Breaking point

Jeg vågnede i morges. Jeg har fri og alt er godt. Eller .. det er det jo ikke helt. Jeg vågnede op med tårer i øjenkrogene. For det er ad helvede til. Vi er fanget i et gyldent bur. Der bliver passet godt på os, men jeg vil hellere være fri og kunne rejse min vej ned til sol og varme med min familie.

Jeg er ked af det så dybt ind, at nærmest kun et gok i nødden kan overdøve det. Eller en rejse langt væk herfra.

Jeg kan ikke mere Corona nu. Stop. Tak. Corona har inficeret mit sind, fyldt vat i min hjerne og tårer i mine øjne, stjæler mit humør, tynger mit hjerte, forkorter min lunte, gør mig træt og tung.. og hver gang tester jeg negativ. Jeg ER SÅ skide-negativ 😅

Når vi om nogle år kigger tilbage, så var det et fåtal, der fik CoVid19 – men vi slæber alle rundt med langtidsvirkninger af den psykiske effekt. Jeg har aldrig haft det så dårligt som nu. Selv ikke da jeg var i sorg.

Jeg tænkte, at det måske var overgangsalderen, der var på vej, men det er mere end det. Mine dårlige humørdage følger ikke min cyklus. De er der bare.

Jeg er træt af, at det føles som om vores sommerferie hænger i en tynd tråd. Alle dårlige nyheder pustes op, og det er svært at bevare optimismen. Igen. Jeg orker ikke en sommer herhjemme i kulde og regn som sidste år. Vi afsted, men uden vaccine ser det lidt sort ud. Jeg hader det. Og ja, jeg prøver at tænke positivt. Vi har ingen plan b. Vi kører til Sydfrankrig – hvis vi må – om 43 dage.

Og så holder vi en kæmpe fest
Inviter alle vores venner
Står helt tæt sammen
Og skåler på at vi er sammen
Gamle og unge og store og små
Ingen skal være alene hjemme
Ved du hvad jeg drømmer om?
At du vækker mig og siger: ‘Det er forbi!’ “

– Sarah Connor, uddrag af Bye Bye
Ferie i Danmark