Tillykke med de 13 år!

Tillykke med de 13 år, min skat! Far og jeg elsker dig! Du er godt på vej til at vokse mig over hovedet, det sker måske allerede i august? Du nærmer dig hurtigt – er du blot en halv centimeter mindre end mig nu?

Det er fantastisk at være mor til dig, og det er SÅ vildt. Det niver i morhjertet, for hvor blev tiden af? Skulle jeg have været der mere? Kysset dig mere? Krammet dig mere? Jeg tænker, at du svarer ‘ellers tak, du gamle’. Ikke flere kys. Det kan jeg simpelthen ikke love dig.

Du gør mig så ufattelig glad hver eneste dag. Jeg elsker dine tindrende øjne og din nye stemme. Dine spidse knæ, albuer og hæle. Dine store fødder, der træder på mine konstant. Dine stærke arme, brede skuldre og dit smittende grin.

Nogle gange er jeg helt bange for, at du tænker, at jeg elskede dig mere, da du var lille. Jeg smelter, når jeg ser gamle billeder af dig, og videoer med din glade lyse barnestemme. Ja, jeg smelter, men det er fordi tiden går, og du vokser og forandrer dig konstant. Jeg forsøger at ta’ det hele ind, indprente mig dine måder og din duft, dine øjnes farve (de skifter også farve?), dine kinders runding, som forsvinder mere og mere. Det hele. Og derfor kigger du ofte ind i et kamera. Sorry skat, det er fordi du er så fan-fucking-tastisk.

Når man bliver 13, teenager, så sker der ufattelig mange ting. Ens forældre mister forstanden. Og det er sikkert: De har aldrig været unge. Det sagde jeg til min far engang (uden effekt, du kender jo morfar), og du sagde for nylig til os: ‘I har aldrig været unge i min tid’. Hold nu kæft, det er klogt sagt. Vi fatter minus om at være ung i dag. Vi ved jo ALT om at være ung. Ja, i 80’erne. Vores erfaring og vores viden er ikke opdateret til 2022, og meget af det, vi nogle gange forsøger at lære dig, er kompetencer fra en svunden tid. Noget er godt, andet er .. ubrugeligt. Vi skal nok lytte til dig, når du fortæller os, hvordan det er i dag. Sammen finder vi ud af det, og det lover jeg dig: Når du river dig løs, flyver din vej og vender os ryggen, så er vi altid lige her.

Gamle dage i Berlin

Lov mig, at du bliver ved med at være dig; glad, sjov, skør, vild, mystisk og ligetil. Din finurlige humor, dit manga-nørderi. Dine edits. Lov mig, at du brænder fingrene og farer vild. Gi’ den gas. Jeg ønsker dig masser af mod og tiltro til verden. Vær ikke bange for at stille de forkerte spørgsmål og for at stå op for dine venner. Du kan mere end du tror. Gå ikke glip af noget og lad være med at fortryde. Jeg håber, at du altid glæder dig til i morgen, og jeg ønsker dig en rigtig god og fjollet ven, der bliver hos dig, også når det ikke går godt.

Tillykke med de 13 år – jeg glæder mig til at fejre dig med morgenmad på Anna Bluhme, en dag i Zoo Berlin og lækre dumplings hos Yumcha Heroes. Præcis som du har planlagt.

2 kommentarer til “Tillykke med de 13 år!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.