Rørt

Efter foredraget i torsdags bad jeg Julia Lahme om at signere “Damen i Midten” og et par af de andre bøger, hun har skrevet. Det var stort og virkelig rørende for mig at møde hende. Hun var nøjagtig lige så sød, nærværende og imødekommende, som jeg havde forestillet mig.

Julia Lahme har med særligt en af sine bøger gjort en kæmpestor forskel for mig .. i virkeligheden nok mere end jeg selv havde forestillet mig. For jeg blev så rørt, da jeg stod overfor hende med mine bøger i hænderne efter foredraget.

Med en klump i halsen fik jeg sagt tak til hende for hendes ord og bøger. Jeg forklarede ganske kort, at vi har fulgtes ad lidt forskudt, og at hendes ord virkelig har hjulpet mig. Og hun var bare så sød og gav mig et knus.

Kindred spirit

Selvom det er 8 år siden min barsel sluttede, så har jeg aldrig glemt “Hvor lagde jeg babyen?” og “Sandheder fra en løgner”. Det er nogle af de bedste bøger, jeg har læst, fordi de ramte mig præcis, da jeg havde brug for dem.

Jeg havde svært ved det, der skulle have været den mest fantastiske periode i mit liv. Jeg var rekorddårligt selskab for mig selv med tårnhøje forventninger. Og så læste jeg “Hvor lagde jeg babyen?” og holdt op med at være min egen værste ven.

En kindred spirit, som Anne fra Grønnebakken kalder det. I 2010 var en kindred spirit ikke nødvendigvis en, man møder irl. En, der har prøvet det samme, og som – heldigvis – deler via bøger og blog.

Via Julia Lahmes blog mødte jeg flere ligesindede mødre online. Jeg var ikke alene om at bakse med at få sat moderskabet på plads. Der var andre, og de var både seje og sjove og hjælpsomme. Den skønneste online-mødregruppe ❤

Det faldt på plads for mig, og den sidste del af min barsel var fantastisk.

“The moment that you feel, just possibly, you are walking down the street naked, exposing too much of your heart and your mind, and what exists on the inside, showing too much of yourself… that is the moment you might be starting to get it right.”

– Neil Gaiman

Stilhed før stormen

Der er stille her for tiden. Ikke fordi der ikke sker noget, men fordi der sker rigtig meget. Jeg tænker så meget, at mit hovede og mit hjerte nærmest konstant er på overarbejde. Vi har været hjemme fra ferie i blot 4 uger, og det føles som om det er meget længere siden.

Med efteråret er det også snart tid til en ny udredning af vores søn. I den første udredning var der fejlslutninger, unøjagtigheder og uoverensstemmelser bl.a. mellem de forskellige tests, at det blev besluttet at gen-udrede ham før skolestart. Det er så ved at være nu, og processen er så småt sat igang. Det fylder en hel del, og det kom til at fylde en hel del mere, da en af dem, der er med til at vurdere vores søn i en mail skrev ‘som forventet er han ikke alderssvarende’.

Som forventet? Som i, at de er forudindtagede? Der røg mit åbenbart tosse-naive håb om, at denne udredning kommer til at foregå på et objektivt grundlag, hvor han bliver vurderet som han er lige nu – og ikke på hvordan han var tidligere. Det kæmper jeg med at få på plads inde i mit hoved, men nu ved jeg, at vi skal være opmærksomme på, at der ikke ryger for meget ‘som forventet’ og ‘plejer’ ind over udredningen. Det må hans far og jeg så forhindre. Godt, at vi lige blev forberedte på det :-/

Tanker om diagnosen & autismen

Jeg tror ikke, at jeg har skrevet så meget om min holdning til vores søns diagnose. Dette indlæg er gammelt, og det har ligget i min blog som kladde siden september 2013. Jeg har ændret og opdateret lidt i kladden, men here it goes:

Jeg er meget delt omkring diagnosen, for en del af diagnosen forekommer upersonlig – som en beskrivelse af en dreng, jeg ikke kender. Som om de har rodet journaler sammen. Det er ikke en beskrivelse af vores søn. Meget af det, vi fik fortalt om vores søns væsen og væremåde er helt ukendt og passer slet ikke på den dreng, vi kender så godt. Og en del af de ting, der fyldte, og som var problematiske er gået over – eller vi har lært at håndtere dem, efterhånden som han selv har lært at give udtryk for sine behov.

En del af mig synes ofte ikke, at det er så slemt. Vi talte om det på vejen til den afsluttende samtale – at der var en god chance for, at der overhovedet ikke var noget galt, for det var allerede begyndt at gå bedre. Vi troede faktisk delvist på, at vi ville få at vide, at der ikke var noget galt. Som bekendt var det alt for optimistisk, og vores søn fik både diagnosen autisme og adhd. De malede fanden på væggen; handicappet barn, specialinstitution, ingen folkeskole. Det var det største chok og min værste frygt, og den ramte mig som en hammer, da vi sad på hospitalet i juli i år. En overgang frygtede jeg, at vores søn aldrig får noget, der bare minder om et normalt liv. Nu er jeg sikker på, at vi nok skal sørge for, at han får et godt liv med de udfordringer, han har.

For at få stillet diagnosen autisme skal han have vanskeligheder inden for tre områder, som kaldes triaden:

  • Afvigelser i forestillingsevnen
  • Afvigelser i kommunikationen
  • Afvigelser i det sociale samspil

Der er afvigelser, ja, men jeg er ikke helt overbevist om, at der virkelig er afvigelser på alle tre punkter. Og er der afvigelser, så er de varierende i den indflydelse, de har på vores søn. Men det er vigtigt for mig at understrege, at jeg rent faktisk tror på, at han har autisme. Jeg er blot ikke sikker på, hvor han ligger i autisme spektret, men hvem er egentlig det? Spektret er så multifacetteret, at det er svært at placere folk. Særlig når de bare er 4 år. Og jeg er ikke enig med psykiaterne i, hvor galt det er fat med ham.

Jeg stoler ikke blindt på de resultater, som udredningen viste – særlig med hensyn til hans intelligens. Jeg kan overhovedet ikke genkende, at vores kloge knægt skulle være i nærheden af at være retarderet. Tværtimod. PPR psykologen er også lodret uenig, for hun foretog en test kort forinden, der viste diametralt modsatte resultat. Jeg mener, at børnepsyk’s vurdering af hans intelligens er forkert, testresultatet er forkert. Ommer.

Vores søn taler tydeligt, og han bruger sætninger og ord, som anses for at være for svære til hans alder – og det har han gjort hele vejen. Han forstår usædvanlige ord og bruger dem korrekt, ikke blot som ‘ekko’. Han har aldrig talt babysprog. Samtidig med, at han aldrig leder efter ord, så formår han også at kommunikere, når han fx er overvældet. Så siger han, at der er for mange mennesker, det larmer eller at han vil have fred og ro. Og så er det bare op til os at lytte til hvad han siger og reagere på det.

Han fornemmer og opsnapper misstemninger, han er meget opsat på at glatte ud. Næsten for opsat. Han har en særlig radar, og han opfatter børn på lang afstand, som græder og beder straks mig eller en anden voksen om at tage sig af barnet. Selv midt i Lyngby Storcenter. Han ved også godt hvad det vil sige at være sur, ked af det og glad, og han ved, at han har magten til at gøre folk omkring ham sure, glade eller kede af det. Nogle gange lidt for meget, synes jeg. Det virker sommetider som om han prøver at bukke begge ender sammen på sig selv for at gøre mig glad, når jeg fx er vred på ham, og han er ved at lære, at vrede ikke betyder, at kærligheden ikke findes længere. At vi elsker ham eller hinanden, selvom vi er vrede og diskuterer og er uenige.

Han ønsker meget ofte at dele gode øjeblikke i film eller dele tegninger, han har lavet, eller noget han har oplevet, han vil så gerne dele oplevelser med andre. Jeg får næsten hevet hovedet af led dagligt, fordi jeg lige skal se noget i en film eller en bog eller se ham danse. Han elsker at blive set og søger at blive set. Omvendt bliver han ulykkelig og usikker, når han bliver skældt ud eller ikke bliver set.

Et af de områder, hvor jeg måske tror en smule på autisme-diagnosen, er på det sociale område; han er meget social, men han er social på en anderledes måde end andre børn. Han er meget knyttet til sine venner. Han udtaler, at han elsker navngivne venner, og han taler om, at han savner dem, og han vil have nogen med hjem hver dag. Samtidig er han populær i børnehaven, så helt håbløs er han jo ikke socialt, når han formår at have mange venner. Han er lidt flygtig i sin koncentration, han har tendens til hurtigt at skifte aktivitet, hvis det ikke lige fanger ham. Det gør, at han nogle gange er svær at lege med for andre børn, der måske gerne vil have legen til at fortsætte.

Og så er der den hypersensitive side af autismen, hvor han kan blive overstimuleret og har brug for at trække sig tilbage. Han er tilbageholdende med nye gruppeaktiviteter, og indimellem får han behov for at trække sig – og det gør han så. Samtidig er han aldrig rigtig genert.

Han kan også blive meget vred, når tingene ikke går på hans måde, og jeg oplever ham som meget følsom. Når han bliver stresset, presset eller ikke kan overskue tingene, mister han evnen til at tænke og handle rationelt. Så brænder det sammen for ham, og han reagerer i affekt. Han bliver meget meget vred.

En anden udfordring er hans flygtige opmærksomhed. Det var primært den, der gjorde, at han intelligenstest viste så lav intelligens. Fordi hans opmærksomhed konstant blev forstyrret, han stressede totalt, panikkede og var ikke i stand til at løse opgaven, fordi hans krop sagde ‘flygt’.

Scenen var helt og aldeles uvant for ham under testen; ukendte mennesker, ukendt sted og et helt ekstremt fokus på ham. Han sad for bordenden, far sad der, mor sad der, og så to ukendte mennesker – den ene havde rettet et videokamera mod ham. Mange skiftende opgaver på kort tid. Jeg var også gået i sort, så det undrer mig ikke, at han i en alder af 3 år gik i sort.

Jeg giver ikke 5 flade ører for det testresultat, men at overvære selve testen af ham viste mig, at han har problemer, og der er ingen tvivl om, at når han skal i skole, skal der være ro og tryghed omkring ham, da han ellers blokerer. Hvis han er som han er i dag til den tid. Hvis altså intet ændrer sig, hvilket det jo nok gør. Hvad hvis han bare umoden?

Så er der den med de repetitive mønstre og særinteresserne. Jeg synes ikke, at det er udtalt. Jeg anerkender, at han har særinteresser; det startede med Thomas Tog, og nu er det Cars, og han er meget interesseret i Teenage Ninja Turtles og ønsker sig Skylanders. Af og til stiller han sine biler (eller tog, da det var tog, der var det store hit) op på række, men det er ikke noget, han normalt gør. Han kører rundt med bilerne på gulvet, i sofaen eller bordet – ikke rundt og rundt på en bane eller i en cirkel, men i en leg, der foregår i hans hovede, og som tydeligvis er inspireret af Cars filmene. Systemer ser vi ikke meget af.

Hvis han får lov, vælger han en ny bog hver aften – eller vil have læst videre af den bog, vi er i gang med, hvis det er en længere historie, som vi læste aftenen før. Han vil ikke nødvendigvis høre de samme sange eller bøger. Springer jeg sangene over, så brokker han sig ikke. Han accepterer faktisk let ændringer i aftenritualet.

Han er meget svær at vænne af med bleen. Han vågner op hver morgen med en helt tør ble, og så laver han prut i den omkring klokken 8. Han føler ikke skam, og han har ikke noget behov for at komme af med bleen. Han ved godt, at hans jævnaldrende (og yngre børn) ikke går med ble længere, men det er ikke noget, han går op i. Jeg tager det dog rimelig roligt, for jeg er overbevist om, at han nok skal smide bleen. En dag. Når det passer ham. Han siger, at han vil af med bleen, når han er 5 år. det har han sagt længe, og på det seneste sniger der sig en bisætning ind, hvor han tilføjer ‘eller 10’.  Det er en god gammel løwn 🙂

‘Sagen’

Hvordan går det med ‘sagen’? Mærkeligt nok er der jo ikke rigtig nogen sag, for indtil videre har vi ikke behov for økonomisk støtte fra kommunen.

Alligevel fik vi afslag på den ansøgning, vi ikke har sendt. Jeg bad om aktindsigt, for jeg forstod ikke, hvad vi har fået afslag på, da vi ikke har søgt om noget. Kommunen sendte mig en 14 siders kopi af børnepsyks journalnotater omkring os. Kommunen har altså fået tilsendt 14 sider dybt personlige notater fra hospitalet, men ingen konklusion/erklæring.

Jeg talte med børnepsyk, som var helt uforstående overfor at kommunen har fået hele vores barns journal. Erklæringen og dermed konklusionen var på daværende tidspunkt ikke klar, og jeg fik en kæmpe undskyldning fra børnepsyk. Journalen er sendt til kommunen ved en fejl.

Journalen må ikke deles uden vores samtykke, som vi ikke har afgivet, og det er så på dette grundlag, vi har fået afslag på det, vi ikke har søgt.

For mig er det ikke det store problem med den svipser, men rækken af svipsere afledt af den første svipser er foruroligende. Som udgangspunkt vil jeg dele hans situation så detaljeret som muligt med kommunen, så de har det bedst mulige grundlag for at kende vores situation den dag, vi evt har brug for hjælp. Til gengæld er det fuldstændig uaccepteabelt at børnepsyk sender 14 sider med diverse mellemregninger uden nogen form for konklusion til kommunen!!! Altså, 14 sider uden at fx autisme eller adhd nævnes. Jeg kan  godt forstå, at kommunen er forvirret på et højt plan, når de modtager sådan en stak ukonkret information, som nærmest er i kodeform. Det er meget personlige notater om os, vores barn og vores liv. Det burde ikke kunne ske!

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, for så kom der gang i processen omkring at få skrevet erklæringen. Børnepsyk har omsider sendt erklæringen. Jeg har fået kommunen til at trække afslaget tilbage, og børnepsyk har fået kommunen til at destruere journalkopien.

Konklusionen på vores første møde med ‘systemet’ er ikke betryggende. En fejl med en journalkopi fik aktiveret kommunens visitationsudvalg til ingen verdens nytte. De (kommunen) kunne have ventet på, at vi evt selv henvendte os, frem for at knalde et afslag afsted på en ansøgning, vi ikke havde sendt. En masse mennesker løb efter en bold, som ikke var i spil. Det er ikke særlig smart anvendelse af knappe ressourcer, men ud fra hvad jeg hører, er det desværre ikke usædvanligt.

Billede

Udredning del 2

20130627-213345.jpg

Nicholas og jeg var til udredning del 2 i dag. Han er klar over hvad han skal – i store træk; snakke med søde Tina, søde Anne og meget søde Kirsten.

Han ved også, at de vil hjælpe ham, så han skal slappe af og sige til, hvis der er noget i vejen. Den præmis er han med på, og jeg tror, at han synes det er dejlig at være i centrum, undtagen når opgaverne bliver for svære.

De havde planlagt det omvendt denne gang; vi startede med lidt morgenbrød, og så kom psykologen.

Vi tog fat på anden del af testen. Det gik udmærket, de første opgaver klarede han fint. Det var Find 1 Fejl opgaver, og Nicholas spotter med det samme manglende snørrebånd, hoveder og arme.

Alt i alt gik det fint. Til sidst var han udkørt og modvillig, og så kørte vi hjem til farmor, forkælelse og frokost.

Men øv bøv arbejdet kaldte, så jeg måtte afsted igen.

Udredning del 1

Vi var til første del af udredningen på børnepsyk i Glostrup her til formiddag. Det gik overvejende fint; vi fortalte om vores hverdag, om hvordan Nicholas trives og reagerer, samt hvad vi synes er svært. Vi fortalte også, at vi synes, at det går meget bedre – at vredesudbruddene er blevet færre og mindre eksplosive, samt at de oftest kommer når han føler, at han ikke selv kan bestemme og når han skal klare en opgave, han ikke kan overskue. Samtalen var første halvdel af de 4 timer, hvor der så samtidig var en socialrådgiver tilstede, der primært legede med Nicholas og vurderede ham, mens vi talte med børnelægen. Efter samtalen kom der en psykolog, og hun skulle lave en WPPSI-R test med ham.

WPPSI-R (Wechsler Preschool and Primary Scale of Intelligence) testen bruges til at vurdere førskolebørns kognitive udvikling. Herunder barnets problemløsningsevner i såvel sproglig som ikke-sproglig sammenhæng. I testningen indgår en vurdering af barnets mentale arbejdstempo, arbejdshukommelse, opmærksomhedsspændvidde, evne til opmærksomhed overfor detaljer og helheder samt evne til overblik og planlægning i en opgavesituation. Testen består af 12 delprøver: Puslespil, Information, Figureftertegning, Omtanke, Terningmønstre, Regning, Labyrinter, Ordforståelse, Billedudfyldning, Ligheder, Dyrehuset og Sætningsgengivelse.

Det gik vældig fint til at begynde med, for da var han koncentreret og opgaverne lette. Men i takt med at opgaverne blev sværere – i takt med at kravene blev øget, så svigtede hans koncentration og ro. Der var bl.a. et puslespil bestående af tre brikker, der forestillede en rød bil. Det stejlede han over, og han ville end ikke prøve at samle de 3 brikker. Han sagde ‘jeg er ‘bange’ og gemte sig under bordet. Jeg måtte sidde på mine hænder for ikke at hjælpe ham.

Så skulle han tegne en vandret streg, og han sagde straks ‘det kan jeg ikke’ og så kradsede han en masse (vandrette) streger ned på papiret. Så skulle han tegne to parallelle lodrette streger og kradsede en masse lodrette streger ned på papiret. Han skulle også se på nogle helt simple stregtegninger og pege på to ens (ud af 5). Det ville han slet ikke være med til. Han kunne godt beskrive formerne – is og slikpind 🙂

Mellem alle øvelserne gik han til og fra bordet og lagde sig på madrassen med legetøjet. Han magtede simpelthen ikke at sidde og koncentrere sig. Det er som om han stresser helt vildt og ikke er i stand til at lytte til simple instrukser, og han får uro i sin krop.

Så fik han simple spørgsmål: ‘Nævn to dyr’. Han elsker dyr, og han kender alle dyr, men han kunne kun komme op med et – ‘næsehorn’. Og lidt efter ‘dinosaur’. Han blev bedt om at nævne to grøntsager, og det kunne han ikke. Jeg tænker, at han slet ikke kender kategorien, fordi vi ikke går rundt og siger grøntsager om majs, agurker og ærter. Men jeg tænker også, at han godt ved det, men simpelthen er så stresset, at han ikke formår at formulere svaret.

Et andet spørgsmål var ‘hvad kalder man det, man sætter på et brev?’ Jeg kom til at grine og sagde ‘det er der da ingen, der ved!’ Psykologen gav mig ret i, at spørgsmålet var fra en anden tid. Måske skulle de opdatere med ‘hvor mange knapper er der på en Ipad?’

Til gengæld var der en hel del spørgsmål, han besvarede korrekt – bl.a. blev han vist en stribe billeder og skulle pege på ‘det man kan lave mad på’, nemlig komfuret. Det kunne han godt.

Vi sagde lige ud, at det føltes frustrerende at være vidne til testen, for vi ved jo, at han ved mange af de ting, han blev spurgt om, og han kan også mange af de ting, han blev udfordret til, men situationen gør, at han ikke formår at vise, at han godt kan. Han bliver stresset, frustreret, ked af det og går i sort. Så jeg spurgte, om vi kan gøre situationen anderledes næste gang. Han har svært ved at sidde ved et bord og koncentrere sig i længere tid, så måske hjælper det at ligge på madrassen og løse nogle af opgaverne næste gang. Det prøver vi i næste uge.

Han var helt færdig bagefter. Han var træt, og han var også lidt frustreret. Han ville gerne ud og lege på legepladsen med det samme, og Allan lovede ham, at de går på legepladsen i eftermiddag ovre hos farmor og bedstefar. Jeg blev sat af på kontoret, og jeg var ked af at vinke farvel til mine to mænd. Jeg har brug for at være hjemme, at kramme og tale om det. Men om lidt skal jeg afsted til salgsmøde og er først hjemme igen i morgen aften.

Jeg synes, at det er svært, jeg føler det ærligt talt som lidt af et gok i nødden, at Nicholas ikke var i stand til at udføre hele testen, fordi jeg jo ved, at han er en klog knægt med en masse ressourcer. Men samtidig er det jo netop derfor, at vi er her, og jeg har besluttet mig til ikke at tænke mere over det nu. Nu er der 4 sessions tilbage, så får vi en samlet konklusion på alle de tests og observationer, der skal laves. Indtil da ved vi ingenting, og jeg aner jo rent faktisk overhovedet ikke om testen er bygget sådan op, at den er svær (den skal jo rumme alle fra 3-6 år), så måske klarede han den fint af en dreng på 3 år og 11 måneder at være.

Jeg er i hvert fald stolt af ham, han klarede de 4 timer på hospitalet virkelig fint – det er ikke let at sidde for bordenden ved siden af en fremmed, der stiller mærkelige opgaver, mens både far, mor og endnu en fremmed plus et videokamera iagttager ham. Jeg ville også få galopperende præstationsangst!

Nicholas har lige ringet til mig fra toppen af sit klatretræ ovre hos farmor og bedstefar og har råbt til mig, at han savner mig. Jeg savner også dig, min lille skat!

Omsider kom der brev – opdateret

Inden påske var vi til indledende samtale på børnepsykiatrisk, og de lovede, at vi ville få besked på, hvornår vi kan komme til inden påske. Jeg hørte intet fra dem, og jeg har prøvet at ringe adskillige gange på diverse telefonnumre.

Først i sidste uge havde jeg heldet med mig, jeg fik fat på en sygeplejerske på en helt anden afdeling, men hun tog affære, og jeg blev ringet op og talte med den sødeste lægesekretær, som tilbød mig, at vi kunne komme til allerede 19. juni i stedet for først i august, som vi først var blevet stillet i udsigt.

I dag kom brevet så med en fuldstændig 5-ugers plan for udredningen, som løber af stablen i løbet af juni/juli.

Min næste udfordring er nu at få det passet ind, og er der ikke noget med, at kommunen hjælper til med at dække min arbejdsgivers omkostninger til løn? Det skal jeg have undersøgt – ved du tilfældigvis noget, så vil jeg sætte stor pris, hvis du vil dele din viden med mig i kommentarfeltet herunder.

Jeg har tjekket med en socialrådgiver – det nærmeste, hun kunne komme det er barselslovens § 26 omkring alvorligt syge børn … Ved mere end 12 dages indlæggelse kunne jeg måske teoretisk være berettiget til noget.

Men i vores tilfælde taler vi om 5 halve dage. Det går nok at bruge en uges ferie på det. Føles helt forkert at presse på for at komme ind under den paragraf: Alvorligt syge børn…

Motorik, sko på & ble af

Jeg indrømmer, at jeg ikke gav særlig meget for fysioterapeutens engagement, hendes tests af min søn og hendes pædagogiske sans til at begynde med. Men jeg vil være den første til at erkende, at jeg måske har taget fejl af hende. Jeg tror, at hun er god nok. I hvert fald har hun arrangeret, at Nicholas er kommet på et særligt motorikhold om torsdagen, hvor han sammen en anden dreng fra børnehaven og en pædagog bliver hentet i taxa og bliver kørt til motorik-træning sammen med nogle andre børn.

Nicholas virker umiddelbart som om han synes, at det er skægt, og som med alle andre rollinger på næsten 4 år er det svært at hive noget konkret ud af ham. Så vi venter tålmodigt på feedback fra fysioterapeuten.

Jeg har også fået et langt brev fra fysioterapeuten med en masse forslag til hvordan vi kan træne hans finmotorik herhjemme med forskellige typer spil. Jeg mangler lige at få sat mig ind i det, så vi kan komme i gang.

Jeg mener dog stadig, at Nicholas’ vilje til at prøve svære ting er afgørende, og jeg kan mærke, at han går i baglås, når noget er svært. Når jeg beder ham om at tage sko på, stresser han fuldstændig og går i sort. Når der er noget (han ikke mener), at han kan, så reagerer han ved at skrige, råbe og løbe sin vej. Hvis han ikke kan komme væk, kaster han sig ned eller kaster skoene væk.

Og så kan man jo gøre en af to ting; vente tålmodigt på, at han tager skoene på selv (det tager 2 timer) eller hjælpe ham med det (det tager under 2 minutter). Gæt selv, hvilken metode vi oftest anvender. Ja, det tager 2 timer. Efter ikke mindre end 2 timers protester tog han sine sko på selv nede i børnehaven.

Så skulle man tro (eller i hvert fald håbe), at han havde lært noget af det, men dagen efter startede han forfra med at stresse og gå i sort, da han blev stillet overfor samme opgave. Han tager stadig ikke sko på selv, og jeg ved ikke, hvad jeg nu skal finde på.

Det er det samme med hans ble. Direkte adspurgt har han overhovedet ikke lyst til at undvære bleen, for så ‘tisser jeg på gulvet’. Han har endnu ikke udvist den mindste interesse for at sidde på toilettet eller på potten, og han synes ikke, at det er mærkeligt, at han er den eneste i børnehavens store gruppe, der bruger ble. Han siger heller ikke til, når han skal skiftes, så ind i mellem går han længe med en fyldt ble. Men han synes, at det er sjovt prutte på kommando, så han er ved at have godt styr på den del af anatomien.

Jeg er ret sikker på, at det mest er en vanesag, og jeg fik faktisk overtalt ham til at gå uden ble en hel søndag, men han tissede i bukserne to gange, selvom jeg periodisk spurgte, om han skulle tisse, så jeg er ikke helt overbevist om, at han er helt klar endnu. Jeg har overvejet at gøre som Madonna – simpelthen lære ham det ved at lade ham tisse i bukserne igen og igen til han lærer det.

Eller vente lidt endnu og håber på, at han selv pludselig gerne vil – selvom jeg er ved at være i tvivl om at den dag overhovedet kommer. Det er ikke usandsynligt, at han går med ble om 1 år, hvis vi ikke afslutter det for ham. Jeg tror, at bleen = tryghed for ham. Det er en vane, som han ikke har tænkt at lægge fra sig. Suk …

Åbn døren

Sidder på altanen i solen. Nemlig.com har lige været her med alle indkøbene til den næste uge, og så slap vi for at skulle i butikker og handle. Både Nicholas og Allan sover til middag, og jeg har lidt til mig selv i solen.

Vi har haft en hård formiddag, og jeg tror, at det til dels skyldtes, at Nicholas var træt. Vi var på loppemarked, og det er ikke længere helt så afslappende og hyggeligt som tidligere år, men jeg tror, at det er nødvendigt ind i mellem at vi udfordrer os selv, så vi får trænet den slags situationer. Det nemmeste er at blive hjemme eller køre en tur i bilen, hvor han er spændt fast, men det lærer ingen af os særlig meget af.

Nicholas spurter rundt ind og ud mellem menneskerne. Han ser sig ikke tilbage, og jeg hører mig selv kalde ‘Nicholas’ tusind gange. Han reagerer aldrig på, at jeg kalder. Folk kigger irriterede på mig, når jeg igen og igen råber hans navn og samtidig prøver at mase mig diskret og hurtigt igennem mængden for at fange ham.

To gange forsvandt han for mig – den ene gang hørte jeg hans paniske råb ‘Mooor! MOOOR? Hvor er moooor?’, og så brød jeg gennem af muren af voksne og hapsede ham. ‘Mooor, du var væk?’ sagde han og så bebrejdende på mig. Jeg sagde til ham, at han skal holde øje med mig, så jeg ikke bliver væk igen.

Jeg håber jo, at han lærer det, og jeg bilder ind, at han i dag var bedre til at blive tæt på mig end i sidste uge. Men jeg er bekymret for vores sommerferie, for jeg imødeser en lang række situationer, hvor vi ikke er i stand til at styre ham. Jeg ville ønske, at han ikke var helt så modig – selvfølgelig samtidig med at jeg er enormt stolt af, at han er så selvstændig og ubekymret!

Da vi havde løbet loppemarkedet rundt, kørte vi til stranden for at kaste sten i vandet. Vi spiste frokost ved Skodsborg Strand, og vi sad ned lige længe nok til at ondulere to frikadeller, 1/2 cola og noget kartoffelsalat. Nicholas gik fuldstændig amok, skreg op, var ved at vælte bordet og løb skrigende ud af caféen med retning mod havet. Jeg overvejer virkelig at lave løbesedler til folk omkring os, så de forstår, at vi ikke gør det for at genere dem, samt at vi ikke er røvdårlige forældre med en uopdragen forkælet snotunge, men blot prøver at hjælpe Nicholas til at kunne komme med ud og lære at gebærde sig, som han er, blandt andre mennesker.

Hver gang vi skal ud, er vi nødt til at spørge os selv, om vi overhovedet orker det. Det nemmeste er altid at blive hjemme. Hjemme er der færre eksplosioner, og der er færre, der glor. Selvom vi i bund og grund ikke har noget at skamme os over, så bliver vi ked af det og skammer os over det totale ansigtstab, vi så tit løber ind i. Vi savner jo også en normal hverdag, hvor eksplosioner ikke hører til hverdagens (u)orden.

Når jeg står hos lægen eller på en restaurant med et sparkende og skrigende barn på armen, så er det sidste jeg har brug for at se folks hævede øjenbryn og høre deres diskrete hvisken om os. Jeg har brug for, at der er en, der rejser sig og åbner døren, for min søn er brudt sammen. Endnu har jeg ikke oplevet, at der er nogen, der har rejst sig og åbnet døren for os.

Under udredning

I dag startede vi dagen hos den fysioterapeut,som skulle teste Nicholas i forbindelse med udredningen. Det var små enkle tests såsom tegn en streg, en cirkel osv.

Jeg har svært ved at se pointen, for det er helt afhængig af hvis ikke han gider og føler sig presset, så bliver det ikke til noget.

Hele set-up var for meget for ham; fremmed sted, fremmed pågående kvinde og for meget fokus på ham. Det fik ham til at bakke, skrige, protestere ‘jeg er bange’.

Lidt efter lykkedes det da. Lidt. Hun fik vist testet ham. Og så lovede hun ham, at han kunne komme ind i rummet ved siden af og lege med bolde. Han glædede sig og så – ‘UPS jeg har glemt min nøgle!!’

Det gør man bare ikke! Så stod vi der med en 3-årig, der var blevet testet og bedt om at gøre mange og vidt forskellige ting i løbet af en time ved udsigten til at lege med ‘masser af bolde’, som hun havde lovet.

Navlepilleri

Så er jul, sygdom og salgsmøde overstået. De tre ting, som har fyldt for meget de seneste to måneder.

Der er også andre ting, der har fyldt mere; skæv levevis, chips, god mad plus det løse (fedt). Jeg har taget et kilo på i julen. Det er ikke så galt.

Til gengæld er jeg svært tilfreds med, at jeg tabte mig 10 kilo i 2012. Målet i år er at tabe de sidste 6 kilo, forlade overvægtig bmi-gruppen – og ikke mindst komme ned i en størrelse 40 igen.

Så jeg skal træne igen. Over i min kælder og gi’ den gas. Snart 🙂

Plan B

Jeg har læst om bogen ‘Det Eksplosive Barn’ af Ross W. Greene og efter at have læst boganmeldelsen skal jeg have bestilt den, for jeg tror, at den kan hjælpe os her og nu.

Plan A, B, og C
Ifølge Ross W. Greene er der kun tre måder at håndtere de konflikter, der opstår når barnet ikke vil gøre som forventet,nemlig plan A og i modsætning hertil plan C. Plan B er en mellemting mellem plan A og plan C.

Plan A: den voksne bestemmer
Hvis et eksplosivt og ufleksibelt barn ikke er i stand til mentalt at honorere en omstilling er der en stor risiko for at barnet eksploderer. En konflikt som resulterer i en eksplosion giver kun negativ læring.
Plan C: Barnet bestemmer
Denne plan kan anvendes for at undgå konflikt, men den medfører ingen læring hos barnet og kan i nogle situationer ikke lade sig gøre.
Plan B: Den voksne og barnet går i dialog om at finde en passende løsning for begge parter
En god udførelse af plan B har positive effekter på både kort og langt sigt. På kort sigt fordi den kan undgå de opslidende eksplosioner og skaber en løsning på et aktuelt problem. Fx hvordan kommer et barn i seng uden konflikt. På langt sigt fordi en mere konsekvent anvendelse af plan B er med til at træne de meget vigtige nævnte mentale evner.

Det er måske en selvfølge at vælge plan B. Det er indlysende set ud fra ovenstående. Men hvis man ikke selv har et eksplosivt barn, så tror jeg ikke, at man ved, hvad det vil sige, når helt almindelige rutinemæssige ting skaber eksplosion stort set hver gang; bleskift, morgenmad, tøj på, børste tænder, tage støvler på, jakke på, strømper der sidder forkert, hue der er forkert, at skulle ud af døren, at skulle slukke for fjernsynet, at skulle i seng …

Når jeg kommer på arbejde, har jeg håndteret i hvert fald 5 eksplosioner. Så er jeg træt, for det er mentalt krævende. For slet ikke at tale om drengen. Det er jo også udmarvende for ham, så han starter ofte ud i minus i børnehaven om morgenen.

Jeg står op 5:20 og jeg er på arbejde ca. 8:15 – 8:30. Vore morgener tager ekstra tid, for der skal være ekstra tid til at forsøge at imødegå og håndtere eksplosionerne kærligt og rummeligt. Jeg prioriterer den gode start, og jeg har kommunikeret det på mit arbejde, at sådan er det, og det er helt i orden. Mandag morgen skal jeg være der til morgenmøde 8:15, så der skal vi simpelthen hurtigere ud af klappen. Det lykkes da også. De fleste gange.

Vi har prøvet plan A og plan C mest, men ikke med overbevisende succes. Plan B kræver overskud og tid, når der om morgenen er cirka 16 potentielle eksplosioner, der skal skabes løsninger på via dialog med en 3-årig. For at være ærlig har vi ikke forsøgt dette grundigt nok. Kun i weekends og med begrænset succes, men det er dette, jeg vil forsøge mig med fra nu af. Sure mor, der via skælden og smælden og tvang får tingene til at ske, virker ikke – og laissez-faire mor virker heller ikke, så det er tid til plan B mor.

At råbe i skoven

Jeg har altid syntes, at der var visdom i Crocodile Dundee. Sådan helt i det små, hvor Mick forklarer hvordan de løser problemer i den australske outback:

If you got a problem you tell Wally. And he tells everyone in town, brings it out in the open, no more problem

Det virker. Problemet bliver måske ikke løst, men jeg har oplevet at få opbakning og hjælp til at løse problemet ved at være åben og ‘råbe i skoven’.

Jeg råbte i skoven i forgårs. Ikke ude i den fysiske skov, men både overfor familie, venner og kolleger, i facebookskoven og her på bloggen. På facebook skrev jeg, at mit hjerte bløder for min søn, at jeg håber, at vi i det nye år får den hjælp, vi har brug for, og jeg skrev, at han er ‘anderledes’.

I udgangspunktet var det ikke skrevet med henblik på at få hjælp, men mere for at fortælle, at hvis julekortet fra os er forsinket og upersonligt, og hvis jeg ikke lige ringer, så er det fordi, at jeg ikke har overskud. Mit fokus er simpelthen et andet sted.

Jeg er så heldig, at jeg har fået så meget opbakning på den åbenhed også fra helt uventede kanter både via mit arbejde, via min blog og via mine facebookvenner, at det føles rigtigt at være åben og ærlig omkring det.

Via facebook fik jeg en kort mail fra en gammel venindes lillebror, som vi altid fuldede os med cirka 1989. Jeg har ikke set ham siden, men vi er venner på facebook. Han stillede en række helt konkrete spørgsmål til vores drengs adfærd via PB, og jeg kunne svare bekræftende til de fleste. Jeg kunne mærke, at han kender til det med at have ‘anderledes’ unger, for han genkendte de reaktioner, jeg beskrev.

Det mundede ud i helt konkrete tips til at håndtere vores søn og hans eksplosioner. Det endte med at vi talte i telefon sammen næsten en hel time, og jeg har fået en masse links, som jeg er ved at læse igennem. Jeg er så taknemmelig.

Du græder meget

Lille skat … du græder meget. Til at begynde med var det ved at tage livet af mig. Jeg følte, at der var noget, jeg ikke gør godt nok, siden du er så ulykkelig. Men det er der nok ikke. Jeg tror, at det er mavekneb, for når du så har pruttet, bliver du glad igen. Men det er svært at gætte sig til.

Selvom du er urolig om dagen, så sover du godt om natten. Du sover mellem 3 og 5 timer i første hug fra cirka klokken 21-22-23 stykker og så til 2-3 tiden. Det er jo fantastisk! Derefter ammer jeg dig, og vi skifter dig efter behov cirka hver anden time. Fra 5-tiden vågner du cirka en gang i timen. Klokken 7 kan vi typisk ikke overtale dig til at sove længere 🙂

Du er så smuk og dejlig. Du er begyndt at pludre en lille smule, og du er så opmærksom med dine smukke dybe blå-grå øjne kigger du dybt ind i min sjæl og ser gennem alle mine lag. Du er et mirakel, skat!