Lockdown endnu mere extended version ..

Pressemøde igenigen forleden. Håbede ydmygt på, at de små klasser kan komme tilbage på skolebænken. Men nej, intet nyt dér, for de regner stadig på det. Seriøst?

Alt andet skal (fortsat) være lukket til og med min fødselsdag på vinterens sidste dag, 28. februar.

Min mand har fået anden vaccine og er færdigvaccineret. Imens lider jeg af vaccinemisundelse. Jeg gad bare godt at have den i blodet, så jeg ikke behøver at være bange for at smitte andre og selv blive smittet.

Jeg vænner mig aldrig til denne nye virkelighed med alle dens regler og forbehold. I dag spankulerede jeg gennem hele Lidl flere gange uden ansigtsmaske, før jeg pludselig opdagede, at den manglede på mit ansigt. Hvordan kan jeg glemme det!?

Det gik fint ned at huske mundbind i sommer

Livstegn fra lockdown #2 Ingen skærmskam her!

Hvor skal jeg starte? Her er jo liv. Eller måske er det snarere eksistens? For ordet liv antyder noget livligt a’la det, der foregår i en myretue. Sådan er det (heller) ikke her. Vi eksisterer, får det bedste ud af dagene, men venter egentlig bare på, at tiden går, og ‘det’ bliver bedre.

Photo by Julia M Cameron on Pexels.com

I store træk kører det med hjemmeskolen mellem 8 og 14 hver dag. Vi håber, at knægten lærer det, han skal, men det er ikke det vigtige for os lige nu. Trivsel er vigtigst. Han glæder sig usigelig meget til at komme i skole igen og lege med sine venner. Hans sociale liv er fuldstændig lagt ned, for der går uger mellem, at han ser en jævnaldrende irl. Sådan er det, når der ikke er nogle søskende.

Han kommer ikke særlig tit udenfor, men det er i virkeligheden ikke så forskelligt fra os andre. Vi stæser jo heller ikke rundt på villavejene i regn, slud og mørke. Det ville ellers pynte at kunne blogge om al vores aktivitet 😉

Til gengæld lider vi ikke af skærmskam her hos os. Jeg har bemærket det ret meget på TV og på blogs på det seneste. Forældre, der skærmskammer sig på deres børns vegne – og tit også på deres egne vegne. Frem med den nihalede og så basher mange sig selv på ryggen, for “jeg burde jo ikke sidde så meget med den skærm …” For nogle er det skamfuldt, når man selv og/eller ens børn er på skærm hele dagen i skolen PLUS mere eller mindre resten af dagen i fritiden.

Hvorfor mon skærme er så syltet ind i skam? Jeg skal ikke kloge mig på hvorfor, men jeg kan tilvejebringe, at her hos os er der ingen skærmskam. Det er helt bevidst.

Vi er mere online end normalt, mere på mobiler, mere på Mac/gamerpc, vi streamer mere, ser mere flow-TV, vi læser bøger analogt og på Mofibo. Det er, som det er, og det er helt okay.

For det er ekstraordinære tider nu. Det er ikke nu, at vi vælger at fastholde dogmer og principper og ihærdigt forsøger at lave en paladsrevolution. Vi skal ikke læsse mere ovenpå Coronaens frustrerende dynd. Det handler om, at vi skal helskindet igennem, især mentalt. Det handler om at finde en vej, der fungerer for os. Vi går efter at holde fokus på trivsel og søger at minimere risikoen for frustration, konflikter og problemer. Situationen er frustrerende nok i forvejen.

Jeg ser det som vores vigtigste opgave at fokusere på at sejle sikkert igennem et svært farvand. Ude på den anden side er der smult vande og godt vejr. Der skal vi hen. Det betyder, at her og nu skal vi holde sammen, og det skal være rart og hyggeligt. Vi gør alle vores bedste i en presset tid. Uden skam. Sådan får vi bedst hverdagen til at fungere.

Nede i klubben ..

Clubhouse er det nyeste skud på stammen af sociale medier. Og jeg har en svaghed for sociale medier, og jeg er SÅ nysgerrig! Så da jeg læste om Clubhouse, tænkte jeg – yay, det er lige mig. Jeg tiggede mig til en invite (!) og kom ind i klubben sent lørdag aften.

For det er sådan, det er. Man skal inviteres, og når man så kommer ind, har man to invites at gøre godt med. Jeg takkede hende, der inviterede mig ved at invitere hendes kollega.

Clubhouse er et talested. Ikke chat som så mange andre steder, i stedet taler du med andre om relevante emner. Eller i mit tilfælde; lytter til de andres indlæg i debatten.

Lige nu er det lidt en smart hemmelig klub af firstmovers. Og så mig på en lytter. De andre er allerede travlt beskæftiget med at tale derinde, for det er det, det handler om: at tale, lytte og diskutere .. I Clubhouse er der ingen billeder, ingen videoer og ingen chat. I stedet åbner du et rum eller slutter dig til et rum, hvor der foregår en slags live podcast, hvor der diskuteres populære emner. Du vælger selv, om du vil være med på en lytter, eller om du vil række hånden op og be’ om ordet.

Du kan integrere de programlagte live talks direkte i din kalender, så når du finder en, du må deltage i, så dukker der en reminder op i din kalender, når den starter. Og så klikker du dig bare ind på app’en. Det er ret smart.

Jeg glæder mig til, at der kommer flere europæere og gerne flere danskere på. Lige nu følger alle danskere mere eller mindre hinanden, for vi er ikke så mange endnu. Jeg har lyttet lidt til forskellige amerikanske politiske debatter blandt mennesker, jeg vil vurdere til at være almindelige amerikanere. Det er interessant og anderledes.

Jeg er ikke blæst helt bagover af begejstring over konceptet, men det kommer nok, når der kommer flere klubber, der interesserer mig.

På kælkebakken

I løbet af ugen smelter sneen, og derfor skyndte vi os at grave kælkene frem fra kælderens dyb og kastede dem i bilen og satte kurs mod den nordvendte kælkebakke i Sorgenfri Slotspark. Der var fest og glade dage – og to meters afstand.

Man kan ikke sige, at der var meget sne, men der var godt iset, og kælken fik godt med fart på. Det var SÅ sjovt! Knægtens indeblege kinder blev pink, og hans blå øjne strålede som stjerner. Det var så sjovt! Vi kunne være fortsat i timevis.

Bohemian Hörner Schlitte alias bøhmisk trækælk 😀

Efter 5-6 års pause kom vores helt særlige bøhmiske trækælk omsider ud på pisten igen. Det var den, jeg spottede i Berlin og siden var så heldig at finde på dba for 6 år siden! Den er simpelthen fantastisk!

Bobslæden er til gengæld for lille. Især til mig – men med knæene godt oppe om ørerne lykkedes det mig faktisk at folde mig nok sammen til at kunne køre i den – og kæntre 😀

Vores helt særlige bøhmiske trækælk er dog langt mere komfortabel – og hurtigere. Da jeg nærmest fløj forover af den, fordi den stoppede meget brat på grusstien for fødderne af en jævnaldrende kvinde med hund, kiggede hun overbærende på mig. Jeg kan kun sige, at det absolut ikke er sidste gang, jeg har været ude at kælke – hvis der ellers kommer sne! Det er hyleskægt! Hvornår har du sidst kælket?

Knægten på den bøhmiske trækælk og jeg foldet godt sammen på den blå bobslæde 😀

Det er altid mørkest før daggry

Det er altid mørkest før daggry, skriver Laura Ingalls Wilder. Det betyder ikke blot, at natten er mørkest lige før solen står op. Det betyder også, at når alt er lort, så kan det være, at det lysner om lidt. Laura skriver sådan i bogen ‘Det lille hus ved floden’.

Hendes senere bog “Den lange vinter” handler om de trængsler, ensomhed og den sult, som mange pionerfamilier var udsat for under den hårdeste vinter i USAs historie i 1881. Pionererne boede i små ensomt beliggende barakker nær små prærielandsbyer, som var helt afhængige af forsyninger via jernbanen. Vinteren var så hård og lang, at jernbanen ikke kunne komme gennem snemasserne i et halvt år. Ingen mad, intet brænde, intet lys.

Da jeg var barn, syntes jeg, at den bog var den kedeligste og mest langtrukne i hele serien af Laura-bøgerne, som jeg ellers elsker højt. Lige nu vil jeg sige, at det er den mest relevante og aktuelle. Den giver mig ballast til at stå Corona igennem.

Hvad kan vi lære af Laura? At det er mørkest før daggry. Med andre ord: Det bliver lyst igen. Solen står altid op. Vi er nødt til at sænke blikket, fokusere på hverdagen, vores kære, det nære og nuet for at bevare roen og overskuddet. For hver dag der går, er vi tættere på enden af Corona – men også på livet. Derfor synes jeg, at vi skal prøve at fylde dagene med de glæder, vi trods alt har. Lauras far spillede violin, indtil hans forfrosne fingre ikke kunne mere, hvorefter de sang i mørket.

Vi er nødt til at acceptere vilkårene lige nu. Indrømmet – det er den del, jeg har sværest ved. Jeg har ingen tålmodighed. Min hjerne er fast beskæftiget med at udtænke udveje og hænger fast i alt det, vi misser, og alt det, vi ikke kan. Det bliver jeg simpelthen så udkørt og humørforladt af. Jeg bliver også bekymret for om vores ferieplaner bliver til noget, og dét er simpelthen en regulær dræber for min livsglæde og optimisme.

Så minder jeg mig selv om, at jeg skal sænke blikket, kigge på det nære og kære – og få hverdagen til at blive god og så munter som muligt. For det er altid mørkest lige før daggry ❤

The Darkest Hour Is Just Before Dawn

Laura Ingalls Wilder, Det Lille Hus ved Floden

Extended version – Corona lockdown #2

Vi vidste det egentlig godt, men i går blev det officielt; Corona lockdown og hjemmeskole til 7. Februar. Hele 3 … T R E uger endnu 🥺

I vores nabolande går det ikke meget bedre. Angela Merkel sagde det i klartekst i går, at hvis de ikke forlænger lockdown i Tyskland, vil incidensen være tidoblet til påske pga den engelske mutation. Det er det, vi kigger på. Tallene fra især London og Irland er heftige. Så det er, som det er. Et f##king vilkår.

Dyb indånding .. og så fortælle knægten, at han må holde ud 3 uger endnu. Det ramte ham. Han er enebarn, og hjemmeskole er enormt ensomt, selvom han er online med sine drenge. Han glæder sig til at komme tilbage til hverdagen.

Han sagde, at han ville ønske, at han kunne resette 4. klasse. Han vil gerne ta’ 4. klasse en gang til, når det her er forbi. Altså, med alle hans venner og lærere. Det er helt i tråd med andre unge, som også er demotiverede og ønsker at starte forfra på deres uddannelse. Det niver …

Vi ønsker alle sammen, at ungerne kan komme tilbage til skolen, til deres venner, til livet … Så vi kniber balderne sammen herhjemme og holder os for os selv, så længe det er nødvendigt.

( – og ja, de siger 3 uger endnu, men jeg tror, at knægten tidligst er tilbage i (nød)skole efter vinterferien. Måske bliver det efter påske. Dét håber jeg virkelig ikke .. )

Sænk ambitionsniveauet

Det føles angstprovokerende og kontroversielt i en verden af perfektionister at slå ud med armene og ganske enkelt sænke ambitionerne. Men det er det eneste rigtige for os i en situation som denne: Coronaramt hjemmeskole kombineret med lockdown, tyndslidte forældre toppet med fuldtidsarbejde. Jeg har indgået en aftale med min indre chief whip om at sænke ambitionsniveauet.

Learning fra hjemmeskole i lockdown #1

Min erfaring fra første lockdown er, at i takt med at jeg sænkede ambitionerne, gled arbejdet og hjemmeskolen bedre. Trivslen steg og jo mere lærte vores søn, samtidig med at jeg faktisk fik arbejdet. Det med indlæringen er i øvrigt et faktum, for det blev undersøgt; vores søns klasse ligger lidt over niveau med 3. klasser tidligere år. Selvom de altså var i hjemmeskole i en måneds tid og derefter fik nødundervisning resten af skoleåret.

Hjemmeskole oveni en Coronaramt hverdag er lidt som at lave en julemiddag mit alles hver eneste dag .. det ville jeg jo aldrig byde hverken min familie eller mig selv

Det svarer nogenlunde til at lave en julemiddag hver dag. Der er fuld fart på alle blus, og hverken rødkål, brune kartofler, sauce, and eller flæskesteg må futte af. Det er nok grunden til, at det kun er jul én gang om året. Hvis det var jul hver dag, ville vi automatisk sænke ambitionsniveauet. Vi ville ikke lave mad en hel dag hver dag .. og da slet ikke på 4 blus og i 2 ovne på samme tid.

Så hvorfor er det så lige, at jeg alligevel tænkte, at det var det, jeg havde tænkt mig at gøre? Jeg kan ikke engang multitaske! Intet bliver særlig godt, når jeg laver flere ting på en gang. Min erfaring fra lockdown #1 i marts er, at ingen trives særlig godt, for vores hjem blev et minefelt fyldt med mine frustrationer, dårlige samvittighed og underskud. Normalt når man har en dårlig dag, går man hjem og slapper af og lader op. Men der er man jo allerede. I værste fald kan der ske det, at hjemmet ophører med at være et hjem, men bliver skole/arbejdsplads/kampplads. Not good.

Hjemmeskole med mor? .. nej, ellers tak, du gamle!

Heldigvis nedlagde vores søn veto. På årets første skoledag bad han os holde os væk, fordi vi er pinlige, og fordi han ikke har brug for os. Jeg havde ellers forberedt mig på at arbejde hjemmefra side om side med ham ved spisebordet, men NUL! Det nægtede han. Jeg var skeptisk og mistroisk og lurede på ham. En 11-årig digital native i 4. klasse alene hjemme med hjemmeskole ..?

Jeg har fuldstændig undervurderet ham. Han styrer selv tjek-ind til timer, tid i break out rooms med arbejdsgrupper, dialog med læreren, frokostpause… Han kender klassereglerne på Teams, forstår at række hånden op, osv. Han kører Teams via Ipad eller sin gamer pc.

Takket være skolen, lærerne og dygtige unger er det muligt

Det geniale er nemlig, at skolen uddannede ungerne i at anvende Teams allerede i efteråret, da de kunne se skriften på væggen. Det er intet mindre end genialt. Ungerne arbejder i app’s, som de kender fra skolen, og som allerede er installerede og testede.

Forældreengagement er ikke nødvendigt, vi er simpelthen blevet faset ud – præcis som det skal være i 4. klasse. JA – jeg har sendt ros til knægtens lærere – de er verdensklasse ❤

Status på hjemmeskole uge 1

Status efter en uge er, at knægten deltager i alle sine timer, han får læst, får løst opgaver både alene og i grupper. Han er del af sin klasse, han er social. Han har sine drenge, sit team og et formål hver dag. Han er i dialog med sine lærere. Han oplever, at vi tror på ham. Stoler på, at han gør det, han skal – og at vi tror på, at han kan.

For mig er det vigtig læring for ham. Det er (også)det, det handler om. Og det gør, at vi nu begge går på arbejde, og han hjemmeskoler sig selv derhjemme. For nu er det okay. To uger går nok. Men vi glæder os til at komme ud på den anden side ❤

Nåja, det er også vigtig læring for mig 😀

Januarlisten

Så er vi igang med den første hverdag i den første uge i det nye år. Aldrig har et år set så lovende ud, aldrig har forventningerne været så høje og aldrig har et år underleveret så kraftigt. I hvert fald på de 4 første dage. Men det skal nok komme. Det bliver bedre. Det er jeg sikker på!

Jeg er ikke den store januar-fan, så jeg har generelt ikke store forventninger til januar. Det er et spørgsmål om overlevelse.

Medmindre vi altså kan rejse væk. Lige i dag, for et år siden, rejste vi til Gran Canaria. Med charterfly til all inclusive buffet, pool og solskin. Det var før verden gik af lave. Hold nu kæft, det var godt! Og det bliver det igen!

(det er anden gang, jeg skriver det – jeg prøver virkelig at overbevise mig selv om at det bliver godt igen. For det gør det!)

I januar i år har vi – af gode grunde – ikke nogen planer. Vi holder os for os selv, og selvom vi prøver, så er det svært at holde modet oppe. Men al den afstand er en investering i oplevelser senere hen.. I januar vil jeg gå en ekstra mil for at …

  • få hjemmearbejdspladsen til at fungere bedst muligt sammen med hjemmeskolen på Teams.
  • droppe hjemmearbejdspladsen efter krav fra knægten
  • ringe kold kanvas, selvom jeg hellere vil køres over. Det er sådan, jeg får kunder, så det er nødvendigt. Jeg KAN godt, og jeg gør det, selvom alle mulige andre aktiviteter er meget mere tillokkende. Hvis du ikke selv har prøvet at ringe kold kanvas, så vil jeg bare sige dig, at det er svært. Respektfuldt shout out til telesælgere herfra!
  • få hjemmeskolen til at fungere uden gråd, skænderier og tænders gnidslen. Det skal være sjovt og hyggeligt at lære, og så er det meget muligt, at det ikke er i dette kvartal, at indlæringen topper. Det går nok.
  • indse at i 4. klasse skal mor ikke blande sig. Mor skal gå på arbejde.
  • spise mine D-vitaminer hver dag for at undgå at gå for meget i sort. Har du set de nye anbefalinger for indtag af D-vitamin? Fødevarestyrelsen anbefaler nu, at alle tager et tilskud af D-vitamin i vinterhalvåret. Vi har gjort det i årevis. Det er så godt.
  • fralægge mig alle julens uvaner. Jeg er konstant slik- og saltsyg. Jeg bliver sulten inden klokken 10 nu, for mavesækken har været vant til rigelig god mad.
  • tabe de samme 3 kilo, som jeg har tabt adskillige gange før.
  • lave mine øvelser hver anden dag. Måske kan jeg komme af med smerterne i mine hæle, svang, ankler, skinneben og venstre hofte?
  • krydse fingre for, at vi får knækket kurven, så biografer, butikker, restauranter og caféer åbner igen meget snart. Så skal vi i bio, ud og spise og shoppe ❤
  • booke sommerferie i Sydfrankrig
  • drømme om & krydse fingre for, at vi kan ta’ flyveren til Berlin på min fødselsdag (28/2) og spise shakshuka på Spreegold, tjekke det nye slot ud, køre med den nye U-bahn, voldshoppe i Primark, nyde en kaffe hos Father Carpenter og spise dumplings på YumchaHeroes, før vi springer på flyveren hjem fra den nye BER ❤
  • læse lidt mere om barnets udvikling i 11 års alderen. Vi er nemlig midt i et præ-teenage-tigerspring, og det mærkes af og til tydeligt. Rart at vide, at det er normalt 😵
  • juble på sidelinien, når min mand, min far og mine svigerforældre bliver vaccineret. Selv lyder det til, at jeg skal smøge ærmet op inden sommeren er omme (jf pressemødet 5/1 😵 )
Photo by Olya Kobruseva on Pexels.com

Tilbage til hverdagen .. sort of!

Så vendte vi tilbage til hverdagen .. en slags hverdag med flere restriktioner og en ny runde hjemmeskole. Det er helt sikkert IKKE, hvad jeg ønskede mig til jul og slet ikke det, jeg håbede at begynde 2021 med 😀

hvordan går det med hjemmeskolen?

Knægten går jo i 4. klasse, og han er hidtil sluppet for hjemmeskole på Teams. Med andre ord, er han slet ikke trænet i at begå sig i et virtuelt klasselokale .. endnu da, for håbet er som bekendt lysegrønt!

Skolen startede i dag 12:15, og han nægtede at sidde sammen med mig (det er PIIINLIGT, mor!), der arbejder hjemme af samme årsag. Han efterlod sin egen Ipad og mobilen hos mig og forsvandt ind på sit værelse med skoleIpad’en.

Han dukkede op efter blot 10 minutter, midt i matematiktimen og spurgte: “Moar, må jeg lave popcorn? … nå, ikke” svarede han og grinede og forsvandt igen, da han så mit måbende fjæs.

Senere var vi nødt til at lukke døren til hans værelse, fordi han råbte så højt, og kammeraterne grinede, så det gjaldede gennem hytten. Jeg kiggede ind og forsøgte at få ham til at skrue ned for den højlydt entusiastiske tilgang til skolearbejdet (!). Ungerne lavede matematik i grupper. “HVOR MANGE PROCENT AF ELEVERNE ER SÅ TILBAGE I KLASSELOKALET?” var der en, der brølede. Jeg lukkede døren udefra. Svaret er: NUL procent.

Efter 1 1/2 time var skoledagen forbi, og jeg spurgte ham pædagogisk “hvad har du lært idag?” – “Intet!” svarede han begejstret og gik ind for at snakke (højlydt) videre med sine venner. Og så lavede han popcorn.

Jeg håber, at der er noget lærdom, der smitter af på ungens hjernebark. Og så krydser jeg fingre for, at det ikke kommer til at vare for længe … Det er på sin egen måde sjovt og skørt. Jeg har taget billeder til vores fotobog, for ingen vil om 20 år tro på, at det var sådan, at det var den 4. januar 2021. Vi vil fortrænge alt det her, når det engang er forbi. Så jeg accepterer dette vilkår og prøver at flyde med strømmen her. Det er forbigående, og så må vi indhente det senere. I mellemtiden vil vi prøve at få det bedste ud af det. Det er jo også en slags nytårsforsæt 😀

Det er ikke HELT sådan det foregår hjemme hos os!
Photo by Valery on Pexels.com
Vi er mere ovre i noget cirkusagtigt – og meget gerne med popcorn til!
Photo by Vidal Balielo Jr. on Pexels.com