Mad i øjenbrynet og et mobilrelateret uheld

I dag var vi til klassearrangement ved Furesøen. Vejret var gråt og blæsende, og vandet var pivkoldt. Ungerne hyggede sig godt, men at sidde på en græsplæne i stiv kuling er ikke det sjoveste, jeg ved.

Jeg gik hen til kiosken for at købe kaffe. Ungerne fik hver deres is, og jeg ville fotografere det. Fokus var på ungerne, kaffe i venstre hånd og mobil i højre hånd. Hvad kan overhovedet gå galt?

Jeg vadede ned i et kæmpestort hul, fordi mit fokus var på ungerne. Kaffen sprøjtede op i mit ansigt, udover min bluse, mobil og sko. Det brændte på mine kinder, sved i mine øjne og dryppede fra mine øjenvipper.

Skidesmart! Jeg kiggede mig hurtigt omkring. Ingen havde set det. Pyha, ingen behøver vide det. Jeg gik på toilettet og forsøgte at tørre kaffen af ansigt og hår. Der var selvfølgelig intet spejl.

På tilbageturen kiggede jeg ned i koppen. Der var sort kaffe i koppen. Jeg havde bestilt en latte. Var det kun mælken, der var hoppet ud? Det er vel ikke muligt? Tilbage til kiosken. Jeg fik byttet min sorte kaffe til en latte. Maskinen var løbet tør for mælk, så de kom kold mælk i.

Da jeg kom tilbage til min mand, var kaffen kold, og han undrede sig over, at det havde taget så lang tid. Jeg var topflov, så jeg sagde, at jeg måtte tilbage for at få mælk i latten. “Du har tomat i øjenbrynet” sagde han. Åh nej? Også tomat?? Jeg havde nemlig købt nogle supergode tomater – og før jeg gik efter kaffe, bed jeg i en af dem – og den eksploderede i ansigtet på mig. Jeg har været et kønt syn.

Forleden havde jeg tandpasta på maven. Det havde jeg ikke lige opdaget. Mens jeg skrev det her, hældte jeg tranebærsaft ved siden af munden. Det er derfor, at jeg sværger til sort tøj. Jeg er virkelig ikke til pænt brug 😳

Mnjaeh ..
(Snavsetøjspose fra vores fantastiske hotel i Barcelona)

På ferie i en Coronatid – go eller nogo?

Det er virkelig et hot topic! Der er mange meninger om hvad der er det rigtige at gøre. Folk er mere eller mindre skingre i deres angreb på hinanden (“forkælede egoister, der vil sydpå” – “dumme københavnere, der tager smitten med ud på landet”), mens andre opfører sig som politibetjente (“det må du ikke, for så skal du i karantæne”). Det er trist, og det gavner ingenting. Måske skal vi bare trække vejret og vise omsorg for hinanden?

Når smittetrykket er lavt, er der ingen forskel på, om du tager på ferie i Danmark eller i udlandet. Det er din adfærd, der er bestemmende for, om du udsætter andre og dig selv for en risiko.

For os er det simpelt; at rejse er at leve. Det er vigtigt for os at rejse sammen – det er det, vi lever for: Fælles oplevelser og minder, vi kan bygge på. Når det så er sagt, så lever vi i en Coronatid, og derfor er der nye regler, anbefalinger og sund fornuft at tage med i ferieplanlægningen.

Aflyste planer

Vi har valgt at aflyse rejsen til Italien og til Sydfrankrig, selvom vi er lodret uenige med regeringens national-protektionistiske strategi, hvor vi primært skal støtte os selv, i stedet for udlandet. Det er ikke særlig socialt, for ferie i Danmark er en luksus, som ikke alle har råd til. Pengene rækker ganske enkelt længere i udlandet, og derfor er der mange, der ærgrer sig.

Vi mener, at vi her i Europa har en samfundspligt til understøtte de lande, der har fået kontrol med Corona’en og nu åbner for turister. Vi vil gerne bidrage til at undgå at hoteller og restauranter går konkurs med de menneskelige omkostninger, der følger med. Ikke KUN i Danmark, men også i Danmark.

Vi har fokus på, at sommeren 2020 bliver en balancegang mellem at begrænse smitte og holde ferie. Det bliver ikke ferie for fuld udblæsning, men nok en mere rolig ferie med flere restriktioner og færre oplevelser uanset om vi er herhjemme eller i udlandet. Det er ekstra vigtigt at få afstemt forventninger og undersøge muligheder og begrænsninger inden ferien i år.

Nye planer del 1: Sommerferie i Danmark

Til forskel fra den oprindelige plan holder vi en del af vores ferie i Danmark, dels for at støtte turistbranchen i Danmark, men også fordi her er skønt. Især i Odsherred ❤ Vi har valgt at booke sommerhus via vores favorit-sommerhus-pusher Feriepartner Odsherred, som altid giver en supergod personlig service. Man undgår at stå i kø med andre turister på et afsides kontor for at hente nøgle, for nøglen findes i en nøgleboks ved sommerhuset. Ekstra godt i en Coronatid!

Jeg får IKKE penge for at skrive om Feriepartner, men derfor kan det godt opfattes som REKLAME. Vi kan varmt anbefale dem, da de er væsentlig bedre end de 2 andre sommerhusudlejningsfirmaer, vi har prøvet.

Nye planer del 2: Tour de Tyskland

Derefter går turen til Tyskland, hvor vi kører rundt i 2 ugers tid. Vi skal besøge en lang række tyske byer; bl.a. Hannover, Würzburg, Pegnitz, samt Füssen i Sydtyskland, hvor vi bliver en lille uges tid. Her står den på bjerge, lys og luft – og masser af plads. Vi har valgt et hotel i udkantstyskland, nær grænsen til Østrig, hvor der er flere køer (dem, der siger muh) end mennesker.

På vores Tysklandstur kommer vi til:

  • at udvise respekt, omsorg og omtanke overfor alle, vi møder – præcis som herhjemme.
    • at gå med communitymasker i offentlig transport, restauranter og butikker
    • at holde 1 1/2 meters afstand til andre.
    • at spritte hænderne af og vaske dem ofte.
    • at undgå grupper af mennesker.
    • at minimere brug af offentlig transport.
    • at undgå turistattraktioner, der tiltrækker mange mennesker.
    • at gå videre eller komme igen, hvis der er for mange mennesker.

Uanset om vi tager til en lille flække i Tyskland eller i sommerhus herhjemme, så belaster vi lokalsamfund, der er bygget til færre mennesker. Mange af de små sommerbyer i det danske sommerland er slet ikke gearet til Coronaafstand på 1-2 meter blandt mange mennesker i butikker, på havne, på restauranter, så forskellen er ens, uanset om vi er på ferie herhjemme eller udlandet.

Det er samme adfærd, vi skal lægge for dagen, uanset hvor vi er. Respekt, afstand, omsorg og omtanke er nøgleord, så vi undgår spredning af Corona ❤

Hvor kommer motivationen egentlig fra?

“Motiveret medarbejder søges” .. giver det overhovedet mening? Jeg er motiveret for forskellige ting med jævne mellemrum, men ikke konstant. Hvad mener du kommer først; motivation eller handling?

Jeg troede, at motivationen kom forud for handlingen. Men nu står det mig klart, at det er omvendt. Og det er faktisk rart at vide, for jeg er sjældent motiveret på forhånd til at træne – og jeg bliver superirriteret på mig selv over min manglende motivation. Sløve banan!! Men jeg oplever, at når jeg omsætter tanken til handling, så blusser motivationen op, fx når jeg har snøret mine løbesko, så kommer jeg altid afsted.

Det er nok de færreste, der kommer helt over i motionscentret og tager hjem igen uden at træne. Når løbeskoene er snøret, kommer man også afsted. Det er det samme med rengøring, opvask og oprydning; det sværeste er at komme igang, men så dukker motivationen op, når man kommer i gang og ser en forskel.

Så hvorfor er det, at vi stadig forventer, at motivationen bare dukker op uden handling? At folk bare går rundt og er motiverede? Der skal en handling til. Man er nødt til at foretage sig noget, før motivationen dukker op.

Præcis som du ikke går rundt og er glad eller sur hele tiden, så går du heller ikke rundt og er motiveret konstant. Motivation er en følelse, der opstår, når den bliver vakt af en handling.

Jeg har aldrig tænkt over motivation sådan. Jeg troede, at enten er man motiveret eller også er man ikke. Men man kan blive motiveret, alene ved at handle … Glem peptalks, gør noget i stedet for!

Hjemmeskolehelvede fortsætter – ny CoVirkelighed dag 117

Virkelig en skidt dag både for hjemmelærerinden og afkommet. Startede med telefonmøde med jobbet klokken 10. Ungen snorkede lystigt videre og fik øjne 10:30. Han sad og gloede ud i luften. Efter 40 minutter var morgenmaden end ikke spist.

Jeg slog lyden fra mødet et par gange og mindede ham om morgenmaden. Han spiste meeeeget langsomt. Jeg slog lyden fra igen et par gange og bad ham spise (for helvede) og ta’ tøj på.

Da mit møde var slut var der fortsat mad på tallerkenen, men han var da delvist i tøjet. Yay!

Så skændtes vi lidt, fordi han ikke ville gå på lektieplanen og se hvad dagens lektie bestod af. Jeg tog alle devices fra ham inkl skoleipad’en, fordi han så YouTube på den i stedet for at finde lektieplanen. Derefter fandt jeg lektieplanen frem og bad ham gå i gang med sin dansk/idrætsopgave. Vi var begge ret mugne og skumlede hver for sig.

Da jeg bad om at se opgaven, havde han ikke fulgt instruksen. I gamle dage var den slags misforstået opgave lig med briller, dvs. 00. Så det var en ommer. Også i 2020.

Dyb vejrtrækning, sceneskift til legepladsen udenfor, hvor vi ved fælles hjælp fik opgaven i kassen med Benny Hill temaet som underlægningsmusik til den del, hvor tempoet var skruet i vejret.

Det hjalp lidt på humøret (Benny Hill temaet er svært at bevare en muggen attitude til), men fordi en skoledag er på 6 timer, og denne skoledag først startede klokken 13, ja så ringer det altså først ud fra sidste time kl 19. Vi tilbragte 3 festlige timer med Matematikfessor, og så orkede ingen af os mere klokken 16.

Oveni det tog det mig 4 timer, før jeg fik overført fotos fra mit Nikon til Macbook’en. Det endte med en manuel overførsel, for Macbook’en kunne ikke finde nogen billeder på kameraet via Fotos, som jeg normalt overfører via. Nnngghhh!!!

Vi rundede dagen af med en gåtur ned til de nærliggende kirsebærtræer, som er ved at afblomstre. Jeg tvang knægten med, men han var glad allerede 2 minutter efter vi var ude af døren. Da han fik øje på 2 egern var al surhed glemt. Vi gik og snakkede sammen om hvordan vi kan gøre skoledagen bedre.

Tilbage til kødgryderne – ny CoVirkelighed dag 21

Når jeg ser på Instagram og Snappen, hvad min omverden foretager sig i Coronatiden, så kan jeg se, at der er et voldsomt stort fokus på hjemlige sysler. Pludselig er vi alle Hausfrau m/k. Der bliver strikket, syet, hæklet, syltet, plantet, lavet mad, bagt, hamstret gær, byttet surdej, ordnet blomsterbede, ryddet ud og samlet til forråd til den HELT store guldmedalje. Indimellem bliver der gået adstadige ture med sikkerhedsafstand og mugne miner i retning af potentielle Coronapatienter.

Pludselig er det der med at være fit fuldstændig yt. Bevares, nogle løber da fortsat en tur, men det vil man også helst have, at de lader være med, for når de p(r)uster, så må de da smitte mere, ikke?

Selv JEG er blevet dus med min indre hausfrau: Jeg har vasket alle vores musegrå gardiner kridhvide, jeg vasker håndklæder 2x om ugen, jeg har gang i hjemmeskoling af modvillig 10-årig, jeg har endda bagt både pandekager og drømmekage indenfor den seneste uge.

Jeg har endda også planer om at sy sønnens elefant Bodil, som er revnet i rumpen, samt nogle g-strenge, som er knækkede. Vi har allerede plantet karse og bønnespirer. Jeg stod endda forleden i Lidl og overvejede at købe et lav-selv-påskepyntsæt, som vi kan hygge os med sammen. Og jeg har deltaget i en konkurrence om en perlevæv på nettet.

Hvad fanden sker der?!

Det er alt sammen virkelig bekymrende tegn fra en, der normalt aldrig bager, planter, syr, steriliserer, laver påskepynt, væver perlearmbånd eller vasker gardiner … Jeg kan ikke lade være med at tænke, at efter generationers kamp for frigørelse fra kødgryderne, hvad er så det første, vi gør, når krisen rammer?

Det er da tankevækkende ..

Påskepynt anno 2013

Når man har Fernweh i den nye CoVirkelighed dag 4

I takt med at grænserne lukkes, og vores verden bliver mindre, så stiger min Fernweh. Jeg føler mig for alvor indespærret nu. Jeg vil ud og gerne langt væk. Jeg begynder at få pip af at være her.

Det blev til en tur i Lidl. Det smagte da lidt af eventyr og udland; italiensk uge mums!

Jeg fik overraskende meget energi af det, og jeg fik ryddet op i knægtens tegninger og ting fra børnehavetiden, samt 0.-3. klasse. Fra at vælte rundt på en hel reol, fylder det nu kun én mappe.

Jeg fik også sat skik på de ting, vi havde med hjem fra New York i 2008. Det lå i en M&Ms pose – og nu er det sat pænt ind i platiclommer i et ringbind. Det var en skøn tur 😍

Knægten havde en god dag med en ven på FaceTime flere timer. De spillede og fjollede sammen, og vi hørte ham grine. Han hoster lidt, han kunne ikke spise aftensmad og var spag til aften. Jeg tog hans temperatur, men han havde heldigvis ikke feber. Vi sørgede for at han kom i ordentlig tid i seng, og så håber vi, at han er på banen igen i morgen.

New York 2008

Hjemmeskole & arbejde i en ny CoVirkelighed dag II

Her på andendagen skulle jeg arbejde igennem. Der skulle sparkes røv denne fredag. Jeg nåede det, jeg skulle, så det var godt.

Jeg er i onboardingprocessen på mit nye job, og det betyder, at jeg har tid og mulighed for selv at nørde i det, jeg lærer. Jeg jubler ikke over det, for jeg vil hellere komme rigtigt igang og gøre en forskel. Når det nu skal være, så er jeg glad for, at jeg har mulighed for at dykke ned og dygtiggøre mig på mit nye job.

Jeg har fået ny Iphone og har forlist mit nemID. Det er en meget skidt kombi. Jeg er normalt afhængig af NemID app’en. Desværre kræver app’en, at man skal have fat i papkortet. Som jeg har forlist. Heldigvis opdagede jeg det allerede i sidste weekend, så jeg har bestilt et nyt, og det må da være på vej i posten, er vi ikke enige?

Så fik Aula Coronaspasmer og kylede mig eftertrykkeligt ud. Mit Unilogin bliver ikke genkendt (?), og jeg har ikke noget NemID, der fungerer. Endnu. Vi er heldigvis to forældre, og den anden er ikke blevet persona non grata i Aula, så nu har jeg fået en kopi af lærernes plan for næste uge.

Vi savner ikke inspiration til, hvad drengen skal lave, mens skolen er lukket. Vi har nemlig fået en god, detaljeret og ambitiøs plan fra drengens fantastiske lærere. Jeg er overbevist om, at også jeg lærer en helt masse. Drengen er langt mindre begejstret, men jeg tænker, at vi belønner (læs: bestikker) ham for at klare sine challenges (læs: lektier).

I dag skulle vi hente skolebøger og hjemmeopgaver på skolen og mødte en del af hans venner. Der var ingen kram, men ivrig vinken.

Dag 1 i en ny CoVirkelighed

Vi vågnede alle op til en helt anden verden den torsdag morgen. Jeg følte mig omtumlet, forvirret og trist. Jeg havde også en nagende fornemmelse af, at det bedste ville være at kaste al fornuft overbord og styrte ned og hamstre al verdens dåsemad og så grave mig ned herhjemme med familien. Men det går jo lige som ikke, vel? Vi har mad til resten af ugen og nok også til et godt stykke ind i næste uge.

Men cola .. det er vi (stadig) ved at løbe tør for (og det fylder pludselig vanvittig meget i mit hoved!). Og min gamle svigerfar mangler toiletpapir, og jeg synes virkelig ikke, at han skal ud i butikkerne, hvis der er mange mennesker, der slås om toiletpapir med en sky af virus flyvende om ørerne.

Jeg rundede den lokale Kvickly på vej til arbejde, og der var heldigvis fred, fordragelighed og kun få mennesker. Enkelte fyldte vognene godt op med toiletpapir, dåsemad, kød og grøntsager. Jeg lagde cola, svigerfars toiletpapir, Vesterhavsost, nogle boller og lidt slik i min kurv, længere rakte min fantasi ikke.

Jeg ringede til sfo’en og sagde, at vores søn ikke kommer hverken i dag, i morgen eller de næste 14 dage. Der var kun mødt 10 børn ind på hele skolen.

Jeg tog drengen med på job. Mens han jublende talte i mobil på bagsædet med sine venner om at de har fri fra skolen, var min hjerne på overarbejde, og mit hjerte er tungt, for vores hverdag er vendt på hovedet.

Jeg er bekymret for min far, der bor 110 km væk, for min svigermor på plejehjem, og min svigerfar, der klarer det hele selv alene. Ingen af dem tåler Corona.

Jeg har mærket på min søns pande mindst 20 gange i dag. Han har lidt hoste, og jeg er paranoid. Jeg synes heller ikke selv, at jeg er frisk .. al den snak om sygdom gør mig skør!!!

På arbejde var det rart at tale om noget andet og mærke, at selvom hele verden er fra forstanden, så er der stadig noget, der er normalt og noget, der skal gøres.

Jeg fik samlet en række opgaver, som jeg kan løse de nærmeste dage, og efter frokost kørte vi hjemad. Det stormede temmelig meget, og det hele føltes meget mærkeligt.

Dybfrostpizzaer med tvivlsomt kød er revet væk – men vegan falafel pizza er der masser af ?

Pandemonium dag 0 en ny CoVirkelighed

Tidligere på ugen talte vi om, at med den hast Coronasmitten breder sig, så lukker skolerne nok snart.

Men det betød ikke, at vi var forberedt på det, sådan mentalt. Overhovedet ikke.

Jeg blev lamslået, da Mette Frederiksen tonede frem og fortalte det, vi godt vidste – at det er løbet løbsk og ikke kan inddæmmes uden drastiske tiltag.

Jeg fik lyst til at fylde i hovedet; sprut, chips og cola, og vi var løbet tør for cola, så jeg fik overtalt min mand til at køre i Netto.

Han kom ret hurtigt tilbage igen og sagde ‘det vil jeg simpelthen ikke være med til!’ Han fortalte, at folk rev varer til sig med arme og ben i den lokale Netto. Det var pandemonium. Jeg var rystet.

Det er præcis de 2 ting, vi IKKE skal gøre:

  1. Hamstre fødevarer, for der er nok til alle.
  2. Være mange mennesker tæt sammen på meget lidt plads, så vi smitter hinanden.

Der var ikke andet for end at gå i seng og sove på det. I morgen er verden normal igen. Eller noget.

 

En på øjet 👹

Jeg skulle på 2-dages kursus i DISC personanalyse 10.-11. marts. Førstedagen af kursus var intens og meget lærerig. Tiden fløj afsted.

Midt om natten mellem tirsdag og onsdag fik jeg min søns albue klokkerent i højre øje. Bevares, jeg vågnede lidt op af slaget, men det føltes ikke som noget særligt, så jeg vendte mig om og sov videre.

Om morgenen var øjet rødt og løb i vand. Det gjorde ikke ondt, det var bare irriteret og var rødt. Det føltes lidt som øjenbetændelse.

Jeg droppede kontaktlinser og tog afsted på kursus med rødt irriteret øje, der løb i vand. Kønt syn 👹

Jeg købte saltvandsøjendråber, og det blev bedre i løbet af et par dage.

Jeg læste at netop røde øjne kan være det første tegn på Corona virus i øjet 😱 Det var det så ikke i mit tilfælde, men jeg nåede da lige at blive godt bekymret, særligt fordi en tør hoste satte ind blot et par dage efter.

Men 3 uger senere er hosten og de røde øjne væk.

Tror du (også), at du er god til at multitaske?

Jeg hørte denne fantastisk tankevækkende artikel på Zetland i morges. Der er flere ting i den artikel, som er meget tankevækkende; som for eksempel, at vores hjerner ikke er skabt til at multitaske – og at når vi tror, at vi multitasker, så lukker hjernen opgaverne op og ned i det ubevidste. Udover at det at lukke op og ned for opgaver konstant, brænder hjernen af, så sænker det også vores IQ. Faktisk falder IQ’en så kraftigt ved multitasking, at det svarer til at springe en nattesøvn over. Og det bliver man jo ikke ligefrem bedre og skarpere af.

Da jeg lyttede til artiklen i toget, poppede der en sms ind. Jeg læste den og lyttede videre til artiklen. Mente jeg. Men i virkeligheden missede jeg pointerne i det, der blev sagt, mens jeg læste og besvarede sms’en. Jeg hørte derfor hele artiklen én gang til. Uden at forsøge at multitaske.

Det er ny viden for mig. Jeg har altid fået tudet ørerne fulde, at kvinder er supergode til at multitaske. Og ligeså tit har jeg tænkt, at jeg som en af de eneste kvinder ikke har fået det talent i dåbsgave. For jeg er dårlig til det. Jeg er god til at fokusere, jeg er god til at fordybe mig, og jeg arbejder bedst, når jeg er i flow. Men når jeg blæser og har mel i munden går det knap så godt .. Jeg ved, at de opgaver, jeg løser fokuseret, bliver langt bedre end dem, hvor jeg har min opmærksomhed andre steder (doh ..) eller når jeg bliver afbrudt – eller når jeg prøver at tale i mobil samtidig. Jeg kan ikke være to steder på samme tid. Men jeg prøver ihærdigt. Jeg troede egentlig bare, at der var noget galt med mig. Men det er min hjerne, der er reagerer normalt på en vanvittig arbejdsmetode.

Du kan læse endnu mere om at multitaske her.

Ro på – nu!

  • Jeg er lige nu midt en meget stressende periode på jobbet.
  • Jeg mærker næsten dagligt, at jeg rammer muren. Jeg har konstant for mange opgaver og for lidt tid. Jeg når ikke nok, fordybelse, kreativitet, analyse og overvejelser er der ikke tid. Ekspedere, levere, bum.
  • Jeg når dagligt dertil hvor det kører rundt – hvor jeg ikke får lukket en eneste opgave, men bliver afbrudt og starter på en ny. Når jeg lukker min pc, ligger der typisk en lille håndfuld mails, jeg er begyndt på i dagens løb, men ikke har fået sendt, fordi jeg blev afbrudt.
  • Jeg når også ofte dertil, hvor jeg tydeligt mærker, at jeg ikke længere arbejdet effektivt, fordi jeg ikke kan tænke klart, fordi vigtige hasteopgaver vælter ind over hinanden.
  • I den situation er det fristende at ‘klemme balderne sammen’ – men det er vigtigt at lade være. Når det er sådan, fjerner jeg mig fysisk fra opgaven. Jeg går væk, henter vand, går ud på bagtrappen, går til frokost, et eller andet.
  • At forlade en opgave fysisk virker. Kroppen tager over, jeg trækker vejret dybt, smalltalker med en kollega, hæver blikket og opdager at solen skinner/det regner etc. Hjernen fortsætter ubevidst, og løsningen kommer oftest af sig selv og uden besvær.
  • Det er mildt sagt genialt at gå væk fra opgaverne.
  • Jeg har 5 punkter, som jeg praktiserer:
    1. Træk vejret dybt
    2. Sørg for orden
    3. Gå væk
    4. Giv slip
    1. Sov godt

    Det virker 😅

    Gamle Ole!

    Det her indlæg skrev jeg i april. Jeg udgav det aldrig. Det føles meget personligt, og jeg er et andet sted i dag.

    …….

    Jeg er tæt på ‘gamle Ole’, når jeg springer på badevægten. Der var engang hvor der stod 65 hver morgen. Det var dengang jeg følte mig tyk.

    Nu kan jeg godt se på min tøjstørrelse (46) og på vægten, at jeg er tyk, men jeg følte mig faktisk ikke tyk. Datid.

    Lige indtil jeg fik en bemærkning omkring min vægt sidste sommer: “Det klæder dig, at du har tabt dig. Da jeg så dig i sommer var du bekymrende stor

    🐳

    Jeg lignede med andre ord en hval i sommer? WTF? Fed og forædt? Jeg kiggede tilbage på fotos fra den dag, og det slog mig hvor glad, jeg ser ud.

    Paradokset er, at jeg er langt mere usund og stresset nu, end jeg var lige efter sommerferien, hvor jeg var glad, rund, peberkagebrun og afslappet.

    Er der nogensinde nogen, der er blevet slank af at få at vide, at man er bekymrende stor?

    Hvad skal det til for? Jeg blev både vred og såret over bemærkningen, men jeg formåede at få sagt fra overfor det. Det er da noget mærkeligt noget, at min vægt og udseende er et debatemne.

    Spis gift

    Alligevel virker den dumme bemærkning som gift på mig. Min trøstespisning er nået nye højder siden da. I mange år har jeg ikke trøstespist. Nu spiser jeg alt, der ikke er hammer- og nagelfast, når jeg er stresset, træt eller frustreret.

    Det var ellers ikke længere min vægt, jeg bekymrede mig om, det var mere mit velbefindende. Men bemærkningen lyder som et ekko i mit hovede. Jeg hører slet ikke det kompliment, som kommentaren også indeholdt udover en svineren: at jeg ikke længere var så bekymrende stor som i sommer.

    Jeg stirrer på tallet på min vægt hver morgen, og det bliver ikke mindre af at blive nidstirret, skulle jeg hilse at sige.

    🐳

    Jeg er begyndt at gå ture i weekenden. 45 minutter ad gangen.

    Gå? Men er det ikke kedeligt og noget for gamle damer? Jo x2. Det er forholdsvis kedeligt, men så er det ikke værre. Naturen er smuk, jeg bliver glad i låget, klar i hovedet, og det føles dejligt i kroppen.

    Jeg ville hellere træne, men min krop siger fra. Jeg har inflammation i en slimsæk i hoften, som provokeres af koblingen i bilen. Og da jeg kører til job hver dag er det ikke en skade, jeg kan få til at gå væk. Det er værst de dage hvor jeg kører meget i kø, så jeg forsøger at styre udenom myldretiden om eftermiddagen.

    Jeg laver øvelser hver morgen i brusebadet og hver aften på gulvet. Det hjælper til at holde smerten på et tåleligt niveau. Jeg har fået blokader, ultralyd, akupunktur .. uden den store effekt. Det har været meget slemt, men nu halter jeg ikke længere, jeg har ikke længere ondt, hvergang jeg rejser mig, smerten er blevet til at holde ud.

    For det gør ondt hver dag, det jager og niver og føles som et sår, der springer op eller nok snarere som væv, der revner, når jeg belaster det forkert eller for meget ved fx at gå op ad bakke med lange skridt. Det forhindrer mig i at løbe og andre former for konditionstræning, for løb, hop og vægtbæring (fx at løfte vægte eller en tung pose) forværrer det. Når jeg cykler, får jeg tillige ondt i knæene. Heldigvis kan jeg gå, så det gør jeg.

    Efter mange år med alt for meget træning, for lidt restitution og et æresmedlemskab hos OA, så har jeg stadig lyst til at gi’ fanden i det og bare gi’ den gas med at træne og ignorere svaghed og smerte. Som vi sagde, når vi løftede vægte ‘smerte er svaghed, der forlader kroppen’. Jeg brændte mit lys i begge ender i flere år, og ja, nu er jeg 47 og der er så åbenbart en regning, der skal betales 😒

    Vinterforberedelser

    Jeg er ikke den store vinterfan, og derfor har jeg på nuværende tidspunkt kun 3 muligheder:

      Gå i hi
      Rejse væk
      Forberede mig på vinteren

    De to første er langt mere tiltrækkende end #3. Jeg har dog endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg kombinerer en fast indtægt med #1 og #2.

    Så … vinterforberedelser. I et semi-polarklima som det danske er der en række ting, man skal have styr på, før de sidste blade har forladt træerne.

    Beklædning

    Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning. Det er helt korrekt i vinterhalvåret i Danmark. Dårlig påklædning gør, at jeg fryser. Når jeg fryser, bliver jeg gnaven og træt. Jeg skal derfor undgå at fryse. Mit bedste råd mod kulde er; bliv inde eller rejs væk 😅 Når det ikke er muligt er det nødvendigt med varmt ..

    Overtøj; jeg opererer med en skala af frakker fra en let ulden pæn frakke til en mere spejderagtig overlevelsesagtig parka sprængfyldt med fjer. Jeg har ingen korte jakker, når det er koldt. Alle mine vinterfrakker varmer også rumpetten.

    Tøj; jeg arbejder med tøj i flere lag. Typisk en bluse inderst – mange af mine bluser/kjoler er 2-lags. Derover en blazer og et lækkert uldent tørklæde eller poncho. Jeg er allerede nu skiftet fra footies til ankelstrømper, idet bare ankler gør, at jeg hurtigt kommer til at fryse. Jeg imprægnerer desuden hyppigt mine støvler, for våde fødder bliver hurtigt kolde. Lige nu har Lidl imprægneringsspray på bud 😉

    Sko; de varmeste vinterstøvler jeg nogensinde har haft, var mine Buffalobåde i 90erne. De tykke såler isolerede 100%, så kulden ikke vandrede fra jorden op i mine fødder. Nu er jeg glad for mine Sorelstøvler, når der ligger sne – og på mindre kolde dage er det mest mine lædersnørestøvler med tyk blød ulden sål i, som kommer i spil. Hvis du skal købe forede støvler, så undersøg om de også er forede om tæerne. Varmt uldent for om anklen varmer ikke fødderne, og rigtig mange sko er kun forede om anklen.

    Tørklæder er uundværlige; jeg bor i mit Lala Berlin tørklæde, når temperaturen falder. Det er fantastisk lunt, blødt, hyggeligt. Også min lange uldne cardi fra H&M og min Lala Berlin poncho er lifesavers for mig om vinteren.

    Hår, hud, led, negle, næse .. Ingen af dem er vilde med vinter.

    Når dagslyset forsvinder, så falder D-vitaminniveauet og min energi daler. Jeg fik tidligere målt mit D-vitaminniveau jævnligt. I januar skraber det typisk bunden. Så jeg tænker meget i at få dagslys; gå ud, være nær vinduer, kigge op mod solen, tænde lys (mere for at undgå at kroppen tror det er nat) og så spiser jeg D-vitaminer, fiskeolie og en multi dagligt.

    Fiskeolie tager toppen af mine ømme 47-årige overtrænede led. Ømme led bliver værre i kulden, men heldigvis har fiskeolie for mig en positiv effekt.

    Jeg tanker desuden op med Haar Vital Komplex vitamintilskud. Det virker især på mine negle, som ikke flækker, men forbliver pænt lange om vinteren, så længe jeg husker at tage pillerne. Mit hår får det ligeledes bedre, men da jeg farver hår 1x om måneden, er mit hår kronisk overbehandlet.

    Hår; jeg undgår knitrende elektrisk hår ved at bruge shampoo, conditioner, serum og Secret Agent (alt fra John Frieda), samt glansspray med hindbærduft. Jeg springer desuden hårvasken over hver anden dag. Jeg går med hue, når det er koldt for at beskytte håret mod kulde. Især om morgenen, når håret er fugtigt, tager det skade af frost.

    Lidt til næsen. Om vinteren har man brug for Tempo. Tempo er tyskernes løsning på løbenæser og andet, der skal tørres op. Tempo lommetørklædet er vaskemaskinestabile, hvilket er en undervurderet egenskab ved et papirlommetørklæde. Når man har prøvet at pille resterne af et eksploderet nyvasket ikke-vaskemaskinestabilt papirlommetørklæde ud af sit vasketøj, så er det en egenskab, man sætter pris på. Ydermere er Tempo Durchschnupfsicher altså hvis man nyser i lommetørklædet, så holder det tæt. Slut med ufrivillige snotbade til omgivelserne. Og nu findes de også som vådservietter ❤️

    Mad; supper, gryderetter, stege .. det er sæson for tung brun mad. Vi prøver at supplere med glad grøn mad. Det er ikke så let og lækkert som når man kan bælge friske sommerærter, når agurken er frisk, sprød og saftig og når tomaterne smager af tomat, men der er andre muligheder med rodfrugter, kål og hjemmespirede bønnespirer.

    Og så er der det med det daglige æble. Jeg spiser et æble om dagen, for jeg læste et sted, at æbler er ren powerfood med sit indhold af potente antioxidanter og kostfibre. Æbler er gode for fordøjelsen, og det er noget, jeg sætter pris på. Oveni det er æblet den perfekte snack for mig; nemt og bekvemt.

    Og så kommer man ikke gennem vinteren uden sprut. Baileys, glögg .. der skal noget særligt til, når man netflixer om fredagen 🥶

    Mon ferien er forbi før den rigtig begyndte? 😱

    Da vi forlod Pegnitz sidste søndag for at køre til Italien var det allerede meget varmt. I radioen advarede de om Rekord-Hitze med temperaturer mellem 38-40C. Vi kørte glade afsted mod Italien via Brennerpasset.

    Omkring Europabrücke virkede det som bilen var ved at gå i stå. Og ved betalingsanlægget døde den så. Der var overhovedet ikke liv i bilen. Vi holdt og blokerede betalingsanlægget, så vi fik hjælp til at blive skubbet ind på et smalt helle mellem to betalingsluger.

    Der holdt vi så på toppen af et bjerg i 40C varme i en død bil med en følelse af, at nu gik vores ferie i vasken. Der var 1/4 tank benzin tilbage, motortemperaturen var normal, batteriet var ikke dødt, og der lugtede ikke brændt, så det var (måske?) gode tegn.

    Jeg ringede til vores danske vejservice. Jeg forklarede, at vi holdt ved betalingsanlægget i Brennerpasset i sydgående retning. Modtaget, der ville gå max 1 1/2 time, så ville der komme nogen og hjælpe os videre. Super …

    Temperaturen viste 43C i bilen. Vi ventede, og temperaturen steg. Gode idéer, anyone?

    Min mand ringede til vores mekaniker. Selvom det var søndag tog han telefonen (tak ❤️). Han forklarede, at så høje temperaturer kan påvirke benzin og benzinmåler, kombineret med at vi havde kørt kraftigt opad (6%) et bjerg, så tanken var muligvis tom, selvom den stod på 1/4 fuld. Som jeg forstod det er det vist noget med at benzin kan udvide sig i tanken i varmen? Jeg kender ikke detaljerne, men min mand fik bilen startet igen efter nogen tid.

    Vi holdt stille nogen tid i tomgang, og der var ingen udsving i performance. Bilen virkede nu helt normal. Vores mekaniker anbefalede, at vi kørte til nærmeste tank og tankede op. Men nu var der jo vejhjælp på vej, så vi valgte at vente 1/2 times tid på dem.

    Da vi havde holdt på bjergtoppen i 1 times tid, blev jeg ringet op af en østrigsk vejhjælpsdame. Hun var meget frustreret og på klingende østrigsk fortalte hun, at de minsandten ikke kunne finde os i Wien. Jeg forklarede hende, at det skyldtes, ar vi ikke var i Wien, men i Brennerpasset nær Innsbruck. “Aber Sie haben doch eine Person angefahren?” Øh, nein?! Så ringede hun af, og vi var godt klar over, at vi kunne holde der, i tomgang, i timevis.

    Vi afbestilte vejhjælpen og satsede på, at vi ville nå frem til næste tank uden flere uheld. Det lykkedes. Da min mand skruede benzindækslet af poppede det som en sodavand. Det understøttede forklaringen omkring benzin, der opfører sig mærkeligt ved meget høje temperaturer.

    Nogle gange ønsker jeg at jeg havde taget mekanikerkurset på Ungdomsskolen i stedet for Plej Dig Selv-kurset. Det havde været rart med lidt motorforståelse… Jeg er hægtet af, når sådan noget sker.