Om kap med ræven

Fredag aften løb jeg først klokken 18 i håb om, at det var blevet lidt mindre lummert. Det var det bare slet ikke. Jeg skulle løbe 32 minutter, og sveden haglede allerede af mig, før jeg kom ud af døren! Det var skønt og helt fantastisk at løbe i den lumre, tordentunge, fugtige luft i mosen. Ingen andre var ude. Bare mig.

Jeg løb langs mosen, og pludselig opdagede jeg, at der løb en ræv foran mig. Den dalrede lige så stille afsted midt på stien 40-50 meter foran mig. Jeg satte farten op for bedre at kunne se den. Den stoppede op og kiggede bagud på mig og luntede videre. Den stoppede jævnligt op og så på mig – nærmest som for at se om jeg stadig var med. Lidt som om den tænkte ‘kom nu!’ 🦊

Den forsvandt i et spring ind det høje græs, da der kom en pige løbende mod os. Jeg så den ikke igen, men jeg var så glad for at have set den lille ræv 🦊 Det er noget helt særligt!

Min & rævens sti

Mette & Ulven

Hver eneste dag går Mette på engen og passer får. Det er hun rigtig god til, for fårene gør altid, hvad hun siger.

En dag råber hun “ULV! ULV!”, og alle folkene i landsbyen spæner ud for at hjælpe hende. Mette synes, at det er fedt, at hun kan få folk til at løbe så stærkt og hoppe så højt!

Men der er ingen ulv, så folkene går tilbage til landsbyen. De er knapt nok kommet tilbage i landsbyen, før de igen hører Mette råbe “ULV! ULV!”. Men de hopper ikke på hendes narrestreger igen.

– Den lille Mette & Ulven