Anne Frank

Jeg fik Anne Franks dagbog, da jeg fyldte 12 år, og jeg læste den i ét stræk. Min første dagbog hed også Kitty. Jeg skrev dagbog fra jeg var 13, og til omkring min mors sygdom og og død i 1999/00. På mange måder har Anne Frank været en stor inspiration for mig. Jeg fik også en fortrolig ven, som aldrig svigtede.

Sidenhen har jeg læst Annes dagbog flere gange. Senest har jeg læst den uforkortede version, og den seneste måned har jeg læst den grafiske version med fine illustrationer med vores søn. Og jeg glæder mig til at læse den nye oversættelse, som venter derhjemme.

På besøg i Anne Franks hus

Da vi var i Amsterdam besøgte vi Anne Franks hus på Prinsengracht/Westermarkt. Det var mit tredje besøg, og hver gang er der kommet nyt til. Hver gang er det slående at stå i de tomme rum, hvor Anne og hendes familie levede i skjul og frygt for at blive opdaget.

Køb billetter online

Jeg havde købt billetter på forhånd via hjemmesiden. Jeg bestilte billetter plus et introductory program.

Bestil billetter til både huset og en intro på 1/2 time

Introduktionen er på engelsk og koster € 7 ekstra. Det er det værd. Dog anbefaler de, at man er over 10 år. Det er en barsk historie.

En af Anne Frank organisationens undervisere tager dig gennem Anne Franks historie i forbindelse med Anden Verdenskrig og jødeforfølgelsen. Med den meget grundige, informative og interaktive introduktion er du godt klædt på til dit besøg.

Vi blev vel modtaget udenfor og blev vist ind i et rum, hvor der hang en tidslinje på væggen. Vores søn var først lidt uinteresseret, men fordi formidleren var en ung kvinde, som talte tydeligt og gav os en levende fortælling, så blev han også grebet.

På væggen hang som nævnt en tidslinje: Øverst var det en tidslinje over de sidste år af familien Franks historie – startende med et foto af Anne Franks far, da han var tysk soldat i første verdenskrig. Under tidslinjen var den europæiske historie skildret sideløbende med familien Franks historie og skæbne.

Vores guide gennemgik begge historier parallelt, det var så lærerigt og tankevækkende. Annes historie er unik, fordi hun skrev dagbog. Annes søster Margot skrev også dagbog, men hendes dagbog er aldrig blevet fundet. 6 mio. mennesker led samme skæbne, og Anne er deres stemme.

Vores guide fortalte om hvordan jødernes rettigheder blev inddraget lidt efter lidt. I starten var det småting, men summen af det hele var indgribende; forbud mod at køre i sporvogn, forbud mod at eje en cykel, jøder måtte ikke sidde på bænke, jøder skulle købe mad sidst på dagen (når butikkerne var tomme), jødiske børn skulle sidde bagerst i skolen, jøder måtte ikke omgås kristne, jøder måtte ikke drive virksomhed …

I starten var det små ting, der tilsammen forhindrede et normalt liv. Små ting, der adskilte ‘dem’ fra ‘os’ og drev en kile ned gennem samfundet, så det var lettere at skille dem fra. Det er de ‘små ting’, vi skal være opmærksomme på. Også i dag. For det kan fungere som en glidebane mod dehumanisering.


Jeg kan varmt anbefale at ta’ introprogrammet med, når du alligevel besøger huset. Bagefter fik vi hver en audio guide og så gik vi igennem udstillingen.

Når man når til trappen skjult bag bogreolen , stopper audio guiden, og man går videre i stilhed. I den efterfølgende stilhed er der kun lyden af andre besøgende, der går stille rundt på de knirkende trægulve i huset. Hver lyd er nærmest som et skrig i stilheden.

Vi var ikke i livsfare, da vi gik rundt i baghuset, men enhver lyd fra beboerne dengang kunne afsløre dem; et knirkende bræt, et host eller nys, latter, rindende vand, en ting der falder på gulvet eller lyden fra toilettet. Man skulle være helt stille, når arbejderne arbejdede lige nedenunder.

Når man går rundt i huset, kan man konstant høre lyde af andre, så det er ikke svært at forestille sig, hvor svært det har været at skulle sidde musestille i mange timer. Uden Ipad. Jeg kiggede på min søn og tænkte uvilkårligt, at Anne var præcis så levende som han er, og hun skulle sidde stille i endeløst mange timer i døgnet, da hun var næsten samme alder. Det er ubærligt at tænke på.

Læs bogen og besøg huset ❤️

– Oktober 2021

En umulig beslutning

Hjerteskærende. Jeg har altid forestillet mig at det var en ond hjerteløs psykopat-stikker, som angav Anne Franks gemmested til nazisterne for nogle håndører ..

Men virkeligheden er meget værre og understreger den helt forfærdelige, umulige og desperate situation, som jøderne blev tvunget ud i under 2. verdenskrig ..

Undersøgelser har nemlig vist, at det var en jødisk mand, der angav familien Franks skjulested for at redde sin egen familie fra lidelse og udslettelse. Det er en enormt smertefuld opdagelse.

Anne Franks far var det eneste overlevende familiemedlem efter Holocaust, og det viser sig, at han lå inde med denne viden om mandens identitet. Han valgte at se bort fra det, og han forfulgte ikke sporet.

Man ved ikke hvorfor Otto Frank opgav jagten på den, der angav familien – men jeg forestiller mig, at Otto Frank indså, at manden også var et offer for et skruppelløst regime. Og intet ville bringe Otto Franks familie tilbage.

Det er dobbelt tragisk. Det er en umulig beslutning. En adresse for din familie. Hvad ville du selv have gjort?

Læs mere her.

Bedste ramen i Amsterdam: Ramen-Ya

Knægten er meget optaget af japansk manga, og han har længe talt om, at han gerne vil smage ramen. Derfor var det oplagt at søge og finde et af byens mest hippe ramen-spots.

Knægten fik klassisk hakata ramen, mens vi valgte kimchi ramen. Vi smagte på vores søns Hakata ramen – helledusseda; han havde valgt HELT rigtigt. Vores kimchi ramen var ikke dårlig, det var knaldgodt, men Hakata’en var bare sublim! Hakata er svinekødssuppe, der er kogt ind i mindst 10 timer, hvilket giver en dyb silkeblød suppe med masser umami. Virkelig lækkert!

The Hakata

Denne tonkotsu-ramen stammer fra Hakata-regionen – men er den mest populære type ramen både i og udenfor Japan. Svinebensbouillonen koges i mindst ti timer for at opnå dens tykke, fyldige og cremede smag. Toppet med char siu (svinekød), et halvt kogt æg, menma (fermenterede friske bambusskud, der er soltørret, saltet og opblødt), porre, noritang og sesamfrø.

The Kimchi Ramen

Ramen med kimchi i en let hønsebouillon. Toppet med kimchi, spicy moyashi (bønnespirer), char siu, et halvt kogt æg, sort øresvamp, forårsløg, noritang og sesamfrø.
Kimchi Ramen

Ramen-Ya laver selv deres ramennudler fra bunden hver dag, og det fornemmer man tydeligt i deres supper. Det er meget lækre nudler. Vi bestilte i øvrigt dumpling som sidedish. De var vildt gode og saftige.

Stedet ligger i en kælder, og det er meget japansk. Der er ikke lagt op til, at man hænger over maden i timevis. Det er en god ide at bestille bord, og det kan gøres online. Vi syntes, at det var så lækkert, at vi vendte tilbage om fredagen og bestilte The Hakata alle sammen 🙂

頂きます – lad os spise!

Vandreferie og hælspore

Vi gik rundt i Amsterdam, og vi gik mellem 10-19.000 skridt om dagen. Det er så nemt at glemme, at man er træt, når der rundt om hvert gadehjørne lurer nye opdagelser. Og Amsterdam er sådan. Omkring hvert hjørne, på hver en bro over hver en kanal, så stopper man op og kigger betaget på udsigten. Husene er smukke, træernes gule blade var smukke, altså det var bare nemt at glemme, at man (jeg) havde seriøst ondt i fødderne.

Jeg havde ellers varmet op i ugerne op til ferien og var oppe på at gå 10.000 skridt igen i ugen op til ferien. På grund af min hælspore har jeg ikke gået mere end cirka 2-3.000 skridt om dagen det sidste halve års tid. Når jeg holder mig på max. 2.500 skridt om dagen, har jeg nemlig ingen smerter i min hæl. Og jeg tænkte, at det måske var gået væk. Boy, was I wrong.

Her 2 uger efter ferien er mine smerter i hælen værre end nogensinde. Jeg kan ikke stå/hvile på venstre hæl, og de første skridt om morgenen er hæslige.

Høje hæle letter presset på hælen lidt, så det virker aflastende. De første mange skridt om morgenen er simpelthen så smertefulde. Når jeg sidder i sofaen om aftenen, kan jeg ikke finde hvile. Det samme når jeg er på arbejde. Det føles som om der er en knogle, der er på vej ud af hælen, og det gør ondt nærmest konstant.

Jeg har fået en tid hos lægen mandag, for det er uudholdeligt – undtagen når jeg går en tur. Når foden er varm er det næsten ok. Cykling er også udelukket. Det har samme effekt. Det er PÆNT frustrerende, at noget så hverdagsagtigt som at gå nærmest er invaliderende.

Nu har jeg jo prøvet i over et halvt år at gå mindst muligt, og det hjalp, men så snart jeg øger antallet af skridt til omkring 10.000 daglige skridt, så bliver jeg straffet med smerter fra helvede. Og jeg har taget 8 kilo på af at undgå at gå, og ddt lægger jo yderligere pres på fødderne. Det kan ikke blive ved med at gå. Derfor prøver jeg nu at gå, selvom det gør voldsomt ondt. Jeg håber, at det går væk eller at min krop vænner sig til de 10.000 skridt og holder op med at gøre ondt.

Jeg har læst bl.a. på Netdoktor, at tilstanden ‘brænder ud’ efter 1 1/2 – 2 år. Det er meget snart, at det så skal se at brænde ud, for det startede i marts 2020, da jeg begyndte at gå 10.000 skridt om dagen under første nedluk.

Har du prøvet at have hælspore? Hvordan fik du det væk?

Bo centralt i Amsterdam

Vi har jo været i Amsterdam sammen, før vi fik barn – tilbage i 2007. Dengang boede vi ved Saparthipark, som ligger i det trendy kvarter de Pijp. Dengang var det dog ikke særlig trendy. Vi oplevede det ikke som specielt centralt, da vi skulle gå 1/2 times tid, uanset hvor vi skulle hen. Derfor valgte vi denne gang et hotel helt centralt placeret på Damrak nær Central stationen og den meget centrale plads Dam. Før vi ankom var vi en smule bekymrede; et hotel nær en hovedbanegård – det kan være virkelig skidt..

Vi boede på Hotel Victoria Park Plaza, som er perfekt placeret, når man skal udforske Amsterdam.

Heldigvis viste det sig, at hotellets placering viste sig at være et genialt valg af flere årsager – dels er Damrak livligt og meget centralt i Amsterdam, så man kan nemt gå derfra, når man skal ud i byen. Det mest geniale er dog, at nærmest alle byens tram-linjer kører ud fra central stationens forplads, hvilket lå et par minutters gang fra vores hotel. Det betyder, at man på nul-komma-fem kan komme med en tram eller metro hvorhen man vil – og det er nemt at komme ‘hjem’ igen, for alle trams og metroer kører til central stationen.

Hotel Victoria Park Plaza var en suveræn base; vores værelse havde 3 balkoner med udsigt til centralstationen på den ene side og til Damrak og de smukke klassiske Amsterdamhuse på den anden side af kanalen. Vores værelse var stort og fedt indrettet. Der var kaffemaskine, køleskab og rigeligt med necessities. Sengen var god, og mørklægningsgardinerne var topeffektive, så vi sov rigtig godt.

Victoria Hotel – vores værelse lå på 1. sal på hjørnet af bygningen 🙂

På hotellet er der desuden spa, pool og træningsfaciliteter. Vi bookede hver dag tid til pool i hotellets app, og det fungerede upåklageligt fra hotellets side. De fleste gæster overholdt deres tider, så der var ikke mere end de tilladte 6 personer i poolen ad gangen. Men det var kun nogle danske børnefamilier, der ignorerede pool-reglerne, og blev hængende væsentlig længere end deres slottid på 1/2 time. Det betød, at der et par gange var alt for mange i poolen. Det var irriterende, for poolen var ikke stor nok til, at man kan være 10-12 mennesker uden at være i vejen for hinanden. Men c’est la vie.

Morgenmaden på hotellet var superlækker, og restauranten var rigtig hyggelig med god plads mellem bordene. Man kunne bestille skræddersyede æg – fx omelet med tomat, ost og løg. Da vi var der, var der ikke påkrævet mundbind andre steder end i offentlig transport, så ingen mundbind på restauranter eller på hotellet. Vi spiste typisk ml 9 og 9:30, for fra 9:30 var der lang kø til restauranten.

En anden fed feature var, at man havde nøglen til værelset (samt elevatoren og toiletterne i lobbyen) på mobilen. Det fungerer supersmidigt, når man lige får gennemskuet, hvilken vej telefonen skal holdes foran låsen 🙂

Anne Franks barndomshjem

Da jeg fyldte 13 år, fik jeg Anne Franks dagbog, og jeg blev så grebet af den jævnaldrende piges dagbog, at jeg begyndte at skrive dagbog. For mit vedkommende blev det til omkring 40 dagbøger. Da min mor døde, mistede jeg evnen og lysten til at skrive videre. Jeg forsøgte at finde gnisten igen, men det blev aldrig det samme igen, og mit dagbogsskriveri løb til sidst ud i sandet.

Så .. ja, Anne Franks dagbog ændrede mit liv. Den rører mig dybt. Hvergang. For jeg bliver aldrig for gammel til at læse om Anne eller læse hendes dagbog igen. Den seneste måneds tid har jeg læst den grafiske version højt for vores søn. Han skulle preppes lidt, før vores besøg i Anne Franks Hus her i Amsterdam på fredag.

I går fandt vi spontant på at ta’ en tram ud til Merweideplein 37, hvor Anne Frank boede med sin familie, fra de emigrerede fra Tyskland i 1933 og til de gik under jorden i 1942 i baghuset i Prinsengracht 263.

Vi stod af tram’en på en bred gade og gik til højre rundt om den gule bygning langs vejen. Vi gik forbi boghandleren på hjørnet, hvor Anne Frank efter sigende selv udvalgte netop den ternede dagbog, som hun ønskede sig til sin fødselsdag.

Foran familien Franks opgang ligger der 4 blanke snublesten med deres fødselsdatoer og videre skæbner. Vi kiggede op mod 2. salens vinduer og prøvede at forestille os deres liv der. Anne Frank stiftelsen har købt lejligheden, og den udlånes til forfatterspirer som skriverefugium.

Der findes en film fra dengang hvor Anne boede der. Nogle af deres naboer blev gift, og det blev filmet. Idet fotografen panorerer op over huset, ser man Annes lille nysgerrige hoved stikke ud af vinduet og følge begivenhedernes gang.

Udenfor bygningen er en lille park, og i den står en fin lille figur af Anne Frank, som bærer på noget bagage.

Formentlig symboliserer det den dag, hvor hun gik de 4,5 km fra Merweideplein til Prinsengracht i ført al sit tøj for ikke at vække opsigt. Som jøder var det forbudt for dem at tage sporvognen, bussen eller cyklen. De kunne heller ikke købe en is eller forfriskning undervejs, for det var også forbudt for jøder. Det var sidste gang, hun var fri udendørs.

Rijsttafel i Amsterdam

Vi har planlagt det her siden vi var i Amsterdam sidste gang for 13-14 år siden; at sætte tænderne i et rijsttafel.

I Danmark var der ofte ristaffel på menuen i 80’erne, når det skulle være eksotisk. Så knappede man en Uncle Bens sur/sød sauce (eller karrysauce) op, stegte kylling, og så hældte man dåseananas, kokosmel, bananskiver og peanuts i små skåle. Det er ikke helt det samme i Nederlandene (som Holland hedder nu, efter de skiftede navn).

Rijsttafel i Nederlandene består af op til 40 små retter. Ordet betyder egentlig risbord, og det er en fri fortolkning af en indonesisk menu med mange mindre retter.

Vi fik ikke 40 retter, men en 10-12 skønne retter. Vi valgte Kuning Rijsttafel € 27,50 pr person (bestilles til hele bordet).

  • Nasi kuning Yellow Safran rice
  • Daging rendang 🌶 Tenderly stewed beef in sumatran coconut sauce
  • Tahu Tempeh Blado 🌶 Tofu with soyabean cake in a gravy chili coconut sauce
  • Ayam Rujak Chicken in a light spicy gravy lemongrass chili coconut sauce
  • Ayam madu Fried chicken in a honey sauce
  • Salat Manga Mango salad
  • Ayam goreng kering Deep fried chicken with chili sauce
  • Jagung kacang panjang Stir fried baby corn with long beans
  • Emping Nut crackers
  • Sate Sapi skewer of beef served in soyasauce
  • Sayur Lodeh Vegetables in coconut milk
  • Sambal Goreng Telor 🌶 Boiled egg in spicy coconut sauce
  • Spiced grated coconut
  • Acar Ketimun Cucumber salad

Mr. Stacks vegan pancakes

Vi var lidt skeptiske omkring Mr. Stacks … veganske pandekager stablet med masser af fyld. Mon det kan mere end blot at se fantastisk ud på Instagram?

Svaret er ja ❤️🥞

Det smagte fantastisk! Det kan jeg klart anbefale; 3 saftige bløde lækre pandekager, frisk frugt og bær, samt lækker sauce.

Vi bestilte en Cinnamon rollercoaster stack, som består af 3 pandekager, jordbær, blåbær, kiwi, appelsin, cotton candy, Vanilla cream cheese glaze, kanel frosting, pecan nødder og hindbær coulis.

Jeg fik en Lucky Jasmin milk tea med vanilje og bobaperler.

Lækreste middag på Mana Mana i de Pijp, Amsterdam

Som de fleste storbyer tilbyder Amsterdam mad fra alle verdenshjørner. Vi besluttede os her til aften at kaste os ud i det køkken, som vi måske holder allermest af; nemlig det mellemøstlige køkken.

Vi besøgte restauranten Mana Mana i de Pijp, som er det hippe område med mange spændende butikker, caféer og restauranter. Kvarteret er levende, og der er en fed vibe.

Vi valgte nogle forskellige retter, som vi delte. Det endte med at blive nærmest rent vegetarisk, og det gjorde ingenting. Der er så meget fest og farver i grøntsagerne i Mana Manas mellemøstlige køkken, at vi ikke savner kød overhovedet.

Mana Manas signaturret er psykedeliske blomkål. Vi nærlæste beskrivelsen: Ingen cannabis, ingen magiske svampe – bare stegt krydret blomkål. Det smagte fantastisk! Hvis jeg skulle fremhæve en enkelt ting blandt de fantastiske retter, så må det blive deres baba ganoush, som jeg aldrig har smagt bedre.

Her er de retter, vi valgte:

  • Hummus serveret med pitabrød og falafel
  • Psykedeliske blomkål bestående af friskstegte blomkål med et hemmelige krydderi. Serveret med tahin, tomatsauce og grapefrugtsaft.
  • Israelsk salat med friskhakkede tomater, løg, agurker og mynte. Serveret med valnødder, rucola og en hemmelig ingrediens.
  • Baba ganoush med granatæblekerner, mandler og persille
  • Dessert: Knafeh med smør, gedeost, pistacienødder og appelsinblomstvand

I desserten var der inde i midten let smeltet gedeost. Den smagte lidt for kraftigt af ged til mig, så den sprang vi over. Resten af desserten var himmelsk. Sprød, sød, krydret, knasende.

Oktoberlisten

Oktober er mørke, regn og indendørs(u)hygge. Både den hyggeligste og mest uhyggelige måned på året. Der er edderådme længe til sommer, og som den lille sommerfugl jeg er, så føles mørket og kulden dræbende. Bladene visner på træerne, og vinden bærer de døde blade rundt.

Jeg savner varme og sol. Jeg fryser konstant nu. Jeg har lyst til at sove, at gå i hi og vågne op, når solens stråler varmer mig igen. Jeg nyder de stjålne øjeblikke, hvor solen lyser gyldent. Og jeg drikker rigtig meget te.

I oktober vil jeg

  • spise mine d-vitaminer og få en influenzavaccine
  • nyde solens gyldne stråler, mens jeg går mine 10.000 skridt hver dag – jeg længes efter sommer SÅ meget!
  • binge Kastanjemanden – gys, den har jeg glædet mig til – og vi så den på 2 aftener! Du må se den. Den er så god, og den er så mørk. Sindssygt smukt filmet i efterårsDanmark.
  • træne 3 gange om ugen. Lige pt når jeg ca. 2 gange om ugen. Det er lige i underkanten for at opnå den effekt, jeg går efter, så jeg må stramme balderne.
  • undgå panik, når vægten stiger eller står stille. Hold fast, jeg er på rette vej. Det tager tid at bygge muskler og tabe sig med styrketræning.
  • køre til Amsterdam, og jeg glæder mig som et lille barn. Efterår, gule blade, Amsterdam, kanaler, snedige caféer, spændende oplevelser, pandekager, vafler, kagekrymmel på franskbrød …
  • bestille borde til spændende middage i Amsterdam; Ramen-Ya, The Pantry, Sampurna ..
  • besøge Anne Franks hus. Mit tredje besøg bliver det til, og samtidig er det vores søns første besøg i Amsterdam og Anne Franks hus.
  • vi læser Anne Franks Dagbog om aftenen, så knægten er klædt på og kender sin Anne forinden. Han synes, at det lød kedeligt at læse en piges dagbog, men efter 2-3 aftener var han alligevel betaget. Det er sådan hendes dagbog er. Den kryber ind under huden på selv tvære pre-teens 😉
  • vi har kobberbryllup i slutningen af oktober – nej, vent? Vi har talt forkert? Jeg flyttede jo bare for nylig sammen med min kæreste, gjorde jeg ikke?
  • fejre halloween på månedens sidste dage 🎃👻👻
  • tænde lys på min mors grav på hendes 80 års fødselsdag. I takt med at jeg nærmer mig den alder, hun havde, da hun døde, så går det op for mig, hvor hæsligt det må have været for hende at sige livet farvel. Ganske hæsligt ..

Nåja, oktober blev 11 dage gammel før jeg nåede at færdiggøre dette indlæg. Den sidste uge har jeg kunnet flænse ud af kalenderen. Ren overlevelse.

Men on a positive note: Ovenpå sådan en weekend er det simpelthen den skønneste mandag nogensinde! Den sidste uges tid og især vores weekend blev disruptet af helvedeshosten, meget kraftig tandpine, søvnmangel, febervildelse, stakåndethed, manglende energi og ondt i lungerne. To Coronatests kom ud negative som forventet.

Alt det, jeg IKKE havde ønsket mig, samlet i én weekend. Jeg havde i mit stille sind forberedt mig på, at jeg stadig var syg mandag, men det var som om det lettede i løbet af natten. Jeg har sovet storartet i nat. Jeg føler mig stærk efter en lille uge, hvor jeg har følt mig svækket og affældig, så jeg er sikker på, at det er på vej væk.

Tandpinen er også stort set væk, og det kan jo sagtens skyldes, at det ikke var tandpine, men tryk fra snot i bihulerne. Nu har jeg en tid hos tandlægen i morgen 08:00, så jeg kan få tjekket mit tandsæt just in case. Jeg magter ikke at stå i Amsterdam i næste uge med tandpine, hvis det vender tilbage.

Oplevelser på bogreolen – ny CoVirkelighed dag 30

Jeg læste Anne Franks dagbog færdig i dag. Ikke den klassiske uden billeder, men den nye grafiske version. Jeg er SÅ begejstret! Det fungerer så fint med de fine tegninger til Annes ord.

Illustrationerne er fine, vellykkede og humoristiske – uden at forfladige Anne Franks ord. Anne Frank er skildret præcis som jeg forestiller mig hende. Illustrationerne er poetiske som hendes ord, og jeg synes, at den er meget læseværdig. Det er en ny måde at læse dagbogen på.

Jeg er SÅ glad for bogen, som jeg fik af min mand til jul. Den flytter ind på reolen sammen med mine 3 forskellige versioner af Anne Frank: Den originale version, hvor Annes far udelod visse passager, samt den version jeg fik i gave som 13-årig, som fik mig til at skrive dagbog – og den tredje som er den uredigerede version af dagbogen, som vi købte i Anne Franks hus i Amsterdam. Sammen med dagbøgerne står også Miep Gies’ bog.

Billede

Jeg husker Anne Frank

Da jeg begyndte at skrive dagbog som 12-årig startede jeg hverdag med et “Kære Kitty” – du kan sikkert regne ud, hvor min inspiration kom fra.

I can shake off everything as I write; my sorrows disappear, my courage is reborn.

– Anne Frank

Jeg har læst Anne Franks dagbog adskillige gange, og jeg har den i flere udgaver. Jeg har også besøgt Anne Franks hus i Amsterdam to gange.

Takket være Anne Franks dagbog er navnet Miep Gies velkendt for mig. Miep Gies arbejdede for Annes far, og hun var en af dem, der hjalp familien med at overleve i deres skjulested. I en tid hvor der var skarp overvågning af alle uregelmæssigheder og ikke mindst rationering af madvarer, skulle hun købe mad ikke blot til sig selv, sin mand og den flygtning, de havde boende hjemme illegalt – men også til de 8 mennesker i baghuset. Det var modigt og slidsomt.

I am not a hero. I just did what any decent person would have done.

– Miep Gies

Jeg har set forskellige interviews med Miep Gies; det var hende, der reddede dagbogen og gemte den i en skuffe til Anne kom tilbage. Den dag Annes far fik besked om, at hans døtre ikke havde overlevet, gav hun ham Annes dagbog. Han gik ind på sit kontor med dagbogen og lukkede døren bag sig.

Jeg vidste ikke, at Miep Gies havde skrevet en bog om sine oplevelser. En dag da vi var i Kræftens Bekæmpelses butik Igen i Sorgenfri fandt min mand bogen og rakte mig den “se”.

Bogen kostede 5 kroner, og jeg er lykkelig for den. Det er en fantastisk bog. Den beskriver livet udenfor baghuset; tiden, samfundet og de restriktioner, jøderne gradvist blev udsat for. Den beskriver også et sammenhold i en tid, hvor kaos hersker, og hvor magtesløsheden er stor.

Miep Gies’ bog komplementerer Anne Franks dagbog – de omtaler mange af de samme hændelser fra hver deres perspektiv. De beskriver de samme personer; Annes personbeskrivelser er uden filter, passioneret, ægte, tit skrevet med en spids pen .. som set af en ung pige i puberteten. Mieps perspektiv er en voksen kvindes og tilføjer et andet lag til de personer, jeg kender så godt fra Annes dagbog.

Mieps beskriver også den hyggelige middag i baghuset, hvor hun og hendes mand overnattede – og særligt af den lange stille nat kun afbrudt af Westerborks kirkeklokker. Miep lånte Annes seng at sove i, og hun lukkede ikke et øje, hun mærkede angsten krybe ind, og hun opdagede, hvordan det var at leve under jorden. Trods Annes begejstring og Mieps løfter om, at de ville komme og overnatte igen, så skete det kun den ene gang.

Miep beskriver Anne præcis som jeg forestiller mig hende. Glad, impulsiv, nysgerrig, snakkende og klog.

Læs mere:

  • Læs mere på Mieps hjemmeside
  • Bogen “Jeg husker Anne Frank” af Alison Leslie Gold & Miep Gies. Der findes en nyere udgave, men kun på engelsk, som blev udgivet i forbindelse med Miep Gies’ 100 års fødselsdag i 2009. I den er der nyt forord af Miep Gies – og nyt omkring hvem der forrådte baghuset.
  • Og læs selvfølgelig Anne Franks dagbog ❤️

Miep Gies døde i 2010, 100 år gammel. Hun fastholdt til det sidste, at hun ikke var en heltinde, men at hun og så mange andre bare gjorde det nødvendige for at hjælpe jøderne.

‘More than twenty thousand Dutch people helped to hide Jews and others in need of hiding during those years. I willingly did what I could to help. My husband did as well. It was not enough.”

– Miep Gies

Kære Kitty!

Jeg begyndte at skrive dagbog i 1984, da jeg var 12 år gammel. Mine forældre havde købt en fin kinesisk bog med silke- og læderomslag på en rejse til Stockholm, og den blev min første dagbog. Jeg startede hver dag med at skrive ‘Kære Kitty’ – og ja, så kan du sikkert godt gætte, hvem jeg var stærkt inspireret af.

Jeg var bare 11 år, da jeg læste Anne Franks dagbog første gang, og hun har været en kilde til inspiration for mig lige siden. Hendes optimisme, livsmod, drømme og planer … Tænk, hvor fantastisk det havde været, hvis hun havde levet …

I verden lever mange børn i skjul, og de kigger ud på verden fuld af håb, drømme og planer. Måske skriver de dagbog, måske ikke. Hvert enkelt barn rummer så ufattelig mange muligheder, og vi har pligt til at passe på dem.

I år er det 75 år siden, at Anne Frank fik foræret sin første dagbog, en rødternet stofdagbog. Vi, der kommer efter hende, er heldige, fordi hendes dagbog blev bevaret og givet videre til os, fordi hendes far besluttede at dele den med os.

Diary75_logo_wit-kader

Jeg har besøgt Anne Franks hus i Amsterdam to gange – første gang alene, anden gang med min mand. Jeg har læst Anne Franks dagbog flere gange, senest som voksen; den såkaldt uredigerede version. Jeg er stadig lige fascineret og rørt af hendes måde at skrive på.