Forleden ramte den mig igen. Corona-tristessen.

Vi så nyheder, og der stod en mand fra udenrigsministeriet og slukkede for lande rundt om os, som en kræsen pige i “Dagens Mand”.

Lige dér mærkede jeg snerten af den dybe tristhed, som også var min gæst under nedlukningen. En helt særlig dyb tristesse med et klægt lag magtesløshed ovenpå.

Suk.

Vi har ikke nogen rejse planlagt, og det er usædvanligt for os. Der er efterårsferie om 7 uger, og der er 4 måneder til jul. Intet planlagt, og det nager mig.

“Where are you going?”

“Nowhere”

Det gælder om at sørge for afbestillingsforsikring, siger UM.

Sidste år holdt vi nytår hjemme for første gang i mange år. Det gør vi ikke igen. Holte er ikke Berlin. Vi var de eneste, der fyrede fyrværkeri af. En enkelt dame kiggede bebrejdende på os fra sin altan. På den anden side af søen, hvor de rige bor, var der masser af fyrværkeri. På vores side var der bare os.