Jeg er træt for tiden. Rigtig træt. Corona fylder mit hoved, reducerer min båndbredde og ødelægger mine drømme. Uden drømme mister vi fremtiden. Det er kritisk.

Jeg synes, at tingene driller. Mest på job. Småting. Jeg gør mit bedste, men er jo ikke den bedste. Jeg er stadig ny i job, er ved at lære, og det er spændende, udfordrende og sjovt. Og svært.

Mine forventninger til mig selv er høje. Jeg kunne alt i mit gamle job, havde masser af erfaring og havde prøvet det meste.

Nu er jeg 49 år. For et år siden valgte jeg at starte forfra. Uheldigvis var det et nanosekund, inden CoVid19 ramte os. En helt ny situation, en kæmpe opbremsning, nyt job og en ny karrierevej.

Jeg skiftede fra marketing til rekruttering 11 dage før nedluk. Det er hårdt, spændende, frustrerende og fantastisk. Men mest hårdt lige nu. For min selvtillid.

Denne uge har ikke været den bedste, og jeg tvivler på mig selv. Kan jeg overhovedet noget? Jeg har brug for at gå i hi og slikke mine sår. Som jeg så selv kradser i, fordi jeg ikke har tålmodighed med mig selv. Jeg vil kunne min metier NU. Ikke om 5-10 sager eller om 1 år, men NU.

Hvor længe gik der, før jeg havde fod på marketing? 20 år? 25? Og der var stadig nye ting, der dukkede op. Så er det jo naivt at tro, at jeg kan rekruttering på 9 måneder. Ro på!

Fredag morgen

Vågnede op i morges med et rødt sviende øje, der løb i vand. Ethvert forsøg på at se bare nogenlunde frisk ud mislykkede fuldstændigt.

Jeg ringede til lægen og fik en tid 11:45. Fint, det er noteret. Jeg har egentlig ikke tid, men det er midt i frokosten. Lægen ringede klokken 11 og spurgte, hvor jeg blev af. Jeg trampede hårdere i pedalerne for at komme hurtigere frem.

Lægen kiggede på mit øje. Hun sagde ikke noget, kiggede igen og sagde ‘lige et øjeblik, jeg skal lige tale med en kollega’. Hun var væk i 5 minutter, hvor jeg overvejede hvad hulen hun mon havde fået øje på.

Hun kom tilbage og fortalte mig, at det formentlig er en rift på hornhinden. Jeg fik øjendråber, som jeg skal dryppe med 4x om dagen.

Jeg gik på apoteket, og så opdagede jeg, HVOR sindssygt belastende kombinationen af briller og mundbind er.

Endelig weekend!

Sidst på dagen var det endelig weekend. Jeg orker intet. Jeg er fladmast og glæder mig til at lande i sofaen og se de sidste afsnit af The Innocense Files. Superinteressant, uhyggeligt og skræmmende indblik i en del af det amerikanske samfund, man ikke ofte ser. Samfundets blinde øje.