Inspireret af Julias indlæg her til morgen og de mange skønne kvinders kommentarer, vil jeg prøve at vende emnet ‘kvinders alder’ her.
Madonna har fået taget en række billeder til en D&G kampagne. På billederne ligner hun ikke en gennemsnitlig 52-årig, men nok snarere en kvinde i 30erne. Billederne er superlækre og professionelle, og Madonna ser fænomenal ud som altid.
Jeg er vild med Madonna og har været det siden ‘Holiday’ – mest pga hendes musik, men også pga. hendes evne til at genskabe sig selv og sin succes gang på gang. Hun arbejder benhårdt, og jeg beundrer hendes udholdenhed og målrettethed. Hendes alder er imod hende nu, men jeg synes, at det er fedt, at hun blæser højt og flot på det og udfordrer konceptet “kvinder 40+”, der ellers normalt forsvinder fra mediebilledet.
Det virker som om hun gør det, der føles rigtigt for hende. Uanset om det så er botox, yoga eller kabbalah. Og det er befriende, at hun blæser på, om nogen synes, at det er upassende, at en dame på 52 år vælger at se ud og opføre som hun gør. Hvorfor skulle hun lade sin alder diktere sit liv? Skulle hun sætte sig ned og blive en stille hausfrau, fordi det er ‘man’ jo, når man er 52? Nej, vel?
Og så er det, jeg tænker – hvorfor er det egentlig, at vi lader os begrænse af nogle uskrevne regler? Hver gang man runder et skarpt hjørne findes der en række uskrevne regler, som især håndhæves af … hmm ja … mig selv og andre kvinder.
Et eksempel er længden på nederdelen; efter sigende bør længden øges proportionalt med alderen. Ingen numse- og lårkorte 50-årige, tak. Men hvorfor? Det kommer vel an på, om man føler sig godt til pas i en lårkort? Og farven lyserød … er forbeholdt unge piger og excentriske gamle damer .. eller hvad? En anden velkendt holdning er, at når kvinder runder 40, er de for gamle til at have langt hår – og man anser det som en form for desperat forsøg på at få lillepigefrisuren og ungdommen tilbage. Nævn selv flere!
Generelt bliver der kigget skævt til kvinder, der ikke klæder sig og opfører sig efter deres alder. Til alle tider har det været patetisk med rynkede damer i tricot og afbleget hår. Men hvorfor og hvem bestemmer egentlig det? Det gør vi, de andre kvinder, der med slet skjult forargelse og et uerkendt stænk af misundelse hviske-tisker og tager afstand fra kvinden, der udfordrer normalen.
Vi fastholder os selv i en spændetrøje, som er svær at komme ud af, og som samtidig gør, at kvinder i alderen 40+ nærmest forsvinder fra mediebilledet. For det kræver mod og kvindehjerte at skubbe til alderstyranniet.
Måske har vi brug for Madonna, Suzanne Bjerrehuus og andre kvinder, der vifter med (botoxede) arme og ben og gør opmærksomme på, at kvinder over 40 år ikke bare er små grå hausfrauer, men stadig har noget at komme med hvadenten det er indenfor musik, mode, markedsføring, økonomi, sygepleje, [indsæt selv din profession], [din hobby], osv.
Jeg vil gerne have lidt Madonna ind i mit liv. Jeg har ikke planer om at blive usynlig om et par år, når jeg runder 40.
Der er så uendelig mange muligheder for at modellere på sig selv, at man hurtigt kan glemme sig selv i kampen for at have de spændstigeste lår og den fyldigste trutmund i universet. Men uanset hvad har jeg tænkt mig fortsat at give den én over nakken med hårfarvningen og rynkecremerne – og det er vel det samme som botox: En kemisk justering af alder!
Hemmeligheden er jo nok, at man skal udvælge sine Madonna-metoder ud fra hvad der passer til en selv og ikke ud fra hvilken kasse omgivelserne vil presse en ned i – eller hvilke glittede billeder, man nu har set på nettet. For mig er det vigtigste i bund og grund; at det er mig selv, jeg møder, når jeg ser i spejlet. Uanset om andre ‘ser’ mig eller ej.
Synes godt om dette:
Like Henter...
mammalade 