Da vi fik vores søns diagnose sidste år lød resultatet af udredningen, at der var tale om autisme, muligvis med ADHD som sekundær diagnose. Det med ADHD’en var de dog ikke helt sikre på, da autismen kan give sig udtryk i noget af den samme adfærd som ADHD. Desuden har mange med ASF også ADHD ‘oveni’, komorbiditeten er nemlig ret stor mellem de to diagnoser.

Sidenhen er der blevet rejst tvivl om dele af diagnosen fra forskellige fagpersoner, som er inde over vores søn til hverdag. Allerede umiddelbart efter diagnosen blev han indstillet til en ny udredning bl.a. pga. tvivl omkring diagnosens intelligenstest, og det har jo betydet, at den afklaring, vi så frem til, har vi sådan set ikke fået. For analyseresultaterne stritter i modsatte retninger og er ikke entydige.

Som du ved, tog jeg i første omgang diagnosen til mig, og jeg har sat mig grundigt ind i autisme. Jeg oplever autisme på nogle områder hos vores søn, mens jeg på andre områder må sige, at jeg ikke længere ser de autistiske træk fra triaden. Det er som om nogle af hans autismetræk er trådt i baggrunden eller er ‘gået væk’. I sagens natur kan det sidste jo ikke lade sig gøre, så enten er det, fordi vi rummer ham bedre nu eller også er det fordi det aldrig har været der i den udstrækning, som udredningen viste, da han var bare 3 år. Qua usikkerheden omkring diagnosen er begge dele jo sandsynligt.

Uanset om det så er ADHD eller ADHD-agtig adfærd relateret til ASF, så er det er det, jeg vil kalde ADHD-adfærd, der nu er trådt i forgrunden i løbet af det år, der er gået. Det betyder, at vores dreng i dag måske har lidt færre men helt anderledes udfordringer end for 1½ år siden, og det er bl.a. nogle af de vigtigste årsager til, at vi har søgt om udsat skolestart for ham; han er urolig, har svært ved at koncentrere sig, bliver let afledt, har svært ved at lytte, kan ikke sidde stille, har uro i kroppen, har svært ved at fastholde samme leg/aktivitet i længere tid, og han afbryder andre. Hans uro står ganske enkelt i vejen for, at han kan tilegne sig færdigheder såsom at tegne og skrive, og det er faktisk det, jeg ser som det største problem i forhold til skolegang.

Han har for eksempel aldrig tegnet andet end streger på papir, fordi det for ham gælder om at blive færdig med tegningen på 10 sekunder. Men ved hjælp af hans pædagogs stædige og venlige støtte og fastholdelse fik han for nylig malet en guldsmed. Jeg troede faktisk ikke, at han kunne tegne, men nu kan jeg se, at han sagtens kan – men ADHD’en ‘spærrer’ simpelthen for hans evner. Det betyder igen for hans læring, at der er ekstra store krav til støtte, opmuntring, overskud og ikke mindst TID, når han skal tegne, skrive og lære.

I børnehaven går han nu i en gruppe, hvor børnene er yngre end ham. Han rykkede ikke med sine jævnaldrende op i førskolegruppen. Det er fint, for han er på niveau med dem, der er yngre. Nu behøver han ikke længere at stå på tæer for at forsøge at være på niveau med sin gruppe. Han er i en gruppe, hvor han er lige så god som de andre, og det giver ham flere succesoplevelser og mere mod på at prøve kræfter med nye udfordringer, fordi han oplever, at han er mindst lige så god som de andre.

Beslutningen om at lade ham blive tilbage i den yngre gruppe, samt ansøge om udsat skolestart er nogle af de mest smertefulde beslutninger, vi har truffet på hans vegne. Samtidig er det også klart den mest nødvendige, rigtige og gode beslutning, vi har truffet. Det er hårdt at se i øjnene, at ens søn ikke følger med sine jævnaldrende, men alternativet er simpelthen SÅ meget værre; det er helt uforsvarligt at ignorere hvordan han er, og så presse ham ind i en skolestart om 1/2 år, som han slet ikke kan magte endnu. Det er fuldstændig utænkeligt for os.