En umulig beslutning

Hjerteskærende. Jeg har altid forestillet mig at det var en ond hjerteløs psykopat-stikker, som angav Anne Franks gemmested til nazisterne for nogle håndører ..

Men virkeligheden er meget værre og understreger den helt forfærdelige, umulige og desperate situation, som jøderne blev tvunget ud i under 2. verdenskrig ..

Undersøgelser har nemlig vist, at det var en jødisk mand, der angav familien Franks skjulested for at redde sin egen familie fra lidelse og udslettelse. Det er en enormt smertefuld opdagelse.

Anne Franks far var det eneste overlevende familiemedlem efter Holocaust, og det viser sig, at han lå inde med denne viden om mandens identitet. Han valgte at se bort fra det, og han forfulgte ikke sporet.

Man ved ikke hvorfor Otto Frank opgav jagten på den, der angav familien – men jeg forestiller mig, at Otto Frank indså, at manden også var et offer for et skruppelløst regime. Og intet ville bringe Otto Franks familie tilbage.

Det er dobbelt tragisk. Det er en umulig beslutning. En adresse for din familie. Hvad ville du selv have gjort?

Læs mere her.

At blive ældre burde være helt almindeligt

At blive ældre er helt almindeligt .. men det er det ikke. Sex & the City er tilbage .. Just like that. Jeg er spændt på den nye serie. Jeg var vild med SATC i 00’erne. Det er et univers, jeg voksede fra, og som tiden også er løbet fra. Så det er spændende at se, om de formår at genopfinde serien og ramme noget i tiden.

Denne gang handler omtalen ikke om serien. Eller tøjet eller handlingen. Det handler om alder og udseende. Mændene i serien er naturligvis blevet gråhårede, men gys! Kvinderne ser jo lige så gamle ud!

Vent. Lige. Et. Øjeblik. 20 år ændrer os alle. Mænd OG kvinder. Tror du mig ikke, så ring mig op om 20 år, mens du står foran et spejl med et 20 år gammelt foto af dig selv.

Derfor er det komisk og tragisk, at vi stadig falder i fælden og forventer, at det er en nogle-og-tredive-årig Carrie, der valser over skærmen 20 år senere. Med den respons kan jeg godt forstå, at ABBA sender nogle avatarer ud for at gi’ koncert.

Det er fint at undres og blive påvirket af, at man selv, ens veninder og idoler bliver ældre. Men man fletter næbbet. ‘Gud, hvor ser du gammel ud’ har aldrig hjulpet nogen til selv at opdage, at man ser gammel ud.

For tro mig, vi ved det godt. Aldring er udenfor vores kontrol. At blive ældre er ikke nemt og smertefrit. Jeg synes af og til, at det gør ondt at stå ansigt til ansigt med et ansigt, jeg ikke altid helt genkender. Som er ældre end jeg husker. For den unge kvinde er stadig indeni, men huden er krøllet og kroppen gør ondt. Og den unge kvinde indeni har masser at gi’! Hun er mere end bare gammel. Der er talent, erfaring og power. Kig ordentligt efter!

Anne Franks barndomshjem

Da jeg fyldte 13 år, fik jeg Anne Franks dagbog, og jeg blev så grebet af den jævnaldrende piges dagbog, at jeg begyndte at skrive dagbog. For mit vedkommende blev det til omkring 40 dagbøger. Da min mor døde, mistede jeg evnen og lysten til at skrive videre. Jeg forsøgte at finde gnisten igen, men det blev aldrig det samme igen, og mit dagbogsskriveri løb til sidst ud i sandet.

Så .. ja, Anne Franks dagbog ændrede mit liv. Den rører mig dybt. Hvergang. For jeg bliver aldrig for gammel til at læse om Anne eller læse hendes dagbog igen. Den seneste måneds tid har jeg læst den grafiske version højt for vores søn. Han skulle preppes lidt, før vores besøg i Anne Franks Hus her i Amsterdam på fredag.

I går fandt vi spontant på at ta’ en tram ud til Merweideplein 37, hvor Anne Frank boede med sin familie, fra de emigrerede fra Tyskland i 1933 og til de gik under jorden i 1942 i baghuset i Prinsengracht 263.

Vi stod af tram’en på en bred gade og gik til højre rundt om den gule bygning langs vejen. Vi gik forbi boghandleren på hjørnet, hvor Anne Frank efter sigende selv udvalgte netop den ternede dagbog, som hun ønskede sig til sin fødselsdag.

Foran familien Franks opgang ligger der 4 blanke snublesten med deres fødselsdatoer og videre skæbner. Vi kiggede op mod 2. salens vinduer og prøvede at forestille os deres liv der. Anne Frank stiftelsen har købt lejligheden, og den udlånes til forfatterspirer som skriverefugium.

Der findes en film fra dengang hvor Anne boede der. Nogle af deres naboer blev gift, og det blev filmet. Idet fotografen panorerer op over huset, ser man Annes lille nysgerrige hoved stikke ud af vinduet og følge begivenhedernes gang.

Udenfor bygningen er en lille park, og i den står en fin lille figur af Anne Frank, som bærer på noget bagage.

Formentlig symboliserer det den dag, hvor hun gik de 4,5 km fra Merweideplein til Prinsengracht i ført al sit tøj for ikke at vække opsigt. Som jøder var det forbudt for dem at tage sporvognen, bussen eller cyklen. De kunne heller ikke købe en is eller forfriskning undervejs, for det var også forbudt for jøder. Det var sidste gang, hun var fri udendørs.

Tivolitur

Vi havde taget fri på knægtens 12 års fødselsdag. Knægten havde selv lagt planen: Far skal lave brunch, vi skal i Tivoli og have burgers på Sally’s Diner.

Så vi tog i Tivoli. Midt i højsæsonen, midt i sommerferien – men en fødselsdag kan man jo ikke sådan flytte! Der var den længste kø, jeg nogensinde har set, ved hovedindgangen. Uanset om man skulle købe billet eller havde årskort, skulle man stå i samme kø. Vi gik rundt om hjørnet og tog den anden indgang – her var der bedre styr på det, vi stod i kø i 1/2 times tid, og det gik relativt hurtigt med at vise Coronapas og scanne årskortet.

Knægten har wild card, så vi startede med at stå i kø for at trække hans turpas i en af de meget få automater. Vi købte også nogle billetter, for det kan ikke betale sig med to turpas til os voksne (490kr), fordi de lukker for mange ind, hvilket kraftigt begrænser antallet af ture, man kan nå på de travle dage i højsæsonen. Geheimtipp: Man behøver ikke at købe billetter, for man kan betale med Dankort i forlystelserne 😅

I løbet af eftermiddagen nåede vi at prøve Den Flyvende Kuffert, Galejen og Minen, som alle koster 60 kr pr person, dvs. billetter for i alt kr. 360. En besparelse på kr. 130 i fht. 2 almindelige turpas. Vi kunne måske have presset en eller to forlystelser mere ind, men SÅ sjovt er det heller ikke at stå i kø en hel eftermiddag.

Vi gik en runde for at se på haven og på mylderet af mennesker. Der var sindssygt mange mennesker, men det er jo også højsæson.

Efter 1 1/2 år med afstand er det befriende at se, hvor hurtigt alt det med afstand er fuldstændig glemt. Jeg har hele tiden rystet på hovedet af dem, der sagde, at vores adfærd aldrig vil blive den samme igen efter Corona. Ta’ i Tivoli og se – vi mennesker er flokdyr, og der skal mere til for at ændre vores adfærd.

Hvordan var jeres Tivolitur?

Jeg synes faktisk ikke, at det var så sjovt at være i Tivoli denne gang. Jeg synes, at haven mister sin magi, når der er for mange mennesker på alt for lidt plads. Det, der skulle være sjovt, drukner i køer og puffen og masen. Samtidig er det hundedyrt! En af fordelene ved årskortet er forsvundet, nemlig at man undgår betalingskøen.

Når man køber drikkevarer, får man et glas med 5 kroners pant på. På papiret en god idé, men i praksis not so much. Vi gik rundt i haven med vores glas i lang tid, før vi fandt en automat, der fungerede. Flertallet af automaterne var enten fyldte eller fungerede ikke. Desuden var automaterne møgbeskidte, klistrede og ulækre. Superklam løsning, og mange smider da også glassene i skraldespanden.

Det er Tivolis velsignelse og forbandelse på samme tid, at det ligger midt i byen og ikke kan udvide. Helt forståeligt har de fyldt alt for mange forlystelser ind på alt for lidt plads for at maksimere indtjeningen. Der kommer ikke færre mennesker i Tivoli i fremtiden, og det virker lidt som Tivoli er ved at blive kvalt i sin egen succes.

Det må give anledning til panderynker på Tivolis hovedkontor. Hvis de prøver deres eget produkt i højsæsonen, vil de opleve, at det nogle gange er et skidt produkt, man får.

Oplevelsen svarer ikke til billederne på hjemmesiden, hvor der stort set ikke er mennesker på nogle af billederne. Selv på deres Instagram er der langt mellem gæsterne, og de få, der er, ser glade ud. Det er præcis den oplevelse, man drømmer om, men virkeligheden er blot ganske anderledes.

12 år!? TOLV?

I dag fylder vores søn 12 år. Altså – TOLV! Det er 12 år siden jeg fødte ham. Det fatter jeg minus af – og så alligevel. For den unge mand er ved at overtage den bløde drengekrop. Han har brede skuldre og stærke arme, der kan kramme SÅ hårdt. Han kender ikke helt sine begrænsninger. Hans sko er så store som mine. Bukserne er den største børnestørrelse: 164/13-14 år. Underbukserne er købt i herreafdelingen.

Ved siden af står et pr stolte forældre, der ikke forstår, hvor tiden blev af. Teenager om lidt, 5. klasse ..

Tillykke med de 12, skattemus!

Verden er i farver (igen)

I går var vi til den første koncert i noget, der føles som årevis. Jeg har længtes efter denne dag. Følelsen af frihed, høre god musik i venners lag, slå håret ud og bare lytte. I går var det Lis Sørensen, og det var den bedste koncert. Tænk, at noget så simpelt som at gå ud og gå til koncert rører mig til tårer.

Livet kom
Og tog mig tilbage igen
Aldrig vil jeg glemme
Havets blå
Verden er i farver nu

– Lis Sørensen

Ja, verden var pludselig i farver igen. Mens vi sad og ventede, tjekkede jeg lige ind på vacciner.dk – og endelig ENDELIG kunne jeg bestille tid. Jeg var ved at tabe telefonen og råbte op til min ven fra samme årgang (72) “bestil tid – bestil tid – det er os nu”, mens jeg febrilsk bladrede ned over datoerne.

22. maj var den tidligste tid. Der var kun 3 ledige tider. Jeg klikkede klikkede på en tid, som forsvandt, og så forsvandt nr 2 også, og jeg hamrede min fede finger ned på nr 3 tid og fik den! Det er i overmorgen!

Med 2. tid samme dag som vores ferie starter. Det ku’ være mere optimalt, men det kunne også være meget værre. I samme øjeblik gik Lis Sørensen på scenen og gav et brag af en koncert. Og pludselig PLUDSELIG var verden i farver igen!

Med vaccinen ryster vi os fri af Coronaens svøbe, og vi kan gå til koncerter og rejser og kramme og drikke vin med gode venner.

Tæt på ækvator

Langt væk fra månen

Tæt tæt på solen

Sidder vi nu

Og glor på pelikaner

Døde vulkaner

Og ved vi lever lige nu og her

– Lis Sørensen

Det sjove er, at jeg ikke var den store Lis Sørensen fan. Altså, jeg kender hendes sange, kan synge med på de fleste, og de er del af mit soundtrack. Men jeg blev fan af hende dér på Halvandet. Hun synger så godt, hun giver sig selv, og hendes tekster rammer mig.

Hun sang sin nye sang “Isbjerg” om klimaforandringerne, hold nu kæft en smuk sang, og hun sang den med en intensitet, så jeg fik gåsehud.

Hun fortalte om, når de kørte på ferie i 70erne ved havet. Bilen var fyldt hunde, kaniner, pakkenelliker og hende og hendes bror på bagsædet. Bilen var fyldt med røg, og når de dristede sig til at åbne et vindue, blev de bedt om at lukke det, for ellers fik mor træk. Træk var noget af det farligste, man vidste i 70’erne. Det var meget vigtigt at undgå træk, meget farligere end røg 😅 Det er fuldstændig som jeg kender det fra bagsædet i mine forældres bil.

Boganbefaling ❤️ “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Jeg så på et tidspunkt et rørende interview med Marie Brixtofte, og da Mofibo foreslog mig hendes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”, trykkede jeg på play.

Så på mine gåture læste Marie selv bogen højt for mig. Da jeg var cirka halvvejs i bogen, var jeg klar over, at denne bog er vigtig for mig. Jeg skrev jeg bogen på min ønskeseddel til min 49 års fødselsdag. Jeg var så heldig at få den af min mand ❤️

Det er en så fantastisk bog. Sideløbende med at jeg har lyttet, har jeg også læst i min hard copy og highlightet det, jeg skal huske. Og det er ikke så lidt, for det er en klog bog.

På sin vis er det en lommepsykolog-ven, jeg har fået mig dér. Lommepsykolog lyder måske lidt nedladende, men det er ikke ment sådan. Bogen rummer nemlig viden og indsigt på et højt plan, gjort lettilgængelig, letforståelig og ikke mindst let at implementere. Der er klare anvisninger på små tweaks med stor effekt.

Marie Brixtofte som person, og med den rygsæk hun bærer med sig, giver bogen et ekstra niveau af troværdighed for mig. Hun har testet sine egne råd og viden på egen krop og sind, og hun byder ind med personlige beretninger. Det er ikke bare teori.

Jeg er virkelig begejstret! Jeg har nu læst bogen, men jeg er langt fra færdig med den. Den kommer til at leve med mig, og den kommer til at hjælpe og påvirke mig og mine. Det er nemlig det, den kan. Bolsjefilosofi er faktisk bare en god ven med en masse indsigt – og hvem kan ikke bruge en bolsjefilosofisk ven?

Måske skal jeg nævne, at man ikke behøver at have haft en kaotisk opvækst for at få noget godt ud af bogen.

I løbet af sådan en gennemsnitsopvækst (som min) i et parcelhus i Birkerød i 80erne blev der puttet lidt af hvert ned i min rygsæk. Der er ikke lutter lagkage i min rygsæk. Udover en masse gode ting, så ligger også bl.a. mindreværd, skam, konfliktskyhed, autoritetstro, usikkerhed, dårlig selvtillid, impostersyndrom samt en form for spiseforstyrrelse i min rygsæk.

Bogen har hjulpet mig til at forholde mig til min bagage. Jeg kan måske komme overens med, at det er der, og at det er mit ansvar at bruge det – eller blot bære det med videre uden at det skal få lov til at styre mit liv. Den tanke kan jeg godt li’.

Bolsjefilosofi og andre leveråd er en bog om vores rygsæk, den usynlige rygsæk med alle vores erfaringer og summen af vores liv. Hvordan vi selv har ansvaret for den, også selvom den blev pakket af vores forfædre og vores forældre. Vi valgte ikke selv, hvad der blev pakket ned i rygsækken, men vi vælger selv, hvordan vi vil bruge det, der ligger dernede.

Bogen tager fat i nogle af de ting, mange af os bøvler med i livet. Det kan være temaer som ængstelighed, ensomhed, dårlig samvittighed, lavt selvværd og sorg. Som læser får du en hel buffet af fiduser, finter, modeller, redskaber og værktøjer, som alle fungerer som en vejviser til et bedre liv med færre benspænd.

I et sprudlende, letlæseligt og dybt personligt sprog videregiver Marie Brixtofte livsvigtige, eksistentielle erfaringer fra såvel sin opvækst som fra sin psykolog- praksis. Der er nye vinkler at hente for alle, og det er ikke kun unge og voksne med en vis dysfunktionel baggrund, der vil finde guldkorn på hver eneste side af denne væsentlige bog om at udfordre sin skæbne og forandre sin tilgang til måden at leve sit liv på.

– omtale af Marie Brixtoftes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

På glatis ⛸

I 1986 var isen på den nærliggende sø sikker i en hel måned. Det var den bedste måned i min barndom. Jeg skøjtede hver dag, og jeg fandt ud af, at jeg rent faktisk var god til noget sport. Sport var ellers forbundet med nederlag for mig indtil da, men når jeg skøjtede, fungerede min krop perfekt. Jeg faldt ikke over mine egne fødder eller knæ – at danse på skøjter var legende let og fantastisk.

Med den følelse i kroppen var jeg her – 35 år senere – fast besluttet på at stå på skøjter igen. Jeg lånte min venindes 40 år gamle meget slatne skøjter, ekviperede sønnen med et par Bauer ishockeyskøjter købt på Reshopper, pakkede en taske med varm chokolade, marshmellows og gifler – og SÅ satte vi kursen mod min barndoms sø.

Sønnen var hurtigt afsted, for han fangede lynhurtigt teknikken. Hans skøjter var perfekte til ham. De støttede hans ankler perfekt, og de var skarpt slebne. Wusj, afsted!

Jeg stod fint på skøjter. Jeg løb ikke ligefrem på skøjter. Jeg har nok udviklet mig til tilskuer 😅 Men jeg prøvede. Jeg skøjtede lige så stille rundt, fik fornemmelsen af det – og ønskede mig et par andre og mere stabile skøjter. Jeg strammede snørebåndene endnu mere for at stabilisere mine ankler – og prøvede igen. Det var lidt bedre, for så vrikkede mine ankler ikke helt så meget. Men efter kort tid gjorde mine fødder djævelsk ondt, jeg svedte af anstrengelse, og det var da også blevet tid til varm kakao med marshmellows på søbredden lige der i solen, hvor man kunne sidde med åben jakke ☕️

Men jeg gjorde det! Jeg stod på skøjter! Jeg slog mig ikke halvt fordærvet! Jeg kan godt! Og jeg ville kunne gøre det bedre med et par gode skøjter og masser af øvelse. Næste gang der er is på søerne, skal jeg have et par nye skøjter med mere støtte, ⛸

Istid

Det kommer som kaldet, at det netop fryser hårdt og sneer denne vinter. Hver dag er en hverdag. Altid det samme. Ens dage, ægte trummerum. Dag for dag i lockdown. Sommeren ’20 fejlede, da vi mest havde brug for en fantastisk sommer i Danmark og ikke bare en almindelig dødssyg efterårsagtig dansk sommer. Rigtig vinter har vi opgivet for mange år siden, og derfor er sneen og kulden både uventet og overraskende i en tid, hvor alt uventet og overraskende er som suget ud af vores liv.

Nu kommer denne stille vinterpragt ud af det blå og puster is på søerne og sænker farten udenfor. Sneen, isen og kulden sender os i dvale. Jeg bevæger mig langsomt, mens kulden får børnenes hjerter til at slå hurtigere. Mon isen er sikker i dag? 6 cm, 10 cm, 12 cm .. hvornår mon isen når de magiske 13cm? Og er der mon sne nok til at kælke?

Selvom jeg er en sommerpige, så elsker jeg lyden af frost og sne under fødderne. Den krystalklare luft, der gør næsten ondt at indånde. Sollyset, der er så skarpt, at tårerne triller. Kulden, der tager pusten fra mig, og jeg må le, fordi det er så isnende koldt, at min krop får et chok. Det er så vidunderligt og så skørt. Mine fingre bliver døde og valne i handskerne. Mine kinder brænder, når jeg kommer ind i varmen. En velkommen ændring, der som bonus gør mig træt og får søvnen til at blive ekstra dyb og drømmende.

Jeg elsker is om sommeren, men vinter-is kan altså også bare noget helt fantastisk! Det minder mig om min barndom med endeløse timer på isen på den nærmeste sø – nogle af de lykkeligste timer i min barndom.

Prøv lige at se denne hyggelige samling snemænd i Berlin.

Snart sikker ❄️⛸

“It’s a sin” på HBO

At sætte sig ned foran fjerneren under Coronaepidemien og se en TV-serie om en anden epidemi er måske ikke oplagt, men det var præcis, hvad vi gjorde i weekenden.

Vi så første afsnit af ‘It’s a sin’ på HBO i lørdags, og det er en lang optur med introduktion til seriens farverige hovedpersoner Ritchie, Roscoe og Colin, som lever et hedonistisk liv i 80’ernes London efter at have kæmpet sig fra af deres families fordomme.

Musikken er den samme musik, som vi er vokset op til i fattig80erne nord for København. Serien er opkaldt efter Pet Shop Boys hit ‘It’s a sin’, men også Tainted Love og mange flere hits er inde over, når hovedpersonerne springer ud, forelsker sig, har hjertesorg …

Verden ligger åben for de unge mennesker, men så dukker AIDS op. De første rygter begynder at svirre om, at unge homoseksuelle mænd dør af en mystisk sygdom. Da første afsnit slutter, er vi klar over, at festen er slut, og at næste kapitel bliver grumt.

Se trailer her

…..

Når man nu sidder her som 48-årig og vånder sig ovenpå Coronaepidemien, er det nærliggende at betragte de to epidemier, der har ramt os i min livstid. Der er nogle ting har ikke ændret sig i vores samfund.

Vi har stadig en idé om, at det er synderne, og de andre, der bliver ramt. De sløsede og de urene. Det rammer ikke dem, der opfører sig rigtigt. Rygter, løgne og fordomme serveres som eviggyldige sandheder. Dengang helt uden internettet.

Frygt virker lammende på sund tankegang. Frygt er en farlig drivkraft, der aldrig er befordrende for udviklingen i et samfund. Kun for afvikling. Angst æder sjæle op.

Igen er det de unge, der bliver ramt på deres frihed og deres ungdom. Det er deres liv, der sættes fuldstændig på hold. Og det er som at holde vejret. Det kan man kun gøre i kort tid, før der kommer en kraftig udånding og et højlydt gisp.

På kælkebakken

I løbet af ugen smelter sneen, og derfor skyndte vi os at grave kælkene frem fra kælderens dyb og kastede dem i bilen og satte kurs mod den nordvendte kælkebakke i Sorgenfri Slotspark. Der var fest og glade dage – og to meters afstand.

Man kan ikke sige, at der var meget sne, men der var godt iset, og kælken fik godt med fart på. Det var SÅ sjovt! Knægtens indeblege kinder blev pink, og hans blå øjne strålede som stjerner. Det var så sjovt! Vi kunne være fortsat i timevis.

Bohemian Hörner Schlitte alias bøhmisk trækælk 😀

Efter 5-6 års pause kom vores helt særlige bøhmiske trækælk omsider ud på pisten igen. Det var den, jeg spottede i Berlin og siden var så heldig at finde på dba for 6 år siden! Den er simpelthen fantastisk!

Bobslæden er til gengæld for lille. Især til mig – men med knæene godt oppe om ørerne lykkedes det mig faktisk at folde mig nok sammen til at kunne køre i den – og kæntre 😀

Vores helt særlige bøhmiske trækælk er dog langt mere komfortabel – og hurtigere. Da jeg nærmest fløj forover af den, fordi den stoppede meget brat på grusstien for fødderne af en jævnaldrende kvinde med hund, kiggede hun overbærende på mig. Jeg kan kun sige, at det absolut ikke er sidste gang, jeg har været ude at kælke – hvis der ellers kommer sne! Det er hyleskægt! Hvornår har du sidst kælket?

Knægten på den bøhmiske trækælk og jeg foldet godt sammen på den blå bobslæde 😀

Tanker på V-dag

En af de ting, der var startskuddet til civilisationen var dengang, vi begyndte at tage os af hinanden.

Civilisationen startede, da vores forfædre for første gang satte et brækket ben sammen og bar patienten med videre, i stedet for at efterlade ham/hende til at dø.

Dengang begyndte vi at kere os om hinanden og stole på hinanden. Vi begyndte at tro på, at der er nogen, der hjælper dig, hvis du er i fare, bliver syg eller kommer til skade. Den tillid gør, at vi tager risici. De risici betyder, vi er vokset som art og som samfund.

Det gør bl.a., at vi har lært at flyve, selvom vi ikke kan. Vi bygger huse, i stedet for at leve under et træ eller i en hule. Vi bliver ældre end biologien tilskriver. Vi helbreder uhelbredelige sygdomme.

Når jeg en dag tager imod Coronavaccinen, er det ikke så meget for at beskytte mig selv som for at beskytte flokken.

Fordi det er det, vi besluttede at gøre den dag, Preben for 15.000 år siden fik en skinne på sit brækkede ben og blev båret med videre: Vi beskytter hinanden.

Julesmåkager: Florlette snefnug, der smelter på tungen

Hvert eneste år håber vi på en hvid jul, men det sker bare så sjældent .. i år ligger chancen for hvid jul nu på bare 7%. Snefnug er noget, vi må drømme om – eller også skal vi ta’ sagen i egen hånd og bage en hel snestorm af sprøde søde snefnug. Præcis som rigtige snefnug smelter de her ovnbagte snefnug straks på tungen. De er knasende sprøde og smager dejligt af vanilje. Og så er de lette at lave 🙂

Snefnug

  • 250 g blødt smør
  • 100 g flormelis
  • 120 g mel
  • 200 g majsstivelse
  • 1 spsk vaniljesukker med top
  • 1 spsk vand
  • Flormelis til pynt

Sigt og bland flormelis, mel og majsstivelse og tilsæt vaniljen. Pisk smørret, til det er skummende, og tilsæt de tørre ingredienser og rør grundigt sammen med håndmikser. Dejen ser helt fnulret og tør ud. Stil håndmikseren væk, vask hænder og tilsæt 1 spsk vand til dejen. Saml dejen og ælt den til en glat dej, der trilles til en stor kugle. Sæt den indpakket på køl i 1 times tid.

Rul dejen til kugler i kirsebærstørrelse og sæt dem på bagepapir på en bageplade med 5 cm afstand. Tryk kagerne lidt flade med en gaffel.

Småkagerne bages i en forvarmet ovn ved 170°C i 11-13 minutter midt i ovnen. Lad småkagerne køle af og drys dem med flormelis.

Advent

Omsider eller måske allerede 1. søndag i advent. Det er officielt jul, selvom nedtællingen her har været i gang lææææænge!

Vi har hvert år en adventskrans – ofte er det en af gran med røde eller hvide lys. I år er den lidt anderledes, men stadig med gran på.

Vi prøver så vidt muligt at afsætte tid til samles om adventskransen, men sådan en søndag er kort, og der masser, der skal nås her blot 4 uger før jul! På denne søndag skal knægten til e-sport, adventsgaver skal pakkes ind, vi skal handle og i biografen og se Julemandens Datter 2 og så skal der jo også spises aftensmad og laves madpakker .. Og så er det aften …

“Vi når det nok, skønt dagene er korte”

si’r Pølsevognens Ella og skovens Karl Emil

Men advent .. hvorfor? Ordet advent stammer fra latin adventus, som kan oversættes til ankomst – altså Jesu fødsel.

Præcis som med juletræet har vi adopteret adventskransen fra Tyskland. Den tyske teolog Johann Hinrich Wichern introducerede adventskransen allerede i 1839 i Tyskland. Den så anderledes ud med flere lys, men ændrede sig til at bestå af en grankrans med 4 lys, et for hver søndag frem til Jesu fødsel.

Den runde krans er symbol på det uendelige: begyndelse og slutning, liv og død i et uendeligt kredsløb. De grønne grangrene symboliserer håb, liv og genfødsel.

Adventskransen var ret udbredt i Tyskland i starten af 1900-tallet – også i Sønderjylland som dengang var tysk. Da Sønderjylland blev dansk, bredte traditionen sig til resten af Danmark.

Under 2. Verdenskrig blev adventskransen bundet med røde bånd og hvide lys – og den tyske (!) skik blev udbredt i danske hjem som et symbol på håbet om et frit Danmark. Over 100 år efter traditionen startede i Tyskland var adventskransen i 1946 så udbredt i Danmark, at den fik sit eget julemærke.

I dag antager kransen mange former og farver, og der er frit slaw. Adventskransen anno 2020 er mangeartet og smuk i fine farver, med blomster og blade, sølv og glimmer. Mange har skiftet grankransen ud med andre smukke kranse, men de 4 lys er stadig en tradition hos mange danskere 181 år efter den første adventskrans spredte glæde og hygge i Tyskland.

En vild sjæl i en alt for lille ramme

Mit humør er blåt, ligesom Coronaplakaterne. Jeg føler en stærk længsel efter normalitet. Kram, søde ord og latter. Tankeløshed og oplevelser. Koncerter, høj musik og rejser. Ingen grænser.

Om natten drømmer jeg om at feste med min mand, min søn og mine veninder – og min mor og far er også med. Jeg har hverken festet eller gået i byen i MANGE år, så at drømme om det nu er skørt. Tit vågner jeg trist op om morgenen.

Jeg savner også min mor mere end jeg har gjort længe. Det er snart 21 år siden at hun døde, men under Corona’en er savnet af hende vokset. Hendes omsorg, kram, nærvær. Jeg savner også min far. Jeg skriver sms’er og har bestilt julekort til alle jeg kender, jeg sender mails og alligevel: Min længsel er der stadig. Jeg savner lange snakke med mine veninder. Intet menneske er en ø. Der er et tomt hul dybt inde i mig.

I lørdags fik jeg to knus fra min bedste veninde; et da hun kom og et da hun gik. Det føles så forbudt at kramme. Vi er en af hinandens 10. Det er skørt, at jeg føler trang til at retfærdiggøre, hvorfor vi er så løsagtige og krammer.

Men det giver mig så meget styrke at få et kram, en god snak og nærvær. De to kram er den bedste gave, måske fordi de er så sparsomme, og fordi de kommer fra hjertet. At kramme min veninde rører mig nemlig dybt i hjertet. Et kram før Corona var noget, vi gav til alle og enhver, vi kendte bare lidt. Det var ikke specielt, nogle gange endda for meget. Nu ved jeg ikke, hvornår jeg får et kram igen, og jeg længes allerede.

Jeg holder et øjeblik fast i min veninde, hende der kender mig og ved hvordan jeg tænker. Jeg kan se, at hun også har det svært. Hun er single, og hendes forældre er gamle. Når jeg ser hende, forsvinder årene, og Coronaen forsvinder med. Hun har fået en ny frakke, og hun ser godt ud. Lad os ses snart igen, kære ven!

Det føles som om Corona har været her i årevis. Det føles som om jeg er en stor vild sjæl i en alt for lille ramme. Det strammer og niver, jeg vrider mig, og det gør mig i dårligt humør. Jeg bærer min sjæl udenpå kroppen lige under masken, og den er tyndslidt nu.