Når man skal vælte en væg…

Når man skal vælte en væg, skal man tømme værelserne på begge sider af den. Det er vi i gang med, og så er det held i uheld, at pinsen mest af alt minder om efterårsferie – rent vejrmæssigt.
Vi har nemlig et kontor og et børneværelse, der skal slås sammen til ét stort drengeværelse. Drengeværelset på den ene side af væggen er fyldt med biler, bilbane, bøger om insekter, en stensamling plus alt det andet. 

På den anden side af væggen, der skal væltes, er der et børneværelse uden barn, men i stedet er der fyldt op med sager, der nok burde have været smidt direkte ud. Men fordi vi har haft plads nok, har vi gemt alt muligt. Og nu har vi fornøjelsen af at gennemgå det hele én gang til, før vi kan losse det ud. Men det er faktisk ret hyggeligt at kigge på gamle sager og få styr på tingene, når vejret er til det.

I dag satte jeg fx alle vores papirer, diagrammer og regninger fra vores forgæves fertilitetsbehandling i 2010-14 ind i en mappe. Forrest er alle scanningsbillederne med de små blinkende prikker, der hver og en repræsenterede et håb om et barn til. Alle prikkerne slukkedes en efter en. Nu står mappen i reolen.

Jeg fandt også min Salomon-taske – i forrummet ligger min studenterhue. Skulle jeg mon ta’ den på til 25 års studenterjubilæum i juni?

Mappen med drengens utallige første tegninger har jeg også ryddet ud i. Der var rimelig mange med en-to-tre streger på. Det giver ikke mening at gemme alle stregerne!

Avisudklip fra 1999, da jeg arbejdede i IT-branchen. Firmaet var en kæmpesucces, vækst over hele linien – en fed ung virksomhed. Jeg var internetkoordinator, og jeg bestyrede en webshop – en af de allerførste i Danmark. Internethandel ville aldrig blive større end postordre, sagde folk og rystede på hovedet – men vi troede på det.

Alle brochurer fra hospitalet og fra sundhedsplejersken med information omkring amning, efterfødselsreaktioner, vægtskemaer osv har jeg smidt ud. Jeg havde ellers brugt meget krudt på at sætte det hele detaljeret i system i en mappe. Hvorfor? 

Der er meget endnu, men hvergang vi går ud, så har vi en eller to poser skrald med ud. Det føles virkelig godt.

Snart får vi væltet den væg, vi fik sat op, så vi fik to børneværelser. Knægten får det fedeste værelse med plads til en hel flok venner. Det bliver en fest 🎉 

Hjemløs kærlighed

Jeg sad i en have i solskin sammen med moren til en af vores søns venner. Vores unger legede i græsset sammen med vennens lillesøster, der var ved at lære at gå. Vores søn hjalp hende op, hver gang hun faldt og gik med hende i hånden, kærligt og omsorgsfuldt.

Moren til legekammeraterne pegede på sin mave og fortalte, at de ventede en tre’er. Jeg lykønskede hende, og vi talte lidt om det. Vi kiggede på ungerne og talte videre om løst og fast. Og så eksploderede jeg i sorg og indestængt gråd. Det var voldsomt, og jeg vågnede af det. Mon jeg havde grædt højt? Men der var stille i soveværelset. Ingen var vågnet.

Vores søn lagde en arm om min hals og trak sig ind til mig. Alt er ok. Vi kan ikke få flere børn, alt er afprøvet, det har vi erkendt. Men sorgen bor indeni os, og nogle gange kommer den op til overfladen. Som i nat. For savnet af det barn, vi ikke fik, bor i os som hjemløs kærlighed for altid.

Som altid når sorgen bobler op, så tænker jeg ‘hvad nu hvis vi lige …’ – men den næste tanke; “jeg er for gammel” har jeg normalt haft svært ved. Men her i morges var det for første gang egentlig ok, at jeg er for gammel til flere forgæves reagensglasforsøg, falske forhåbninger, knuste drømme, desperate tårer og voldsomme vredesudbrud, der bunder i frustration, smerte og sorg.

Nu er det et vilkår, at vi ikke kan få flere børn. Vi kæmper ikke mere. Vores familie er en familie på 3, vi er et trekløver – og sådan er det.  Det er ikke forkert længere, og der mangler ikke længere nogen. Vi er de 3, vi skal være.

Oprydning i bøger og babyudstyr

Fordi der ikke kommer en baby til, har vi en masse tilovers nu, der kun er brugt til ét barn. Dvs det er ikke så slidt som efter to 🙂 Der er bl.a. Et Stokke Care hvidmalet puslebord (solgt forleden), en sort Basson barnevogn med lift, myggenet, madras, regnslag etc., en fed sort Teutonia klapvogn med tilhørende pusletaske, myggenet, regnslag etc., lysegrøn Basson paraplyklapvogn, en meget slidt lyserød (?) klassisk trehjulet cykel osv … Det er lidt svært at sige farvel til alle disse ting, for de er stuvet af vejen (ude af øje ude af sind, ik?), og for at jeg kan sælge det, kræver det, at jeg tager fat i tingene i kælderen … det er stadig lidt følsomt, men jeg tænker også, at det er sundt at rydde op, når det nu ikke kommer i brug her hos os igen. Måske kan du jo bruge noget at det? Det ville gøre mig så glad 🙂

Bøgerne var gode at starte med – de er nemme at tage ned og bladre lidt i .. så her til at begynde med har jeg lagt hele denne bunke baby-relaterede bøger på Den Blå Avis – her er linket til alle mine annoncer på Den Blå Avis.

Fertilitet:

Graviditet & Fødsel:

  • Motion & Graviditet (Bente Klarlund)
  • Gravid – uge for uge (Politiken)
  • Spørgsmål & Svar om Graviditet & Fødsel (Politiken)
  • Den Gode Barsel af Familie- og barselscoach Nina Brandt

Amning

  • Alt om Amning – mine varmeste anbefalinger; den er virkelig god, hvis du pt sidder og bikser med amning!! Reddede totalt min forstand – ingen ammemafia her 😀 (Roldgaard & Tatarczuk)

Søvn & glade børn

  • Sov igennem uden gråd (Elisabeth Pantley) – den bedste bog til kærlig søvn ❤
  • Sådan får du dit barn til at sove (Helen Lyng Hansen) – ubrugt, sikkert næsten lige så god som Elisabeth Pantley’s.
  • Æblekinder & Kondisko (en forældreguide til sunde og glade børn)

IMG_2108.JPG

Farvel til puslebordet

I sidste uge satte jeg vores puslebord på Den Blå Avis, og i går fik vi det solgt. Det var skønt og en smule vemodigt at skrue det fra hinanden og hjælpe den nye ejer af puslebordet med at få det ind i bilen. En lille pige skal der ligge på puslebordet, og jeg véd bare, at de bliver glade for det!

Min mand og jeg kørte til Sverige for at se på puslebord, da jeg var gravid. Vi havde researchet grundigt, og fordi han er høj, så faldt vi for Stokke Care puslebordet. Det er nemlig lidt højere end andre pusleborde. I Danmark kunne man kun få det i hvidpigmenteret, men i Sverige kunne vi få det i hvidmalet. Perfekt til et lyst børneværelse og med masser af plads til spræl, fordi puslepladsen er ekstra stor. Og dengang var den svenske krone lav, så vi kunne få det til en god pris.

Vi kørte afsted og tog færgen til Helsingborg. Vi besøgte forskellige forhandlere fra vores babyudstyrsliste både i Helsingborg og udenfor Helsingborg. De havde ikke lige vores puslebord i hvidt på lager, så vi tog derop en gang til med både sommerfugle og baby i maven. Det var to skønne indkøbsture, og puslebordet var det første, vi købte, der for alvor ændrede vores hjem fra at være en voksenbolig til at ligne et hjem med børn. Det var stort, rørende og livsændrende for os at køre hjem fra Sverige med bilen fyldt op med puslebord og tilbehør.

Præcis som det var både rørende og livsændrende, at vi i går pakkede det sammen og solgte det. Min mand regnede ud, at jeg har skiftet omkring 5.000 bleer – og langt de fleste blev skiftet på det puslebord!

IMG_9865.JPG

Et andet liv

Lørdag aften spiste vi middag på kroen, hvor vi holdt vores bryllup for 5 1/2 år siden. En af retterne på menukortet var en genganger fra vores bryllupsmenu … den enestående hummerbisque. Den var nøjagtig som dengang. For 5 år siden sad vi med maverne fulde af sommerfugle – og i min mave boltrede vores søn sig. Vi havde planer om, at han skulle være den første. Vi har altid forestillet os, at han skulle have en lillesøster eller -bror.

5 år senere sidder vi her igen under samme tag; ældre og med vores store dreng på 5 år. Ved min side står min mand endnu – og vi står begge to stadig op efter alt det, vi har været igennem, for fredag var den sorteste dag i vores liv sammen. I fredags brast vores drøm om familieudvidelse. Efter 4 års fertilitetsbehandling, 3 inseminationer, 6 reagensglasforsøg og hundredetusinder af kroner sluttede det med de sidste 2 fryseæg og en negativ graviditetstest i går. Den sorg er så stor og så svær at bære. Uhåndgribelig, fordi vi ikke har mistet en, vi kender, men vi har mistet det barn, vi har drømt om, har planlagt og ikke mindst har følt alle gange, jeg har fået sat æg op

Vi kan ikke fortsætte med flere reagensglasbehandlinger – nej, rent faktisk vil vi ikke mere nu. Vi vælger at stoppe. Hver gang det slår fejl går vi lidt i stykker indeni, og chancen er efterhånden så lille, at det ikke er forsvarligt at blive ved – hverken overfor os selv, men allermest for vores søn. Så … det er slut. Jeg får ikke flere børn. Jeg skal aldrig mere føle liv under mit hjerte igen, selvom det er det, jeg allerhelst vil.

Så forleden mistede vi begge en livslang drøm. Det barn, vi allerede næsten følte, vi kendte, mister vi nu. Det barn, vi allerede havde valgt helt særlige navne til, siger vi nu farvel til. Det barn, vi har set blinke på monitoren i form af små befrugtede æg, og som tændte håb i os. Igen og igen. Farvel du lille stjerne – lys for os!

Dagen efter føltes det ikke så sort; ja, sorgen er her endnu, men jeg vil ikke lade den bygge rede i vores hår. Efter i dag er jeg sikker på, at vi kan samle stykkerne op og fortsætte med at skabe en lidt mindre familie end vi havde drømt om, men ikke en mindre fantastisk familie.

Vi havde lejet et sommerhus i ugen efter efterårsferien, og vi tog afsted lørdag efter frokost. Huset er hyggeligt, det er gult som efterårsbladene. Vi har brug for at komme væk og slappe af, og her er så stille, at jeg kan høre mit blods susen. Varmen fra kakkelovnen varmer marven. Varmen, stilheden og det kulsorte mørke udenom giver ro i sjælen og trækker tempoet ned. Der kommer vist masser af regn, så det bliver noget med små afstikkere ned til havet, god mad, gode bøger og stille stunder.

Vi trækker os tilbage og slikker vores sår og starter på en frisk. Om lidt 💕

Den største taber!

Før ferien meldte jeg mig til en challenge på arbejdet; hvad jeg dog ikke gør for gratis mad! Den, der taber sig mest, vinder en god middag! Se, det er jo win-win!

Jeg mente, at ferien nok ville placere i omegnen af 5 ekstra kilo på min mås. 5 kilo, som jeg vil kunne tabe relativt let med fortsat 5:2. Men … 5:2 kuren giver åbenbart varigt vægttab, for da jeg vejede mig tirsdag efter ferien vejede jeg 84,5 – hvilket kun er omtrent 1 kilo tungere end før ferien. Dvs 3 ugers skørlevned = plus 1 sølle kilo!

Hvis jeg analyserer de 3 ferieugers umådeholdne skørlevned, så er der en ting, der slår mig; det var ikke så umådeholdent endda, for min appetit er blevet mindre af 5:2 livsstilen! Normalt på en ferie spiser vi tre solide måltider om dagen plus snacks, men det tredje måltid røg ofte i svinget, fordi vi var stadig mætte; enten fra sen morgenmad eller sen frokost.

Så det er jo en god ting, men det betyder jo også, at det at vinde den challenge bliver svært. Jeg har så godt som ingen løstsiddende feriekilo at smide. Jeg skal af med 10 kilo. Det er optimistisk! Ekstremt optimistisk!

Og første vejning viser så ovenikøbet plus 1 kilo siden i tirsdags. Flot, så er der altså 11 kilo to go! Ja, det var sandelig også tre gode poser chips, jeg nippede kraftigt til – og lagkagen var lækker. Rødvinen var derimod ikke lige mig … Host .. Vil mene, at jeg rundede 2000 kalorier i løbet af et par timer. Men det var ikke liiige det, der var udfordringen 😉

Så her til aften vil jeg prøve at peppe tingene op med lidt motion på stairmasteren i kælderen. Hvad jeg dog ikke gør for et måltid gratis mad!!

Når drømmen om et barn ender i en depression

Det er tankevækkende at læse, at hver 6. kvinde, der er i fertilitetsbehandling får en depression undervejs i forløbet. 6% af mændene får en depression undervejs.

For mig er det egentlig ikke overraskende. De mange forgæves reagensglasforsøg, vi var igennem, var sindssygt hårde; vi håbede jo på de små blinkende æg hver eneste gang. Man kan jo ikke lade være med at håbe, og hvergang det slog fejl, så var det som om hullet, vi faldt i, var dybere end sidst. Og det var det jo også, for hvert fejlslagent forsøg bragte os nærmere på ikke at få det barn, vi drømte om.

Samtidig var vores økonomi under pres, for det koster rask væk 50.000 for tre reagensglasforsøg, og dertil kommer afgifter, medicin etc. Oveni det skulle jeg til utallige lægebesøg i arbejdstiden, og det blev bemærket, så jeg måtte undskylde og forklare, samtidig med at jeg måtte holde årsagen hemmelig. Dertil kom sprøjterne, som skulle injiceres dagligt og nogle gange midt i møder, så jeg blev nødt til at undskylde mig midt i en præsentation og smutte på toilettet med mit sprøjtekit.

Det hårdeste var dog det psykiske pres. Hele vores fremtid blev sat på stand-by. Vi levede fra forsøg til forsøg. Fra det lysegrønneste håb til total knusende sorg. Planer blev udskudt, for hvis nu … Min krop svigtede, da jeg havde allermest brug for, at den performede. Og det selvom jeg tabte mig 15 kilo og var i topform. Jeg føler mig som damaged goods takket være de fejlslagne forsøg. Men jeg tænker ikke længere så meget over det, det er bare sådan det er.

Samtidig vil jeg gøre det hele igen, hvis jeg får chancen. Det hele! Jeg ville risikere depression, jeg vil stikke mig dagligt og gøre det hele mange gange endnu, hvis vi kunne få et barn til. Chancen for at det lykkes er bare forsvindende lille nu, hvor jeg er 42 år gammel. Så en del af mig er ved at have erkendt, at det ikke sker for os, selvom vi har prøvet nærmest alt. Og det er rart at vide, at vi har kæmpet for det og har givet alt. Så sidder vi ikke på den yderste dag og tænker – ‘hvad nu hvis …?’

Jeg tænker bare, at med denne undersøgelse i tankerne, så bør man måske som samfund overveje, om man bakker nok op omkring de mennesker, som gerne vil have barn, men som af den ene eller anden grund ikke kan få det til at ske. 8-10% af alle børn kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling, er det ikke der omkring? Hvis børnene er vores fremtid, hvorfor er det så så dyrt at adoptere og at få fertilitetsbehandling?

Hvorfor er der ikke særlige rettigheder for mennesker i fertilitetsbehandling, hvis børn virkelig er vigtige for os som samfund? Jeg turde ikke fortælle på min arbejdsplads, at jeg var i fertilitetsbehandling, fordi jeg var bange for, at jeg blev fyret. Det havde lettet presset på mig/os, hvis vi havde kunnet få mere ro og mindre sort samvittighed og stress i forbindelse med behandlingerne. Jeg ville gerne have betalt med træk i ferie for alle lægeaftalerne – bare jeg dog havde haft muligheden for at føle mig tryg og rummet i den tid.

Billede

Hvis jeg ku’ …

20130420-211300.jpgHer til aften var jeg ved at gøre Nicholas klar til natten, da han kiggede på sin Tomy Sunshine Buddy, som vi købte i Berlin for snart 2 år siden.

Han pegede på den og sagde ‘den sidder der med sin baby’ og så kiggede han på mig. ‘Du skal have en baby derind’ sagde han og prikkede mig på maven. ‘En babypige’ sagde han og tilføjede: ‘… der drikker mælk’.

Jeg spurgte ham ‘kunne du godt tænke dig det?’ Han svarede ja og smilede. Jeg svarede stille, at jeg ikke kan love ham det, for når mor bliver for gammel, kan der ikke vokse babyer i maven. Han sagde ‘nå’ og jeg kunne se, at han tænkte så det knagede.

Jeg puttede ham, og jeg lå og så på ham, til han sov og lidt endnu. Et par forræderiske tårer trillede stille ned af mine kinder. Der er intet, jeg hellere ville end at give ham en søster eller en bror. Hvis bare jeg kunne!

Åh nej, ikke igen…

NC vågnede klokken 5 og var frisk på spilopper. Jeg fik dysset ham ned og fik ham med ind i seng. Allan kom hjem lige efter han var faldet i søvn. Jeg lå og kiggede på mine to mænd – det er meningen med livet det her. Jeg følte mig komplet og lykkelig. Udenfor var det næsten mørkt, og jeg lagde mig til at sove igen.

Jeg havde lidt ondt i lænden, men slog det hen med, at det nok var pga den lidt akavede stilling, fordi NC klyngede sig til min krop i søvne.

NC vækkede mig klokken 7:20 og sagde ‘tog’. Jeg gik med ham ind og satte Thomas Tog på. Så gik jeg på toilettet.

På mit trusseindlæg var der lyserødt udflåd. Åh nej. Åh nej.

Jeg tog min progesteronstikpille alligevel. Indføringshylstret kom ud mere lyserødt udflåd. Åh nej.

Tårerne brændte mod mine øjenlåg. Jeg siger ikke noget til Allan, før jeg er sikker. Problemet er, at jeg allerede er sikker, og at panikken og sorgen allerede vælter det hele indeni mig. Jeg kan ikke bære det, og jeg ved, at Allan ikke kan bære det. Jeg må lade ham sove først.

Jeg tager ikke kontaktlinser på, for jeg ved, at jeg kommer til at græde om lidt. Må prøve at lade være. Der er intet at gøre andet end at se fremad og igen udskyde alle drømmene på ubestemt tid.

Jeg har lyst til at lægge mig ned i sengen, gemme mig, græmme mig og græde øjnene ud, men heldigvis skal NC have morgenmad, Allan skal have lov til at sove længe, vi skal på loppemarked, vi skal handle til hele ugen, solen skinner, det er søndag, det kunne blive sådan en dejlig dag. Men intet giver mening mere.

Jeg troede, at jeg var gravid. Det troede jeg virkelig. Det føltes som om … men det troede jeg også sidst. Hvad med de to prikker på billedet? Den lille stjerne af lys i min livmoder? Bare væk? Ingenting?

Gik ud for at røre i havregrøden. Kogepladen var ikke tændt. Det havde jeg glemt. Og da jeg først havde tændt for grøden, glemte jeg den igen, så havregrøden var brændt på. Gryden var helt brun i bunden, så nu står den med bagepulver i. Så glemte jeg at lave grød til mig selv.

Jeg fungerer ikke. Jeg må tage mig sammen. Må tænke på næste forsøg. Sætte mig op til det igen. Blive parat, gøre det bedre. Måske skal jeg tabe mig forinden? .. hvorfor er det altid vægten, der er det første, jeg tænker på at ændre, når jeg er ked af det?

Hormonerne for at få NC gav mig plus 10 kilo, og nu er jeg også igen nået op på plus 10 kilo ved disse hormonkure. Det er plus 20 kilo på 3 1/2 år. Det løbetøj, jeg har hængende i skabet, må støves af nu. Et eller andet må jeg gøre anderledes frem til næste gang. En daglig løbetur kunne måske gøre udslaget. Måske kan jeg så også løbe fra smerten?

Ventetid

Jeg var på klinikken i fredags til en blodprøve. Den viste ikke noget unormalt. Så nu venter vi bare og håber og prøver at lade være med at tænke. Det er ufattelig svært. Jeg mærker niv og jag i underlivet. Jeg har smerter, når jeg tisser – de startede efter ægudtagningen, så det er sikkert bare sådan det er.

Svært er det også at lade være med at tænke på det, fordi jeg tre gang om dagen skal tage penicillin og en stikpille, der skal øge chancen for at æggene sætter sig fast og bliver siddende i livmoderen. Det sker formentlig i weekenden, hvis det sker. Ægget sætter sig fast 3-5 dage efter ægoplægningen, har jeg fået besked på.

Svært er det også at lade være med at tænke på det, fordi jeg konstant bliver mindet om at der sker noget dernede. Jeg har kraftigt udflåd som følge af stikpillerne. Jeg skifter trusseindlæg i ét væk. Det er ikke det fedeste, men sådan er det bare lige nu. Vil ikke undvære stikpillernes effekt.

Så velkommen til glasklokken. Det er her vi sidder og venter. Udenom går livet videre. Vi ved ikke rigtig om vi skal indstille os på at blive forældre igen eller om vi skal indstille os på endnu et reagensglasforsøg. Jeg håber håber håber, at det lykkes denne gang.

Ægoplægning

Klokken 9:50 mødte vi op på klinikken til ægoplægning. Jeg skulle tisse. Meget. Men det må man ikke før ægoplægningen.

Æggene – eller embryoerne, som det hedder nu, var fine. Hele fire af dem. Så to af de befrugtede æg bliver frosset ned, mens to var klar til at blive sat op.

Det gik let og smertefrit, og så stod vi der med et billede af en stjerne i min livmoder, samt et billede af to små fine befrugtede æg. Samt alle vores drømme.

Jeg var stadig øm efter ægudtagningen, men ikke så meget som i går. Men jeg gik som om jeg var af glas. Satte forsigtigt fødderne i jorden og gik stille afsted.

Av for søren!

Jeg vågnede ved 5-tiden simpelthen fordi jeg har ondt i underlivet. Særlig i højre side. Jeg havde helt fortrængt hvor ondt det gør efter sådan en ægudtagning. Fuldstændig. Jeg er helt færdig.

Jeg meldte mig syg. Det piner mig, for jeg er ellers aldrig syg, og jeg er heller ikke syg i dag. Jeg har bare så ondt, at jeg næsten ikke kan gå. Jeg ville helst have været på arbejde, men jeg kan simpelthen ikke. Det gør for ondt.

I morgen skal jeg have sat æg op, og så tager jeg hjem og passer på mig selv og mine æg. Går en tur i skoven eller sådan noget. Ikke noget med at sidde og ruge indendørs. Ud og tænke på noget andet og bruge kroppen skånsomt.

Læggehønen

Efter lang tids venten. Æg skulle være taget ud i juli, men sommerferien kom på tværs, fordi menstruationen var 3 dage forsinket. God lang sommerferie delvis på sprøjten, delvis på p-piller. Foretrækker sprøjten, for p-pillerne gjorde mig kuk i kalechen.

Normalt har jeg ikke særlig meget tålmodighed. Hormonsprøjterne fjerner en god del af min i forvejen diminutive tålmodighed, mens p-pillerne fjerner min tålmodighed helt og aldeles. Så jeg har til tider været en prøvelse for mine omgivelser. Hysterisk, overfølsom og utålmodig. Super kanon at være sådan på sin sommerferie, der ikke bød på meget andet end regn i stride strømme. Det har jeg normalt ikke tålmodighed til, så forestil dig selv hvor let og omgængelig jeg har været.

Allan citerer Duran Duran:

You’re about as easy as a nuclear war

Jeg må give ham – og Duran Duran ret. Jeg har ikke været nem. Jeg har aldrig været nem, og et massivt hormontilskud det seneste år har absolut ikke gjort mig nemmere, rundere, mildere og lettere omgængelig. Tværtimod.

Nå, men omsider … omfuckingsider var der æg i kurven. Ægløsningssprøjte lørdag aften 19:30. Så ser man mig i bedste Christiane F stil sidde og fixe på toilettet til en 5 års fødselsdag. Super. Jeg var også på sprøjten i Berlin og følte mig faktisk lidt i båd med Christiane. Bortset fra at mine fix er seriøse bad trips og absolut ikke vanedannende. Humørsvingninger i seriøs negativ retning, blå mærker og hård hud på maveskindet. Super. Hvad man dog ikke gør for at få et barn…

I morges skulle vi møde på klinikken klokken 8, så det var tidligt op og aflevere NC. Så skulle jeg spise en penicillinpille og en halv beroligende pille. Omsider et ægte good trip. Vældig rar pille dér. Jeg var supercalm, smilede saligt, stressede ikke eller noget. Var bare dejlig fredelig og rolig.

Æggene blev pillet ud. Av, for den lede. Det er på ingen måde rart, men jeg var stadig høj på min halve pille, så det gik okay. Allan nussede mig på håret, og så blev jeg kørt på hvilestue. Det var det hele værd, for der var 17 æg, hvoraf to var overmodne, men 15 så umiddelbart fine ud. Nu ligger de i hvert sit reagensglas og hygger sig med Allans sædceller, mens jeg har sovet det meste af dagen væk, krabbet mig langsomt rundt og haft seriøst ondt i understellet.

På onsdag skal jeg på klinikken igen og have sat to æg op. Jeg håber, at der er nogle fine æg i mellem. Sidste gang var det to ikke helt supergode æg, der blev sat op. Resten blev kasseret, fordi de var af for ringe kvalitet til at fryse ned. Det blev heller ikke til noget. Allerede et par dage efter skyllede menstruationen hele molevitten ud igen. Det var vores første reagensglasforsøg. Men vores 5. forsøg på at få barn nummer to, for forud for reagensglasbehandlingen har vi været gennem 4 inseminationer, uden held.

Vi har været i gang i over et år nu. Min veninde, der startede i reagensglasbehandling samtidig med at vi gik i gang med første insemination, har en lille dreng på et par måneder, så jeg ved, at det kan lykkes.

Men det ævl med, at man er mere fertil anden gang er noget vrøvl. Det sagde fertilitetslægen også, for det spiller meget mere ind, at jeg i mellemtiden er 3 snart 4 år ældre end første gang jeg var i fertilitetsbehandling. Jeg bliver 40 år i februar. Det er forklaringen på hvorfor det er så svært. Fertiliteten forringes voldsomt år for år i min alder, men der er stadig stor chance for, at det lykkes i vores alder.

Kunne jeg gøre noget om, så var vi startet meget tidligere i fertilitetsbehandling. Vi skulle være startet, mens jeg var på barsel, for så kom fyringen, jobsøgningen, nyt job osv. Oveni det fertilitetsbehandling. Ikke just det mest stressfrie liv, jeg har haft de seneste år.

Hurt

Den murren, jeg har følt i maven et par dage, var desværre ikke gode tegn, og i går aftes kom menstruationen så. Igen sad jeg på toilettet og græd mine modige tårer. Jeg er helt knust. Det er som om det bare ikke vil lykkes.

Hvad nu? Det her var 3. mislykkede insemination. Hvor mange gange kan vi fortsætte før vi skal i gang med reagensglas? Giver det overhovedet mening at fortsætte med insemination, når det nu er fejlet for 3. gang? Skal vi i stedet gå i gang med reagensglas? Alle de spørgsmål tager jeg med på klinikken på mandag. Jeg har brug for en garanti, men det kan de jo ikke give mig.

Og nu starter jeg nok i nyt job i januar – hvordan skal jeg kunne snige mig afsted til de mange besøg på klinikken uden at det bliver bemærket, hvis jeg ikke er blevet gravid inden da? Jeg var til samtale i dag – og jobbet lød perfekt til mig. Jeg er gået videre til næste runde, men nu kan jeg ikke glæde mig over det, for det ligger langt væk, jobbet. Det vil tage mig 40 minutter at køre til klinikken, og jeg kan bare ikke lade være med at spekulere på det. Jeg har været vågen siden klokken 3 i nat, og jeg har vendt og drejet det i hovedet til jeg fik hovedpine.

Jeg bliver nødt til at finde et godt job, for måske bliver jeg aldrig gravid. Det er jo en mulighed. Det troede jeg ikke på for 3 måneder siden, men nu må jeg erkende, at jeg måske aldrig bliver gravid igen. Risikoen er der. Den erkendelse gør så sindssygt ondt, at jeg med det samme må skyde tanken fra mig. Jeg går i stykker inden i bare ved tanken.

Det job, jeg var til samtale på, i går, ligger for langt væk, og jeg kan ikke få det til at harmonere med fertilitetsbehandling. Det andet job, som er næsten lige så godt, ligger i samme by som klinikken. Men er det det forkerte grundlag at vælge job på? Jeg tænker og tænker og tænker og jeg føler, at det hele kører i ring.

Jeg fortalte det til Allan med det samme i går, og han er også helt knust. Han bliver 40 i næste uge, og han føler, at det er sidste udkald lige nu. Jeg kan godt forstå ham. Det knækker mig, hvis jeg bliver 39 år i februar uden at være blevet gravid. Jeg forstår til fulde hvordan han har det, og der er bare intet vi kan gøre ved det andet end at prøve og prøve og prøve og prøve og prøve ….

Tredje gang er lykkens gang?

Det håber vi. Ihvertfald blev jeg insemineret torsdag og fredag.

Først på ugen var der en ægfollikel i højre og en i venstre side, men torsdag var der kun en i højre. Fredag var der to ægfollikler i højre, som ikke havde frigivet deres æg, så jeg fik både en ægmodningssprøjte og en ægløsningssprøjte i maveskindet efter inseminationen. Der var lidt væske i venstre side, som måske kommer fra den ægfollikel, der sad i venstre side. Det betyder, at der måske er tre æg i spil denne gang.

Torsdag leverede Allan 40 millioner og fredag 60 millioner. Han fik ros, for det er lige til pas. Ikke for få, ikke for mange.

Så nu håber vi bare!