Status på styrketræning

Jeg vejer mig jo hver morgen, det har jeg altid gjort, og nu står jeg og glor på det samme tal hver eneste morgen. Jeg har tabt mig ca. 1 kilo. Det er skideflot. Altså, ikke-ironisk ment.

Selvom det er småt, så er det godt. Jeg er tilfreds. Jeg er i gang med at ommøblere min krop, og jeg forventer ikke noget lynhurtigt trylle-vægttab med denne metode. Faktisk havde jeg forventet, at min vægt ville stige med 2-3 kilo, så at jeg har tabt mig 1 kilo er 3-4 kilo bedre end forventet.

Det lyder som en virkelig dårlig plan det der, Gitte. Fra overvægtig til endnu mere overvægtig. Ja. Og nej. Hverken vægten eller BMI er særlig præcis rettesnore for min indsats.

Så .. hvad fanden har du gang i?

  • Hård styrketræning af de store muskelgrupper
  • Full body program 3x om ugen for at maksimere den forbrændende effekt
  • 3 minutters løb på løbebånd som opvarmning
  • Øget indtag af protein i form af kylling, kød, proteindrik, hytteost, tun etc.
  • Mandler og edamamebønner i stedet for deep dive i slikskuffen
  • 10.000 skridt om dagen

Jeg har trænet tung styrketræning, da jeg var yngre, og dengang var det let for mig at holde vægten. Så holdt jeg op med det, og har løbet som min primære vej til vægttab. Løb gør mig tyndere, men ikke stærkere. Tværtimod har jeg bakset med alle mulige skader.

Jeg har brug for at skifte metode.

Jeg har brug for styrke og større muskler til at leve livet. Jeg oplever disse fordele allerede nu ved styrketræning:

  • Følelsen i kroppen; næsten fra første gang jeg løfter en tung håndvægt, frigives der lykke i min krop (endorfiner), og jeg føler mig levende, smukkere og uovervindelig.
  • Jeg føler mig slankere, selvom tallene ikke er med mig.
  • Efter en måned strammer mine jakker over ryggen. Mine skuldre er blevet bredere, og min ryg er mere rank, og jeg er derfor blevet højere.
  • Jeg sover bedre, når jeg har trænet – men jeg er også mere træt om aftenen nu.
  • Det er lettere at spise mindre, for det er som om kroppen er vågnet, og nu siger fra overfor overspisning.
  • Jeg har omsider mindre ondt i mine fødder og i mine knæ, når jeg står op om morgenen.
  • Jeg er blevet mere robust; jeg har den der følelse af råstyrke i min krop nu. En følelse af “hvem ka’? JEG kan!” bor i mit sind.
  • Min hud er blevet klarere og renere. Mine øjne er klarere, og når mit blik mødes i spejlet til træning, ser jeg power derinde.
  • Mine menstruationer har været mindre smertefulde (7-9-13)
  • Min migræne er stort set udeblevet den seneste måneds tid (7-9-13)

Jeg havde dog forventet, at mine cravings ville aftage, men de er der fortsat. Det er irriterende.

En ny træningsplan

Da jeg kom hjem fra sommerferien, måtte jeg sande, at jeg havde taget 7 1/2 kilo på på 6 måneder og vejede 92,8 kilo. Da jeg er 176 cm, betyder det et (for mig) rekordhøjt BMI på 30, dvs. svært overvægtig.

Det er 2 måneder siden, og jeg har tabt mig omkring 1 kilo. Jeg er ikke på klassisk crashkur, selvom det er fristende at gøre noget hårdt og effektivt .. med kortvarig effekt. Jeg må prøve en anden vej end at spise Nupo og løbetræne. Mine knæ og mine fødder gør ondt hver morgen, selvom jeg blot løber 3-4 minutter et par gange om ugen eller går 10.000 skridt. Det er logisk, for jo tungere jeg er, jo hårdere er belastningen på mine knæ og fødder. Det mærker jeg tydeligt.

Jeg må finde en anden vej.

Da jeg var yngre og udelukkende styrketrænede, havde jeg ikke problemer med at holde vægten. En ferie eller en måneds træningspause betød ikke 2-5-7 kilos vægtforøgelse. Den metode havde jeg glemt og erstattet med noget, jeg troede, var mere effektivt; nemlig løb og kalorierestriktioner.

Dengang anbefalede jeg andre at styrketræne 3x om ugen frem for timevis af spinning. Hvorfor? Fordi det var sindssygt effektivt og gjorde mig glad i låget. Vil mine råd fra dengang hjælpe mig i dag?

– yngre version af mig

Min plan: Større muskler ᗒ højere forbrænding.

Den lidt længere version: Ved at spise mere end på en slankekur og træne tung styrketræning, gav jeg mine muskler energi, protein og næring nok til at vokse. Når mine muskler bliver større, øges min forbrænding – også i de uger, hvor jeg ikke når at træne.

– min nye plan

Hvorfor løb/kalorierestriktion ikke virker for mig: Når jeg løber og sørger for at spise så få kalorier som muligt, bygger jeg ikke muskler op. I min alder nedbrydes mit muskelvæv i forvejen med et par procent om året. Det fortsætter, indtil min muskelmasse er halveret, når jeg fylder 80.

Mindre slappe muskler øger belastningen på led og sener med skader til følge. Jeg taber mig ikke for alvor af at løbe rundt og spise mindre. Det er en kortsigtet løsning, og jeg bakser med skader konstant. Inflammation i hoften, hælsporer, skinnebensbetændelse og ondt i knæet.

Selv når jeg har løbet i 12 uger og typisk har tabt mig 10 kilo, så tager jeg på, så snart jeg holder pause. Det skyldes, at min krop genetisk er bygget til at kæmpe for at bevare mine depoter, så jeg ikke dør af sult. Det var praktisk i stenalderen, men virkelig upraktisk nu.

Så tung styrketræning er planen. 3x om ugen en time, hele kroppen.

Og hvordan går det så med den plan?

Det går rigtig godt. Målet er 3x styrketræning om ugen, og jeg ligger nok på et gennemsnit på 2x om ugen. De sidste 2 uger kun 1x, så jeg er ikke helt tilfreds. Men det er ok her i starten med ekstra tid til restitution. Jeg kan mærke, at jeg skal bruge lidt ekstra tid til at restituere i fht. da jeg var yngre.

Jeg kan allerede mærke, at jeg er blevet bredere over skuldre/ryg, for mine jakker strammer. Det er altid det første, der sker: at mine jakker revner i ryggen 😅 Så ved jeg, at jeg har gang i noget godt.

Jeg ser ikke muskuløs ud overhovedet. Jeg er bare en tyk midaldrende dame, der river jern. Men jeg har øjenkontakt med den tykke dame i spejlet i fitness, og jeg er glad for det, jeg ser. Hun er stærk, hun kæmper, og hun har et fast blik. Hun ved, at hun er på rette vej.

F##king sur

Jeg er sur i dag. Eller egentlig ikke sur, jeg er udmattet. Lørdag var jeg parat til at gå i seng klokken 21. Det var sent for mig. Normalt er jeg sengeklar klokken 19 lige efter jeg har spist. Hvis jeg ikke går (hvileløst) rundt i lejligheden og rydder op, så går jeg omkuld.

I aftes ramte jeg puden 22:02, og jeg sov 8 minutter senere. Jeg tilbragte 7 timer i sengen, men jeg sov kun godt og vel 5 timer. Jeg vågnede klokken 1, da sønnen kom med et højt udråb i søvne. Ved 3:30-tiden vågnede jeg med migræne. Jeg tænkte, at jeg nok kunne sove det væk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid tænker sådan, måske er det, fordi jeg ikke rigtig er vågen. Det er aldrig lykkedes mig at sove migræne væk. Klokken 5 indså jeg det og stod og tog piller og lagde mig ned for at sove igen. Klokken 5:20 stod jeg op, da jeg havde indset, at jeg ikke ville nå at falde i søvn inden vækkeuret klokken 5:35. Så .. ja, jeg er udmattet i dag. Endnu mere end i går.

Jeg fik drevet min familie til vanvid i tidsrummet fra 4:30-7:30. Jeg er ikke nogen rar version af mig selv, når jeg er udmattet. Faktisk er jeg fuldstændig uudholdelig. At pakke knægtens gymnastiktøj var en prøvelse. Nu skal ungerne have håndklæde med, og så kunne gymnastiktøjet ikke være i gymnastikposen. Så skulle jeg finde en anden egnet taske. Et indkøbsnet fra Rema rakte min fantasi til. Håndklædet kunne jeg ikke finde. Det lå i tørretumbleren. Og så var gymnastikposen (den fra Rema) væk. Jeg gik rundt og ledte efter den for at lægge håndklædet i. Håndklædet? Hvor helvede er håndklædet? Så gik jeg rundt og ledte efter det, mens min hjerne kortsluttede.

Det så ud som om nogen havde kastet op i køkkenvasken. I virkeligheden lå der nogle få madrester i afløbet. Når hjernen er kortsluttet, så har den behov for, at der er orden på tingene, så jeg fik afkalket køkkenvasken. Fuldstændig åndssvagt, for jeg skulle spise morgenmad i stedet for. Med lidt rettidig omhu havde jeg gjort mig selv og mine omgivelser en kolossal tjeneste ved at have gjort vasken rent i weekenden og have pakket gymnastiktøjet i går. Men nu var min hjerne hypnotisk optaget af køkkenvaskens udseende, og jeg kunne ikke spise. Jeg måtte slukke for lyden af fjernsynet, min susen for øret blandede sig med reklamerne, og hovedpinen lettede, mens min tunge føltes om sandpapir.

Det tørre vasketøj hang der stadig – og til forskel fra i går irriterede det mig nu grænseløst. Faktisk hånede vasketøjet mig for mine elendige evner for almindeligt hushold. Med en infam vrede fik jeg foldet lortet sammen og lagt det på plads. Så var der alt det crap, jeg har lagt til genbrug, og som jeg – i min jagt på håndklædet før – fik spredt ud over halvdelen af stuen. Jeg sorterede det, der skal til genbrug fra i en stor pose – og lagde en stak klar til at fotografere og lægge på Reshopper senere i dag. OG det skal være i dag, for nu har jeg flyttet den bunke rundt utallige gange. Nu ligger den i sofaen, så jeg kan ikke lande i sofaen uden at gøre noget ved det.

Mens jeg således med indestængt rasende energi, kulsort udstråling og højlydt brok fik udrettet ganske lidt, så fik min mand lavet morgenmad og kaffe til mig (han burde have kastet det i hovedet på mig), tømt opvaskemaskine, hjulpet knægten med snørebåndene og alle de andre ting, som jeg i mit blinde raseri ikke bemærker.

Nu er jeg på arbejde, og mit kortisolniveau er tårnhøjt. Jeg trænger til kaffe og søvn.

Men en lille trøst er, at jeg ikke er alene om at være en dårlig voksen ..

Septemberplaner

I September vil jeg

  • lave en plan – og den plan skal indeholde en topliste over rejsemål, gøremål (herhjemme) og selvmål (ting jeg gør for mig selv 😅)
  • fokusere på styrketræning, fremfor løb – og skrive lidt om det her, for måske er det også noget for dig?
  • gøre noget for Afghanistan .. jeg føler mig magtesløs og uendelig trist, når jeg ser reportager fra Afghanistan. Takket være vores fælles historie gennem de sidste 20 år, føler jeg et skæbnefællesskab og et medansvar. Jeg frygter, at de fremskridt og muligheder, de har kæmpet sig til, smuldrer. At mørket sænker sig. Men måske kan jeg gøre en lillebitte forskel; nemlig ved at handle bl.a. afghanske pistacienødder her hos Warfair.
  • vi skal til flere konfirmationer i denne måned. Omsider. De unge mennesker har været så tålmodige, og NU skal det være!
  • nyde de sidste solstråler på altanen sammen med en god bog (håber jeg)
  • .. eller med godt selskab (endnu bedre 🎈)
  • vi skal til Rørvig og spise husmandskost på onsdag – krebinetter 🧆
  • undre mig over, at det er 20 år siden, at vi med vantro vendte blikket mod New York og vidste, at verden aldrig ville blive den samme igen.
  • begynde at lægge Corona bag mig. Jeg trives ikke i en verden, hvor sygdom fylder alt – og hvor det at være sund og rask defineres som et fravær af Corona.
  • jeg har den første date med mine veninder fra gymnasiet i kalenderen – og glædede mig SÅ neget, at jeg var ved at dukke op en uge for tidligt 😅
  • deltage i en mindehøjtidelighed for en person, der stod mig nær som barn. Møde min familie for første gang i mange år. Jeg er nervøs og ked af det og nervøs på samme tid.
  • hanke op i min veninde og deltage i et af Julia Lahmes foredrag om Musali. Jeg er vild med de perleøreringe, som kvinderne i projektet laver. Jeg købte et par grøn-blå for mindst to år siden, og jeg elsker dem højt. Samtidig støtter jeg en kvinde i hendes bestræbelser på at skabe sig og sine børn et godt liv i en svær livssituation i Zambia.
  • jeg er nødt til at sove mere. Jeg er så mør om aftenen inden 21. Jeg har mistet energien til at lave andet end at glo ud i luften. Jeg kan end ikke føre en samtale, fordi min hjerne er øde, og for et grøn-gult sludrechatol er det et tegn på træthed 😆
  • farve hår
  • overveje maden grundigere og vælge sundere og mere proteinholdige madvarer.
Læs resten “Septemberplaner”

For 20 år siden

For 20 år siden sad jeg sammen med gode kolleger en eftermiddagstime og forberedte et business review til dagen efter, da vi så nyheden på nettet.

Sammen så vi tre høj tårnene styrte i grus på et minifjernsyn. Det var uvirkeligt at se begivenhederne på den lille skærm. Vi vidste, at verden blev forandret den dag.

Næsten 3.000 mennesker døde og tusinder blev såret. 20 år senere er det tydeligt, at 9/11 ændrede vores verden. Sårene forbliver, selv 20 år senere.
I dag mindes vi ofrene og de efterladte.

Her 20 år nede ad vejen synes jeg, at det er vigtigt at huske det, der skete. 20 år er længe siden, og man glemmer mere end man tror. En hel generation er vokset op siden, uden at mindes denne dag for 20 år siden.

Skyggerne er lange fra den dag, både i de efterladtes liv, men også i din og min verden: permanent ustabilitet, ekstremisme og terror, som vil komme til at påvirke os alle på et tidspunkt. 20 år senere spørger vi os selv: hvad så nu?

Jeg er overbevist om, at vores svar ikke må være at lukke os om os selv og blæse på vores forpligtelse til at søge at skabe fred og sikkerhed i verden og hjælpe mennesker i nød.

Jeg synes, at det er svært – men til dels også forståeligt – at USA trækker sig som vores allesammens gårdvagt. En del af svaret ligger i fornyelse og styrkelse af vores alliancer. For mig er det helt evident, at vores svar skal være en styrkelse af EU såvel med fælles forsvar, som politisk, så vi ikke fremstår lige så stærke og effektive som en flok får.

I dag går mine tanker til de efterladte og til mine amerikanske venner ❤️

“Hej pms, er du nu der igen?”

Jeg vågnede ved 4-tiden ved, at jeg var ved at græde. Hvad? Ja, så lå jeg der og kiggede ud i mørket – og hviskede for mig selv “hej pms, er du nu der igen?”.

Min første tanke var en bog, jeg fandt på vores søns værelse, da jeg ryddede op. En bog, som mine forældre læste højt for mig, da jeg var lille. Jeg elskede den bog, og nu har jeg planer om at smide den ud. Det er kun mig, der holdt af den bog. Jeg fik aldrig læst den for vores søn, og nu er han 12 år, og hans barndom er nærmest forbi, og det er for sent med den bog og så meget andet…

Så fortrød jeg hele den måde, jeg har været mor på. Samtlig 12 år og en måned. Jeg skulle have gjort det bedre, været der mere for ham; faktisk skulle jeg ikke have lavet andet end at være mor for min søn. Hvordan kunne jeg lade det komme så vidt og være så elendig en mor? Og elendig person sådan helt generelt? For det er jo sådan det hænger sammen. Når man er et elendigt menneske, så bliver man en elendig mor.

Kender du det? Når du bliver vækket af pms, og din selvtillid er taget på ferie sammen med dit humør og dit rationale? Når verden skifter farve til grå, og alting ved dig selv er forkert.

Ovenikøbet er det mandag. Og klokken er ved at være 5. Om 40 minutter skal fru PMS og jeg op. Vi skal se om vi ikke kan få det til at fungere sammen de næste par dage uden at slå nogen ihjel eller fornærme nogen dødeligt.