Jeg ved ikke, om jeg havde forestillet mig at være en superoverskudsagtig Toffifee-mor med evigt smil på læben og en løsning på alle problemer. På nuværende tidspunkt er jeg ihvertfald helt og aldeles klar over, at sådan en mor bliver jeg ikke. Jeg er den slags mor, der kalder sin baby en ‘lille infam skrigeunge’ og indimellem stikker fingrene i ørerne for ikke at høre mere skrigeri. Jeg er en mor med indbyggede grænser for hvad jeg kan stå model til. Jeg prøver bare at være en ærlig mor.

Jeg elsker min søn og synes, at han er helt fantastisk, men samtidig kan jeg også af og til ønske ham hen hvor peberet gror. Indimellem fortryder jeg næsten, at jeg har taget et helt års barsel – tænk at gå hjemme et helt år = tre hundrede og fucking fem og tres dage med skrig og skrål og tænders gnidslen. Oooh rædsel!! Jeg tænker sommetider, at det overlever jeg bare ikke; jeg mener: fyrre minutters skrigeri kan sende mig helt ud på kanten – hvad kan der så ikke ske efter tre hundrede og fucking fem og tres dage – ?

Ligger jeg på et nervesanatorie næste år, når sommeren gryer eller er jeg hoppet ud fra altanen? Anyway, det er nu for sent at ændre beslutningen; der er først vuggestueplads fra næste sommer og på jobbet er hullet lukket efter mig. Der er først plads til mig næste sommer. Så nu gælder det bare om overlevelse – for Nicholas Carl, for Allan og for mig.

Og ja, jeg brokker mig på skrømt – jeg ved godt, at jeg er helt usandsynlig heldig, at jeg har mulighed for at gå hjemme med min søde, sjove, kvikke, vidunderlige knægt og være førstehåndsvidne til hans første skridt på den fantastiske udviklingsrejse, som han skal foretage de næste mange år. Jeg er så heldig at blive vidne til skridt og oplevelser, som han ikke engang selv vil kunne huske, men som er med til at skabe den person, han er på vej til at blive.

Når jeg tænker på, hvor modvillige vi voksne er til at ændre os og ofte proklamerer ‘sådan er jeg!’, hvorefter vi vender os væk fra det nye og skræmmende og istedet bliver i vores egen trygge trummerum, så kan jeg godt forstå, at min lille søn ofte græder og klynger sig til sine eneste kendte faste holdepunkter, far og mor, når hans verden igen og igen forandres, forekommer kaotisk, skræmmende og vendes på hovedet. Han er så lille, der er så meget han skal lære og forstå. Hver dag er en rejse for ham.

Forleden gav jeg mig ud i at forklare Nicholas Carl i barnevognen, hvad et gult blad på et træ er … og dér gik det op for mig, hvor meget han egentlig skal lære: Det gule blad, jeg plukkede og viste ham, sad på et træ, fortalte jeg – og vidste godt, at jeg allerede dér havde rodet mig ud i en for Nicholas Carl komplet uforståelig sammenhæng: For hvad er et blad og hvad er et træ? Hvor kommer det hele fra? Hvorfor vokser det? Hvor kom frøet fra, hvad er sol – og hvad er vand? Og hvorfor er bladet blevet gult? Hvad er efterår? Hvorfor er der årstider? Og er træet der egentlig stadig, selvom man ikke kigger på det? Jeg prøvede at redegøre for hele sammenhængen – det blev en længere og temmelig usammenhængende sludder! Han sov, før jeg var færdig, men det er ikke pointen. Pointen er, at jeg prøver at guide ham i de små og store ting på hans vej og vil gøre det for hvert skridt fremover. Men måske ikke helt så detaljeret 🙂

Det og mange mange andre ting, som vi tager for givet, skal Nicholas Carl først til at begynde at lære at forstå. For slet ikke at tale om de fysiske udfordringer, der ligger foran ham; han skal lære at gå og en million andre ting, store som små. Så måske er det ikke så mærkeligt, at han af og til er pylret og omklamrende. Han ved jo ikke – som jeg ved – at mor og far altid er der for ham, samt at verden som udgangspunkt er et trygt og godt sted at være.

Toffifee kan jeg altid købe til ham – det er det letteste i verden! Men at være en god mor kræver langt mere end det. Jeg gør det på min måde, og jeg gør det så godt jeg kan. Jeg kan ærligt sige, at jeg gør det af kærlighed til min lille skat. Kunne jeg bære dig på hænder gennem verden, så gjorde jeg det.