Januar jammer 😭

Min krop er åbenbart ved at stå af. Det der januar… det er ikke lige mig. Kulde, virus, træthed, mørke .. min krop og jeg tager os lige lur – vi ses i maj 😅

Jeg fik afleveret min afsluttende caseopgave på Ledelse i Praksis i mandags, og det var så stor en lettelse. Det var vildt spændende at dykke ned i pensum, men selvom det er fedt at nørde, så er det også fedt bare at uploade opgaven og få det ud af håret. Nu venter eksamen på mandag, så det skal jeg lige forberede i weekenden.

Og så har jeg researchet lidt på forskellige muligheder for fejring af min 50 års fødselsdag:

  • Oprindelig drømte jeg om at vågne op på min fødselsdag og så var det sommer. Om det så var Gran C eller et andet sted, hvor solen skinner .. men siden marts 2020 har det ikke rigtig været en mulighed.
  • Berlin er normalt altid en god ide, men Coronarestriktionerne er strammet siden nytår, og det magter jeg ikke mere af lige nu.
  • Så vandt knægten billetter til Oslobåden, men det er noget med at gå rundt ombord med mundbind – og kan man overhovedet komme ind i Norge?
  • Stockholm er også en af mine favoritbyer, og der er i hvert fald ingen restriktioner, så det var en mulighed. Slut februar er bare ikke den fedeste årstid i Sthlm .. Mosebacketerrassen i februar .. nej, det skal være omkring midsommer.
  • Det bliver en hyggelig dag i Danmark – jeg skal bare lige identificere hvor og hvordan 😀 .. kast gerne gode ideer ind her!

Årets korteste dag

Som Laura altid sagde, så er det altid mørkest lige før daggry. Det er rigtigt på flere planer. Når jeg tager på arbejde, så er jeg godt i gang inden daggry, og da er det bælgmørkt.

Men også i forhold til Corona, så er det åbenbart også mørkest lige før daggry. Vi skal gennem den sværeste måned i pandemien i januar, siger Tyra Grove Krause i denne artikel fra Washington Post. Det er som det er. Jeg tror, at hun har ret. Men så håber jeg også, at det lysner derefter.

Normalt er det i dag vinterens mørkeste og korteste dag, og herfra går det mod forår, sommer og lyse tider. Vi ved godt, at størstedelen af den tunge og mørke vinter ligger foran os. Men alligevel er det et vendepunkt.

Skal vi ikke vedtage det?

Photo by Anna Shvets on Pexels.com

Det skulle have været dén aften

Det skulle have været dén aften, som skulle markere vendepunktet. Efter 1 år med Corona, så havde vi brug for den EM-fest. Vi skulle fejre, at vi nu vender tilbage til livet.

Vi var klar med hot dogs og flag og klappestænger. Vi var tændte, og knægten havde strålende øjne og glædede sig til at se Danmark vinde. De ældre af os tænkte forventningsfuldt ‘1992!’, og der var både glæde og jubel i vores hjerter. Det her er blot starten på en fantastisk sommer.

Vi så vantro til, da kameraet fangede Christian Eriksens blik, da han pludselig og helt uventet lå i græsset. ‘Sluk sluk’ råbte jeg. Vi stirrede åndeløst på panoramaet over Parken, da DR lynhurtigt og resolut skiftede til helikopterview. Det var fuldstændig uventet, ufatteligt og uvirkeligt – og samtidig enormt virkeligt og let at fatte: Det her var alvor.

Jeg trak knægten ind til mig, vi var rådvilde og vantro. Han begyndte at græde, og vi græd, for vi var sikre på, at vi havde vidnet noget helt forfærdeligt. Vi så jo hjertemassage, før de skiftede væk. Vi søgte på nettet, tastede på telefonen med rystende hænder, twitter, googlede .. for at få én ting at vide: At han er okay. At han er i live. At han bare fik det dårligt, og at han lige skal ud til tjek. Inderst inde vidst vi godt, at det var værre.

Der var intet nyt så længe, at håbet sivede ud af os. Vi prøvede at forberede vores søn på det ufattelige. Men det kan man jo ikke, så vi bad bare for Christian Eriksens liv.

De gode nyheder var forløsende, og vi græd af glæde. Han kommer hjem igen til sine børn og til sin kæreste. Kampen, der blev spillet, mistede sin betydning. Den vigtigste kamp vandt Christian Eriksen. På den smukke juniaften blev vi mindet om, hvor skrøbeligt livet er.

Det er også starten på en ny fortælling om fælleskab og kammeratskab ❤️🇩🇰

Breaking point

Jeg vågnede i morges. Jeg har fri og alt er godt. Eller .. det er det jo ikke helt. Jeg vågnede op med tårer i øjenkrogene. For det er ad helvede til. Vi er fanget i et gyldent bur. Der bliver passet godt på os, men jeg vil hellere være fri og kunne rejse min vej ned til sol og varme med min familie.

Jeg er ked af det så dybt ind, at nærmest kun et gok i nødden kan overdøve det. Eller en rejse langt væk herfra.

Jeg kan ikke mere Corona nu. Stop. Tak. Corona har inficeret mit sind, fyldt vat i min hjerne og tårer i mine øjne, stjæler mit humør, tynger mit hjerte, forkorter min lunte, gør mig træt og tung.. og hver gang tester jeg negativ. Jeg ER SÅ skide-negativ 😅

Når vi om nogle år kigger tilbage, så var det et fåtal, der fik CoVid19 – men vi slæber alle rundt med langtidsvirkninger af den psykiske effekt. Jeg har aldrig haft det så dårligt som nu. Selv ikke da jeg var i sorg.

Jeg tænkte, at det måske var overgangsalderen, der var på vej, men det er mere end det. Mine dårlige humørdage følger ikke min cyklus. De er der bare.

Jeg er træt af, at det føles som om vores sommerferie hænger i en tynd tråd. Alle dårlige nyheder pustes op, og det er svært at bevare optimismen. Igen. Jeg orker ikke en sommer herhjemme i kulde og regn som sidste år. Vi afsted, men uden vaccine ser det lidt sort ud. Jeg hader det. Og ja, jeg prøver at tænke positivt. Vi har ingen plan b. Vi kører til Sydfrankrig – hvis vi må – om 43 dage.

Og så holder vi en kæmpe fest
Inviter alle vores venner
Står helt tæt sammen
Og skåler på at vi er sammen
Gamle og unge og store og små
Ingen skal være alene hjemme
Ved du hvad jeg drømmer om?
At du vækker mig og siger: ‘Det er forbi!’ “

– Sarah Connor, uddrag af Bye Bye
Ferie i Danmark

Op på hesten igen 🐴

Disclaimer: Langt whiner-indlæg om tidlig overgangsalder.. Når jeg sover og spiser godt, har jeg altid haft masser af overskud – og når jeg i perioder ikke forkæler mig selv med sund mad og rigelig søvn, så har jeg altid kunnet performe alligevel. Jeg har altid kunnet knokle mange timer om dagen, men nu er det som om jeg har ramt en mur.

30% af mit liv er minusdage

Grænsen for min formåen har flyttet sig. Det er som om min krop sætter ud. Jeg løber tør for energi, uanset om jeg sover 7-8-9 timer. Jeg orker ingenting, og når min cyklus kun er på 24 dage, så er det kun 17 dage hver måned, hvor jeg rent faktisk er rimelig velfungerende. Dvs. 30% af tiden er minusdage for mig. Det er altså meget!

Efter mange år hvor jeg intet har mærket til min menstruation, så er jeg nu begyndt at få kraftige smerter og migræne under menstruationen. Jeg har svært ved at sove og svært ved at fungere normalt. Jeg er overfølsom og pirrelig et par dage op til, hvor jeg er parat til at opgive alt. Og jeg mener: A L T. Min selvtillid styrtdykker, og jeg er parat til at råbe P I K og skride fra det hele. Men et par dage efter er alt ok igen. Psykisk, i hvert fald.

Psykisk er jeg begyndt at frygte de 30% – den uges tid, som jeg kan rive ud af kalenderen. Jeg er begyndt at planlægge efter det. Så få vigtige møder som muligt, helst ingen aftaler, for jeg ved ikke, om jeg kan, og jeg vil ikke presse mig selv. Jeg kan som regel godt – med Panodil og Ipren i max dosis, så går det lige. Sådan har det ikke været før. Det er tiltagende, og det er ikke særlig fedt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.

Oveni det ligger hele Corona’en ovenikøbet og stjæler energi, fordi alt det gode og sjove (fx ferier, fødselsdage og oplevelser) er suget ud af livet.

Ondt over det hele

Jeg har ondt i fødder, hofter, ryg og mellem skulderbladene. Jeg har fået skader pga løb, og det mærker jeg i det øjeblik, jeg sætter fødderne på gulvet om morgenen – AV! Dertil de kraftige menstruationssmerter (3 dage hver måned) og migræne (1-3 dage pr måned). Jeg er gået fra ikke at have ondt til altid at have ondt et eller andet sted.

Forleden var det min højre skinnebensknogle, der gjorde sindssygt ondt og holdt mig vågen den halve nat. Det er gået væk igen, men hvad gik det ud på? Jeg har også restless legs, men magnesium hver dag holder det rimeligt nede.

Stolt?

Jeg ikke særlig stolt af mig selv længere. Det er som om jeg har mistet kontrollen over min krop. Jeg kan ikke længere genkende den og dens signaler. Jeg kan ikke identificere mig med, at det altid gør ondt et eller andet sted. At der er så meget, jeg ikke kan. Så til hverdag ignorerer jeg det. Når det er slemt dæmper jeg det med ipren og panodil.

Jeg er blevet det, jeg svor, at jeg ikke ville. En begrænset svag whining bitch.

Udsigt til overgangsalder ?

Meget af ovenstående skyldes sikkert, at min krop er under ombygning. Jeg er 49. Der er overgang forude. Den største ombygning siden puberteten, tænker jeg. Jeg er total udmattet, træt af at have ondt og godt på vej til at blive seriøst overvægtig.

Min krop tåler ikke det samme som tidligere, og det vækker en enorm vrede i mig. Hvis det ikke var, fordi jeg er udmattet, så ville jeg bide tænderne sammen, træne hårdt, løbe mere, spise mindre og kæmpe mig ud af det. Men jeg kan simpelthen ikke. Jeg orker det ikke.

Sick and tired of being sick and tired

Det er lidt som om, at mit liv er gået i stå. Jeg er træt af at ligge på sofaen og falde i søvn inden 21. Jeg er træt af at have ondt, være i underskud, i dårligt humør og i dårlig form. Det er så langt fra mig som person og slet ikke sådan jeg havde forestillet mig mit liv. Hvad hvis det kun bliver værre herfra?

Det er sådan, det skal være

Jeg vil have et aktivt liv. Jeg vil være i stand til at gå 10.000 skridt om dagen, jeg vil have mere overskud og slippe for at have ondt. Det synes jeg egentlig ikke er ambitiøst, men som jeg har det er det MEGET ambitiøst.

Hvad gør jeg?

  • Jeg fortsætter med at træne mine ankler, så jeg kan gå 10.000 skridt uden at få ondt
  • Jeg fortsætter med løbeprogrammet for ældre og overvægtige på laveste blus (jeg løber pt 2 minutter 3 gange om ugen – yay)
  • Jeg spiser sundt det meste af tiden og forsøger at få min nattesøvn
  • Håber på, at det bliver bedre ..

Boganbefaling ❤️ “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Jeg så på et tidspunkt et rørende interview med Marie Brixtofte, og da Mofibo foreslog mig hendes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”, trykkede jeg på play.

Så på mine gåture læste Marie selv bogen højt for mig. Da jeg var cirka halvvejs i bogen, var jeg klar over, at denne bog er vigtig for mig. Jeg skrev jeg bogen på min ønskeseddel til min 49 års fødselsdag. Jeg var så heldig at få den af min mand ❤️

Det er en så fantastisk bog. Sideløbende med at jeg har lyttet, har jeg også læst i min hard copy og highlightet det, jeg skal huske. Og det er ikke så lidt, for det er en klog bog.

På sin vis er det en lommepsykolog-ven, jeg har fået mig dér. Lommepsykolog lyder måske lidt nedladende, men det er ikke ment sådan. Bogen rummer nemlig viden og indsigt på et højt plan, gjort lettilgængelig, letforståelig og ikke mindst let at implementere. Der er klare anvisninger på små tweaks med stor effekt.

Marie Brixtofte som person, og med den rygsæk hun bærer med sig, giver bogen et ekstra niveau af troværdighed for mig. Hun har testet sine egne råd og viden på egen krop og sind, og hun byder ind med personlige beretninger. Det er ikke bare teori.

Jeg er virkelig begejstret! Jeg har nu læst bogen, men jeg er langt fra færdig med den. Den kommer til at leve med mig, og den kommer til at hjælpe og påvirke mig og mine. Det er nemlig det, den kan. Bolsjefilosofi er faktisk bare en god ven med en masse indsigt – og hvem kan ikke bruge en bolsjefilosofisk ven?

Måske skal jeg nævne, at man ikke behøver at have haft en kaotisk opvækst for at få noget godt ud af bogen.

I løbet af sådan en gennemsnitsopvækst (som min) i et parcelhus i Birkerød i 80erne blev der puttet lidt af hvert ned i min rygsæk. Der er ikke lutter lagkage i min rygsæk. Udover en masse gode ting, så ligger også bl.a. mindreværd, skam, konfliktskyhed, autoritetstro, usikkerhed, dårlig selvtillid, impostersyndrom samt en form for spiseforstyrrelse i min rygsæk.

Bogen har hjulpet mig til at forholde mig til min bagage. Jeg kan måske komme overens med, at det er der, og at det er mit ansvar at bruge det – eller blot bære det med videre uden at det skal få lov til at styre mit liv. Den tanke kan jeg godt li’.

Bolsjefilosofi og andre leveråd er en bog om vores rygsæk, den usynlige rygsæk med alle vores erfaringer og summen af vores liv. Hvordan vi selv har ansvaret for den, også selvom den blev pakket af vores forfædre og vores forældre. Vi valgte ikke selv, hvad der blev pakket ned i rygsækken, men vi vælger selv, hvordan vi vil bruge det, der ligger dernede.

Bogen tager fat i nogle af de ting, mange af os bøvler med i livet. Det kan være temaer som ængstelighed, ensomhed, dårlig samvittighed, lavt selvværd og sorg. Som læser får du en hel buffet af fiduser, finter, modeller, redskaber og værktøjer, som alle fungerer som en vejviser til et bedre liv med færre benspænd.

I et sprudlende, letlæseligt og dybt personligt sprog videregiver Marie Brixtofte livsvigtige, eksistentielle erfaringer fra såvel sin opvækst som fra sin psykolog- praksis. Der er nye vinkler at hente for alle, og det er ikke kun unge og voksne med en vis dysfunktionel baggrund, der vil finde guldkorn på hver eneste side af denne væsentlige bog om at udfordre sin skæbne og forandre sin tilgang til måden at leve sit liv på.

– omtale af Marie Brixtoftes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

I dag gider jeg ikke flere dårlige nyheder ..

Jeg knoklede igennem med arbejde, krydsede en masse af på todolisten, havde to gode møder og cyklede ned for at blive testet lige inden frokost. Det var faktisk en god dag, og jeg følte, at jeg gjorde en forskel.

Da jeg stod der og ventede med mit reagensglas i hånden, var jeg ved at tude. Jeg vil et andet sted hen med min familie. Et sted, hvor der ikke er tests, sygdom og begrænsninger. Pludselig er Mars en virkelig god idé. Det var som om noget krakelerede indeni mig og gik i stykker, og jeg blev så trist indeni.

Jeg kæmper virkelig for at vænne mig til det her vilkår. Jeg blinkede tårerne væk og kiggede på mobilen for at tænke på noget andet. Klask, store typer på gult – FRYGTER TREDJE BØLGE.

Jeg frygter for min søns fremtid. Hvad det her gør ved ham, og hvor længe han kan tåle det. Hvad det gør ved hans kammerater og alle andre unge mennesker, der frarøves helt basale muligheder og glæder. Intet menneske er en ø ❤

Jeg trampede hårdt i pedalerne på hjemvejen. Eftermiddagen gik hurtigt dybt koncentreret i arbejde.

Corona er del af vores liv, hvad enten vi vil eller ej

Efter et år med Corona er det tid til at gøre status. Corona er kommet for at blive. Super ufedt og totalt uønsket!

I løbet af dette ene år er det blevet stigende populært at behandle mennesker som mindreårige børn. At tænke selv og kæmpe for sit liv er ikke (længere) velset. Nej, sæt dig ned og ta’ den med ro, for børnehavestaten passer på dig. Det lyder måske hyggeligt for nogle, men det er (altid) uhyggeligt, når mennesker umyndiggøres.

Vi kan ikke blive ved med at måle vores liv ud fra incidensværdier. Vi kan ikke holde til at sætte vores liv, vores samfund og vores mentale helbred på pause – og på sigt over styr. Corona har været del af vores liv i et år nu. Det er på tide at acceptere Corona som et vilkår. Det går ikke væk.

Vi skal ikke danse med Corona, vi skal leve med det. Det indebærer, at vi skal væk fra tankegangen om, at det går væk. Hvis vi bare holder ud og holder afstand, så går det væk. Men det går ikke væk.

Jeg tror, at det bliver sådan her: Der kommer så mange bølger, at vi holder op med at tælle. Der kommer så mange mutationer, at vi ikke længere bemærker deres navne. Smittetallene tjekker vi ikke længere. Vi skal vaccineres måske 1-2-3 gange om året. Det bliver hverdag, og livet fortsætter.

Lyder det dystopisk? Det er det ikke. Det er livet på godt og ondt. Nu er vi nået dertil, hvor vi skal indrette os på, at Corona er del af vores liv. Vi er nødt til at begynde at leve igen med alle de risici, livet indebærer ❤️

———

Så .. Hvad gør du, når du står i en ny situation? Man starter normalt med en plan og en strategi for, hvordan vi lever med de nye vilkår.

Jeg savner, at regeringen tager ansvar og får lagt en plan. Jeg giver ikke meget for, at de siger, at man ikke kan lægge en plan, for man ved jo ikke, hvordan Corona udvikler sig.

Man har aldrig kendt morgendagen – det har Corona ikke ændret på. Alligevel lægger man planer. Selvfølgelig. Det har vi altid gjort som mennesker, og det skal vi blive ved med. Uden visioner, mål og en plan mangler vi mening i livet.

Meningsløshed er noget af det sværeste at bære for mennesker.

Tanker på V-dag

En af de ting, der var startskuddet til civilisationen var dengang, vi begyndte at tage os af hinanden.

Civilisationen startede, da vores forfædre for første gang satte et brækket ben sammen og bar patienten med videre, i stedet for at efterlade ham/hende til at dø.

Dengang begyndte vi at kere os om hinanden og stole på hinanden. Vi begyndte at tro på, at der er nogen, der hjælper dig, hvis du er i fare, bliver syg eller kommer til skade. Den tillid gør, at vi tager risici. De risici betyder, vi er vokset som art og som samfund.

Det gør bl.a., at vi har lært at flyve, selvom vi ikke kan. Vi bygger huse, i stedet for at leve under et træ eller i en hule. Vi bliver ældre end biologien tilskriver. Vi helbreder uhelbredelige sygdomme.

Når jeg en dag tager imod Coronavaccinen, er det ikke så meget for at beskytte mig selv som for at beskytte flokken.

Fordi det er det, vi besluttede at gøre den dag, Preben for 15.000 år siden fik en skinne på sit brækkede ben og blev båret med videre: Vi beskytter hinanden.

D10S

Da jeg var 14 år i 1986, så vi allesammen fodbold VM. Det var sådan det var, for der var jo ét sommerhus, én stue, ét TV, én kanal.. Når min far skulle se fodbold, så vi alle fodbold.

Jeg havde (har) ikke synderlig meget forstand på fodbold, men Diego Maradona fik mig til at indse, hvor fantastisk det kan gøres! Han var sindssygt god, og det var vildt sjovt at se fodbold med ham, for der var fest, farver og magi i hans fodboldstøvler. Og masser af argentinsk temperament og passion.

Siden fulgte jeg hans succes i Napoli, og på et tidspunkt skrev jeg et brev til ham. Udenpå kuverten skrev jeg bare “Diego Maradona, Napoli, Italien”. Der gik noget tid, og så fik jeg svar retur: Dette foto med en autograf på kom med posten fra Italien.

Sidenhen har jeg fulgt ham fra sidelinien. Jeg har krydset fingre for, at han kunne tæmme sine dæmoner lige så talentfuldt, som han tæmmede en bold. Når jeg ser tilbage, var det nok forudsigeligt, at det ville ende sådan. Han brændte sit lys i begge ender, og det brændte ud alt for for tidligt.

Tak for mange magiske fodboldøjeblikke ❤️

“Her har I en fodbold. De fleste fylder den med luft. Diego Maradona fyldte den med mening, farve, genialitet og galskab og brugte den ukueligt med en fortryllende magi. Nu er han borte, og fodbolden ser igen bare ud som en fodbold.”

– Erik Nina, Aftonbladet

Næsten 21 år efter – når tiden nu er vigtig!

Næsten 21 år efter min mors død, er der kommet ny behandling af den type kræft hun døde af; småcellet lungekræft. Den mest dødelige type lungekræft. Dengang var det sådan, at efter 5 år var kun 5% fortsat i live, ikke helbredt.

På engelsk hedder det oat cell lung cancer, fordi der ikke er tale om én afgrænset svulst men en masse kræftsvulster, der ligner havregryn på en scanning. Det kan derfor ikke opereres ud, og det spreder sig lynhurtigt. Småcellet lungekræft har en kortere fordoblingstid, hurtigere vækst og tidligere udvikling af metastaser end storcellet lungekræft. Det er et forløb, der er kort, hårdt, aggressivt og som oftest dødeligt indenfor 1/2-2 år.

Min mor fik kemo, og det slog kræften ned, men den voksede eksplosivt tilbage efter hver kemo. Hun fik stråler for at slå kræften tilbage, da hun tilsidst ikke tålte mere kemo. I oktober stod det klart, at hun ville dø af det. Ikke engang 3 måneder senere døde hun.

Den nye medicin helbreder ikke, men giver 7 måneder længere at leve i. Min mor døde blot 10 måneder efter diagnosen, så 7 måneder ekstra havde betydet alverden. Hun havde fået foråret med, lidt af sommeren, og min fars 60 års fødselsdag. Måske havde hun nået at møde sin svigerdatter. Det havde været uvurderligt med den ekstra tid.

At sige farvel på 3 måneder er urimelig kort tid, og det har sat sig spor i vores liv. Det var som en granat midt i vores familie, og vi har ikke formået at hele vores familie efter det.

“Nye studier viser, at disse lungekræftpatienter opnår 7 måneder ekstra levetid. Det er uvurderlig lang tid for en uhelbredeligt syge lungekræftpatient og de pårørende. Så jeg er glad på patienternes vegne”

Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

Derfor gør det mig glad på andres vegne, at de kan få 7 måneder længere med deres mor eller far. For mig er det vigtigt, at vi bliver ved med at forske og blive bedre til at behandle. Derfor er jeg også på 21. år medlem af Kræftens Bekæmpelse. Det har der altid været plads til i mit budget ❤

Negativ antistoftest

Jeg er tom i hovedet. Bedst som jeg tænker, at det nok skal gå, så er der pressemøde igen. Endnu et nyt tiltag, nye regler igen .. jeg har allerede glemt igen, hvor mange forsamlingsforbuddet gælder i denne uge.. Jeg fanger ikke i detaljerne længere. Coronafatiguen har nemlig også ramt mig.

Jeg overholder de simple AHA-regler: Afstand, hygiejne, ansigtsmaske – og udluftning. Det er en metode, der virker; det ved jeg, for jeg fik taget en antistoftest via arbejdet forleden. Den var negativ. Det havde jeg også forventet. Ingen antistoffer. Det, jeg gør, virker.

Det betyder også, at jeg trygt kan rejse til udlandet igen, for jeg blev heller ikke smittet hverken i Tyskland, Østrig eller Italien. Det, jeg gør, virker – uanset hvor jeg er.

Midt i al Coronacrappet synes jeg, at det er en lille trøst at vide, at man ved selv at være opmærksom, så kan man gøre en kæmpeforskel både for sig selv og sine omgivelser.

Subject to change

Det eneste, der virker på coronavanviddet, er tid. Bunken med Coronadage tæller nu mere end et 1/2 år. Ved at vende et kalenderblad ad gangen, ta’ en dag ad gangen og bare lade dagene passere, så bliver det en smule mere spiseligt.

Jeg er ikke fan af det planløse liv, hvor vi ikke ved, om vi kan fortsætte med vores hverdag uden alt for mange restriktioner. Vores søns 11-års fødselsdag, aflyst. Familiefødselsdag i lørdags, aflyst. Arrangement med tidligere kolleger, aflyst. Møder på job, aflyst/udskudt. Koncerter udskudt. Rejser, som vi dårligt tør booke. Alle planer er ‘subject to change‘ – altså foreløbige aftaler, hvoraf hovedparten ikke bliver til noget, hvis man dømmer ud fra eftermiddagens pressemøde.

Det, vi har sværest ved, er, at alle vores drømme og planer om rejser er sat på stand-by. Vi kan ikke planlægge. Vi venter bare på, at tiden går, og tingene bliver bedre. Min mand bookede en forlænget weekend i Prag i oktober, for tallene så fine ud i Tjekkiet. Bemærk, datid, for så eksploderede smitten, og nu er Tjekkiet på UMs sorte liste.

Jeg langer ikke ud efter nogen, jeg er bare sur på Corona. Gi’ mig mit liv tilbage!

På den anden side af Corona, så vil jeg

  • Rejse mere
  • Samle oplevelser
  • Gå til koncerter
  • Fejre alle de runde fødselsdage i min vennekreds
  • Gi’ hånden til alle, jeg møder – på morfarmåden med begge hænder
  • Kramme alle, jeg kender og også dem, jeg kun kender lidt, til de er blå i ansigterne
Photo by Caio on Pexels.com

Gensyn med Westendorf

Vi spiste frokost på Hotel Post i Westendorf. Vi fik den legendariske Wurstsalat med en perlende kold Almdudler til.

Almdudler

Bagefter fik vi en Apfelstrudel og en Milchkaffee. Det var hyggeligt på Hotel Post, men der var nærmest ikke andre end os.

Wurstsalat
Apfelstrudel mit Schlag ❤️

Vi mindedes vores fantastiske ferier i Westendorf med 40C varme, blå himmel, grønne enge og højt solskin. Jeg husker som var det igår, da vores søn legede i haven ved Hotel Post, mens vi sad i kastanietræernes skygge og pustede ud. Jeg husker også regnvejr – meget af det.

Knægten husker kun det gode. Han var ked af det, han ville gerne blive i Westendorf, selvom det regnede. Han begyndte at græde, for han savner vores fantastiske ferier med hygge på vores dejlige værelse, ture med bjergbanen, de mange eventyr med Alpinolino, Timok og Ellmi og masser af svømmeture i hotellets pool og i det nærliggende fribad. Han ønsker sig bare tilbage. Vi krammede ham. Østrig og Westendorf vil altid have en særlig plads i vores hjerter. Altid.

Dengang ❤️

Da vi havde spist frokost, gik vi en runde i byen. Vi var forbi alle de kendte steder og gader. Byen var en skygge af sig selv. Det hjalp heller ikke på det, at regnen tog til. Jeg har aldrig før set så tunge og mørke skyer hænge så lavt over byen. Nærmest symbolsk 😢

Vi gik forbi Hotel Jakobwirt, som har været ramme om vores mange skønne ferier. Der var lukket på ubestemt tid, stod der på skiltet. Lyset var slukket, der var intet liv, stole på bordene i restauranten og ingen blomster i altankasserne.

Hotellet var øde, forladt og trist, og det var ikke kun dér. Byen virkede forladt og øde. De betaler en høj pris for Coronakrisen her. Hele sommersæsonen mister de. Vi kan køre væk fra det og holde ferie et andet sted, men det er jo folks levebrød.

Det er virkelig hårdt at se et sted, vi holder så meget af og har så gode minder fra, i den tilstand. Et eller andet sted håber man jo, at alt bliver som før. At vi en dag kan ta’ tilbage dertil og alt er som før. Men det er tydeligt, at Corona’en koster dyrt her. Der er lukket butikker, caféer og hoteller i regionen, og mange kæmper. Kommer turisterne tilbage? Og hvornår?

Så det niver i hjertet. Og når drengen græder af savn, og han bare vil ha’ sin barndomsferier tilbage, ja så begynder jeg også at græde … så vi sad alle tre og talte om ferierne i Westis, med tårer i øjnene. Åhh…

På gensyn Westendorf ❤️

Angst æder sjæle op

Fredag eftermiddag tonede mor Mette frem på endnu et pressemøde. Og der røg vores ferie lige i svinget! F**k!!! Det havde jeg alligevel ikke regnet med! Tårerne stod ud af mine øjne. Jeg er vred og ked af det og forundret, for .. hvorfor?

Vi må rejse til Tyskland, men ikke Italien eller Frankrig. Hvorfor? Svaret blæser i vinden.. Den danske regering er bange for udlændinge og stoler ikke på, at vi danskere er i stand til at tænke selv. Angst æder sjæle op og forhindrer, at man tænker klart. Ikke det bedste udgangspunkt for en beslutning.

Som en anden hønemor spærrer Mette Frederiksen os dumme danskere inde på den klamme rød stue, hvor der ingen voksne er og hvor minimumsnormeringerne er fraværende – og hvor der ikke kommer nogle klamme europæere ind og smitter os. Alt i mens at hun luller os ind i en beroligende fortælling, at hun handler klogt og staten passer på os 🤮

OM jeg er indebrændt? Ja, jeg er! Hele vores sommerferie røg i vasken i går klokken 14 uden en klar årsag. Just because vi har en rød regering, der træffer ‘politiske beslutninger’ baseret på angst (?). Jeg bliver SÅ træt!!

Farvel ferie!

Nå, men, hvis vi nu ikke havde andet at lave i pinsen, så kan vi aflyse ferien til Italien og til smukke Issambres i Sydfrankrig. Turen til Tyskland kører. Vi tager nogle endagsture til Berlin, for det må man godt.

Frankrig
Hotellet i Sydfrankrig, som vi må afbestille

Det værste af det hele er .. farvel til Italien i år .. vores to søde søstre, der ejer hotellet. Vi har været der hver sommer de sidste mange år, og det er blevet vores hjem i Italien. Jeg kan næsten ikke bære det. At skulle aflyse. At skulle sige til dem – vi ses næste år i stedet for. Hotellet er deres liv, og de har netop bygget om. Men det må jo være sådan. Åh … av!! Om 4 uger skulle vi dertil .. Der er ingen Coronasmittede i regionen, Coronahospitalerne er lukkede.

Vi skulle spise morgenmad her
Vi skulle slentre her med vandmelonis og lakridsis og smølfeis 🍦

Jeg satser på, at vi snart lægger fornægtelsen og vreden bag os for at bevæge os videre til forhandling, nedtrykthed og accept. Indtil videre er jeg dog SUR – og overvejer at skide på det hele og køre til Italien om 4 uger. Men det gør vi ikke. Selvfølgelig ikke.

Det er en light-version af sorgprocessen, vi skal igennem i den kommende tid. Vi kommer til at springe rundt i faserne, men til sidst bliver det godt igen ❤️

Jeg kommer nok ikke til at klare den i fin stil hele tiden, med ja-hat og uden brok, men jeg vil acceptere tvangsændringen af vores ferie. På et tidspunkt.