A- ha koncert

Vi var til A-ha koncert forleden. Omsider. Min far sagde nej sidste gang jeg ville til A-ha koncert, men denne gang var der intet, der skulle stoppe min mand og jeg. Troede jeg. Jeg gav billetterne til ham i julegave i 2019. Så kom Corona på tværs, og koncerten blev udsat flere gange. Men omsider oprandt dagen!

Mit teenageværelse med Morten Harket posters i mit glasbord 😅

Vi havde ståpladser – heldigvis! Vi kom til at stå rigtig tæt på scenen, og det var en stor oplevelse at høre de gamle sange. Det er så vildt, at Morten Harket stadig kan synge så smukt, altså.

Men det var lidt spøjst alligevel. A-ha kan ikke fordrage hinanden. De er blevet uvenner – du skal se filmen om dem for at forstå, hvor slemt det står til. Det kan ikke bare fikses. Og det kan altså mærkes blandt publikum, at de er tre satellitter.

Når det er sagt, så handler det om musikken, fabelagtige sange og Morten Harkets ufattelige stemme. Og om at være teenager med moodswings. Jeg havde glemt, at det ikke er festmusik, men at musikken dengang appellerede til mig pga sin nordic noir stemning. På scenen var musikken akkompagneret af de flotteste uvejrsbilleder fra Norges vilde landskab.

Det var en supergo’ koncert! Supertarveligt, at min far sagde nej til at jeg kunne opleve dem i 1986/87 😅

a‐ha Setlist Royal Arena, Copenhagen, Denmark 2022, play hunting high and low live

Endeligt farvel til børneafdelingen i H&M

I dag skulle vi købe en ny forårsjakke til knægten. Det betød et endeligt farvel til børneafdelingen i H&M, og et go’dag til herreafdelingen samme sted. Når man er 12 år, så er børnetøjet simpelthen for småt. Nu er han en størrelse medium i voksentøj 😅

Der er en hel afdeling med tøj til teenagepiger, men drengene på 12 og derover skal i herreafdelingen, som er ret begrænset. H&M fokuserer heller ikke på tøj til teenagedrenge. Præcis som at deres udvalg i drengetøj de seneste 10 år har været begrænset og kedeligt, sammenlignet med pigetøjet. Pigetøj og accessories får meget mere plads i butikken. Suk.

Det er derfor, at vi i alle årene har købt det meste drengetøj i Primark. Primark har fedt drengetøj og et stort udvalg. De har også tøj til unge drenge – og meget af det.

I dag gik vi længe rundt i herreafdelingen i H&M, før vi fandt en superfed jakke – som også var den eneste, der var at vælge i mellem. Vi fandt også to plain t-shirts, men de havde ingen shorts, som ikke lignede spejderudstyr til gamle mænd. Jeg klipper nogle jeans af, tænker jeg. Eller også bliver det Reshopper.

Stor

Det er SÅ vildt, at knægten er vokset ud af børnetøjsafdelingen. Jeg ved ikke, om jeg er klar. Mit lille barn. Han er nu blot 3 centimeter mindre end jeg, og hans stemme er blevet dyb. Det er sket nærmest overnight. Jeg havde måske forestillet mig, at det ville ske mere glidende.

Han afviser at gå arm i arm med mig. Det startede han med i London i marts. Han vil heller ikke kysses eller kærtegnes eller nusses offentligt.

Herhjemme er han lidt mere large, men ofte krammer han mig og puffer mig ud af døren på samme tid. Og det kan han let, fordi han er så stor og stærk. Så står jeg der med en lukket dør mellem mig og det menneske, jeg har været allernærmest på i hele mit liv. Det gør ondt, samtidig med at det føles helt rigtigt.

Samtidig dukker følelsen op af, at han er ved at ændre sig mentalt. Jeg mærker en alvor, en dybde, en følsomhed og en eftertænksomhed, som han ikke har haft før. Jeg fornemmer også smerte og sårbarhed, når der er knas med vennerne.

Og hvor det tidligere var nok at kramme ham og fortælle ham, at alt bliver godt, så er der nu en grænse for, hvor tæt han vil lade mig komme. Samtidig er det heller ikke længere os derhjemme, der er hans referencegruppe. Det, vi siger om ham, tæller ikke så meget som omgivelsernes vurdering.

Bifaldet er for længst forbi
Og dit hjerte er tungt som bly
Alle retter på dig
Du ser forladt ud
Og du ser så trist ud
Kom i mine arme, slip det ud
Tro mig, jeg har været, hvor du er
Og jeg ved, hvad det gør ved dig


Men når du griner, så kan jeg se dig
Med alle dine farver, dine ar, bag dine mure
ja, jeg ser dig
Lad dem ikke ramme dig
Ved du slet ikke, hvor skøn du er?


Jeg ser din stolthed og din vrede
Dit store hjerte, dit løvemod
Jeg elsker din måde at gå på
Og den måde du ser på mig på
Hvordan du lægger hovedet på skrå
Du ser altid, hvordan jeg har det
Du ved, hvor vi end er, er jeg dit hjem
Og du ved, hvad det gør ved mig
Hvis du griner nu

Hvert en prik i dit ansigt
er så perfekt, helt tilfældigt
Der er ikke noget smukkere end dig
Og jeg vil have det præcis på den måde
Alle bekymringerne og alt guldet
Jeg har aldrig ønsket noget lignende
Som alle dine farver og alle dine ar
Ved du slet ikke, hvor skøn du er?

– Sarah Connor

Anne Frank

Jeg fik Anne Franks dagbog, da jeg fyldte 12 år, og jeg læste den i ét stræk. Min første dagbog hed også Kitty. Jeg skrev dagbog fra jeg var 13, og til omkring min mors sygdom og og død i 1999/00. På mange måder har Anne Frank været en stor inspiration for mig. Jeg fik også en fortrolig ven, som aldrig svigtede.

Sidenhen har jeg læst Annes dagbog flere gange. Senest har jeg læst den uforkortede version, og den seneste måned har jeg læst den grafiske version med fine illustrationer med vores søn. Og jeg glæder mig til at læse den nye oversættelse, som venter derhjemme.

På besøg i Anne Franks hus

Da vi var i Amsterdam besøgte vi Anne Franks hus på Prinsengracht/Westermarkt. Det var mit tredje besøg, og hver gang er der kommet nyt til. Hver gang er det slående at stå i de tomme rum, hvor Anne og hendes familie levede i skjul og frygt for at blive opdaget.

Køb billetter online

Jeg havde købt billetter på forhånd via hjemmesiden. Jeg bestilte billetter plus et introductory program.

Bestil billetter til både huset og en intro på 1/2 time

Introduktionen er på engelsk og koster € 7 ekstra. Det er det værd. Dog anbefaler de, at man er over 10 år. Det er en barsk historie.

En af Anne Frank organisationens undervisere tager dig gennem Anne Franks historie i forbindelse med Anden Verdenskrig og jødeforfølgelsen. Med den meget grundige, informative og interaktive introduktion er du godt klædt på til dit besøg.

Vi blev vel modtaget udenfor og blev vist ind i et rum, hvor der hang en tidslinje på væggen. Vores søn var først lidt uinteresseret, men fordi formidleren var en ung kvinde, som talte tydeligt og gav os en levende fortælling, så blev han også grebet.

På væggen hang som nævnt en tidslinje: Øverst var det en tidslinje over de sidste år af familien Franks historie – startende med et foto af Anne Franks far, da han var tysk soldat i første verdenskrig. Under tidslinjen var den europæiske historie skildret sideløbende med familien Franks historie og skæbne.

Vores guide gennemgik begge historier parallelt, det var så lærerigt og tankevækkende. Annes historie er unik, fordi hun skrev dagbog. Annes søster Margot skrev også dagbog, men hendes dagbog er aldrig blevet fundet. 6 mio. mennesker led samme skæbne, og Anne er deres stemme.

Vores guide fortalte om hvordan jødernes rettigheder blev inddraget lidt efter lidt. I starten var det småting, men summen af det hele var indgribende; forbud mod at køre i sporvogn, forbud mod at eje en cykel, jøder måtte ikke sidde på bænke, jøder skulle købe mad sidst på dagen (når butikkerne var tomme), jødiske børn skulle sidde bagerst i skolen, jøder måtte ikke omgås kristne, jøder måtte ikke drive virksomhed …

I starten var det små ting, der tilsammen forhindrede et normalt liv. Små ting, der adskilte ‘dem’ fra ‘os’ og drev en kile ned gennem samfundet, så det var lettere at skille dem fra. Det er de ‘små ting’, vi skal være opmærksomme på. Også i dag. For det kan fungere som en glidebane mod dehumanisering.


Jeg kan varmt anbefale at ta’ introprogrammet med, når du alligevel besøger huset. Bagefter fik vi hver en audio guide og så gik vi igennem udstillingen.

Når man når til trappen skjult bag bogreolen , stopper audio guiden, og man går videre i stilhed. I den efterfølgende stilhed er der kun lyden af andre besøgende, der går stille rundt på de knirkende trægulve i huset. Hver lyd er nærmest som et skrig i stilheden.

Vi var ikke i livsfare, da vi gik rundt i baghuset, men enhver lyd fra beboerne dengang kunne afsløre dem; et knirkende bræt, et host eller nys, latter, rindende vand, en ting der falder på gulvet eller lyden fra toilettet. Man skulle være helt stille, når arbejderne arbejdede lige nedenunder.

Når man går rundt i huset, kan man konstant høre lyde af andre, så det er ikke svært at forestille sig, hvor svært det har været at skulle sidde musestille i mange timer. Uden Ipad. Jeg kiggede på min søn og tænkte uvilkårligt, at Anne var præcis så levende som han er, og hun skulle sidde stille i endeløst mange timer i døgnet, da hun var næsten samme alder. Det er ubærligt at tænke på.

Læs bogen og besøg huset ❤️

– Oktober 2021

På altanen i Berlin

I sommer sad jeg på altanen i Berlin med udsigt til Dom og det nye slot og læste bogen Heimat. Jeg læste den i små bidder, og jeg blev hurtigt bidt af den.

En enkelt gang måtte jeg lægge den fra mig og ta’ en pause. Dens ord ramte mig. Eller også var det kombinationen af at være lige her i Berlin – og så bogens ord. Bogen er både vild og blid, og den ramte mig. Jeg bærer ikke rundt på skam over mine bedsteforældres gerninger. Men det gør mange tyskere, og Nora har sat sig for at finde ud af sin families fortid for at få afklaring og ro i forhold til den skam, hun bærer på. Det er der kommet denne fine bog ud af.

Skammen er nedarvet, og man taler ikke om dengang. Det er en arvesynd, som man bærer videre. Først nu begynder forfattere som Nora Krug at kigge på den tid og forsøger at ta’ sin familiehistorie ud af mørket og forsøger at forstå hvorfor. En serie som ‘Unsere Mütter, unsere Väter’ er et udtryk på yngre generationers nysgerrighed efter at forstå hvorfor.

Efter at jeg har læst bogen, forstår jeg bedre mine (få) tyske venner. At nogle af dem får kvalme, når de ser de store slotte og bygninger, der bygges i Berlin, at de ikke bryder sig om deres nationalsang og ikke kunne drømme om at bruge deres flag til fødselsdage eller på juletræet.

Heimat er en fint illustreret bog – den ligner lidt en ufarlig børnebog med sine illustrationer, men den rammer hårdt. Det er en stærk fortælling om Nora Krigs søgen efter sin tyske identitet i skammen efter 2. verdenskrig, som hun har arvet efter sine bedsteforældre.

Prøv at overføre det til dit eget liv – tænk, hvis du skulle bære videre på skammen fra dine bedsteforældre og på samme måde lade den gennemsyre dit liv 50 år efter.

Det er det, Nora Krug gør. Selvom hun er født i 70’erne, bærer hun og mange andre tyskere på en knugende skam over deres fædrelands rædselsvækkende handlinger under det nazistiske styre i 2. verdenskrig. Selv efter at have boet mange år i USA, møder hun stadigvæk foragt på grund af sit tyske ophav og accent, og hun forstår det jo godt, bedre end folk tror, for hun har det på samme måde med sit land.

Nora Krug indser som voksen efter at have boet i USA i 17 år, at hun – for at vide hvem hun virkelig er – bliver nødt til at afdække sin families historie under Tysklands nazistiske styre. Med sine betagende illustrationer og sensible fortælleform er “Heimat” en original fortælling om når ens identitet fyldes af skyld og skam over sit historiske ophav.

Min læseplads i Berlin

En umulig beslutning

Hjerteskærende. Jeg har altid forestillet mig at det var en ond hjerteløs psykopat-stikker, som angav Anne Franks gemmested til nazisterne for nogle håndører ..

Men virkeligheden er meget værre og understreger den helt forfærdelige, umulige og desperate situation, som jøderne blev tvunget ud i under 2. verdenskrig ..

Undersøgelser har nemlig vist, at det var en jødisk mand, der angav familien Franks skjulested for at redde sin egen familie fra lidelse og udslettelse. Det er en enormt smertefuld opdagelse.

Anne Franks far var det eneste overlevende familiemedlem efter Holocaust, og det viser sig, at han lå inde med denne viden om mandens identitet. Han valgte at se bort fra det, og han forfulgte ikke sporet.

Man ved ikke hvorfor Otto Frank opgav jagten på den, der angav familien – men jeg forestiller mig, at Otto Frank indså, at manden også var et offer for et skruppelløst regime. Og intet ville bringe Otto Franks familie tilbage.

Det er dobbelt tragisk. Det er en umulig beslutning. En adresse for din familie. Hvad ville du selv have gjort?

Læs mere her.

At blive ældre burde være helt almindeligt

At blive ældre er helt almindeligt .. men det er det ikke.

Sex & the City er tilbage .. Just like that. Jeg er spændt på den nye serie. Jeg var vild med SATC i 00’erne – indtil jeg blev klogere. Det er et univers, jeg voksede fra, og som tiden også er løbet gevaldigt fra.

Denne gang handler omtalen ikke om serien. Eller tøjet eller handlingen. Det handler om alder og udseende. Mændene i serien er naturligvis blevet gråhårede, men gys! Kvinderne ser jo lige så gamle ud!

Vent. Lige. Et. Øjeblik. Wtf! 20 år ændrer os alle. Mænd OG kvinder. Tror du mig ikke, så ring mig op om 20 år, mens du står foran et spejl med et 20 år gammelt foto af dig selv.

Derfor er det komisk og tragisk, at vi stadig falder i fælden og forventer, at det er en nogle-og-tredive-årig Carrie, der valser over skærmen 20 år senere. Med den respons kan jeg godt forstå, at ABBA sender nogle avatarer ud for at gi’ koncert.

Det er fint at undres og blive påvirket af, at man selv, ens veninder og idoler bliver ældre. Men man fletter næbbet. ‘Gud, hvor ser du gammel ud’ har aldrig hjulpet nogen til selv at opdage, at man ser gammel ud.

For tro mig, vi ved det godt. Aldring er udenfor vores kontrol. At blive ældre er ikke nemt og smertefrit. Jeg synes af og til, at det gør ondt at stå ansigt til ansigt med et ansigt, jeg ikke altid helt genkender. Som er ældre end jeg husker. For den unge kvinde er stadig indeni, men huden er krøllet og kroppen gør ondt. Og den unge kvinde indeni har masser at gi’, hun er mere end bare gammel; der er talent, erfaring og power. Kig ordentligt efter!

Anne Franks barndomshjem

Da jeg fyldte 13 år, fik jeg Anne Franks dagbog, og jeg blev så grebet af den jævnaldrende piges dagbog, at jeg begyndte at skrive dagbog. For mit vedkommende blev det til omkring 40 dagbøger. Da min mor døde, mistede jeg evnen og lysten til at skrive videre. Jeg forsøgte at finde gnisten igen, men det blev aldrig det samme igen, og mit dagbogsskriveri løb til sidst ud i sandet.

Så .. ja, Anne Franks dagbog ændrede mit liv. Den rører mig dybt. Hvergang. For jeg bliver aldrig for gammel til at læse om Anne eller læse hendes dagbog igen. Den seneste måneds tid har jeg læst den grafiske version højt for vores søn. Han skulle preppes lidt, før vores besøg i Anne Franks Hus her i Amsterdam på fredag.

I går fandt vi spontant på at ta’ en tram ud til Merweideplein 37, hvor Anne Frank boede med sin familie, fra de emigrerede fra Tyskland i 1933 og til de gik under jorden i 1942 i baghuset i Prinsengracht 263.

Vi stod af tram’en på en bred gade og gik til højre rundt om den gule bygning langs vejen. Vi gik forbi boghandleren på hjørnet, hvor Anne Frank efter sigende selv udvalgte netop den ternede dagbog, som hun ønskede sig til sin fødselsdag.

Foran familien Franks opgang ligger der 4 blanke snublesten med deres fødselsdatoer og videre skæbner. Vi kiggede op mod 2. salens vinduer og prøvede at forestille os deres liv der. Anne Frank stiftelsen har købt lejligheden, og den udlånes til forfatterspirer som skriverefugium.

Der findes en film fra dengang hvor Anne boede der. Nogle af deres naboer blev gift, og det blev filmet. Idet fotografen panorerer op over huset, ser man Annes lille nysgerrige hoved stikke ud af vinduet og følge begivenhedernes gang.

Udenfor bygningen er en lille park, og i den står en fin lille figur af Anne Frank, som bærer på noget bagage.

Formentlig symboliserer det den dag, hvor hun gik de 4,5 km fra Merweideplein til Prinsengracht i ført al sit tøj for ikke at vække opsigt. Som jøder var det forbudt for dem at tage sporvognen, bussen eller cyklen. De kunne heller ikke købe en is eller forfriskning undervejs, for det var også forbudt for jøder. Det var sidste gang, hun var fri udendørs.

Tivolitur

Vi havde taget fri på knægtens 12 års fødselsdag. Knægten havde selv lagt planen: Far skal lave brunch, vi skal i Tivoli og have burgers på Sally’s Diner.

Så vi tog i Tivoli. Midt i højsæsonen, midt i sommerferien – men en fødselsdag kan man jo ikke sådan flytte! Der var den længste kø, jeg nogensinde har set, ved hovedindgangen. Uanset om man skulle købe billet eller havde årskort, skulle man stå i samme kø. Vi gik rundt om hjørnet og tog den anden indgang – her var der bedre styr på det, vi stod i kø i 1/2 times tid, og det gik relativt hurtigt med at vise Coronapas og scanne årskortet.

Knægten har wild card, så vi startede med at stå i kø for at trække hans turpas i en af de meget få automater. Vi købte også nogle billetter, for det kan ikke betale sig med to turpas til os voksne (490kr), fordi de lukker for mange ind, hvilket kraftigt begrænser antallet af ture, man kan nå på de travle dage i højsæsonen. Geheimtipp: Man behøver ikke at købe billetter, for man kan betale med Dankort i forlystelserne 😅

I løbet af eftermiddagen nåede vi at prøve Den Flyvende Kuffert, Galejen og Minen, som alle koster 60 kr pr person, dvs. billetter for i alt kr. 360. En besparelse på kr. 130 i fht. 2 almindelige turpas. Vi kunne måske have presset en eller to forlystelser mere ind, men SÅ sjovt er det heller ikke at stå i kø en hel eftermiddag.

Vi gik en runde for at se på haven og på mylderet af mennesker. Der var sindssygt mange mennesker, men det er jo også højsæson.

Efter 1 1/2 år med afstand er det befriende at se, hvor hurtigt alt det med afstand er fuldstændig glemt. Jeg har hele tiden rystet på hovedet af dem, der sagde, at vores adfærd aldrig vil blive den samme igen efter Corona. Ta’ i Tivoli og se – vi mennesker er flokdyr, og der skal mere til for at ændre vores adfærd.

Hvordan var jeres Tivolitur?

Jeg synes faktisk ikke, at det var så sjovt at være i Tivoli denne gang. Jeg synes, at haven mister sin magi, når der er for mange mennesker på alt for lidt plads. Det, der skulle være sjovt, drukner i køer og puffen og masen. Samtidig er det hundedyrt! En af fordelene ved årskortet er forsvundet, nemlig at man undgår betalingskøen.

Når man køber drikkevarer, får man et glas med 5 kroners pant på. På papiret en god idé, men i praksis not so much. Vi gik rundt i haven med vores glas i lang tid, før vi fandt en automat, der fungerede. Flertallet af automaterne var enten fyldte eller fungerede ikke. Desuden var automaterne møgbeskidte, klistrede og ulækre. Superklam løsning, og mange smider da også glassene i skraldespanden.

Det er Tivolis velsignelse og forbandelse på samme tid, at det ligger midt i byen og ikke kan udvide. Helt forståeligt har de fyldt alt for mange forlystelser ind på alt for lidt plads for at maksimere indtjeningen. Der kommer ikke færre mennesker i Tivoli i fremtiden, og det virker lidt som Tivoli er ved at blive kvalt i sin egen succes.

Det må give anledning til panderynker på Tivolis hovedkontor. Hvis de prøver deres eget produkt i højsæsonen, vil de opleve, at det nogle gange er et skidt produkt, man får.

Oplevelsen svarer ikke til billederne på hjemmesiden, hvor der stort set ikke er mennesker på nogle af billederne. Selv på deres Instagram er der langt mellem gæsterne, og de få, der er, ser glade ud. Det er præcis den oplevelse, man drømmer om, men virkeligheden er blot ganske anderledes.

12 år!? TOLV?

I dag fylder vores søn 12 år. Altså – TOLV! Det er 12 år siden jeg fødte ham. Det fatter jeg minus af – og så alligevel. For den unge mand er ved at overtage den bløde drengekrop. Han har brede skuldre og stærke arme, der kan kramme SÅ hårdt. Han kender ikke helt sine begrænsninger. Hans sko er så store som mine. Bukserne er den største børnestørrelse: 164/13-14 år. Underbukserne er købt i herreafdelingen.

Ved siden af står et pr stolte forældre, der ikke forstår, hvor tiden blev af. Teenager om lidt, 5. klasse ..

Tillykke med de 12, skattemus!

Verden er i farver (igen)

I går var vi til den første koncert i noget, der føles som årevis. Jeg har længtes efter denne dag. Følelsen af frihed, høre god musik i venners lag, slå håret ud og bare lytte. I går var det Lis Sørensen, og det var den bedste koncert. Tænk, at noget så simpelt som at gå ud og gå til koncert rører mig til tårer.

Livet kom
Og tog mig tilbage igen
Aldrig vil jeg glemme
Havets blå
Verden er i farver nu

– Lis Sørensen

Ja, verden var pludselig i farver igen. Mens vi sad og ventede, tjekkede jeg lige ind på vacciner.dk – og endelig ENDELIG kunne jeg bestille tid. Jeg var ved at tabe telefonen og råbte op til min ven fra samme årgang (72) “bestil tid – bestil tid – det er os nu”, mens jeg febrilsk bladrede ned over datoerne.

22. maj var den tidligste tid. Der var kun 3 ledige tider. Jeg klikkede klikkede på en tid, som forsvandt, og så forsvandt nr 2 også, og jeg hamrede min fede finger ned på nr 3 tid og fik den! Det er i overmorgen!

Med 2. tid samme dag som vores ferie starter. Det ku’ være mere optimalt, men det kunne også være meget værre. I samme øjeblik gik Lis Sørensen på scenen og gav et brag af en koncert. Og pludselig PLUDSELIG var verden i farver igen!

Med vaccinen ryster vi os fri af Coronaens svøbe, og vi kan gå til koncerter og rejser og kramme og drikke vin med gode venner.

Tæt på ækvator

Langt væk fra månen

Tæt tæt på solen

Sidder vi nu

Og glor på pelikaner

Døde vulkaner

Og ved vi lever lige nu og her

– Lis Sørensen

Det sjove er, at jeg ikke var den store Lis Sørensen fan. Altså, jeg kender hendes sange, kan synge med på de fleste, og de er del af mit soundtrack. Men jeg blev fan af hende dér på Halvandet. Hun synger så godt, hun giver sig selv, og hendes tekster rammer mig.

Hun sang sin nye sang “Isbjerg” om klimaforandringerne, hold nu kæft en smuk sang, og hun sang den med en intensitet, så jeg fik gåsehud.

Hun fortalte om, når de kørte på ferie i 70erne ved havet. Bilen var fyldt hunde, kaniner, pakkenelliker og hende og hendes bror på bagsædet. Bilen var fyldt med røg, og når de dristede sig til at åbne et vindue, blev de bedt om at lukke det, for ellers fik mor træk. Træk var noget af det farligste, man vidste i 70’erne. Det var meget vigtigt at undgå træk, meget farligere end røg 😅 Det er fuldstændig som jeg kender det fra bagsædet i mine forældres bil.

Boganbefaling ❤️ “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Jeg så på et tidspunkt et rørende interview med Marie Brixtofte, og da Mofibo foreslog mig hendes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”, trykkede jeg på play.

Så på mine gåture læste Marie selv bogen højt for mig. Da jeg var cirka halvvejs i bogen, var jeg klar over, at denne bog er vigtig for mig. Jeg skrev jeg bogen på min ønskeseddel til min 49 års fødselsdag. Jeg var så heldig at få den af min mand ❤️

Det er en så fantastisk bog. Sideløbende med at jeg har lyttet, har jeg også læst i min hard copy og highlightet det, jeg skal huske. Og det er ikke så lidt, for det er en klog bog.

På sin vis er det en lommepsykolog-ven, jeg har fået mig dér. Lommepsykolog lyder måske lidt nedladende, men det er ikke ment sådan. Bogen rummer nemlig viden og indsigt på et højt plan, gjort lettilgængelig, letforståelig og ikke mindst let at implementere. Der er klare anvisninger på små tweaks med stor effekt.

Marie Brixtofte som person, og med den rygsæk hun bærer med sig, giver bogen et ekstra niveau af troværdighed for mig. Hun har testet sine egne råd og viden på egen krop og sind, og hun byder ind med personlige beretninger. Det er ikke bare teori.

Jeg er virkelig begejstret! Jeg har nu læst bogen, men jeg er langt fra færdig med den. Den kommer til at leve med mig, og den kommer til at hjælpe og påvirke mig og mine. Det er nemlig det, den kan. Bolsjefilosofi er faktisk bare en god ven med en masse indsigt – og hvem kan ikke bruge en bolsjefilosofisk ven?

Måske skal jeg nævne, at man ikke behøver at have haft en kaotisk opvækst for at få noget godt ud af bogen.

I løbet af sådan en gennemsnitsopvækst (som min) i et parcelhus i Birkerød i 80erne blev der puttet lidt af hvert ned i min rygsæk. Der er ikke lutter lagkage i min rygsæk. Udover en masse gode ting, så ligger også bl.a. mindreværd, skam, konfliktskyhed, autoritetstro, usikkerhed, dårlig selvtillid, impostersyndrom samt en form for spiseforstyrrelse i min rygsæk.

Bogen har hjulpet mig til at forholde mig til min bagage. Jeg kan måske komme overens med, at det er der, og at det er mit ansvar at bruge det – eller blot bære det med videre uden at det skal få lov til at styre mit liv. Den tanke kan jeg godt li’.

Bolsjefilosofi og andre leveråd er en bog om vores rygsæk, den usynlige rygsæk med alle vores erfaringer og summen af vores liv. Hvordan vi selv har ansvaret for den, også selvom den blev pakket af vores forfædre og vores forældre. Vi valgte ikke selv, hvad der blev pakket ned i rygsækken, men vi vælger selv, hvordan vi vil bruge det, der ligger dernede.

Bogen tager fat i nogle af de ting, mange af os bøvler med i livet. Det kan være temaer som ængstelighed, ensomhed, dårlig samvittighed, lavt selvværd og sorg. Som læser får du en hel buffet af fiduser, finter, modeller, redskaber og værktøjer, som alle fungerer som en vejviser til et bedre liv med færre benspænd.

I et sprudlende, letlæseligt og dybt personligt sprog videregiver Marie Brixtofte livsvigtige, eksistentielle erfaringer fra såvel sin opvækst som fra sin psykolog- praksis. Der er nye vinkler at hente for alle, og det er ikke kun unge og voksne med en vis dysfunktionel baggrund, der vil finde guldkorn på hver eneste side af denne væsentlige bog om at udfordre sin skæbne og forandre sin tilgang til måden at leve sit liv på.

– omtale af Marie Brixtoftes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

På glatis ⛸

I 1986 var isen på den nærliggende sø sikker i en hel måned. Det var den bedste måned i min barndom. Jeg skøjtede hver dag, og jeg fandt ud af, at jeg rent faktisk var god til noget sport. Sport var ellers forbundet med nederlag for mig indtil da, men når jeg skøjtede, fungerede min krop perfekt. Jeg faldt ikke over mine egne fødder eller knæ – at danse på skøjter var legende let og fantastisk.

Med den følelse i kroppen var jeg her – 35 år senere – fast besluttet på at stå på skøjter igen. Jeg lånte min venindes 40 år gamle meget slatne skøjter, ekviperede sønnen med et par Bauer ishockeyskøjter købt på Reshopper, pakkede en taske med varm chokolade, marshmellows og gifler – og SÅ satte vi kursen mod min barndoms sø.

Sønnen var hurtigt afsted, for han fangede lynhurtigt teknikken. Hans skøjter var perfekte til ham. De støttede hans ankler perfekt, og de var skarpt slebne. Wusj, afsted!

Jeg stod fint på skøjter. Jeg løb ikke ligefrem på skøjter. Jeg har nok udviklet mig til tilskuer 😅 Men jeg prøvede. Jeg skøjtede lige så stille rundt, fik fornemmelsen af det – og ønskede mig et par andre og mere stabile skøjter. Jeg strammede snørebåndene endnu mere for at stabilisere mine ankler – og prøvede igen. Det var lidt bedre, for så vrikkede mine ankler ikke helt så meget. Men efter kort tid gjorde mine fødder djævelsk ondt, jeg svedte af anstrengelse, og det var da også blevet tid til varm kakao med marshmellows på søbredden lige der i solen, hvor man kunne sidde med åben jakke ☕️

Men jeg gjorde det! Jeg stod på skøjter! Jeg slog mig ikke halvt fordærvet! Jeg kan godt! Og jeg ville kunne gøre det bedre med et par gode skøjter og masser af øvelse. Næste gang der er is på søerne, skal jeg have et par nye skøjter med mere støtte, ⛸

Istid

Det kommer som kaldet, at det netop fryser hårdt og sneer denne vinter. Hver dag er en hverdag. Altid det samme. Ens dage, ægte trummerum. Dag for dag i lockdown. Sommeren ’20 fejlede, da vi mest havde brug for en fantastisk sommer i Danmark og ikke bare en almindelig dødssyg efterårsagtig dansk sommer. Rigtig vinter har vi opgivet for mange år siden, og derfor er sneen og kulden både uventet og overraskende i en tid, hvor alt uventet og overraskende er som suget ud af vores liv.

Nu kommer denne stille vinterpragt ud af det blå og puster is på søerne og sænker farten udenfor. Sneen, isen og kulden sender os i dvale. Jeg bevæger mig langsomt, mens kulden får børnenes hjerter til at slå hurtigere. Mon isen er sikker i dag? 6 cm, 10 cm, 12 cm .. hvornår mon isen når de magiske 13cm? Og er der mon sne nok til at kælke?

Selvom jeg er en sommerpige, så elsker jeg lyden af frost og sne under fødderne. Den krystalklare luft, der gør næsten ondt at indånde. Sollyset, der er så skarpt, at tårerne triller. Kulden, der tager pusten fra mig, og jeg må le, fordi det er så isnende koldt, at min krop får et chok. Det er så vidunderligt og så skørt. Mine fingre bliver døde og valne i handskerne. Mine kinder brænder, når jeg kommer ind i varmen. En velkommen ændring, der som bonus gør mig træt og får søvnen til at blive ekstra dyb og drømmende.

Jeg elsker is om sommeren, men vinter-is kan altså også bare noget helt fantastisk! Det minder mig om min barndom med endeløse timer på isen på den nærmeste sø – nogle af de lykkeligste timer i min barndom.

Prøv lige at se denne hyggelige samling snemænd i Berlin.

Snart sikker ❄️⛸

“It’s a sin” på HBO

At sætte sig ned foran fjerneren under Coronaepidemien og se en TV-serie om en anden epidemi er måske ikke oplagt, men det var præcis, hvad vi gjorde i weekenden.

Vi så første afsnit af ‘It’s a sin’ på HBO i lørdags, og det er en lang optur med introduktion til seriens farverige hovedpersoner Ritchie, Roscoe og Colin, som lever et hedonistisk liv i 80’ernes London efter at have kæmpet sig fra af deres families fordomme.

Musikken er den samme musik, som vi er vokset op til i fattig80erne nord for København. Serien er opkaldt efter Pet Shop Boys hit ‘It’s a sin’, men også Tainted Love og mange flere hits er inde over, når hovedpersonerne springer ud, forelsker sig, har hjertesorg …

Verden ligger åben for de unge mennesker, men så dukker AIDS op. De første rygter begynder at svirre om, at unge homoseksuelle mænd dør af en mystisk sygdom. Da første afsnit slutter, er vi klar over, at festen er slut, og at næste kapitel bliver grumt.

Se trailer her

…..

Når man nu sidder her som 48-årig og vånder sig ovenpå Coronaepidemien, er det nærliggende at betragte de to epidemier, der har ramt os i min livstid. Der er nogle ting har ikke ændret sig i vores samfund.

Vi har stadig en idé om, at det er synderne, og de andre, der bliver ramt. De sløsede og de urene. Det rammer ikke dem, der opfører sig rigtigt. Rygter, løgne og fordomme serveres som eviggyldige sandheder. Dengang helt uden internettet.

Frygt virker lammende på sund tankegang. Frygt er en farlig drivkraft, der aldrig er befordrende for udviklingen i et samfund. Kun for afvikling. Angst æder sjæle op.

Igen er det de unge, der bliver ramt på deres frihed og deres ungdom. Det er deres liv, der sættes fuldstændig på hold. Og det er som at holde vejret. Det kan man kun gøre i kort tid, før der kommer en kraftig udånding og et højlydt gisp.