Sommerstorm & 18C

Her til morgen spiste vi ikke morgenmad på terrassen ligesom de andre morgener. Der blæste nemlig en strid sommerstorm fra sydvest, og det var overskyet. Temperaturen var faldet til 16-18C – ikke ligefrem det mest optimale sommerferievejr.

Da vi havde spist og surmulet over vejret, kørte vi til Nykøbing for at handle. Vi kiggede lidt på butikker og købte nogle lækre madder til frokost og kørte hjem igen.

Æggis og kartoffelmad 😋

Vi overvejer at køre til Gudmindrup strand senere for at bade. Men igen .. måske ikke, for vejret driller. Min mand lå ude i sommerstormen her efter frokost og blundede, indtil han blev vækket af en byge, der dog hurtigt blæste væk igen.

Det her føles ikke som rigtig sommerferie for mig. Det er så meget plan B. Det er normal dansk sommer, og normal dansk sommer er bare ikke særlig fedt. Vi skulle have været i Italien nu. Der er det 30C og småkage ☀️ lige nu, ikke sommerstorm og en chill factor, der føles som 14C.

Jeg sidder på terrassen i lange bukser og sweatshirt – og småfryser. Det føles snarere som en lun påskeferie i det tidlige forår end sommerferie. Eller efterårsferie med alt det blæsevejr.. Det er ikke det, jeg forstår ved sommerferie. Jeg er virkelig glad for, at vi skal til Italien i næste uge, så vi ikke spilder mere ferie end højst nødvendigt på dansk (s)ommer.

Men on a positive note; madderne var virkelig gode, og det er på sin vis også hyggeligt at sidde her på terrassen (som heldigvis er overdækket) og varme sig med en k-k-kop k-kaffe. Jeg har lavet nogle hyperlapsevideoer med skyerne, der jager hen over himlen og læst lidt i Gå-bogen af Bente Klarlund. Men varmt er det sgu ikke.

Fisk fra Rørvig & løbetur langs havet

Vi havde bestilt bord til fisk- og skaldyrsbuffet på Rørvig havn. Jeg var glad for, at jeg ‘kun’ havde spist en kartoffelmad på kroen til frokost.

De havde fuldstændig styr på Corona på stedet; når man skulle besøge buffeten, skulle man vaske hænder, spritte hænder og tage handsker på. Der var også pile på gulvet og god afstand mellem bordene.

Buffeten indeholdt Rørvig fisks must have signaturretter; fiskefrikadeller, fiskefilet, gravad laks og varmrøget laks. Det er deres speciale, især deres gravad laks er den bedste, jeg ved. Jeg spiste også en stak krabbekløer, som smagte fantastisk. Og så spiste jeg min egen vægt i stenbiderrogn med rødløg og fed creme fraiche. På grund af al den Corona virak fik vi aldrig købt stenbiderrogn i foråret – men nu kan vi hakke den af på listen 😋

Vi kørte hjemad i det fine vejr, og da vi kom til Ebbeløkke, havde det lige regnet. Vejen dampede i solen, og alt var vådt og glimtede i solen. På stakittet sad en smuk sommerfugl og tørrede sine vinger efter den pludselige lokale regnbyge.

Jeg var SÅ mæt og forspist, at jeg følte, at den bedste løsning måtte være en løbetur for at hjælpe mine arme tarme med fordøjelsen. Jeg løb derfor 1/2 times tid langs stranden med en mave, der føltes som om jeg havde spist en kampesten. Det var smukt vejr, havet var jadegrønt og viste tænder. Det blæste kraftigt, og skyerne jog afsted over himlen. Ude over Sjællands Odde var himlen kulsort – endnu en lokal regnbyge? Den ramte ikke mig 😝 Udover at være hårdt og dejligt, så hjalp løbeturen faktisk på fordøjelsen.

Minigolf & frokost på kroen i Rørvig

Søndag afbrød vi minigolfdysten pga det strålende danske sommervejr. Det regnede simpelthen alt for meget til at spille de resterende 9 huller. Vi blev tilbudt at spille færdig dagen efter. Virkelig god stil, selvom dansk møgvejr er udenfor minigolfmandens ansvarsområde.

Vi mødtes derfor igen mandag i flot blæsende lunt dansk sommervejr. Vi spillede færdig på den hyggelige gamle bane i Rørvig, overfor Rørvig Kro. Min mand var dagens vinder med kun 52 slag! Han kom på tavlen som dagens bedste! Min præstation var ujævn; et par hole in one, men langt de fleste baner brugte jeg 10 slag på 😝

Bagefter spiste vi en let frokost – den skulle være let for vi havde bord klokken 18 til fisk- og skaldyrsbuffet på havnen.

Jeg valgte en kartoffelmad og en rabarbersaft. Oh la la …begge dele var fantastiske! For 11 år siden holdt vi bryllup netop her på Rørvig Kro, og stedet er derfor helt særligt for os. Ejerne er altid så søde, og maden er altid helt fantastisk 😋

Bagefter kørte vi ud til vores venners sommerhus for at bade, hygge og drikke rosé på terrassen. Deres lejesommerhus lå ved fjorden og havde den mest fantastiske udsigt.