Anne Franks barndomshjem

Da jeg fyldte 13 år, fik jeg Anne Franks dagbog, og jeg blev så grebet af den jævnaldrende piges dagbog, at jeg begyndte at skrive dagbog. For mit vedkommende blev det til omkring 40 dagbøger. Da min mor døde, mistede jeg evnen og lysten til at skrive videre. Jeg forsøgte at finde gnisten igen, men det blev aldrig det samme igen, og mit dagbogsskriveri løb til sidst ud i sandet.

Så .. ja, Anne Franks dagbog ændrede mit liv. Den rører mig dybt. Hvergang. For jeg bliver aldrig for gammel til at læse om Anne eller læse hendes dagbog igen. Den seneste måneds tid har jeg læst den grafiske version højt for vores søn. Han skulle preppes lidt, før vores besøg i Anne Franks Hus her i Amsterdam på fredag.

I går fandt vi spontant på at ta’ en tram ud til Merweideplein 37, hvor Anne Frank boede med sin familie, fra de emigrerede fra Tyskland i 1933 og til de gik under jorden i 1942 i baghuset i Prinsengracht 263.

Vi stod af tram’en på en bred gade og gik til højre rundt om den gule bygning langs vejen. Vi gik forbi boghandleren på hjørnet, hvor Anne Frank efter sigende selv udvalgte netop den ternede dagbog, som hun ønskede sig til sin fødselsdag.

Foran familien Franks opgang ligger der 4 blanke snublesten med deres fødselsdatoer og videre skæbner. Vi kiggede op mod 2. salens vinduer og prøvede at forestille os deres liv der. Anne Frank stiftelsen har købt lejligheden, og den udlånes til forfatterspirer som skriverefugium.

Der findes en film fra dengang hvor Anne boede der. Nogle af deres naboer blev gift, og det blev filmet. Idet fotografen panorerer op over huset, ser man Annes lille nysgerrige hoved stikke ud af vinduet og følge begivenhedernes gang.

Udenfor bygningen er en lille park, og i den står en fin lille figur af Anne Frank, som bærer på noget bagage.

Formentlig symboliserer det den dag, hvor hun gik de 4,5 km fra Merweideplein til Prinsengracht i ført al sit tøj for ikke at vække opsigt. Som jøder var det forbudt for dem at tage sporvognen, bussen eller cyklen. De kunne heller ikke købe en is eller forfriskning undervejs, for det var også forbudt for jøder. Det var sidste gang, hun var fri udendørs.

Rijsttafel i Amsterdam

Vi har planlagt det her siden vi var i Amsterdam sidste gang for 13-14 år siden; at sætte tænderne i et rijsttafel.

I Danmark var der ofte ristaffel på menuen i 80’erne, når det skulle være eksotisk. Så knappede man en Uncle Bens sur/sød sauce (eller karrysauce) op, stegte kylling, og så hældte man dåseananas, kokosmel, bananskiver og peanuts i små skåle. Det er ikke helt det samme i Nederlandene (som Holland hedder nu, efter de skiftede navn).

Rijsttafel i Nederlandene består af op til 40 små retter. Ordet betyder egentlig risbord, og det er en fri fortolkning af en indonesisk menu med mange mindre retter.

Vi fik ikke 40 retter, men en 10-12 skønne retter. Vi valgte Kuning Rijsttafel € 27,50 pr person (bestilles til hele bordet).

  • Nasi kuning Yellow Safran rice
  • Daging rendang 🌶 Tenderly stewed beef in sumatran coconut sauce
  • Tahu Tempeh Blado 🌶 Tofu with soyabean cake in a gravy chili coconut sauce
  • Ayam Rujak Chicken in a light spicy gravy lemongrass chili coconut sauce
  • Ayam madu Fried chicken in a honey sauce
  • Salat Manga Mango salad
  • Ayam goreng kering Deep fried chicken with chili sauce
  • Jagung kacang panjang Stir fried baby corn with long beans
  • Emping Nut crackers
  • Sate Sapi skewer of beef served in soyasauce
  • Sayur Lodeh Vegetables in coconut milk
  • Sambal Goreng Telor 🌶 Boiled egg in spicy coconut sauce
  • Spiced grated coconut
  • Acar Ketimun Cucumber salad

Mr. Stacks vegan pancakes

Vi var lidt skeptiske omkring Mr. Stacks … veganske pandekager stablet med masser af fyld. Mon det kan mere end blot at se fantastisk ud på Instagram?

Svaret er ja ❤️🥞

Det smagte fantastisk! Det kan jeg klart anbefale; 3 saftige bløde lækre pandekager, frisk frugt og bær, samt lækker sauce.

Vi bestilte en Cinnamon rollercoaster stack, som består af 3 pandekager, jordbær, blåbær, kiwi, appelsin, cotton candy, Vanilla cream cheese glaze, kanel frosting, pecan nødder og hindbær coulis.

Jeg fik en Lucky Jasmin milk tea med vanilje og bobaperler.

Lækreste middag på Mana Mana i de Pijp, Amsterdam

Som de fleste storbyer tilbyder Amsterdam mad fra alle verdenshjørner. Vi besluttede os her til aften at kaste os ud i det køkken, som vi måske holder allermest af; nemlig det mellemøstlige køkken.

Vi besøgte restauranten Mana Mana i de Pijp, som er det hippe område med mange spændende butikker, caféer og restauranter. Kvarteret er levende, og der er en fed vibe.

Vi valgte nogle forskellige retter, som vi delte. Det endte med at blive nærmest rent vegetarisk, og det gjorde ingenting. Der er så meget fest og farver i grøntsagerne i Mana Manas mellemøstlige køkken, at vi ikke savner kød overhovedet.

Mana Manas signaturret er psykedeliske blomkål. Vi nærlæste beskrivelsen: Ingen cannabis, ingen magiske svampe – bare stegt krydret blomkål. Det smagte fantastisk! Hvis jeg skulle fremhæve en enkelt ting blandt de fantastiske retter, så må det blive deres baba ganoush, som jeg aldrig har smagt bedre.

Her er de retter, vi valgte:

  • Hummus serveret med pitabrød og falafel
  • Psykedeliske blomkål bestående af friskstegte blomkål med et hemmelige krydderi. Serveret med tahin, tomatsauce og grapefrugtsaft.
  • Israelsk salat med friskhakkede tomater, løg, agurker og mynte. Serveret med valnødder, rucola og en hemmelig ingrediens.
  • Baba ganoush med granatæblekerner, mandler og persille
  • Dessert: Knafeh med smør, gedeost, pistacienødder og appelsinblomstvand

I desserten var der inde i midten let smeltet gedeost. Den smagte lidt for kraftigt af ged til mig, så den sprang vi over. Resten af desserten var himmelsk. Sprød, sød, krydret, knasende.

Oktoberlisten

Oktober er mørke, regn og indendørs(u)hygge. Både den hyggeligste og mest uhyggelige måned på året. Der er edderådme længe til sommer, og som den lille sommerfugl jeg er, så føles mørket og kulden dræbende. Bladene visner på træerne, og vinden bærer de døde blade rundt.

Jeg savner varme og sol. Jeg fryser konstant nu. Jeg har lyst til at sove, at gå i hi og vågne op, når solens stråler varmer mig igen. Jeg nyder de stjålne øjeblikke, hvor solen lyser gyldent. Og jeg drikker rigtig meget te.

I oktober vil jeg

  • spise mine d-vitaminer og få en influenzavaccine
  • nyde solens gyldne stråler, mens jeg går mine 10.000 skridt hver dag – jeg længes efter sommer SÅ meget!
  • binge Kastanjemanden – gys, den har jeg glædet mig til – og vi så den på 2 aftener! Du må se den. Den er så god, og den er så mørk. Sindssygt smukt filmet i efterårsDanmark.
  • træne 3 gange om ugen. Lige pt når jeg ca. 2 gange om ugen. Det er lige i underkanten for at opnå den effekt, jeg går efter, så jeg må stramme balderne.
  • undgå panik, når vægten stiger eller står stille. Hold fast, jeg er på rette vej. Det tager tid at bygge muskler og tabe sig med styrketræning.
  • køre til Amsterdam, og jeg glæder mig som et lille barn. Efterår, gule blade, Amsterdam, kanaler, snedige caféer, spændende oplevelser, pandekager, vafler, kagekrymmel på franskbrød …
  • bestille borde til spændende middage i Amsterdam; Ramen-Ya, The Pantry, Sampurna ..
  • besøge Anne Franks hus. Mit tredje besøg bliver det til, og samtidig er det vores søns første besøg i Amsterdam og Anne Franks hus.
  • vi læser Anne Franks Dagbog om aftenen, så knægten er klædt på og kender sin Anne forinden. Han synes, at det lød kedeligt at læse en piges dagbog, men efter 2-3 aftener var han alligevel betaget. Det er sådan hendes dagbog er. Den kryber ind under huden på selv tvære pre-teens 😉
  • vi har kobberbryllup i slutningen af oktober – nej, vent? Vi har talt forkert? Jeg flyttede jo bare for nylig sammen med min kæreste, gjorde jeg ikke?
  • fejre halloween på månedens sidste dage 🎃👻👻
  • tænde lys på min mors grav på hendes 80 års fødselsdag. I takt med at jeg nærmer mig den alder, hun havde, da hun døde, så går det op for mig, hvor hæsligt det må have været for hende at sige livet farvel. Ganske hæsligt ..

Nåja, oktober blev 11 dage gammel før jeg nåede at færdiggøre dette indlæg. Den sidste uge har jeg kunnet flænse ud af kalenderen. Ren overlevelse.

Men on a positive note: Ovenpå sådan en weekend er det simpelthen den skønneste mandag nogensinde! Den sidste uges tid og især vores weekend blev disruptet af helvedeshosten, meget kraftig tandpine, søvnmangel, febervildelse, stakåndethed, manglende energi og ondt i lungerne. To Coronatests kom ud negative som forventet.

Alt det, jeg IKKE havde ønsket mig, samlet i én weekend. Jeg havde i mit stille sind forberedt mig på, at jeg stadig var syg mandag, men det var som om det lettede i løbet af natten. Jeg har sovet storartet i nat. Jeg føler mig stærk efter en lille uge, hvor jeg har følt mig svækket og affældig, så jeg er sikker på, at det er på vej væk.

Tandpinen er også stort set væk, og det kan jo sagtens skyldes, at det ikke var tandpine, men tryk fra snot i bihulerne. Nu har jeg en tid hos tandlægen i morgen 08:00, så jeg kan få tjekket mit tandsæt just in case. Jeg magter ikke at stå i Amsterdam i næste uge med tandpine, hvis det vender tilbage.

Rossmann i Danmark

Jeg bliver helt glad i låget, når jeg krydser dørtrinnet i en Rossmann i Tyskland. Det er simpelthen den skønneste butik! Jeg elsker at browse gennem gangene og finde mine favoritter og ikke mindst nye favoritter.

Under Corona løb jeg tør for det meste, og jeg var presset. Min favorit bodylotion kunne jeg ikke få i Danmark, mine hårprodukter måtte jeg bestille på Amazon, og mine hår/hud/negle vitaminer måtte jeg kigge langt efter i vejviseren…

Da vi var på ferie i Sønderjylland, mens grænsen var lukket pga Corona, sneg jeg min højre fod ind over grænsen til Tyskland, men jeg turde alligevel ikke suse de 14 km hen til nærmeste Rossmann.

Men det er slut med at mangle favoritter så meget, at jeg går med overvejelser omkring at snige mig over grænsen for at få fat i mine skønhedsfavoritter, for nu har de åbnet en webshop med levering i Danmark. Hvis du ikke ved, hvad du skal købe i Rossmann, så iler jeg dig til hjælp!

Det bedste er selvfølgelig at gå i en rigtig Rossmann ❤️