Tillykke med de 13 år!

Tillykke med de 13 år, min skat! Far og jeg elsker dig! Du er godt på vej til at vokse mig over hovedet, det sker måske allerede i august? Du nærmer dig hurtigt – er du blot en halv centimeter mindre end mig nu?

Det er fantastisk at være mor til dig, og det er SÅ vildt. Det niver i morhjertet, for hvor blev tiden af? Skulle jeg have været der mere? Kysset dig mere? Krammet dig mere? Jeg tænker, at du svarer ‘ellers tak, du gamle’. Ikke flere kys. Det kan jeg simpelthen ikke love dig.

Du gør mig så ufattelig glad hver eneste dag. Jeg elsker dine tindrende øjne og din nye stemme. Dine spidse knæ, albuer og hæle. Dine store fødder, der træder på mine konstant. Dine stærke arme, brede skuldre og dit smittende grin.

Nogle gange er jeg helt bange for, at du tænker, at jeg elskede dig mere, da du var lille. Jeg smelter, når jeg ser gamle billeder af dig, og videoer med din glade lyse barnestemme. Ja, jeg smelter, men det er fordi tiden går, og du vokser og forandrer dig konstant. Jeg forsøger at ta’ det hele ind, indprente mig dine måder og din duft, dine øjnes farve (de skifter også farve?), dine kinders runding, som forsvinder mere og mere. Det hele. Og derfor kigger du ofte ind i et kamera. Sorry skat, det er fordi du er så fan-fucking-tastisk.

Når man bliver 13, teenager, så sker der ufattelig mange ting. Ens forældre mister forstanden. Og det er sikkert: De har aldrig været unge. Det sagde jeg til min far engang (uden effekt, du kender jo morfar), og du sagde for nylig til os: ‘I har aldrig været unge i min tid’. Hold nu kæft, det er klogt sagt. Vi fatter minus om at være ung i dag. Vi ved jo ALT om at være ung. Ja, i 80’erne. Vores erfaring og vores viden er ikke opdateret til 2022, og meget af det, vi nogle gange forsøger at lære dig, er kompetencer fra en svunden tid. Noget er godt, andet er .. ubrugeligt. Vi skal nok lytte til dig, når du fortæller os, hvordan det er i dag. Sammen finder vi ud af det, og det lover jeg dig: Når du river dig løs, flyver din vej og vender os ryggen, så er vi altid lige her.

Gamle dage i Berlin

Lov mig, at du bliver ved med at være dig; glad, sjov, skør, vild, mystisk og ligetil. Din finurlige humor, dit manga-nørderi. Dine edits. Lov mig, at du brænder fingrene og farer vild. Gi’ den gas. Jeg ønsker dig masser af mod og tiltro til verden. Vær ikke bange for at stille de forkerte spørgsmål og for at stå op for dine venner. Du kan mere end du tror. Gå ikke glip af noget og lad være med at fortryde. Jeg håber, at du altid glæder dig til i morgen, og jeg ønsker dig en rigtig god og fjollet ven, der bliver hos dig, også når det ikke går godt.

Tillykke med de 13 år – jeg glæder mig til at fejre dig med morgenmad på Anna Bluhme, en dag i Zoo Berlin og lækre dumplings hos Yumcha Heroes. Præcis som du har planlagt.

Når de gode intentioner overhales af virkeligheden

Det er jo forår. Det er det. Hvorfor føles det så mere som efterår? Nå, vejret er bare vejret .. Jeg er virkelig kommet godt i gang med at træne. Planen siger 4x 40 minutter om ugen. Jeg når typisk 2, max 3 gange. Det er flot! Langt mere end nul, det er godt med en form for motionsrutine i livet.

Men så kommer der simpelthen en af de uger, hvor selv de bedste intentioner må vige for virkeligheden.

Mandag aften; foredrag med Anna Libak. Et på alle måder supergodt foredrag, som jeg lige skal vende i de små grå. På vej hjem opdager vi, at gallafesten er tirsdag 17:30. Og der skal bages og medbringes pølsehorn. Der står vi og kigger på hinanden på Hellerup Station klokken 21:15, mens vi griner og krydser fingre for, at Netto både er åben OG har pølsehornsdej.

Netto har ikke pølsehornsdej, men de har pizza- og tærtedej. Og dej til croissanter og cookies. Vi købte pizzadej og krydsede fingre for, at pizzadej er pølsehornsdej i en anden forpakning.

Ved 23-tiden havde vi bagt fine pølsehorn med pizzadej. Det kan man godt. Det bliver faktisk skidegodt. Husk, at komme ketchup i hornene, smør med æg og drys med sesamfrø.

Tirsdag. Gallafest. Preteenageren mener galla er t-shirt og jeans. Vi er ikke enige. Jeg finder hans blazer frem. Den er str 13-14 år (knægten er 12), men den var tæt på at revne over hans skuldre, og ærmerne ikke engang nåede hans håndled. Jeg bladrede febrilsk i hans skab. Uh, der er den fede hvide Lindbergh skjorte, som vores venners søn blev konfirmeret i i 8. Klasse. Måske kan han passe den. Kun lige akkurat!!

Og så gik der antiforældre i den. Skjorten kløede, det hele var latterligt, der er alligevel ingen, der kigger på mig osv. Vi kiggede på et genstridigt lille voksent menneske med egne meninger. Han kiggede på os og var helt utilnærmelig ‘må jeg ikke ha’ en mening?’ spurgte han vantro.

Jeg kan godt afsløre, at det er det helt forkerte tidspunkt at grine på. Men jeg gider ikke så meget snak og diskussion om småting, for så bliver jeg bare forvandlet til min far, og hxn råber skidehøjt! Hør nu, det er en fest, du skal til. Ikke en tandudtrækning. Bling bling på og så afsted. Ikke alt det palaver. Vi gav os på badet; det behøvede han ikke. Men håret blev sat, og han så pissegodt ud i sin hvide skjorte. Og han var glad, da han gik med pølsehornene under armen.

Da han kom hjem, havde det været røvsygt. Virkelig røvsyg fest, fordi de voksne altid skal bestemme alting. Lidt efter kom han ind og gav mig et kram og sagde, at han alligevel havde hygget sig (lidt) med sine venner. Og at han elsker mig. ‘Alle vores pølsehorn blev spist, de var skidegode!’ sagde han, lige før døren til hans værelse smækkede bag ham.

Efter næsten 13 år som forældre kan man alligevel et eller andet. Fx med at trylle pølsehorn frem af pizzadej 😅

Onsdag bliver heller ikke dagen, hvor jeg skal til træning. Jeg vågnede op med ondt i øjet, som var helt klistret til af gult snask og en forkølelse, der nu ikke længere er diskret, men fullblown. I dag har vi desuden audiens hos borgerservice for at få lavet pas til knægten klokken 14:58. Det er nok kvartalets vigtigste aftale, for uden pas skal vi snige os over adskillige grænser om en måneds tid. Og det går jo ikke!

mor til en teenager – bare en fase

Jeg er (stadig) i gang med at læse Julia Lahmes bog ‘Det er bare en fase’ om at være mor til en teenager. Jeg er så begejstret og rørt og taknemmelig. Taknemmelig, fordi hun deler både de pinlig øjeblikke og de inderste tanker og følelser. Rørt, fordi hun fortæller om de lidt forbudte følelser, jeg som mor rammes af, når min søn fjerner sig fra mig .. gradvist, ubønhørligt og helt naturligt.

Og begejstret, fordi bogen er så godt skrevet, og jeg har lyst til at læse den på en gang. Hele æsken med chokolader i et hug! Meeen … Jeg læser bogen lidt som en julekalender. En bid ad gangen. Læse. Tænkepause. Repeat.

Bogen er relevant for mig, fordi jeg nu er mor til en dreng på 12 år, som er et par centimeter fra at vokse mig over hovedet. Som er færdig med H&Ms børneafdeling og nu går i Superdry og Jack & Jones tøj i størrelse large. Stemmen er forandret. Der var ikke noget med nogen overgang, pludselig en dag var stemmen dyb som en mands.

Og pludselig blev jeg skubbet væk. Det var i London. Fra den ene dag til den anden. Som om der skete noget på flyveturen. Når jeg stikker min arm fortroligt ind under hans, så træder han et stort skridt væk og siger NEJ. Jeg glemmer af og til, at det er sådan, han vil have det. Jeg savner det for vildt. Det er bare en lille ting. Et kæmpe skridt. Og jeg er ikke helt klar.

Så fasen er her. Jeg jubler over det – det er fantastisk at være vidne til. Men inderst inde savner jeg sgu også den lille bløde dreng, der om natten krøb ind til mig og syntes, at jeg var uundværlig og fuldstændig fantastisk. Vi er ikke helt der længere; pinlig er det første ord, han nævner, når talen falder på mig.

Så ja, igen rammer Julia Lahme mig med sine ord. Og det er langt fra første gang. Første gang var med denne blogpost og med bogen “Hvor lagde jeg babyen”. Jeg er faktisk helt sikker på, at det er moderfællesskabet, de mener, når de skråler ‘You’ll never walk alone’ til fodboldkampe i fjerneren 😀

Endeligt farvel til børneafdelingen i H&M

I dag skulle vi købe en ny forårsjakke til knægten. Det betød et endeligt farvel til børneafdelingen i H&M, og et go’dag til herreafdelingen samme sted. Når man er 12 år, så er børnetøjet simpelthen for småt. Nu er han en størrelse medium i voksentøj 😅

Der er en hel afdeling med tøj til teenagepiger, men drengene på 12 og derover skal i herreafdelingen, som er ret begrænset. H&M fokuserer heller ikke på tøj til teenagedrenge. Præcis som at deres udvalg i drengetøj de seneste 10 år har været begrænset og kedeligt, sammenlignet med pigetøjet. Pigetøj og accessories får meget mere plads i butikken. Suk.

Det er derfor, at vi i alle årene har købt det meste drengetøj i Primark. Primark har fedt drengetøj og et stort udvalg. De har også tøj til unge drenge – og meget af det.

I dag gik vi længe rundt i herreafdelingen i H&M, før vi fandt en superfed jakke – som også var den eneste, der var at vælge i mellem. Vi fandt også to plain t-shirts, men de havde ingen shorts, som ikke lignede spejderudstyr til gamle mænd. Jeg klipper nogle jeans af, tænker jeg. Eller også bliver det Reshopper.

Stor

Det er SÅ vildt, at knægten er vokset ud af børnetøjsafdelingen. Jeg ved ikke, om jeg er klar. Mit lille barn. Han er nu blot 3 centimeter mindre end jeg, og hans stemme er blevet dyb. Det er sket nærmest overnight. Jeg havde måske forestillet mig, at det ville ske mere glidende.

Han afviser at gå arm i arm med mig. Det startede han med i London i marts. Han vil heller ikke kysses eller kærtegnes eller nusses offentligt.

Herhjemme er han lidt mere large, men ofte krammer han mig og puffer mig ud af døren på samme tid. Og det kan han let, fordi han er så stor og stærk. Så står jeg der med en lukket dør mellem mig og det menneske, jeg har været allernærmest på i hele mit liv. Det gør ondt, samtidig med at det føles helt rigtigt.

Samtidig dukker følelsen op af, at han er ved at ændre sig mentalt. Jeg mærker en alvor, en dybde, en følsomhed og en eftertænksomhed, som han ikke har haft før. Jeg fornemmer også smerte og sårbarhed, når der er knas med vennerne.

Og hvor det tidligere var nok at kramme ham og fortælle ham, at alt bliver godt, så er der nu en grænse for, hvor tæt han vil lade mig komme. Samtidig er det heller ikke længere os derhjemme, der er hans referencegruppe. Det, vi siger om ham, tæller ikke så meget som omgivelsernes vurdering.

Bifaldet er for længst forbi
Og dit hjerte er tungt som bly
Alle retter på dig
Du ser forladt ud
Og du ser så trist ud
Kom i mine arme, slip det ud
Tro mig, jeg har været, hvor du er
Og jeg ved, hvad det gør ved dig


Men når du griner, så kan jeg se dig
Med alle dine farver, dine ar, bag dine mure
ja, jeg ser dig
Lad dem ikke ramme dig
Ved du slet ikke, hvor skøn du er?


Jeg ser din stolthed og din vrede
Dit store hjerte, dit løvemod
Jeg elsker din måde at gå på
Og den måde du ser på mig på
Hvordan du lægger hovedet på skrå
Du ser altid, hvordan jeg har det
Du ved, hvor vi end er, er jeg dit hjem
Og du ved, hvad det gør ved mig
Hvis du griner nu

Hvert en prik i dit ansigt
er så perfekt, helt tilfældigt
Der er ikke noget smukkere end dig
Og jeg vil have det præcis på den måde
Alle bekymringerne og alt guldet
Jeg har aldrig ønsket noget lignende
Som alle dine farver og alle dine ar
Ved du slet ikke, hvor skøn du er?

– Sarah Connor

“Nu lukker de ikke skolen, vel, mor?”

Jeg orkede ikke endnu et pressemøde og alle de mange forklaringer. Uanset hvor pænt man pakker den ind, så stinker en lort bare så meget!

Vores søn går heldigvis i 4. klasse, så han er i skole igen. Det er så godt. Han er så glad for at se sine venner igen. Når man er enebarn er skolen ekstra vigtig.

Da vi spiste, kiggede han på mig og sagde “nu lukker de ikke skolen, vel, mor?” og jeg kunne heldigvis svare nej til det.

Han er så glad for at være tilbage. Han og hans venner gør alt, hvad der bliver sagt, for de har fået at vide, at hvis de ikke gør det, så lukker skolen igen.

Det er et stort ansvar på en lille person.

På glatis ⛸

I 1986 var isen på den nærliggende sø sikker i en hel måned. Det var den bedste måned i min barndom. Jeg skøjtede hver dag, og jeg fandt ud af, at jeg rent faktisk var god til noget sport. Sport var ellers forbundet med nederlag for mig indtil da, men når jeg skøjtede, fungerede min krop perfekt. Jeg faldt ikke over mine egne fødder eller knæ – at danse på skøjter var legende let og fantastisk.

Med den følelse i kroppen var jeg her – 35 år senere – fast besluttet på at stå på skøjter igen. Jeg lånte min venindes 40 år gamle meget slatne skøjter, ekviperede sønnen med et par Bauer ishockeyskøjter købt på Reshopper, pakkede en taske med varm chokolade, marshmellows og gifler – og SÅ satte vi kursen mod min barndoms sø.

Sønnen var hurtigt afsted, for han fangede lynhurtigt teknikken. Hans skøjter var perfekte til ham. De støttede hans ankler perfekt, og de var skarpt slebne. Wusj, afsted!

Jeg stod fint på skøjter. Jeg løb ikke ligefrem på skøjter. Jeg har nok udviklet mig til tilskuer 😅 Men jeg prøvede. Jeg skøjtede lige så stille rundt, fik fornemmelsen af det – og ønskede mig et par andre og mere stabile skøjter. Jeg strammede snørebåndene endnu mere for at stabilisere mine ankler – og prøvede igen. Det var lidt bedre, for så vrikkede mine ankler ikke helt så meget. Men efter kort tid gjorde mine fødder djævelsk ondt, jeg svedte af anstrengelse, og det var da også blevet tid til varm kakao med marshmellows på søbredden lige der i solen, hvor man kunne sidde med åben jakke ☕️

Men jeg gjorde det! Jeg stod på skøjter! Jeg slog mig ikke halvt fordærvet! Jeg kan godt! Og jeg ville kunne gøre det bedre med et par gode skøjter og masser af øvelse. Næste gang der er is på søerne, skal jeg have et par nye skøjter med mere støtte, ⛸

Livstegn fra lockdown #2 Ingen skærmskam her!

Hvor skal jeg starte? Her er jo liv. Eller måske er det snarere eksistens? For ordet liv antyder noget livligt a’la det, der foregår i en myretue. Sådan er det (heller) ikke her. Vi eksisterer, får det bedste ud af dagene, men venter egentlig bare på, at tiden går, og ‘det’ bliver bedre.

Photo by Julia M Cameron on Pexels.com

I store træk kører det med hjemmeskolen mellem 8 og 14 hver dag. Vi håber, at knægten lærer det, han skal, men det er ikke det vigtige for os lige nu. Trivsel er vigtigst. Han glæder sig usigelig meget til at komme i skole igen og lege med sine venner. Hans sociale liv er fuldstændig lagt ned, for der går uger mellem, at han ser en jævnaldrende irl. Sådan er det, når der ikke er nogle søskende.

Han kommer ikke særlig tit udenfor, men det er i virkeligheden ikke så forskelligt fra os andre. Vi stæser jo heller ikke rundt på villavejene i regn, slud og mørke. Det ville ellers pynte at kunne blogge om al vores aktivitet 😉

Til gengæld lider vi ikke af skærmskam her hos os. Jeg har bemærket det ret meget på TV og på blogs på det seneste. Forældre, der skærmskammer sig på deres børns vegne – og tit også på deres egne vegne. Frem med den nihalede og så basher mange sig selv på ryggen, for “jeg burde jo ikke sidde så meget med den skærm …” For nogle er det skamfuldt, når man selv og/eller ens børn er på skærm hele dagen i skolen PLUS mere eller mindre resten af dagen i fritiden.

Hvorfor mon skærme er så syltet ind i skam? Jeg skal ikke kloge mig på hvorfor, men jeg kan tilvejebringe, at her hos os er der ingen skærmskam. Det er helt bevidst.

Vi er mere online end normalt, mere på mobiler, mere på Mac/gamerpc, vi streamer mere, ser mere flow-TV, vi læser bøger analogt og på Mofibo. Det er, som det er, og det er helt okay.

For det er ekstraordinære tider nu. Det er ikke nu, at vi vælger at fastholde dogmer og principper og ihærdigt forsøger at lave en paladsrevolution. Vi skal ikke læsse mere ovenpå Coronaens frustrerende dynd. Det handler om, at vi skal helskindet igennem, især mentalt. Det handler om at finde en vej, der fungerer for os. Vi går efter at holde fokus på trivsel og søger at minimere risikoen for frustration, konflikter og problemer. Situationen er frustrerende nok i forvejen.

Jeg ser det som vores vigtigste opgave at fokusere på at sejle sikkert igennem et svært farvand. Ude på den anden side er der smult vande og godt vejr. Der skal vi hen. Det betyder, at her og nu skal vi holde sammen, og det skal være rart og hyggeligt. Vi gør alle vores bedste i en presset tid. Uden skam. Sådan får vi bedst hverdagen til at fungere.

Januarlisten

Så er vi igang med den første hverdag i den første uge i det nye år. Aldrig har et år set så lovende ud, aldrig har forventningerne været så høje og aldrig har et år underleveret så kraftigt. I hvert fald på de 4 første dage. Men det skal nok komme. Det bliver bedre. Det er jeg sikker på!

Jeg er ikke den store januar-fan, så jeg har generelt ikke store forventninger til januar. Det er et spørgsmål om overlevelse.

Medmindre vi altså kan rejse væk. Lige i dag, for et år siden, rejste vi til Gran Canaria. Med charterfly til all inclusive buffet, pool og solskin. Det var før verden gik af lave. Hold nu kæft, det var godt! Og det bliver det igen!

(det er anden gang, jeg skriver det – jeg prøver virkelig at overbevise mig selv om at det bliver godt igen. For det gør det!)

I januar i år har vi – af gode grunde – ikke nogen planer. Vi holder os for os selv, og selvom vi prøver, så er det svært at holde modet oppe. Men al den afstand er en investering i oplevelser senere hen.. I januar vil jeg gå en ekstra mil for at …

  • få hjemmearbejdspladsen til at fungere bedst muligt sammen med hjemmeskolen på Teams.
  • droppe hjemmearbejdspladsen efter krav fra knægten
  • ringe kold kanvas, selvom jeg hellere vil køres over. Det er sådan, jeg får kunder, så det er nødvendigt. Jeg KAN godt, og jeg gør det, selvom alle mulige andre aktiviteter er meget mere tillokkende. Hvis du ikke selv har prøvet at ringe kold kanvas, så vil jeg bare sige dig, at det er svært. Respektfuldt shout out til telesælgere herfra!
  • få hjemmeskolen til at fungere uden gråd, skænderier og tænders gnidslen. Det skal være sjovt og hyggeligt at lære, og så er det meget muligt, at det ikke er i dette kvartal, at indlæringen topper. Det går nok.
  • indse at i 4. klasse skal mor ikke blande sig. Mor skal gå på arbejde.
  • spise mine D-vitaminer hver dag for at undgå at gå for meget i sort. Har du set de nye anbefalinger for indtag af D-vitamin? Fødevarestyrelsen anbefaler nu, at alle tager et tilskud af D-vitamin i vinterhalvåret. Vi har gjort det i årevis. Det er så godt.
  • fralægge mig alle julens uvaner. Jeg er konstant slik- og saltsyg. Jeg bliver sulten inden klokken 10 nu, for mavesækken har været vant til rigelig god mad.
  • tabe de samme 3 kilo, som jeg har tabt adskillige gange før.
  • lave mine øvelser hver anden dag. Måske kan jeg komme af med smerterne i mine hæle, svang, ankler, skinneben og venstre hofte?
  • krydse fingre for, at vi får knækket kurven, så biografer, butikker, restauranter og caféer åbner igen meget snart. Så skal vi i bio, ud og spise og shoppe ❤
  • booke sommerferie i Sydfrankrig
  • drømme om & krydse fingre for, at vi kan ta’ flyveren til Berlin på min fødselsdag (28/2) og spise shakshuka på Spreegold, tjekke det nye slot ud, køre med den nye U-bahn, voldshoppe i Primark, nyde en kaffe hos Father Carpenter og spise dumplings på YumchaHeroes, før vi springer på flyveren hjem fra den nye BER ❤
  • læse lidt mere om barnets udvikling i 11 års alderen. Vi er nemlig midt i et præ-teenage-tigerspring, og det mærkes af og til tydeligt. Rart at vide, at det er normalt 😵
  • juble på sidelinien, når min mand, min far og mine svigerforældre bliver vaccineret. Selv lyder det til, at jeg skal smøge ærmet op inden sommeren er omme (jf pressemødet 5/1 😵 )
Photo by Olya Kobruseva on Pexels.com

Tilbage til hverdagen .. sort of!

Så vendte vi tilbage til hverdagen .. en slags hverdag med flere restriktioner og en ny runde hjemmeskole. Det er helt sikkert IKKE, hvad jeg ønskede mig til jul og slet ikke det, jeg håbede at begynde 2021 med 😀

hvordan går det med hjemmeskolen?

Knægten går jo i 4. klasse, og han er hidtil sluppet for hjemmeskole på Teams. Med andre ord, er han slet ikke trænet i at begå sig i et virtuelt klasselokale .. endnu da, for håbet er som bekendt lysegrønt!

Skolen startede i dag 12:15, og han nægtede at sidde sammen med mig (det er PIIINLIGT, mor!), der arbejder hjemme af samme årsag. Han efterlod sin egen Ipad og mobilen hos mig og forsvandt ind på sit værelse med skoleIpad’en.

Han dukkede op efter blot 10 minutter, midt i matematiktimen og spurgte: “Moar, må jeg lave popcorn? … nå, ikke” svarede han og grinede og forsvandt igen, da han så mit måbende fjæs.

Senere var vi nødt til at lukke døren til hans værelse, fordi han råbte så højt, og kammeraterne grinede, så det gjaldede gennem hytten. Jeg kiggede ind og forsøgte at få ham til at skrue ned for den højlydt entusiastiske tilgang til skolearbejdet (!). Ungerne lavede matematik i grupper. “HVOR MANGE PROCENT AF ELEVERNE ER SÅ TILBAGE I KLASSELOKALET?” var der en, der brølede. Jeg lukkede døren udefra. Svaret er: NUL procent.

Efter 1 1/2 time var skoledagen forbi, og jeg spurgte ham pædagogisk “hvad har du lært idag?” – “Intet!” svarede han begejstret og gik ind for at snakke (højlydt) videre med sine venner. Og så lavede han popcorn.

Jeg håber, at der er noget lærdom, der smitter af på ungens hjernebark. Og så krydser jeg fingre for, at det ikke kommer til at vare for længe … Det er på sin egen måde sjovt og skørt. Jeg har taget billeder til vores fotobog, for ingen vil om 20 år tro på, at det var sådan, at det var den 4. januar 2021. Vi vil fortrænge alt det her, når det engang er forbi. Så jeg accepterer dette vilkår og prøver at flyde med strømmen her. Det er forbigående, og så må vi indhente det senere. I mellemtiden vil vi prøve at få det bedste ud af det. Det er jo også en slags nytårsforsæt 😀

Det er ikke HELT sådan det foregår hjemme hos os!
Photo by Valery on Pexels.com
Vi er mere ovre i noget cirkusagtigt – og meget gerne med popcorn til!
Photo by Vidal Balielo Jr. on Pexels.com

Halloweenhygge – trick no treat 🎃👻💀

Halloweenhyggen ville vi ikke gå ned på trods Corona. Corona skal ikke vinde den her også; vi tilpasser os som vi har gjort i tusind år.

Min veninde og hendes to unger kom udklædt til spisetid, hvor der var lange melorme med kogt hjerne aka spaghetti bolo på menuen.

Vi havde købt 4 (!) kilo slik, og vi fyldte spandene op hjemmefra. Reglen var kigge, hilse og videre. Ikke be’ om slik, trick no treat 😅

Vi kørte rundt i år, for der var længere mellem de pyntede huse end normalt. Jeg plottede listen ind i Google Maps, og så kørte vi afsted 🎃

Vi besøgte nogle af de mest uhyggelige steder i kvarteret. Lige overfor bedstefars hus var der pludselig dukket en uhyggelig kirkegård op. Det som ud som om ligene var stået op 👻

Langs kirkegårdsmuren ved Virum Kirke stod 100 græskarhoveder og lyste smukt i mørket.

Ungerne råbte ‘trick, no treat’, og hvor folk var ude, hilste vi på og roste dem for pynten og for at være med trods Corona ❤️ Enkelte steder fik de slik, men det var de færreste steder.

Da vi kørte hjem, sukkede min søn og sagde: “jeg håber, at det bliver normalt næste år”

JA 🎃💀👻🕸🕷!

På tur til Tirpitz

I efterårsferien skulle man bestille billetter på forhånd, så det gjorde vi. Vi ankom ti minutter før vores tid klokken 11, og der var ikke særlig mange mennesker.

Vi gik ind, viste vores billet og fik hver en audioguide i hånden. Vi låste overtøj og tasker ind i et af de mange ledige skabe – og så startede vi med mine-udstillingen.

Audioguiden virkede ved, at man ‘scannede’ et symbol ved hver udstilling, og så kunne man lytte til historien. Jeg kan stærkt anbefale, at du medbringer dit eget headset, som kan tilsluttes. Det er nemmere end at gå med audio guiden ved øret.

Der er 5 udstillinger i Tirpitz. Udstillingen om minerne er forlænget til foråret 2021. De øvrige er faste udstillinger.

  • Livsfare! Miner!
  • Den skjulte vestkyst
  • Selve Tirpitzbunkeren
  • En hær af beton
  • Havets guld

Vi startede med at se udstillingen om miner, og det var en kæmpeoplevelse.

Livsfare! Miner!

Udstillingen om miner er grum, informativ og spændende. Der er angivet med piktogrammer, hvor der er oplevelser uegnede for børn under 12 år. Det er kun 2 steder, og resten af udstillingen er ok for en 11-årig.

Vores søn på 11 lyttede fascineret, og han gravede selv i sandet efter miner. Hans pind ramte lige ned i sølvtoppen. Vi talte om, at havde minen været ægte, så var den sprunget i luften og ham med. Når man pirker efter miner er det vigtigt, at man gør det forsigtigt og stikker skråt ned i sandet, så man rammer siden af minen.

Vi så også klip og kulisser fra filmen “Under sandet”, som handler om netop fjernelsen af de 2 millioner miner på danske strande. Rydningen blev foretaget af unge tyske krigsfanger. I krigens slutning blev teenagedrenge og krigsveteraner fra 1. verdenskrig udkommanderet til Volksstürm. De fik et lynkursus og så afsted i krig. Nogle af de overlevende blev tvunget til at finde og afmontere 2 millioner miner i sandet på danske strande.

Også i dag skaber efterladte miner store problemer for mennesker over hele jorden.

Det grå beton – udstilling om bunkere på vestkysten samt selve Tirpitzbunkeren

Atlantvolden – fuldstændig vanvittigt forsvarsværk på Europas vestkyst. Uanset hvor man befinder sig ved vestkysten er der ikke langt til en bunker. Tirpitzbunkeren blev påbegyndt så sent som i slutningen af 1944 og blev ikke helt færdig inden krigen var slut. Med 3,5 meter tykke vægge er den umulig at rive ned eller sprænge i luften. Så bunkeren lå bare der i klitterne ved Vesterhavet, indtil museet Tirpitz blev bygget ved siden af.

Nu kan man gå fra den nye museumsbygning direkte ind i den gamle bunkers mørke stille rum. Det er en stor bunker med højt til loftet og med mørke kroge og gange. Bunkeren skulle rumme en meget stor kanon, som dog aldrig nåede frem. Det er ret heftigt, at man så sent i krigen ufortrødent byggede så stor en kanonbunker. Jeg undrer mig dog lidt over placeringen – den ligger et godt stykke fra havet ?!

Udstillingen det grå beton om skæbner i skyggen af Atlantvolden handlede dels om de forskellige typer bunkere, der blev bygget. Lidt nørdet. Dels handler den om livet omkring bunkerne på vestkysten i det besatte Danmark. Personfortællinger genfortalt af skuespillere var superfine og gribende. Der var fx effekter og fotoalbums, der understøttede fortællingen om den danske piges møde med den tyske soldat.

Den skjulte vestkyst

Udstillingen Den Skjulte Vestkyst er en spændende tidsrejse gennem de seneste 20.000 år på vestkysten. Man kan gå ind i klitterne (bygget af træ) og opleve udvalgte øjeblikke. Der var historier om fjerne tiders bopladser, hvor man har ældgamle fund, der stammer fra Mellemøsten. Der er drabelige historier om skibsforlis, plyndringer, dødemandsbjerge, tsunamier og de første feriegæster.

Hver halve time bliver det ‘nat’ og på væggen vises en film, der viser de forskellige nedslag i vestkystens historie. Det var så fint, vores søn sad i redningsbåden i midten af udstillingen og var tryllebundet.

Vi kan klart anbefale Tirpitz. Også med børn. Audioguiden er let at bruge. Coronasikkerheden er bedst først på dagen, så book tid til klokken 11 eller tidligere. Et besøg tager små 3 timer.

Den eneste udstilling, vi ikke fandt super interessant var ravudstillingen. Det gjorde dog indtryk på vores søn – for han samlede orange sten senere på stranden 😅

Varm, varmere, skolestart ☀️

Det er skørt det her.. Årets varmeste dag er samtidig den sidste dag i skoleferien, og de næste 2 uger bliver sommerlige!

Vi er skoleklar – altså alt det praktiske er på plads; fyldt penalhus, opladet skole-ipad, fyldt madkasse, håndsprit, håndcreme, drikkedunken ligger halvt fyldt i fryseren… Knægten er ikke klar. Han orker ikke mere Coronaskole, hvor al sjov er pillet ud og erstattet med regler, og hvor han ikke må være sammen med dem, han vil. Han glæder sig til at se sine venner fra klassen men håber på, at han nu også må lege med sine venner fra andre klasser .. Hvad siger man til det?

I morgen går det løs i 4. klasse. Jeg er sikker på, at det bliver godt ❤️

11 år

Tillykke med de 11 år i dag, skat! Elleve år!! Du er fantastisk, klog, stærk, modig, ærlig, passioneret. Jeg elsker at opleve verden med dine øjne. Du ser klart, dit blik for retfærdighed er skarp, og du står op for din sag.

Men jeg synes, at det går for stærkt. Alt for hurtigt. Vi fejrer allerede din fødselsdag igen. Du blev 10 for et minut siden, og jeg er kun lige kommet tilbage fra barsel, ikke? Alle børn er søde, men du er helt speciel, min store skat!

Du blev født en smuk sommerdag, og måske er det derfor, at det er sommeren, der bor i dit sind. Du har de mest tindrende blå stjerneøjne og det lysende smil, som gør mig glad helt ind i hjertet. Du har et glad sind, du kan blive så begejstret og så utrolig vred. Dit humør ser man tydeligt, du er altid helt ærlig.

Dine venner bor dybt i dit hjerte, og det gør vi også. Det gør ondt, når du ikke ser dine venner i lang tid. Dit hjerte er så stort og rent. Så fuld af kærlighed og lykke, fuld af appetit efter livet.

Men tiden er kommet, hvor vi forældre rykker lidt ned ad hitlisten. Om dagen er du så stor og fri og uafhængig – du går selv ud og handler. Du er ofte væk hele dagen. Om aftenen er du stadigvæk nogle gange lille og så putter du dig mellem os. Jeg elsker det hele, og jeg ved, at det er på lånt tid.

Du har en støjende natur, og det er svært herhjemme – man kan tydeligt høre dig gennem både vægge og lukkede døre. Du er bogstaveligt ved at eksplodere, hvis al energien ikke kan komme ud. Du råber af din Ipad og af spillene, der driller. Du hader at tabe, og din frustration er til at tage og føle på. Internettet er sløvt, spillet lacker, de andre er noobs …

Du nørder Star Wars og ønskede dig alle filmene til din fødselsdag. På YouTube ser du alle mulige nørdede film om Star Wars. Du fortæller levende om Obi Van Kanobi, Karl Johan (som jeg troede Kai Lo Wen hed?) og Mester Yoda. Jeg forsøger at følge med, men jeg er en noob, så du ryster på hovedet og griner af mig.

Du gror og vokser, og dine tænder falder ud. Dit hår er vildt og brunt, og dine cowboybukseknæ er tit grønne, når du kommer hjem fra skole. De bukser, jeg lige har købt til dig, er lige så lange som mine. Din nye cykel er lige så stor som min – da jeg så det, nev det i mit hjerte. Dine sko er kun 2 numre mindre end mine, og du når mig til skulderen. Jeg kan hvile mit hoved på dit, når du står foran mig. Du er stærk, og du er fantastisk. Jeg kan ikke følge med, det går alt for hurtigt. Jeg vil kramme og kysse dig, men ellers tak, for kys er klamme og klistrede. Kramme vil du heldigvis stadigvæk.

At vække dig om morgenen er fantastisk. Jeg siger ‘psst’ til dig, og jeg sniger mig til at kysse dig let, før du vågner og afværger mine kys. Jeg krammer dig og roder dig i håret. Du er ikke let at vække om morgenen, og nogle gange kryber du helt ind til mig og putter, for du ved, at jeg nyder det – og så får du et lille ekstra blund tæt ind til mig, før jeg igen siger ‘psst’ i dit øre og kilder dig.

Jeg bliver konstant overrasket af dig. Og forbløffet. Mit lille barn, der nu er en stor dreng. Det er vanvittigt. Jeg er spændt på at se, hvilken fantastisk person du udvikler dig til. Jeg er ikke bekymret for dig. Kun når du cykler .. og .. og ..

Jeg elsker dig min store skat!
Tillykke med fødselsdagen!

❤️

Gensyn med Westendorf

Vi spiste frokost på Hotel Post i Westendorf. Vi fik den legendariske Wurstsalat med en perlende kold Almdudler til.

Almdudler

Bagefter fik vi en Apfelstrudel og en Milchkaffee. Det var hyggeligt på Hotel Post, men der var nærmest ikke andre end os.

Wurstsalat
Apfelstrudel mit Schlag ❤️

Vi mindedes vores fantastiske ferier i Westendorf med 40C varme, blå himmel, grønne enge og højt solskin. Jeg husker som var det igår, da vores søn legede i haven ved Hotel Post, mens vi sad i kastanietræernes skygge og pustede ud. Jeg husker også regnvejr – meget af det.

Knægten husker kun det gode. Han var ked af det, han ville gerne blive i Westendorf, selvom det regnede. Han begyndte at græde, for han savner vores fantastiske ferier med hygge på vores dejlige værelse, ture med bjergbanen, de mange eventyr med Alpinolino, Timok og Ellmi og masser af svømmeture i hotellets pool og i det nærliggende fribad. Han ønsker sig bare tilbage. Vi krammede ham. Østrig og Westendorf vil altid have en særlig plads i vores hjerter. Altid.

Dengang ❤️

Da vi havde spist frokost, gik vi en runde i byen. Vi var forbi alle de kendte steder og gader. Byen var en skygge af sig selv. Det hjalp heller ikke på det, at regnen tog til. Jeg har aldrig før set så tunge og mørke skyer hænge så lavt over byen. Nærmest symbolsk 😢

Vi gik forbi Hotel Jakobwirt, som har været ramme om vores mange skønne ferier. Der var lukket på ubestemt tid, stod der på skiltet. Lyset var slukket, der var intet liv, stole på bordene i restauranten og ingen blomster i altankasserne.

Hotellet var øde, forladt og trist, og det var ikke kun dér. Byen virkede forladt og øde. De betaler en høj pris for Coronakrisen her. Hele sommersæsonen mister de. Vi kan køre væk fra det og holde ferie et andet sted, men det er jo folks levebrød.

Det er virkelig hårdt at se et sted, vi holder så meget af og har så gode minder fra, i den tilstand. Et eller andet sted håber man jo, at alt bliver som før. At vi en dag kan ta’ tilbage dertil og alt er som før. Men det er tydeligt, at Corona’en koster dyrt her. Der er lukket butikker, caféer og hoteller i regionen, og mange kæmper. Kommer turisterne tilbage? Og hvornår?

Så det niver i hjertet. Og når drengen græder af savn, og han bare vil ha’ sin barndomsferier tilbage, ja så begynder jeg også at græde … så vi sad alle tre og talte om ferierne i Westis, med tårer i øjnene. Åhh…

På gensyn Westendorf ❤️