Skal du have unge mennesker med til Berlin, er det smart at forberede sig lidt. Her har du nogle adresser, som (måske … man ved jo aldrig 100%) falder i de unges smag:
- Jeg kan varmt anbefale Yumcha Heroes (dumplings – vanvittigt godt!), og cool indretning i et superfedt område på Weinbergsweg.
- Toca Rouge er ejet af samme ejere som Yumcha Heroes og er en superfed oplevelse. Ligger på Torstrasse, som også er et fedt område med spændende butikker.
- Yafo og/eller Kanaan er også gode bud, begge steder er der en fed vibe.
- Rosengarten i Weinbergsparken viser film udendørs om sommeren.
- Besøg Spreegold (Rosa Lux eller Stargarder Strasse) for deres lækre shakshuka.
- Du må også besøge H&M Mitte Garten – not your usual H&M, vil jeg bare sige. Det er en café/tøjbutik/genbrugsbutik/hang out med den skønneste grønne baggård.
- Hos Five Guys får man knaldgode burgers – og Coca-Cola Freestyle, hvor teenageren kan få styret sin lyst til cola, Sprite, Fuze Tea og Fanta med de vildeste smagsvarianter, som man kan blande, lige så tosset man vil – og der er gratis refill.
- Night Kitchen er en af vores absolutte favoritter. Ligger i en superhyggelig baggård.
- Shopping for de unge foregår omkring Münzstrasse, Neue/Alte Schönhauser Strasse, Rosenthaler Strasse, Rochstrasse, Torstrasse mv.
- Når du nu er i Münzstrasse, så gå ikke glip af en flat white hos Father Carpenter og en bubble tea hos The Alley 🙂
- Tjek også Hackescher Markt og Anne Frank museet.
- Vi besøgte en kopi af Hitlers bunker – super vild udstilling.
- Asisi The Wall er fantastisk – som at være i Berlin i 1988.
- Gedenkstätte Bernauer Strasse – her stod muren.
- Prøv loppis på Arkonaplatz eller i Mauerpark.
- Husk bordtennisbat, fodbold og basketball – der er rig mulighed for at spille alle former for bold i parkerne i Berlin. Man kan også bowle i Alexa.

Skal du have teenagers med til Berlin, så se at få fat i Sissel-Jo Gazans bog “Vi elsker (stadig) Berlin” i den opdaterede udgave. Hendes datter har tilføjet nogle funky steder for unge.