Det er en fase

At gå ud i forårsaftenen, glad i låget og ikke frysende, efter en hyggelig og tankevækkende aften i dejlige damers selskab er bare .. vidunderligt! Tak Julia og I andre 🙏🏼

Jeg var fyldt til bristepunktet i mit hoved og mit hjerte ligeså. Det var en dejlig aften. Sjov, tankevækkende og lærerig. Vi står tærsklen til liv med teenager herhjemme. Nu er jeg bedre forberedt. Og i hvert fald ikke alene .. andre kvinder går foran og kommer efter ❤️

Hvad sker der i forældreskabet, når ens barn bliver teenager?

Hvor flytter forældrerollen sig hen, og hvad betyder det for hele familien, når man bor sammen med en vulkan, der potentielt kan flytte de tektoniske plader i familien, inden nogen har nået dagens første kop kaffe?

Hvordan sikrer man at familien, forældrene og måske endda teenageren har de bedste muligheder for at trives, lære og møde hinanden? Det har Julia Lahme IKKE alle svar på, men hun har nogle bud på hvordan både teenagere, forældre, små og store søskende, kan lære at danse på vulkaner og forhindre at dørene smækker hårdt i.

Foredraget kommer omkring kulturhistoriske strømninger, som måske kan inspirere til at forstå hvad teenagefasen i dag består af, men også med indsigter til at forstå, hvad det egentligt er, vi kræver af forældreskabet i verden i stadig forandring.

Et overraskende foredrag med personlige betragtninger, eftertænksomhed og den rå mængde humor, der kræves for at komme igennem også denne fase i livet. Sammen.

– /foredrag-med-julia-lahme-det-er-bare-en-fase/

På altanen i Berlin

I sommer sad jeg på altanen i Berlin med udsigt til Dom og det nye slot og læste bogen Heimat. Jeg læste den i små bidder, og jeg blev hurtigt bidt af den.

En enkelt gang måtte jeg lægge den fra mig og ta’ en pause. Dens ord ramte mig. Eller også var det kombinationen af at være lige her i Berlin – og så bogens ord. Bogen er både vild og blid, og den ramte mig. Jeg bærer ikke rundt på skam over mine bedsteforældres gerninger. Men det gør mange tyskere, og Nora har sat sig for at finde ud af sin families fortid for at få afklaring og ro i forhold til den skam, hun bærer på. Det er der kommet denne fine bog ud af.

Skammen er nedarvet, og man taler ikke om dengang. Det er en arvesynd, som man bærer videre. Først nu begynder forfattere som Nora Krug at kigge på den tid og forsøger at ta’ sin familiehistorie ud af mørket og forsøger at forstå hvorfor. En serie som ‘Unsere Mütter, unsere Väter’ er et udtryk på yngre generationers nysgerrighed efter at forstå hvorfor.

Efter at jeg har læst bogen, forstår jeg bedre mine (få) tyske venner. At nogle af dem får kvalme, når de ser de store slotte og bygninger, der bygges i Berlin, at de ikke bryder sig om deres nationalsang og ikke kunne drømme om at bruge deres flag til fødselsdage eller på juletræet.

Heimat er en fint illustreret bog – den ligner lidt en ufarlig børnebog med sine illustrationer, men den rammer hårdt. Det er en stærk fortælling om Nora Krigs søgen efter sin tyske identitet i skammen efter 2. verdenskrig, som hun har arvet efter sine bedsteforældre.

Prøv at overføre det til dit eget liv – tænk, hvis du skulle bære videre på skammen fra dine bedsteforældre og på samme måde lade den gennemsyre dit liv 50 år efter.

Det er det, Nora Krug gør. Selvom hun er født i 70’erne, bærer hun og mange andre tyskere på en knugende skam over deres fædrelands rædselsvækkende handlinger under det nazistiske styre i 2. verdenskrig. Selv efter at have boet mange år i USA, møder hun stadigvæk foragt på grund af sit tyske ophav og accent, og hun forstår det jo godt, bedre end folk tror, for hun har det på samme måde med sit land.

Nora Krug indser som voksen efter at have boet i USA i 17 år, at hun – for at vide hvem hun virkelig er – bliver nødt til at afdække sin families historie under Tysklands nazistiske styre. Med sine betagende illustrationer og sensible fortælleform er “Heimat” en original fortælling om når ens identitet fyldes af skyld og skam over sit historiske ophav.

Min læseplads i Berlin

Nedluk igen. Fjerde bølge.

Nedluk igen. Fjerde bølge. Præcis som alle andre er jeg tyndslidt. Selvom vi måske ikke alle bliver syge af corona, så er vi nu møre og sprøde – og måske er det i virkeligheden det, vi burde tale om: Hvor meget det sygdomsfokus fucker med vores hjerner. Måske er det den egentlige trussel mod vores helbred.

I tidligere bølger ramte Corona ikke vores børn. Denne gang er det børnene, der bliver smittet og driver smitten. Jeg siger altid; jeg kan klare alt – bare det ikke rammer mit barn. Det rammer ham hårdt denne gang, og jeg kan næsten ikke være i det. Jeg kan mærke, at andre forældre har det på samme måde.

Men selvom vi har det på samme måde, så er der denne gang intet fælleskab. Fordi mit barn kan smitte dit og dit barn kan smitte mit .. vi er alle ramt af frygt og reagerer forskelligt i vores måde at beskytte os og vores børn. Og det driver kiler midt ned i venskaber, i familier og ikke mindst i det forældresammenhold, som normalt findes i klasserne i skolerne.

Mennesker, man gik ud fra, at man delte normer og værdier med, stikker pludselig fuldstændig af. Og de føler sikkert, at jeg stikker af. Det går begge veje.

Hver dag kigger jeg mit barn i øjnene og vurderer hvert eneste host, snøft og varm pande. Sygdom is all around us. Sygdom er alt vi taler om. Hver eneste dag tager vi stilling til, om vi er symptomfrie. Flere gange hver uge må ungerne lægge krop til tests og spørgsmål.

Vores fokus er på vores barns trivsel, og vi mener, at en så normal skolegang og hverdag som muligt er vigtigt for hans trivsel. Det er første prio.

På trods af smitteudbrud i hans klasse, prøvede vi at bakke op omkring normale skoledage. Med langt flere næsten daglige tests, men op og afsted i skole hver morgen. Han er vaccineret, og vi er ikke utrygge ved at følge myndighedernes anbefaling om, at nære kontakter fortsat må gå i skole, men skal testes på 4. og 6. dagen. Vi kan jo ikke holde ham hjemme indtil april, når vejret bliver bedre, og smitten falder igen. Indtil da er det bare test, test, test igen og igen. Han klarede sig 7-9-13 usmittet gennem smitteudbruddet i klassen, som har varet 3 uger.

Knægten kom glad hjem fra lejrskole med en taske fuld af gode oplevelser. Et par af hans klassekammerater fik desværre corona med hjem. Det bredte sig som ringe vandet, og frygten bredte sig. Klassen var ramt af et smitteudbrud. De blev isoleret, og det var okay i starten. Der poppede konstant nye smittetilfælde op. Frygten bredte sig, og der blev diskuteret ihærdigt på aula omkring hvorvidt myndighederne og skolen gør nok. Børn blev holdt hjemme fra skole, og undervisningen gik nærmest i stå for både de få, der var i skole og dem, der var hjemme. Siden midten af November har vores drengs skolegang været meget påvirket; de har været 3-8 børn i skole i hele perioden, og nu skal de så i hjemmeskole 🥺

Vores søn har accepteret det og tager det i strakt arm, selvom der har været mange vikartimer.. Undervejs var vi nødt til at forklare/forsvare på Aula, at vi valgte at følge myndighedernes anbefalinger og ikke lave særregler.

Vi prøver at få en hverdag til at hænge sammen. Bevare optimismen og den bid af normalitet, der trods alt fortsat er. 7 børn i klassen testede positive på 3 uger. Vi blev testet hver/hveranden dag. Holdt pause med fritidsaktiviteter og krydsede fingre for, at knægten gik fri. Det gjorde han. Men jeg har det lidt som om vi har løbet en marathon.

Ugur Sahin skrev i dag et citat af Gandhi “The enemy is fear. We think it is hate, but it is really fear.”

Jeg er enig. Jeg har valgt ikke at være bange. Og det er egentlig løgn, for jeg er sgu da også bange. Ikke så meget for corona, men for det summen af det hele gør ved os. Som jeg ser det, er vi nødt til at stå sammen, stole på hinanden og på myndighederne. Følge de regler og anvisninger, vi får. Stå sammen og forstå, at årsagen til, at folks handlinger nogle gange stikker helt af – er frygt. Frygt er et af de stærkeste instinkter, vi har.

Jeg vil ikke lade min frygt styre mig/os. Jeg synes, at det er noget mærkelig noget at lære sit barn, at hvis der er noget, han er bange for, så skal han bare lade være med det. Lade være med at gå i skole fx. Derfor går han i skole, og når han er bekymret for at blive smittet, så snakker vi om det. Han ved godt, at han er så godt beskyttet som muligt med vaccine, god hygiejne og udluftning. Skulle han teste positiv en dag, så tager vi den derfra. Han ved godt, at han ikke nødvendigvis bliver syg. Det vigtigste er, at man isolerer sig og ikke smitter andre.

https://www.linkedin.com/posts/ugur-sahin-65905917_biontech-pfizer-omicron-activity-6875135903816265729-HAwJ

Breaking point

Jeg vågnede i morges. Jeg har fri og alt er godt. Eller .. det er det jo ikke helt. Jeg vågnede op med tårer i øjenkrogene. For det er ad helvede til. Vi er fanget i et gyldent bur. Der bliver passet godt på os, men jeg vil hellere være fri og kunne rejse min vej ned til sol og varme med min familie.

Jeg er ked af det så dybt ind, at nærmest kun et gok i nødden kan overdøve det. Eller en rejse langt væk herfra.

Jeg kan ikke mere Corona nu. Stop. Tak. Corona har inficeret mit sind, fyldt vat i min hjerne og tårer i mine øjne, stjæler mit humør, tynger mit hjerte, forkorter min lunte, gør mig træt og tung.. og hver gang tester jeg negativ. Jeg ER SÅ skide-negativ 😅

Når vi om nogle år kigger tilbage, så var det et fåtal, der fik CoVid19 – men vi slæber alle rundt med langtidsvirkninger af den psykiske effekt. Jeg har aldrig haft det så dårligt som nu. Selv ikke da jeg var i sorg.

Jeg tænkte, at det måske var overgangsalderen, der var på vej, men det er mere end det. Mine dårlige humørdage følger ikke min cyklus. De er der bare.

Jeg er træt af, at det føles som om vores sommerferie hænger i en tynd tråd. Alle dårlige nyheder pustes op, og det er svært at bevare optimismen. Igen. Jeg orker ikke en sommer herhjemme i kulde og regn som sidste år. Vi afsted, men uden vaccine ser det lidt sort ud. Jeg hader det. Og ja, jeg prøver at tænke positivt. Vi har ingen plan b. Vi kører til Sydfrankrig – hvis vi må – om 43 dage.

Og så holder vi en kæmpe fest
Inviter alle vores venner
Står helt tæt sammen
Og skåler på at vi er sammen
Gamle og unge og store og små
Ingen skal være alene hjemme
Ved du hvad jeg drømmer om?
At du vækker mig og siger: ‘Det er forbi!’ “

– Sarah Connor, uddrag af Bye Bye
Ferie i Danmark

Op på hesten igen 🐴

Disclaimer: Langt whiner-indlæg om tidlig overgangsalder.. Når jeg sover og spiser godt, har jeg altid haft masser af overskud – og når jeg i perioder ikke forkæler mig selv med sund mad og rigelig søvn, så har jeg altid kunnet performe alligevel. Jeg har altid kunnet knokle mange timer om dagen, men nu er det som om jeg har ramt en mur.

30% af mit liv er minusdage

Grænsen for min formåen har flyttet sig. Det er som om min krop sætter ud. Jeg løber tør for energi, uanset om jeg sover 7-8-9 timer. Jeg orker ingenting, og når min cyklus kun er på 24 dage, så er det kun 17 dage hver måned, hvor jeg rent faktisk er rimelig velfungerende. Dvs. 30% af tiden er minusdage for mig. Det er altså meget!

Efter mange år hvor jeg intet har mærket til min menstruation, så er jeg nu begyndt at få kraftige smerter og migræne under menstruationen. Jeg har svært ved at sove og svært ved at fungere normalt. Jeg er overfølsom og pirrelig et par dage op til, hvor jeg er parat til at opgive alt. Og jeg mener: A L T. Min selvtillid styrtdykker, og jeg er parat til at råbe P I K og skride fra det hele. Men et par dage efter er alt ok igen. Psykisk, i hvert fald.

Psykisk er jeg begyndt at frygte de 30% – den uges tid, som jeg kan rive ud af kalenderen. Jeg er begyndt at planlægge efter det. Så få vigtige møder som muligt, helst ingen aftaler, for jeg ved ikke, om jeg kan, og jeg vil ikke presse mig selv. Jeg kan som regel godt – med Panodil og Ipren i max dosis, så går det lige. Sådan har det ikke været før. Det er tiltagende, og det er ikke særlig fedt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.

Oveni det ligger hele Corona’en ovenikøbet og stjæler energi, fordi alt det gode og sjove (fx ferier, fødselsdage og oplevelser) er suget ud af livet.

Ondt over det hele

Jeg har ondt i fødder, hofter, ryg og mellem skulderbladene. Jeg har fået skader pga løb, og det mærker jeg i det øjeblik, jeg sætter fødderne på gulvet om morgenen – AV! Dertil de kraftige menstruationssmerter (3 dage hver måned) og migræne (1-3 dage pr måned). Jeg er gået fra ikke at have ondt til altid at have ondt et eller andet sted.

Forleden var det min højre skinnebensknogle, der gjorde sindssygt ondt og holdt mig vågen den halve nat. Det er gået væk igen, men hvad gik det ud på? Jeg har også restless legs, men magnesium hver dag holder det rimeligt nede.

Stolt?

Jeg ikke særlig stolt af mig selv længere. Det er som om jeg har mistet kontrollen over min krop. Jeg kan ikke længere genkende den og dens signaler. Jeg kan ikke identificere mig med, at det altid gør ondt et eller andet sted. At der er så meget, jeg ikke kan. Så til hverdag ignorerer jeg det. Når det er slemt dæmper jeg det med ipren og panodil.

Jeg er blevet det, jeg svor, at jeg ikke ville. En begrænset svag whining bitch.

Udsigt til overgangsalder ?

Meget af ovenstående skyldes sikkert, at min krop er under ombygning. Jeg er 49. Der er overgang forude. Den største ombygning siden puberteten, tænker jeg. Jeg er total udmattet, træt af at have ondt og godt på vej til at blive seriøst overvægtig.

Min krop tåler ikke det samme som tidligere, og det vækker en enorm vrede i mig. Hvis det ikke var, fordi jeg er udmattet, så ville jeg bide tænderne sammen, træne hårdt, løbe mere, spise mindre og kæmpe mig ud af det. Men jeg kan simpelthen ikke. Jeg orker det ikke.

Sick and tired of being sick and tired

Det er lidt som om, at mit liv er gået i stå. Jeg er træt af at ligge på sofaen og falde i søvn inden 21. Jeg er træt af at have ondt, være i underskud, i dårligt humør og i dårlig form. Det er så langt fra mig som person og slet ikke sådan jeg havde forestillet mig mit liv. Hvad hvis det kun bliver værre herfra?

Det er sådan, det skal være

Jeg vil have et aktivt liv. Jeg vil være i stand til at gå 10.000 skridt om dagen, jeg vil have mere overskud og slippe for at have ondt. Det synes jeg egentlig ikke er ambitiøst, men som jeg har det er det MEGET ambitiøst.

Hvad gør jeg?

  • Jeg fortsætter med at træne mine ankler, så jeg kan gå 10.000 skridt uden at få ondt
  • Jeg fortsætter med løbeprogrammet for ældre og overvægtige på laveste blus (jeg løber pt 2 minutter 3 gange om ugen – yay)
  • Jeg spiser sundt det meste af tiden og forsøger at få min nattesøvn
  • Håber på, at det bliver bedre ..

Boganbefaling ❤️ “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Jeg så på et tidspunkt et rørende interview med Marie Brixtofte, og da Mofibo foreslog mig hendes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”, trykkede jeg på play.

Så på mine gåture læste Marie selv bogen højt for mig. Da jeg var cirka halvvejs i bogen, var jeg klar over, at denne bog er vigtig for mig. Jeg skrev jeg bogen på min ønskeseddel til min 49 års fødselsdag. Jeg var så heldig at få den af min mand ❤️

Det er en så fantastisk bog. Sideløbende med at jeg har lyttet, har jeg også læst i min hard copy og highlightet det, jeg skal huske. Og det er ikke så lidt, for det er en klog bog.

På sin vis er det en lommepsykolog-ven, jeg har fået mig dér. Lommepsykolog lyder måske lidt nedladende, men det er ikke ment sådan. Bogen rummer nemlig viden og indsigt på et højt plan, gjort lettilgængelig, letforståelig og ikke mindst let at implementere. Der er klare anvisninger på små tweaks med stor effekt.

Marie Brixtofte som person, og med den rygsæk hun bærer med sig, giver bogen et ekstra niveau af troværdighed for mig. Hun har testet sine egne råd og viden på egen krop og sind, og hun byder ind med personlige beretninger. Det er ikke bare teori.

Jeg er virkelig begejstret! Jeg har nu læst bogen, men jeg er langt fra færdig med den. Den kommer til at leve med mig, og den kommer til at hjælpe og påvirke mig og mine. Det er nemlig det, den kan. Bolsjefilosofi er faktisk bare en god ven med en masse indsigt – og hvem kan ikke bruge en bolsjefilosofisk ven?

Måske skal jeg nævne, at man ikke behøver at have haft en kaotisk opvækst for at få noget godt ud af bogen.

I løbet af sådan en gennemsnitsopvækst (som min) i et parcelhus i Birkerød i 80erne blev der puttet lidt af hvert ned i min rygsæk. Der er ikke lutter lagkage i min rygsæk. Udover en masse gode ting, så ligger også bl.a. mindreværd, skam, konfliktskyhed, autoritetstro, usikkerhed, dårlig selvtillid, impostersyndrom samt en form for spiseforstyrrelse i min rygsæk.

Bogen har hjulpet mig til at forholde mig til min bagage. Jeg kan måske komme overens med, at det er der, og at det er mit ansvar at bruge det – eller blot bære det med videre uden at det skal få lov til at styre mit liv. Den tanke kan jeg godt li’.

Bolsjefilosofi og andre leveråd er en bog om vores rygsæk, den usynlige rygsæk med alle vores erfaringer og summen af vores liv. Hvordan vi selv har ansvaret for den, også selvom den blev pakket af vores forfædre og vores forældre. Vi valgte ikke selv, hvad der blev pakket ned i rygsækken, men vi vælger selv, hvordan vi vil bruge det, der ligger dernede.

Bogen tager fat i nogle af de ting, mange af os bøvler med i livet. Det kan være temaer som ængstelighed, ensomhed, dårlig samvittighed, lavt selvværd og sorg. Som læser får du en hel buffet af fiduser, finter, modeller, redskaber og værktøjer, som alle fungerer som en vejviser til et bedre liv med færre benspænd.

I et sprudlende, letlæseligt og dybt personligt sprog videregiver Marie Brixtofte livsvigtige, eksistentielle erfaringer fra såvel sin opvækst som fra sin psykolog- praksis. Der er nye vinkler at hente for alle, og det er ikke kun unge og voksne med en vis dysfunktionel baggrund, der vil finde guldkorn på hver eneste side af denne væsentlige bog om at udfordre sin skæbne og forandre sin tilgang til måden at leve sit liv på.

– omtale af Marie Brixtoftes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

I dag gider jeg ikke flere dårlige nyheder ..

Jeg knoklede igennem med arbejde, krydsede en masse af på todolisten, havde to gode møder og cyklede ned for at blive testet lige inden frokost. Det var faktisk en god dag, og jeg følte, at jeg gjorde en forskel.

Da jeg stod der og ventede med mit reagensglas i hånden, var jeg ved at tude. Jeg vil et andet sted hen med min familie. Et sted, hvor der ikke er tests, sygdom og begrænsninger. Pludselig er Mars en virkelig god idé. Det var som om noget krakelerede indeni mig og gik i stykker, og jeg blev så trist indeni.

Jeg kæmper virkelig for at vænne mig til det her vilkår. Jeg blinkede tårerne væk og kiggede på mobilen for at tænke på noget andet. Klask, store typer på gult – FRYGTER TREDJE BØLGE.

Jeg frygter for min søns fremtid. Hvad det her gør ved ham, og hvor længe han kan tåle det. Hvad det gør ved hans kammerater og alle andre unge mennesker, der frarøves helt basale muligheder og glæder. Intet menneske er en ø ❤

Jeg trampede hårdt i pedalerne på hjemvejen. Eftermiddagen gik hurtigt dybt koncentreret i arbejde.

“It’s a sin” på HBO

At sætte sig ned foran fjerneren under Coronaepidemien og se en TV-serie om en anden epidemi er måske ikke oplagt, men det var præcis, hvad vi gjorde i weekenden.

Vi så første afsnit af ‘It’s a sin’ på HBO i lørdags, og det er en lang optur med introduktion til seriens farverige hovedpersoner Ritchie, Roscoe og Colin, som lever et hedonistisk liv i 80’ernes London efter at have kæmpet sig fra af deres families fordomme.

Musikken er den samme musik, som vi er vokset op til i fattig80erne nord for København. Serien er opkaldt efter Pet Shop Boys hit ‘It’s a sin’, men også Tainted Love og mange flere hits er inde over, når hovedpersonerne springer ud, forelsker sig, har hjertesorg …

Verden ligger åben for de unge mennesker, men så dukker AIDS op. De første rygter begynder at svirre om, at unge homoseksuelle mænd dør af en mystisk sygdom. Da første afsnit slutter, er vi klar over, at festen er slut, og at næste kapitel bliver grumt.

Se trailer her

…..

Når man nu sidder her som 48-årig og vånder sig ovenpå Coronaepidemien, er det nærliggende at betragte de to epidemier, der har ramt os i min livstid. Der er nogle ting har ikke ændret sig i vores samfund.

Vi har stadig en idé om, at det er synderne, og de andre, der bliver ramt. De sløsede og de urene. Det rammer ikke dem, der opfører sig rigtigt. Rygter, løgne og fordomme serveres som eviggyldige sandheder. Dengang helt uden internettet.

Frygt virker lammende på sund tankegang. Frygt er en farlig drivkraft, der aldrig er befordrende for udviklingen i et samfund. Kun for afvikling. Angst æder sjæle op.

Igen er det de unge, der bliver ramt på deres frihed og deres ungdom. Det er deres liv, der sættes fuldstændig på hold. Og det er som at holde vejret. Det kan man kun gøre i kort tid, før der kommer en kraftig udånding og et højlydt gisp.

Wtf?? Om aflyst ferie og regeringens slingrekurs

Frankrig

Lytter med på spørgetime fra Folketinget og kan nu notere mig, at regeringen måske vil åbne grænserne mere til lande med et lavt smittetryk.

  • Betyder det, at vi kunne have rejst til Italien i slutningen af næste uge i stedet for Ebbeløkke?
  • Betyder det, at vi mister vores voucher til den aflyste ferie i Frankrig? For så kunne vi jo godt ta’ dertil. Nu har vi booket ferie i Tyskland i stedet og er blevet lovet en voucher til ferie i Frankrig næste år. Den har vi ikke krav på længere, hvis vi godt kan/må rejse.
  • Vi har hele tiden planlagt en uge i Berlin. Den holdt vi fast i trods rejsevejledningen om at undgå byer med mere end 750.000 indbyggere. Godt, at vi ikke aflyste det, for det er ændret, og nu er Berlin inde i varmen. Igen.

Jeg får simpelthen den STØRSTE nedsmeltning over den regerings slingrekurs!!!

Konklusionen er klar: Vi skulle have holdt fast i vores drømmeferie og have skidt det største hul i rejsevejledningen, da regeringen kom på banen for 2 uger siden. Det er SÅ useriøst, og ja, vi kommer ikke til at rette os efter regeringens vejledninger igen foreløbig.

ØV!!!

Aflyst ferie i Sydfrankrig 🥺

Forbud mod europæisk samfundssind 😰

Jeg vil gerne støtte Sydeuropa på de måder, jeg kan. Det eneste, jeg kan bidrage med, er på mikroplan som turist. For mig er dét samfundssind overfor mine medborgere i Europa. De er uden skyld i, at de blev ramt så hårdt af Corona. Det vælger vi at lukke vores øjne for, synes jeg.

Vi havde fx masser af ledige respiratorer, mens folk døde i Sydeuropa, bl.a. fordi der ikke var respiratorer nok. Tyskland fløj CoVid19-patienter til Tyskland og lagde dem i respiratorer, mens vi tilbød at sende gamle ubrugelige respiratorer afsted. Pinligt.

Jeg synes, at vi som land har opført os som de folk, der gik forbi den sårede mand i grøften, før den barmhjertige samaritan dukkede op og hjalp ham.

Og nu gør vi det så igen! Italien åbner op for turister nu, og andre lande følger efter .. Ved at fraråde rejser til Sydeuropa er jeg blevet frataget min mulighed for at støtte lokalt i Sydeuropa. For mig er ‘støt lokalt’ ikke kun her i Holte; det er i Europa. For vores italienske hotel er det stadigvæk et spørgsmål om liv og død for deres business.

Det er svært for mig at være vidne til, at vi ikke udviser samfundssind, men i stedet lukker os om os selv på denne måde i så svær en tid for andre.

Den danske regering vil gerne have udvalgte turister her til landet for at støtte vores turistindustri, og de ønsker at holde os indenlands, så vi kan støtte os selv og vores egen turistindustri. Samtidig fraråder regeringen os at rejse ud og støtte andre landes ligeså trængte turistindustri. Det er ikke samfundssind efter min mening. Det er nationalistisk.

Hvad sker der med os? Hvad sker der med mit Europa? Jeg frygter, at sammenholdet i Europa smuldrer fuldstændig. Er det vigtigt? Ja, det mener jeg. Vi skal gerne stå sammen i stedet for at vi bliver splittet. For fred og sammenhold i et fælles forpligtende sammenhold med masser af muligheder. Sammen står vi desuden stærkere mod Kina, USA og Rusland. Enkeltvis får vi ikke indflydelse, tilsammen har vi en chance.

Angst æder sjæle op

Fredag eftermiddag tonede mor Mette frem på endnu et pressemøde. Og der røg vores ferie lige i svinget! F**k!!! Det havde jeg alligevel ikke regnet med! Tårerne stod ud af mine øjne. Jeg er vred og ked af det og forundret, for .. hvorfor?

Vi må rejse til Tyskland, men ikke Italien eller Frankrig. Hvorfor? Svaret blæser i vinden.. Den danske regering er bange for udlændinge og stoler ikke på, at vi danskere er i stand til at tænke selv. Angst æder sjæle op og forhindrer, at man tænker klart. Ikke det bedste udgangspunkt for en beslutning.

Som en anden hønemor spærrer Mette Frederiksen os dumme danskere inde på den klamme rød stue, hvor der ingen voksne er og hvor minimumsnormeringerne er fraværende – og hvor der ikke kommer nogle klamme europæere ind og smitter os. Alt i mens at hun luller os ind i en beroligende fortælling, at hun handler klogt og staten passer på os 🤮

OM jeg er indebrændt? Ja, jeg er! Hele vores sommerferie røg i vasken i går klokken 14 uden en klar årsag. Just because vi har en rød regering, der træffer ‘politiske beslutninger’ baseret på angst (?). Jeg bliver SÅ træt!!

Farvel ferie!

Nå, men, hvis vi nu ikke havde andet at lave i pinsen, så kan vi aflyse ferien til Italien og til smukke Issambres i Sydfrankrig. Turen til Tyskland kører. Vi tager nogle endagsture til Berlin, for det må man godt.

Frankrig
Hotellet i Sydfrankrig, som vi må afbestille

Det værste af det hele er .. farvel til Italien i år .. vores to søde søstre, der ejer hotellet. Vi har været der hver sommer de sidste mange år, og det er blevet vores hjem i Italien. Jeg kan næsten ikke bære det. At skulle aflyse. At skulle sige til dem – vi ses næste år i stedet for. Hotellet er deres liv, og de har netop bygget om. Men det må jo være sådan. Åh … av!! Om 4 uger skulle vi dertil .. Der er ingen Coronasmittede i regionen, Coronahospitalerne er lukkede.

Vi skulle spise morgenmad her
Vi skulle slentre her med vandmelonis og lakridsis og smølfeis 🍦

Jeg satser på, at vi snart lægger fornægtelsen og vreden bag os for at bevæge os videre til forhandling, nedtrykthed og accept. Indtil videre er jeg dog SUR – og overvejer at skide på det hele og køre til Italien om 4 uger. Men det gør vi ikke. Selvfølgelig ikke.

Det er en light-version af sorgprocessen, vi skal igennem i den kommende tid. Vi kommer til at springe rundt i faserne, men til sidst bliver det godt igen ❤️

Jeg kommer nok ikke til at klare den i fin stil hele tiden, med ja-hat og uden brok, men jeg vil acceptere tvangsændringen af vores ferie. På et tidspunkt.

Mine ønsker for 2🦠2🦠 – opdateret i den nye CoVirkelighed dag 70

Det lyder måske som om jeg (i forlængelse af mit nylige indlæg med min ønskeseddel fra jul sidste år) nu også publicerer mine nytårsforsætter fra dengang.. Men nej, det er ikke de gamle nytårsforsætter, der følger her.

Der er gået 5 1/2 måned siden nytårsaften – det føles som et helt andet liv. Face it, det var også et helt andet liv.

Nu har jeg nogle helt andre ønsker for 2020 end for 5 1/2 måned siden. Mine ønsker for 2020 er ting, jeg ikke tidligere satte på ønskesedlen, fordi det nærmest bare var selvfølgeligheder.

Mine ønsker for 2🦠2🦠:

  • At kunne kramme mine venner, veninder og alle mulige andre igen uden at stå der og blafre kejtet overfor hinanden.
  • At snakke sammen, kramme, være tæt på hinanden og spise middag sammen.
  • At kunne gå til koncerter og fredagsrock og ud at spise og fulde sig uden Coronabekymringer.
  • At kunne forlade landet. Det betyder SÅ meget for mig. Jeg er ufri, og det trykker mig hver eneste dag. Jeg vil have Europa uden grænser tilbage.
  • At komme på den planlagte sommerferie til Italien, Frankrig og Berlin. Det ønsker jeg mig hårdt. Jeg kan ikke lave en plan b, for der er intet alternativ.
  • At gå på arbejde i pænt arbejdstøj, holde møder, give hånd og se hinanden i øjnene.
  • At kunne gå med fingerringe igen uden at gå kraftigt på kompromis med hygiejnen.
  • At få lange negle igen og ta’ neglelak på uden at bekymre mig om at det er virkelig klamt og uhygiejnisk 🧑🏽
  • At undgå bebrejdende blikke i supermarkedet, når jeg fejlfortolker andre og kommer for tæt på ved en fejl.
  • At slippe for håndsprit i hele skoletasken inklusiv under coveret på skoleipad’en 🤭
  • Slippe for selvbestaltede politibetjente👮🏽 også min egen ..
  • At knægten alligevel kan komme på lejrskole, selvom det i 3. klasse kun er en enkelt overnatning.
  • At undgå at obsesse over ‘åh, 1 meter’ og ‘husk at holde til højre’ og ‘ikke for tæt på’ osv.
  • At åbne vores hjem for legeaftaler, madgrupper og soveaftaler.
  • At kunne gå i biografen igen. Vi skal se Trolls 2 .. jeg fik billetter i fødselsdagsgave. Med popcorn og bland-selv-slik.
  • At slippe for at stinke af tequila, hver gang jeg har været i Føtex. Deres håndsprit stinker som tequila, og jeg har ikke de bedste minder om den duft 🤮
  • At komme i fitnesscenter igen og nyde det uden at det bliver noget med bacilleskræk og virusfrygt
  • Jeg ønsker en ny regering – eller i det mindste en åben regering, der ikke kommunikerer som Trump. Jeg vil gerne have en regering, der ikke er faktaresistent, samt virker bedrevidende og nedladende i sin kommunikation. Som ikke anser sig selv for at være bedre og klogere end alle os andre.
  • Jeg savner en kritisk opposition og kritiske medier, der fungerer som vagthund overfor en regering, der indfører deres partipolitik under dække af at det er til vores fælles bedste pga Corona’en. Meget muligt, men vi bør stadig være kritiske.
  • Jeg vil have mine borgerrettigheder tilbage; forsamlingsfrihed, foreningsfrihed, bevægelsesfrihed, rejsefrihed, behandlingsgaranti .. Regeringen har frataget os alle disse rettigheder, og det bekymrer mig, at folk virker så ligeglade. Men regeringen svarer ikke på hvorfor, hvor længe og hvornår vi får vores rettigheder tilbage – og det er skræmmende!
  • Ytringsfriheden vil jeg også have tilbage .. den røg sig nemlig også en tur, da store dele af Danmarks Radios samfundsdækning blev lukket ned efter ordre fra Statsministeriet.

Da verden blev syg – ny CoVirkelighed dag

Da verden lukkede ned, havde vi travlt med alle de ting, der hører hverdagen til. Påskeferien var booket, sommerferien var bestilt og er delvist betalt. Vi havde store rejseplaner for 2021 på tegnebrættet. Kalenderen var fyldt med fødselsdage, Duran Duran koncert i Stockholm, vi havde aftaler med gode venner, madgrupper, parkour skoleafslutning …

Uden varsel blev verden syg. Den lille usynlige lortevirus er bedøvende ligeglad med alle vores planer og drømme. Ligeglad med vores sommerferie i Norditalien, Sydfrankrig og Berlin, med min venindes bryllup i maj, vores venners datters drømmerejse til Galapagos, vores 11 års bryllupsdag, vores traditionelle hvedekomsammen på torsdag, dronningens 80 års fødselsdag, vores hverdag, vores jobs og vores søns skolegang.

Nu er vores kalender en lang perlerække af aflysninger. Alle vores planer hænger og flagrer i luften som luftkasteller – kan vi mon ta’ på sommerferie som planlagt – og hvad er plan B? Det er en ond drøm, lidt som Alice i Eventyrland:

Alice: Vil du fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå herfra?
Filurkatten: Det afhænger af, hvor du vil hen
Alice: Det er lige meget
Filurkatten: Så betyder det heller ikke noget, hvilken vej du går!

Jeg ved ikke, om vi skal holde fast i sommerferieplanerne. Jeg ved ikke, om vi overhovedet har dét valg. Jeg ved ikke, hvor vi skal hen – præcis som Alice, så jeg ved ikke om vi er på rette vej.

Hvad bliver det næste? Hvornår slutter alt dette? Hvornår kan vi leve normalt igen og få vores frihed tilbage? Hvordan bliver det bagefter? Bliver vores samfund fuldstændig smadret af den efterfølgende økonomiske krise – og her mener jeg også i et europæisk perspektiv?

Jeg har brug for at kunne drømme og lægge planer. Uden drømme og planer har jeg ingen retning, intet mål. Så er jeg bare. Her.

Nogle dage er det sværere end andre. Jeg har aldrig følt mig så ufri og indespærret som nu, hvor vi ikke kan rejse ud. Vi skulle ikke nogensteder før i slutningen af maj og på sommerferie i slutningen af juni. Nu har vi ikke engang muligheden for at finde en billig flybillet og skride.

I stedet vil jeg kontakte hotellet, vi har booket i Stockholm 31. maj og hotellet i Sydfrankrig, hvor vi skal (?) hen midt i juli. Øv. Det stinker SÅ meget.

11 års bryllupsdag i skyggen af en ny CoVirkelighed dag 45

På denne lørdag for 11 år siden blev vi gift. Vejret var præcis så smukt som i dag, og i dag havde også været den perfekte dag at blive gift på. Lige bortset fra, at Corona’en gør det umuligt at holde et bryllup som det, vi havde med masser af gæster, kirkehøjtidelighed, stor middag og fest.

Det ville have knust os at aflyse eller udsætte som brudepar i dag er nødt til. Jeg var gravid med termin i juli. Vi ville giftes inden vi blev forældre. Vi kunne ikke have udskudt brylluppet og have fået det på den måde, vi drømte om.

Vi kørte forbi en kirke lørdag eftermiddag, idet en begravelse var slut, og bedemanden kørte bort med afdøde. Der stod en lille flok og knugede hinanden, mens præsten stod 2 meter væk. Mit hjerte græd for dem. Det gør mig så ondt, at de ikke kan invitere alle dem de vil med. Jeg ved, hvad det betød for mig, da jeg var med til at sænke min mor i jorden, og jeg følte, at verden stoppede .. da jeg så vendte mig om var kirkegården fyldt med familie, venner og bekendte på alle stier i alle retninger. Jeg var ikke alene. Det gav mig håb.

Vi fejrede vores 11 års bryllupsdag hjemme med lækkert sushi fra den lokale i Virum og en flaske meeeget lækker vin, som min mand har købt med hjem til en særlig lejlighed fra Alsace.

Sushi fra Aii i Virum
Lækker vino fra Alsace

Opbevaring af min mors akvareller – ny CoVirkelighed dag 39

Allernederst bagerst i vores kælder stod en flyttekasse med min mors akvareller, papir, pensler, farver, bøger og malerier.

Den kasse har jeg haft stående i kælderen i små 20 år. Den er flyttet med fra Vanløse til Holte, og jeg har aldrig rigtig haft modet til at kigge i den. Før nu.

For et par uger siden tog jeg den op og pakkede alle sagerne ud. Meget er kasseret nu, al udstyret er sendt til genbrug, men jeg stod tilbage med en lille stak af min mors bedste malerier i A3 format – hvad skulle jeg stille op med dem?

I går fandt jeg en dokumentmappe i sort hårdt pap fra Viking hos Boghandleren – og nu har jeg lige taget den i brug. Malerierne passer perfekt i mappen. Nu er de perfekt opbevaret, og jeg er så glad for løsningen.

Zebraen har fået nyt hjem

Det er Viking, der har lavet en serie æsker i hårdt sort karton til opbevaring af fx malerier. Denne box er en Viking Solid Multibox A3 2 cm, som kostede 199 kr.