Min morfar ville se det med sine egne øjne for at forstå omfanget.