Kender du Caprino Veronese? Det tænker jeg ikke, men hvis du kommer til Gardasøen er det værd at slå et smut forbi denne lille by øst for Gardasøen og nær Verona.
Caprino Veronese er en traditionel lille italiensk by omgivet af olivenlunde og vinmarker nordøst for Verona, i et smukt, grønt område, fyldt med vinranker. Det er her du møder Italien, her er aldrig nogen turister. Vi har ikke mødt nogen, de gange vi har været der. På byens pizzeria er der ikke noget engelsk eller tysk menukort, for det er de lokales pizzeria.
Der tales kun italiensk, og det er her, man mødes i Caprino Veronese på en varm sommeraften i juli. De unge piger mødes i en stor flok og kigger på de unge drenge, der kigger på piger. Der er flirt i luften, og de skal selvfølgelig ha’ pizza. Der leveres pizzaer i høje kasser med plads til 6 pizzaer. Der danses Tiktok-danse. Børnene leger på legepladsen, mens voksne spiser aftensmad ved havebordene.
Pizzeria Athene er det naturlige mødested i byen. Der er plads til alle, for det er en kæmpestor restaurant. Ved siden af ligger biblioteket i en forsømt bygning med en legeplads foran, og i bibliotekets have kan man sidde – eller direkte foran pizzeriaet. Man har udsigt til nogle huse, p-plads, store pinjetræer og cypresser, hvor cikaderne giver den gas – og bjergene i det fjerne. Velkommen til Italien, siger jeg bare.
At landsbyen flokkes her på en lun torsdag skyldes, at maden på Athene er vildt god. Og det er også derfor, vi er her ❤️
Vi spiste her for første gang sidste år, og det var fuldstændig lige så fantastisk mad. Det her er vores lokale, som vi gerne vil støtte og bevare. Heldigvis er vi ikke de eneste ❤️. Bortset fra masker, håndsprit og store skilte med Corona-guidelines på italiensk, så var alting som normalt på Athene.
Det var omgivelserne .. maden vender jeg tilbage til 😍