En stor del af mine blogposts fra 2013-15 handler om hvordan det er at opleve, at ens barn diagnosticeres autisme og ADHD. For os medførte det en ny bevidsthed og ændret tilgang til opdragelse, et frustrerende møde med psykiatrien og kommunen, samt stress.

Det førte også til et brud med den opdragelse, vi havde planlagt at anvende – og den betød et opgør med de mødre og fædre, der kigger anklagende, når vi ikke følger god tone indenfor børneopdragelse, hvilket vi fortsat ikke gør, fordi opdragelse er subjektiv og afhænger af barnet. Måske en dag vil der være en øget tolerance overfor andre opdragelsesmetoder?

Nå, men tilbage til vores fortælling: 3 år senere opdagede psykiaterne, at de havde taget fejl.

Fejl?!!

De tog simpelthen fejl, da de diagnosticerede ham med autisme/ADHD som 3-årig. En ny udredning lige før (udsat) skolestart viste med al tydelighed, at han hverken har autisme eller ADHD. Han er bare umoden.

Det er derfor vigtigt at læse mine gamle blogindlæg med det i tankerne. Herunder kan du læse om vores historie ganske kort:

Første udredning 17. juli 2013

Vi fik besked om, at vores 3-årige søn havde diagnosen; autisme, samt muligvis også adhd. Vi var ellers ret sikre på, at de ville frikende ham, da vi kørte derud.

“Er I sikre?” spurgte vi. Det var de. Der var overhovedet ingen tvivl, sagde de. Alle vores indvendinger blev fejet til side. De var helt sikre, og de anbefalede radikale ændringer i hans liv her og nu, for “I må indstille jer på, at I har et handicappet barn” – og så talte de videre om specialinstitution, mor på deltid, far på deltid talte ikke – og det var nok held i uheld, at han var enebarn, mente de. Vi var fuldstændig i chok. Det var hele vores liv, der væltede, og ikke mindst vores søns fremtid, der fuldstændig splintredes! Troede vi, dengang.

Men der var noget underligt ved det hele .. PPR havde nemlig testet ham kort forinden, og deres test stemte ikke overens med det børnepsyk var kommet frem til, og det blev derfor besluttet, at han skulle udredes igen før skolestart.

Anden udredning 9. december 2015

Vi fik konklusionen først; alle hans diagnoser blev slettet. Han er lidt umoden. Det er det hele.

/Z03.2 obs ved mistanke om psykisk lidelse eller adfærdsmæssig forstyrrelse ej fundet/

“Er I sikre?” spurgte vi. Det var de. Denne gang gennemgik de metodisk deres udredning, samt hvorfor de ikke mener, at han har nogle af de psykiatriske diagnoser, han fik i første omgang, og hans intelligens er helt normal.

Autisme viste han ingen tegn på, det blev tilbagevist via deres tests samt deres observationer af ham. Den oprindelige mistanke om ADHD blev både afvist af deres tests, samt tilbagevist af de udfordringer, vi og børnehaven angiver i hverdagen. Vores søns udfordringer er situationsbestemte, de er ikke konsistente hverken over tid eller på tværs af forskellige situationer, og de er slet ikke udtalte nok.

Han er vokset fra de fleste af de problematikker, der var fremherskende i 2-3 års alderen. De vurderer, at han udvikler sig, som han skal – han er bare umoden.

Perspektivet ved fejldiagnoser er skræmmende

Tænk, hvis vi ikke havde fået ham udredt en ekstra gang. Tænk, hvis vi havde lyttet og fulgt deres råd i første omgang. Diagnosen kunne have styret vores søns liv i en helt forkert retning, tænker jeg. Vi kan selvfølgelig kun gætte på, hvad det ville have betydet for hans liv, men jeg synes, at det er virkelig skræmmende at tænke de tanker til ende. Hvordan kan man tage så meget fejl?

—————————————

Læs om vores vej ned ad ADHD Avenue og læs også her om de tvivl, vi selv har haft undervejs omkring diagnosens validitet. Læs også om vores vej hen ad Autisme Allé, hvor jeg beskriver vores vej fra day zero.