11 år er længe siden

I juli 2008 besluttede jeg mig for at blogge – og jeg valgte WordPress. Det har jeg aldrig fortrudt.

Men 11 år er længe siden ..

I 2008 var jeg 36 år, ugift med kæreste, uden børn. Vi havde to solide jobs, og finansgrisen havde ikke ramt os endnu. Vi var på charterferie på Gran Canaria, i London – og sommeren bød på en episk rejse til New York.

2008 var det sidste år i vores gamle liv. 2008 var et skelsættende år i vores liv, for det var i det år kimen til vores liv sammen for alvor blev lagt.

Juleaften 2008 friede min kæreste nemlig til mig, og lige under mit hjerte spirede nyt liv. Vi stod på kanten af det største eventyr i vores liv ❤️

No Drama Lama

No Drama Lama tager det stille og roligt, tager tingene som de kommer, forbliver afslappet og tager sig en dramafri slapper. Jeg var så heldig at få den sidste No Drama Lama på hylden i DM ved Alexanderplatz.

Min nye No Drama Lama Body lotion har en vinterlig sød duft. Den føles skøn på min hud og efterlader min hud fugtet og duftende.

Helt uden drama 😘🤪

Too sober for this s**

Jeg var hende, du kunne ringe til klokken 1 i weekenden, og så var jeg festklar 1 time senere, selvom jeg lå og sov, da du ringede. 

Jeg har festet rigeligt, drukket alt for meget og har haft min andel tømmermænd. Jeg var i byen hver weekend i rigtig mange år, indtil jeg var midt i 30erne. Den periode har jeg kysset farvel, og jeg savner det slet ikke. Det var fint i en periode af mit liv, men det siger mig ikke noget længere.

Så jeg er gået fra den ene yderlighed til den anden, nu drikker jeg kun sjældent til middag fester og andre festlige events. Jeg har ikke længere behov for at være tipsy for at more mig. I 2016 var jeg bare en kedelig krampe, men i 2017 får piben en anden lyd:

sobering-up-trend

At skære ned på alkoholindtaget til fester og middage er den direkte vej til en bedre sundhed og bedre weekends med familien. Jeg kan kun elske det ❤

Alkoholallergi?

Findes alkoholallergi? Hvis det gør, så har jeg det. Nogle gange skal der blot én Bailey’s til, så hæver mit ansigt op, bliver rødt og brandvarmt, og jeg bliver utilpas. Måske er jeg efter alle de festlige år blevet allergisk overfor sprut? Det er nærmest komisk! Det er kommet med alderen, og det er irriterende, for det rammer også det hyggelige glas rødvin i ny og næ.

Tømmermænd passer ikke ind i mit liv

Jeg prioriterer benhårdt min familie og mig selv først. Jeg vil ikke spilde mine weekends på at ligge brak med selvforskyldte tømmermænd, fordi jeg så mister vigtig tid med min familie. Lad os være ærlige; man er der ikke 100% dagen derpå med tømmermænd, og selv om mandagen er man stadig lidt underskudsagtig, når man er i 40erne og har fuldet sig … Jeg er en røvdårlig mor, når jeg er træt, bagstiv og underskudsagtig. Og det er livet for kort til.

“Man, I really wish I didn’t get sober again”

said no one ever

Nej tak til alkohol er IKKE okay (?)

Jeg oplever tit, at nej tak til alkohol ikke respekteres. Tværtimod virker det som om de fleste mener, at det er socialt acceptabelt at nedgøre dem, der ikke drikker. Der er nærmest ingen grænser for, hvad man kan tillade sig at sige til folk i dén anledning; ‘nej, hvor er du kedelig’ f.eks.

Det er svært at være sjov og underholdende, når man bliver kaldt kedelig en håndfuld gange på en aften. Mit smil stivner i hvert fald tilsidst, og til slut bliver jeg hende den kedelige, for min glæde ved festen bliver til irritation over, at andre ikke vil acceptere, at jeg ikke drikker.

Hvor er du kedelig! Er du gravid?

Til den seneste julefrokost begyndte selskabet at lede efter årsager til, hvorfor jeg ikke ville drikke mig i hegnet – efter de sædvanlige overtalelsesforsøg og ‘du er bare så kedelig’-kommentarer.

‘Du er vel ikke gravid, er du?’ var der en, der sagde, hvorefter hele bordet døde af grin. Den sad. Knockout! Behøver jeg at sige, at jeg var hjemme hos familien klokken 23?

I’m too sober for this shit!

Bogen er fyldt!

Da vi kom hjem fra frokost hos bedstefar, lå der et brev til knægten. I brevet var en lille pose slik, et lille brev fra en dreng, han ikke kender – og det sidste fiskekort med det Sorte Søpindsvin, og knægten hoppede op og ned af glæde. Jeg læste om Søpindsvinet, og han bladrede i bogen ‘nu mangler jeg ikke nogen, vel?’, og jeg svarede nej.

‘Hvem er drengen?’ spurgte han, og jeg svarede, at jeg ikke kender ham, men at han og hans mor har hjulpet os med samlekort til begge bøger. ‘Men samler han ikke selv?’ spurgte han. Jeg svarede ‘jo’. ‘Du skal spørge hans mor, om han vil have nogle af vores kort’, sagde han.

Og det er netop det fantastiske ved de her samlekort. At det er en ting at være fælles om. Hos os bruger vi bøgerne til at læse i og lære dyr at kende med – mange af dyrene, han så i Den Blå Planet kendte han i forvejen fra sin bog. Men måske mere vigtigt er det på en måde også en rar reminder om, at vi kan hjælpe hinanden – også selvom vi slet ikke kender hinanden.

For os var der aldrig et spørgsmål om at bruge en formue på at skaffe kortene. Måske ville vi ikke få samlet alle kortene, måske var vi lige så heldige som sidst. Vi var til 2 byttedage, og jeg fortalte venner og familie, at vi samler – og så skrev jeg det her på bloggen. Der var søde kendte og ukendte venner derude, som gerne vil bytte eller bare forære kortene væk. Det virkede for os – og igen var det en superhyggelig proces at få samlet alle kortene.

Da vi var ude at handle i dag, havde vi bogen med, og i Føtex fik knægten et sejt diplom med en hvis haj og en klovnefisk på som bevis på, at bogen nu er fuld. Nu håber vi bare på, at det er en bog med insekter næste gang 🙂

Læser du lokalavisen?

Oven på krible krable dagen så har jeg en lille anbefaling; jeg kan klart anbefale dig at bladre lokalaviserne igennem. Det er et godt gammeldaws medie, som selvfølgelig også findes online, men som jeg ikke får tjekket i dybden online. I vores område er der tit spændende arrangementer på fx biblioteket eller naturskolen, og de får spalteplads i den trykte version af lokalavisen.

Man kan selvfølgelig også opsøge arrangementer på kommunens kalenderside, men lokalavisen virker ganske enkelt bedre for mig, da lokalnyheder og arrangementer bliver serveret på et sølvfad for mig, uden at jeg selv skal ind og klikke rundt i en kalender.

Og det er egentlig sjovt nok; lokalaviserne er nok det trykte medie, der er sket mindst med siden jeg var barn. Det er derfor reelt også nok det mest umoderne medie, jeg kan komme i tanker om. Men det er samtidig også det eneste trykte medie, jeg bladrer igennem fra ende til anden. Så i al sin umodernitet, er lokalavisen måske mere moderne end så mange andre trykte medier.

Det er mærkeligt, at netop lokalavisen har overlevet, for jeg har for længst skrottet alle andre trykte blade og aviser til fordel for nyheder og blogs på internettet. Kun vores lokalavis bladrer jeg igennem hver uge, fordi det er mest relevant og interessant for mig.

Selvfølgelig hjælper det jo rigtig meget på det, at avisen er gratis og kommer i postkassen. Jeg kan ikke længere komme på en eneste grund til at betale for en avis, så det har jeg ikke gjort i det her årtusinde – men jeg læser gladeligt en gratis avis i toget eller i flyet.

Så er der damebladene .. Jeg foretrækker at få mine “damenyheder” via min blogroll. I de trykte dameblade er der alt for meget gentagelse og gammelt nyt .. har nok ikke så meget med damebladenes indhold, som med min alder at gøre; det er formentlig fordi jeg i en alder af 42 år har set og læst det meste :D. Der er alt for meget i trykte dameblade, der ikke vedkommer mig, og som jeg synes er uinteressant, og jeg synes derfor sjældent, at værdien af bladet modsvarer prisen. Det er oftest en skuffelse.

Jeg tænder fx ikke på at have et glittet magasin i hænderne. Det er simpelthen brandærgerligt, når jeg ikke kan se billederne i flot kvalitet på min mac; jeg synes også, at det er dødssygt, at man ikke kan zoome ind eller klikke på links. Det tager mig højst 20 minutter at læse et dameblad, og i nogle numre er der så bare ikke noget spændende at læse. Jeg kan nok bedre tilgive et kedeligt nummer af lokalavisen, fordi den er gratis. Og jeg tilgiver selvfølgelig også damebladene, for dem læser jeg en stak af hos frisøren. Jeg kan snildt nå 4 eller 5 numre på den times tid, jeg sidder der, og det er altså bare vildt hyggeligt ❤

Ordløs

Jeg mangler simpelthen ord lige nu. Efteråret har ramt mig, og jeg har ingen energi. Jeg har så meget at lave på arbejde – når jeg går hjem ca 16:30, efterlader jeg mine kolleger i ragnarok. Når jeg møder igen næste morgen, er jeg gået glip af en masse og skal først læse de mails, der blev sendt frem og tilbage i aftenens løb. Sådan er det bare, og jeg prøver at abstrahere fra, at jeg føler, at jeg svigter. Sådan er aftalen med min chef, jeg betaler for min frihed, og jeg knokler som en hest i de timer, jeg er der.

Jeg kan ikke være to steder på én gang, og jeg prøver heller ikke på det mere. Jeg er hjemme med krop og sjæl så meget som muligt, og jeg prøver at få mere ud af ‘vores’ tid sammen. Indrømmet, det bliver mest til at smøre madpakke og lave mad sammen. Det følesfint og rigtigt at kunne være del af familien igen, for selvom Nicholas oftest trækker sig og sidder i sin lille boble med Ipad’en, så er vi rolige sammen under samme tag, og vi kan nå hinanden, når vi vil. Så det har faktisk givet både ro og forudsigelighed, at jeg gik ned i løn og ned på fuld tid.

Og så de der fantastiske måltidspakker fra RetNemt. De er også en stor del af roen hos os. Ikke tænke og frem for alt ikke stå ved køledisken og være fantasiforladt og tom i hovedet klokken 17 – vi laver i stedet anderledes, lækkert og spændende mad hver dag! Og vi er kommet helt væk fra alt det madspild, vi gjorde os skyldige i tidligere. Vi får råvarer leveret i små målrettede portioner, så vi aldrig står og mangler et eller andet afgørende i retten. Det er simpelthen alletiders!

Så var der det med at blive slank .. gæt selv hvordan det går med det … hvad har du selv mest lyst til lige nu?
• Gulerødder, te og motion?
• Sofa, te og knas?
Uvist af hvilken årsag så har al min knaldhårde (!) mentaltræning (!) virket – 2 kilo af i fredags. Helt og aldeles ufortjent og nok ikke videre holdbart. Det må klart være fordi jeg er blevet vildt god til at springe. Over.

Det tar kun 5 minutter

Hvordan får du tid til at blogge, bliver jeg tit spurgt. Det tager ingen tid, for et godt blogindlæg fra hjertet tager 5 minutter at skrive.

Mens du læser andres opdateringer på facebook, får jeg skrevet et indlæg.

Nogle blogindlæg ligger som kladder i mange uger, som jeg retter til, ændrer og nogle gange bare sletter.

Jeg skriver ikke blog til dig, men for mig. For min egen skyld. Skriveterapi – ude af hovedet, ude af sindet!

At skrive har altid været del af mit liv. Jeg har skrevet dagbog fra 1984 og til min mor døde, hvor jeg mistede roen og evnen til at skrive.

Min blog er på mange måder min dagbog. Den er personlig uden at blive for personlig og udleverende. Det er altså ikke alt og den fulde sandhed, du finder her. Det handler om mine holdninger, oplevelser og nogle af de ting, der berører mig.

Dagens 5 minutters pause er slut. Ej, det blev til 7 🙂

Flagstang flænser lyn?

Nogen er mere trætte af møgvejret end jeg. Denne flagstang fx. Den tog kampen op med et lyn iflg. TV2.dk.

Der skal alligevel noget af en flagstang til for sådan at flænse et lyn.

Gad nu godt at have set lynet få rockerbank af flagstangen.

Historien finder du her.

Aldersdiktatur og Madonna-metoder

Inspireret af Julias indlæg her til morgen og de mange skønne kvinders kommentarer, vil jeg prøve at vende emnet ‘kvinders alder’ her.

Madonna har fået taget en række billeder til en D&G kampagne. På billederne ligner hun ikke en gennemsnitlig 52-årig, men nok snarere en kvinde i 30erne. Billederne er superlækre og professionelle, og Madonna ser fænomenal ud som altid.

Jeg er vild med Madonna og har været det siden ‘Holiday’ – mest pga hendes musik, men også pga. hendes evne til at genskabe sig selv og sin succes gang på gang. Hun arbejder benhårdt, og jeg beundrer hendes udholdenhed og målrettethed. Hendes alder er imod hende nu, men jeg synes, at det er fedt, at hun blæser højt og flot på det og udfordrer konceptet “kvinder 40+”, der ellers normalt forsvinder fra mediebilledet.

Det virker som om hun gør det, der føles rigtigt for hende. Uanset om det så er botox, yoga eller kabbalah. Og det er befriende, at hun blæser på, om nogen synes, at det er upassende, at en dame på 52 år vælger at se ud og opføre som hun gør. Hvorfor skulle hun lade sin alder diktere sit liv? Skulle hun sætte sig ned og blive en stille hausfrau, fordi det er ‘man’ jo, når man er 52? Nej, vel?

Og så er det, jeg tænker – hvorfor er det egentlig, at vi lader os begrænse af nogle uskrevne regler? Hver gang man runder et skarpt hjørne findes der en række uskrevne regler, som især håndhæves af … hmm ja … mig selv og andre kvinder.

Et eksempel er længden på nederdelen; efter sigende bør længden øges proportionalt med alderen. Ingen numse- og lårkorte 50-årige, tak. Men hvorfor? Det kommer vel an på, om man føler sig godt til pas i en lårkort? Og farven lyserød … er forbeholdt unge piger og excentriske gamle damer .. eller hvad? En anden velkendt holdning er, at når kvinder runder 40, er de for gamle til at have langt hår – og man anser det som en form for desperat forsøg på at få lillepigefrisuren og ungdommen tilbage. Nævn selv flere!

Generelt bliver der kigget skævt til kvinder, der ikke klæder sig og opfører sig efter deres alder. Til alle tider har det været patetisk med rynkede damer i tricot og afbleget hår. Men hvorfor og hvem bestemmer egentlig det? Det gør vi, de andre kvinder, der med slet skjult forargelse og et uerkendt stænk af misundelse hviske-tisker og tager afstand fra kvinden, der udfordrer normalen.

Vi fastholder os selv i en spændetrøje, som er svær at komme ud af, og som samtidig gør, at kvinder i alderen 40+ nærmest forsvinder fra mediebilledet. For det kræver mod og kvindehjerte at skubbe til alderstyranniet.

Måske har vi brug for Madonna, Suzanne Bjerrehuus og andre kvinder, der vifter med (botoxede) arme og ben og gør opmærksomme på, at kvinder over 40 år ikke bare er små grå hausfrauer, men stadig har noget at komme med hvadenten det er indenfor musik, mode, markedsføring, økonomi, sygepleje, [indsæt selv din profession], [din hobby], osv.

Jeg vil gerne have lidt Madonna ind i mit liv. Jeg har ikke planer om at blive usynlig om et par år, når jeg runder 40.

Der er så uendelig mange muligheder for at modellere på sig selv, at man hurtigt kan glemme sig selv i kampen for at have de spændstigeste lår og den fyldigste trutmund i universet. Men uanset hvad har jeg tænkt mig fortsat at give den én over nakken med hårfarvningen og rynkecremerne – og det er vel det samme som botox: En kemisk justering af alder!

Hemmeligheden er jo nok, at man skal udvælge sine Madonna-metoder ud fra hvad der passer til en selv og ikke ud fra hvilken kasse omgivelserne vil presse en ned i – eller hvilke glittede billeder, man nu har set på nettet. For mig er det vigtigste i bund og grund; at det er mig selv, jeg møder, når jeg ser i spejlet. Uanset om andre ‘ser’ mig eller ej.

Shoppingmania!

Jeg skulle hente Inotyol salve på apoteket til NCs røde hale, og da Sorgenfri Apotek nærmest ligger motorvejen, slog jeg blinkeren til og susede derind. På vej tilbage til bilen blev jeg af en ukendt naturkraft trukket ind i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik ‘Igen’, der ligger næsten ved siden af apoteket. Der var 50% rabat på alt, og jeg gik nærmest amok. Jeg fandt 3 fede sweatshirts, en sej dynevest og et par ble-badebukser plus en billedbog til Nicholas. Så stoppede jeg der, og blev lænset for 35 kroner. For det hele.

Men hvor dum er jeg egentlig, når jeg i sidste øjeblik vælger alligevel ikke at købe den røde Samsonite kuffert, som jeg virkelig godt kunne bruge, til sølle 30 kroner. Ikke fordi jeg har aktuelle planer om at rejse nogen steder, men der var 50% rabat og hvor tit får man en kuffert, der kan holde et helt liv for 15 kroner??! Det er jo ikke sådan, at jeg har en supergod kuffert i forvejen – jeg har nemlig en vaskeægte Adax lortekuffert.

Som om det ikke var dumt nok, at jeg lod kuffert være kuffert, men jeg prøvede også et sort jakkesæt til 150 kroner og en stribet jakke til 75 kroner. Begge jakker sad perfekt – og de kunne knappes! Det meste af min jobgarderobe tillader mig pt ikke at trække vejret dybt, så eksploderer det i ryggen eller over maven. Selv om der var 50% rabat, så lod jeg det hele hænge. Ved egentlig ikke rigtig hvorfor?? Og så er det jo sådan med sådan noget, at jo mere man tænker over det, jo dummere var det at gå fra det. Og når jeg så endda har lejlighed til at støtte et godt formål er det simpelthen ikke bare dumt, men direkte tåbeligt.

Jeg agter at rette op på miséren ved at slå blinkeren til på hjemvejen igen i morgen og smide om mig med 130 kroner for en kuffert, et jakkesæt og en jakke. Alt andet ville være utilgivelig dumt!

*****

Kufferten var desværre delvist defekt, så den købte jeg ikke alligevel. Jakkesættet købte jeg, plus den stribede jakke samt en nederdel fra Escada. Nu mangler jeg helt konkret bare nogle leggings, for jeg har kun ét par sorte p.t.

Sprogmuggen?

Jeg har lige testet mit sprog – altså om mit sprog er moderne eller gammeldags… Og det ser – mildt sagt – ikke for godt ud:

Du er sprogmuggen. Sprogalder: 40+.
Sprogligt set HAR du toppet, men forsøger at være ung med de unge.
Prøv selv, om du er mere hip down on the beat end mig på gang i sproget.

Er der lys i lygten, lillemor?

Imorges kom jeg trallende glad og friskt kørende på motorvejen i morges og var imponeret af en kulsort sky, som hang truende over motorvejen oplyst af solen. Jeg opdagede, at alle bremsede op længere henne og gik ud fra, at skyen gav en omgang kraftig regn, så jeg fokuserede på det og satte farten lidt ned på forhånd.

Ud af øjenkrogen registrerede jeg en bil holde i nødsporet, men først for sent opdagede jeg, at bilen alt for hurtigt kom tættere på mig – han bakkede sgu på motorvejen! KNALD, sagde det, og så var jeg forbi.

Jeg fik et kæmpechok og så, at mit sidespejl var bøjet lidt ind. Og så ramte regnvejret mig, og jeg kunne intet se ud af forruden. Ned i fart. Selv med hviskerne i højeste gear, kunne jeg intet se. Med 40 km/t kørte jeg videre med meget begrænset udsyn.  Bilerne kom med høj fart bagfra, og jeg var i tvivl om de kunne se mig, så jeg satte lys på. Heldigvis varede det kun kort.

Da jeg kom på arbejde, var jeg helt rystet. Det forsinkede chok over, hvor tæt det var på med den anden bil, fik adrenalinen til at fræse rundt i kroppen på mig. Ubehageligt. Jeg tjekkede sidespejlet. Mirakuløst var der ikke sket noget. Det var kun slået en anelse skævt, så det har kun snittet den anden bil. Jeg håber til gengæld, at hans sidespejl er blevet revet af, så kan han måske lære det. Man bakker sgu da ikke på motorvejen!!

Men ellers smart tænkt. Det med lyset og regnvejret og den nedsatte sigtbarhed. Men så alligevel ikke. For nu holder vores bil på p-pladsen udenfor mit arbejde og er helt død – og giver mine mandlige kolleger stof til flere historier om ‘kvinder og biler’.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke irriterer mig. Det gør det. Grænseløst!! Jeg hader at fremstå som ‘blæst bimbo på høje hæle med død bil’, fordi jeg glemte at slukke lyset. Godt, der er kage i kantinen. Vil prøve at bestikke nogen til at hjælpe med nogle startkabler. Pis også!!!

Jeg ringede til Allan for at fortælle om min kvide, og han foreslog at ringe til Tophjælp. Som sagt så gjort. I dagens anledning sendte de en kæmpestor rød Falck-bil afsted for at undsætte mig. Fedt, at stå på parkeringspladsen foran alle kollegerne og se hjælpeløs ud. Men top fedt var det, at han kom klokken 15, og så blev jeg nødt til at køre hjem, for bilens motor skulle køre i mindst 1/2 time for at genoplade batteriet. Så det var i sidste ende mig, der lo – jeg kom tidligt hjem!

Jeg hentede NC i vuggestuen. Han var ude og lege i sandkassen, og han stod og græd midt i sandkassen, da jeg kom. En pædagogvikar var lige ved, og da hun så mig, tog hun ham op for at trøste ham. Jeg gik derhen og hilste. En af pædagogerne sagde til mig: ‘De er alle sammen forkølede! Og han havde klart snot ud af næsen allerede, da du afleverede ham i morges’ (jeg tolkede det som at hun sagde ‘du burde have holdt ham hjemme, for klart snot = smittefare’) Jeg svarede ‘nå’ – for hvis hun vil sige mig noget, må hun sige det direkte. Hun fortalte, at han og de andre havde være pylrede hele dagen. Ikke særlig fedt.

Jeg fiskede min grædende søn op og gik ind med ham for at skifte tøj. Jeg tog regntøj, termotøj og gummistøvler af ham. Hans fødder var iskolde helt op til knæene, for hans sokker var gennemblødte af vand. Så tror da pokker, at han vræler og næsen tap-løber! Jeg blev lidt muggen, men var samtidig også klar over, at de ikke kan have tjek på alting.

Og vigtigst er det jo, at hvis ikke NC er rask nok til en tur i sandkassen med våde kolde fødder, så bør jeg holde ham hjemme, for så kan han ikke være med på lige fod med de andre i vuggestuen. Så medmindre han er helt rask i morgen, tror jeg, at jeg giver ham i en lun indendørs dag derhjemme i morgen. Lidt surt, men sådan er det.