PISkeferie .. ?

Det her indlæg har taget mig lidt tid at skrive, for det er surt at konstatere, at vi som familie har spildt optjente feriedage og 7.300 kroner på en påskeferie, der går over i historien som vores værste ferie.

Vi skulle have sparet pengene og være blevet hjemme. Det er den korte version. Det stod helt klart, da vi kørte hjem i snestormen i påskemandag. Og det værste er, at hvis vi havde taget os tid til at overveje det forinden, så ville vi have kunnet tænke os frem til, at det ville blive sådan. Men vi glædede os og vores forventninger var helt oppe.

Coronanedlukningen gør, at alt det med oplevelser er begrænset. Det var et vilkår, men ikke et vilkår vi for alvor havde tænkt konsekvenserne igennem af, inden vi tog afsted. Vi bookede sommerhuset, før restriktionerne blev forlænget, dengang det så lysere ud. Men så blev restriktionerne forlænget, og man kan ikke afbestille et sommerhus. Javist, vi fangede krabber, gik ture, løb ture, spillede minigolf, Uno og Olsen, og vi besøgte nogle jættestuer. Fint nok. Alle andre oplevelser var lukket ned.

Normalt spiser vi ofte ude på vores ferier, men det var lukket ned – og det vidste vi godt i forvejen. Jeg ved simpelthen ikke, hvad vi havde forestillet os. Vi hentede take away burgers i en termoboks en enkelt gang. Vi hentede også noget afkølet persisk mad, som sikkert havde smagt godt, mens det var frisklavet. Det var da udmærket. Vi var ved at græde af glæde over at kunne få en virkelig god flat white på Odden.

Udlejningssommerhus med indbyggede overraskelser

Så er der det med udlejningssommerhuse .. der er altid nogle indbyggede overraskelser. Jeg forventer, at der i et sommerhus, der udlejes i starten af lunefulde april, er både varme, mobildækning og internet – præcis som jeg forventer koldt og varmt vand og et tag over hovedet. Det er the basics. Hygiejnefaktor.

Hygge som i gamle dage – uden internet og mobildækning

Vi kunne ikke streame nogen form for film, vi kunne ikke læse nyheder på mobilen og knap nok tale i telefon, så ringe var forbindelsen til omverden. Internettet virkede ikke inde i huset, men var noget bedre i annekset. Det betød, at vores søn var der, hvor internettet var. Nemlig i det andet hus.

Jeg prøvede ihærdigt at lave den fotobog, som vi havde planlagt at færdiggøre i påsken, men svartiderne var så lange på nettet, at jeg tilsidst blev edderspændt hidsig. Min mand opgav alt digitalt og kastede sig over sine bøger. Vi havde forestillet os, at vi i det mindste var sammen i det samme sommerhus.

Men så kan vi jo altid hygge os sammen over en god film

Vi havde faktisk plan B klar, i tilfælde af svigtende internet, for vi havde planlagt at hygge os sammen med et par film, så vi havde go’e gammeldaws DVD’er med. Der stod nemlig i beskrivelsen, at der var DVD i huset. Det var der bare ikke. DVD afspilleren var boret ind i væggen i annekset, så vi ikke kunne flytte den ind i huset. Så dér røg vores planer om at hygge os sammen om en god film. Jeg magtede ikke at sidde i et iskoldt anneks under et bjerg kolde dyner i en kold seng, for .. nej, der var ingen sofa der foran DVD’en.

Og så er det jo altid dejligt med frisk luft og en gåtur ved havet

Lunefuldt og drilsk Aprilvejr er jo noget, man burde ta’ med i sine planer. Men ikke os. Påskeferien startede jo så fint med sol og forårsvarme, men i løbet af ugen ændrede vejret sig fra dejlige +17C og solskin til isnende -2C og snestorm.

De fleste dage blæste en iskold kuling ind fra havet, og det var simpelthen SÅ koldt at gå langs stranden. De ture vi gik, var iskolde og blev kortere end normalt. Det var på ingen måde vejr til at opholde sig længe udendørs, udover den første dag, hvor det til gengæld var fantastisk at sidde i solen i en solkrog og nyde varmen.

Efter en kold gåtur kan vi hygge os i et varmt sommerhus

Varmepumpen kunne slet ikke varme huset op. Der var fodkoldt i stuen, selvom der 25C om kinderne. Vi kunne ikke have varmepumpen tændt om natten, fordi den fik husets vægge til at brumme som en fiskekutter. Der var hverken en hyggelig brændeovn eller en effektiv radiator i stuen. Der var bare k-k-koldt! Har jeg i øvrigt nævnt, at huset var udstyret med sommerdyner?

Heldigvis sover man godt med al den friske luft

Det bliver et nej herfra. Min søvnkvalitet lå mellem 65 og 75%. Normalt mellem 85-98%. Varmepumpen lød som en fiskekutter i væggen lige bag min hovedpude, hver gang den gik i gang. Og nogen (spøgefugle) har sat en alarm i husets termometer til at ringe klokken 00:55 hver nat.

En nat vågnede jeg ved, at nogen/noget skrabede kraftigt på hushjørnet. Formentlig den råbuk, der intensivt stangede løs på havens træer og buske for at skrælle huden af sit nye gevir. Hyggeligt, men det var godt, at jeg ikke havde et gevær den nat klokken 3.

Efter en god nats søvn er det godt med godt morgenbrød

Godt morgenbrød er en absolut mangelvare i den landsdel. Der er begrænset adgang til forskellige former for kernefri bakeoff-løsninger fra diverse supermarkeder. Det kræver, at man er på pletten inden 8.

Vi måtte forhåndsbestille (og betale) til hele ferien for at sikre os morgenbrød. Bageren i Svinninge er en gammeldags bager, og det udvalg, der blev transporteret til Odden, var de mest klassiske kernefri og (efter min mening) kedelige varianter.

Hvorfor bestilte I ikke varer på Nemlig?

Normalt er det hyggeligt at handle i de lokale butikker, men al hyggen var som støvsuget bort af ekstrem Coronafrygt dyppet i et tykt lag indestængt frustration over alle de andre. Lange køer på gågaden, kø udenfor Netto, varemangel og tomme hylder, samt vrede medborgere.

“Hvorfor bestilte I ikke varer på Nemlig?” spurgte min veninde i telefonen efter ferien. Det har jeg faktisk ikke noget godt svar på. Dårlig forberedelse. Og det opsummerer vist meget godt, hvorfor vores påskeferie ikke blev, som vi forventede.

Extended version – Corona lockdown #2

Vi vidste det egentlig godt, men i går blev det officielt; Corona lockdown og hjemmeskole til 7. Februar. Hele 3 … T R E uger endnu 🥺

I vores nabolande går det ikke meget bedre. Angela Merkel sagde det i klartekst i går, at hvis de ikke forlænger lockdown i Tyskland, vil incidensen være tidoblet til påske pga den engelske mutation. Det er det, vi kigger på. Tallene fra især London og Irland er heftige. Så det er, som det er. Et f##king vilkår.

Dyb indånding .. og så fortælle knægten, at han må holde ud 3 uger endnu. Det ramte ham. Han er enebarn, og hjemmeskole er enormt ensomt, selvom han er online med sine drenge. Han glæder sig til at komme tilbage til hverdagen.

Han sagde, at han ville ønske, at han kunne resette 4. klasse. Han vil gerne ta’ 4. klasse en gang til, når det her er forbi. Altså, med alle hans venner og lærere. Det er helt i tråd med andre unge, som også er demotiverede og ønsker at starte forfra på deres uddannelse. Det niver …

Vi ønsker alle sammen, at ungerne kan komme tilbage til skolen, til deres venner, til livet … Så vi kniber balderne sammen herhjemme og holder os for os selv, så længe det er nødvendigt.

( – og ja, de siger 3 uger endnu, men jeg tror, at knægten tidligst er tilbage i (nød)skole efter vinterferien. Måske bliver det efter påske. Dét håber jeg virkelig ikke .. )

Vintertid

Vintertiden begyndte i går. Nu forsvinder lyset for alvor, overskuddet dykker, modet vakler – og alt det sjove er som støvsuget ud af vores liv.

Vi sås med gode venner til brunch søndag morgen. Normalt spiser vi bare brunch sammen, snakker og det er så vanvittigt hyggeligt. Men i går gik vi en tur efter brunch for at undgå for tæt kontakt. Det endte med, at mørket var faldet på, da vi trillede hjem fra vores brunchaftale.

Det var fantastisk at gå, snakke og gå i den stille orange skov. Samtalerne i skoven bliver i skoven. I går kom vi tættere på hinanden end vi har været før. Måske tuner vi bedre ind på hinanden nu hvor vi er tæt på nærmest ingen mennesker. Jeg har slet ikke lyst til at gi’ slip på de solstrejf af socialt liv, som vores liv engang var så fulde af, men som nu er så sjældne. Måske værdsætter jeg det mere nu, fordi jeg trænger så hårdt til venskab, dybe samtaler og kram.

For jeg lider afsavn hver dag og har gjort det længe. Indeni mig bor tristessen nu lige under huden, for jeg får ikke lov at lytte til andre, leve mig ind i deres verden og være del af den. Jeg får ikke vendt mine tanker og bekymringer, de gror bare indeni mig og vokser vildt. Vi lever som satelitter, og det er ikke sundt. Vi retter blikket indad i stedet for udad, når vi er for meget alene. Fingeren skal ud af navlen, og min hånd skal gribe din!

Det var magisk i går. Det var som om Coronaen var væk, og alt var normalt for et øjeblik.

Mandag morgen blues

Jeg vågnede lidt før vækkeuret, og jeg vidste straks, at det var løbedag. Og mandag! Jeg stod op, satte øjne (aka kontaktlinser) i hovedet og snørrede løbeskoene. Ud af døren med mig.

Brrr, det var koldt, klokken var 6:15, luften var kold og frisk mod mine bare arme, men det var lyst. Altså, ikke lyst-lyst, men det var en lysere tone af mørk end i fredags, hvor det var buldermørkt. Månen lyste blegt fra en blåsort himmel, og jeg kunne se træernes konturer.

Jeg pilede afsted med tændt lygte gennem de nedfaldne blade. Det var vindstille, og jeg tænker, at det ikke varer længe, før det bliver frostvejr.

På vej hjem fra løbetur lige før daggry

Hjem i bad. Det varme vand gjorde nærmest ondt på mine iskolde arme. Må finde en langærmet løbebluse frem til på onsdag, tænker jeg 🥶

Afsted på cykel til job, og så er ugen i gang!

Efterårsjævndøgn – når dagen og natten er lige lang

I dag er det efterårsjævndøgn, hvor dagen og natten er lige lange. Fra nu af bliver nætterne længere end dagen, og der bliver flere og flere mørke timer. Men netop i dag er vejret dejligt sommerligt, så jeg fortrænger betydningen af efterårsjævndøgn.

Jeg cyklede halvsent hjem fra job klokken 17 efter en virkelig god, udfordrende og lærerig dag. Jeg var træt og havde begyndende migræne, men jeg glemte det hele lidt igen, for der var varme i solstrålerne, bladene lyste gyldent, og det var helt vindstille. Solen var på vej ned i horisonten, og lyset var gyldent. Himlen var blå, og jeg havde glemt alt om Corona, indtil jeg fik øje på en engangsmaske, der var smidt midt mellem de gyldne blade.

Fra i morgen er natten længere end dagen. Jeg løber stadig om morgenen cirka klokken 6:15 – men nu står solen først op efter 7, så det er buldermørkt, når jeg står op. Når gadedøren lukker sig bag mig, er jeg glad for gadebelysningen. Jeg løber ikke gennem skoven længere, for jeg kan ikke se jorden under mine fødder i mørket længere.

Jeg mente ellers selv forrige fredag, at jeg sagtens kunne identificere trærødderne på jorden i tusmørket, men efter en forlæns flyvetur med tilhørende mavelanding, har jeg løbet på de grusbelagte fortove i kvarteret i stedet. Så kan jeg lære det 🙂

For at undgå flere ufrivillige flyveture har jeg investeret 20 kroner (!) i en pandelampe fra Rema. Den er virkelig god, men jeg løber med den i hånden, ikke i panden. Det fungerer rigtig godt, og jeg kan nu se huller, rødder, æbler og andre snedige snublefælder i mørket.

Ellers vil jeg sige, at jeg er begejstret for mine 3 ugentlige morgenløbeture på 3 km. Det er en helt fantastisk måde at starte dagen på. Frisk luft, ud i naturen, ud af hovedet, ned i kroppen. Min løbetur går ned ad de stille villaveje, langs skoven, ned langs mosen og hjem.

På hjemvejen er solen tæt på at stå op, og der er typisk mosekonebryg, som danser over søerne, jeg løber forbi. Det ser spøgelsesagtigt ud, og netop på det tidspunkt om morgenen er der helt stille. Der er ingen dyr, der piler omkring. Jeg møder et par andre morgenløbere og et par søvnige hundeluftere, og vi siger altid ‘godmorgen’. Vi er en helt særlig subkultur, en slags morgenhelte, der er de eneste vågne. Sådan føles det lidt 😉

Mosekonen har travlt
Stille, stille, stille nu står solen op ..
Morgendis


Subject to change

Det eneste, der virker på coronavanviddet, er tid. Bunken med Coronadage tæller nu mere end et 1/2 år. Ved at vende et kalenderblad ad gangen, ta’ en dag ad gangen og bare lade dagene passere, så bliver det en smule mere spiseligt.

Jeg er ikke fan af det planløse liv, hvor vi ikke ved, om vi kan fortsætte med vores hverdag uden alt for mange restriktioner. Vores søns 11-års fødselsdag, aflyst. Familiefødselsdag i lørdags, aflyst. Arrangement med tidligere kolleger, aflyst. Møder på job, aflyst/udskudt. Koncerter udskudt. Rejser, som vi dårligt tør booke. Alle planer er ‘subject to change‘ – altså foreløbige aftaler, hvoraf hovedparten ikke bliver til noget, hvis man dømmer ud fra eftermiddagens pressemøde.

Det, vi har sværest ved, er, at alle vores drømme og planer om rejser er sat på stand-by. Vi kan ikke planlægge. Vi venter bare på, at tiden går, og tingene bliver bedre. Min mand bookede en forlænget weekend i Prag i oktober, for tallene så fine ud i Tjekkiet. Bemærk, datid, for så eksploderede smitten, og nu er Tjekkiet på UMs sorte liste.

Jeg langer ikke ud efter nogen, jeg er bare sur på Corona. Gi’ mig mit liv tilbage!

På den anden side af Corona, så vil jeg

  • Rejse mere
  • Samle oplevelser
  • Gå til koncerter
  • Fejre alle de runde fødselsdage i min vennekreds
  • Gi’ hånden til alle, jeg møder – på morfarmåden med begge hænder
  • Kramme alle, jeg kender og også dem, jeg kun kender lidt, til de er blå i ansigterne
Photo by Caio on Pexels.com

Minusdag

Jeg startede dagen med en løbetur, hvor jeg undervejs tænkte w h a t t h e f * c k .. Det var meget hårdere at løbe end normalt. Jeg holdt pause midtvejs og gik et minuts tid eller to. Min krop har åbenbart en dårlig morgen. Endomondo var dog ikke helt enig i at det måtte være pivringe dagsform; for trods pausen midtvejs løb jeg 3 km 1/2 minut hurtigere end jeg plejer – ? 🤷🏻‍♀️

Senere på dagen fik jeg det mærkeligt. Jeg havde ondt i brystet/maven, oppe under ribbene. Jeg var tæt på at besvime over morgenkaffen, da jeg stod op og vendte et par ting med nogle kolleger. Der var lige et øjeblik, hvor jeg mærkede, at lyden forsvandt, det susede for mine ører, jeg blev mat, min krop slappede ufrivilligt meget af. Jeg lænede mig op af væggen, og så gik det over igen.

Jeg undrede mig, for jeg går normalt ikke rundt og nærbesvimer. Jeg har godt nok lavt blodtryk, og besvimelser kan være en ting i forhold til det, men det har aldrig været et problem for mig.

Jeg nævnte det for sygeplejersken i forbindelse med, at jeg bestilte tid til undersøgelse for celleforandringer i livmoderhalsen på onsdag. Hun spurgte, om jeg havde fået noget at drikke. Det kunne jeg ikke lige frem svare klart ja til. En lille smule vand, mens jeg løb, 3 kopper kaffe, men intet vand de første 5 vågne timer. Med andre ord; ret meget kaffe, en portion bircher müsli, en meget hård løbetur, en nærbesvimelse ved halvti-tiden. Det kan jeg godt gøre bedre.

Jeg sørgede for at tanke op på vand derefter. Efter jeg havde spist frokost, var jeg lige til at lægge på hylden; min krop summede af træthed. Det blev bedre, da jeg fik aftensmad og slappede af resten af aftenen. Nu har jeg det nærmest normalt.

Meget mærkeligt, synes jeg. Men nu får jeg lige tjekket min blodprocent og blodtryk på onsdag, når jeg alligevel er hos lægen.

Vi fik lækre Quinoa Bowls til aftensmad, og det virkede beroligende på min krop.

Alligevel kunne jeg ikke sove, for hvergang min puls faldt, tænkte jeg ‘nu dør jeg!’ og så var jeg lysvågen. Til sidst lå jeg blot og lyttede jeg til mit hjerteslag, for sålænge det slår er jeg jo i live, og tilsidst faldt jeg åbenbart i søvn.

Her til morgen havde jeg ikke længere trykken i brystet (hvilket typisk er min tyktarm), det var lørdag og alt er godt igen!

Septemberlisten

Her på kanten af september er det fantastisk dejligt vejr, og jeg håber, at det fortsætter. Vi har en del planer i september – og jeg ville ønske, at jeg kunne undlade at nævne Corona, but that bitch is here to stay.

Det er dag #1 i efteråret. Jeg er ikke klar. Som i SLET ikke klar. Jeg vil have mere sommer, mere sol på skindet… Bevares, det er da hyggeligt at sidde i en mørk stue, pivfryse og sippe te, men who are we egentlig kidding? – det er jo som fangen, der fatter kærlighed for fængselscellen!

Jeg tror, at det bliver en laaang vinter (og det har jeg allerede sagt til mine omgivelser 100 gange i denne uge). Hvergang en af os har det mindste kradsen i halsen eller snot i næsen, skal vi isolere os, vente 2-4 dage på at blive testet og yderligere 2-3 dage på svar. Vores søn har normalt løbenæse fra november til marts… så jeg ser på ingen måde frem til vinter.

Men lige nu er det jo ‘kun’ efterår 🍂🍁🐿 September ligger blank og ubrugt foran os, og vi har ikke de store planer. Ingen udlandsrejser, ingen koncerter eller store oplevelser. Mest hverdag, en stor fest og ellers mindre sammenkomster ❤️

  • Jeg vil fortsætte med at løbe om morgenen, indtil jeg intet kan se i mørket.
  • Jeg vil cykle mere; snuppe en omvej, når vejret og tiden er til det.
  • Jeg vil sigte mod at få 10.000 skridt på bogen hver dag
  • Jeg vil fokusere på at undgå snacking. Det går bedre, men hvorfor har jeg trang til at spise alt inklusiv bordpladen sidst på dagen? Jeg prøver at holde mig til ærter – men nu er ærterne tit melede. Kan edamame redde mig? Tyggegummi, tandpasta? Kontaktlim på læberne?
  • Forældremøde med kun en forælder pr barn. Det er meget sjovere at deltage i og ikke mindst evaluere forældremøder sammen med min mand. Kunne man mødes på Zoom i stedet?
  • Skolefoto og frisør – ungen har pt en solmoden høstak på hovedet. Skolefotoet skal jo være årets julegave, så håret skal være pænt inden fotoshoot.
  • Her gik man og troede, at SFK var billigere end SFO. Men det viser sig, at barnet skal have (gen)opfyldt sin konto flere gange om måneden til Cup Noodles, iste, snacks og fredags slush ice..
  • Samme dag som forældremødet fra 18-20, er det velkomstarrangement i SFK fra 17-19 (!) og frisør kl 16, for skolefoto er dagen efter. Resten af september bliver roligere, tænker jeg?
  • Vi skal holde minifødselsdag for knægten, og vi skal selv til en lille familiefødselsdag i nærmeste familie.
  • Jeg skulle mødes med mine gamle kolleger, men det er pt aflyst. Jeg mødes i stedet med min tidligere kontor-roomie til en tur, en snak og lidt mad.
  • Jeg plejer også at mødes med mine veninder fra gymnasiet – vi aflyste i marts, i juni og nu har vi talt om at ses. Vi taler om en middag ude måske allerede i september?
  • Min veninde bliver 50 år, og det er med stor fest og overnatning. Det bliver årets eneste fest, som det ser ud nu. Hvis reglerne da ikke ændres?
  • Jeg skal sælge sager og rydde ud. Big time. Kæmpestor prioritet i september!
  • Vi skal til Rørvig og aflevere sidste del af gaven til min fars 80 års fødselsdag. Det er den fineste maxi pixibog med fotos fra hans 80 års fø’s i juli. Takket være Pixums supergode app fik jeg lavet en fed hardback bog på 1/2 time for 213 kroner. SÅ fedt! Jeg tror, at min far bliver SÅ glad for den ❤️
  • Jeg vil lufte ud. Meget mere end normalt. Hjemme og på job og hvor jeg ellers befinder mig. Den 4. Coronaregel burde være udluftning. Rigtig kraftig gennemtræk sender de små aerosoler ud af vinduet. Aerosolerne kan indeholde virus og kan hænge i luften i 3 timer. Ikke fedt når efteråret står for døren. Opdateret 8/9 – læs mere om udluftning her
  • Jeg vil gå i gang med Pixum-fotobogen for 2020. Det mærkeligste år i vores liv.

Under enhver plus-liste bør følge en minus-liste:

  • Jeg vil undgå Corona. Det betyder undgå at pille mig i ansigtet. Undgå menneskemængder. Undgå steder med stillestående luft. Undgå at komme for tæt på andre, men opprioritere nærhed på sociale medier og andre steder, hvor afstand er muligt ❤
  • Jeg vil undgå at blive den lille indebrændte dansker, der peger fingre ad andre og er fuldstændig uudholdelig. Hun er derinde, og Corona får det værste frem i hende.
Gælder også om efteråret; afstand, hygiejne, ansigtsmaske

Den første turist i Europa

Jeg var ikke den største TV2 fan, og jeg regnede egentlig ikke med at det skulle ændre sig. Lige indtil i sidste uge, da jeg hørte “Den sidste turist i Europa”. Den ramte mig lige i hjertet. Gåsehud. Ordene, billederne, Steffen Brandts stemme .. Sangen beskriver Europas krise, og hvor vigtigt det er, at vi tager Europa seriøst og ikke for givet.

Vi kan ikke længere bare regne med, at Europa er et gensidigt forpligtende sammenhold. Europa er kendetegnet ved at være mange suveræne lande med store forskelligheder – og på trods af dette, ville vi hinanden efter krigen. Vi bøjede os mod hinanden, for vi så resultatet af det modsatte. Vi har brug for hinanden, og vi hænger sammen, fordi vi geografisk er så tæt. For mig er Europa uendelige muligheder, ikke en klods om benet.

Det er en gendigtning af en gammel sang fra 1948 af Mogens Dam, som blev sunget af den danske sangerinde Lulu Ziegler. “Den sidste turist i Europa” handlede oprindelig om Europa efter 2. verdenskrig, der lagde Europa i ruiner. Sangen handler om det håb, man nærede om, at Europa ville rejse sig af asken påny. Det tog som bekendt mange år, før jerntæppet faldt og Europa blev genforenet. I mellemtiden havde vi vænnet os til et Europa på 1/2 størrelse. Jeg voksede op med det.

Det ændrede sig for mit vedkommende i 90erne, da muren faldt. Jeg fik en tysk kæreste, og friheden var berusende. Vi kunne køre hvorhen vi ville. Vi kunne køre til Berlin og gå i byen, hvis vi ville! Vi var fuldstændig frie, vi kom fra Europa, talte godt nok forskellige sprog, men var ellers var vi ret ens.

Sangen udtrykker den følelse af at være europæer, som jeg fuldstændig kan identificere mig med. Den voksede i mig i 90erne og blev styrket i 1992, da vi sagde nej til Maastricht aftalen. Det var fuldstændig ufatteligt for mig, da det skete. Jeg var 20 år, og Europa var (og er) mit hjem. Jeg er dansk europæer. Det har ikke ændret sig.

Se videoen og lyt til ordene. Det tager 10 minutter. Gåsehud og tårer i øjnene, det lover jeg dig. Danmark og Europa er i krise. Klarer man sig bedst gennem en krise ved at stå alene? Jeg tvivler. Jeg mener, at Europa er værd at kæmpe for. Vi kan ikke tage det for givet, for vi hænger sammen uanset hvad. Intet land i Europa er en ø.

Vi rejser ud som nogle af de første turister i det nye Europa efter Coronaen. Vi har pligt til ikke at glemme Europas døde og støtte de overlevende. Det er samfundssind at rejse ud.

Præcis som mine bedsteforældre rejste gennem Europa efter krigen og var vidne til ødelæggelserne. Min mor var ikke engang 10 år, da hun så et Tyskland, der var fuldstændig ødelagt. De besøgte Ørnereden, og kørte bl.a. gennem Hamburg og München. Min morfar ville se det med sine egne øjne for at forstå omfanget.

Humørkurve fra ny CoVirkelighed dag 41

Jeg har overvejet at tegne en humørkurve i excel og rate mit humør i Coronatiden dag for dag.

Min humørkurve mest af alt ligner dolomitterne; stejlt op, stejlt ned, uforudsigelig og meget ujævn. Jeg synes, at det er virkelig svært at være tvunget i eksil. Siden i går er jeg nu den eneste hjemme hos os. Knægten er i skole, og manden har arbejdet hele vejen som del af nødberedskabet.

Nu sidder jeg her helt alene og taler med mig selv og prøver at arbejde. Uden at tømme køkkenet for alt muligt spiseligt. Hvilket er ret svært, for jeg sidder jo nærmest i køkkenet og arbejder.

Hverdagshelte: Vinterferiebillet & bio-apps

Det er altid rart at få noget gratis og billigere. Vi har ikke så mange penge at rutte med, og så er gratis glæder, gode rabatter, tilbud og genbrug sød musik i vores ører. Alt, der kan bidrage til, at vi får flere fælles oplevelser for pengene kan gøre mig glad i låget.

Vinterferiebilletten til Lyngby Storcenter var en af den slags fine små hverdagshelte. For 100 kr fik vi taget et supergodt gratis portrætfoto af knægten plus en farlig masse gaver: Han fik en børnebiobillet, samt en pandekage med sukker. Vi delte en lækker full size knasende sprød croissant fra Brioche Dorée.

Til kaffen i går spiste vi voksne den chokoladestang, som knægten fik fra Svend Michelsen. Det var ikke lige hans smag. Hos Summerbird valgte han sommerfuglen i hvid chokolade, som han stadig har derhjemme. Han fik også et Hama perlesæt, seje klistermærker fra Molo, og en pakke Earl Grey te til faren fra Søstrene Grene. Han fik desuden en Føtex goodie bag med et æble, en müslibar og en æblejuice. Med sådan en vinterferiebillet er det lidt sjovere ikke at skulle andet end i sfo i vinterferien 🙂

Børne-biobilletten brugte vi på at se Ternet Ninja i dag. Min mand havde fået 2 fribilletter på et gavekort, og for ca. 8.000 points kunne vi få gratis popcorn, 2 sodavand og en pose M&Ms, så det var den rene fest for knap så mange penge 🙂

I BioSpil app’en vandt vi en gratis billet til Olsen-banden og 2 måneders gratis film på den danske filmskat. Så skal knægten se Olsenbanden 👍🏼 De næste oplevelser er sikret !

Hverdagshelte er min serie med de ting eller metoder, jeg selv anvender – eller selv påtænker at anvende for at gøre hverdagen bedre, sjovere og lettere.

Her kunne jeg godt bo

Den blå legeplads var et af de første steder i Berlin, hvor jeg tænkte ‘arj, her kunne jeg godt bo’. Det er måske LIDT mærkeligt at få dén følelse på en legeplads, men jeg sad der, mens knægten spillede bold med en fremmed dreng, og jeg faldt i snak med hans mor. Jeg er sikker på, at hvis jeg sad dér på dén legeplads hver eftermiddag i bare en uge, så ville jeg få opbygget en ny vennekreds til hele familien i en ny by.

Normalt har jeg været typen, der rejste ud, oplevede og så rejste hjem igen. Jeg er vokset op med sommerhusferie fra 1977 til 2006, sådan rundt regnet. Ude godt, hjemme bedst.

DSC_0837

Så .. Der er faktisk kun ganske få andre steder, jeg tidligere har tænkt ‘her kunne jeg godt bo’ om; New York, Hamburg og Stockholm. Byer, som jeg fik helt ind under huden på den der hverdagsagtige måde, som man kun får, når man enten kommer der rigtig ofte eller er der tilstrækkelig længe til, at man oplever en flig af, hvordan livet kan være der.

Jeg har grillet fisk på klipperne ved skærgården midt i Stockholm, drukket doven Pripps på Mosebacke, mens solen gik ned, hentet en fika i Östermalmshallen, og jeg har spist ægte svensk julbord i Gamla Stan. Jeg rejste til Stockholm cirka 1 gang om måneden i en periode på 1 1/2 år med jobbet. Jeg lagde for det meste mine møder mandag eller fredag og tog ofte weekenden med.

Jeg var i starten af 20erne, sommerferiekæresten boede udenfor Hamburg, så jeg var tit i Hamburg. Restaurant Ponti på Gänsemarkt var vores faste base, når vi havde været inde i alle butikkerne i Mönckebergstrasse. Om aftenen dansede vi natten væk på Grosse Freiheit efter at have lavet telefonfis med hinanden på Bayrisch Zell. Undervejs snuppede vi en hot dog hos Danmark Snack på Reeperbahn. Jeg har også været til LiLaBe nær Hamburg; et indendørs kæmpekarneval med ca. 8-10.000 deltagere, der varer i flere dage. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, for tyskerne går all in på udklædning, fest og shows.

New York – eller måske rettere Easton i Pennsylvania. Home away from home. Hvis nogen havde sagt til mig – “ups, din returbillet er ikke længere gyldig” så havde jeg slået en vejrmølle, og så var vi blevet lige dér hos min veninde og hendes mand. Jeg kunne være blevet siddende lige der på verandaen med den hjemmelavede iste, de gnistrende ildfluer, bjørnene i affaldsspandene og min kommende mand ved siden af for ever! Det er 8 år siden, selvom jeg lovede min mand, at vi ville komme tilbage i løbet af et par år. Ups, jeg skylder vist  …

Alligevel endte jeg her i gode gamle Danmark et par kilometer fra hvor jeg voksede op. Tilbage til gerningsstedet. Da jeg var 20 og flyttede ind mod byen svor jeg ellers, at jeg aldrig nogensinde ville tilbage. Jeg blev klogere, for det er et fantastisk sted at vokse op, og det er ikke tilfældigt, at det netop er her, at vi ønsker, at vores søn skal vokse op.

Men derfor kan man jo godt lege med tanken om, at der er et andet sted derude, hvor hans barndom og vores liv kunne blive mindst lige så skønt! Tænker du nogensinde over, hvordan dit liv ville se ud, hvis du startede forfra et andet sted? Og hvor ville det være?

Hjem udenfor hjemmet

Da vi kom hjem til Novotel i Würzburg var det faktisk som at stikke sine trætte fødder ned i et par bløde lune tøfler og smække stængerne op.

‘Willkommen frau Kjaergaard und Familie’ og så fik vi nøgler og instrukser. Alt var på plads, alt var der taget hånd om, og vi gjorde store øjne, da vi så værelset. Lyst og lækkert. To bløde og lækre queensizesenge, en sovesofa, fladskærm, aircon, badekar, Nespressomaskine inkl kaffekapsler, samt minibar.

Og så var der superskarpt og smooth gratis internet. Med internet er man hjemme i hele verden. Jeg hører til den slags mennesker, der holder af internettet og ikke ser det som en paria. Hvor der er gratis internet, dér har jeg hjemme.

De hoteller, der bonger én for internet – eller slet ikke vil dele – de har ikke forstået betydningen af at holde kontakt med dem derhjemme. Man kan sørge for bløde senge, chokolade på hovedpuden og små parfumerede sæber – men det der virkelig batter på et hotel er et ægte velkommen, og det giver man bedst ved at give fri adgang til internettet. I gamle dage var der på gode hoteller postkort, brevpapir og kuverter med porto payé – i dag er gratis internet vejen til mange rejsendes hjerter.

derfor føltes Novotel som hjem udenfor hjemmet – velkommen hjem frau K ❤

Og så er jeg slet ikke nået til morgenmaden. Oh mein G….

fantastisch!

Pandoras æske

Lørdag morgen skulle vi være ude af lejligheden klokken 10. Det nåede vi. Næsten! Vi var ude af lejligheden klokken 10, men uden vores pakkenelliker. Vi hentede vores bil i Alexa, hvor den har stået hele ugen. Jeg havde en længere snak med en sød og hjælpsom Parkierungsbeamt på tysk. Han forstod alt, hvad jeg sagde – og det var faktisk ikke så lidt, for p-automaten åd €20 og spyttede et tilgodebevis ud. Vi fik heldigvis pengene igen og jeg ønskede ham en skøn dag.

Vi forlod Berlin via Checkpoint Bravo, og så vendte vi næsen stik syd på. Mod mere sol, mere sommer, mere varme, flere dejlige oplevelser!

Auf Wiedersehen skønne skønne Berlin .. Også denne gang er listen over ting, vi ikke nåede og som vi ikke kendte til, blevet længere. Vi har åbnet en ny æske af Pandoras æske, og vi er nysgerrige efter at se mere.

Jeg nævner bare i flæng; LegoCity, sightseeing i sporvogn, MachMit, Volkspark am Friedrichshain, KaDeWe, Tunneltour, Dolores, Prater Biergarten … Plus alle de steder, vi var – men som vi bare MÅ tilbage til; YumchaHeroes, Weinbergspark, Alte Schönhauser Strasse, Hackescher Höfe, isbutikken på Max Beer Strasse(s vandmelon-is), Barcomi’s …

Nu er vi i Pegnitz, som ligger i Bayern. Jeg havde bestilt et familieværelse, og det ligger øverst oppe og er stort som en balsal med to dobbeltsenge. Hoppesenge, som Nicholas kalder dem. Gæt hvorfor…

Nicholas sov fra Berlin og vågnede et par timer senere, da vi var ved at løbe tør for benzin. Vi holdt ind og købte nogle store Bockwurst og noget at drikke. Vi kørte en lille times tid til, og så var vi i Pegnitz. Hotellet er et superfint mindre familiedrevet hotel med fin restaurant.

Da vi ankom, lagde vi vores ting på værelset og gik en lille tur. Det tordnede i det fjerne, og det blæste op, men vi sad lidt ved byens torv, hvor der var et springvand, som Nicholas kunne soppe i. Det blev til en badetur med tøj på 🙂

Vi gik tilbage til hotellet for at få tørt tøj på, og da vi gik ned til middag gav det sig til at regne og tordne for alvor. Vi fik Pandekagesuppe – prøv det, før du tænker ‘ad’. Mens Allan fik en schnitzel, fik jeg en Bayrer Flammkuchen med kartofler, skinke, pølse og ost. Hold nu op … jeg havde nærmest glemt hvor godt en god Flammkuchen kan smage!

Og nu er det sengetid. Jeg gider ikke gå i seng. Det er så hyggeligt bare at sidde her. Nicholas skiftevis hopper rundt og er helt opslugt af tysk-synkroniserede Disney film – først ‘Lady & Vagabonden’ 2 og nu ‘Find Nemo’.

I morgen kører vi videre til Østrig – Nicholas efterlyser allerede at køre med bjergbane og lege på bjergtoppen, så det bliver nok det første, vi gør på mandag 🙂

Og i øvrigt … Nicholas havde ble på i dag, mens vi kørte, men først da vi kom frem lavede han nr 1 og nr 2, og han var så stolt. Og mig med! Stort!

Hjemme igen

Lørdag aften, sent. Vi er hjemme igen efter en lang og dejlig sommerferie. Der er en dag tilbage til hverdagen begynder, det første hold tøj hænger allerede til tørre, og jeg gider ikke gå i seng, for så går den sidste bid af sommerferien for hurtigt. Det er også for varmt til at sove endnu.

Vi kom hjem ved 17-tiden, og ved fælles hjælp fik vi hurtigt og effektivt de fleste ting af vejen. Ufatteligt så meget vi alligevel kunne få presset ind i vores bil!

Selvom vi nu skal på skrump, så er der paradoksalt nok en hel del slik i vores bagage. Der er bl.a. en bette bøtte med 1350 g smølfevingummi, som Nicholas elsker og som kun kostede 40 kroner. Plus 8 poser vingummi, noget (smeltet) chokolade, slikpinde etc.

20120818-233332.jpg
Nicholas’ kusine holdt fødselsdag i dag klokken 15, vi havde jo meldt afbud, men vi ringede for at høre, om der stadig var fødselsdag, og det var der – og vi var mere end velkomne til middag i haven.

Så vi sad i haven i hyggeligt selskab, mens de seneste 2 års varmeste sommerdag i Danmark ligeså stille blev til en skøn varm tropenat. Vi tog hjem ved 22-tiden. Det var så skønt at vende hjem, ikke bare til hverdag, men også til familie og krammere.

Nicholas ville ikke med hjem. Han ville sove hos sin kusine. Basta. Han hylede op og strittede imod, men vi fik ham med, og jeg fik lagt ham til ro i sin egen seng.

Om lidt vil jeg gå i seng også. Mæt og glad ovenpå en dejlig ferie og en dejlig varm hjemkomst