I 1986 var isen på den nærliggende sø sikker i en hel måned. Det var den bedste måned i min barndom. Jeg skøjtede hver dag, og jeg fandt ud af, at jeg rent faktisk var god til noget sport. Sport var ellers forbundet med nederlag for mig indtil da, men når jeg skøjtede, fungerede min krop perfekt. Jeg faldt ikke over mine egne fødder eller knæ – at danse på skøjter var legende let og fantastisk.

Med den følelse i kroppen var jeg her – 35 år senere – fast besluttet på at stå på skøjter igen. Jeg lånte min venindes 40 år gamle meget slatne skøjter, ekviperede sønnen med et par Bauer ishockeyskøjter købt på Reshopper, pakkede en taske med varm chokolade, marshmellows og gifler – og SÅ satte vi kursen mod min barndoms sø.

Sønnen var hurtigt afsted, for han fangede lynhurtigt teknikken. Hans skøjter var perfekte til ham. De støttede hans ankler perfekt, og de var skarpt slebne. Wusj, afsted!

Jeg stod fint på skøjter. Jeg løb ikke ligefrem på skøjter. Jeg har nok udviklet mig til tilskuer 😅 Men jeg prøvede. Jeg skøjtede lige så stille rundt, fik fornemmelsen af det – og ønskede mig et par andre og mere stabile skøjter. Jeg strammede snørebåndene endnu mere for at stabilisere mine ankler – og prøvede igen. Det var lidt bedre, for så vrikkede mine ankler ikke helt så meget. Men efter kort tid gjorde mine fødder djævelsk ondt, jeg svedte af anstrengelse, og det var da også blevet tid til varm kakao med marshmellows på søbredden lige der i solen, hvor man kunne sidde med åben jakke ☕️

Men jeg gjorde det! Jeg stod på skøjter! Jeg slog mig ikke halvt fordærvet! Jeg kan godt! Og jeg ville kunne gøre det bedre med et par gode skøjter og masser af øvelse. Næste gang der er is på søerne, skal jeg have et par nye skøjter med mere støtte, ⛸