Se min kjole! .. eller se mit telt :D

For at trøste mig selv i denne januar jammerdal har jeg bestilt denne fine kjole fra COS. Kjolen vil jeg bruge, når jeg fylder 50 om en måned. Jeg aner endnu ikke, hvordan jeg vil fejre dagen (tak, lortecorona). Men tøjet skal være fint ❤️😅

Har du lyst til nyt tøj, så kan jeg måske hjælpe dig. COS har givet mig mulighed for at gi’ 10% rabat til dit køb, hvis du bruger dette link. Det gælder kun, hvis du ikke er tilmeldt i forvejen, vil jeg tro.

EDIT: SÅ modtog jeg kjolen, OG jeg har returneret den. Det er den grimmeste kjole. Den er gigantisk – jeg vil tro, at den har en vidde på et par meter. Da den lå på vores seng fyldte den 1 1/2 seng.

Der står, at der er læg i kjoler, men den hænger bare i kager og slasker om kroppen. Så kunne man måske overveje at købe kjolen 6-8 størrelser mindre, men ærmerne er alt for stramme selv i str. 44, som er min normale størrelse.

Men mønsteret er fedt.

En umulig beslutning

Hjerteskærende. Jeg har altid forestillet mig at det var en ond hjerteløs psykopat-stikker, som angav Anne Franks gemmested til nazisterne for nogle håndører ..

Men virkeligheden er meget værre og understreger den helt forfærdelige, umulige og desperate situation, som jøderne blev tvunget ud i under 2. verdenskrig ..

Undersøgelser har nemlig vist, at det var en jødisk mand, der angav familien Franks skjulested for at redde sin egen familie fra lidelse og udslettelse. Det er en enormt smertefuld opdagelse.

Anne Franks far var det eneste overlevende familiemedlem efter Holocaust, og det viser sig, at han lå inde med denne viden om mandens identitet. Han valgte at se bort fra det, og han forfulgte ikke sporet.

Man ved ikke hvorfor Otto Frank opgav jagten på den, der angav familien – men jeg forestiller mig, at Otto Frank indså, at manden også var et offer for et skruppelløst regime. Og intet ville bringe Otto Franks familie tilbage.

Det er dobbelt tragisk. Det er en umulig beslutning. En adresse for din familie. Hvad ville du selv have gjort?

Læs mere her.

The Alley Berlin

Vi gik flere gange forbi en enorm kø til et lille undseeligt sted i Neue Schönhauser Strasse, omtrent 50 meter fra vores lejlighed. Vi spottede en masse mennesker med forskellige former for boba tea, der så meget lækre ud. Og det er lige os, så efter en god gåtur rundt i byen i det milde vejr 1. Januar tog vi plads bagest i køen ved The Alley.

Vi bestilte hver vores Brown Sugar Deerioca Creme Brulee og en Snow Strawberry Lulu til knægten. Jøsses .. det er good stuff. Superlækkert:

Dejligt cremet med en smag af karamelliseret brunt sukker, vanilje, creme brulee og de lækre bouncy tapiokaperler, som jeg foretrækker frem for boblerne i bubble tea. Tapioka perler er massive, mens boblerne indeholder saft. Blandt tapiokaperlerne var der også små cremede bidder af creme brulee.

Jeg foretrækker den afkølet uden is, men det er en smagssag om man vil have den med is i. Jeg tænker, at kulden stjæler lidt af smagen.

Hvad synes andre ..

Januarlisten

I januar vil jeg gerne blive i Berlin. Punktum. Det var så dén liste!

Nå, ikke? Nytåret og årets første dage tilbringer vi nemlig i Berlin. Selvom det er den ferie, jeg har glædet mig mindst til (pga usikkerhed omkring coronarestriktioner) – og derfor også forberedt mig mindst til – så mistænker jeg, at når ferien er ved at slutte, så har Berlin tryllebundet mig igen.

Her er de ting, jeg glæder mig til – og så lidt om det der helbred, som giver lidt knas her i 49-års alderen:

  • Jeg vil nyde det forbudte fyrværkeri over Berlin ved midnat, jeg vil skåle i lyserød sekt fra Søstrene Grene og spise Pfannkuchen med fyld.
  • Jeg vil sige tak for det gamle år. Jeg er især glad for, at det er slut, og at eftertankens lyserøde skær nu kan sænke sig over minderne fra året. Om 20 år vil jeg nok tænke, at det var et OK år. Eller måske ikke …
  • Vi starter året med brunch på Spreegold, og årets første og vigtigste beslutning for mig er; Shakshuka eller Trejo Mexican Egg Bowl?
  • Vi skal på den blå legeplads i Weinbergsparken. Knægten er næsten vokset fra legepladser, men det er jeg ikke. Jeg elsker at sidde der på legepladsen med udkig til Berlins tage og fjernsynstårnet. Minderne står i kø. Knægtens absolutte yndlingslegeplads. Når jeg sidder der, går tiden ikke så hurtigt, og jeg kan for et øjeblik føle det som om jeg har en tumling øverst oppe i klatrestativet. Deroppe hvor det suger i maven på både mor og barn.
  • Og så afslutter vi årets første dag med en middag på Yumcha Heroes. Masser af dumplings og rolls lavet af de bedste. Absolut favoritsted.
  • Så er der læring på programmet: 2 dage med hjemmeskole for knægten, før det går løs med rigtig skole.
  • Jeg skal selv i skole (Ledelses i Praksis), og jeg skal aflevere oplæg til eksamensopgave senest 4. januar.
  • Sidst på måneden skal jeg til aflevere eksamensopgave og til mundtlig eksamen. Gys!!!

Helbred:

  • Jeg holdt pause fra fitnesscenteret i december for at undgå smitte op mod vores tur til Berlin, men nu er det vigtigere at reducere rumpettens størrelse.
  • Jeg har læst mere om astma, og en af de udløsende faktorer er faktisk overvægt. Jeg troede, at det var omvendt – altså at jeg har svært ved at træne høj intensitet (fx løb) pga. astmaen. Det er meget motiverende, at jeg måske kan tabe mig og få det bedre med min astma.
  • Min hælspore skal jeg have bestilt tid til hos en ortopædkirurg.
  • Min skulderskade er ikke blevet en dyt bedre. Det er formentlig en skade på en sene, men jeg vil se at bestille en tid i februar.

Schnitzelfest hos Schnitzelei i Berlin Mitte

Min mand holder meget af en god wiener schnitzel, og jeg er ikke den store fan (fik et helt livs ration af skamstegte tørre schnitzler som barn) – men det hører bare til, når man er i Tyskland om vinteren. Så jeg fandt frem til Schnitzelei. Dem er der to af i Berlin – og så er de i familie med Nola’s i Weinbergsparken, hvor vi spiste for længe siden. Dengang vores søn sov i klapvognen.

Gris eller kalv? Wienerschnitzel er altid kalvekød. Schnitzel Wiener Art er gris. Vi overholder nok ikke helt dén regel herhjemme i DK, men syd for grænsen skulle den være god nok 😅

Vi kom for sent ud af døren og var nødt til at ta’ en taxa. Schnitzelei ligger i en baggård, og vi blev sat af ved Chausseestrasse 8 og gik ind i den pågældende baggård – og der lå den hyggeligste restaurant og lyste op i mørket.

Efter at have vist Coronapas og billed-id blev vi vist på plads og fik en lille alkoholfri velkomstdrink baseret på øl. Også vores søn.

Knægten bestilte wiener schnitzel, jeg bestilte jægerschnitzel og min mand fik bayrisk schnitzel.

Den bayriske schnitzel var en Schwäbisch-Hallisches schnitzel af gris marineret med sød sennep og peberrod, stegt i hjemmelavet panering baseret på brød, serveret med en varm kartoffelsalat med bacon.

Min jægerschnitzel var et stykke tyndt skåret Simmenthaler Weide-Roastbeef med champignonflødesauce og spätzle.

Wienerschnitzlen var en tynd kalveschnitzel stegt i hjemmelavet panering baseret på brødkrummer med stegte kartofler.

Det var supergod mad – og der var nok af den! Selvom schnitzlerne ser gigantiske ud, skal man lige ta’ med, at de er banket tyndt ud. De gør en del ud af, at deres panering er hjemmelavet og baseret på brødkrummer. Det er ikke en overdrivelse – deres panering sidder lige i skabet.

Selvom jeg mest er til grøn og ikke så meget til brun mad, så er jeg begejstret for maden på Schnitzelei. Min jægerschnitzel var mør og smagte vildt godt. Jeg elsker spätzle og champignon-flødesauce…

Bagefter gik vi hjem gennem det gamle jødiske kvarter, forbi synagogen, Mon Bijou park, Hackescher Markt …

Decemberlisten

I December har vi fokus på julehygge, og listen er lang. I December har min mand også fødselsdag, og denne gang er landet ikke lukket ned (endnu?), så vi kan i år hylde ham, som han fortjener. Håber jeg. Man ved jo aldrig med Corona i håret.. I december er planen, at vi skal ..

  • Fejre og hylde min mand med dejlige julegaver, gæster og hygge
  • Sætte full speed på julebagningen; vi er faktisk lidt på forkant med pebernødder og brunkager – men vi mangler at bage Snefnug, pebernødder og brænde mandler ..
  • Lave en plan over julen og ikke mindst se at få pyntet op til jul (der hænger vi igen i år i bremsen), få skaffet et træ, få det pyntet og smidt ud 25/12.
  • Få forfattet nogle knaldgode ønskesedler på Ønskeskyen – det er så brandsmart, at man kan reservere gaver på hinandens lister, så man undgår dobbeltgængere under træet. Fed app – som også kan tilgås på computeren som website. Love it!
  • Spise julemüsli
  • Styr på julegaverne – sørge for at få det hele bestilt online i år. Hey Amazon, vi er på vej 😀
  • Forberede eksamen på ledelseskursus i januar – jeg skal aflevere problemformulering inden jul. Det forekom som en supergod ide at læse Ledelse i Praksis, men jeg burde have tjekket timingen… Skolegang, lektier og eksamen rimer ikke på jul.
  • Navigere i smitteudbruddet i knægtens klasse, som startede i slutningen af november på deres lejrskole. Det gælder om at holde hovedet koldt, læse op på regler for nære kontakter og så følge dem. Vi bakker op omkring en så normal skolegang som muligt, selvom smitten breder sig i klassen. Det handler om IKKE at gå i panik og (prøve hårdt på at) være det her center af ro, som gør, at knægten tør gå i skole og tør stole på, at han er beskyttet af sin vaccine.
  • Prøve at bevare optimismen i endnu en coronaramt jul. Det er ikke den store overraskelse, at Corona breder sig i skolen. Det var jo det, der blev varslet i sommer, men som jeg ikke rigtig tog notits af. Vi sørgede for, at knægten blev vaccineret, så snart han blev 12 år og 1 uge, så vi fik handlet i tide. Ellers har jeg fuld-ignoreret alle dystermulerne, og nu er det her så.
  • Både mand og barn skal gå lucia. Det niver i morhjertet, for det er formentlig sidste gang, at knægten går lucia (medmindre han følger i sin fars fodspor og via sit job på et tidspunkt får mulighed for at glæde ældre mennesker med et smukt luciaoptog).
  • …..

Jeg fik aldrig ramt ‘udgiv’ knappen på dette indlæg, før vi var halvvejs gennem december. Julen er nærmest trængt i baggrunden af en ny coronavariant, der hedder omikron. Dystermulerne står i kø med alle deres smittetal, restriktioner, trusler om restriktioner, prognoser og pis.

Jeg orker ikke mere corona; jeg er mør, ømskindet og irritabel. Præcis som resten af verden. Det er svært at bevare optimismen. Især smitte blandt børn er noget, der udløser frygt, og frygt gør uforudsigelige ting ved folk. Vores reaktionsmønstre er ikke som normalt, og selv blandt mennesker, man ellers deler fælles formål med, skilles vandene. Det er svært at navigere i, og det føles som verden er gået fra forstanden.

Jeg var så heldig at få 3. stik i lørdags, så den sag er i orden. Knægten er i hjemmeskole, og bortset fra et mindre uheld med en smeltet plasticpose på en tændt kogeplade, så er det gået godt den første dag. Jeg glæder mig til jul, men jeg er også nervøs for om det kommer til at gå efter planen. Og hvordan mon det bliver med nytår i Berlin?

Julemüsli med småkagestjerner, kanel, æble og hvid chokoladestjerner .. dumt, kun at købe 50 gram ..

Nedluk igen. Fjerde bølge.

Nedluk igen. Fjerde bølge. Præcis som alle andre er jeg tyndslidt. Selvom vi måske ikke alle bliver syge af corona, så er vi nu møre og sprøde – og måske er det i virkeligheden det, vi burde tale om: Hvor meget det sygdomsfokus fucker med vores hjerner. Måske er det den egentlige trussel mod vores helbred.

I tidligere bølger ramte Corona ikke vores børn. Denne gang er det børnene, der bliver smittet og driver smitten. Jeg siger altid; jeg kan klare alt – bare det ikke rammer mit barn. Det rammer ham hårdt denne gang, og jeg kan næsten ikke være i det. Jeg kan mærke, at andre forældre har det på samme måde.

Men selvom vi har det på samme måde, så er der denne gang intet fælleskab. Fordi mit barn kan smitte dit og dit barn kan smitte mit .. vi er alle ramt af frygt og reagerer forskelligt i vores måde at beskytte os og vores børn. Og det driver kiler midt ned i venskaber, i familier og ikke mindst i det forældresammenhold, som normalt findes i klasserne i skolerne.

Mennesker, man gik ud fra, at man delte normer og værdier med, stikker pludselig fuldstændig af. Og de føler sikkert, at jeg stikker af. Det går begge veje.

Hver dag kigger jeg mit barn i øjnene og vurderer hvert eneste host, snøft og varm pande. Sygdom is all around us. Sygdom er alt vi taler om. Hver eneste dag tager vi stilling til, om vi er symptomfrie. Flere gange hver uge må ungerne lægge krop til tests og spørgsmål.

Vores fokus er på vores barns trivsel, og vi mener, at en så normal skolegang og hverdag som muligt er vigtigt for hans trivsel. Det er første prio.

På trods af smitteudbrud i hans klasse, prøvede vi at bakke op omkring normale skoledage. Med langt flere næsten daglige tests, men op og afsted i skole hver morgen. Han er vaccineret, og vi er ikke utrygge ved at følge myndighedernes anbefaling om, at nære kontakter fortsat må gå i skole, men skal testes på 4. og 6. dagen. Vi kan jo ikke holde ham hjemme indtil april, når vejret bliver bedre, og smitten falder igen. Indtil da er det bare test, test, test igen og igen. Han klarede sig 7-9-13 usmittet gennem smitteudbruddet i klassen, som har varet 3 uger.

Knægten kom glad hjem fra lejrskole med en taske fuld af gode oplevelser. Et par af hans klassekammerater fik desværre corona med hjem. Det bredte sig som ringe vandet, og frygten bredte sig. Klassen var ramt af et smitteudbrud. De blev isoleret, og det var okay i starten. Der poppede konstant nye smittetilfælde op. Frygten bredte sig, og der blev diskuteret ihærdigt på aula omkring hvorvidt myndighederne og skolen gør nok. Børn blev holdt hjemme fra skole, og undervisningen gik nærmest i stå for både de få, der var i skole og dem, der var hjemme. Siden midten af November har vores drengs skolegang været meget påvirket; de har været 3-8 børn i skole i hele perioden, og nu skal de så i hjemmeskole 🥺

Vores søn har accepteret det og tager det i strakt arm, selvom der har været mange vikartimer.. Undervejs var vi nødt til at forklare/forsvare på Aula, at vi valgte at følge myndighedernes anbefalinger og ikke lave særregler.

Vi prøver at få en hverdag til at hænge sammen. Bevare optimismen og den bid af normalitet, der trods alt fortsat er. 7 børn i klassen testede positive på 3 uger. Vi blev testet hver/hveranden dag. Holdt pause med fritidsaktiviteter og krydsede fingre for, at knægten gik fri. Det gjorde han. Men jeg har det lidt som om vi har løbet en marathon.

Ugur Sahin skrev i dag et citat af Gandhi “The enemy is fear. We think it is hate, but it is really fear.”

Jeg er enig. Jeg har valgt ikke at være bange. Og det er egentlig løgn, for jeg er sgu da også bange. Ikke så meget for corona, men for det summen af det hele gør ved os. Som jeg ser det, er vi nødt til at stå sammen, stole på hinanden og på myndighederne. Følge de regler og anvisninger, vi får. Stå sammen og forstå, at årsagen til, at folks handlinger nogle gange stikker helt af – er frygt. Frygt er et af de stærkeste instinkter, vi har.

Jeg vil ikke lade min frygt styre mig/os. Jeg synes, at det er noget mærkelig noget at lære sit barn, at hvis der er noget, han er bange for, så skal han bare lade være med det. Lade være med at gå i skole fx. Derfor går han i skole, og når han er bekymret for at blive smittet, så snakker vi om det. Han ved godt, at han er så godt beskyttet som muligt med vaccine, god hygiejne og udluftning. Skulle han teste positiv en dag, så tager vi den derfra. Han ved godt, at han ikke nødvendigvis bliver syg. Det vigtigste er, at man isolerer sig og ikke smitter andre.

https://www.linkedin.com/posts/ugur-sahin-65905917_biontech-pfizer-omicron-activity-6875135903816265729-HAwJ

At få konstateret astma

I november fik jeg konstateret astma. På sin vis måske ikke den store overraskelse, men alligevel et kæmpestort chok for mig. Symptomerne var der jo. Jeg gik bare ud fra, at jeg var en svagpisser i særdeles dårlig form, og at det er derfor, at jeg hiver efter vejret. På løbebåndet føltes det som en kombination af at få en kniv i ryggen og have ild i brystet efter 2 minutter. Så jeg gjorde som jeg altid gør, når jeg er i dårlig form: Jeg træner ekstra hårdt. Smerte er jo et tegn på svaghed!

Hårdt presset bestilte jeg tid hos lægen. Fine røntgenbilleder. Men lungetesten .. epic fail. Jeg gik hjem fra lægen med en recept på astmamedicin. Jeg havde ingen spørgsmål, for mit hoved var HELT tomt. Jeg holdt det ud i strakt arm. Distancerede mig fra det. Det er jo ikke noget særligt.

Og knaldede realiteten mig så hårdt som en teglsten i panden: Du har en kronisk sygdom, dine lunger kæmper for at få luft. Farvel til at føle sig rask, sund og stærk – goddag kronisk sygdom og medicin hver dag. Arj men .. fuck! Denial er ikke en vej ud. Jeg er nødt til at ta’ det seriøst.

Der er ikke den store forskel, andet end at jeg før følte mig som svæklingsmølf, nu føler jeg mig som svæklingsmølf.. Jeg kan ikke mærke forskel på før og efter medicin.

Lige bortset fra at medicinen giver mig knastørre læber, tør mund, tør hals og ekstra hoste. De første par uger smadrede medicinen min stemme fuldstændig. Jeg kunne ikke genkende min egen stemme i de første 2-3 uger. Da jeg startede på lederkursus, måtte jeg starte med at forklare, at min hæse stemme og min hoste skyldtes astmamedicin – ikke Corona.

Jeg har prøvet at træne et par gange, siden jeg kom på medicin. Jeg har byttet løbebåndet ud (af hensyn til mine hælsporer), og jeg gav den så en skalle på en ellipse trainer i stedet. Den første gang var det ret fedt, og det føltes bedre, men i sidste uge var ellipse traineren ved at ta’ livet af mig efter få minutter.

Skal til kontrol i næste uge. Jeg tager min medicin, som jeg skal, jeg har ikke glemt den en eneste gang. Det er måske bare en fase.

At blive ældre burde være helt almindeligt

At blive ældre er helt almindeligt .. men det er det ikke. Sex & the City er tilbage .. Just like that. Jeg er spændt på den nye serie. Jeg var vild med SATC i 00’erne. Det er et univers, jeg voksede fra, og som tiden også er løbet fra. Så det er spændende at se, om de formår at genopfinde serien og ramme noget i tiden.

Denne gang handler omtalen ikke om serien. Eller tøjet eller handlingen. Det handler om alder og udseende. Mændene i serien er naturligvis blevet gråhårede, men gys! Kvinderne ser jo lige så gamle ud!

Vent. Lige. Et. Øjeblik. 20 år ændrer os alle. Mænd OG kvinder. Tror du mig ikke, så ring mig op om 20 år, mens du står foran et spejl med et 20 år gammelt foto af dig selv.

Derfor er det komisk og tragisk, at vi stadig falder i fælden og forventer, at det er en nogle-og-tredive-årig Carrie, der valser over skærmen 20 år senere. Med den respons kan jeg godt forstå, at ABBA sender nogle avatarer ud for at gi’ koncert.

Det er fint at undres og blive påvirket af, at man selv, ens veninder og idoler bliver ældre. Men man fletter næbbet. ‘Gud, hvor ser du gammel ud’ har aldrig hjulpet nogen til selv at opdage, at man ser gammel ud.

For tro mig, vi ved det godt. Aldring er udenfor vores kontrol. At blive ældre er ikke nemt og smertefrit. Jeg synes af og til, at det gør ondt at stå ansigt til ansigt med et ansigt, jeg ikke altid helt genkender. Som er ældre end jeg husker. For den unge kvinde er stadig indeni, men huden er krøllet og kroppen gør ondt. Og den unge kvinde indeni har masser at gi’! Hun er mere end bare gammel. Der er talent, erfaring og power. Kig ordentligt efter!

November

Jeg kan ikke særlig godt li’ november. Det er rigtigt, at solopgangene er smukke nu for tiden. Når det ikke er gråt i gråt er det det helt store farvespil på morgenhimlen.

I november bliver det mere stille udenfor. De sidste blade blæser væk, og de nøgne træer rasler ikke længere i vinden. Træerne er stille. Våde blade ligger på vejene og absorberer lydene. Tågen er ofte tung og tæt. Regnen slår jævnligt mod ruden. Kulden bider af og til lidt i næsen om morgenen, men endnu uden frost.

Dagslyset er kortvarigt – og af og til er det så hårdt og skarpt, at jeg må knibe øjnene sammen – eller måske har mine øjne blot vænnet sig til det evindelige mørke? Dagslyset er efterhånden blot forskellige nuancer af gråt.

November er lillejulemåned. Her burde vi være i gang med forberedelserne. Vi fik sat halloweenpynten væk. Det var ikke meget af det, vi nåede at få hængt op – udover en blodig hånd, nogle stearinlys med blod, en masse græskar, spøgelsesguirlande med lys i, en edderkoppeguirlande, to græskar foran døren, et par lanterner i vinduet og et spøgelse i opgangen. Resten blev i kasserne, det må vi arbejde på næste år.

Planen var at førjulepynten skulle op, når halloween blev taget ned, men vi har ikke tid til at gøre noget ved det. Lad os se om vi kan nå det i ugens løb? Måske i morgen?

Novemberlisten

November .. den klemte måned mellem halloween og jul. Jeg ser november som en julemåned. Væk med halloweenpynten, frem med julepynten! Jeg elsker, at julen er på trapperne, men det sætter også lidt pres på.

I november vil jeg

  • Pakke julen ud. Lys på altanen, nisser, kalenderlys ..
  • Lave julekort og fødselsdagsinvitationer hos Vistaprint – de har masser nye designs!
  • Bestille 2022 kalendere til bedsteforældrene med årets bedste billeder – også altid hos Vistaprint!
  • Bage småkager med min veninde og hendes børn 🍪🥮🤎
  • Til foredrag hos Lahme
  • Middag på Mahalle med min veninde og en gang til med min mand 🥳
  • Insistere på et normalt liv i en unormal tid
  • Stemme til kommunalvalget. Det er SÅ vigtigt, for kommunalpolitikerne har direkte indflydelse på din og min hverdag.
  • Til lægen med mine evindelige hoste og smertende lunger og med min smertefulde hæl
  • Drapere mindst 1.000 lys på altanen 💡
  • Gå 10.000 skridt om dagen og styrketræne 3x om ugen. Det holder hårdt. Det er hårdt, og det gør sygt ondt i min hæl.
  • Blive bedre til at urgesurfe. Jeg KAN godt surfe videre uden at kaste mig over diverse snacks. I morgen er det slut 🙊 (citat: Christiane F)
  • Brunch med gode venner
  • Starte på lederkursus 📖💡
November

Når kvinder spiller dumme

At spille dum er den absolut bedste måde at redde sig ud af en en ubehagelig situation. Det finder man hurtigt ud af som barn. På et tidspunkt holder de fleste op med at anvende dén strategi, men i mit voksne liv har jeg oplevet, at især kvinder har en tendens til at spille lykkeligt uvidende, ignorante eller ganske enkelt dumme, for at redde sig ud af en ubehagelig situation.

Jeg har det svært med, når kvinder spiller dummere end de er – mest fordi det er så let at gennemskue. Jeg prøver også selv at undgå det, men det værste er, at det er enormt effektivt! Der er en hårfin linje mellem at spille dum for at bevare den gode stemning og at spille dum, fordi du nægter at tage ansvar og ejerskab for din skyld i et problem. For at redde din egen røv, ganske enkelt.

Når jeg gjorde noget galt som barn, spilede jeg øjnene op, lagde hovedet på skrå, smilede afvæbnende og forklarede helt dumt – gerne med lidt trutmund – at det anede jeg simpelthen ikke var forkert. Nogle gange virkede det, andre gange var søforklaringen simpelthen for tyk.

Når man (tilsyneladende) ikke ved noget om noget, kan man jo ikke bebrejdes for det, man har gjort galt. Det er en supereffektiv måde at fralægge sig ansvaret på. En anden beslægtet strategi er at skyde skylden på en anden ‘… men Barbara sagde, jeg skulle’ og så stille sit mest uskyldige fjæs op og håbe på, at de voksne hopper på den.

Begge dele er effektivt, for det afsporer hele situationen og kan afmontere problemet. Man kan undgå at få skylden, hvis ens omgivelser hopper på ens tilsyneladende dumhed.

For modtageren af sådan en historie er det voldsomt enerverende at få sådan en historie bundet på ærmet. Når nogen løber fra sit ansvar under dække af dumhed og falsk uvidenhed, så får man en lort serveret, som bare lugter og ærgrer en. Man kan endda selv ende op med ansvaret.

Alternativet? Man står sig bedst ved at stå ved sine fejl uden at bortforklare og dække sig ind under dumhed. Face the music. Lev med det. På den måde er det mere sandsynligt, at ens troværdighed forbliver intakt, trods man har fejlet. Man har en bedre chance for at klinke skårene og bevare relationen, når man tager ansvaret.

Det modsatte er bare utroværdigt ..

Vandreferie og hælspore

Vi gik rundt i Amsterdam, og vi gik mellem 10-19.000 skridt om dagen. Det er så nemt at glemme, at man er træt, når der rundt om hvert gadehjørne lurer nye opdagelser. Og Amsterdam er sådan. Omkring hvert hjørne, på hver en bro over hver en kanal, så stopper man op og kigger betaget på udsigten. Husene er smukke, træernes gule blade var smukke, altså det var bare nemt at glemme, at man (jeg) havde seriøst ondt i fødderne.

Jeg havde ellers varmet op i ugerne op til ferien og var oppe på at gå 10.000 skridt igen i ugen op til ferien. På grund af min hælspore har jeg ikke gået mere end cirka 2-3.000 skridt om dagen det sidste halve års tid. Når jeg holder mig på max. 2.500 skridt om dagen, har jeg nemlig ingen smerter i min hæl. Og jeg tænkte, at det måske var gået væk. Boy, was I wrong.

Her 2 uger efter ferien er mine smerter i hælen værre end nogensinde. Jeg kan ikke stå/hvile på venstre hæl, og de første skridt om morgenen er hæslige.

Høje hæle letter presset på hælen lidt, så det virker aflastende. De første mange skridt om morgenen er simpelthen så smertefulde. Når jeg sidder i sofaen om aftenen, kan jeg ikke finde hvile. Det samme når jeg er på arbejde. Det føles som om der er en knogle, der er på vej ud af hælen, og det gør ondt nærmest konstant.

Jeg har fået en tid hos lægen mandag, for det er uudholdeligt – undtagen når jeg går en tur. Når foden er varm er det næsten ok. Cykling er også udelukket. Det har samme effekt. Det er PÆNT frustrerende, at noget så hverdagsagtigt som at gå nærmest er invaliderende.

Nu har jeg jo prøvet i over et halvt år at gå mindst muligt, og det hjalp, men så snart jeg øger antallet af skridt til omkring 10.000 daglige skridt, så bliver jeg straffet med smerter fra helvede. Og jeg har taget 8 kilo på af at undgå at gå, og ddt lægger jo yderligere pres på fødderne. Det kan ikke blive ved med at gå. Derfor prøver jeg nu at gå, selvom det gør voldsomt ondt. Jeg håber, at det går væk eller at min krop vænner sig til de 10.000 skridt og holder op med at gøre ondt.

Jeg har læst bl.a. på Netdoktor, at tilstanden ‘brænder ud’ efter 1 1/2 – 2 år. Det er meget snart, at det så skal se at brænde ud, for det startede i marts 2020, da jeg begyndte at gå 10.000 skridt om dagen under første nedluk.

Har du prøvet at have hælspore? Hvordan fik du det væk?

Bo centralt i Amsterdam

Vi har jo været i Amsterdam sammen, før vi fik barn – tilbage i 2007. Dengang boede vi ved Saparthipark, som ligger i det trendy kvarter de Pijp. Dengang var det dog ikke særlig trendy. Vi oplevede det ikke som specielt centralt, da vi skulle gå 1/2 times tid, uanset hvor vi skulle hen. Derfor valgte vi denne gang et hotel helt centralt placeret på Damrak nær Central stationen og den meget centrale plads Dam. Før vi ankom var vi en smule bekymrede; et hotel nær en hovedbanegård – det kan være virkelig skidt..

Vi boede på Hotel Victoria Park Plaza, som er perfekt placeret, når man skal udforske Amsterdam.

Heldigvis viste det sig, at hotellets placering viste sig at være et genialt valg af flere årsager – dels er Damrak livligt og meget centralt i Amsterdam, så man kan nemt gå derfra, når man skal ud i byen. Det mest geniale er dog, at nærmest alle byens tram-linjer kører ud fra central stationens forplads, hvilket lå et par minutters gang fra vores hotel. Det betyder, at man på nul-komma-fem kan komme med en tram eller metro hvorhen man vil – og det er nemt at komme ‘hjem’ igen, for alle trams og metroer kører til central stationen.

Hotel Victoria Park Plaza var en suveræn base; vores værelse havde 3 balkoner med udsigt til centralstationen på den ene side og til Damrak og de smukke klassiske Amsterdamhuse på den anden side af kanalen. Vores værelse var stort og fedt indrettet. Der var kaffemaskine, køleskab og rigeligt med necessities. Sengen var god, og mørklægningsgardinerne var topeffektive, så vi sov rigtig godt.

Victoria Hotel – vores værelse lå på 1. sal på hjørnet af bygningen 🙂

På hotellet er der desuden spa, pool og træningsfaciliteter. Vi bookede hver dag tid til pool i hotellets app, og det fungerede upåklageligt fra hotellets side. De fleste gæster overholdt deres tider, så der var ikke mere end de tilladte 6 personer i poolen ad gangen. Men det var kun nogle danske børnefamilier, der ignorerede pool-reglerne, og blev hængende væsentlig længere end deres slottid på 1/2 time. Det betød, at der et par gange var alt for mange i poolen. Det var irriterende, for poolen var ikke stor nok til, at man kan være 10-12 mennesker uden at være i vejen for hinanden. Men c’est la vie.

Morgenmaden på hotellet var superlækker, og restauranten var rigtig hyggelig med god plads mellem bordene. Man kunne bestille skræddersyede æg – fx omelet med tomat, ost og løg. Da vi var der, var der ikke påkrævet mundbind andre steder end i offentlig transport, så ingen mundbind på restauranter eller på hotellet. Vi spiste typisk ml 9 og 9:30, for fra 9:30 var der lang kø til restauranten.

En anden fed feature var, at man havde nøglen til værelset (samt elevatoren og toiletterne i lobbyen) på mobilen. Det fungerer supersmidigt, når man lige får gennemskuet, hvilken vej telefonen skal holdes foran låsen 🙂

Anne Franks barndomshjem

Da jeg fyldte 13 år, fik jeg Anne Franks dagbog, og jeg blev så grebet af den jævnaldrende piges dagbog, at jeg begyndte at skrive dagbog. For mit vedkommende blev det til omkring 40 dagbøger. Da min mor døde, mistede jeg evnen og lysten til at skrive videre. Jeg forsøgte at finde gnisten igen, men det blev aldrig det samme igen, og mit dagbogsskriveri løb til sidst ud i sandet.

Så .. ja, Anne Franks dagbog ændrede mit liv. Den rører mig dybt. Hvergang. For jeg bliver aldrig for gammel til at læse om Anne eller læse hendes dagbog igen. Den seneste måneds tid har jeg læst den grafiske version højt for vores søn. Han skulle preppes lidt, før vores besøg i Anne Franks Hus her i Amsterdam på fredag.

I går fandt vi spontant på at ta’ en tram ud til Merweideplein 37, hvor Anne Frank boede med sin familie, fra de emigrerede fra Tyskland i 1933 og til de gik under jorden i 1942 i baghuset i Prinsengracht 263.

Vi stod af tram’en på en bred gade og gik til højre rundt om den gule bygning langs vejen. Vi gik forbi boghandleren på hjørnet, hvor Anne Frank efter sigende selv udvalgte netop den ternede dagbog, som hun ønskede sig til sin fødselsdag.

Foran familien Franks opgang ligger der 4 blanke snublesten med deres fødselsdatoer og videre skæbner. Vi kiggede op mod 2. salens vinduer og prøvede at forestille os deres liv der. Anne Frank stiftelsen har købt lejligheden, og den udlånes til forfatterspirer som skriverefugium.

Der findes en film fra dengang hvor Anne boede der. Nogle af deres naboer blev gift, og det blev filmet. Idet fotografen panorerer op over huset, ser man Annes lille nysgerrige hoved stikke ud af vinduet og følge begivenhedernes gang.

Udenfor bygningen er en lille park, og i den står en fin lille figur af Anne Frank, som bærer på noget bagage.

Formentlig symboliserer det den dag, hvor hun gik de 4,5 km fra Merweideplein til Prinsengracht i ført al sit tøj for ikke at vække opsigt. Som jøder var det forbudt for dem at tage sporvognen, bussen eller cyklen. De kunne heller ikke købe en is eller forfriskning undervejs, for det var også forbudt for jøder. Det var sidste gang, hun var fri udendørs.