Boganbefaling ❤️ “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Jeg så på et tidspunkt et rørende interview med Marie Brixtofte, og da Mofibo foreslog mig hendes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”, trykkede jeg på play.

Så på mine gåture læste Marie selv bogen højt for mig. Da jeg var cirka halvvejs i bogen, var jeg klar over, at denne bog er vigtig for mig. Jeg skrev jeg bogen på min ønskeseddel til min 49 års fødselsdag. Jeg var så heldig at få den af min mand ❤️

Det er en så fantastisk bog. Sideløbende med at jeg har lyttet, har jeg også læst i min hard copy og highlightet det, jeg skal huske. Og det er ikke så lidt, for det er en klog bog.

På sin vis er det en lommepsykolog-ven, jeg har fået mig dér. Lommepsykolog lyder måske lidt nedladende, men det er ikke ment sådan. Bogen rummer nemlig viden og indsigt på et højt plan, gjort lettilgængelig, letforståelig og ikke mindst let at implementere. Der er klare anvisninger på små tweaks med stor effekt.

Marie Brixtofte som person, og med den rygsæk hun bærer med sig, giver bogen et ekstra niveau af troværdighed for mig. Hun har testet sine egne råd og viden på egen krop og sind, og hun byder ind med personlige beretninger. Det er ikke bare teori.

Jeg er virkelig begejstret! Jeg har nu læst bogen, men jeg er langt fra færdig med den. Den kommer til at leve med mig, og den kommer til at hjælpe og påvirke mig og mine. Det er nemlig det, den kan. Bolsjefilosofi er faktisk bare en god ven med en masse indsigt – og hvem kan ikke bruge en bolsjefilosofisk ven?

Måske skal jeg nævne, at man ikke behøver at have haft en kaotisk opvækst for at få noget godt ud af bogen.

I løbet af sådan en gennemsnitsopvækst (som min) i et parcelhus i Birkerød i 80erne blev der puttet lidt af hvert ned i min rygsæk. Der er ikke lutter lagkage i min rygsæk. Udover en masse gode ting, så ligger også bl.a. mindreværd, skam, konfliktskyhed, autoritetstro, usikkerhed, dårlig selvtillid, impostersyndrom samt en form for spiseforstyrrelse i min rygsæk.

Bogen har hjulpet mig til at forholde mig til min bagage. Jeg kan måske komme overens med, at det er der, og at det er mit ansvar at bruge det – eller blot bære det med videre uden at det skal få lov til at styre mit liv. Den tanke kan jeg godt li’.

Bolsjefilosofi og andre leveråd er en bog om vores rygsæk, den usynlige rygsæk med alle vores erfaringer og summen af vores liv. Hvordan vi selv har ansvaret for den, også selvom den blev pakket af vores forfædre og vores forældre. Vi valgte ikke selv, hvad der blev pakket ned i rygsækken, men vi vælger selv, hvordan vi vil bruge det, der ligger dernede.

Bogen tager fat i nogle af de ting, mange af os bøvler med i livet. Det kan være temaer som ængstelighed, ensomhed, dårlig samvittighed, lavt selvværd og sorg. Som læser får du en hel buffet af fiduser, finter, modeller, redskaber og værktøjer, som alle fungerer som en vejviser til et bedre liv med færre benspænd.

I et sprudlende, letlæseligt og dybt personligt sprog videregiver Marie Brixtofte livsvigtige, eksistentielle erfaringer fra såvel sin opvækst som fra sin psykolog- praksis. Der er nye vinkler at hente for alle, og det er ikke kun unge og voksne med en vis dysfunktionel baggrund, der vil finde guldkorn på hver eneste side af denne væsentlige bog om at udfordre sin skæbne og forandre sin tilgang til måden at leve sit liv på.

– omtale af Marie Brixtoftes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Jeg havde helt glemt kontaktbogen ..

Jeg havde helt glemt kontaktbogen. Fortrængt er måske et bedre ord. Den lille brækgule bog, der altid skulle ligge klar i tasken. Det meste af tiden tænkte jeg ikke på den, men af og til var den kilde til ondt i maven.

Min søn slipper heldigvis for at være budbringer af dårligt nyt fra skolen og have ondt i maven hele vejen hjem. Han skal ikke gå rundt og frygte for at aflevere en reprimande eller en eftersidning i kontaktbogen. Han skal heller ikke skamfuldt fremvise en underskrift på misgerningen dagen efter. Skam med skam på.

Jeg kan godt huske hvordan det var at stå foran katederet, med fnisende klassekammerater bag sin ryg, mens læreren skrev i den lille brækgule kontaktbog i snegletempo. Det føltes som 100 år. Jeg kan tydeligt huske skammen blusse på mine kinder. Jeg ønskede bare, at gulvet kunne opsluge mig. Min mave var i oprør – mon mine forældre ville blive rasende? Og måske var det bedst at vente helt til sengetid med at aflevere den – eller næste morgen? Jeg udskød det, og så sov jeg bare ikke om natten, fordi jeg havde ondt i maven. Og om morgenen sagde min far bare ‘du skal ikke kaste med sne i skolegården’ og skrev under.

Min søn slipper også for at skulle fiske kontaktbogen op af toilettet, fordi den ikke kunne skylles ud, så den kunne ‘blive væk’, så jeg slap for at vise lærerens besked til mine forældre.

Kontaktbogen fungerede rimeligt i mangel af bedre i gamle dage. I dag har vi bedre kommunikationsmidler til rådighed. Vores udfordring er at lære at bruge de nye medier konstruktivt, i stedet for at forsøge at afvikle udviklingen.

Advice is a form of nostalgia.
Dispensing it is a way of fishing the past from the disposal, wiping it off, painting over the ugly parts – and recycling it for more than it’s worth.
But trust me on the sunscreen!

Mary Schmich

Hele pladen fuld i tabubingo!

Før mandag aften har jeg ikke spillet tabubingo. Og jeg vandt, faktisk. Jeg fik en fuld plade. Det er jeg ikke stolt af. Jeg forstod faktisk ikke engang, at jeg havde vundet, fordi jeg er utjekket og ikke helt havde styr på bingo-banko-reglerne.

Når man får pladen fuld i tabubingo, så har man gjort ret mange helt almindelige ting og har skammet sig nok til, at man opfinder en dækhistorie. Det er åbenbart noget, jeg praktiserer i udbredt grad. Uden at tænke videre over det 🤷🏻‍♀️

Jeg gør det så meget, at jeg vandt en fantastisk præmie, så der er fordele ved det.

I virkeligheden bør jeg droppe dækhistorierne og smide svesken på disken. Det handler om tabuer og det handler om skam. Skam over noget, som er fuldstændig normalt.

Ingen af os taler om det, og tavsheden holder skammen og tabuet i live. Så lad os tale om det!

Tabubingo
Tabubingo med fuld plade

Her ser du tabubingopladen, og her er historien bag hvert enkelt kryds:

  • Smugrygning er ikke noget, jeg praktiserer længere. Sidste gang jeg smugrøg var da jeg havde været forbi Kræftens Bekæmpelse (!) i forbindelse med at min mor ugen forinden havde fået konstateret lungekræft (!). Udenfor stod en kvinde og røg, og jeg bommede en smøg af hende. Den smagte af h til, og jeg har ikke røget siden.
  • Jeg har spillet spil overfor det modsatte køn og har bl.a. ladet som om, at jeg overhovedet ikke var interesseret i ham, jeg var interesseret i. Den teknik virker ikke, kan jeg afsløre. Det, der virkede var, da jeg droppede alle de velkendte spil og uskrevne regler og bare var mig selv. Det opdagede jeg meget sent i livet, da jeg datede min mand.
  • I samme sammenhæng har jeg også kamoufleret for mænd hvad jeg laver for ikke at blive opfattet som værende for klog eller kedelig, da jeg befandt mig på dating-markedet. Da jeg var produktchef for et stort shampoo-mærke fik jeg langt mere positiv respons fra det andet køn ved at sige “jeg sælger shampoo” end når jeg sagde, at jeg var produktchef.
  • Hvem har ikke løjet om sin alder for at virke ældre, klogere og nu yngre? “Mig? Jeg er da 21” Jeg har ingen alder på min facebook profil, så helt cool omkring mine 46 somre er jeg ikke. Og jeg farver hår, for jeg er ikke parat til at springe ud som gråhåret.
  • Overgangsalder er noget, vi taler om nu, takket være Renée Toft Simonsen. Jeg er ikke i overgangsalderen endnu, men jeg er begejstret for “Jeg er f*cking hot“.
  • Gæld taler jeg til gengæld ikke om. Det er utjekket ikke at have tjek på sin økonomi. Men det sejler. Lidt. Nogen gange. Og så åbner jeg Excel og periodiserer lidt, men taler om det? Nej. Hvilket fører til næste kryds:
  • Utjekkethed. Når jeg får forklaret noget af en, der emmer af ekspertise – og jeg så ikke siger “gider du forklare det en gang til?” eller når jeg undlader at sige “det forstår jeg ikke?”. Happens all the time.
  • Og så er der det med at min dårlige hørelse; det er totalt nederen at sige “hvaad?” til nogen, der sidder 1/2 meter væk i frokostpausen og tilsyneladende siger noget, jeg overhovedet ikke kan skelne fra baggrundsstøjen. Det er vist det med alder og alderstegn igen. Jeg har ikke vænnet mig til det.
  • Forældreintra-løgne og løgne generelt overfor andre forældre lever i bedste velgående. Jeg prøver at lade være, men vi sneg os udenom forældrefesten i 0. klasse, fordi kuvertprisen var på mere end 500 kr pr næse. Vi skulle til fødselsdag om eftermiddagen, så helt løgn var det ikke, at vi ikke kunne. Men vi syntes, at det var for dyrt, og det kunne vi jo ikke sige. I virkeligheden vil vi hellere bruge pengene på en tur i Tivoli eller Legoland med knægten.
  • Jeg har klemt en tissetår i en trampolin. Lige siden har jeg knebet. Knib, knib, knib. Det virker – for siden da har jeg ikke klemt en tår i en trampolin.
  • Og jeg har selvfølgelig blødt igennem. Når man bliver 46, går menstruationen fra at være clockwork til at male buksen rød på et højst uventet tidspunkt. Jeg er meget glad for sorte bukser pt.
  • Jeg æder jævnligt min søns slik. Det har et sjovt nok et tidsmæssigt overlap med ovenstående. Den, der gemmer til natten, gemmer til moren?
  • Jeg har pjækket for at se en tv-serie, men det er længe siden. Glamour og bryllup, need I say more?
  • Dårlig mave i form af menstruationssmerter var min standardfraværsundskyldning for at udeblive fra gymnastik i gymnasiet.
  • Jeg har også prøvet at gemme tøj, jeg har købt, for min daværende kæreste, der var revisor.  “Har du brug for det tørklæde?” spurgte han, og det rejste spørgsmålet “har jeg brug for dig?” i min hjerne, hvortil svaret var indlysende.
  • Grøntsagsløgne, sundhedsløgne, kageløgne, madløgne... Jeg har en enkelt gang eller to løjet om min søns indtag af forskellige madvarer inkl. grøntsager. Kartofler og pommes frites er også en slags grøntsager, mener jeg og lægger mig på linie med De Unge Mødre. Og jeg spiser 6 om dagen. Hver dag. Jeg fik fx 6 spinatblade i min salat til frokost i dag.
  • Jeg spiser altid resterne af min søns risengrød. Det smager fantastisk. Og hans røde pølse-ender. Og pastaskruerne med smeltet smør på. Jeg var også vild med Nestlé sveske-havregrød til babyer. Og frugtmosen. Og kajkageresterne.
  • Jeg har beskyldt min søn for at have krudt i bleen, når en lille lydløs vind viste sig ikke at være lugtfri. Min mand har jeg også højlydt beskyldt for det – det er så tarveligt af mig. Og vores hund, da jeg boede hjemme. Det man ikke har i hænderne, kan man ikke holde på 🤷🏻‍♀️💨
  • Nogle gange synes jeg, at det er for pinligt at flagge min tissetrang for et helt selskab i sociale sammenhænge, og så holder jeg mig til det gør ondt. Det hænger i øvrigt sammen med tis og trampoliner og er mega-dumt. “Er der ikke andre, der har brug for kaffe?” skyder jeg af og til ind i langvarige møder, hvor smerten i blæren efterhånden hæmmer min tankevirksomhed. Jeg hader bare, når folk så siger nej!

Jeg vandt denne fantastiske bog, som jeg glæder mig til at læse på de mørke vinteraftener.

Farvel Synnøve

Forleden hørte jeg, at Synnøve Søe er død. Og jeg blev virkelig trist, for jeg kunne godt li’ hende. Da jeg var 17 syntes jeg, at hun var megacool og sej og modig. Jeg ville gerne være lidt mere Synnøve; turde stikke hovedet frem og stå ved mig selv.

Jeg ønskede mig Fars til jul det år. Jeg fik den af mine forældre, og jeg havde læst den inden julen var slut. Jeg ønskede mig hendes bog, fordi hun havde gjort et stort indtryk på mig med sin stil og sin power.

Udover knaldromanerne i vores sommerhus var hendes to første bøger nogle af de første voksenbøger, jeg læste. Jeg har desværre ikke læst hendes senere bøger, men jeg har et blødt punkt for hende alligevel.

Tid til en paladsrevolution

Jeg tror, at mange af os mødre har en tro, at vi bliver bedre medarbejdere, hvis vi på jobbet distancerer os fra visse typiske kvindelige værdier, herunder især mor-rollen. Mor-rollen, moderlig omsorg, empati og hele ammehjernebegrebet er ikke indbegrebet af succesfuld medarbejder. Tværtimod.

Engang fik jeg tit fortalt, at mødre er i høj kurs på arbejdsmarkedet, fordi mødre er supereffektive, benhårde til at prioritere, arbejder hårdere end andre og formår at holde usandsynlig mange bolde i luften og ikke mindst er i stand til at overholde deadlines, som ingen andre kan. Da jeg så selv blev mor, fandt jeg ud af, at det er det, man kalder en ammestuesnak eller blot ren og skær ønsketænkning. Ikke ret mange ser en mor som et aktiv – de ser barns første sygedag, gå tidligt hver dag, ufleksibilitet og fokus på barnet, ikke jobbet.

Jeg arbejder på et gennemsnitsdansk kontor, og jeg har én gang haft min søn med på arbejde. Mine (kvindelige) kolleger reagerede på mødet med min søn på kontoret med afmålt muggenhed, og så bad de om, at jeg lukkede døren til mit kontor, selvom min søn sad med ipad og lyttebøffer på og var eksemplarisk stilfærdig. Mine mandlige kolleger syntes, at det var skægt, og min søn havde i dagens løb besøg af indtil flere forskellige legeonkler, der fodrede ham med slik, kiks, juice, nye app’s og dvd’er. En enkelt sad og tegnede med ham 1/2 time.

Ved kaffemaskinen overhørte jeg to kvindelige kolleger øffe over, at jeg havde ham med, fordi de ikke ville smittes, det gav uro og larm – og ‘kunne hun dog ikke bare blive hjemme, for det er jo synd for barnet’. Da Julia så i dag hyldede fremtidens arbejdspladser med rum til moderskabet følte jeg mig kaldet til at nævne i en kommentar, at hun er priviligeret, og at det nok desværre ikke er normen … jeg skrev, at det med at tage min søn med på job – det gør jeg aldrig mere, fordi der netop ikke er det rum, hun beskriver.

Julia svarede sødt på min kommentar, og sidste sætning i hendes svar fik mig til at stoppe op: ‘.. og det viser jo om noget at vi stadig har nogle ting at diskutere’. Hendes ord – lige netop dén sætning – fik mig til at tænke, at jeg kan blive ved med at brokke mig – eller prøve at ændre verden. Gu’ fanden tager jeg ham med på arbejde igen! For jeg er ikke bare mor i min fritid. Jeg er mor 24/7. Jeg er også produktchef hele tiden. Jeg kan ikke det her med at skifte ind og ud af rollerne, når jeg sådan set bare er mig hele tiden – med barn, med job, med det hele. Jeg kan jo godt se, at jeg på kontoret virker som om jeg er fritidsmor, når jeg sjældent af egen drift inkluderer mit barn i mit arbejde. Det er simpelthen en ommer!

For mig er det optimale arbejdsliv ikke en modsætning til det at jeg er mor. Jeg er en bedre mor, fordi jeg arbejder – og jeg er en bedre medarbejder, fordi jeg er mor. Det fungerer begge veje og griber ind i hinanden. Jeg ønsker en bedre integration, og det er helt ærligt op ad bakke i en hverdag på et gennemsnitsdansk kontor, hvor særligt kvinderne er hårde ved hinanden. Herunder nævner jeg blot et par af de kommentarer, jeg har overhørt, hvor BÅDE afsender OG modtager er en kvinde. Mænd deltager sjovt nok ikke med bemærkninger a’la:

  • ‘Skal du allerede gå?’
  • ‘Har du set, at nn er forsinket igen? Dén familie har slet ikke styr på morgenerne, hva?’
  • ‘Har hun nu syge børn IGEN?’
  • ‘Er hun GÅET? Kunne hendes mand ikke tage på skadestuen i stedet for?’
  • ‘Har du ingen bedsteforældre, der kan tage over?’
  • ‘Kan du virkelig ikke skaffe pasning?!’
  • ‘Er I ikke ret tit syge hjemme hos jer?’
  • ‘Hun kan simpelthen ikke være bekendt at tage sit syge barn med. Så bliver vi alle jo syge!’

Er dét opbakning – ? Udover at vi kan prøve at bruge hovedet og undgå denne slags kommentarer, så kan vi også selv gøre mere for at integrere familien i arbejdet. Tage barnet med indimellem. Være stolt over at være mor og vise det. Som det er nu, kender jeg flere kvinder – inklusiv mig selv – der spurter ud af døren i sidste øjeblik med dukket nakke for at undgå kollega-radaren, når vi skal hente. Og de fleste mødre også inklusiv mig har det elendigt, når jeg har barn syg og forsøger at kompensere ved at være online på pc og smartphone, mens barnet er sygt.

I stedet for at sige ‘jeg har børn, og jeg er stolt af det’.

Derfor er der behov for flere mødre, der viser, at de er mødre, og at det at være mor ikke er en ulempe i erhvervslivet. Så når mine kolleger ser mit barn som en ulempe eller en modsætning til mit arbejde, er det min opgave at vise dem, at jeg rent faktisk er en mindst lige så god kollega og medarbejder, fordi det netop ikke er enten-eller.

Der findes i øvrigt en helt særlig varm plads i helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden. Det vil jeg huske mig selv på næste gang jeg er ved at øffe over en anden kvindes prioritering af mor-rollen – eller overhører nogen, der øffer.

Link

Ud mellem sidebenene

Forleden faldt jeg over Betinas historie på Landsforening for Autismes Facebook side, og jeg må sige, at det er et sjældent grimt eksempel på, hvad folk kan finde på at klemme ud mellem sidebenene ved synet af vores børn, som måske falder lidt udenfor standarden. Desværre er jeg ikke decideret overrasket. Den slags oplevelser følger med, når ens familie falder udenfor normen. Vi kender også til det her hos os; det er mest ‘bare’ sigende blikke eller himlende øjne fra fremmede. Indimellem kommer der brok eller kommentarer. Som oftest er det indirekte, at der tales om os, men vi hører eller fornemmer det. Og det gør ondt.

This is my simple religion:
There is no need for temples; no need for complicated philosophy.
Our own brain, our own heart is our temple; the philosophy is kindness.

Dalai Lama

I påsken havde vi Nicholas med ude at spille minigolf. Han havde set minigolfbanen fra bilen, og han plagede om at komme derhen, så hvorfor ikke? Der var ikke så mange mennesker, og da det foregår udendørs ud til en trafikeret vej, forestillede vi os, at der var højt til loftet. Det var der sådan set også hos både ejeren og de andre på minigolfbanen. Nicholas havde en fest ud af at spille minigolf. Han var faktisk god til det, og det fastholdt hans interesse overraskende godt. Han spillede rent faktisk alle 18 baner! Han grinede og lo, og han var så glad, for han syntes, at det var helt fantastisk. Når vi andre spillede var han lidt rundt omkring, men indenfor et par meters afstand, og ja, han grinede højlydt og kaldte på os. Men ikke noget usædvanligt for en dreng på 4 år, efter min mening.

Det er klart, at jeg forklarede ham reglerne for at færdes på en minigolfbane – at han ikke må forstyrre de andre, ikke må træde på banerne, ikke svinge med køllen eller kaste med sin bold, ikke starte på en ny bane før vi alle var færdige, osv. Men han er jo meget social opsøgende, så han gik hen til nogle af de andre og hilste på, mens de spillede. Uden at træde på deres bane eller snuppe deres bolde eller hvad man nu kunne forestille sig, at en lille rask dreng på 4 år kan finde på. Han hilste bare på. Og ja, han løb lidt rundt mellem banerne, når han ikke spillede. Det var han i øvrigt ikke det eneste barn, der gjorde, da hele anlægget var lagt an på børn, for der var både sandkasse, trampolin, gynger og klatrestativ.

Lidt efter vi startede, var der en far med to store børn på ca. 12 og 14 år, der startede. Jeg lagde godt mærke til dem, da jeg har gået i gymnasiet med faren. På et tidspunkt spærrede faren for Nicholas, da vi skulle til at spille den næste bane, så de tre personer spillede på to baner på én gang – banen foran os og banen efter os. Jeg undrede mig over den tydelige provokation, men vi sprang så bare den bane over og tog den næste. Den ene dreng bad Nicholas om at tie stille, fordi han ødelagde hans koncentration. Jeg kaldte på Nicholas for at lade dem få ro, og min mand sagde overrasket ‘hold da op, det er seriøst’, hvortil faren sagde ‘Ja, det skal det jo være engang i mellem’.

Lidt efter henvendte faren sig til mig og bad mig vildt arrigt om at ‘få styr på dit barn, fordi han larmer og forstyrrer mine sønners spil’. Jeg smilede og sagde til ham, at Nicholas har autisme og ADHD og derfor ikke er så veldresseret som hans børn, og så tilføjede jeg ironisk, at han da vist i øvrigt havde taget fejl af curling-banen og minigolf-banen.

Jeg havde lige i omkring 10 minutter oplevet, hvad det vil sige at have dét ukomplicerede sjove og hyggelige familieliv, som jeg drømmer om og som jeg forestiller mig, at man har uden autisme i familien. Og så kom han og rev mig ud af dén vildfarelse. Jeg var afslappet og havde paraderne nede, og jeg blev ramt af hans bemærkning. Og jeg har ikke kunnet glemme det, så selvom jeg lige dér prøvede at ryste det af mig, så sidder splinten der endnu.

Det gjorde selvfølgelig også, at jeg derfra var knap så afslappet og derefter prøvede at begrænse Nicholas, så han ikke irriterede dem eller andre igen. Så faren fik alligevel ødelagt vores magiske oplevelse en smule. Det var sikkert ikke det, der var hans hensigt.

Det ville være så skønt, hvis Betinas historie kan skabe lidt opmærksomhed omkring almindelig god tone omkring omgang med andre mennesker. Jeg mener, at det er et udtryk for superdårlig opdragelse, når man stirrer, himler med øjnene eller kommer med ondskabsfulde kommentarer, når man møder mennesker, der er anderledes. Vi er nødt til at opføre os pænt overfor hinanden og sørge for øget tolerance og venlighed i vores omgang med hinanden.

Generelt tror jeg, at man skal prøve at fokusere på, at andre mennesker ikke er sat i verden for at genere én, men at der kan være mange årsager til, at et barn opfører sig uopdragent, larmende og irriterende. Eller fx at en stor dreng sidder i klapvogn og bruger sut eller ble. Nogle tænker, at det er dårlige forældre, men jeg har faktisk aldrig mødt nogen dårlige forældre. Jeg har kun mødt forældre, der har gjort deres bedste på deres måde. Hvis man tænker (positivt), at folk nok gør deres bedste, og så selv lige prøver at trække vejret dybt og sige ‘pyt’, så går det nok.

Er det nu blevet en træningsblog eller hvad?

Min blog er ikke en træningsblog, og så måske lidt alligevel. Jeg tvinger nemlig træning ind i mit liv hver dag mellem 21-22, så det er en stor del af mit liv, og det bliver det ved med at være. Det er i hvert fald planen. Jeg håber, at jeg kan opretholde motivationen på længere sigt. Ved at skrive om det, tager jeg mig selv og dig som gidsel. Jeg gider jo ikke at ende der, hvor jeg bliver nødt til at skrive på bloggen ‘jeg har opgivet at tabe mig’, vel?

Derfor er der også en anelse gammeldags afpresning over det, når jeg skriver om min træning, for så bliver jeg nødt til at gøre det, jeg prædiker om. Heldigvis har min krop og min psyke kun positive erfaringer med træning. Jeg har ikke en masse nederlag og følelser forbundet med at være på slankekur, og jeg håber, at jeg kan fortsætte på den måde. Jeg har været på slankekur i en stor del af mit liv, og når jeg ser tilbage på billeder af mig selv ca. 30 år, så fatter jeg ikke, hvad jeg havde gang i. Nu vil jeg bare gerne have min egen figur igen – den jeg havde, da jeg var omkring 30 år.

Jeg blev kaldt ‘tykke’ og ‘fede’, da jeg var barn. Både i skolen, men også af min far. Når jeg ser på klassebillederne var jeg ikke tyk, jeg havde måske lidt hvalpefedt. Men jeg blev tyk, selvom jeg som barn gik til ballet og jazzballet – ingen af delene havde jeg talent for. Jeg følte mig som en stor tyk klods, selvom billederne fra dengang ikke viser en tyk klods.

Gymnastik i folkeskolen bragte mig ikke andet end nederlag. Jeg var bange for redskabsgymnastik, som var den foretrukne disciplin, og min gymnastiklærer mistede tålmodigheden med mig og smed mig hen over hesten, fordi jeg nægtede at springe. Jeg røg med hovedet først ned i gulvet og mistede kortvarigt bevidstheden.

Jeg tilbragte mange timer på toilettet, fordi jeg var bange for at være med og få endnu et nederlag. Men ikke engang på toilettet kunne jeg være i fred, for min lærer kom ud og dundrede på døren, og så måtte jeg blussende rød komme ud til mine leende klassekammerater og endnu en gang kunne jeg ikke komme op i ringene eller over hesten. Endnu en gang græd jeg af skam i gymnastiktimen.

Efter de oplevelser holdt jeg op med at lave noget fysisk, fordi jeg var så dårlig til det. Jeg passede mine lektier, var sammen med mine veninder, læste bøger og gik lange ture med hunden. Som teenager var jeg tyk, og jeg trøstespiste. Min brors bedste ven, som jeg var vild med, kaldte mig Grethe Sønck. Til min konfirmation havde jeg en sløjfe om livet, der hvor taljen skulle have været.

Min aversion mod fysisk udfoldelse blev vendt til kærlighed, da min mor og jeg begyndte at gå til aerobic, da jeg var 16-17 år. Det var lige mig. Det var sjovt, jeg blev lynhurtigt god til det, og jeg begyndte at gå til aerobic 2 gange om ugen. Da jeg flyttede hjemmefra begyndte jeg for alvor at gå til aerobic, og kiloene raslede af mig. Jeg gik til aerobic 12-15 timer om ugen efter skole og siden efter arbejde, da jeg fik mit første job. Jeg trænede fra 6:30 – 7:30 før job – og igen om aftenen. Stort set hver dag. Jeg begyndte desuden at danse og kom med på showhold. Jeg elsker at danse, og jeg dansede måske 5 timer om ugen, ud over 5 timers styrketræning og 4 timers aerobic. Jeg tog gerne 3 timer i træk; step, aerobic og funk. Jeg vejede 65 kilo og var efter nogens mening for tynd, men jeg følte mig stadig for tyk.

Jeg blev uformel præsident for OA … Overtrainers Anonymous, og det endte da også med, at jeg smadrede min menisk. Selv da jeg var på venteliste til meniskoperation, trænede jeg uforstyrret videre. Jaja, ind i mellem gjorde det da rimelig ondt – ! Jeg fik fjernet menisken delvist, men jeg ville ikke undvære træning, så jeg begyndte at styrketræne. Så kom jeg dér på krykker og trænede med håndvægte og i maskiner.

Styrketræning er det bedste, jeg har gjort for mig selv. Siden da har jeg styrketrænet hver morgen før arbejde og konditionstrænet efter arbejde. Jeg træner hårdt og tungt for at få større muskler, og jeg fik også større muskler. Jeg vejede 70 kilo med lav fedt%. Følelsen af at være for tyk blev overskygget af en følelse af, at min krop var fantastisk. Min krop reagerede på styrketræningen, og jeg blev tonet og bomstærk.

Da jeg mødte Allan trænede jeg 10-12 timer om ugen – BodyCombat og styrketræning – ud over fuldtidsarbejde. Jeg reducerede i træningsmængden for at skabe plads til os, men jeg trænede stadig, da vi flyttede sammen, og da vi startede i fertilitetsbehandling. Jeg tog 10-15 kilo på, inden jeg blev gravid som følge af hormonbehandlinger og kærestehygge. Jeg vejede 89 kilo, da jeg var tungest som gravid.

Da jeg havde født vejede jeg 80 kilo, dvs. min før gravid-vægt +10 kilo. Jeg trænede og rørte mig rimeligt regelmæssigt under min barsel, men jeg vejede stadig 80 kilo, da jeg startede på job efter barsel. Derfra gik det galt, for jeg havde ikke tid til at træne, og min nye hverdag var fuldt besat. Min dag bestod af job, køre hjem, være sammen med Nicholas og Allan et par timer, lægge Nicholas i seng og selv gå i seng. Jeg accepterede modvilligt, at jeg for en tid måtte opgive træningen.

Min vægt ramte 89 kilo, og jeg var ikke glad. Jeg begyndte at løbe hver aften, men var utryg ved at løbe alene på mørke øde veje og så fik jeg en fiberskade. Stadig 89 kilo til jul sidste år – og nu tiltagende utilfreds og også bange. Jeg er snart 40 år, overvægtig og inaktiv. På kurs direkte mod diverse livsstilssygdomme. Må stoppe det, før det bliver 100 kilo, 120 kilo …

Derfor træner jeg. Derfor forlader jeg Allan hver aften for at træne mellem 21 og 22. Jeg ville 1000 gange hellere blive hjemme og hygge, men jeg er ikke glad, når jeg er tyk. Jeg er glad, når jeg træner og føler mig godt til pas i min krop. Allerede efter første omgang træningen følte jeg mig godt til pas i min krop, selvom spejlet stadig viser en tyk kvinde.

Jeg mærker, at overskuddet vender tilbage. Det motiverer mig, og jeg kender heldigvis mine svagheder ganske godt; jeg skal træne hver dag. Ikke hver anden dag eller 3 gange om ugen, for så bliver det lettere at springe over. Træner jeg hver dag, er mindet om gårsdagens træning frisk i min erindring, og så kommer jeg lettere afsted igen, selvom sofaen limer til min ryg.

Jeg træner kondition hver anden dag i 30 minutter på cross trainer, og hver anden dag varmer jeg op i 12 minutter på cross trainer. Jeg træner efter splitprogram, så hver muskelgruppe får en hviledag. En dag om ugen holder jeg en hviledag. Jeg træner hårdt, kort og tungt. Jeg sigter efter at lave 8 reps med så tilpas tung vægt, at jeg ikke er i stand til at tage den 9. repetition. Kan jeg tage 9 reps, øger jeg vægten med det samme. Jeg kører 3 sæt a 8 reps på hver øvelse. Allerede på min 3. uge har jeg øget min vægt med cirka 5 kilo i alle øvelser, så jeg kan klart mærke, at jeg bliver stærkere. Min krop belønner lynhurtigt min indsats, og det er motiverende!!

Farvel Miss Perfect!

Den er til dig, Miss Perfect - grib!

Jeg har en gammel veninde. Hun besøger mig af og til, men mest når jeg ikke har det så godt. Hun har en sjælden evne til at få mig til at føle mig værdiløs. Jeg kalder hende Miss Perfect. Jeg har kendt hende siden jeg var barn, hvor hun ‘hjalp’ mig til at føle mig tyk, dum og mindre værd. I skolen gav hun de andre ret, når jeg blev mobbet med at jeg var tyk.

Jeg har brugt mange år på at blive klog, være dygtig, blive slank og søge anerkendelse. Måske fordi min far sjældent var hjemme eller altid så fjernsyn, da jeg var barn. Måske fordi han også fortalte mig, at jeg var for tyk – og stadig gør det. Måske fordi jeg blev rost, når jeg bestod en eksamen, men til gengæld skældt ud og råbt af, når jeg ikke kunne finde ud af min matematik. Måske fordi jeg fik at vide som 33-årig, at mine problemer var teenageproblemer, og dem gad min far ikke høre på længere.

Der er mange grunde til det, men faktum er, at jeg ikke kan ændre min historie, men samtidig har jeg ikke tænkt mig at være offer for den, hvis jeg på nogen måde kan vælge selv. Miss Perfect har fyldt meget og har været en stor del af mit liv. Det er hun stadig, men jeg synes, jeg har bedre styr på hende nu, fordi jeg kender mig selv. Jeg kender den side af mig selv, som gør mig sårbar overfor hende.

At blive mor sendte mig tilbage til usikkerheden og den manglende tro på mine egne evner, styrker og kvalifikationer. Jeg mistede fodfæstet for en tid, fordi jeg ikke var forberedt på, at jeg på sin vis skulle ‘genfødes’ til min nye rolle som mor. Jeg har fundet min vej, min måde og min styrke igen.

Jeg ved også, at hun har let spil, når jeg er træt og udmattet og for 3. dag i træk kommer for sent afsted fra arbejde, har glemt at købe bleer, samtidig med at min to-do-liste på arbejdet bare vokser og vokser, så dukker Miss Perfect op i mig og peger på nullermændene eller på min mave og lår og dunker mig i hovedet med, at vores hjem ligner en slagmark, og at jeg ikke får løbet hver anden aften, som jeg sagde jeg ville.

Jeg prøver at sige ‘pyt’, men tit bliver ‘pyttet’ til et hvæsende hidsigt ‘PYT’ mellem sammenbidte tænder .. men dog et pyt. Jeg har lært at acceptere, at jeg ikke kan være en funklende succes på alle livets arenaer uden at knække nakken – og så må jeg jo vælge og ikke mindst fravælge.

Det positive er, at jeg bliver bedre til at forvise Miss Perfect for hver dag, der går. For selvom mit BMI er for højt, er der intet, der overgår at tumle og lege med min søn på gulvet. Det er de ting, der former ham som menneske – det er de øjeblikke, han og jeg husker resten af livet. At vi så nyder de stunder sammen i en eksplosion af legetøj, rosiner, krummer og nullermænd – det er glemt om lidt. Det er ikke vigtigt, Miss Perfect!!

Dagli’Dilemma

Forleden var jeg til bestyrelsesmøde i vuggestuen/børnehaven. Jeg blev meget klogere på flere planer – mest i pauserne, da vi snakkede om løst og fast. Som mor til en lille knægt på næsten 2 år er der simpelthen så meget om mor-skab, jeg svæver i lykkelig uvidenhed om. Endnu. Fx hvordan 9-årige drenge med største selvfølgelighed låner deres fars IPad med i skole – for derefter at downloade pornofilm til stor underholdning for klassens øvrige 9-årige drenge, fnis fnis.

På mødet brugte vi tid til at gennemgå Anti-Mobbekufferten, som vi har indkøbt til at forebygge mobning allerede mens rollingerne er helt små. Primært ved at skabe sammenhold. Jeg tror, at det er en supergod idé at starte tidligt og forebygge. Ca. 6% af alle børn mobbes før eller siden. Det er rigtig mange mennesker, og det får store personlige følger og kan følge en hele livet.

Nogle får aldrig et godt liv efter at være blevet mobbet. Nogle knækker på det. Andre får ar på sjælen, måske tør de ikke at indgå i en nær relation af risiko for at blive såret så dybt igen og undgår at få en kæreste eller blot at få nogle venner. Igen andre kæmper med usikkerhed eller dårlig selvtillid resten af livet. Mobning rammer hårdt og er ikke noget, man skal ignorere.

I Anti-Mobbekufferten findes nogle dilemma-kort beregnet til forældre. Vi tog et par af dem, og der var – mildt sagt – ikke enighed om, hvordan man skal tackle nogle af de dilemmaer, der helt sikkert opstår, når man har børn.

Det gik op for mig, at et dilemma, vi som forældre tackler forkert, kan medvirke til at fremme mobning.

For eksempel er måden, vi omtaler andre mennesker på, når vi er sammen med vores børn, dannende for vores børns personligheder. Omtaler vi forældre andre respektløst, er det i børnenes verden okay at tale sådan om andre.

Her er et af de dilemmaer, vi diskuterede:

Inviterer ikke alle: Din søn vil gerne invitere sine kammerater fra børnehavegruppen / klassen til fødselsdag. Alle drengene skal med undtagen to drenge, som ifølge din søn alligevel aldrig gider noget og altid ødelægger den gode stemning. Hvis de to drenge skal med, vil han hellere aflyse fødselsdagen.
Hvad gør du?

Ja, hvad gør du?