Løbepause – skadet :(

Mine skønne løbeture. De har været en fantastisk hjælp til at holde humøret oppe. Jeg holder meget af mine mørke løbeture om morgenen, når det er helt stille og mørkt. Desværre er jeg blevet skadet og er nødt til at vente på, at det bliver bedre.

Skadet & løbepause

Fredag 9. Oktober fik jeg smerter i min venstre fod, mens jeg løb. Det var anderledes end noget, jeg har prøvet før, så jeg prøvede at gå lidt, så løb jeg lidt, og tilsidst måtte jeg bare konstatere, at det ikke var forbigående. Jeg havde ondt fra anklen og op ad forsiden af skinnebenet. Om mandagen prøvede jeg at løbe igen, men det var det samme; efter et par kilometer begyndte det igen. Jeg har ikke løbet siden.

Desværre kan jeg først få en tid 9. November (præcis 1 måned efter det skete) hos en fysioterapeut, der kan se på min skade – og forhåbentlig kan fortælle mig:

1) hvad det er
2) hvor længe jeg skal holde pause
3) hvordan jeg genoptræner og
4) hvordan jeg undgår samme rod igen

Status efter 3 uger

Nu har jeg snart holdt 3 ugers pause, og det går bedre. Smerterne på forsiden af skinnebenet dukker kun op, når jeg går ned ad trappe – samt på dage hvor jeg går meget (og når op på 10.000 skridt), men det er blevet bedre. Nu føles det som en forstuvet ankel. Det gør mest ondt på ydersiden af anklen, lige under knoglen. Men det er småting. SÅ ondt gør det ikke. På en skala fra 1-10, så ligger smerten på en 2’er.

Morgenløb

Hælspore

Jeg gik ud fra, at pausen også ville gavne min hælspore, som har været i kraftig bedring over de sidste 2 måneder.. Hælsporen var næsten gået væk i starten af oktober, men efter 3 ugers løbepause er den begyndt at krampe op om aftenen.

Måske hænger det sammen med, at jeg ikke laver mine hæløvelser længere. Dem lavede jeg nemlig, når jeg løb, men nu løber jeg jo ikke lige for tiden, og så glemmer jeg det. Jeg må prøve at huske at få lavet de øvelser, så min hælspore ikke forværres af min løbepause.

Nye løbesko

Før jeg blev skadet, havde jeg bestilt tid hos Løberen i Lyngby til et par nye løbesko, for jeg har en mistanke om, at mine løbesko ikke korrigerer min pronation særlig godt (jeg er både kalveknæet, har knæk-ankel og er platfodet). På Ipad’en i butikken så jeg hvordan jeg løber i mine gamle løbesko: Mine ankler vælter indad ved hvert eneste skridt. Så kan jeg bedre forstå, at senen på indersiden af foden/skinnebenet er presset – !! Jeg købte et par nye korrigerende løbesko fra Nike, og så besluttede jeg mig for at holde en træningspause. Når jeg så er skadesfri, har jeg nogle supergode løbesko at glæde mig til.

Den fyldte rygsæk

Den usynlige rygsæk på mine skuldre er tung. Jeg kan ikke se din, men jeg tror også, at du bærer rundt på ekstra vægt. Det gør vi vist alle sammen. Det er derfor, at vi snerrer af hinanden. Jeg er virkelig udmattet, og vinteren er ikke engang begyndt. Den usynlige byrde af usikkerhed ligger tykt over det hele. Hvornår bliver det bedre? Hvornår bliver en af os smittet?

Vi prøver at begrænse vores kontakter, holder os lidt mere for os selv, stikker albuen frem og smiler forlegent. Hvor længe endnu? Vi ser oftere vores naboer på trappen end vores familie. Knægten ser efterhånden kun sine venner i skolen. Ferierne er ikke som de plejer, vi drømmer om sol, varme og pool, om Berlin og julemarkeder. Vi har glædet os til nytår i Berlin i et år og til Thailand til foråret. Vi drømmer højt sammen om aftenen, og intet bliver rigtig til noget. Drømmene bliver tunge, og de finder plads i min rygsæk.

Vores store dreng finder sig tålmodigt i det hele; vasker og spritter hænder, så huden er helt ru, øm og sprukket. Han smører fedtcreme på, selvom han synes, at den er så klam. Han må lege med bestemte børn i skolen, og hans bedste ven er ikke i hans gruppe. Han gør sin plads rent i skolen flere gange hver dag. Han tager maske på, når han skal. Han accepterede tålmodigt, at hans fødselsdag blev aflyst, at han ikke fik særlig mange gaver, og at han ikke måtte dele ud i klassen. Der er ingen madgrupper, lejrskolen blev aflyst, og nu er halloween også en amputeret risikabel affære. Ingen halloweenskolefest, ingen julefest.. Gymnastik foregår udendørs uden omklædning og bad. Svømmeundervisningen i 4. klasse er foreløbig aflyst. Men han er så glad for sin SFK, også selvom han ikke må lege med sin bedste ven.

Selvom vi prøver, så er meget lidt som det plejer i hans liv. Han virker som om han er ok; online fælleskabet omkring Fortnite og Among Us er heldigvis stærkt. Men jeg eer bekymret over, at han skal leve med det her, og det det gør ved ham. Det er den største sten i min rygsæk, og den tungeste at bære.

Det skal jo fungere. Vi skal på indkøb, på arbejde, knægten skal i skole, til parkour og esport. Men vores sociale liv er sat på pause. Det vejer tungt på min ryg.

Trætheden ligger som en tyk kåbe over mig. Ansvar og bekymring. Begrænsninger. Rygsækken bliver bare tungere og tungere. Aflyste planer og drømme på stand by. Skulle vi ta’ væk i weekenden? Hvorhen? Hvor langt frem i tiden kan vi planlægge? Og hvorfor tænker jeg hele tiden på at rejse væk og ta’ på ferie, når intet er muligt? Også det bliver tungt og finder en plads på min ryg.

Det evindelige fokus på tallene, de skiftende og endda forkerte meldinger fra myndighederne. Mit eget myopiske fokus på andres adfærd. Min egen ligegyldighed og mangel på initiativ. Irritationen. Den vejer så tungt og bliver ikke mindre. Rygsækken er proppet nu.

Jeg prøver at give slip på den kæmpe byrde, jeg bærer på. Det gør du også. Jeg prøver at tage dagen, som den kommer. Når man ikke planlægger, bliver man ikke skuffet, blot initiativløs, irritabel og rastløs. Er det bedre? Spørg mig ikke, hvordan det går. Jeg bakser med min rygsæk, jeg går foroverbøjet.

8 måneder er gået nu, og det går det brølende røvhuls gang. Husk at vaske hænder. Husk spritten, og husk nu masken. Hold op med at lægge planer, parkér dine drømme, forvent intet, og du bliver ikke skuffet. Tænk ikke på fødselsdage og på jul og nytår. Og husk nu at lufte ud. Nej, jeg går i hi. Væk mig, når Coronaen er væk. Hvis vi alle går i hi, så går Coronaen væk. Køber du toiletpapir?

Ny lufthavn i Berlin – omsider!

13 år efter den planlagte åbningsdato åbner den nye lufthavn i Berlin for alvor på søndag. I går begyndte togene at køre, og stationen under lufthavnen blev indviet. Rent faktisk har togene kørt i årevis for at sikre udskiftning af luften i de lange øde jernbanetunneller.

Det var også i går, at SXF blev til BER – navneændringen fra Schönefeld til BER Berlin er i effekt med vinterflyveplanen. På lørdag lander 2 fly parallelt – et Lufthansa og et easyjet.

Fra 1. November er lufthavnen så i almindelig drift, og forhåbentlig sker det uden problemer.

8. November letter de sidste fly fra Tegel, og den gamle lufthavn takker af efter 72 begivenhedsrige år. Tegel blev bygget på bare 90 dage for at kunne effektuere Luftbroen, da Sovjet prøvede at blokere Vest-Berlin.

Det er et paradoks, at lufthavnen åbner nu, hvor Coronaen har Berlin allerhårdest i sit greb. Jeg glæder mig til, at verden igen åbner op, så vi kan hente vores kuffert ved bagagebåndet i BER og begive os ud på nye eventyr i skønne Berlin ❤

I virkeligheden er det jo sådan, at vi altid har en kuffert stående i Berlin, som Marlene Dietrich sang.

Ich hab noch einen Koffer in Berlin

Deswegen muß ich da nächstens wieder hin

Die Seligkeiten vergangener Zeiten

Sie sind alle immer noch in diesem kleinen Koffer drin

Marlene Dietrich

Næsten 21 år efter – når tiden nu er vigtig!

Næsten 21 år efter min mors død, er der kommet ny behandling af den type kræft hun døde af; småcellet lungekræft. Den mest dødelige type lungekræft. Dengang var det sådan, at efter 5 år var kun 5% fortsat i live, ikke helbredt.

På engelsk hedder det oat cell lung cancer, fordi der ikke er tale om én afgrænset svulst men en masse kræftsvulster, der ligner havregryn på en scanning. Det kan derfor ikke opereres ud, og det spreder sig lynhurtigt. Småcellet lungekræft har en kortere fordoblingstid, hurtigere vækst og tidligere udvikling af metastaser end storcellet lungekræft. Det er et forløb, der er kort, hårdt, aggressivt og som oftest dødeligt indenfor 1/2-2 år.

Min mor fik kemo, og det slog kræften ned, men den voksede eksplosivt tilbage efter hver kemo. Hun fik stråler for at slå kræften tilbage, da hun tilsidst ikke tålte mere kemo. I oktober stod det klart, at hun ville dø af det. Ikke engang 3 måneder senere døde hun.

Den nye medicin helbreder ikke, men giver 7 måneder længere at leve i. Min mor døde blot 10 måneder efter diagnosen, så 7 måneder ekstra havde betydet alverden. Hun havde fået foråret med, lidt af sommeren, og min fars 60 års fødselsdag. Måske havde hun nået at møde sin svigerdatter. Det havde været uvurderligt med den ekstra tid.

At sige farvel på 3 måneder er urimelig kort tid, og det har sat sig spor i vores liv. Det var som en granat midt i vores familie, og vi har ikke formået at hele vores familie efter det.

“Nye studier viser, at disse lungekræftpatienter opnår 7 måneder ekstra levetid. Det er uvurderlig lang tid for en uhelbredeligt syge lungekræftpatient og de pårørende. Så jeg er glad på patienternes vegne”

Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

Derfor gør det mig glad på andres vegne, at de kan få 7 måneder længere med deres mor eller far. For mig er det vigtigt, at vi bliver ved med at forske og blive bedre til at behandle. Derfor er jeg også på 21. år medlem af Kræftens Bekæmpelse. Det har der altid været plads til i mit budget ❤

Vintertid

Vintertiden begyndte i går. Nu forsvinder lyset for alvor, overskuddet dykker, modet vakler – og alt det sjove er som støvsuget ud af vores liv.

Vi sås med gode venner til brunch søndag morgen. Normalt spiser vi bare brunch sammen, snakker og det er så vanvittigt hyggeligt. Men i går gik vi en tur efter brunch for at undgå for tæt kontakt. Det endte med, at mørket var faldet på, da vi trillede hjem fra vores brunchaftale.

Det var fantastisk at gå, snakke og gå i den stille orange skov. Samtalerne i skoven bliver i skoven. I går kom vi tættere på hinanden end vi har været før. Måske tuner vi bedre ind på hinanden nu hvor vi er tæt på nærmest ingen mennesker. Jeg har slet ikke lyst til at gi’ slip på de solstrejf af socialt liv, som vores liv engang var så fulde af, men som nu er så sjældne. Måske værdsætter jeg det mere nu, fordi jeg trænger så hårdt til venskab, dybe samtaler og kram.

For jeg lider afsavn hver dag og har gjort det længe. Indeni mig bor tristessen nu lige under huden, for jeg får ikke lov at lytte til andre, leve mig ind i deres verden og være del af den. Jeg får ikke vendt mine tanker og bekymringer, de gror bare indeni mig og vokser vildt. Vi lever som satelitter, og det er ikke sundt. Vi retter blikket indad i stedet for udad, når vi er for meget alene. Fingeren skal ud af navlen, og min hånd skal gribe din!

Det var magisk i går. Det var som om Coronaen var væk, og alt var normalt for et øjeblik.

Det de andre gør ..

Op og ned. Så falder smittetallet. Festen vil ingen ende tage. NU går det den rigtige vej. Så stiger smittetallet igen. Det tal, vi alle stirrer os blinde på hver dag. Og nu går det kun stejlt opad som en skilift i Østrig.

Efter sommerens faldende kurve følte vi os sikre. Vi havde styr på det, og vi gjorde det rigtige. Nu indhenter virkeligheden os. Vi har ikke styr på en skid. Det her bliver den længste vinter ever. Jeg er SÅ træt af det. Grundtræt.

Det er det, man på svensk med et kraftfuldt ord vil kalde en baksmälla – et gevaldigt smæld, der rammer en efter festen. Det her føles som et gevaldigt smæld lige i sylten! SÅ mange nye smittede hver dag ..

Selvom jeg ligner mig selv og fungerer i hverdagen, så forvandler jeg mig tit til en person, jeg ikke selv kan holde ud. En smålig person, der nøje studerer, hvad andre gør. Jeg er ikke længere tålmodig med andres sløseri og hensynsløshed, og jeg kommer selv til at sløse og glemmer selv at vise hensyn.

Jeg er også træt af dem, der himler med øjnene, når man går i den forkerte side i Lyngby Storcenters gange. Jeg er træt af at høre folk sukke over ‘de andre’ og skære ansigter. Jeg er træt af dem, der er ligeglade og tager sig alle de friheder, de overhovedet kan. Fordi de indskrænker min og din frihed ved at være skideligeglade. Jeg er også misundelig på dem. Jeg er ikke bedre end dem, for jeg har også lyst til at skide det hele en lang march.

Jeg har fået nok af alle benægtelsesfortællingerne fra dem, der stadig nedvurderer og ignorerer fakta. Må jeg minde om, at videnskab ikke er en mening, og at regler og love ikke er til debat? Vi taler ikke om tro og teori her. Alligevel er vi mange, der lukker ørerne og parkerer fornuften. Jeg forstår det godt, for jeg har også fået nok. Jeg er ikke et hak bedre. Jeg forglemmer mig, går for tæt på, tager til fest, glemmer spritten.

Der er ingen, der holder af begrænsningerne, maskerne, afstanden, spritten, de evindelige blå skilte, pressemøderne … Jeg vil bevæge mig frit, jeg vil kramme, gi’ et fast håndtryk… Jeg vil glæde mig over at skulle til fest, i stedet for at være skidebekymret og ikke turde nyde det. Jeg vil selv bestemme, hvem jeg ser, og hvor mange vi er. Jeg gider denondehyleme ikke gå hjem klokken 22, når jeg endelig er inviteret ud, men jeg gør det.

Vi var berusede af sommerens positive effekt på Corona, og så gav vi nok slip lidt for tidligt. Vi nød det og glemte det hele for en tid. Vi mødtes på kryds og tværs i grupper, der var for store med for lille afstand. For det var jo bare én fest, og så én fødselsdag, og så var der lige det der middag med 6 venner og mødet med 10 kolleger … Vi vidste bedre, og nu får vi regningen. Og jeg gider ikke betale.

Vi leder allesammen efter smuthuller, så vi kan leve videre så normalt som muligt. Jeg kender ikke engang nogen, der har været syge, så hvad har det med mig at gøre?

Derfor sender jeg en tak til alle de andre. Dem, der ikke overholder reglerne, dem, der sjusker – og ja, også tak til dem, der fisker en brugt maske op af skraldespanden en sen nat i en brandert. Tak til dem, der tænkte “en gang er ingen gang”, og til dem, der tænkte “livet skal leves nu”. Med andre ord: Tak til os alle sammen, for hver især er vi de andre.

Hvis vi nu startede med at se hinanden i øjnene og til en start indser, at ingen af os bryder os om denne situation. Ingen af os trives, og det er derfor, at vi er frustrerede og vrede på hinanden. Vi gør hver især vores bedste, og indimellem smutter det for os alle sammen.

Bær over med din næste og gør dit bedste. Det rimer, og det er det eneste, vi kan gøre. Kun på den måde kommer vi igennem det her. Lort.

Julen er aflyst 😢

Vi vidste jo godt, at det bærer den vej, men jeg bliver alligevel helt vildt ked af det, når jeg læser, at julemarkedet på Gendarmenmarkt nu er aflyst. For mig er det julemarked selve essensen af julestemning. Men jeg ved godt, at det ser usandsynligt ud, at vi i år kommer til at fejre nytår i Berlin, som vi har drømt om i et helt år.

Vi plejer at købe 1 styk ‘årets julepynt’ hos Käthe Wohlfahrt, drikke Glühwein, spise grillpølser og Baumkuchen .. Det gør mig virkelig ked af det 😢

Kan nogen genstarte 2020?!

Julen er aflyst
Hvilken skulle jeg vælge, hvis jeg nu kunne komme til Berlin?
Vi har altid en kuffert stående i Berlin ❤

Veras Butik i Møgeltønder

Jeg har allerede nævnt Veras Butik i Møgeltønder. Den ligger på hjørnet i nr 11 nær Mormors lille café. Det er en lille hyggelig butik indrettet i en gammel købmandsbutik. Her er retroguld for alle pengene – her kan du købe alt fra din barndom (og din mors & mormors barndom): Bøger, legetøj, bøtter, plakater, glansbilleder, påklædningsdukker, postkort…

Det, jeg var allermest fristet til at købe var .. det hele: Stemningen, sollyset gennem ruden, alle de fantastiske gensyn fra min barndom. Der var så meget at kigge på i hele butikken. De lyserøde Puk-bøger fra min mors barndom med tegninger af Cristel. Mariekiks-dåsen fra 50’erne. Klippe-ud-og-folde-Karoline Koen fra 80’erne, som vi fik sammen med skolemælken. Den stod længe på mit børneværelse.

De gamle smukke Puk-bøger

I november vil jeg …

I november vil jeg …

  • planlægge nogens 50 års fø’s i december
  • jule for vildt derhjemme
  • sørge for mindst 1000 tændte pærer på altanen inden 1/12
  • drikke uhæmmet meget te
  • få min nattesøvn
  • brokke mig (lidt) mindre over Corona
  • tænde et urimeligt særligt stort antal stearinlys
  • lufte sod og andet luftbårent skidt ud flere gange om dagen
  • gå ture regelmæssigt i godt selskab
  • fange hver eneste solstråle, jeg kan
  • være bedre til at telefonere til venner og bekendte
  • sortere fotos til fotobøgerne
  • gøre julekortene færdige og bestille dem
  • starte på årets julebrev
  • lave fotokalendere
  • lave fødselsdagsinvitationer til 12 års fødselsdag i juli (ja, vi satser på at vi kan invitere 40 igen!)
  • finde julekasserne fra kælderen
  • pynte lejligheden til advent
  • bage det første batch pebernødder
  • starte med den første julepost
  • tænde juletræ ved Rådhuset
  • skrive ønskeliste
  • planlægge julegaver
Nyde de sidste gule blade & lune solstråler

Miniefterårsferie i Jylland

Vi havde kun ferie torsdag-fredag, så der skulle ferieres for hårdt igennem for at kompensere for den korte ferie. Det lykkedes! Jeg føler det som om jeg har været væk i en uge eller to, så meget har vi oplevet. Og det endda uden at rejse (særlig langt) væk!

Ugens højdepunkt var Tirpitz og Science Park på Als. Der kan man tale om at få en på opleveren! Andre muntre minder er det flade land, vadehavet, Vesterhavet, Nymindegab, Ringkøbing Fjord, Blåvandsfyret, Dybbøl Mølle & Banke …

Ugens nye favoritsteder tæller især Agerskov Kro, Mormors lille Café, Kaffesmeden og Esbjerg Street Food marked, som alle efterlod virkelig varme minder.

Ugens største overraskelse var Møgeltønder. Så hyggeligt og fint. Smukke gamle huse. Blomster. Fantastisk chokolade fra Fylla, lækre kager hos Mormor, og jeg er sikker på, at Slotskroen også serverer lækker mad. Der var nogle superfine antikvitetsforhandlere på hovedgaden. Den ene sælger disse skønne norske sweatre ❤️

Det bedste jeg har spist i ferien er rugbrødslagkagen hos mormor. Lige efter det kommer chokoladen fra Fylla Chokolade i Møgeltønder. Derefter kommer stjerneskuddet, rejecocktailen, den danske bøf og ikke mindst den boeuf bearnaise, som kom med salat, broccoli, gulerødder og både bagekartofler og pommes frites til.

Det bedste tidspunkt var aftenerne på hotelværelset. Os 3 i et rum. Ludo, læsning, snak før sengetid. Det fører mig frem til ugens største sejr – det var helt klart, da jeg vandt i Ludo 🙂

Det sjoveste øjeblik var nok, da jeg beskyldte min mand for at trække gardinerne forkert for på Hovborg Kro. Der kom nemlig lys ind. Meget lidt lys. Det var faktisk ikke hans skyld. Det var månen og gardinernes skyld, men min mand var nærmest 😀

Det mest eftertænksomme øjeblik var i Ribe Domkirke, hvor min mand fandt portrættet af tidligere biskop i Ribe Elisabeth Dons Christensen – “her er hun – det var hende, der begravede din mor?” Det var det. Det er nu mere end 20 år siden. Hun taler meget om ‘vendepunkter’ i livet.
At miste min mor var et af de vendepunkter, og for mig blev det endnu et vendepunkt at møde Elisabeth Dons Christensen og tale med hende om min mor, om sorgen over at miste hende, om kærlighedens pris, om kristendommen og om at finde tilbage til Gud. For 27-årige mig betød den samtale så meget ❤️

Ugens lavpunkt var at komme hjem. Vi var lige kommet så godt i gang med at opleve, at det var nitten at vende bilen mod øst og køre hjem. Hjem til tomt køleskab, madpakker og mandag .. Jeg blev meget træt i går i Lagkagehuset, da rugbrød var udsolgt, og endnu mere træt i Lidl, da laktosefri mælk var udsolgt.

Feriens største fristelse var da vi kun var 5 km fra Rossmann i Tyskland. Skulle vi snige os over grænsen og risikere bøde bare for at svælge i kosmetik og andre gode sager hos min tyske yndlingsskønhedspusher? Vi valgte at lade være, men jeg var virkelig fristet.

Feriens vildeste køb var en skøn oversize dynejakke i mørkeblå. Den var bare helt rigtig i vinden ude fra vest. Det bliver en kold vinter for jer andre, men jeg har min dynefrakke!

Feriens største risiko tog vi, da vi besøgte Veras Butik på Slotsgade 11 i Møgeltønder. Alt godt fra min, min mors og min mormors barndom. Jeg kunne have købt det hele!

Rugbrødslagkage hos mormor i Møgeltønder

Vi drak eftermiddagskaffe hos mormor på hovedgaden i Møgeltønder. Den lille hyggelige café ligger midt på hovedgaden med toppede brosten i et lille stråtækt hus. De serverer kage, kaffe og mad. Vi kom lige til kaffetid. Og til kagetid 😅

Mormor var parat indenfor, og jeg fornemmede straks, at caféen er hendes hjertebarn. Den er hyggeligt og personligt indrettet med en masse spændende ting at kigge på – og man kan købe stort set det hele, hvis der er noget, der frister. De lave loftsbjælker gør det ud for en gæstebog, som gæster gennem tiden har skrevet på.

Man kan enten sidde udenfor i den hyggelige have – men vi fik bord indenfor i en af de hyggelige lavloftede stuer. Vi bestilte en kande kaffe, to stykker rugbrødslagkage og et stykke kringle til knægten.

Vi fik to velvoksne stykker brødtorte med solbærskum. Hold nu OP, den var god! Og med rugbrød, solbær og fløde så må den da være sund, right? Den var i hvert fald sund for sjælen, og vi fik prøvet en klassiker fra det sønderjyske kaffebord.

Brødtort aka rugbrødslagkage
Stilleben

Knægten valgte et stykke kringle. Jeg havde nær glemt hvor godt nybagt kringle smager! Min far bagte altid kringle til min fødselsdag med resten af marcipanen fra jul. Den var i stil med mormors. Mormors var bare lidt bedre (undskyld, far 😅).

Kringle
Mormors Lille Café

Som nævnt kan man købe nærmest alt indenfor, og det benyttede jeg mig af: Jeg købte to gamle flødeflasker med hjem; 1/5 liter og 1/10 liter i klar glas. De er så fine enten til mælk i kaffen eller til blomster – eller bare til pynt. De klare mælkeflasker udgik i 1959, hvor de blev erstattet af de brune mælkeflasker. I 1971 – blot 1 år før jeg blev født – blev mælkeflaskerne erstattet af mælkekartoner.

Gammelskov Batteri

På vej til morgenmad på hotellet i Agerskov faldt jeg over en brochure, som omtalte Gammelskov Batteri lige udenfor Agerskov. På billedet lignede det en bunker fra 2. Verdenskrig, men det er et batteri fra 1. Verdenskrig – det er altså over 100 år gammelt.

Men Danmark deltog jo ikke i 1. Verdenskrig, så hvorfor ligger der så et forsvarsværk fra den tid midt i Jylland? Batteriet i Gammelskov lå i Tyskland, da det blev bygget i 1917, og alle kanonerne pegede op mod Danmark. Tyskerne byggede nemlig 800 bunkere på tværs af Jylland for at forsvare sig mod englænderne. Efter sigende havde englænderne planer om at gå i land med 100.000 mand i Esbjerg for at erobre Kielerkanalen, så de kunne holde den tyske østersøflåde indespærret i Østersøen. Tyskerne udskrev krigsfanger til at bygge forsvarslinjen. Det siges, at mange døde under det hårde arbejde.

Englænderne gik aldrig i land i Esbjerg, så forsvarsværket kom aldrig i brug. Da Genforeningen fandt sted i 1920, stod der en komplet ubrugt forsvarslinje i på tværs af Sønderjylland med kanoner pegende den forkerte vej; nemlig nordpå mod det øvrige Danmark. Derfor sprængte man bl.a. batteriet ved Gammelskov i luften.

Vi kørte til den nærliggende p-plads. Bunkeren ligger 500 meter fra p-pladsen igennem en flot og vild skov. Først løvskov og siden helt tæt og mørk nåleskov. Der midt i skoven lå resterne af bunkerens betonvægge hulter til bulter. Vi gik en runde i den ene ende, og det var et imponerende syn. 100 år gammelt ..

Gammelskov batteri er det største anlæg i rækken. Man kan køre en tur langs anlæggene og kigge på de mere eller mindre velbevarede anlæg. Vi gik tilbage gennem skoven for at køre videre på vores tur gennem Jylland.

På tur til Tirpitz

I efterårsferien skulle man bestille billetter på forhånd, så det gjorde vi. Vi ankom ti minutter før vores tid klokken 11, og der var ikke særlig mange mennesker.

Vi gik ind, viste vores billet og fik hver en audioguide i hånden. Vi låste overtøj og tasker ind i et af de mange ledige skabe – og så startede vi med mine-udstillingen.

Audioguiden virkede ved, at man ‘scannede’ et symbol ved hver udstilling, og så kunne man lytte til historien. Jeg kan stærkt anbefale, at du medbringer dit eget headset, som kan tilsluttes. Det er nemmere end at gå med audio guiden ved øret.

Der er 5 udstillinger i Tirpitz. Udstillingen om minerne er forlænget til foråret 2021. De øvrige er faste udstillinger.

  • Livsfare! Miner!
  • Den skjulte vestkyst
  • Selve Tirpitzbunkeren
  • En hær af beton
  • Havets guld

Vi startede med at se udstillingen om miner, og det var en kæmpeoplevelse.

Livsfare! Miner!

Udstillingen om miner er grum, informativ og spændende. Der er angivet med piktogrammer, hvor der er oplevelser uegnede for børn under 12 år. Det er kun 2 steder, og resten af udstillingen er ok for en 11-årig.

Vores søn på 11 lyttede fascineret, og han gravede selv i sandet efter miner. Hans pind ramte lige ned i sølvtoppen. Vi talte om, at havde minen været ægte, så var den sprunget i luften og ham med. Når man pirker efter miner er det vigtigt, at man gør det forsigtigt og stikker skråt ned i sandet, så man rammer siden af minen.

Vi så også klip og kulisser fra filmen “Under sandet”, som handler om netop fjernelsen af de 2 millioner miner på danske strande. Rydningen blev foretaget af unge tyske krigsfanger. I krigens slutning blev teenagedrenge og krigsveteraner fra 1. verdenskrig udkommanderet til Volksstürm. De fik et lynkursus og så afsted i krig. Nogle af de overlevende blev tvunget til at finde og afmontere 2 millioner miner i sandet på danske strande.

Også i dag skaber efterladte miner store problemer for mennesker over hele jorden.

Det grå beton – udstilling om bunkere på vestkysten samt selve Tirpitzbunkeren

Atlantvolden – fuldstændig vanvittigt forsvarsværk på Europas vestkyst. Uanset hvor man befinder sig ved vestkysten er der ikke langt til en bunker. Tirpitzbunkeren blev påbegyndt så sent som i slutningen af 1944 og blev ikke helt færdig inden krigen var slut. Med 3,5 meter tykke vægge er den umulig at rive ned eller sprænge i luften. Så bunkeren lå bare der i klitterne ved Vesterhavet, indtil museet Tirpitz blev bygget ved siden af.

Nu kan man gå fra den nye museumsbygning direkte ind i den gamle bunkers mørke stille rum. Det er en stor bunker med højt til loftet og med mørke kroge og gange. Bunkeren skulle rumme en meget stor kanon, som dog aldrig nåede frem. Det er ret heftigt, at man så sent i krigen ufortrødent byggede så stor en kanonbunker. Jeg undrer mig dog lidt over placeringen – den ligger et godt stykke fra havet ?!

Udstillingen det grå beton om skæbner i skyggen af Atlantvolden handlede dels om de forskellige typer bunkere, der blev bygget. Lidt nørdet. Dels handler den om livet omkring bunkerne på vestkysten i det besatte Danmark. Personfortællinger genfortalt af skuespillere var superfine og gribende. Der var fx effekter og fotoalbums, der understøttede fortællingen om den danske piges møde med den tyske soldat.

Den skjulte vestkyst

Udstillingen Den Skjulte Vestkyst er en spændende tidsrejse gennem de seneste 20.000 år på vestkysten. Man kan gå ind i klitterne (bygget af træ) og opleve udvalgte øjeblikke. Der var historier om fjerne tiders bopladser, hvor man har ældgamle fund, der stammer fra Mellemøsten. Der er drabelige historier om skibsforlis, plyndringer, dødemandsbjerge, tsunamier og de første feriegæster.

Hver halve time bliver det ‘nat’ og på væggen vises en film, der viser de forskellige nedslag i vestkystens historie. Det var så fint, vores søn sad i redningsbåden i midten af udstillingen og var tryllebundet.

Vi kan klart anbefale Tirpitz. Også med børn. Audioguiden er let at bruge. Coronasikkerheden er bedst først på dagen, så book tid til klokken 11 eller tidligere. Et besøg tager små 3 timer.

Den eneste udstilling, vi ikke fandt super interessant var ravudstillingen. Det gjorde dog indtryk på vores søn – for han samlede orange sten senere på stranden 😅

Turen går til Birkerød

Jeg er opvokset i Bistrup, så jeg har tilbragt meget tid i Birkerød Hovedgaden. Da vi flyttede derfra og til min mand og jeg flyttede til Holte små 20 år senere var der sket en stor ændring. Finansgrisen kom lidt efter og spiste alle butikkerne. Hovedgaden har været død i flere år, men nu er der fede madsteder og mindst en superfed tøjbutik. Se links nederst 🙂

Flashback til firserne i Birkerød

Fra jeg var 1-13 år var lørdag formiddag det ugentlige højdepunkt. Der hoppede vi alle ind i Simca’en og tog til byen. Når vi sagde “byen” dengang, så mente vi Birkerød, nærmere bestemt Birkerød Hovedgade.

I hovedgaden lå dengang den supersmarte tøjbutik Zika, hvor jeg fik både Kawasaki sko, bløde sorte velourkinasko og blå plasticspænder. Skråt overfor lå Matas, hvor jeg købte min første lyserøde læbestift med perlemor plus en matchende øjenskygge fra Rimmel. Det var også her, jeg købte knaldblå mascara og ‘streg’, som vi kaldte eyeliner dengang.

På Birkerød Kro holdt vi min konfirmation, da jeg var 13 i 1985. Det var dengang, det stadig var en rigtig kro og ikke en kinarestaurant. Ved siden af lå Confetti som var den 80’er-hippe cafe med tunmousse på menuen. I dag ligger Cafe Alex samme sted og serverer Mousse au Thon. Some things never change in Birkerød 😉

Kaffebar & Bageri Ærligt i Birkerød

Vi tog til Birkerød på denne herlige efterårssøndag for at kigge nærmere på Ærligt, som er en nyåbnet kaffebar / bageri på Hovedgaden. Vi ventede i kø udenfor, og alle borde var optagede. Vi nøjedes med at købe en kop kaffe to go og begrænsede os med lidt besvær til en fænomenal brownie:

Ærligt serverer også morgenmad, og det skal vi helt sikkert tilbage og afprøve snarest muligt, for se lige her nogle godbidder:

I Birkerød er der på det seneste åbnet flere spændende (mad)steder:

  • Birkegrillen – jeg har hørt, at de laver supergode burgers, flæskestegssandwiches og så afholder de superfine arrangementer fx halloween skattejagt for ungerne i efterårsferien. Der ligger i øvrigt en fed legeplads tæt på, og der er også et par trampoliner lige udenfor Birkegrillen.
  • Byens Deli – god take away på en super central placering, nemlig i den gamle stationsbygning. Både p-plads og tog til døren!
  • Gastro 27 – det skulle være supergod mad, det ser lækkert ud, men vi har ikke prøvet det – endnu! Det er helt sikkert, at turen går til Birkerød igen 🙂
  • I hovedgaden ligger desuden områdets bedste Irma. Den er gigantisk, og den har HELE Irmas sortiment på virkelig god plads!
  • Der ligger også en helt skøn butik, som godt nok var lukket, men jeg spottede et par fede kjoler og sweaters i vinduet – tjek selv Vogelius ud!
  • Der er også mindst en virkelig god kinesisk restaurant – for år tilbage var Ming-Zhu ved Føtex den bedste, men jeg ved ikke, hvordan det ser ud i dag.
  • Ellers er der jævnligt koncerter og foredrag i Mantziusgården. Man kan spise en god menu i forbindelse med musikken på restauranten samme sted.
  • Vi har også være til tirsdagsmiddag på Mantziusgården – det var supergodt, men jeg ved ikke, om Corona tog livet af det?

Plan D: Turen går til Jylland – og vi GLÆDER os ❤️

Efterårsferien er lige om hjørnet, og alle vores ferieplaner er igen oppe i luften.

Turen går til Prag, Berlin, Stockholm, Jylland!

Vi har afbestilt Prag for længst pga stigende smittetryk, men Berlin er jo altid en god ide, så vi bestilte en forlænget weekend i Berlin. Kort efter lukkede tyskerne ned for danskere fra region Hovedstaden. Og nu stiger smitten i Berlin. Så overvejede vi Stockholm, for det virkede som det sikre kort – indtil i mandags. Nu tænker vi Jylland?

I aftes afbestilte vi så Berlin i næste uge. Bum. I stedet bookede vi to kroophold i Jylland i slutningen af næste uge. Det bliver SÅ godt og hyggeligt!

Vi skal bo på Hovborg Kro – vi har spist der mange gange, når vi har været i Legoland. Der er så hyggeligt, hjemligt og maden er som min mors, mormors og farmors; god, hjertelig og rigelig.

Vi skal også overnatte på Agerskov Kro, hvor min svigerfamilie har en lang historik. Det glæder jeg mig til at opleve og dele med vores søn. Han er noget nedbøjet over, at Berlin er aflyst – og Stockholm, for der var pool på hotellet! Men det her bliver godt, er jeg sikker på!