Flashback

Min mand viste mig dette blogindlæg her til aften. Det ramte ham hårdt, og lidt efter ramte det også mig hårdt. Det er på en måde som at læse vores historie, og så alligevel på en helt anden måde.

Vi er jo kommet videre nu, vi har lagt fejldiagnosen bag os, men når jeg nu læser Dittes historie om hendes søn, Vitus, der fik konstateret autisme i 2014 – og nu viser det sig så, at der ikke er noget, ja, så kommer det hele tilbage.

Vi fik også diagnosen på Glostrup, blot et år før – i 2013. Børnepsykiateren fejede alle vores ‘jamen’ og ‘hvis nu’ fuldstændig af banen og lyttede overhovedet ikke til os. For der var ingen tvivl. De havde ret. Det var definitivt, det var sådan det var, I må se at lære at leve med det, for autisme går ikke væk.

De så spøgelser ved højlys dag. Det er hvad de gjorde. De tog fejl. En kæmpestor uhyggelig fed fejl. For der er ingenting. Vores søn er højst lidt umoden viste den anden udredning 2 år senere.

Jeg har også tænkt præcis som Ditte; hvad nu hvis vi havde handlet efter deres anbefalinger og havde taget ham ud af børnehaven. Hvor var han endt henne? Den tanke har jeg det svært med, også i dag. Det er ikke en rar tanke, at vi troede på dem, da de sagde, at der var noget galt med vores søn. Vi stolede på, at de vidste, hvad de talte om.

Jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvor mange børn er blevet taget ud af deres børnehaver og er blevet placeret i specialinstitutioner ved en fejl? Vores børn er nemlig langt fra de eneste. Læs om Gustav her.

Det viste sig at være vores held, at der var fejl og huller i deres første udredning, hvorfor en stor del af den blev skudt ned af PPR ved netværksmødet. Børnepsykiatrisk fremstod ikke som eksperter, og det vakte vores skepsis. Men selvom vi var skeptiske, så føler jeg, at jeg svigtede mit barn ved at tro på hvad de sagde. Men det er nemt og ganske gratis at være bagklog.

Vi er videre nu, fejldiagnosen ligger bag os. Det er forfærdeligt, at de tog sådan fejl, men deres fejl forårsagede også en række gode ting i vores liv; knægten fik et år længere i sin elskede børnehave og er startet i 0. klasse på det helt rigtige tidspunkt. Så på sin vis var der en mening med det.

Når der sker fejl og børnene betaler

Tidligere har jeg talt om, at jeg ikke turde tænke på perspektiverne af, hvis vi nu ikke havde fået genudredt vores søn for at få fjernet eller bekræftet diagnosen, som de stillede i første omgang. Perspektiverne er skræmmende.

Jeg er klar over, at vi var heldige med at få vores søn udredt en ekstra gang. Der var mistanke om, at der var fejl i diagnose – men at ALT det, de kom frem til første gang var helt forkert, er helt vildt. Hvordan kan man tage så meget fejl?

Her er historien om en dreng, der blev fejldiagnosticeret med ADHD, hvilket har fået kæmpestore konsekvenser for hans liv. Det kunne have kostet ham hans liv, for han prøvede at begå selvmord 3 gange.

Det her er virkelig skræmmende læsning.

Kolbøtteliv

I går fik vi svar på udredningen af vores knægt, og det var – mildt sagt – et meget overraskende svar. Og så alligevel overhovedet ikke overraskende, hvis vi sådan tænker rigtig godt efter. Alle hans diagnoser blev slettet på et øjeblik. Han er umoden. Den lader vi lige stå et øjeblik.

“Er I sikre?” spurgte vi. Det var de, og de gennemgik metodisk deres udredning, samt hvorfor de ikke mener, at han har nogle af de psykiatriske diagnoser, han fik i første omgang, og de tilbageviste ikke mindst den første intelligenstest, som var helt skæv.

Kort fortalt, så fandt de, at autisme var der helt klart ikke basis for, den blev tilbagevist via deres tests samt deres observation af ham. Mistanken om ADHD blev både afvist af deres tests, samt tilbagevist af de udfordringer, vi og børnehaven angiver. Hans udfordringer er situationsbestemte, de er ikke konsistente hverken over tid eller på tværs af forskellige situationer, og de er ikke udtalte nok.

Han er desuden vokset ud af de fleste af de problematikker, der var fremherskende i 3 års alderen. De vurderer, at han udvikler sig som han skal, han er bare umoden.

Så .. hvad nu? Ingenting. De lukker og slukker sagen. Der er ingen sag. Vi kiggede på hinanden og fattede intet – “er I helt sikre?” …

/Z03.2 obs ved mistanke om psykisk lidelse eller adfærdsmæssig forstyrrelse ej fundet/

De livsvilkår, vi levede med i går, findes ikke i dag. Vi skal se verden på en ny måde. Det er så fantastisk – og det er helt fantastisk mærkeligt og nærmest ubegribeligt. Jeg kan slet ikke beskrive, hvordan det føles indeni. Det er et stort kaos af glæde, vantro, lettelse, forundring, chok, bekymring …

Det tager nok lidt tid at kapere det her. Det er så uventet og pludseligt. Jeg mangler ord ❤

—————————————

Læs om vores vej ad ADHD Avenue og læs også her om de tvivl, vi har haft omkring diagnosens validitet. Læs også om vores vej hen ad Autisme Allé, hvor jeg beskriver vores vej fra day zero.

Venter på brevet

Jeg er godt klar over, at der er gået ren løbemani og medvindsberetninger i bloggen her hos mig. Det er ikke, fordi der ikke er andet, der fylder. Det andet fylder faktisk mest, men løberiet og ferien og det andet gør, at det hele føles normalt og trygt, så jeg lader det med vilje fylde mest.

Men vi venter lige nu på brevet. Brevet med besked om hvor og hvornår vores søn skal genudredes. Det kommer nok i denne uge. Men indtil det kommer er det bare noget, der ligger i fremtiden, og jeg tænker, at jeg vil gøre præcis som Sarlett O’Hara:

 ” I’ll think about it tomorrow. But I must think about it. I must think about it.
What is there to do? What is there that matters?”

Stilhed før stormen

Der er stille her for tiden. Ikke fordi der ikke sker noget, men fordi der sker rigtig meget. Jeg tænker så meget, at mit hovede og mit hjerte nærmest konstant er på overarbejde. Vi har været hjemme fra ferie i blot 4 uger, og det føles som om det er meget længere siden.

Med efteråret er det også snart tid til en ny udredning af vores søn. I den første udredning var der fejlslutninger, unøjagtigheder og uoverensstemmelser bl.a. mellem de forskellige tests, at det blev besluttet at gen-udrede ham før skolestart. Det er så ved at være nu, og processen er så småt sat igang. Det fylder en hel del, og det kom til at fylde en hel del mere, da en af dem, der er med til at vurdere vores søn i en mail skrev ‘som forventet er han ikke alderssvarende’.

Som forventet? Som i, at de er forudindtagede? Der røg mit åbenbart tosse-naive håb om, at denne udredning kommer til at foregå på et objektivt grundlag, hvor han bliver vurderet som han er lige nu – og ikke på hvordan han var tidligere. Det kæmper jeg med at få på plads inde i mit hoved, men nu ved jeg, at vi skal være opmærksomme på, at der ikke ryger for meget ‘som forventet’ og ‘plejer’ ind over udredningen. Det må hans far og jeg så forhindre. Godt, at vi lige blev forberedte på det :-/

At se muligheder

En lille reminder om, at vi skal blive bedre til at se mulighederne i de børn, som er anderledes og underlige:

“Da jeg voksede op i skolen, kaldte ingen mig for innovativ. De kaldte mig anderledes, underlig og ting, jeg ikke kan sige på tv. Jeg er her for at fortælle dig, at dine kritikere ikke tæller. Deres ord vil falme – det vil du ikke, lød det fra Justin Timberlake

Når det er nemmere at lade være ..

Vi tegner stadig bogstaver – ikke hver dag, men på de gode dage. Det holder nogle gange lidt hårdt, men her i dag fik vi tegnet G, H og I’er. G var meget svært, H gik han i gang med helt frivilligt, og I’er med prikker på tegnede han også et par stykker af. Han har stadig svært ved at holde rigtigt på blyanten, og vi er nu gået over til tuscher, fordi han ikke kan trykke kraftigt nok med blyanten. Stregerne bliver svage og utydelige. Det går bedre med tuscher.

Hvorfor lige bogstaver? Fordi det er simple tegninger af nogle tegn, han kender. Det handler ikke om at han skal skrive. Det handler om, at han skal lære at tegne. Bogstaver er simple at tegne, og det kræver en vis præcision.

Men det er ikke lystbetonet. Han starter altid ud med at sige ‘jeg kan ikke’ og ‘det bliver bare grimt’, og han bliver lynhurtigt frustreret og giver hurtigt op, hvis jeg ikke tvinger ham til at prøve igen. Vi taler om, at han bare skal øve, øve, øve og øve. Og jeg fremhæver, at det er det samme med Skylanders: Når han øver og øver på samme bane, så lykkes det til sidst. Han bliver bedre og bedre. Men alligevel er der den her stemme i ham, der fortæller ham, at han er dum og dårlig til at tegne og aldrig lærer det.

“Jeg har aldrig tegnet noget, hvor man kan se, hvad det er” sagde han forleden. Jeg viste ham hans egen tegning af en guldsmed, som tudeligt viser en fin guldsmed – men han så bare tegnefejlen på guldsmedens ene vinge. ‘Se!’ sagde han – ‘den er grim, jeg tegnede forkert, sådan ser en guldsmed jo ikke ud’. Jeg forklarede ham, at den er flot, og at jeg var stolt af ham. Han øffede bare, at den er grim og forkert.

Han siger, at han ikke glæder sig til at komme i skole, og han vil ikke op i børnehavens ældste gruppe. Han vil blive, hvor han er. Han vil være 4 år, ikke 5 år. Han er bange for nederlag, for fremtiden, for det ukendte. Det er der ikke noget at sige til, jeg håber bare at bogstavtræningslejren hjælper ham til at føle sig succesfuld. Vi skal til samtale med PPR i denne uge omkring hans udvikling. Det bliver rart at vende vores tanker med dem.

Bogstavtræning & måltider

Vi er begyndt at skrive bogstaver; vi tager et bogstav om dagen – på gode dage, hvor vi har tid og overskud. Jeg viser ham hvordan, og jeg laver nogle prikker med numre på, som han skal forbinde, så det danner bogstavet. Han skal lave en side med tre rækker af det samme bogstav, og det holder hårdt. Det er ikke noget, han ka’ li’.

Hans finmotorik driller ham. Han har svært ved at holde på blyanten, og hans tanker og fokus flyver rundt omkring. Uroen bemægtiger hans krop, og han magter nærmest ikke at holde sig i ro. Han vil hellere alt muligt andet, men han gør som jeg siger, selvom det er under protest. Han skriver hele siden fuld, og nu skal vi til E i morgen.

Det holder hårdt, men jeg håber, at det hjælper ham til at lære at tegne og sidenhen skrive. Det kommer ikke af sig selv, han har ikke spontan lyst til at tegne lige som sine (lidt yngre) venner, for han kan ikke tegne så godt som dem. Så lader han helt være med at tegne, mens de udvikler deres skills. Det betyder, at hvis vi ikke gør noget, så falder han bagud, når han skal lære at skrive.

I sidste uge lærte han at holde rigtigt på gaflen, og han er ved at lære at skære med kniven. I lørdags viste han sin ven, hvordan han skal holde på sin gaffel, det var faktisk ret sødt. Og det var rigtigt, sådan som han viste det. Så selvom vi troede, at han ikke havde lært det, så havde han lært det med gaflen – og kunne lære fra sig!

Det med at spise almindelig mad går det også ganske fint med. Som udgangspunkt har han nej-hatten på og siger up front “det kan jeg ikke li'” Fx om ananas i går. Vi nærmest tvang ham til at spise 3 småbitte bidder sød dåseananas, hvorefter han lyste op i et smil og sagde “og nu ka’ jeg godt li’ ananas!”

Der er ting, han spiser mere af end andet – og så er han træt af kylling. Vi har fået kylling to dage i træk, og i dag forlangte han at få kød. Kyllingen var paneret, og vi kaldte den for skinke. Så gik det. Risengrød efterspørger han ikke længere. Han øffer godt nok stadig over at blive forstyrret af aftensmaden, men det går okay, for nu kender han jo reglen, og så er det bare sådan det er.

Vi har ændret reglerne

Vi har ændret reglerne herhjemme. Nu spiser vi alle tre aftensmad sammen. Basta. Knægten er efterhånden 5 1/2 år gammel, og han sidder helst med Ipad’en i sofaen og spiser sine grønne/gule/røde pebre, figenmadder og risengrød.

Det kunne vi godt have fortsat med, men han lærer ikke at spise med kniv og gaffel, hvis han ikke sidder med ved et spisebord og ikke får andet end risengrød, gnavegrønt, rugbrødsmadder og en sjælden gang pizza eller pasta. Så det er tid til at der kommer andre boller på suppen.

Hold. Nu. Op. Den første aften med ham ved bordet var ved at tage livet af os. Vi var selv ude om det, vi havde planlagt god mad og vino, og lige den dag, hvor vi skulle hygge, ændrede vi reglerne. Vi mente, at vi havde overskud til det. Det havde vi også. Bemærk; datid.

Vores dreng hader indædt at sidde ved bordet. Han kan ikke sidde stille i mere end 2 minutter, så stikker hans ene ben af og begynder at liste ned på gulvet. Så skal han tisse eller hente noget. Danse lidt. Hente en særlig Skylander. Tegne en tegning. Nu. Han tisser i bukserne, hvis vi snakker, advarer han om, mens han ser strengt på os. Hvem opdrager hvem!?

Og så brokker han sig højlydt over konceptet. Han vil have ipad’en med ved bordet, og jeg kan godt forstå ham, for den giver ham ro til at sidde stille, mens han spiser. Det er paradoksalt, og jeg kan godt følge det ulogiske: Han skal sidde stille og spise, og den bedste metode til at få ham til at falde til ro er – tadaa – at han har Ipad’en. Men den har vi besluttet skal være slukket i de cirka 20 minutter, vi spiser.

Jeg synes faktisk, at det går meget godt. Det er ikke lang tid, at vi forlanger, at han sidder, og han må godt rejse sig og gå på fx toilettet. Vi formår at snakke en lille smule sammen, men oftest beder han os om at tie stille. Jeg tror, at det er for meget for ham med al den snak.

Selvom det er svært, så synes jeg alligevel, at det er en succes, at han rent faktisk gør det og ikke nægter at gøre det. Javel, det er modvilligt, og han er sur, modvillig og brokker sig højlydt – men han prøver virkelig ihærdigt, selvom det er svært for ham. Jeg er stolt af ham, og jeg tror godt, at vi kan hjælpe ham til at mestre det.

Han får ikke spist særlig meget, og det tager 100 år … men han har smagt på flere nye ting i løbet af de seneste par dage, og han spiser faktisk normal mad (i små mængder); culottesteg, flødekartofler, hakkebøf og flest grøntsager. Ingen risengrød siden i fredags 🙂

En gaståge af uforløst energi

Vi hænger lidt i bremsen i de her dage; vi har lidt knas med årstidens sædvanlige energiforladthed, snotnæse, ondt i halsen, feber og hoste. Denne weekend har været helt i aflysningernes tegn; jeg skulle have været til julefrokost fredag, og vi skulle alle have været i julebio lørdag, men aflyste begge dele.

Lørdag var vi de måbende tilskuere til vores søns ADHD for fuld skrue. Han vågnede klokken 3:48 med en grim hoste og snot i næsen, og så lå han og roterede i sengen et par timer og dirrede af uforløst energi. Det holdt sig hele dagen; han kravlede simpelthen på væggene, og han kunne ikke finde ro nogen steder. Ikke engang hans elskede Ipad gav ham den ro, som den plejer.

Hans tanker snublede over hinanden, han kunne ikke holde fokus, skiftede hele tiden aktivitet, hans koncentrationsevne var meget mindre end sædvanligt. Han havde denne her helt særlige dirrende uro i kroppen. Og den smitter. Hele rummet føles som om det er fyldt af en gaståge af uforløst energi, og som voksen skal man virkelig holde fokus og ikke eksplodere, fordi det er så vanvittigt stressende, den her rastløse nærmest fysiske energi. Han stod på hovedet i sofaen, hoppede rundt, kravlede rundt på mig, væltede legetøj ud, puffede til mig med fødderne, når han sad ‘stille’.

Vi tog på Frilandsmuseet for at få motion, lidt højere til loftet og luftforandring. Det hjalp ikke. Tværtimod. Om aftenen kunne han ikke finde ro til at sove, og jeg lå længe sammen med ham, før han udmattet faldt i søvn. Søndag vågnede han ved 5-tiden, og i samme øjeblik han slog øjnene op, ramte uroen ham.

Om eftermiddagen var vi til glögg og skiver hos gode venner, og ungerne fik leget sig helt ned på et par timer. De hoppede i sengen, løb rundt og legede for fuld knald. Vi fik overtalt vores søn til at spise hele 2 æbleskiver. Om aftenen faldt han hurtigt til ro, og vi lå og snakkede lidt, da vi havde læst dagens afsnit af Villads. Han virkede som om han havde lidt feber

Mandag morgen var han helt bevidstløs, og han sov til klokken 8. Min mand er hjemme med ham i dag, for han er stadigvæk meget snottet og hoster som en vred schæfer.

Når uvidenhed er konge …

Den omverden, altså. Det er svært at stå der med diagnoser som autisme og adhd, som folk tror, at de ved alt om. Flere i vores omgivelser siger ofte ‘der er intet galt med ham’ og affærdiger dermed al vores viden og alle vore bekymringer. Det er i min verden en lodret afvisning, og jeg skal faktisk søge dybt ind i min kerne for ikke at reagere såret og vredt. Nej, der er ikke noget galt med min søn, men han er, som han er, og det vil jeg gerne have bliver accepteret og forsøgt forstået.

Autisme og ADHD … jeg fik et chok, da min søn fik de diagnoser. Jeg forestillede mig også noget Rainman-agtigt, altså et sært indadvendt asocialt menneske med spøjse evner. Den film har virkelig gjort (forkert!!) indtryk på folk. Og det første jeg derefter hørte omkring autisme var heldigvis, at “når du har mødt én med autisme har du mødt én med autisme” – forstået på den måde, at der er tale om et spektrum, og hver person har sin egen form for autisme. Autisme spektrum forstyrrelse omtales altid som autisme, og dermed glemmer vi konsekvent noget, der er mindst lige så væsentligt som autismen – nemlig spektrum.

Har du tænkt over hvad et spektrum er? Et farvespektrum er alle farver, også de farver, vi ikke kender og som ikke har et navn. Farver fremkommer som brydninger af lys, og farverne kan ændre sig afhængig af tid, lys osv. Alle farverne i spektret er jo ikke som Rainman, vel? Hvis Rainman var grå som regnvejr, så er min søn måske farven blå, og din søn eller datter er måske farven grøn – og ingen ville sige, at det er det samme som grå, vel? Sådan er det også med autisme. Der er fællestræk – og der er nærmest endnu større forskelle. Men ikke alle er grå. Eller blå. Eller grønne.

Det er RIMELIG svært (læs: umuligt) at forstå, når man ikke er personligt engageret. Folk TROR, at de godt ved, hvad autisme er for noget. De ved i virkeligheden ikke en skid, og det er på den baggrund, at de udtaler sig. Og det er her, forældrene kommer ind i billedet. Jeg kan forklare min søns særlige farve for dem. Hjælpe dem med at se andre nuancer end sort hvid og grå. Når de forstår, hvad det er og begynder at se hans særlige farve, så forstår de min søn og kan møde ham, som han er. Og jeg kommer til at forklare det millioner af gange. Også mange gange til de samme mennesker, for folk glemmer det.

Og på sin egen omvendte måde er det jo godt, at vores omgivelser mener, at den er helt gal, når de opfatter det som om, at vi prøver at gøre vores søn til Rainman. Det er jo sådan de opfatter det, fordi de kun kender autisme i skikkelse af Rainman, som i øvrigt ikke var rigtig autist, men savant, som er langt mere sjælden …

Jeg kender det, for jeg har jo haft det på samme måde før alt det her. Jeg forstår det udmærket, når folk ikke fatter en meter, selvom de tror, at de ved alt. Jeg fattede heller ikke en meter før juli 2013, men har lært det på den hårde måde. Nu fortæller jeg så også vidt og bredt om de to diagnoser, min søn har. Jeg spreder små dråber af viden her, på facebook, i debatter, til julefrokoster, til middage, i børnehaven, på gaden.

Jeg tænker, at alle før eller siden kommer i kontakt med mennesker med autisme og ADHD – begge diagnoser er misforståede, og folk går ud fra, at de godt ved, hvad det er. De fatter det ikke, deres viden er begrænset til en lille flig. Jeg tænker, at hvis jeg kan give dem små dråber af viden om autisme og ADHD, så møder de måske andres ‘uopdragne’ eller anderledes børn med forståelse næste gang.

Og jeg tænker, at hvis vi alle gør det, så må budskabet nå ud til selv de mest forstokkede mennesker i befolkningen på et tidspunkt. Og en dag er det min søn, der bliver mødt med forståelse og indsigt fra en fremmed, der har hørt …

Ville det ikke være FEDT?

“Nothing in all the world is more dangerous than sincere ignorance and conscientious stupidity.” – Martin Luther King

“Uvidenhed er konge, og mange vil tabe på, at han abdicerer” – Walter M. Miller

Myter & misforståelser

Indimellem får jeg virkelig lange tasker, når jeg bliver konfronteret med de gængse myter om, at ADHD er en modediagnose, drenge er drenge og – prøv med en fast hånd – og prøv at skære sukker/gluten/laktose ud af hans kost … og lignende råd, som folk i ren uvidenhed fyrer af eller deler via SoMe. De fleste af disse råd er både nedladende og meget simple – jeg tænker, at folk nogle gange åbenbart antager mig for at være en totalt blank mor, der ikke selv kan finde ud af fx det med en fast hånd – jeez altså!!

Uvidenheden – og ikke mindst folks tiltro til, at de da ved alt om ADHD, er virkelig stor. Men når man lever med ADHD, så kan netop det, at folk tror, at de ved alt om ADHD men i virkeligheden ikke aner en fis betyde både isolation og misforståelser, der går ud over min søn, så jeg kan selvfølgelig ikke bare være ligeglad. Det er krævende løbende at skulle forsvare, forklare og retfærdiggøre, at vi gør tingene anderledes, samtidig med at vi holder min søns bedste for øje. Det sidste er altid det vigtigste.

IMG_1894.PNG

Derfor håber jeg, at du, der ikke har ADHD inde på livet, vil klikke videre her og blive klogere på ADHDs mange ansigter. Det er en let læst skrivelse med korte facts. Jeg tør vædde med, at du får udvidet din horisont 😉

Vidste du, at det er bredt anerkendt, at ADHD er underdiagnosticeret, samt at lige så mange piger som drenge har det? Piger med ADHD bliver bare sjældent ‘opdaget’ og hjulpet som børn, hvilket skyldes, at de er mere stille, dagdrømmende, samtidig med at de virker sky og oplever problemer med at bevare opmærksomheden og få venner/veninder. De bliver ofte afskrevet som depressive eller dovne. Ofte lider de i stilhed.

Uro og faren omkring er altså ikke nok til at få konstateret ADHD. Stilhed, dovenskab og dagdrømmeri kan også være tegn. Vidste du det?

Og bagest i brochuren er der et galleri med kendte, der har ADHD .. mon du kender nogen af dem? Jeg tør vædde med, at du gør…

Han er bare en rask dreng med masser af energi – kan I ikke bare ‘køre ham træt’?

Et af de gode råd, vi har fået, følger ofte lige efter konstateringen af, at ‘jeres dreng har godt nok meget energi’ eller  ‘han er bare en rask dreng med masser af energi’ og dernæst følger rådet så ‘kan I ikke køre ham træt?’ eller ‘lade ham brænde energi af?’.

Vores søn har ikke mere energi end andre, selvom det måske ser sådan ud – rent faktisk har han mindre energi tilovers, fordi hans ADHD bibringer ham en konstant uro, hvor han bruger ekstra energi bare på at være. Han hviler ikke, når han ligger og karter rundt på sofaen. Han er i konstant aktivitet, og han slapper ikke af, når han sidder i sofaen eller på en stol. At sige til ham ‘slap nu af’ er derfor nonsens, for det kan han ikke qua den uro, som bor i ham, og som han ikke er herre over.

Når han bliver bedt om at sidde på en stol og forholde sig i ro, kræver det voldsomt meget koncentration og energi – ofte så meget, at han ikke magter at spise eller lytte eller tegne samtidig. Det, der for os er ren basis – fx at sidde på en stol, er for ham noget, der kræver meget af ham.

Derfor er det virkelig vigtigt at vide, at det for ham ikke hjælper ‘at brænde energi af’. Det er et helt klassisk råd, som vi måske har fået 100 gange, men rent faktisk bliver hans uro større i takt med, at han bliver mere og mere træt. Så at lade ham ‘brænde energi af’ eller ‘køre ham træt’ for at få ro, virker stik modsat og forringer faktisk både hans læring og hans evne til at klare de situationer, han befinder sig i.

Det behøver man i øvrigt ikke en diagnose for at opleve – min evne til at klare stressende situationer forringes radikalt, hvis jeg er megatræt og udkørt – og derfor er rådet i sit udgangspunkt ret absurd!

Derfor er vi også allerede nu i gang med at rykke hans sengetid frem, så han kommer tidligere i seng og får mere søvn i den mørke tid. Det var også derfor, at jeg syede mørklægningsgardiner i sommer – for at sikre ham god og rigelig søvn og få mere ro på ham.

Inklusion? (2)

Forestille dig samme historie som i går, at skolen informerer dig om, at din autistiske søn og en anden dreng med diagnose i klassen ikke må komme med på lejrskole, fordi der kun er råd til at tage 26 ud af 28 elever med.

Hvis de to skal med, bliver turen for dyr, for så skal der en ekstra lærer med til at støtte dem, og det er der ikke råd til. Derfor kommer din søn og en anden dreng ikke med resten af klassen på lejrskole.

De to drenge deltager i fødselsdage, går i sfo og har venner med hjemme uden ekstra støtte.

Hvad siger du så?
Ændrer drengenes diagnoser på dit svar?

Inklusion? (1)

Forestille dig, at skolen informerer dig om, at din søn og en anden dreng i klassen ikke må komme med på lejrskole, fordi der kun er råd til at tage 26 ud af 28 elever med. Hvis de to skal med, bliver turen for dyr, for så skal der en ekstra lærer med, og det er der ikke råd til. Derfor kommer din søn og en anden dreng ikke med resten af klassen på lejrskole.

Hvad siger du?